Hermione missede med øjnene. En solstråle, der havde listet sig hen over gulvet, i takt med at solen hævede sig højere på himlen, skinnede insisterende på hendes ansigt. Hun strakte sig dovent på puderne og blev klar over den arm, der lå beskyttende om livet på hende. Fornemmelsen fik hende til at smile. Langsomt, for ikke at vække Draco, vendte hun sig om på den anden side, så de lå ansigt til ansigt.

Hun havde egentlig haft i sinde at gå op på værelset i går, efter de var kommet tilbage fra herregården. I stedet var hun og Draco faldet i søvn sammen på sofaen. Hun lå i et stykke tid og lyttede til hans hjerte, som slog rytmisk. Han var så afslappet nu. Stik modsat hvor urolig han havde været i går. Hun puttede sig tættere ind til ham og nød det ubekymrede øjeblik.

Der var intet, der tydede på, at de andre i huset var stået op. Det eneste, der kunne høres, var Rons højlydte snorken, der trængte gennem alle hyttens vægge.

Efter et stykke tid lød der en lavmælt knirken fra døren. Hermione drejede hovedet og så, at Fleur havde stukket hovedet ind i stuen. Med en hurtig bevægelse gjorde hun sig fri af Dracos sovende omfavnelse og satte sig op. Hun vidste ikke, hvad hun skulle sige, så hun glattede blot sin trøje og sendte Fleur et forlegent smil. Fleur virkede ikke synderligt overrasket, men signalerede blot med en yndefuld håndbevægelse, at hun gik i gang med morgenmaden, hvorefter hun forsvandt.

Hermione gned søvnen ud af øjnene. Hun så på Draco, der stadig lå henslængt på sofaen med tæppet over sig. Hendes pludselige bevægelse måtte have vækket ham, for hun kunne se hans øjenlåg vibrere svagt.

"Draco …"

"Mm-hmm."

"Fleur siger, at der er morgenmad lige om lidt."

"Det lyder fantastisk," mumlede han.

"Vi må nok hellere tage at stå op."

Draco udstødte en modstræbende brummen. Hun ruskede blidt i hans skulder.

"Kom nu, din sovetryne."

Han viftede irriteret hendes hånd væk. Som svar prøvede hun at hive tæppet af ham. Forsøget frembragte en klagende lyd i hans strube. Han trak tæppet tættere ind til kroppen og vendte sig om på den anden side, så han lå med ansigtet mod sofaryggen.

"Helt ærligt, Granger …" Ordene blev næsten kvalt af et gab. "Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har sovet så godt …"

"Okay." Hun lod en hånd løbe gennem hans i forvejen uglede hår. "Hvis du insisterer, skal jeg nok lade dig være i fred."

Hun lænede sig ind over ham og plantede et kys i hans nakke. De blonde hårstrå kildede mod hendes pande, og hun indsnusede den karakteristiske duft af søvn og varme. Hun smilede mod hans hud og kyssede ham igen.

Hvor var det skønt, at de kunne være sammen sådan her, uden at misforståelser og uvished hang over dem som en mørk sky …

Hun skulle lige til at trække sig bort, da hun mærkede hans hånd om hendes håndled.

"Jeg har ombestemt mig," sagde han hæst. "Kom her."

Han kastede tæppet af sig og hev hende ned til sig på sofaen. Hun nåede knap nok at registrere, hvad der skete, før han fangede hendes læber i et kys. De rullede rundt, og pludselig befandt han sig ovenpå hende. Hun kiggede op på ham og konstaterede, at han med et så meget vågen ud. Han kyssede hende igen, og hun hengav sig til fornemmelsen og lod fingrene stryge over hans nakke. Hans hænder gravede sig ned i hendes hår. Vægten af hans krop fik hende til at synke dybere ned i sofaen. Han skiftede placering, så han – om muligt – kom endnu tættere på.

En pude trillede ud over kanten og landede på gulvet med et blødt 'bump'.

"Draco," hviskede hun, da han endelig brød kysset. "Fleur er lige inde ved siden af."

"Og hvad så?"

Han løftede hovedet og så på hende. Der var noget i hans blik, der fik hende til at miste vejret. Langsomt bøjede han hovedet og pressede et kys mod hendes skulder, og hun sukkede dæmpet. Hun var klar over, at hun ikke burde være så eftergivende, men alligevel …

Hans mund fulgte kurven på hendes hals og efterlod en bølge af gåsehud efter sig. En velvillig varme bredte sig i hendes krop, og hun borede neglene ind i stoffet på hans trøje. Hun var sikker på, at han kunne mærke hendes puls mod sine læber. Hans åndedræt dirrede varmt og fugtigt mod hendes øre i nogle sekunder. Afventende. Så nippede han hende ganske let i øreflippen. Gnister af elektricitet skød gennem hendes blod.

Han vidste præcis, hvad han havde gang i, tænkte hun tåget, mens han mund løb langs hendes kæbelinje. Alt tydede på, at han havde gjort det her mange gange før. Hun sugede luft ind med en skarp lyd, da hans fingre strejfede hendes bryst. Deres øjne mødtes, og hun opfangede det umiskendelige glimt af triumf i de grå iriser.

Ja - han vidste lige præcis, hvad det var, han havde gang i.

Hans tommelfinger strøg over den tynde barriere, der adskilte hans hånd fra hendes hud. Hun kunne mærke varmen fra hans håndflade gennem stoffet. Hendes hjerte hamrede med en intensitet, der truede med at overdøve hendes tanker. Hendes øjne flakkede uroligt gennem lokalet og standsede ved døren ud til køkkenet.

"Vent," fik hun frem.

Hun forsøgte at trække sig bagud, men hendes albue gled kejtet på puderne. Draco udstødte et frustreret støn.

"Granger, lad nu være …"

Han lænede sig tættere på hende, men hun lagde hænderne mod hans bryst for at standse ham.

"Hvad hvis der kommer nogen …"

Draco sukkede. Han fjernede sin hånd.

"Fint." Han satte sig op i sofaen med en irriteret mine. "Hvis du virkelig er så bange for, at Potter pludselig kommer vadende ind og ser os sådan her …"

Hun kunne høre, at han var såret. Det stak i hendes hjerte. Det var jo ikke, fordi hun ikke havde lyst. Det havde hun i allerhøjeste grad. Men det her var ikke ligefrem det bedste sted eller det bedste tidspunkt at lade den slags impulser løbe af med sig.

Hun trak sig op i siddende stilling og lod fingrene løbe gennem krøllerne for at få styr på det værste morgenhår.

"Han ville nok ikke blive så overrasket," sagde hun som svar på Dracos bemærkning. "Han ved, at vi er sammen."

Draco stirrede vantro på hende.

"Har du fortalt ham om os?"

"Det blev jeg nødt til."

Hun rejste sig fra sofaen og børstede nogle støvfnug af sin trøje. Varmen fra Dracos nærhed sad stadig i hende.

"Han blev ved med at spørge."

Draco så stadig lige forbløffet ud.

"Men … jeg snakkede med ham i går aftes. Han nævnte det ikke med et ord."

Hun trak på skuldrene.

"Han har vigtigere ting at fokusere på for tiden."

"Så han sagde ikke noget til det, da du fortalte ham det? Han accepterede det bare?"

"Accepterede er nok så meget sagt." Hun samlede den pude, der var faldet på gulvet, op, og placerede den i sofaen. "Han har i hvert fald affundet sig med tanken indtil videre. Jeg er sikker på, han gerne vil have en uddybende forklaring senere."

"Hvad med Weasley? Ved han det også?"

Hun rystede på hovedet.

"Nej, jeg har ikke sagt noget til Ron endnu. Men jeg skal have gjort det snart. Det er ikke fair over for ham at holde det hemmeligt."

Hjertet sank i livet på hende ved tanken om den samtale, hun blev nødt til at have med Ron. Men der var ingen vej udenom. Hun blev nødt til at sætte ham ind i tingenes tilstand. Det var bare et spørgsmål om tid, før han fandt ud af, hvad der foregik mellem hende og Draco på egen hånd.

Hun stod i sine egne tanker og var ved at lægge tæppet sammen, da hun pludselig blev opmærksom på Dracos ansigtsudtryk.

"Hvad?" spurgte hun.

Han rejste sig fra sofaen. Hans øjne løb tøvende over hende.

"Jeg troede ikke, du havde tænkt dig at fortælle dem noget," tilstod han.

"Hvorfor ikke?"

Han sagde ikke noget, men hun kunne læse svaret i hans blik. Endnu engang mærkede hun en dump smerte inde bag sine ribben. Hun lagde det sammenfoldede tæppe fra sig på sofaen og gik hen til ham.

"Draco, jeg skammer mig ikke over os." Hun lagde hånden på hans kind. "Den eneste grund til, at jeg ikke har fortalt dem noget, er, fordi det ville gøre alting endnu mere kompliceret."

Han så på hende i nogle sekunder, men lod så til at godtage ordene. Det bedrøvede hende, at han oprigtig kunne tro, at hun skammede sig over deres forhold, men nu hvor hun tænkte over det, var det ikke så mærkeligt, at han havde tolket hendes opførsel sådan.

"Jeg fortæller det til Ron, så snart der kommer en anledning til det," sagde hun. "Og så er det forhåbentligt forbi med hemmeligheder."

Han nikkede, og hun følte sig en anelse lettere om hjertet.

De gik ud i køkkenet, hvor Fleur netop var blevet færdige med at tilberede morgenmaden. Luna, der sad ved køkkenbordet, var ved at fortælle Bill og Mrs. Stewart om Nargler, så Hermione gik ud fra, at hun havde fået det bedre.

"Godmorgen," sagde Luna, da hun fik øje på Hermione og Draco. Hun så stadig meget bleg ud, men hendes øjne lyste oplagt.

"Godmorgen," hilste Hermione. "Har du sovet godt?"

Luna nikkede.

"Også mig," sagde Dean, der netop var kommet ned af trappen. "Det er et held, at jeg er vant til Rons snorken fra vores tid på Hogwarts af. Ellers tror jeg ikke, jeg ville have lukket et øje."

De satte sig alle omkring køkkenbordet. Efter nogle minutter dukkede Ron og Harry også op, sandsynligvis lokket frem fra deres skjul af den umiskendelige lugt af stegt bacon. Ollivander var ingen steder at se. Hermione gik ud fra, han stadig lå og sov oppe på et af værelserne. Fleur lod da heller ikke til at vente på ham, men opfordrede blot de tilstedeværende til at tage for sig af det måltid, hun havde stillet an. De begyndte alle at skovle mad op på tallerkenerne.

Snakken gik i det lille køkken, mens de spiste. Luna, som nu havde overstået Narglerne, begyndte at fortælle om Krumhornede Snorkbøfler. Ron gumlede på et stykke bacon, mens han betragtede hende.

"Hvordan endte du egentlig på Malfoy Manor?" spurgte han, da hun endelig gjorde et ophold.

"Dødsgardisterne tog mig til fange, da jeg var på vej hjem fra juleferie," sagde hun. "Jeg tror, de gjorde det for at straffe min far. De kunne ikke lide, hvad han skrev i Ordkløveren."

"Fordi bladet støttede mig," konstaterede Harry, mens han skænkede sig selv et glas græskarjuice. "Det er jeg ked af, Luna."

"Det skal du ikke tænke på."

"Jeg regner med at gå ud og samle drivtømmer i dag," sagde Bill efter en kort pause. "Er der nogen af jer, der kunne tænke jer at hjælpe?"

Dean og Luna meldte sig med det samme. Hermione fik øjenkontakt med Ron og Harry. Hun vidste, hvad de tænkte: De havde andre planer for dagen. Planer, som involverede et besøg på den nissekirkegård, hvor Ragnuk den Første lå begravet. Hun lod sit blik glide fra sine to venner til Bill.

"Må jeg beholde din tryllestav i et lille stykke tid endnu? Jeg tror, jeg får brug for den i dag."

"Selvfølgelig må du det," sagde Bill. "Så kan jeg næsten regne ud, at I tre ikke har tid til at hjælpe mig."

"Vi har noget, vi skal have ordnet," bekræftede Harry. "Men vi burde være tilbage engang til middag. Derefter vil jeg gerne tale med Ollivander."

Hermione betragtede sin ven. Det gik op for hende, at det ikke kun var Draco, som havde brug for tryllestavsmagerens ekspertise. Hun huskede, hvor meget Harry havde spekuleret over forbindelsen mellem sin og Voldemorts tryllestav.

Fleur så på Harry.

"Monsieur Ollivander er stadig meget svag."

"Det ved jeg. Men jeg er bange for, at det ikke kan vente."

"Han har brug for noget tid til at komme sig ovenpå opholdet i fangekælderen," sagde Bill, der tydeligvis bemærkede, hvor stålsat Harry var. "Giv ham en dag til at hvile, så kan I snakke med ham i morgen. Derefter tror jeg, det er bedst, hvis vi flytter ham hjem til tante Muriel, hvor der er mere plads."

Harry accepterede modvilligt.

Da de var færdige med at spise, gik Hermione op på sit værelse for at finde ud af mere om Ragnuk den Førstes gravsted. Harry og Ron havde heldigvis gemt den lille perletaske med alle hendes bøger, som hun havde haft med under deres jagt på Horcruxer, så hun havde masser af muligheder for at søge information. Hun satte sig på sengen og begyndte at læse. Hendes fødder, der dinglede ud over sengekanten, strejfede madrassen på gulvet, som Luna havde sovet på.

Hun fandt et afsnit om nissekongen Ragnuks grav i Den magiske verdens historiske steder og seværdigheder. Der var endda en beskrivelse af det bøgetræ, Griphook havde nævnt. Så havde nissen altså talt sandt. Ikke at hun for alvor havde tvivlet på ham. Han havde virket oprigtig, da han fortalte dem om, hvor han havde gemt pokalen.

Hendes hjerte bankede heftigt ved tanken om, at de snart ville få fat på endnu en Horcrux …

"Granger …"

Hun så i retningen af stemmen. Draco stod i døråbningen.

"Bare rolig, jeg har ikke tænkt mig at spørge om, hvad det er, I skal," sagde han, da han så hendes ansigtsudtryk. "Jeg vil bare gerne vide, om det er knap så livsfarligt denne her gang."

Hun smilede.

"Ja, det er ganske ufarligt. Som Harry sagde, er vi nok tilbage igen i løbet af et par timer."

Draco betragtede hende i nogle sekunder. De spørgsmål, han holdt tilbage, hvirvlede rundt inde bag hans øjne.

"Det er da altid noget," mumlede han og trådte ind i værelset.

Hun fik et glimt af langt, lyst hår, da Fleur passerede forbi ude på gangen, sandsynligvis for at se til Ollivander i 'le petit chambre', som hun kaldte det. Draco så sig tilbage over skulderen.

"Nå ja, det glemte jeg helt at fortælle dig i går aftes," sagde han, da Fleur var forsvundet. "Hun er gravid."

"Hvad?" Hermione havde nær tabt bogen, som hun sad med, ud af hænderne. "Draco, det er jo fantastisk!"

"Synes du?"

"Selvfølgelig gør jeg det." Hun proppede bogen og de andre tykke opslagsværker tilbage i den magisk udvidede taske. "Det er en baby. Jeg er da lykkelig på Bill og Fleurs vegne. Tænk at de får deres egen lille familie …"

Han trak på skuldrene og prikkede til madrassen med foden.

"Hvad nu hvis vi ikke vinder? Hvad for en verden kommer den baby så til at vokse op i? Hvis den overhovedet får lov til at vokse op."

Hun lukkede tasken med et suk.

"Måske burde du se på det på en anden måde," sagde hun.

Han så op fra madrassen med et spørgende blik. Hun trådte hen til ham og stillede sig på tæer, så hun kunne trykke et kys mod hans kind.

"Det giver os endnu en grund til at kæmpe."

Draco lagde hovedet på skrå og betragtede hende i nogle sekunder.

"Løber du aldrig tør for inspirerende ord?" spurgte han.

Hans tonefald var fladt, men hun kunne se, at hendes forsøg på at bortjage hans pessimisme trods alt havde haft en effekt. Hun smilede og kyssede ham endnu engang.

"Det er der ikke noget, der tyder på."

.

.

"Et styks Horcrux."

Ron satte Helga Hufflepuffs pokal fra sig på en mosbevokset gravsten. Hans hænder var plettede af jord efter at have søgt efter den lille genstand i det hul, de havde gravet under bøgetræet. Hun, Ron og Harry stod alle tre og stirrede på pokalen i nogle sekunder. Den var mindre, end hun havde forestillet sig, med to sirligt udformede hanke. På dens midte var indgraveret en grævling, Hufflepuff-kollegiets maskot.

"Nu mangler vi bare at finde ud af, hvordan vi ødelægger den," sagde Harry og kiggede dystert ud over kirkegården.

"Vi skal nok finde på noget," forsikrede Hermione, men hun kastede alligevel et skjult blik ned i hullet ved bøgetræet i håb om, at Godric Gryffindors sværd på magisk vis ville dukke op.

"Personligt er jeg meget optimistisk." Ron børstede jord af pokalen og holdt den op i luften for at studere den. "Situationen ser bedre ud nu, end den har gjort længe: Hermione er tilbage." - han sendte Hermione et smil - "Tre Horcruxer er allerede ødelagt, vi har fundet den fjerde …"

"Så mangler vi bare to mere," sagde Hermione, som gladelig tilsluttede sig Rons forsøg på at opmuntre Harry. "Du sagde, at den femte sandsynligvis er et objekt med tilknytning til Ravenclaw-kollegiet, ikke sandt?"

Harry nikkede.

"Og den sjette er Du-Ved-Hvems slange," fortsatte hun. "Det mente Dumbledore i hvert fald. Det betyder, at vi allerede er nået langt."

"Bortset fra at vi ikke ved, hvor den femte horcrux er henne," påpegede Harry. "Jeg tror stadig, at den er på Hogwarts -"

Hermione og Ron stønnede i kor. De havde hørt argumentet hundrede gange før.

"Den er ikke på Hogwarts, Harry," sagde hun. "Det ville være et tåbeligt sted at gemme den."

"Det handler ikke om logik, Hermione," Harry begyndte at gå frem og tilbage på kirkegårdsstien med rasende fart. "Hogwarts er et sted, der betyder noget for ham - det sted, hvor han blev til noget."

"Men hvornår skulle han have haft tid til at anbringe den der?" vedblev hun, mens hun gentog den indvending, hun var kommet med alle de andre gange, Harry havde bragt argumentet på banen: "Han vendte ikke tilbage til skolen, efter han havde færdiggjort sit syvende år -"

Harry slog ud med armene.

"Fint! Hogwarts er udelukket."

"Hey. Rolig nu." Ron, som havde sat pokalen fra sig, trådte hen foran Harry og lagde hænderne på hans skuldre. "Vi vil alle sammen gerne have fat i den næste Horcrux. Men Hermione har ret. Den kan umuligt være på Hogwarts."

Harrys skuldre sænkede sig en smule under tyngden af Rons hænder, og han gned sit ar med en træt bevægelse. Hermione kunne se, at han stadig ikke var overbevist, men han nikkede alligevel. Hun tog pokalen og puttede den i sin taske.

"Der er ikke andet at gøre end at lægge hovederne i blød," sagde hun. "Jeg er sikker på, vi får en idé på et tidspunkt."

"Også mig," istemte Ron. "Lad os tage tilbage til Bill og Fleur og tænke videre der."

Der lod til at være bred enighed om denne beslutning. Hermione kastede et sidste blik på hullet under bøgetræet, hvorefter de tranfererede sig bort med et lavmælt 'plop'.

.

.

Da de kom tilbage til hytten, gik Ron og Harry ovenpå for at snakke. Hermione havde på fornemmelsen, at Ron fortsatte projekt 'opmuntr Harry', hvilket hun satte pris på. Hun blev siddende nede i køkkenet og vred sin hjerne i et stykke tid i håb om at finde en løsning på deres Horcrux-problem. Til sidst opgav hun og sad blot og kiggede ud i luften, mens hun snoede en hårtot om fingeren.

Det gav et lille sæt i hende, da døren gik, og Dean, Luna, Bill og Draco trådte ind i hytten med favnen fuld af drivtømmer. Draco, som hurtigt fik øje på hende, standsede ude i køkkenet, mens de andre fortsatte ind i stuen, hvor Fleur og Mrs. Stewart sad og snakkede.

"Granger," udbrød han næsten desperat. Hans hår var i uorden, og kraven på hans sweater sad skævt. "Tak Merlin for, at du er tilbage. Hvis jeg skal høre om flere af Lovegoods fantasivæsner …"

Hermione så fra Draco til de andre, lettere perpleks.

"Tog du med?"

Han trak på skuldrene.

"Jeg skal jo have tiden til at gå med et eller andet."

Hun fulgte med ham ind i stuen, hvor han lod drivtømmeret dumpe ned i kurven med brænde. Han børstede sandkornene af hænderne og så på hende.

"Det lader til, at jeres udflugt gik godt," kommenterede han.

"Hvorfor tror du det?"

"Du virker lettet."

Han kastede et blik over skulderen. Dean, Luna og Bill var gået ud i gangen for at trække af overtøjet, og Fleur og Mrs. Stewart var stadige lige fordybede i deres samtale. Ingen af dem var inden for hørevidde.

"I fandt en af dem, gjorde I ikke?" spurgte han med dæmpet stemme. "Et af de objekter, der kan bringe Mørkets Herre til fald?"

"Jo," indrømmede hun, mens hun spekulerede på, om hun havde fortalt Draco for meget. "Men missionen er ikke ovre endnu …"

"Det havde jeg heller ikke regnet med. Hvad er jeres næste skridt?"

Spørgsmålet fik hende til at føle sig en anelse beklemt.

"Det ved vi ikke. Vores plan har hele tiden været at følge Dumbledores ledetråde, men det er ikke ligefrem let at løse hans gåder."

Draco satte sig i sofaen og krængede den uldne sweater over hovedet.

"Den mand gjorde en dyd ud af at være et mysterium."

Dean, Bill og Luna trådte ind i stuen, netop som Fleur bekendtgjorde, at hun ville gå op med frokost til Ollivander. Hermione skulle til at tilbyde at gå med, men Luna og Mrs. Stewart kom hende i forkøbet.

"Har han fået det bedre?" spurgte Draco, da de vendte tilbage.

Fleur nikkede.

"Det går fremad."

Dracos øjne lyste ivrigt.

"Vil det sige, at vi kan snakke med ham nu?"

"Nej." Indvendingen kom fra Mrs. Stewart, som Luna var ved at hjælpe ned ad trappen. "Han har brug for mere hvile. Staklen kan knap nok spise …"

Hun beskrev, hvordan tryllestavsmageren havde måttet opgive at indtage frokosten efter kun to skefulde suppe. Draco lænede sig tilbage i sofaen med et surmulende ansigtsudtryk.

"Han har bare af at være frisk til i morgen," mumlede han.

"Han er gammel og afkræftet," sagde Hermione. "Det tager tid for ham at komme sig."

"Det er jeg klar over. Men vi er flere, der har brug for hans viden."

"Draco, han har været meget syg -"

"Og hvad så? Jeg skal personligt made ham, hvis det får ham til at komme til kræfter hurtigere."

Selvom hans mangel på medfølelse forargede hende, kunne hun ikke lade være med at smile ved tanken om Draco, der sad og madede Ollivander med en ske.

"Forhåbentligt behøver du ikke ty til så drastiske metoder," sagde hun. "Lad os vente til i morgen og se, om hans tilstand ikke er bedre der."

Draco skulede mod trappen, mens han åndsfraværende glattede håret med håndryggen. Hun strøg ham over ryggen, så en smule af anspændtheden sivede ud af hans skuldre.

"Du har ventet et halvt år," påmindede hun ham. "Mon ikke du kan vente en dag til?"

.

.

Næste morgen sad Hermione i lænestolen i stuen og masserede sin nakke med små cirkelbevægelser. Hun var øm i kroppen efter en nat, hvor hun, i stedet for at sove, havde siddet med næsen begravet i bøgerne. Luna havde ligget og sovet tungt på madrassen ved siden af sengen, mens Hermione havde pløjet sig gennem bunkevis af bøger – uden resultat. Først ud på de tidlige morgentimer havde hun lagt sig til rette på sengen og var faldet i en urolig søvn.

Der var en utålmodig stemning i stuen. Fleur havde under morgenmaden meddelt, at Ollivander havde fået det bedre, og at han sandsynligvis ville være frisk nok til at tale med dem senere på dagen. De sad alle sammen og ventede på, at dette skulle ske: Harry og Ron fordrev tiden med at spille troldmandsskak, mens Dean gav Harry gode råd til det næste træk. Draco på en stol og stirrede ud i luften, for spændt til småsnak. Ude i køkkenet var Bill, Fleur og Mrs. Stewart ved at rydde af efter morgenmaden.

Hermione gabte og var på nippet til at døse hen, da hun så Luna komme gående med Barden Beedles Eventyr i hænderne. Hun fløj op af lænestolen.

"Hey! Det er min."

Luna virkede tilsyneladende ikke til at opfatte bebrejdelsen i hendes stemme.

"Den lå inde på værelset." Hun så forundret på Hermione. "Jeg vidste slet ikke, du interesserede dig for den slags fortællinger."

Hermione lod blikket løbe over den gamle bog med det tyndslidte omslag.

"Dumbledore gav mig den," sagde hun blot.

Troldmandseventyr var langt fra hendes foretrukne læsestof. Det var udelukkende noget, hun havde læst i håb om at finde et spor, der kunne lede Harry, Ron og hende på vej.

Luna lod sig dumpe ned i sofaen med bogen i skødet. Hun bladrede nysgerrigt gennem de mange sider. Hermione iagttog hende med en panderynken. Det irriterede hende, at Luna følte, at hun kunne tillade sig at tage hendes ting på dem måde. Hun skulle lige til at bede pigen om at give hende bogen tilbage, da hendes blik strejfede et symbol på en af bogens tætskrevne sider.

"Luna," sagde hun med tilbageholdt åndedræt. "Vent. Bladr et par sider tilbage."

Luna så undrende op på hende, men gjorde, som hun sagde.

"Der." Hermione gik hen til hende og pegede på en side i bogen. "Kender du det tegn? Din far havde det om halsen til Bill og Fleurs bryllup."

Hun og Harry havde også set det sidenhen, huskede hun, på en grav i Godric Dalen.

"Selvfølgelig gør jeg det," sagde Luna. "Det er symbolet på dødsregalierne."

Harry så op fra skakbrættet. En bonde kiggede op på ham fra et af de sorte felter, tydeligvis utilfreds med afbrydelsen.

"Dødsregalierne?"

Luna nikkede.

"Dem, der bliver fortalt om i Eventyret om de tre brødre."

"Det eventyr kender jeg godt," sagde Ron. "Mor plejede at fortælle os det, da vi var mindre."

Harry lignede et spørgsmålstegn. Hermione forstod ham udmærket. Hun havde heller aldrig hørt om eventyret, før hun havde læst det i bogen. Det var en af ulemperne ved at være vokset op blandt Mugglere.

Luna tog Harrys forvirrede blik som en opfordring. Hun rømmede sig let og begyndte at læse eventyret op fra bogen.

"Men der bliver ikke nævnt noget om nogen 'Dødsregalier' i historien," indvendte Ron, da hun var færdig.

"Dødsregalierne er de tre objekter, der nævnes i eventyret," forklarede Luna. "Oldstaven, genopstandelsesstenen og usynlighedskappen. Det siges, at hvis man er i besiddelse af dem alle tre, bliver man herre over døden."

"Herre over døden," gentog Harry. "Som i 'udødelig'?"

Luna nikkede.

"Jeg har altid troet, at det bare var en metafor," sagde Dean.

Ron rynkede panden.

"En metafor?"

"Noget, der skal forstås i overført betydning, Weasley," sagde Draco, der indtil nu havde fulgt samtalen på sidelinjen. "Hvis altså du har evnerne til at svinge dig op på så højt et abstraktionsniveau."

Hermione sendte ham et skarpt blik.

"Luna," sagde hun og anstrengte sig for ikke at lyde alt for skeptisk. "Du taler om Dødsregalierne, som om de rent faktisk findes."

"Jamen, det gør de skam." Luna så fuldkommen alvorlig ud. "Folk, der studerer gamle troldmandssagn, er ikke i tvivl om, at de eksisterer."

"Så er det i hvert fald ikke de samme folk, som dem, der har skrevet Magiens historie."

"Præcis. Det er folk med et meget mere åbensindet verdenssyn end dem, der skriver vores skolebøger."

Hermione havde lyst til at komme med en indvending, men beherskede sig. Harry spurgte yderligere ind til eventyret. Han var tilsyneladende mere grebet af historien, end hun var. Luna fortalte passioneret om Regalierne og beviserne for, at de fandtes. Ron og Dean sluttede sig også til samtalen, og pludselig var luften fyldt med obskure sagn og konspirationsteorier. Hermione lyttede med en misbilligende mine, men forholdt sig tavs.

Der var ingen grund til at komme op at skændes over en af Lunas mærkelige idéer.

.

.

"Tror du på, at Dødsregalierne findes?" spurgte hun en times tid senere, da hun og Draco sad inde på hendes værelse.

Draco lod sig falde tilbage på sengen og stirrede op i loftet.

"Jeg ved i hvert fald, at mange hekse og troldmænd har søgt efter en uovervindelig tryllestav gennem tiderne," sagde han. "Men den har haft andre navne end 'Oldstaven' – 'Dødstaven', 'Skæbnestaven', 'Mesterstaven' …"

Hun kiggede forundret på ham.

"Jeg troede, jeg var den eneste, der hørte efter i professor Binns' timer."

"Det var et af de få emner, der fik mig til at spidse ører," tilstod han. "En uovervindelig tryllestav? Det er noget, alle troldmænd er interesserede i."

"Ikke alle. Personligt synes jeg, der er andre magiske objekter, der er langt mere fordelagtige. En uovervindelig tryllestav ville ikke føre andet end problemer med sig."

Draco løftede hovedet fra puden.

"Tillad mig at præcisere: Det er noget, alle troldmænd fra mit kollegium ville være interesserede i."

"Slytherin-troldmænd og deres ambitioner," sukkede hun. "Nå, men det er også lige meget, for Oldstaven eksisterer ikke. Og det gør de andre regalier heller ikke. Det er bare et gammelt eventyr."

"Hmm." Dracos øjne fulgte en række farvestrålende muslingeskaller, der snoede sig langs loftbjælkerne. "Man kan ikke fuldkommen udelukke muligheden for, at de eksisterer."

"Men logisk set -"

"Det her er troldmandsverdenen, Granger. Ikke alting er lige logisk."

"Hvis de eksisterede, ville der stå noget om dem i lærebøgerne," fastholdt hun. "Og det gør der ikke."

Han satte sig op.

"Hvad med den besværgelse, der bandt min magi? Den står der heller ikke noget om i bøgerne. Men den er i højeste grad virkelig."

Hun åbnede munden, men lukkede den så igen. Det var umuligt for hende at stable et godt modargument på benene. Draco smilede, øjensynligt tilfreds med at have vundet diskussionen.

"Så er det godt, at Ollivander ved, hvordan man løser dit problem," sagde hun og pillede en fjer ud af hovedpuden.

Krusningen forsvandt fra Dracos læber, og han så pludselig alvorlig ud.

"Mit problem, ja," mumlede han frem for sig selv.

Han kravlede tættere på hende og tog hendes hænder. Den pludselige oprigtighed i hans blik overraskede hende.

"Granger … jeg indså noget i går aftes, mens jeg sad og ventede på, at I skulle komme tilbage fra herregården."

"Hvad?"

"Min magi … " Han tog en dyb indånding. "Den betyder ikke noget."

Hun rynkede brynene.

"Ikke rigtigt," fortsatte han, inden hun kunne nå at afbryde. "Jeg vil selvfølgelig være ovenud lykkelig for at få mine magiske kræfter igen - det er der ingen tvivl om." Hans hænder klemte let om hendes. "Men det gik op for mig, at det ikke længere er magien, der definerer mig. Ikke på samme måde, som den gjorde engang."

Han smilede et lille smil.

"Desuden er der andet, der er vigtigere."

Hun fugtede læberne.

"Såsom?"

"Det ved du godt, Hermione."

Hjertet hoppede i hendes bryst. Hun smilede, opfyldt af en varme, der spredte sig helt ud i hendes fingerspidser.

"Draco," sagde hun stille, klar over at hun nu havde muligheden for at sige det, hun ikke havde fået sagt forleden. "Du sagde i går, at du troede, jeg skammede mig over os … over dig. I virkeligheden er det modsatte tilfældet: Jeg er stolt af dig."

"Granger …"

"Jeg mener det." Hun knugede hans hænder. "Bare se, hvor langt du er kommet. Du er gået imod alt, hvad du troede på. Jeg ved, hvor svært det har været for dig, men du gjorde det alligevel. Og det er derfor, at jeg -"

Et pludseligt bank på døren fik hende til at tie. De drejede begge hovedet. Til Hermiones lettelse var det ikke Ron, men Harry der trådte indenfor. Han stirrede på hende og Draco i nogle sekunder, tydeligvis frastødt af synet, men undlod at kommentere.

Hun gav Dracos hænder et klem, inden hun slap dem og rejste sig fra sengen.

"Er det …?"

Harry nikkede.

"Det er tid," sagde han. "Ollivander vil se os nu."