"Det dér er ulvestjernen."
Wendy lænede sig mod kanten af udkigstønden og fulgte retningen på Slightlys finger. Vinden strøg gennem hendes hår, mens hun studerede den funklende plet på nattehimlen, som vennen netop havde udpeget. Tidligere på dagen havde Slightly overtalt hende til at komme herop, fordi alt tydede på, at det ville blive en stjerneklar nat. Wendy havde indvilliget, og nu var han i færd med at fortælle hende om alle de forskellige stjernebilleder.
"Ulvestjernen," gentog hun.
Slightly smilede.
"Det er den, der skinner allerkraftigst af alle stjerner her på stedet," forklarede han.
"Virkelig?"
Han nikkede.
"Man siger, den fik sit navn efter en enøjet ulv, der strejfede rundt dybt i Ønskeøens jungle." Hans stemme var fyldt med begejstring, mens han fortalte. "Den var dog ikke altid enøjet. Som ung luskede den tit omkring i udkanten af indianernes lejr, og en dag mødte den en ung mand fra stammen. Til ulvens overraskelse havde manden ikke til hensigt at slå den ihjel den. I stedet ønskede han at være dens ven …"
Han talte videre, opslugt af historien. Wendys blik forlod stjernen og gled ned mod dækket, hvor det standsede ved Klos kahyt. Det gibbede i hende, da en dør åbnede sig og en sprække af lys flængede dækkets mørke, men hun så til sin lettelse, at det blot var nattevagten, der kom gående med sin lygte.
Slightly bemærkede hendes nervøsitet.
"Du behøver ikke være urolig. Kaptajnen blev kun vred forleden, fordi jeg glemte mine pligter. Så længe jeg sørger for at passe min post, er der ikke noget galt i, at du er her." Han satte kikkerten for øjet. "Og jeg kan sagtens holde udkig og fortælle historier samtidig."
Wendy nikkede langsomt, mens hun iagttog manden på dækket. Lygten gyngede frem og tilbage i hans store næve. Uanset hvad Slightly sagde, følte hun sig stadig beklemt ved situationen.
Der var stille i nogle sekunder, mens Slightly spejdede ud over havet. Hans fingre trommede mod kikkerten.
"Hvor var det nu, jeg kom til? Nåh ja … En dag opdagede resten af stammen, at manden og ulven havde knyttet et venskabsbånd, og de blev straks mistroiske. Ulve og mennesker havde altid været fjender, så de brød sig ikke om at have en ulv iblandt sig …"
Mens han talte, så Wendy op med himlen, hvor stjernerne var spredt som skinnende vanddråber på et sort lærred. Det ærgrede hende, at hun ikke kunne genkende nogen af konstellationerne her på stedet. Hun havde kunnet dem alle en gang, men havde glemt det hele igen, efter hun havde forladt Ønskeøen. Hjemme i London var hun dog fortrolig med de fleste af stjernebillederne: Orion på jagt med køllen hævet. Pegasus i galop hen over de blåsorte marker. Cassiopeia, hvis forfængelighed fik hende indespærret på nattehimlen … De gamle myter havde givet inspiration til hendes historier. De var ligesom det mønstrede tapet på børneværelset, hvor ansigter kortvarig syntes at komme til syne. Eller træerne i haven, der i blæst lød som bølgebrus. Små glimt af fantasi, som hun i sine fortællinger spandt sammen til et hele.
Hun sporede den samme fantasi i Slightly, mens han fortalte. Han var som en yngre version af hende selv, som han stod dér, lænet op ad rækværket på udkigstønden, optaget af sin historie. Med jævne mellemrum viftede han med sin frie hånd for at understrege nogle af fortællingens dramatiske begivenheder. Da han var ved at nå slutningen, dæmpede han stemmen i eftertænksomhed.
"… og da indianerne så, at ulven havde været villig til at ofre sig for sin ven, anbragte de dens sårede øje på himlen til evigt minde om dens trofasthed."
Wendy smilede.
"Det var en smuk historie," sagde hun. "Du er en dygtig fortæller."
Han så sig tilbage over skulderen med et grin.
"Jeg har haft en god læremester."
Hun trådte væk fra udkigstøndens kant. "Du må have lyttet opmærksomt dengang. Jeg kan knap nok huske mine egne historier, men du …"
"Jeg slugte hvert ord," bekræftede han. "Peters historier var gode, men de blegnede i sammenligning med dine. Du fortalte dem altid med sådan en indlevelse, at man ikke kunne undgå at blive fanget af dem."
Wendy smilede. Der var en grund til, at hun havde været så god en fortæller, da hun var barn: Hun havde troet på historierne. Hendes historier havde ikke blot været historier for hende. De havde været virkelighed.
"Jeg er beæret over at være en kilde til inspiration," sagde hun. "Hvis besætningen skulle få brug for en ny fortæller, ved de, hvor de kan finde én."
"Det gør vi ikke. Medmindre …" Slightly så pludselig bekymret ud. "Du har ikke tænkt dig at tage af sted igen, har du?"
Spørgsmålet kom bag på hende.
"Nej. Selvfølgelig ikke."
Men idet hun sagde ordene, meldte tvivlen sig i hendes hjerte. Kunne hun virkelig affinde sig med at tilbringe resten af sine dage her på stedet? Uanset hvor meget hun prøvede at overbevise sig selv om, at det var tilfældet, lykkedes det ikke. Ønskeøen var ganske vist fantastisk, men selv dette sted forekom hende for småt, for trangt, nu hvor hun endelig var fri.
"Det er jeg glad for at høre." Slightly åndede lettet op. "Jeg har ikke lyst til at miste min mor igen."
Bemærkningen fik hende til at se ned. Mor. Han havde brugt ordet flere gange nu, og for hver gang det skete, følte hun sig mere og mere beklemt. Hun tog en dyb indånding.
"Slightly, jeg er ikke din mor."
Han krympede sig en anelse.
"Det ved jeg." Han sænkede kikkerten med et suk. "Jeg ved ikke, hvorfor jeg bliver ved med at kalde dig det. Det er bare en gammel vane."
Han foldede kikkerten sammen og anbragte den i bæltet. Der var stille, mens han stirrede ud over det natstille hav. Månen, der lyste som en sølvskinnende mønt på himlen, spejlede sig i den blanke overflade.
"Jeg kan huske min rigtige mor."
Udmeldingen kom bag på Wendy. I nogle sekunder var hun stum af ren og skær overraskelse. Hun troede ikke, at nogen af De Glemte Drenge kunne huske noget fra deres liv i England. Hvis det var tilfældet, havde de i hvert fald aldrig fortalt hende om det. Men måske havde de haft for travlt med at gå på eventyr med Peter til at dvæle ved deres minder.
"Hvordan var hun?" spurgte hun forsigtigt.
Slightly tog fat i ét af de mange reb, som var fastgjort til kanten af udkigstønden. Det knirkede i dem, da han lænede sig fremad.
"Jeg kan ikke huske særlig meget om hende, men jeg ved, at hun var mild og god." Selvom Slightly stod med ryggen til hende, kunne hun fornemme, at han smilede. "Det er sært. Jeg har aldrig kunnet huske noget om mit liv før Ønskeøen, men det begyndte at vende tilbage til mig, den aften vi hentede dig i London. Pludselig kom jeg i tanke om, hvordan min mor så ud, og hvordan hendes stemme lød …" Hans stemme blev fjern. "Hun havde en varm latter og det smukkeste smil. Og når jeg skulle sove, lod hun altid hånden løbe gennem mit hår – sådan her."
Han lod fingrene stryge gennem sine krøller.
Wendy kunne ikke lade være med at tænke på sin egen mor. Hun mærkede et stik hjertet.
"Savner du hende?"
Slightly trak på skuldrene.
"Ja, det gør jeg vel. Det ærgrer mig, at jeg aldrig fik oplevet mere af hendes verden."
"Mere af England?" Wendy så op på stjernerne og tænkte på den dag, hun, Michael og John havde fløjet gennem nattemørket sammen med Peter, væk fra det kvælende liv i London. "Tro mig, der er meget bedre her."
"Måske. Men jeg synes stadig, England lyder spændende." Han snurrede rundt og sendte hende et smil. "Med aftenselskaber og det hele."
Hun betragtede hans muntre ansigt. Hans øjne tindrede så begejstret, at hun ikke nænnede at gøre en ende på hans illusioner. Og hvem vidste? Måske ville London faktisk være anderledes for en dreng som ham, end byen havde været for hende. Forventningerne til unge mænd var trods alt anderledes end forventningerne til en pige fra et overklassehjem.
"Hmm." Hun lagde hovedet på skrå og studerede ham. "Hvis nu vi fjernede hatten, og du blev friseret godt og grundigt … og vi sørgede for at give dig et bad og et ordentligt sæt tøj … så tror jeg, du ville passe perfekt ind i bybilledet i London."
Slightly børstede en plet jord af sin vest og gjorde et buk så dybt, at hatten faldt af hans hoved og landede på bunden af udkigstønden.
"Jeg ville blive den perfekte gentleman."
"Det er jeg ikke i tvivl om, at du ville," grinede Wendy. "Selvom folk nok ville studse en smule ved synet af dit ar."
"Åh." Slightly lod fingrene løb over flængen i det solbrændte ansigt. "Det havde jeg helt glemt."
Hun samlede hans hat op rakte ham den, hvorefter hun stillede sig med ryggen mod masten.
"Hvordan du fik det?" spurgte hun. Måske var det i dag, det ville lykkedes hende at lokke historien ud af ham. "Snød du i et spil kort? Eller kom du op at slås med et af de vilde dyr i junglen?"
Slightly tog imod hatten. I nogle sekunder stod han blot og pillede ved den slidte hatteskygge. Til hendes overraskelse så han pludselig beklemt ud.
"Nej. Det skete, før jeg kom til Jolly Roger."
"Hvad mener du?"
De blå øjne flakkede, og med ét indså hun, at hun ikke havde lyst til at kende svaret på spørgsmålet. Men det var for sent. Hans læber skilte sig.
"Det var Peter."
Natten syntes at blive mørkere omkring dem. Den varme glød, der havde hvilet over Wendy indtil nu, svandt bort, og hun mærkede kulden trænge gennem tøjet. Slightly slog blikket ned.
"Han gav mig det, da han forviste mig. Det skete den dag, jeg sad fast i hullet ned til hulen. Da det gik op for ham, at jeg ikke var som de andre drenge, trak han sin kniv og gik til angreb."
Et enkelt blik på Slightlys nedbøjede ansigt var nok til at vide, at han talte sandt. Wendy åbnede munden for at sige noget, men musklerne i hendes hals trak sig sammen og hindrede enhver lyd i at undslippe. Hun var glad for, at hun stod lænet op ad masten. Ellers ville hun uden tvivl havde vaklet på stedet.
"Bare rolig." Slightly så atter op. Han placerede hatten på hovedet og pressede den ned over de vilde krøller. "Der skete jo ikke noget. Jeg er ikke engang sikker på, at Peter kan huske det."
Hun stirrede på den lyserøde streg af arvæv i hans ansigt. Hendes håndflader føltes klamme mod mastens hårde træ.
"Nej," mumlede hun lavt. "Det kan han sikkert ikke."
"Desuden bærer jeg ikke nag. Det var ikke så mærkeligt, at han ikke ønskede at have mig iblandt De Glemte Drenge. Jeg var trods alt ved at blive voksen."
Wendy så uforstående på ham. Peter havde vansiret ham for livet, og alligevel omtalte han arret, som om det ikke var værre end de skrammer, han havde fået, da han havde tumlet rundt i junglen som lille. Det undrede hende, at han kunne tage så let på episoden, men så huskede hun hans ord til hende, da de havde siddet sammen i hendes kahyt:
'Piraterne mod De Glemte Drenge. Det er sådan, det er.'
Slightly ville aldrig bebrejde Peter for det, han havde gjort. I hans øjne havde Peter blot fulgt Ønskeøens spilleregler. Alligevel var hun rystet over handlingens brutalitet. Hun havde aldrig troet, at Peter – hendes Peter – ville kunne gøre sådan noget. Selv nu hvor hun stod med beviset foran sig, havde hun svært ved at begribe det.
Forestillingen om kniven, der kom susende mod Slightlys ansigt, fik gåsehuden til at pible frem på hendes hud, og hun gnubbede armene i et forgæves forsøg på at få varmen.
"Det er vist på tide, at jeg går til køjs," sagde hun.
"Allright." Slightly trak atter kikkerten frem fra bæltet. Han lod ikke til at have bemærket hendes ændrede sindsstemning. "Det er også blevet sent. Jeg er glad for, at Cookson snart kommer og afløser mig. Det håber jeg i hvert fald, at han gør. Han er ikke altid til at regne med."
Wendy sendte ham et smil, som føltes stramt i mundvigene.
"Mon ikke han dukker op."
Hun sagde godnat til vennen og kravlede ned ad rebstigen. Nattevinden, der havde taget til, strøg hende over ryggen og fik hende til at skutte sig. Da hun nåede ned på dækket, vinkede hun en sidste gang til vennen, der satte fingeren til hatteskyggen som afsked.
.
.
Nogle dage senere var Wendy atter ude på dækket ved aftenstide.
Jolly Roger havde kastet anker for natten og lå og vuggede blidt på havoverfladen. En tyk tåge havde lagt sig om skibet og gjorde det svært at se i det i forvejen tætte mørke. Heldigvis kendte hun efterhånden stedet så godt, at hun med lethed kunne finde rundt. Hun passerede våbendepotet og roret og nåede snart til trappen, der førte til Klos kahyt.
En gysen løb gennem hende, og hun kunne ikke afgøre, om det skyldtes kulden eller tanken om det, der ventede hende forude. Lige siden hun og Slightlys samtale i udkigstønden havde hendes hoved været fyldt med spørgsmål. Ikke blot med hensyn til Slightly; også spørgsmål om alle de andre ting, hun havde oplevet, efter hun var kommet hertil. Hun havde brug for svar, og først nu havde hun fået samlet mod nok til at opsøge den eneste person, der kunne give hende det.
Hun besteg trappen og stoppede op foran døren ind til kaptajnens kahyt. En smal stribe af lys kunne skimtes under døren. Hjertet sank i livet på hende. Hun havde håbet, at han var gået til køjs, eftersom det ville have tvunget hende til at vende om. Men nu hvor hun vidste, at han stadig var oppe, var der ingen vej tilbage. Langsomt hævede hun hånden og lod knoerne banke mod træet. Hun gjorde sig umage for at gøre slagene så rolige som muligt. Efter nogle lange sekunder lød tilladelsen til at træde indenfor. Hun skubbede døren op.
Kaptajnen sad bag sit skrivebord i færd med at studere et kort. Lyset fra en massiv lysestage faldt på hans ansigt og afslørede, at han befandt sig i et stadie af dyb koncentration. En doven røgsky sivede op fra en cigar, som hvilede mellem hans læber.
"Jeg håber, der er en god grund til, at du forstyrrer mig på dette tidspunkt, Smisk."
Hun kunne ikke undgå at bemærke en undertone af fare i hans stemme. Usikker på hvad hun skulle sige, blev hun stående, indtil lyden af døren, der gled i bag hende, fik ham til at se op. Furerne i hans ansigt udglattedes i et udtryk af overraskelse.
"Godaften," hilste hun.
Han var tavs et øjeblik.
"Jeg antager, at du har talt med Wilkins?" spurgte han uden at besvare hendes hilsen.
"Ja." Hun så ingen grund til ikke at gå lige til sagen, nu hvor han alligevel havde gættet grunden til hendes opdukken. "Han fortalte mig, hvordan han fik sit ar."
Kaptajnen skoddede cigaren i et askebæger på skrivebordet.
"En højst øjenåbnende beretning, ikke sandt?"
Hun fastholdt hans blik, besluttet på ikke at se væk. "Du har hele tiden vidst, at det var Peter, der gav ham det."
Han nikkede.
"Jeg husker den dag, han kom hertil. Forkommen, sulten. Flængen i hans ansigt var opsvulmet af betændelse. Han var en af de heldige. Det sker ikke ofte, at Pan rammer ved siden af."
Hun nægtede at dvæle ved betydningen af de sidste ord.
"Så du forbarmede dig over ham og lod ham få en plads på skibet," sagde hun for at holde fokus på Slightly.
Kaptajnen fnøs. Et kynisk smil kom til syne under det mørke overskæg.
"En nobel tanke, men nej. Jeg kan forsikre dig om, at det ikke var medlidenhed, der var min motivation. Jeg gjorde Wilkins til en del af min besætning, fordi det var praktisk. Jeg har altid brug for nye mænd."
Wendy mærkede harmen stige op i sig, men hun vidste ikke, om hun var vred på ham over det hånende tonefald eller vred på sig selv, fordi hun havde været tåbelig nok til at tro, at han besad bare en flig af empati.
"Hvorfor fortalte du mig det ikke tidligere?" spurgte hun.
Han hævede et bryn.
"Ville du have troet mig?"
Hun tøvede, men kendte svaret: Nej, hun ville ikke have troet ham. I stedet ville hun have affejet historien som endnu en af hans løgne. Et forsøg på at få hende til at vende Peter ryggen.
Hendes ansigtsudtryk måtte have talt for hende, for han smilede.
"Netop. Jeg ønskede, at du skulle høre det fra drengens egen mund."
Han fandt en passer frem fra skrivebordsskuffen og vendte atter opmærksomheden mod kortet. Hans intakte hånd manøvrerede behændigt det lille metalredskab henover det gulnede papir. Wendy iagttog ham i nogle sekunder, hvorefter hun trådte tættere på. Hun bevægede sig med varsomme skridt, som om gulvet var lavet af skrøbeligt glas.
"Det, du sagde om våbenet den dag på stranden … Du …" Hendes stemme svigtede hende kortvarigt, så hun trak vejret dybt og prøvede igen: "Du insisterede på at give mig et våben, inden jeg mødtes med Peter …"
Klos øjne hvilede på kortet, mens passeren vandrede fra punkt til punkt.
"Som den uforanderlige skabning Pan er, foragter han enhver forandring, han ser omkring sig. Den tanke, at han kunne finde på at angribe dig, havde strejfet mig. I så fald var det bedst, at du var bevæbnet."
For første gang siden hun var trådte ind i kahytten, flakkede Wendys blik. Han havde ønsket at beskytte hende. Erkendelsen fik hendes hjerte til at dirre.
"Peter ville aldrig gøre mig noget," sagde hun, men hendes stemme lød ikke så fast, som hun havde håbet.
"I så fald ville du være den eneste undtagelse."
Hun knugede hænderne. "Han forstår ikke, hvad han gør. Hvis han havde noget begreb om, hvor forkert det var, ville han aldrig -"
"Men det har han ikke," afbrød Klo hende utålmodigt. "Og det vil han aldrig få. Han er et barn, og børn er hjerteløse i deres uvidenhed."
Hun vidste, at han havde ret. Børn bekymrede sig ikke om etik og nuancer. De interesserede sig kun for de voldsomme sindsstemninger, der herskede i nuet. Hun havde altid elsket Peter for hans spontanitet, men netop denne egenskab var også, hvad der gjorde ham så hensynsløs over for andre.
Hensynsløshed. Et træk, han delte med manden foran hende.
"Og hvad med dig?" spurgte hun. "Bekymrer du dig om, hvad der er rigtig og forkert?"
Har du et hjerte?
Klo slap passeren og lænede sig tilbage i stolen. De blå øjne skinnede i lysestagens skær.
"Det kender du vist allerede svaret på."
Ja. Hun skuttede sig. Kaptajnen var ligeglad. Han opførte sig kun som en gentleman, når han kunne drage nytte af en sådan optræden.
"I det mindste har Peter en undskyldning," sagde hun og kunne ikke hindre foragten i at skinne igennem i sin stemme. "Han er ikke klar over, at det, han gør, er forkert. Men du …"
"Du finder mine handlinger forkastelige, eftersom jeg burde vide bedre?"
"Præcis."
Klos blik blev koldt. Han rejste sig og forlod sin plads bag skrivebordet.
"Da jeg først ankom til dette sted, insisterede jeg på at følge moralens spilleregler." Han kastede et blik på sin klo. "Pan fik mig snart til at indse, at et sådant hensyn ikke kunne betale sig."
"Så du opgav blot alle dine principper?" spurgte hun. "Generer det dig ikke at synke så lavt?"
Grum morskab fik hans mundvig til at kruse.
"Ikke hvis det kan give mig, hvad jeg ønsker."
Et kort øjeblik troede hun, at han ville nærme sig hende, men så skiftede han retning og lod sig falde ned på chaiselongen ved siden af cembaloet. Han greb en karaffel, der stod på bordet ved siden af det aflange møbel.
"Vin?"
Hun rystede på hovedet og iagttog ham blot, mens han skænkede et glas af drikken op til sig selv. Det eneste, han bar, var en simpel, hvid skjorte. Ikke de tunge, kostbare klædestykker, han normalt var iført. Det burde have fået ham til at se mindre skræmmende ud, og alligevel havde det netop den modsatte effekt.
Han tog en slurk af sit glas.
"Kommer du blot for at bebrejde mig min mangel på moral? Eller havde du noget andet i tankerne?"
Hans øjne hvilede på hende, mørke og inviterende. Forbudt varme kriblede gennem hendes blod.
"Jeg …" Et kort øjeblik havde hun rent faktisk glemt, hvorfor hun var her. "Jeg har flere spørgsmål. Hvad mente du, da du sagde, at mine historier havde magt?"
Der lød en dæmpet klirren, da han anbragte glasset på bordet. Hans fingre trommede mod bordpladen. Hun overvejede et øjeblik, om hun skulle sætte sig ned, men besluttede sig for at lade være. Det føltes mere sikkert at stå op, mens han sad, hvor han sad.
"En dygtig fortæller kan tryllebinde sit publikum," sagde han. "Du må efterhånden være klar over, hvor magtfuld den evne er."
Wendy overvejede ordene og nikkede eftertænksomt. En erindring dukkede op i hendes hoved; et minde, hun ikke havde tænkt på i årevis. Som lille havde hun en dag fået et glimt af en minearbejder, der holdt tale i en gyde i London. Han havde stået på en ølkasse og fortalt en historie om arbejderne og kapitalen. Fortællingen havde været så medrivende, at hun ikke havde kunnet undgå at blive grebet af den. Da hendes tante havde opdaget, hvad der foregik, havde hun grebet Wendy i armen og trukket hende væk derfra, men episoden havde sat sine tydelige spor. I flere dage havde hun ikke kunnet få mandens ord ud af sit hoved …
"Historier kan inspirere," mumlede hun. "De kan få folk til at tro på ting, de aldrig før havde troet, var mulige."
Klo smilede.
"Præcis." Han lænede sig fremad og hvilede hænderne på knæene. "Men dine historier kan mere end det. Gennem tiden har jeg lyttet til gamle koners fortællinger, sømænds skrøner og indianeres beretninger om åndeverdenen - men ingen af deres historier har været i stand til at påvirke virkeligheden på dette sted på samme måde som dine. Når du fortæller, ændrer tingene sig. Også ting, der aldrig har ændret sig før. Du fik Pan til at hente dig for otte år siden. Du fik en mand til at vende tilbage fra de døde. Hvem ved, hvad du ellers er i stand til …"
Så det var dét, det hele drejede sig om.
"Du ønsker at udnytte mine evner," sagde hun.
"Jeg ønsker at studere dem."
"Hvorfor?"
En pludselig mathed sænkede sig over ham og gjorde rynkerne i hans ansigt dybe.
"Jeg er bundet til dette sted," sagde han træt. "Bundet til Pans eksistens. Den eneste gang, jeg har været i stand til at forlade Ønskeøen, var takket være dig. Noget siger mig, at du er nøglen til, at jeg kan undslippe permanent."
Han forekom hende pludselig langt ældre, end hun havde opfattet ham som indtil da. Et øjeblik havde hun næsten ondt af ham, men så huskede hun, hvad hans frihed ville koste. Hun sendte ham et hårdt blik.
"Jeg har ikke tænkt mig at hjælpe dig med at besejre Peter, hvis det er det, du mener."
Det hærgede udtryk forsvandt fra hans ansigt og blev erstattet af den velkendte arrogance.
"Det jeg har skam ingen forventninger om. Det beviste du allerede, da du forpurrede mine planer inde på øen. Du vil altid være hengiven over for Pan, det er jeg ikke i tvivl om. Han er trods alt helten i din historie."
"Og du er skurken."
Han smilede glædesløst.
"Hvis det er den rolle, du ønsker at fastholde mig i."
Hun foldede armene foran brystet. "Du har selv gjort dig fortjent til titlen."
Et bittert glimt kom til syne i hans øjne. Han tog endnu en slurk af vinen.
"Ligesom Pan har gjort sig fortjent til sin? Sig mig, har nogen nogensinde fortalt dig, hvad din helt laver, når han tager til Kensington Gardens? Har du hørt historierne om, hvordan han stjæler små drenge fra deres familier i det øjeblik, deres mødre kigger væk?"
Wendy mærkede sig selv blegne. Det var slemt nok at vide, hvad Peter havde gjort mod Slightly – hvad han måtte have gjort ved så mange af de andre drenge. Hvis det her også var sandt …
"Du ved, at det er sandt," sagde kaptajnen, som med det samme gættede hendes tanker. Hun kunne høre den ondskabsfulde henrykkelse i hans stemme. "Det kan jeg se, at du gør."
Tankerne dunkede gennem hendes hoved som betændte sår, og hun mærkede rummet snurre omkring sig. Havde Slightly været en af de drenge? Havde Peter revet ham væk fra den mor, han tydeligvis elskede så højt? Hvis det passede, hvordan skulle hun så nogensinde kunne se på Peter med de samme øjne igen? Hun hev efter vejret og var et kort øjeblik bange for, at hun ville besvime.
Klo, der havde opfattet hendes ildebefindende, hældte et glas vin op og rakte hende det. Hun tog imod og drak en slurk for at styrke sig. Det varmede og jog det meste af svimmelheden på flugt.
"Pan er ikke så heroisk, som du prøver at gøre ham til," mumlede han. "Hvis du indså det, ville du måske endelig være i stand til at udfolde dit sande potentiale."
Der var det ord igen. Potentiale.
"Det har du sagt før," sagde hun, mest for at lede samtalen væk fra Peter. Hun rystede stadig og lukkede hånden om vinglassets stilk for at kaptajnen ikke skulle bemærke det. "Jeg forstår ikke, hvad det betyder."
Han lænede sig tilbage på chaiselongen.
"Gør du ikke? Forleden fortalte du mig om Wendy Darling. Siden du er her i aften, kan du jo passende fortælle mig om Jill."
Rød-håndede Jill. Navnet fik det til at ulme i hendes bryst. Eller måske var det vinen.
"Hun findes ikke," sagde hun stift.
"Åh, men det gør hun skam."
Wendy så ned i glasset og kom til at tænke på den plettede silkehandske, hun havde haft på den aften, han var dukket op i London.
"Det var bare en historie, jeg fandt på," sagde hun lavt. "Jeg er ikke pirat."
Det beviste hendes handling forleden aften. En sand pirat ville have skåret halsen over på Klo, da chancen bød sig. Men hun havde ikke kunnet gøre det. Så nej, hun var ikke Jill. Jill var én af de historier, hun var begyndt på, men som aldrig ville blive fuldendt.
Klo, der stadig sad tilbagelænet på chaiselongen, hævede et bryn.
"Og alligevel befinder du dig her på Jolly Roger som en del af min besætning," påpegede han. "Var det ikke sådan, Jills historie begyndte?"
Hun så væk. "Jeg accepterede kun dit tilbud, fordi jeg ikke havde andre muligheder."
Der lød et fnys.
"Spar mig. Hvis du vil tilbage til England, skal jeg med glæde finde en måde, hvorpå du kan blive eskorteret tilbage til dit smukke fængsel."
Hendes fingre strammede sig om stilken på vinglasset. Hun så atter på ham.
"Nej." Ordet undslap hende modstræbende.
"Det tænkte jeg nok."
Wendy sukkede. Hun følte sig pludselig tung i kroppen. Om det skyldtes vinen, der sivede gennem hendes blod, eller den udmattende samtale, anede hun ikke. Hun vidste bare, at hun var træt. Selvom hun havde lovet sig selv at forblive oprejst, lod hun sig glide ned på en polstret taburet. Hun satte glasset fra sig på bordet og så på kaptajnen.
"Jeg kan ikke vende tilbage til London," sagde hun efter nogle sekunders tavshed. "Det er ikke længere mit hjem."
Han lagde hovedet på skrå. "Føler du dig hjemme her?"
For en gangs skyld var hans stemme oprigtig, og det hånlige drag om hans mund var forsvundet. Hun så forundret på ham.
"På skibet?" Hos dig?
"På Ønskeøen."
Hun samlede hænderne i skødet og overvejede spørgsmålet.
"Jeg ... holder af stedet," sagde hun så. "Men jeg kan ikke lade være med at tænke, at der må være mere."
"Det er der også." Hans øjne blev fjerne. "Der er en hel verden derude."
Der var et strejf af nostalgi i hans stemme. Hun kunne fornemme, hvordan minderne glimtede inde bag hans blik. Der var ingen tvivl om, at han havde besøgt mange andre steder, inden han var kommet hertil. Tanken fik hende til at sukke længselsfuldt. Hun ønskede at gøre, ligesom han havde gjort. Rejse gennem dimensioner, besøge nye verdener. Det brændte i hende efter at gå på eventyr og ikke blot være dén, der fortalte om dem. Udtrykket, der hvilede over kaptajnens ansigt, fortalte hende, at han engang havde haft det på samme måde, og hun kunne ikke lade været med at føle sig forbundet med ham, hvor nødigt hun end ville. Pludselig kunne hun næsten se ham for sig, sådan som han måtte have været engang. Dengang han ikke var Klo, men James.
Hans blik blev fokuseret igen, og det gibbede i hende, da han så direkte på hende.
"Du har fået svar på dine spørgsmål," sagde han. "Nu vil jeg have svar på mit." Han lænede sig fremad. "Hvorfor vækkede du mig?"
Hun så ned i skødet, mens hun kæmpede med at få svaret ud:
"Fordi jeg ønskede at undslippe."
Hendes hænder knugede om hinanden, idet hun sagde ordene. Hun kunne indrømme det over for ham nu – over for sig selv. I så mange år havde hun bedt til, at der ville vise sig en flugtvej fra det liv, samfundet havde dømt hende til. En mulighed for at undslippe aftenselskaberne, kedsomheden, bejlerne; den uudholdelige hverdag, der syntes at stivne i sine rutiner som et tandhjul, der langsomt rustede fast. Men da muligheden endelig bød sig, havde det været helt forkert.
"Men det skulle have været Peter," hviskede hun. "Peter skulle have hentet mig den aften."
Der lød en knirken, da kaptajnen rejste sig fra chaiselongen. Hun kunne høre ham bevæge sig hen over gulvet.
"Hvordan kunne han have opsøgt dig? Han havde glemt dig. Hvorimod jeg …"
Hans stemme døde ud. Der var ingen grund til at fuldende sætningen. Ordene formede sig tydeligt i tavsheden. Jeg glemte dig aldrig. En skælven løb gennem hende.
"Han gjorde det ikke med vilje," sagde hun.
Kaptajnen standsede foran hende. Selvom hun stadig så ned, kunne hun fornemme, hvordan hans skygge faldt ind over hende.
"Selvfølgelig ikke. Men hvordan kunne han andet? Han er et barn. Børn glemmer så let."
"Og voksne er dømt til at huske." Hun talte så lavt, at hun var usikker på, om han kunne høre hende. "Sommetider ville jeg ønske, at jeg var som ham …"
Kaptajnen knælede, så de var på højde med hinanden. Hun mærkede køligt metal presse mod sin hage – først blidt, så insisterende – så hun måtte se op. Deres blikke mødtes, og hun skælvede igen. Hans øjne ulmede som blå gløder dybt i det blege ansigt. Hun prøvede at genkalde sig Peters ansigt som et desperat skjold mod synet, men det var forgæves. Hun kunne pludselig ikke huske, hvordan Peter så ud. Det eneste, hun kunne se, var de gnistrende øjne og den blege mund, der smilede, da kaptajnen talte:
"Det er der ingen grund til. Pan er måske fri for voksenlivets bekymringer, men der er andre glæder, han aldrig vil kende til."
Hans fingre strøg mod hendes kind i et let kærtegn, ligesom de havde gjort få dage forinden, og hjertet begyndte at hamre i hendes bryst med en intensitet, der truede med at overdøve hendes tanker. Noget rørte på sig i hendes ene mundvig. Hun spærrede øjnene op.
"Mit kys."
Al luft forlod hendes lunger. Nej, det kunne umuligt passe. Hun havde skænket det til Peter for flere år siden. Hun havde givet det til ham. Hendes mund havde presset sig mod hans i et perfekt, sødmefyldt øjeblik ... Men der var ingen tvivl: Kysset var der stadig. Det brændte flimrende hen over hendes læber. Og Klo kunne se det.
"Du troede, det var væk, ikke sandt?" hviskede han.
Forvirrede tårer steg op i hendes øjne.
"Peter ... han tog det ..."
Kaptajnen rystede langsomt på hovedet.
"Pan accepterede ikke den gave, du tilbød ham. Og hvordan kunne han? Han er ikke i stand til at elske."
Hun blinkede og mærkede en varm dråbe trille ned ad kinden. De ord, Klo havde sagt for så mange år siden, vendte tilbage til hende.
'Han kan ikke elske. Det er en del af gåden ved hans væsen.'
Men nej. Det var blot noget, han havde sagt for at så tvivl i hendes sind. Hun vidste, at Peter havde følt noget for hende dengang, også selvom han ikke selv havde forstået, hvad det var.
"Han elskede mig," sagde hun med en stemme, der kæmpede for ikke at knække over. "Det ved jeg, han gjorde."
Kaptajnen, som havde været på vej til at tørre tåren bort, standsede midt i bevægelsen.
"Måske. Hvad forskel gør det? Hvad betyder et barns flygtige kærlighed?"
Han sænkede hånden og lod tommelfingeren hvile mod hendes mundvig. En varm sløvhed sivede gennem hende og forhindrede hende i at røre sig ud af stedet. Hans øjne skinnede mørkt. Det var først, da han lænede sig tættere på, at hun formåede at rive sig ud af den tranceagtige tilstand, hun befandt sig i, fordi hun indså, hvad han havde i sinde at gøre.
"Nej!"
Taburetten væltede klaprende, da hun sprang på benene. Hun bakkede væk fra ham med hænderne holdt op foran sig. Han havde været så tæt på at tage hendes kys, og hvad værre var: Hun havde et kort øjeblik ønsket, at han skulle gøre det. Blodet brusede i hendes ører. Hvad var der galt med hende? Hendes hjerte bankede, som om det prøvede at bryde ud gennem hendes ribben, mens hun fortsatte bagud med usikre skridt.
Han rejste sig, og inden hun kunne nå at reagere, var han henne ved hende. Et lille gisp undslap hende, da han greb hende om livet og trak hende ind til sig. Hun havde aldrig været så tæt på ham før, og fornemmelsen af hans krop mod hendes var så overvældende, at hun kortvarigt tabte vejret. Han lugtede af læder og sød vin; en farlig duft, der truede med at berøve hende enhver rest af fornuft. Hendes hænder hvilede mod hans bryst. Hun vidste, at hun burde kæmpe for at komme fri, men hun kunne ikke finde styrken til det. I dette øjeblik var hendes krop knogleløs, viljeløs –
"Wendy."
Lyden af hendes navn fik hende til at se op, og hun opfangede, hvordan hans blik atter søgte hendes mundvig.
"Nej," fremstammede hun. "Jeg kan ikke give det til dig. Du … du er …"
"Din fjende?" Han smilede. "Du må efterhånden vide, at jeg ikke ønsker dig noget ondt."
På trods af at han havde truet hende flere gange, snydt hende, skræmt hende, vidste hun, at han talte sandt. Alligevel kunne hun ikke tillade sig at give efter. Med en kraftanstrengelse fik hun samlet sine overophedede tanker.
"Du har dræbt," begyndte hun.
"Ja."
"Du har plyndret –"
"Ja."
"Du er hjerteløs."
Den intense banken mod hendes håndflade fortalte hende, at hun tog fejl. Wendy gjorde en synkebevægelse. I så lang tid havde hun prøvet at overbevise sig selv om, at det her handlede om Peter, men kaptajnens hjerteslag, hvis hastighed matchede hendes eget, efterlod ingen tvivl om, at der var langt mere på spil. Følte han sig draget mod hende, på samme måde som hun følte sig draget mod ham? Hun havde ikke overvejet muligheden før nu, og tanken fik det til at svimle for hende.
Spidsen af hans klo strejfede hendes ryg og fik hende til at suge luft ind. Hun pressede sig tættere ind mod ham. Han smilede, og heden skyllede gennem hende. Hvordan kunne øjne, der var som skorper af is, få hende til at brænde på den måde?
Før hun vidste af det, mærkede hun hans mund stryge mod sin hals. Fornemmelsen fik hendes blod til at synge, og hendes hænder gled instinktivt op og lagde sig om hans nakke. Hver eneste af hendes nerver syntes pludselig at sitre af liv. Hans hår faldt som et sort vandfald af krøller ned over hendes skulder, mens han kyssede hendes hud, og hun kunne ikke andet end at klynge sig til hans krop. Hun kvalte et lille udbrud, da hans læber løb langs riften på hendes hals. En rift han havde givet hende.
Bevidstheden om dette bragte hende tilbage til virkeligheden.
"Vent," fik hun frem.
Hun prøvede at skubbe ham væk, men kaptajnen var insisterende. Hans skægstubbe skrabede mod hendes hud, mens han fortsatte sine kys. En misbilligende lyd forlod hans strube, da hun fortsatte med at vride sig i hans arme. Hans hånd, der indtil nu havde været begravet i hendes hår, gled ned over hendes hals, ned mod hendes bryst.
"James –"
Navnet fik ham til at holde inde. Hun benyttede sig af øjeblikket til at gøre sig fri. Hurtigt trådte hun bagud, fast besluttet på at lægge afstand mellem dem. Hun kunne mærke sine kinder gløde. Også kaptajnens ellers så blege ansigt havde fået et skær af farve. Hendes åndedræt kom i små stød, mens hun stirrede på ham. Han gjorde mine til at nærme sig hende, men hun standsede ham med en håndbevægelse.
"Nej. Bliv fra mig."
Hun tog endnu et par skridt baglæns og var nær snublet over kanten af et tæppe.
"Hvorfor?"
"Jeg … jeg har brug for at tænke."
"Måske skulle du prøve at lægge fornuften fra dig for en stund," foreslog han, "og lade følelserne råde i stedet."
Hans bryst hævede og sænkede sig, mens han talte, og som han stod dér midt i kahytten, fuldstændigt blottet for forstillelse, følte hun sig fristet til at gøre lige netop dette.
"Jeg ved, det er det, du ønsker." Der var et rovdyragtigt glimt i hans øjne. "Uanset hvor meget du prøver på at benægte det."
"Det er ikke så simpelt," sagde hun med en stemme, der stadig rystede.
Alt for meget var sket på så kort tid. Hun havde brug for at samle sine tanker, og hun kunne ikke tænke, når han var så tæt på.
"Min kære pige," sagde han smilende. "Intet kunne være mere ligetil."
Han trådte et skridt frem og rakte ud efter hende, men hun veg endnu engang bort. Det blev hun nødt til. Hvis han tog hende i sine arme igen, vidste hun, at al hendes modstand ville smuldre bort.
"Jeg kan ikke."
Hendes ord havde en brat indvirkning på kaptajnen. Det mørke glimt i hans øjne forsvandt, og han lod hånden falde. Hun fortrød næsten, hvad hun havde sagt, da hun så det kølige udtryk, der bredte sig på hans ansigt.
"Forekommer tanken dig virkelig så moralsk forkastelig? Nuvel. I så fald skal jeg ikke røre dig igen."
Han drejede om på hælen og gik tilbage til chaiselongen, hvor han skænkede sig selv endnu et glas vin, som han tømte i ét drag. Wendy stod et øjeblik og prøvede at få kontrol over sin vejrtrækning. Hun brød sig ikke over den pludselige utilnærmelighed, der hvilede over ham. Han befandt sig kun få meter fra hende, og alligevel virkede han så langt væk.
"Du bliver nødt til at give mig tid," begyndte hun. "Efter alt hvad du har fortalt mig, kan jeg umuligt –"
"Du har gjort din mening klar." Han vendte ryggen til hende. "Nu foreslår jeg, at du vender tilbage til din kahyt."
"Men –"
"Gå."
Hans tonefald fortalte hende, at hun gjorde klogt i at gøre, som han sagde. Hun betragtede hans afvisende ryg og ønskede at sige noget – at gøre noget – for at få ham til at forstå, men hun vidste ikke hvad. At nærme sig ham var utænkeligt, uanset hvor meget det trak i hende efter at gøre det, men hun følte heller ikke, at hun kunne efterlade ham sådan her. Hans ord gav hende imidlertid intet valg.
Hun bød ham godnat og forlod kahytten.
.
.
Kulden slog imod hende, da hun trådte udenfor. Fugten fra tågen trængte gennem hendes skjorte, men hun ænsede det ikke, for hun brændte stadig. Hun gik ned ad trappen og stillede sig ved rælingen, mens hun prøvede at samle sine tanker. Fornemmelsen af kaptajnens krop sad stadig i hende. Hun havde opsøgt ham for at få svar på sine spørgsmål, og selvom hun havde fået svar på nogle af dem, blev det hele overskygget af det, der var sket til sidst. Hun havde været så tæt på at give efter, da han havde trykket hende ind mod sig, og det skræmte hende. Heldigvis havde hun fået standset vanviddet i sidste øjeblik.
Der lød et plask. Hun så ned og fik et glimt af en sølvskinnende silhuet. Der var havfruer i vandet, indså hun. Hun huskede, hvordan hun engang, smilende og villig, nær havde ladet sig føre med ned i havets kolde dyb af én af skabningerne. Det forekom hende at være på samme med kaptajnen. Da han havde holdt hende i sine arme, havde udtrykket i hans øjne truet med at opsluge hende og trække hende med til et sted, hun aldrig ville kunne vende tilbage fra.
Hendes hænder lukkede sig om rælingen.
Alligevel var der en del af hende, der havde ønsket at give efter, og som stadig gjorde det. En lille, forræderisk del af hende længtes efter at give slip og finde ud af, hvordan det ville være at miste sig selv til ham. Men den rationelle del af hendes hjerne protesterede. Hun kunne umuligt give sig hen til en mand som ham. Hvad ville det ikke sige om hende, hvis hun gjorde det? Han var en morder, en slyngel, en skurk, der tog hvad han vil have uden nogen tanke for, hvem det gik ud over. Og alligevel havde han ladet hende forlade kahytten. Han kunne have gjort med hende, hvad han ville, og alligevel havde han ladet hende gå. Han havde opført sig som en gentleman …
Hun bed sig i læben.
'Jeg er ikke den, du ønsker at gøre mig til,' havde han sagt forleden, og hun vidste nu, at ordene var sande. Det var præcis det, der skræmte hende. For hvis kaptajnen ikke var det monster, hun tog ham for at være, så ville alt, hvad hun havde troet på indtil nu, krakelere. Hun havde længtes mod Ønskeøen, fordi hun troede, at stedet ville være det simple, sorgløse sted, det havde været sidst. Men nu var det tydeligt, at hun havde taget fejl. Alting var mindst lige så kompliceret, som det havde været i London, hvis det da ikke var værre. Intet var længere sort og hvidt, men flød i stedet sammen i en grå masse ligesom tågen omkring hende.
Netop dette faktum gjorde hendes følelser for kaptajnen endnu mere forvirrende. For hun følte noget for ham, det kunne hun ikke længere benægte. Der var en tiltrækning, ja, men forbindelsen mellem dem løb dybere end blot det fysiske. Hun følte en slags samhørighed med ham, der var så stærk, at det næsten gjorde ondt. Den fik hende til at føle sig øm indeni. Det var den ømhed, der havde fået hende til at overveje at træde hen til ham, da han havde vendt sig bort fra hende inde i kahytten. Hun kunne ikke bære at se ham på den måde. Hans ryg havde forekommet hende at være et åbent sår …
Bløde bølger slog mod skibssiden, og lyden blandede sig med det suk, der undslap hendes læber. Hun løftede hånden og lod en finger stryge mod sin mundvig.
Skurk eller ej, så havde kaptajnen vakt hendes kys til live igen. Det kys, som hun havde troet, var væk, men som måtte have slumret i flere år. Hun forstod stadig ikke, hvordan det var muligt. Hvordan kunne det være, at Peter ikke havde kunnet tage det? Og hvordan kunne det være, at Klo havde kunnet se det – glimtende dér i hendes højre mundvig – når Edgar ikke havde kunnet?
Hun stirrede ud i den tågede nat, som om den kunne give hende svaret.
Et spøgelsesagtigt ekko nåede hendes ører. Hun lænede sig fremad, sikker på at hun kunne høre stemmer et sted derude. Og ganske rigtigt: Få sekunder senere kom to skikkelser svævende ud af tågen.
"Der er hun! Vores mor!"
Wendy måbede. Hun kunne næsten ikke tro sine egne øjne. Det var to drenge. Den ene var klædt i en pelsvest og et par slidte bukser. Den anden bar en dragt af blade og kviste.
"Peter!" udbrød hun. "Er det virkelig dig?"
Peter slog ud med armene.
"Selvfølgelig er det mig!"
De to drenge fløj tættere på. Hun stirrede på dem, stadig himmelfalden over deres opdukken.
"Og hvem er du?" spurgte hun henvendt til Peters følgesvend.
"Rumle." Drengen løftede en beskidt hånd og gjorde honnør. "Til Deres tjeneste, frøken."
Der lød en dæmpet klang af bjælder.
"Klokke er her også," tilføjede Peter.
Først nu fik Wendy øje på en sløret lysplet i tågen.
"Det må du undskylde, Klokkeblomst. Jeg så dig ikke i første omgang."
Den lysende plet skiftede farve fra gul til rød og begyndte at piske rundt om Peters hoved. Wendy kunne ikke lade være med at smile.
"Det er også godt at se dig."
Hun stillede sig hen til en åbning i rælingen.
"Hvad laver I her?"
Peter viftede Klokkeblomst bort.
"Vi er kommet for at hente dig selvfølgelig," sagde han med et smil.
"Mig? Hvorfor?"
Med ét lød der et råb oppefra, og en begyndte at runge med sådan en styrke, at Wendy kunne mærke lyden vibrere gennem dækkets brædder. Peters ankomst var blevet opdaget. Hun så på de to drenge.
"Skynd jer af sted."
Peter rynkede brynene. "Nej. Du skal med."
Hun rystede på hovedet.
"Bare rolig, I skal ikke bekymre jer om mig. Jeg skal nok klare mig."
Peters øjne blev mørke.
"Du skal med," gentog han. "Du skal!"
Han greb hende i armen. I samme nu kom kaptajnen stormende ud på dækket iført den røde jakke, han altid bar i kamp. Det sorte hår bølgede vildt omkring ham. Hun kunne se pistolen glimte i hans hånd, mens han nærmede sig dem.
"Pan!"
Hans finger hvilede på aftrækkeren, men han skød ikke, og hun vidste hvorfor. Hvis han affyrede pistolen nu, var der en risiko for, at han også ville ramme hende. Bag ham dukkede flere pirater op, bevæbnet med sværd og musketter. Hun så på Peter med bedende øjne.
"Skynd dig væk, mens du stadig kan," sagde hun.
"Nej. Ikke uden dig."
"Peter –"
Hun prøvede at løsne hans fingre, men det lykkedes ikke. Hans greb om hendes arm var forbløffende stærkt. Da hun forsøgte at trække sig baglæns, svarede han igen med et skarpt ryk, og pludselig mærkede hun, hvordan hun fik overbalance og –
En erindring skød gennem hende: Hun var 12, og Klo havde tvunget hende til at gå planken ud. Stadig huskede hun den svimlende fornemmelse, da hun var snublet ud over kanten og havde suset mod vandet. Men dengang havde Peter grebet hende. Nu var han ikke længere stærk nok til at holde hende oppe.
Før hun vidste af det, befandt hun sig i frit fald. Hun nåede knap nok at blinke, inden hun ramte vandet. Sammenstødet med vandoverfladen slog al luft ud af hende, og hun sank ned i den blåsorte intethed. Det trykkede for hendes ører, og verden over hende blev sløret og fjern. Det isnende vand lammede hende kortvarigt, men så genvandt hun kontrollen over sin krop, og hun sparkede med benene – én gang, to gange. Hun nåede op til overfladen og sugede luft ind med et gisp. Hendes tænder klaprede, mens hun så op mod Peter, der stadig hang og svævede højt over hende. Flere pirater var trådt hen til rælingen og stirrede ned på hende med ængstelige blikke.
Noget glat strejfede hendes ben. Havfruer, huskede hun. Der er havfruer i vandet. Hun ville råbe om hjælp, men i samme sekund snoede noget sig om hendes ankel og trak hende nedad.
Det sidste, hun hørte, inden mørket lukkede sig om hende, var Klos stemme, der gjaldede ud over havet.