Hermione lænede sig ind mod Draco og lod hovedet hvile på hans skulder. Solen var ved at stå op, og morgengryet kastede et varmt skær over Hogwarts' udendørsarealer.

Det var flere timer siden, at Harry havde besejret Voldemort under den endelige konfrontation i Storsalen. Alle, inklusive hun og Draco, var ved at komme til hægterne igen. De havde fået noget at spise og var blevet inspiceret af Madam Pomfrey. Til at begynde med havde de siddet inde i Storsalen sammen med de andre. Det var dog hurtigt blevet klart for Hermione, at de umuligt kunne være i fred i salen. Alle ville aflægge rapport til Harry og informere ham om, hvad der var sket, nu hvor krigen endelig var slut. Det var tydeligt, at Harry næsten ikke kunne rumme mere. Alligevel var han nødt til at tale med sårede og efterladte og forholde sig til de nyheder, der strømmede ind i timerne efter slaget.

Som om det ikke var nok, ville alle, der passerede deres bænk, have at vide, hvad i alverden Draco Malfoy lavede ved Gryffindor-bordet, og ikke mindst hvorfor Hermione holdt ham i hånden.

Til sidst var det blevet for meget for Hermione. Hun havde forslået Draco, at de trak sig tilbage. Det var lykkedes for dem at snige sig ud af salen, uden at folk bemærkede dem. Nu sad de på en bænk uden for slottet, i færd med at fordøje alt det, der var sket i løbet af de sidste to døgn.

På trods af at hendes mave var fuld og hendes sår forbudne, følte Hermiones sig ikke træt. Hendes hoved snurrede stadig ovenpå de mange begivenheder, og hun vidste, at Draco havde det på samme måde. Hun løftede hovedet og så på ham. Hans blik var fjernt.

"Hvad tænker du på?" spurgte hun stille.

"Hvad der kommer til at ske."

"Med os?"

"Med det hele. Alting bliver anderledes nu."

"Selvfølgelig gør det det." Hendes hånd fandt hans. "Men forhåbentligt forandrer alting sig til det bedre."

"Forhåbentligt," gentog han.

Hun opfattede den dystre undertone i hans stemme.

"Voldemort er væk, Draco."

"Det ved jeg godt." Han sukkede. "Jeg skal bare have tid til at vænne mig til tanken."

Hun så, hvordan han skævede til sin venstre underarm. Det nederste af Mørkets Tegn stak ud under det opbrættede skjorteærme. Hun bad til, at den hæslige tatovering ville forsvinde, nu hvor Voldemort var død.

"Det er der flere, der skal," sagde hun.

Hun havde også selv svært ved at begribe det. De havde vundet. Krigen havde kostet mange liv, men de havde vundet til sidst. Mugglerfødte i troldmandsverdenen kunne atter føle sig trygge, nu hvor Dødsgardisterne var blevet besejret. Om få uger ville de blive stillet for Højmagiratet. De fleste ville højst sandsynligt ende i Azkaban.

Tanken fik hende til at se på Draco.

"Er dine forældre stadig på slottet?"

"Det ved jeg ikke. Jeg ville have snakket med min mor tidligere, men Aurorerne var ved at forhøre hende. Måske har de arresteret hende."

Hermione kunne ikke undgå at bemærke, hvordan musklerne i hans hånd spændtes, idet han udtalte de sidste ord.

"Det tror jeg ikke." Hun lod tommelfingeren stryge over hans håndryg. "Harry fortalte mig, at hun hjalp ham."

Draco rynkede brynene.

"Hjalp ham? Hvordan?"

Hermione tænkte tilbage på det, Harry havde fortalt hende, efter det var lykkedes for ham at løsrive sig fra sejroptoget.

"Efter han var blevet ramt af Dræberforbandelsen, sendte Voldemort din mor hen til ham for at undersøge, om han var i live. Da Harry fortalte hende, at du stadig befandt dig på slottet, løj hun for Voldemort og sagde, at Harry var død."

Dracos ansigt var ubevægeligt, men hun kunne se på hans øjne, hvad han tænkte.

"Hun løj for min skyld," mumlede han. "Fordi hun vidste, at så længe Potter levede, havde jeg stadig en chance."

Hun smilede og gav hans hånd et klem.

"Ja. Det var modigt gjort."

Når alt kom til alt, var der ikke stor forskel på Lily Potter og Narcissa Malfoy. Begge havde været villige til at ofre alt for deres søn.

"Det er sjovt," sagde Draco. "Jeg havde aldrig nogensinde forestillet mig, at hun ville gøre sådan noget. Vidste du, at det var hende, der lammede min far, da han kæmpede mod dig?"

Hermione rettede sig op og så måbende på ham.

"Hvad?"

Hun havde ikke tænkt mere over det, da Lucius Malfoy var blevet slået bevidstløs under duellen, men blot prist sig lykkelig for, at hun slap helskindet fra kampen.

Draco smilede svagt af hendes chokerede reaktion.

"Hun vil sikkert aldrig indrømme, at det var hende, men jeg så hende gøre det."

"Men hvorfor …?"

Hendes stemme døde ud. Draco fugtede læberne. Hans øjne syntes at tage farve efter solopgangen, mens han talte:

"Da du og jeg blev væk fra hinanden ude på gårdspladsen, stødte jeg ind i hende. Jeg tiggede hende om ikke at lade min far gøre dig noget. Hun må have set, hvor vigtigt det var for mig, eftersom …"

"… Eftersom hun redede mig."

Hun så himmelfaldent på Draco. Narcissa Malfoy have reddet hendes liv. Det forekom hende næsten surrealistisk.

"Hvad så nu?" spurgte hun.

"Hvad mener du?"

"Tror du, hun har tænkt sig at forlade din far?"

"Det har jeg svært ved at forestille mig. Hun elsker ham."

"Hun elsker også dig, Draco."

"Det ved jeg. Men hun er loyal mod ham. Uanset hvad der sker, bliver hun ved hans side." En bitter trækning løb over hans læber. "Sådan har hun altid været."

Hermione studerede furerne i hans ansigt. Hun lagde hovedet på skrå.

"Hvad har du så tænkt dig at gøre?"

"Ingen anelse. Efter alt det, der er sket, kan jeg umuligt vende tilbage til herregården."

Løsningen forekom Hermione åbenlys.

"Så kom og bo sammen med mig."

"Er du sikker?"

Hun nikkede.

"Hvad tror du, dine forældre vil sige til det?"

"Lige nu vil de nok ikke sige så meget." En knude strammede sig i hendes mave. "Jeg modificerede deres hukommelse, inden krigen brød ud. De bor i Australien nu og aner ikke, at de har en datter. I første omgang skal jeg have genoprettet deres minder - så må vi se, hvad de synes om forslaget."

Hun prøvede at sige det i et let tonefald, men kunne høre, hvordan sørgmodigheden fik overtaget.

Draco strøg en krølle om bag hendes øre. Hans fingerspids kildede mod hendes hud.

"Jeg kan tage med dig."

"Til Australien?"

"Ja, hvorfor ikke?" Han smilede. "Jeg kunne godt bruge en ferie. Desuden har jeg hørt, at de har nogle fantastiske Quidditch-baner der."

Knuden i hendes indre opløstes øjeblikkeligt.

"Godt." Hun gav hans hånd et klem. "Det er en aftale."

Opløftet ved tanken om endelig at kunne tilbringe tid sammen under normale omstændigheder puttede hun sig ind til ham. Hun var taknemmelig for, at det endnu engang var muligt at forholde sig til noget så hverdagsagtigt som Quidditch. Det lod til, at krigen virkelig var ved at slippe sit tag i dem.

Hendes øjne gled i. Med hovedet hvilende mod Dracos bryst hengav hun sig til øjeblikkets sødmefyldte stilhed. Det sidste år havde været en hvirvelvind af kaos for dem begge. Men nu var der ikke længere nogen Horcruxer, der skulle ødelægges, eller nogen magiske gåder, der skulle opklares. Lige nu kunne de tillade sig at slappe af.

Lige nu var de frie.

Author's note: Pyhhhh … Jeg fatter ikke, at vi endelig er ved vejs ende. Tak til alle de læsere, der har fulgt historien undervejs. Jeg håber, I vil smide en kommentar om, hvad I synes.

(Jeg lyver, når jeg siger, historien er slut. Der kommer en kort epilog)