Det var den mørkeste del af natten.

De sad på en af de mange bænke i udkanten af Storsalen. Det fortryllede loft over dem var kulsort og stjerneløst. Draco havde lagt en arm om Hermione. Ikke fordi han gjorde sig nogen forestilling om, at han kunne dæmpe hendes sorg, men hvis fornemmelsen af hans nærvær kunne lindre bare en flig af hendes smerte, var det nok for ham. De sidste par minutter havde hun intet sagt - blot siddet og stirret tavst ud i luften.

Et stykke derfra stod Longbottom og hang med hovedet. Han var tydeligvis knust over, at han havde ladet Potter forlade slottet, uvidende om drengens intention om at ofre sig. Men selv hvis Longbottom havde været klar over Potters hensigter, havde der næppe været noget, han havde kunnet stille op. Når først Potter havde sat sig noget i hovedet, var det umuligt at bremse ham. Det havde han bevist flere gange før.

Draco kastede et blik på sit armbåndsur. Klokken var halv et. Selvom de ikke havde indviet resten af personerne i salen i Potters beslutning, kunne han høre, hvordan folk begyndte at føre dæmpede samtaler i krogene, mens de så sig om efter slagets hovedperson. Deres voksende uro var forståelig. Kampen ville snart bevæge sig ind i sin afgørende fase, og deres helt var ingen steder at se.

Pludselig brød en kold stemme gennem den lavmælte hvisken i salen:

"Harry Potter er død."

Ordene gjaldede mellem de høje stenvægge. Folk fór sammen. Skrig og vantro råb steg op fra forsamlingen. Draco lod øjnene glide i.

Så skete det virkelig. Han havde næret et absurd håb om, at Potter – imod alle odds – ville formå at besejre Mørkets Herre. Men Potter havde mødt sit endeligt, ligesom hans far havde sagt, at han ville.

Draco åbnede atter øjnene. Han så på Hermione. Hun havde utvivlsomt næret det samme håb som ham, for ved lyden af de endegyldige ord krøllede hendes ansigt sig sammen.

"Nej," hviskede hun. "Det passer ikke."

Hun rejste sig fra bænken og vaklede hen mod Weasley, som sendte hende et forpint blik.

"Hermione -"

"Ron, det kan ikke passe …"

Hun kastede sig i hans arme. Draco gjorde intet forsøg på at standse hende. Hendes reaktion var forståelig. Potter var hendes og Weasleys bedste ven. Hun havde mere brug for Weasley i dette øjeblik, end hun havde brug for ham.

Den kolde stemme fortsatte uden respekt for deres sorg:

"Han blev dræbt på sin flugt fra Hogwarts, da han prøvede at redde sit eget skind, mens I kæmpede med livet som indsats for hans skyld. Vi bringer jer hans lig som bevis på, at jeres helt er væk."**

Uroen i salen nåede nye højder. Folk begyndte at myldre mod Storsalens udgang, mens de skubbede til hinanden i panik. Forfærdelsen stod malet i deres ansigter. Hermione stod stadig sammen med Weasley. Hendes ansigt var begravet i hans trøje. Weasley strøg hende over håret, men han lignede ikke en, der var i stand til at yde nogen form for trøst. Hans fregnede ansigt lyste af smerte.

"Harry ville aldrig løbe sin vej," var det eneste, han sagde.

I sit stille sind gav Draco ham ret. Man kunne sige meget om Potter, men nogen kujon var han ikke. Draco kendte Mørkets Herres metoder. Ordene om Potters flugt var sandsynligvis blot en løgn, der skulle demoralisere modstanderne. Og det virkede. Folk omkring ham lod til at have tabt alt håb. De hulkede og vred deres hænder. Flere af dem mumlede grådkvalte ord om, at det hele var forbi.

Draco forholdt sig rolig. Hans blik havde ikke forladt Hermione, der stadig klyngede sig til Weasley. Weasleys søster trådte hen til de to tilbageværende medlemmer af Den Gyldne Trio med øjnene svømmende af tårer.

"Ginny," hikstede Hermione. Hun slap Weasley og trak hulkende veninden ind i en omfavnelse. "Åh, Ginny -"

Men hun nåede ikke at sige mere, før Mørkets Herres stemme rungede gennem salen for tredje gang:

"Slaget er vundet. I har mistet halvdelen af jeres styrker. Mine Dødsgardister er i overtal, og Drengen, der ikke kunne slås ihjel, er færdig. Krigen må nu ende. Enhver, der fortsætter modstanden – mand, kvinde eller barn – vil blive nedslagtet, og det samme vil ske med hvert eneste medlem af deres familie. Hvis I kommer ud af slottet nu og knæler for mig, vil jeres liv blive sparet. Jeres forældre og børn, brødre og søstre vil få lov at leve, og I vil blive tilgivet, når I slutter jer til mig i den nye verdensorden, vi sammen vil bygge."**

De to piger slap hinanden. Hermiones ansigt var ophovnet af gråd.

"Harry er væk," snøftede hun.

Ginevra trak luft ind med en skælvende lyd.

"Selv hvis det er sandt, må vi ikke give op. Vi bliver nødt til at kæmpe videre."

Under øjenvipperne, der var tunge af tårer, kunne Draco se, hvordan pigens øjne lynede. Raseri, konstaterede han. Det var også en måde at håndtere sorgen på.

"Du har ret, Ginny." Weasley rankede sig og så på sin søster. "Jeg har aldrig tænkt mig at knæle for det svin. Lad os give ham kamp lige til det sidste."

Før i tiden ville Draco have leet hult af deres trodsighed. Nu kunne han ikke lade være med at beundre dem. Ikke at han nogensinde ville fortælle dem det.

Han trådte hen til den lille gruppe.

"Granger."

Det gibbede i Hermione, som om hun havde glemt, at han var der, men så drejede hun hovedet og så på ham med et ømt blik. Hendes øjne glinsede stadig af tårer. De to andre trak sig tilbage, og Draco nikkede til dem, taknemmelig for at få en smule privatliv.

"Draco …"

Uden at sige et ord lagde han armene omkring hende og trak hende ind til sig. Hun trykkede sig ind til ham og hvilede panden i fordybningen mellem hans hals og skulder. Der var noget beroligende ved at mærke varmen fra hendes krop. Det havde der altid været. Fornemmelsen af at være tæt på hende dæmpede hans vilde hjerteslag selv nu, hvor døden ventede uden for Hogwarts' mure.

Hun løftede hovedet og så på ham. Han kunne mærke tårer mod sin hud på det sted, hvor hendes ansigt havde befundet sig få sekunder forinden. Hendes øjnes brune nuancer lyste imod ham, og et kort øjeblik ophørte den fortvivlede menneskemasse omkring dem med at eksistere.

Han hævede hånden og lod tommelfingeren stryge over tåresporene i hendes snavsede ansigt.

"Er du klar?"

Det var et dumt spørgsmål, men han vidste ikke, hvad han ellers skulle sige. Hun skævede til de åbne døre, som folk stadig strømmede ud af.

"Så klar, som man kan blive."

Han tog en dyb indånding.

"Uanset hvad der venter derude, så …"

Hans stemme døde ud, inden han kunne gøre sætningen færdig. Han ville gerne sige ordene, men det var, som om hans tunge havde låst sig fast. Tanken om at miste hende var pludselig for overvældende til, at han kunne frembringe så meget som en lyd.

Hun smilede.

"Jeg elsker også dig."

Hun stillede sig på tæer og kyssede ham. Et dirrende åndedræt passerede mellem dem. Han kunne smage tårer på hendes underlæbe og lugte støv i hendes hår. Efter nogle sekunder trak hun sig tilbage. Hun nikkede mod Storsalens udgang.

"Kom."

De forlod salen og sluttede sig til eleverne, der strømmede ud af slottet. Folk holdt om hinanden, mens de gik, og talte sammen for at holde frygten på afstand. Draco klemte om Hermiones hånd. Han var bange, men mest på hendes vegne. Det var lige meget, om han kom noget til. Det vigtigste var, at der ikke skete noget med hende.

Inden længe nåede de gennem Indgangshallen og trådte ud på fortrappen. McGonagall, Flitwick og de øvrige Hogwarts-lærere befandt sig allerede udenfor. Sammen med resten af de voksne havde de formet en række, som alle elever holdt sig bag. I den anden ende af gårdspladsen, oplyst af fakler, stod Dødsgardisterne med Mørkets Herre i spidsen. De havde smidt deres masker og slået hætterne ned. De følte åbenbart ikke, at der var nogen grund til at skjule deres identitet længere.

Draco fik hurtigt øje på sine forældre. De stod side om side i udkanten af gruppen med øjnene rettet direkte mod ham. Hans fars blik var fordømmende. Hans mors blik desperat. Draco knugede Hermiones hånd endnu hårdere, mens han betragtede dem, ligeglad med, hvad de tænkte om ham.

Efter nogle sekunder trådte Mørkets Herre frem. Slangen, som Trioen havde været så ivrig efter at dræbe, snoede sig ved hans side. Han kærtegnede dens skællede hoved, hvorefter han gestikulerede i retningen af sine undersåtter.

Gruppen delte sig i to og gjorde plads for nøglebæreren Rubeus Hagrid, der kom gående med tunge skridt. I sine arme bar han en skikkelse, som ikke kunne være andre end Potter. Den Udvalgte så lille ud i halvkæmpens brede favn. Hans arme dinglede slapt ned langs siden.

Draco hørte Hermione snappe efter vejret, da hun fik øje på sin ven.

Mørkets Herres magisk forstærkede stemme rungede hen over gårdspladsen:

"Her har I jeres helt."

Synet af Potters livløse krop fik råb af sorg og skræk til at skære gennem luften. Selv McGonagall, som ellers altid var så fattet, udstødte et skrig.

"NEJ!"

"Harry, Harry!"

"Han er død," hviskede Hermione. Smerten i hendes stemme var næsten ikke til at bære. "De gjorde det virkelig. De - de dræbte ham."

Hendes hånd klemte smertefuldt om hans, mens hun talte.

Bølger af vrede og forfærdelse gik gennem menneskemængden. Stemmerne steg i styrke, indtil Mørkets Herre fik nok og brølede, at alle skulle tie. Han beordrede halvkæmpen til at lægge Potter for hans fødder.

"Se grundigt på ham." De røde, smalle øjne løb over liget, som nøglebæreren hulkende anbragte på jorden. "Han er ikke andet end en dreng. En tåbelig dreng, der troede, at han kunne slippe af sted med at trodse mig."

Han smilede koldt, mens han pegede på den døde Gryffindor-elev. Et trofæ, tænkte Draco. Mørkets Herre udstillede Potter som et trofæ. Han brugte liget af Den Udvalgte som et symbol på sin endegyldige triumf.

"Han blev dræbt, da han prøvede at luske væk fra slottets område," fortsatte dødsgardisternes leder. "Når alt kom til alt, var han intet andet end en kujon …"

"Det er løgn!"

En eller anden stormede frem mod rækken af Dødsgardister. Et lysglimt senere blev personen væltet omkuld. Draco strakte hals og så, at det var Longbottom. Det havde været en smal sag for Mørkets Herre at afvæbne drengen, som nu lå og våndede sig på jorden.

"Hvem har vi så her? Hvem er frivilligt trådt frem for at demonstrere, hvad der sker med dem, der fortsætter med at kæmpe, når slaget er tabt?" **

Der lød et begejstret hvin fra Dødsgardisternes rækker. Draco gøs.

"Det er Neville Longbottom, herre." Det var hans moster, Bellatrix, som talte. "Drengen, der har givet Alecto og Amycus så mange problemer! Han er søn af Aurorerne, du ved!"**

Kvalmen vældede op i Draco. Han havde hørt historien om, hvordan Bellatrix havde tortureret Longbottoms forældre, indtil de var blevet vanvittige. Hun havde ofte underholdt med beretningen. Udtrykket i hendes øjne efterlod ingen tvivl om, at hun længtes efter at give Longbottom den samme skæbne.

Mørkets Herre studerede drengen, som møjsommeligt kæmpede sig på benene.

"Så dine forældre var Alice og Frank Longbottom," hvislede han. "To magikere, som begge var af rent blod."

Longbottom spyttede en klat blod ud på brostenene. På trods af at han stod fuldkommen forsvarsløs mellem slottets forsvarere og Dødsgardisterne, udviste han ikke det mindste tegn på frygt.

"Og hvad så?"

"Vi kunne bruge en modig fuldblodstroldmand blandt mine tilhængere. Hvad siger du, dreng? Er du villig til at slutte dig til os?"

Longbottom fnøs. Draco kunne ikke lade være med at være imponeret Gryffindor-elevens mod. Dette var langt fra den forskræmte, buttede dreng, som Draco havde kendt gennem sin tid på Hogwarts. Dette var en ung mand, der ikke tøvede med at sætte sig op imod selveste Mørkets Herre.

"Aldrig i livet. Jeg vil aldrig tjene jeres sag." Longbottom hævede en knyttet næve. "Dumbledores Armé!"

Ordene frembragte en bølge af jubel blandt Hogwarts' elever. Mørkets Herre var tydeligvis utilfreds med Longbottoms svar, for hans røde øjne blev smalle.

"Nuvel. Du har truffet dit valg. Lad mig vise dig, hvad der sker med folk, som nægter at bøje sig."

Han lod tryllestaven svirpe gennem luften. Noget højt over dem splintredes. Draco så op tidsnok til at registrere, at en genstand kom susende ud ad et ituslået vindue på Hogwarts' syvende sal. Mørkets Herre greb objektet i sin dødningeagtige hånd og holdt det frem mod sit publikum. Det var Fordelingshatten.

"Der vil aldrig mere finde nogen Fordeling sted på Hogwarts." Han rystede det lasede stykke stof, mens han talte. "Kollegiernes tid er forbi. Min ædle forfader, Salazar Slytherin, skal være forbillede for enhver skoleelev i fremtiden. Ikke sandt, Neville Longbottom?"**

Han pegede på Longbottom med sin tryllestav. Drengen frøs på stedet, ramt af det, Draco genkendte som Den Totale Kropslås. Hogwarts-eleverne gjorde mine til at træde frem og forsvare deres ven, men Dødsgardisterne løftede deres tryllestave og holdt dem i skak. Også Hermione havde trukket sit våben. Hun virkede rolig, men hånden, der holdt om Dracos, afslørede hendes anspændthed. Hendes negle borede sig ind i hans håndflade.

Mørkets Herre manøvrerede den tyndslidte Fordelingshat ned over Longbottoms hoved. Drengen kunne ikke andet end at acceptere det i sin fastfrosne tilstand.

"Nu vil Neville Longbottom demonstrere, hvad der sker med enhver, som er tåbelig nok til at fortsætte med at gøre oprør!"**

Mørkets Herre gjorde en skarp bevægelse med håndleddet. Fordelingshatten brød i brand.

Luften omkring dem eksploderede.

Med rasende skrig kastede Hogwarts' hær sig frem for at redde Longbottom, hvis hoved var svøbt i flammer. Også Hermione satte i løb. Draco fulgte med og koncentrerede sig om at holde fast i hendes hånd, som var faretruende tæt på at glide ud af hans. De dukkede sig begge, da den første bølge af dødbringende lysstråler kom susende imod dem.

Over lyden af trampende skridt og hylende stemmer forekom det pludselig Draco, at han kunne høre hovslag. Også Dødsgardisterne måtte have bemærket lyden, for der opstod uro blandt deres rækker. Flere af dem så sig tilbage. Draco fulgte retningen på deres blik og måbede ved det syn, der mødte ham. En gruppe på omkring tredive kentaurer kom galoperende ind på gårdspladsen med spændte buer. På signal fra deres leder sendte de en regn af pile af sted mod Dødsgardisterne.

"Protego!"

Hermione fremmanede et skjold foran sig selv og Draco, så de var skærmet mod vildfarne pile. Skjoldet var dog ikke nok til at beskytte dem mod den kæmpe, der få sekunder senere kom stormende imod dem. Skabningen brød gennem det magiske skjold, som om det var en sæbeboble. De måtte slippe hinanden og springe til hver sin side, da kæmpen hamrede sin kølle ned i jorden med et brøl. Slaget var så voldsomt, at brostenene splintres. Draco blev væltet omkuld og trillede hen ad jorden. Hurtigt kom han op på alle fire og begyndte at kravle sidelæns for at undgå at blive knust under kæmpens enorme fødder. Til hans held blev skabningen i samme nu jaget på flugt af de nyankomne kentaurer.

Gennem vrimlen af heste- og menneskeben konstaterede han, at Longbottom var kommet på benene. Bortset fra et par svitsede hårstrå lod Gryffindor-eleven til at være i god behold. Det var dog tvivlsomt, om dette ville vare ved, for Mørkets Herres slange havde tilsyneladende udset ham som sit bytte. Nagini krøb hen mod ham med opspilet gab. Longbottom bukkede sig og samlede den forkullede Fordelingshat op fra jorden, og netop da slangen skulle til at hugge til, trak han et sværd op af hattens dyb.

Draco opfangede et glimt af sølv, da Longbottom lod sværdklingen suse gennem natteluften. Med en hvislende lyd kappede han hovedet af det store krybdyr.

Mørkets Herre udstødte et skrig. Han løftede sin tryllestav og sendte en forbandelse af sted mod Longbottom, men lysstrålen traf ikke sit mål. I stedet blev den afbøjet, som om den havde ramt et usynligt skjold. Draco havde ikke til at spekulere over, hvorfor angrebet var mislykkedes. Han kom på benene og stirrede målløs på det afhuggede slangehoved, som trillede hen ad brostenene.

"Hold da kæft. Granger, så du det?" Han drejede hovedet. "Granger?"

Hans begejstring ophørte øjeblikkeligt, da det gik op for ham, at Hermione ikke længere var ved hans side. Panikken skød gennem ham.

"Hermione?"

Han spejdede desperat efter Hermiones karakteristiske hårtop, men hun var forsvundet i den kæmpende menneskemængde. Han masede sig fremad, mens han kaldte på hende, ligeglad med de mange lysstråler, der strøg tæt forbi ham. Natteluften var tæt af skrig og bragende besværgelser, men han ænsede det knap nok. Han blev nødt til at finde Hermione.

Midt i al tumulten fik han øje på sin mor. Hun stod i udkanten af gårdspladsen, hvor hun havde søgt tilflugt i en smal søjlegang. Hendes ansigt var kridhvidt og blikket stift. Stenkonstruktionen over hende gyngede faretruende under vægten af kampens eksplosioner.

Draco glemte alt om at finde Hermione og satte øjeblikkeligt i løb.

"Mor! Se at komme væk derfra!"

Hans stemme druknede i larmen fra slaget. Hun kunne umuligt høre ham. Med hjertet bankende i halsen sprintede han hen mod hende.

"Pas på!"

Han sprang ind mellem de vaklende søjler og trak hende med sig ud på gårdspladsen, tidsnok til at undgå skredet af murbrokker, da søjlegangen styrtede sammen. Hans mor snublede hen over brostenene, og han måtte gribe hende om skuldrene for at undgå, at hun væltede. Hendes øjne flakkede forvirret, og hendes normalt så fint opsatte hår flagrede vildt. Det lod til, at det først nu gik op for hende, hvem der stod foran hende.

"Draco -"

"Er du uskadt?"

"Ja."

Han kunne mærke, hvordan hun rystede. Et lysglimt skar gennem natten og oplyste hendes ængstelige ansigt. Det føltes surrealistisk at se hende igen efter de mange uger, der var gået. Hans hoved var fyldt med tusinde ting, han ville sige, men kun én sætning undslap hans læber:

"Du må ikke lade far gøre hende noget."

Hans mor blinkede uforstående.

"Hvad …?"

"Du må ikke lade far skade Granger. Jeg beder dig, Mor -"

Men inden han nåede at sige mere, blev han afbrudt af lyden af baskende vinger. De så begge op. En strøm af Thestraler og Hippogriffer kom flyvende hen over Hogwarts' mure og gjorde et skarpt dyk mod Dødsgardisternes rækker. De sortklædte skikkelser forsøgte at værge sig, men kunne intet stille op mod de nye modstanderes sparkende hove og hakkende næb. Kæmperne brølede rasende af de bevingede skabninger og fægtede med deres køller i et forsøg på at ramme dem.

Kampens kaos steg til nye højder. Horden af kæmper, Thestraler, kæmpeedderkopper og Hippogriffer pressede såvel elever som Dødsgardister tilbage mod slottet. Draco forsøgte at holde fast i sin mor, men det var umuligt. De blev skilt fra hinanden, og hun forsvandt mellem de mange ansigter. Han kæmpede for at holde balancen i den skubbende menneskemængde, klaustrofobisk angst for hvad der ville ske, hvis han væltede og blev fanget under de mange trampende fødder. Først da de nåede Indgangshallen, lykkedes det ham at gøre sig fri.

Han hev efter vejret, lettet over ikke længere at være fastklemt, og skyndte sig at lægge af stand mellem sig selv og den rivende strøm af mennesker. Hans hånd hvilede mod dét, der engang havde været et kollegietimeglas, mens han prøvede at få kontrol over sin vejrtrækning.

Han så hen mod Storsalen, som alle strømmede ind i. Det gav et sæt i ham, da Hermiones hoved kortvarigt kom til syne. Han ville have råbt hendes navn, men hun var allerede forsvundet ind i salen, klar til at kæmpe videre. Han skulle til at følge efter hende, da en skikkelse trådte ind foran ham og spærrede vejen.

Hans blik mødte et par velkendte, mørke øjne.

"Bellatrix."

Hans moster smilede ondskabsfuldt. Hun holdt sin tryllestav rettet mod hans bryst. Ved hendes side stod en høj, blond Dødsgardist, hvis tryllestav ligeledes pegede mod Draco.

"Smut du bare, Rowle." Bellatrix skævede til sin kollega. "Det her er et familieanliggende."

Manden nikkede og fortsatte mod Storsalen. Bellatrix vendte atter opmærksomheden mod Draco. Et feberagtigt skær oplyste hendes ansigt. Han havde set udtrykket før. Det var det sultne udtryk, der kom over hende, når hun stod foran en forsvarsløs Muggler. Det havde altid skræmt Draco, men det skræmte ham endnu mere nu, hvor han selv var genstand for blikket.

Han ville trække sin tryllestav, men Bellatrix kom ham i forkøbet. Inden han kunne nå at bevæge hånden så meget som en centimeter, gjorde hun et udfald imod ham. Han blev slynget baglæns og mærkede, hvordan smaragderne fra de smadrede timeglas skurrede mod hans ryg, idet han kurrede hen over gulvet.

"Hvad laver du? Jeg er på jeres side!"

Han prøvede at rejse sig, men den pinefulde dunken i hans rygsøjle tvang ham til at blive liggende på stenfliserne.

Bellatrix lo skingert.

"Er du det? Var det derfor, du stod og holdt den beskidte Mudderblodstøs i hånden ude på gårdspladsen?"

Draco tænkte som en rasende. Tryllestaven lå stadig i hans lomme. Så længe han havde den, var der stadig håb. Hvis bare han kunne distrahere hende på en eller anden måde …

"Jeg har arbejdet på at infiltrere Ordenen," fik han frem. "For at komme tæt på Potter. Granger var et led i planen -"

"Ha! Mig narrer du ikke. Tror du ikke, jeg har set det her før? Min søster havde det samme udtryk i øjnene, da hun faldt for en Muggler. Gudskelov fik jeg gjort det af med hendes halvblods-afkom, så snart jeg havde chancen. Stakkels lille Nymphadora var ikke en særlig dygtig Auror, når det kom til stykket."

Billedet af Tonks' lig dukkede op på Dracos nethinde. Han kravlede baglæns på albuerne, mens han så sig om efter hjælp, men alle hans allierede havde enten forladt Indgangshallen for at slutte sig til kampen i Storsalen eller lå bevidstløse på stengulvet.

"Så du har tænkt dig at dræbe mig på samme måde, som du dræbte hende?" spurgte han i et forsøg på at vinde tid. "Først din niece og nu din nevø …"

Bellatrix smilede blot af hans bemærkning.

"Det er på tide, vi får luget ud i familien." Hun svingede tryllestaven. "Dolor."

Draco blev ramt af en smerte, der var så intens, at han troede, hans hoved ville dele sig i to. Det var, som om tusinde knive flænsede hans hud, indtil hans krop var et åbent sår. Han kunne ikke tænke, blot krumme sig sammen og vente på, at det stoppede. Smerten skar gennem ham som rødglødende nåle. Hans knogler knustes, hans blod kogte. Det var for meget … Hans hjerne ville smelte … Han ville besvime, dø …

Smerten standsede.

Han gispede. Der gik nogle sekunder, før det gik op for ham, hvor han var. Han lå i udkanten af Storsalen med ansigtet vendt mod gulvet og svedte så meget, at hans pande klæbede til stenfliserne. Hans krop rystede. Langsomt hævede han hovedet og så på sin moster. På trods af at hans blik var sløret, var han ikke i tvivl om, at hun stadig smilede sit syge smil. Han burde have vidst, at hun ikke bare ville slå ham ihjel. Først ville hun pine ham som en kat, der leger med en mus. Sådan havde hun altid været.

Doloroso-forbandelsen ramte ham igen. Han mærkede, hvordan øjnene rullede tilbage i hovedet på ham. Et sted langt borte hørte han en person skrige. Da forbandelsen endelig blev løftet, gik det op for ham, at det var ham selv. Han blinkede og prøvede at fokusere. Den metalagtige smag af blod bredte sig i hans mund. Han måtte have bidt sig selv uden at være klar over det. Han stirrede på spidsen af Bellatrix' tryllestav: En sort prik i en verden, der stadig var uskarp. Skælvende sugede han en mundfuld luft ind mellem læberne.

"Min mor vil aldrig tilgive dig," stønnede han.

"Cissy vil aldrig få noget at vide." Bellatrix' øjne glimtede i en blanding af sadisme og vanvid. "Jeg fortæller hende, at du omkom på tragisk vis. Et af krigens mange ofre."

Sådan her skulle det altså ske, tænkte han mat. Han fik ikke en gang mulighed for at sige ordentligt farvel til Hermione. Han ville have ønsket, at han kunne have gjort noget mere - at han kunne have gjort en forskel. Men han kom til at dø her, i udkanten af Indgangshallen, uden andre end Bellatrix som vidne.

Han trak vejret dybt ned i lungerne. Fast besluttet på ikke at vise frygt løftede han hagen og mødte sin mosters blik. Det trak i hendes mundvig, som om handlingen provokerede hende. Godt. Så havde han i det mindste én ting at glæde sig over i disse sidste sekunder.

Bellatrix' læber skilte sig.

Der lød et brag. Men det var ikke lyden af Dræberforbandelsen, der forlod Bellatrix' tryllestav, sådan som han havde forventet. Det var lyden af dørene ind til Hogwarts' køkkenlokaler, som blev blæst op. En hær af husalfer kom stormende ind i hallen, bevæbnet med skarpe køkkenredskaber. Draco missede med øjnene. I spidsen for flokken stod ingen anden end hans gamle husalf, Dobby.

"Kæmp!" råbte alfen, mens den svingede en kødøkse højt over sit hoved. "Kæmp for Dobbys ven, Harry Potter!"

Bellatrix stirrede himmelfaldent på de fremadstormende husalfer. Hun skulle netop til at rette sin tryllestav mod skabningerne, da en pink lysstråle føg gennem luften og ramte hende i siden. Draco, der med det samme genkendte Confundus-besværgelsens karakteristiske lyserøde farve, drejede hovedet, men inden han kunne nå at opfange, hvem der havde kastet besværgelsen, blev han hevet på benene og trukket med ind ad en sidedør.

Han hørte Bellatrix' rasende skrig runge gennem luften.

"Din lille kujon! Kom tilbage!"

Hendes skrig af vrede forvandlede sig til et smerteudbrud, da hæren af husalfer gik løs på hende.

Draco kunne næsten ikke få vejret, så voldsomt hamrede hjertet i hans bryst. Han havde ingen anelse om, hvor han var, før han fornemmede en velkendt kølighed i luften. Hans redningsmand havde trukket ham med ned i krypten.

Først nu så han, hvem det var.

"Zabini," gispede han. "Du er …"

"I live? Ja, takket være dig." Blaise slap Draco og tørrede sveden af sin sodstribede pande. "Og nu står vi lige."

"Hvad mener du?"

"Du reddede mit liv. Nu har jeg reddet dit."

Draco stirrede perpleks på kollegiekammeraten.

"Men du kunne være blevet dræbt -" begyndte han.

"Lad være med at få det til at lyde som én eller anden heltegerning. Hørte du ikke, hvad jeg sagde? Jeg gjorde det, for at vi skulle stå lige. Jeg bryder mig ikke om at stå i gæld til nogen, uanset hvem det er. Hvad der sker herefter, er jeg ligeglad med."

Han vendte sig væk fra Draco og begyndte at løbe ned ad de mange trapper.

"Vent!" Draco fulgte efter ham, stadig usikker på benene. "Hvad med slaget?"

Blaise trak på skuldrene.

"Det har jeg ingen planer om at deltage i. Men rend du bare ud og slå dig selv ihjel, hvis det er det, du har lyst til."

Han fortsatte ned i kryptens dyb, hvor han hurtigt blev opslugt af skygger. Draco så efter ham.

I gamle dage ville han ikke have tøvet med at tage benene på nakken ligesom Blaise, men lige nu var der noget, der var vigtigere end hans egen overlevelse. Det rev i hans bryst ved tanken om Hermione.

Der var ingen tid at spilde.

Han satte kurs mod Storsalen. Det virkede som en evighed, før han endelig nåede op ad kryptens mange trin. Idet han spænede gennem Indgangshallen, fik han øje på en række beboere fra Hogsmeade, som havde besluttet sig for at komme deres naboer på Hogwarts til undsætning. I spidsen for den lille gruppe stod Madam Rosmerta, som med stålsat blik marcherede gennem hallen uden at ænse de døde og bevidstløse skikkelser, hun trådte henover.

Draco nikkede til de nyankomne i forbifarten. Enhver forstærkning var kærkommen i disse øjeblikke.

Han nåede Storsalen, hvor kampen var på sit højeste. Grønne lysstråler bølgede gennem luften og gjorde det umuligt for ham at danne sig overblik over, hvad der foregik. Med tryllestaven hævet bevægede han sig gennem den kæmpende menneskemængde. Han så Flitwick besejre Rowle i duel og Alecto Carrow blive overmandet af Longbottom og Finnigan. Rubeus Hagrid, som tilsyneladende havde genvundet fatningen, slyngede McNair gennem salen. Dødsgardisten passerede hen over hovedet på Draco, sprællende i luften som en overdimensioneret sprællemand, inden han ramte stenmuren og faldt bevidstløs om på gulvet.

Kampbrøl og smerteskrig rungede mod det fortryllede loft. Det var tydeligt, at Hogwartsianere gav alt, hvad de havde i sig, i kampen mod Mørkets Herres styrker. De pludselige forstærkninger havde givet dem håb. Det lod da også til, at Dødsgardisterne var begyndt at tvivle på, om sejren var så ligetil, som de havde troet få minutter forinden. Konfronteret med kentaurer, Thestraler, Hipogriffer og forbløffende aggressive husalfer begyndte deres kampgejst at vakle. Han så flere af dem trække sig tilbage, mens de prøvede at undvige alferne, der hakkede løs på deres ankler med knive og gafler.

Draco ville have tilladt sig selv at være optimistisk, hvis ikke det havde været for Mørkets Herre, som befandt sig i centrum af salen. Kun McGonagall, Kingo og Schnobbevom havde vovet sig inden for hans rækkevidde for at duellere mod ham. Alle andre holdt afstand, klar over at de trykbølger af mørk magi, som han udsendte, ville være nok til at tage livet af enhver. Den fornyede modstand havde ikke fået ham til at vakle. Tværtimod. Den havde blot gjort ham endnu mere rasende - og dermed endnu mere farlig.

Mens alle de omkringståendes blikke var rettet mod Mørkets Herre og de tre lærere, fandt Dracos øjne imidlertid vej til noget andet. Det lykkedes endelig for ham at lokalisere Hermione. Hun befandt sig i venstre side af salen, opslugt af en intens duel. Lettelsen over at se hende i god behold veg dog i det samme for frygt, da det gik op for ham, hvem hun kæmpede imod.

Nej!

Med et ansigt, der glinsede af sved, undveg, blokerede og returnerede Hermione Lucius Malfoys forbandelser. Hans fars øjne lyste af manisk vrede, mens han duellerede mod hende. Det trykkede for Dracos bryst. Selvom Hermione var en dygtig heks, kunne han se, at hun i sin svækkede tilstand ikke ville være i stand til at holde hans far i skak ret meget længere …

Han prøvede at bane sig vej hen til dem, men salen var så tæt af mennesker, at der var som at vade gennem rullende bølger. Han kæmpede sig gennem menneskemængden uden anden tanke end at han blev nødt til at stoppe sin far. Farens blik efterlod ingen tvivl om, at han var fast besluttet på at gøre en ende på sin modstander. Draco sparkede og skubbede til folk omkring sig i et forsøg på at komme fremad. Det måtte ikke ske.

En regn af grønne lysglimt føg frem imod Hermione. Også dette angreb formåede hun at parere, men kun med nød og næppe. Hendes ansigt var sammenbidt af koncentration.

Draco begyndte at kaste Snublebesværgelser mod folk foran sig, ligeglad med om de var allierede eller fjender. Han skrævede hastigt hen over de mennesker, der væltede omkuld, mens han holdt blikket rettet mod de to kæmpende. Hermione var begyndt at bevæge sig baglæns nu, trængt tilbage af de gnistrende forbandelser.

Draco løftede sin tryllestav. Han ville sende en besværgelse af sted mod sin far, men de mange mennesker gjorde det umuligt for ham at tage ordentligt sigte. Et råb af frustration undslap ham. Han kunne ikke andet end at se til, mens Lucius Malfoy angreb igen og igen, indtil Hermione endelig mistede fodfæstet.

"Hermione!"

Hjertet bankede som en tromme i Dracos bryst. Han brølede hendes navn og kastede sig fremad, men muren af mennesker var for massiv til, at han kunne trænge igennem. Hermione, der vaklede bagud, havde sænket tryllestaven, hvilket var netop det, hans far havde ventet på ville ske. Lucius Malfoy lignede et rovdyr, der skulle til at kaste sig over sit bytte, idet han hævede sit våben.

Et lysglimt.

Hans far stivnede. De grå øjne udvidede sig, og han drattede om på gulvet, slap som en kludedukke.

Hermione blinkede overrasket, men brugte ikke tid på at opklare, hvem der havde uskadeliggjort hendes modstander. I stedet sprang hun videre for at assistere Cho Chang, der var ved at blive overmandet af Fenris Gråryg.

Draco, der stadig var fanget bag hegnet af mennesker, så sig forvirret omkring. Hans blik standsede ved hans mor, som stod få meter bag farens bevidstløse skikkelse. Han så, hvordan hendes hånd skælvede, da hun sænkede sin tryllestav. Deres øjne mødtes, og han forstod -

"Af vejen, Cissy!"

Draco nåede ikke at have øjenkontakt med moren i mere end et splitsekund, før Bellatrix skubbede hende til side. Hun havde tilsyneladende udset sig et nyt offer - Ginevra Weasley - som hun jagtede gennem salen. Hendes sorte øjne glødede.

"Kom her, din lille blodsforræder."

Den rødhårede pige sprang fra side til side i et forsøg på at undvige lysstrålerne fra forfølgerens tryllestav. Bellatrix' opdukken havde fået folk til at trække sig tilbage, og Draco, som omsider havde fået ordentligt udsyn, skulle netop til at sende en besværgelse af sted mod sin moster, da han blev skubbet til side.

"IKKE MIN DATTER, DIN MØGKÆLLING!"

Molly Weasley kom marcherende hen over stengulvet med tryllestaven hævet. Bellatrix lo skingert ved synet af sin nye modstander. Det hånlige udtryk i hendes ansigt, forsvandt imidlertid, da den rødhårede kvinde gik til angreb med svirpende tryllestav. Det blev klart, at hun havde undervurderet sin udfordrers styrke. Snart befandt de to hekse sig i tæt duel. De omkringstående, inklusiv Draco, trak ud mod væggen for at give plads, hvilket også var det sikreste, for de to kvinder duellerede med en sådan intensitet, at gulvet krakelerede, og bordene omkring dem splintredes.

"Nej!" råbte Mrs. Weasley, da Hermione og Cho Chang forsøgte at komme hende til undsætning. "Tilbage med jer! Tilbage! Hun er min!"

De duellerende hekse bevægede sig ind mod Storsalens midte. Lidt efter lidt trak alle folk sig tilbage, så der til sidst kun var to hold kæmpende på gulvet: Molly Weasley, der kæmpede mod Bellatrix, og Kingo, McGonagall og Schnobbevom, som kæmpede mod Mørkets Herre.

"Hvad tror du, der sker med dine børn, når jeg har dræbt dig?" snerrede Bellatrix, mens hun blokerede den salve af grønne lysglimt, som hendes modstander sendte af sted. "Hvis du er i tvivl, så lad mig fortælle dig det: Jeg har tænkt mig at gøre det af med hver eneste af dine rødhårede snotunger, på samme måde som jeg gjorde det af med deres far."

Molly Weasleys tryllestav piskede gennem luften. Hendes ansigt var fyldt med hvidglødende raseri.

Draco blev opfyldt af en sær blanding af forundring og ærefrygt. Han havde aldrig troet, at et medlem af familien Weasley kunne se så skræmmende ud.

"Du rører aldrig min familie igen!"

Bellatrix lo blot af sin modstander, men netop denne latter blev hendes undergang. I det øjeblik hun sænkede paraderne, sendte Molly Weasley en grøn lysstråle af sted, som borede sig ind Bellatrix' bryst. Smilet frøs på den sorthårede kvindes læber, og sekundet efter faldt hun livløs om på gulvet.

Jubelbrølene fra de omkringstående blev overdøvet af Mørkets Herres skrig. Med en rasende bevægelse væltede han sine tre modstandere bagover, hvorefter han rettede sin tryllestav mod Weasley-klanens matriark. Han nåede imidlertid ikke at affyre nogen forbandelse, før et kæmpemæssigt skjold sprang frem midt i Storsalen og beskyttede ikke bare Molly Weasley, men hver eneste af Hogwarts' beboere.

Draco drejede hovedet for at finde ud af, hvem der havde kastet Protego-besværgelsen, og kunne knap nok tro sine egne øjne. Højlydte gisp og vantro udbrud fyldte salen.

Det var Potter.

Et kort øjeblik overvejede Draco, om han så syner, men i så fald led alle i salen af den samme vrangforestilling. Nej. Der var ikke noget at tage fejl af. Personen, der stod midt på gulvet, var Harry Potter, og han var i den grad i live. Draco fattede ikke, hvordan det kunne lade sig gøre, men lige nu betød det ikke noget.

Potter vendte sig mod Mørkets Herre.

"Nej! Bliv, hvor I er," råbte han, da hans allierede trådte frem for at hjælpe ham. "Det her bliver jeg nødt til at gøre selv."

"Er du sikker på det?" Mørkets Herres øjne lyste af vrede og chok. "Du plejer ellers altid at gemme dig bag andre."

"Ikke denne gang."

De to begyndte langsomt at kredse om hinanden, og folk stimlede sammen omkring dem i en cirkel. Ingen sagde noget. Draco studerede Potter, hvis ansigt var blegt og fyldt med rifter. Han så forbavsende fattet ud, situationen taget i betragtning. Tryllestaven i hans hånd dirrede ikke det mindste.

"Så du tror, du kan overvinde mig?" hvæsede hans modstander. "Prøv du bare. Jeg har dræbt dig én gang, og jeg vil gøre det igen."

Til Dracos overraskelse kom et smil til syne på Potters læber.

"Du dræbte mig ikke. Du dræbte den del af mig, som var en Horcrux. Ja, der var syv Horcruxer, " fortsatte han, "ikke seks, sådan som du troede. Og nu er de alle sammen væk. Nu er der kun dig og mig tilbage, og du kender profetien: Ingen kan leve, hvis den anden overlever …"

Horcruxer. Dracos hjerne arbejdede på højtryk. De objekter, som Den Gyldne Trio havde arbejdet på at destruere. Hvis de var væk, betød det, at Mørkets Herre kunne besejres.

"Og du tror, det bliver dig, der overlever?" Mørkets Herre prøvede at le, men Draco kunne se, at han var rasende. "Din arrogance er forbløffende, Potter."

"Jeg prøver ikke på at være arrogant. Jeg ved blot noget, som du ikke ved, Romeo Gåde."

Folk i salen gispede. Potters vovemod overraskede også Draco. Det var sjældent, at Mørkets Herres oprindelige navn blev sagt højt. Navnet truede med at reducere ham til et almindeligt menneske, og for Dødsgardisternes leder fandtes der ingen større provokation end netop dette.

"Jaså? Lad mig høre. Hvad er det, du tror, der kan redde dig? Lad mig gætte … Kærlighed?" Mørkets Herre spyttede ordet ud for ikke at efterlade nogen tvivl om sin foragt. "Dumbledore påstod, at kærlighed kunne overvinde selveste døden, men kærlighed forhindrede ham ikke i at falde ud fra tårnet og knække som en gammel voksdukke. Kærlighed forhindrede heller ikke mig i at knuse din Mudderblodsmor som en anden kakerlak …"**

Potter rystede på hovedet. Han var fuldkommen rolig.

"Det er ikke kærlighed."

Draco så sig om. Nu hvor folk var stoppet op for at iagttage konfrontationen mellem kampens to hovedpersoner, kunne han endelig bevæge sig frit rundt i rummet. Han fik øje på Hermione i udkanten af menneskecirklen og listede lydløst hen mod hende, mens han holdt opmærksomheden rettet mod de to personer i salens midte.

Mørkets Herre var tydeligvis rasende over ikke at have besejret Potter, men samtidig fornemmede Draco en vis nysgerrighed i hans stemme, idet han talte:

"Hvis ikke det er kærlighed, så må du jo bilde dig selv ind, at du har et våben mere kraftfuldt end mit."

"Det er præcis det, jeg bilder mig ind," svarede Potter.

Mørkets Herre udstødte en vanvittig latter, som gav ekko i Storsalen. Lyden fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på Draco.

"Tror du, at du er mægtigere end mig? Mig, Lord Voldemort, som bragte død over Albus Dumbledore!"

"Det troede du, du gjorde. Men du tog fejl."

Draco var nået hen til Hermione og lagde forsigtigt en hånd på hendes skulder. Det gav et sæt i hende, men da hun så, at det var ham, fyldtes hendes ansigt med lettelse. Det lod til, at hun havde været lige så bekymret for ham, som han havde været for hende. Der var ikke tid til at sige noget, så Draco tog blot hendes hånd og vendte atter opmærksomheden mod de to personer inde i cirklen.

"Jeg dræbte ham!" brølede Mørkets Herre, tirret af Potters ord. "Vil du benægte det?"

"Du gjorde en ende på Dumbledores liv, ja, men han valgte selv, at han ville dø. Dumbledore havde planlagt sin egen død flere måneder før, den indtraf. Han arrangerede det hele sammen med Snape - en mand, du troede, var på din side."

Alle var tavse, mens Potter forklarede, hvordan Severus Snape havde været dobbeltagent for Albus Dumbledore, hvordan Snape havde elsket Lily Potter, og hvordan hans Patronus – en då – havde været et symbol på hans livslange loyalitet mod netop denne kvinde.

"Det betyder intet!" skreg Mørkets Herre, da Potters talestrøm ophørte. "I sidste ende gør det ingen forskel. Jeg er stadig Oldstavens herre! Jeg besidder et våben, som ingen kan overvinde."

Draco stirrede på tryllestaven, som hvilede i Mørkets Herres skeletagtige hånd. Det var sandt. Det kunne godt være, at Potter på en eller anden mirakuløs måde havde formået at overleve, men han ville næppe overleve endnu en Dræberforbandelse fra Mørkets Herre. Især ikke hvis troldmandssagnene talte sandt, og Oldstaven virkelig var uovervindelig.

"Dumbledore ønskede at tage Oldstavens kræfter med sig i graven, men hans plan slog fejl," hvislede Dødsgardisternes leder. "Jeg vristede staven ud af hans døde, stive fingre. Jeg dræbte dens tidligere herre, Severus Snape."

"Dumbledores plan slog fejl," bekræftede Potter. "Men ikke på den måde, du tror."

Den andens øjne blev smalle.

"Jeg tog Oldstaven imod dens sidste besidders ønske. Det er mig, der nu råder over dens kræfter -"

"Du har stadig ikke fattet det, har du, Gåde? Det er ikke nok at tage tryllestaven på den måde! At have den og bruge den gør den ikke til din sande ejendom."**

Draco stirrede eftertænksomt frem for sig. Potter havde ret. Han huskede, hvordan hans fars tryllestav havde nægtet at samarbejde med Hermione, selvom hun havde taget den fra ham. En tryllestav var på mange måder ligesom et menneske. Den valgte selv, hvem den ønskede at være loyal overfor.

"Kan du ikke huske, hvad Ollivander plejer at sige?" fortsatte Potter, mens han bevægede sig sidelæns med varsomme skridt. "Tryllestaven vælger troldmanden. Tryllestaven anerkendte en ny herre, før Dumbledore døde. En, som ikke engang lagde hånd på den. Den nye besidder fjernede tryllestaven fra Dumbledore imod hans vilje, men han opdagede aldrig rigtig, hvad han havde gjort."**

En pludselig erkendelse dirrede gennem Dracos hjerne.

"Av," hviskede Hermione. "Draco, det gør ondt -"

Uden at vide det havde han strammet grebet om hendes hånd.

"Det var mig," mumlede han, for optaget af sin åbenbaring til at undskylde.

Hun rynkede panden.

"Hvad?" spurgte hun distraheret.

Han åbnede munden for at forklare, men Potter kom ham i forkøbet:

"Oldstavens sande herre blev Draco Malfoy."

Alle de omkringstående vendte sig mod Draco, men Draco registrerede knap nok deres måbende blikke. Han stirrede på tryllestaven af tjørn i sin hånd. Kunne det virkelig passe? Havde verdens mægtigste tryllestav skænket ham sin troskab i det øjeblik, han havde afvæbnet Dumbledore? Hvis det var sandt, havde han været dens herre i flere måneder, uden at nogen – ikke engang ham selv – havde vidst det.

Han så atter op. Pludselig forstod han Potters plan.

Mørkets Herre var tydeligvis chokeret over afsløringen, men skjulte hurtigt følelsen bag en maske af kulde.

"Men hvad rolle spiller det?" spurgte han. "Selv hvis du har ret, Potter, gør det ingen forskel for dig og mig. Lige nu duellerer vi udelukkende på dygtighed. Og når jeg har dræbt dig, kan jeg tage mig af Draco Malfoy …"

Draco mærkede sin hals snøre sig sammen, idet de slangeagtige øjne rettede sig mod ham. Hermione klemte så hårdt om hans hånd, at det begyndte at summe i hans fingerspidser.

"Det er for sent for dig," sagde Potter. "Du gik glip af chancen. Jeg kom først. Jeg besejrede Draco i fair kamp for få timer siden. Og hvis tryllestaven i din hånd ved, at dens sidste herre blev afvæbnet … vil det sige, at jeg er Oldstavens herre."

Deres blikke mødtes. Grønt mod rødt. Der var fuldkommen stille i den enorme sal. Alt afhang nu af, om Potter havde ret. Draco knugede Hermiones hånd i sin, mens han bad til, at fortællingerne om Oldstaven var sande. Om få sekunder ville de finde ud af det.

Han bed sig i indersiden af underlæben for ikke at lave en lyd. De to skikkelser i cirklen svingede deres tryllestave.

"Avada Kedavra!"

"Expelliarmus!"

Der lød et øresønderrivende brag, da lysstrålerne fra de to tryllestave kolliderede. En trykbølge slog mod alle de omkringstående med sådan en kraft, at flere blev væltet omkuld. Gigantiske, gyldne ildtunger sprang frem fra det sted, hvor den røde og den grønne lysstråle stødte sammen, og flammerne oplyste Storsalen i et blændende skær. På trods af at lyset skar ham i øjnene, fornemmede Draco alligevel, hvordan noget blev slynget opad. Han lagde nakken tilbage og kunne, gennem sine glippende øjenlåg, ane konturerne af et objekt.

Oldstaven.

Den sagnomspundne stav syntes at blive hængende under Storsalens fortryllede loft i nogle sekunder, inden den begyndte sit fald mod jorden og blev grebet af en hånd.

Potters hånd.

Draco missede med øjnene, bange for at han havde set syner. Men det var rigtigt nok. Det gennemtrængende lys svandt bort og afslørede Potter, som stod midt i cirklen med en tryllestav i hver hånd. Ved siden af ham lå Mørkets Herre. De røde, opspilede øjne var tomme. Han var død.

I nogle sekunder stirrede alle på den livløse skikkelse ude af stand til at begribe, hvad der var sket.

Så brød salen ud i jubel.

Larmen var så intens, at det trykkede for Dracos trommehinder. Han nåede knap nok at registrere, at Hermione havde sluppet hans hånd, før han så hende kaste sig om halsen på Potter. Efter hende fulgte Weasley, Longbottom, McGonagall, ja, det forekom Draco, at samtlige af Hogwarts' beboere løb hen mod Potter og forsøgte at omfavne ham. Folk lo, hujede og græd af glæde. Draco modtog endda et venskabeligt dunk i ryggen af Finnigan, idet drengen passerede ham.

"Vi gjorde det, Malfoy!"

Draco blinkede. Det var, som om han netop var vågnet op fra en lang drøm. Han var stadig usikker på, om det, der foregik omkring ham, virkelig skete.

Han så på liget af Mørkets Herre. Det slog ham, hvor almindelig Lord Voldemort så ud i døden. Den før så frygtindgydende troldmand forekom næsten sølle, som han lå der på gulvet. Ingen tog notits af ham nu. Alle var optaget af slagets sejrherre. Potter blev båret gennem salen af en jublende menneskeskare. Draco fulgte optoget med øjnene. Alle ville rode Potter i håret, klappe ham på skulderen eller trykke hans hånd. Én eller anden løftede Flitwick op, så også Ravenclaws kollegieoverhoved kunne få lov til at lykønske ham. Ingen af dem syntes at bemærke, at Potter mest af alt lignede én, der havde brug for en lang lur.

Dementorerne trak sig tilbage, jaget bort af det fælles glædesudbrud, som sejren over Mørkets Herre havde frembragt. Draco kunne fornemme, hvordan også Dødsgardisterne forsøgte at liste bort. De fleste af dem blev dog stoppet af årvågne elever og gav frivilligt deres tryllestave fra sig, klar over at slaget var tabt.

Dracos blik faldt på hans mor, som knælede ved hans fars side. Om lidt ville Lucius Malfoy vågne og finde ud af, hvad der var sket. Hvordan ville faren reagere, når han opdagede, at Mørkets Herre var død, og at Potters side – deres side – havde sejret?

"Draco!"

Hermione, som havde forladt hyldestoptoget, kom løbende hen imod ham. Hun slog armene om ham og kyssede ham midt på munden. Først da han mærkede hendes læber mod sine, kunne han endelig ånde lettet op.

Det var ovre. De havde klaret det.

Han mærkede hendes tårer mod sit ansigt, men smilede ved bevidstheden om, at det denne gang var det glædestårer.

"Vi vandt," hviskede hun.

Han vidste ikke, hvad han skulle sige, så han nikkede blot og lod hånden stryge gennem hendes hår, mens hun hvilede kinden mod hans bryst. I sit stille sind takkede han de højere magter for, at de begge havde klaret sig helskindet gennem kampen.

"Jeg fatter ikke, at myterne om Oldstaven virkelig var sande," mumlede hun.

Et smil trak i hans mundvig.

"Jeg sagde det jo."

"Ja ja." Hun så op på ham med et blik, der var for varmt til at være bebrejdende. "Du havde ret."

Han smilede og lagde panden mod hendes.

"Og tak Merlin for det."