Hermione valgte at se episoden med den forbandede bog fra den lyse side. Det kunne godt være, at det havde været en ubehagelig oplevelse, men nu havde hun i det mindste en undskyldning for at besøge Skt. Mungos.

Efter at have forhørt sig blandt sine kollegaer i Ministeriet fandt hun frem til, at Roger Davies var til tjek på stedet hver mandag omkring kl. 10. Mandag formiddag sad hun derfor i en af de vakkelvorne stole i troldmandshospitalets receptionsområde og ventede på, at Davies skulle dukke op. For at fordrive tiden studerede hun folk, der gik ind og ud af bygningen. Stemningen var knap så hektisk, som den havde været de forrige gange, hun havde befundet sig på hospitalet. Bortset fra en mand, der havde været uforsigtig i sin omgang med en giftig Tentacula, havde der ikke været noget akut. De fleste af dem, som ventede i receptionen, lod ikke til at fejle noget alvorligt.

Hun rettede blikket mod indgangen, mens hendes fingre trommede utålmodigt mod stolens armlæn. Et smertefuldt jag gik gennem hendes hånd og tvang hende til at indstille bevægelsen. Hun bed sig i læben. Selvom hånden var helet, var det, som om den mørke magi stadig spøgte i nerverne fra tid til anden. Måske var det alligevel meget fornuftigt, at hun fik det undersøgt.

Hun rejste sig og gik hen for at tage et kig på oversigten for at se, hvor hun skulle henvende sig med skaden. Netop idet hun stoppede op foran listen, opfattede hun, at en person trådte ind i bygningen. Hun behøvede ikke at dreje hovedet for at registrere, at det var Davies. De omkringsiddendes reaktioner var indikation nok. Folk gjorde store øjne og hviskede til hinanden. Hun holdt blikket rettet mod listen foran sig, påpasselig med ikke at virke for åbenlys. Ud af øjenkrogen fornemmede hun Davies gå gennem receptionen. Da han næsten var henne ved hende, drejede hun hovedet, og –

"Hermione! Hvad i alverden laver du her?"

Hun blinkede og prøvede at se overrasket ud.

"Roger. Sjovt at støde ind i dig."

Ordene lød ikke særligt overbevisende. Davies lod heldigvis ikke til at bemærke noget, men trådte smilende hen til hende. De to Aurorer, der flankerede ham, betragtede hende imidlertid med skeptiske blikke. Hun håbede, at hendes svar på Davies' spørgsmål ville dæmpe deres mistænksomhed:

"Jeg skal have Healerne til at tage et kig på min hånd."

Hun viste ham det dybe ar på sin håndflade. Han skar en grimasse.

"Det ser ikke godt ud. Hvor stammer det fra?"

"En forbandet bog." Hun så ingen grund til at skjule sandheden for ham. "Jeg burde have vidst bedre, men min videbegærlighed vandt over min sunde fornuft."

"En bog," gentog han. "Så skal du henvende dig her i stuen – 'ulykker med genstande'." Han nikkede mod listen på væggen. "Jeg kommer her hver uge, så jeg kan efterhånden oversigten udenad."

Hun sendte ham et lille smil. Han så forbløffende normal ud, alting taget i betragtning, om end en smule beklemt. Hun forstod ham godt: Det var ikke til at undgå at bemærke, hvordan alles blikke hang ved ham. Hun skulle lige til at foreslå, at de trak sig lidt bort, men Davies kom hende i forkøbet og signalerede med en diskret håndbevægelse, at de skulle stille sig ud på gangen. Hun fulgte efter ham, glad for at undslippe de nysgerrige blikke.

"Hvordan går det med dig?"

Hendes stemme lød mere oprigtig denne gang. Ikke så mærkeligt, eftersom hun virkelig var interesseret i at høre, hvordan det stod til med ham. At hans ar var helet, var ikke ensbetydende med, at han var kommet sig. Det vidste hun kun alt for godt efter at have gennemlevet en troldmandskrig.

Davies trak på skuldrene.

"Fremad. Jeg har det sådan set fint, bortset fra at jeg bliver bevogtet dag og nat."

Han skævede til de to bodyguards, der stadig holdt sig lige bag ham.

"Jeg er sikker på, at det er for det bedste," sagde hun. "Man ved aldrig, hvad der kan ske."

"Det ved jeg godt. Men det er stadig anstrengende i længden."

Hun nikkede forstående. Davies gjorde tegn til, at de to mænd skulle trække sig lidt i baggrunden. Aurorerne stillede sig hen til en opslagstavle nogle meter derfra dog uden at tage blikket fra Davies i så meget som et sekund.

Han sukkede.

"Jeg glæder mig bare til, at faren er drevet over, så jeg kan få mit privatliv tilbage."

Formiddagssolen faldt ind gennem vinduerne oplyste hans arrede ansigt. Synet fik hende til at synke en klump.

"Det kan jeg godt forstå. Jeg ville ønske, at jeg havde set noget den aften, der kunne hjælpe efterforskerne på sporet. Så ville intet af det her være nødvendigt."

Davies så mildt på hende.

"Det skal du ikke tænke på. Jeg er bare glad for, at du fandt mig i tide."

Hun tog en dyb indånding, klar over, at dette var hendes chance for at stille ham det spørgsmål, hun så længe havde brændt efter at stille:

"Kan du virkelig ikke huske noget om det, der skete den aften? Jeg hørte dig skændes med en eller anden. Hvis bare du havde en anelse om, hvem det var …"

Han rystede på hovedet.

"Beklager, Hermione. Min hjerne er fuldkommen blank. Selv hvis jeg anstrenger mig, er min eneste erindring smerten."

"Hvad med tiden før overfaldet?" skyndte hun sig at spørge for ikke at bore for meget i oplevelsen. "Du må have talt med nogen –"

"Jeg talte med en masse," bekræftede han. "Sådan er det at være kendt. Alle vil pludselig snakke."

Hermione nikkede.

Hun havde oplevet det samme i månederne efter krigens afslutning. Skolekammerater, hun aldrig havde haft et nært forhold til, bankede pludselig på døren og ville være bedste venner. Hendes berømmelse var dog efterhånden falmet, og det samme var interessen fra hendes bekendte. Den eneste fra deres trio, som stadig havde stjernestatus, var Harry, og han brød sig på ingen måde om opmærksomheden. Heldigvis havde han Ginny ved sin side til at vifte folk væk, hvis de blev for nærgående.

"Der var så mange, der henvendte sig," fortsatte Davies. "Jeg har ikke overblik over dem alle sammen."

"Måske talte du med gerningsmanden uden at vide det."

"Måske." Han gjorde et opgivende kast med hovedet. "Det kan have været hvem som helst. Som Auror har man mange fjender. Det er en del af pakken."

Letheden i hans tonefald overraskede hende.

"Jeg forstår ikke, hvordan folk som du og Harry gør det," sagde hun.

"Gør hvad?"

"Lever med det faktum, at der findes folk derude, som stræber jer efter livet."

"Man vænner sig til det. Personligt har jeg det meget værre med pressen. For slet ikke at nævne alle de kvindelige beundrere."

Han gøs, idet han udtalte de sidste ord.

"Det må være specielt at have sådan en fanskare," kommenterede hun.

"Ja," sagde han. Hun kunne se, at han blev en anelse forlegen. "Det er selvfølgelig smigrende – men også en kende belastende."

"I det mindste bliver du ikke bombarderet med fanbreve længere, nu hvor du har hemmelig adresse."

Det var et bevidst forsøg på at lette stemningen oven på den forudgående alvor. Og det virkede. Davies' ansigt lyste op i et smil, der afslørede, at han trods de mange ar stadig var smuk.

"Sandt nok. Det er med at se det positive i situationen."

Hermione kunne ikke lade være med også at smile. Hun så ned ad en af de mange hospitalsgange. Det var tid til at afslutte samtalen, hvis ikke hun ville påkalde sig Aurorernes mistænksomhed.

"Nå, men jeg vil ikke opholde dig længere. Du var på vej til tjek."

"Og du skal have fundet en Healer." Han gjorde en bevægelse mod hendes hånd. "Lad os krydse fingre for, at det ikke viser sig at være alt for slemt."

Det virkede næsten absurd, at han talte om hendes skade på den måde. Den var ikke andet end en skramme i sammenligning med det, han selv havde været udsat for.

"Jeg er sikker på, det ikke er noget alvorligt," sagde hun.

"Det må vi håbe. Nå, jeg må se at komme videre." Han gjorde tegn til de to Aurorer, der stadig stod og holdt udkig som to bidske vagthunde. "Det var godt at se dig, Hermione."

"I lige måde. Og Roger –"

Davies, som var på nippet til at gå forbi hende, standsede.

"Uanset hvem, der gjorde det her mod dig, så kommer han til at betale for det. Det lover jeg dig."

Han stirrede på hende i nogle sekunder, tydeligvis usikker på, hvad han skulle svare. Til sidst gjorde han blot et lille nik, hvorefter han, tæt fulgt af de to Aurorer, fortsatte ned ad gangen. Hendes blik hvilede på den lille gruppe, indtil de forsvandt.

Hun sukkede og mærkede, hvordan hendes skuldre sænkede sig en smule.

Selvom hun ikke havde fået nye oplysninger ud af Davies, havde det været helt rart at tale med ham. Nu var hun i det mindste i stand til at tænke på manden som sund og rask og ikke den forblødende krop, der havde hjemsøgt hendes tanker det sidste lange stykke tid. Det var selvfølgelig skuffende, at hun ikke havde nogen som helst anelse om, hvordan hun skulle komme videre med detektivarbejdet, men hendes frustration måtte vente til senere. Hun måtte videre med dagens gøremål og få undersøgt sin hånd.

Efter endnu et blik på oversigten i receptionen begav hun sig ned ad én af de smalle hospitalsgange.

Ligesom de andre gange, hun havde været her, blev hun overrasket over stedets atmosfære.

Skt. Mungos havde ikke det kolde, kliniske præg, der karakteriserede mange Muggler-hospitaler. Her var høje vinduer med runde buer, og væggene var prydet med portrætter af berømte Healere, heriblandt stedets grundlægger, Mungo Bonham. Oppe under loftet svævede krystalkugler fyldt med lystigt blussende stearinlys, som badede trægulvet i et varmt skær. Hvis ikke det var for de jamrende stemmer, der hørtes fra tid til anden, ville stedet næsten kunne betegnes som hyggeligt.

For nogle år tilbage havde hun overvejet, om en karriere som Healer var noget for hende. Hun havde altid været interesseret i helbredende eliksirer og besværgelser, og hun havde haft rig lejlighed til at afprøve magien i praksis under de begivenhedsrige år på Hogwarts. Med tiden var det dog blevet klart for hende, at hun havde svært ved at håndtere den følelsesmæssige belastning, der var forbundet med at helbrede andre. Så hun havde droppet Healer-vejen og havde valgt at beskæftige sig med magiske væsners rettigheder i stedet. Det havde virket som et godt job. Stille og roligt og ikke mindst ufarligt. Og alligevel havde det resulteret i, at hun nu rendte rundt og legede detektiv. Det var svært at lægge gamle vaner bag sig …

Smerten skød atter gennem hendes hånd. Hun skævede bekymret til arret, der krydsede hendes håndflade som en hvid, skinnende streg. Smerten blev værre, jo længere tid, der gik.

En puslende lyd nåede hendes ører. Hun så op tidsnok til at registrere en skygge forsvinde omkring hjørnet længere fremme. Der var noget hektisk over bevægelsen - som om, at hvem end der havde stået der, ikke ønskede at blive set. Hun satte straks tempoet op, men da hun rundede hjørnet, var personen som forventet forsvundet.

Forundret stirrede hun ned ad den mennesketomme gang.

Måske burde hun genoverveje sine teorier.

.

.

Det ringede på døren.

Lyden fik hjertet til at springe op i halsen på Hermione, der indtil nu havde siddet fordybet i tanker. Hun rejste sig fra sofaen og glattede folderne i sin nederdel. Hvem end det var, der ringede på, var det en person, der var velkommen. Ingen fremmede kunne finde frem til lejligheden efter de mange besværgelser, hun havde kastet over stedet. Selvom hun var klar over, at det var én, hun kendte, kunne hun ikke lade være med at stirre forbløffet, da døren gled op, og et fregnet ansigt kom til syne.

"Ron."

Ekskæresten var den sidste person, hun havde forventet at se på sit dørtrin en fredag eftermiddag.

"Hej." Han gav hende et akavet smil. "Ginny sagde, at du havde nogle af mine ting?"

"Øhm …" Hun brugte et par sekunder på at samle tankerne. "Ja."

Hun havde helt glemt, at Ginny havde sagt, Ron ville komme forbi sidst på ugen. Hans pludselige opdukken gjorde hende forlegen. De havde ikke talt sammen i flere uger, og hun var på ingen måde forberedt på, hvordan hun skulle håndtere de mange følelser, der var forbundet med at stå ansigt til ansigt med ham igen.

Hun trådte et skridt bagud, så der blev plads i entréen.

"Kom bare indenfor. Dine ting står derinde."

Hun pegede mod stuen. Ron spærrede øjnene op.

"Hvad er der sket med din hånd?"

Han trådte ind over dørtærsklen. Det var tydeligt, at han kæmpede med sig selv for ikke instinktivt at række ud efter hendes forbundne hånd.

"Det er bare en arbejdsskade." Hun gemte hånden bag ryggen. "Jeg var på Skt. Mungos tidligere på ugen for at få kigget på det. De siger, det ikke er noget alvorligt."

Det var ikke helt sandt. Healeren på Skt. Mungos havde reprimanderet hende for ikke at være mødt op på hospitalet tidligere. Hvis hun havde ventet bare et par dage mere, kunne hun have mistet bevægeligheden i fingerleddene. Men nu var alt under kontrol. Healeren havde behandlet skaden, og Hermione havde fået besked på at skifte forbindingen med jævne mellemrum og smøre arret med en stærk salve hver aften, inden hun gik i seng.

"Okay." Rons ansigtsudtryk afslørede, at han ikke helt troede på hende. Ikke så sært. Hun var som sædvanlig elendig til at lyve. "Hvordan går det ellers?"

"Fint." Hun rettede på et billede i entréen og prøvede at lyde normal. "Jeg har travlt i Ministeriet. Der er en masse kedeligt kontorarbejde som sædvanligt. For tiden prøver vi at presse et forslag om husalfelønninger igennem. Hvad med dig?"

Han trak på skuldrene.

"Der sker ikke så meget. Men det er da lykkedes mig at finde en lejlighed. Så slipper jeg endelig for at sove hos Harry og Ginny."

"Det lyder dejligt."

"Jep." Han rodede sig i håret og så lige så kejtet ud, som Hermione følte sig. "Den er en smule ramponeret, men den ligger i et udmærket nabolag."

Han trådte forbi hende og fortsatte ind i stuen. Det var tydeligt, at han var nysgerrig efter at se, hvilke ændringer der var sket, siden han var flyttet ud. Møblerne stod dog stadig, som de plejede, og malerierne hang på deres vante pladser. Hun havde haft for travlt med sagen om Dawlish til at ændre på noget som helst.

Ron bøjede sig og trak en Quidditch-plakat op fra posen med glemte sager.

"Ah. Gode gamle Galvin Gudgeon." Han smilede til Quidditch-søgeren, der vinkede tilbage fra det farverige papir. "Han kan dække nogle af de mange huller i væggen."

Hun sendte ham et lille smil. "Jeg er sikker på, det nok skal blive godt."

"Også mig." Forsigtigt rullede han plakaten sammen og stak den ned i posen igen. Der var stille et par sekunder. "Nå, men det var vel det."

"Ja."

Hun vidste ikke, hvad hun ellers skulle sige. Han greb om posens hank og gik tilbage til entréen. Få meter fra hoveddøren stoppede han op.

"Hermione …" Han tøvede. "Er du sikker på, at du er okay?"

Hendes blik flakkede. Et kort øjeblik havde hun lyst til at fortælle ham alt. Hvordan hun havde stjålet filer fra Ministeriets arkiv. Hvordan hun havde gået imod sine egne principper for at få oplysninger ud af Lucius Malfoy. Hvordan hun havde påkaldt sig en mulig seriemorders opmærksomhed og var ved at gå ude af sit gode skind af nervøsitet. Det ville være så let at indvi ham i det hele. Men hun kunne ikke. Det var for risikabelt.

"Jeg har det fint, Ron. Det er bare … hårdt."

Ron sukkede.

"Det ved jeg godt." Udtrykket i hans ansigt efterlod ingen tvivl om, at de sidste par uger også havde været svære for ham. "Men det er, som det er."

Hun nikkede.

I nogle sekunder lod det til, at han ville sige noget mere, men så rakte han ud efter dørhåndtaget.

"Nå, men jeg må se at komme af sted. Ha' det godt."

"I lige måde." Hun fremtvang et smil. "Og held og lykke med dit nye sted."

"Tak."

Han forlod lejligheden.

Hun stirrede på døren og mærkede en sløv smerte i sit bryst. At se ham igen havde gjort mere ondt, end hun havde forventet. Ikke fordi hun ønskede, at de skulle finde sammen igen. Hun havde truffet det rigtige valg, da hun slog op med ham. Men at se ham tage de sidste ting med sig var alligevel en vemodig oplevelse. Det var et endegyldigt farvel til den fremtid, de kunne have haft sammen. En fremtid, hun havde drømt om gennem alle årene på Hogwarts. Tabet af den efterlod et tomrum, som hun ikke brød sig om at være i.

Hun gik ind i stuen og lod sig dumpe ned i en lænestol. Snøftende viklede hun et tæppe omkring sig.

Ron havde langt fra været den perfekte kæreste, men uden ham følte hun sig mere alene, end hun nogensinde havde gjort. Måske var det derfor, hun havde kastet sig ind i sagen om Dawlish med den intensitet, som hun havde gjort. Alternativet var at være efterladt til det her: At sidde helt alene i sin lejlighed på en fredag, hvor alle andre nød samværet med deres nære.

Det slog hende, hvor sørgelig hun måtte se ud, som hun sad dér, sunket sammen i lænestolen, indsvøbt i det mønstrede tæppe. Hun manglede bare en kop lunken te for at fuldende billedet på den totale ynkelighed. Pludselig savnede hun Skævben på en måde, som hun ikke havde gjort i årevis. Hvis bare han stadig havde været i live … Så kunne hun have knuget hans pelsede krop ind til sig.

Nej. Hendes gode hånd gravede sig ned i tæppet. Hun nægtede at svælge i selvmedlidenhed på den her måde. Hun havde brug for at komme ud - brug for at tænke på noget andet end sin egen ensomhed.

Hurtigt tørrede hun en forræderisk tåre væk fra øjenkrogen og rejste sig for at skrive til Ginny.

.

.

"… En stalker?"

Ginnys øjenbryn hævede sig i en skeptisk bue. Hermione, som ellers havde lovet Ginny ikke at bringe flere teorier på banen, nikkede. Hun lænede sig længere frem på barstolen, så Ginny bedre kunne høre hende over den summende lyd af menneskestemmer inde på Den Magiske Gryde.

"Jeg ved godt, det lyder langt ude, men det ville give god mening. Davies har hundredvis af beundrere –"

"Hvilket er forståeligt nok," indskød Ginny. "Han er en flot mand."

Hermione ignorerede bemærkningen og fortsatte:

"Hvad hvis én af dem overfaldt ham på grund af ugengældte følelser?"

Ginny nippede til sin drink.

"Og du siger, jeg læser for mange hekseblade?"

Hermione sukkede.

"Jeg ved godt, at det er en kliché. Men det er da værd at undersøge."

Ginny snoede en cocktailparasol rundt mellem fingrene.

"Du sagde, at du hørte to mænd," påpegede hun.

Hermione, som havde forudset dette kritikpunkt, nikkede alvorligt. "Det kunne have været en mandlig stalker. Eller … eller en forsmået elsker."

Ginny sendte hende et anerkendende blik.

"Du har en pointe." Hun pegede med parasollen. "Davies holder meget lav profil i offentligheden. Ingen har nogensinde kunnet sætte ham i romantisk forbindelse med en kvinde. Måske er det, fordi han i virkeligheden har andre præferencer."

Ligesom Theordore Nott.

Selvom Hermione fandt det upassende at spekulere omkring Davies' privatliv på den måde, var hun nødt til at se sagen fra så mange vinkler som muligt. Idéen om en hævngerrig elsker gav god mening, bortset fra at delen med forbandelsen stadig ikke gik op. Davies var blevet ramt af en forbandelse, kun Dødsgardister kendte til, og hun tvivlede på, at en Auror som ham ville indlede et forhold med en af Voldemorts tidligere tilhængere.

Hendes fingre trommede mod kanten af baren. Det var lykkedes hende at bilde Ginny ind, at forbindingen skyldtes en mindre, arbejdsrelateret skade. Måske var det alkoholen, der gjorde, at Ginny havde godtaget forklaringen med det samme.

"Al den spekuleren giver mig hovedpine," mumlede Hermione.

Ginny gav hendes skulder et klem.

"Du har bare brug for en drink til."

Hun vinkede ad bartenderen, som straks gjorde klar til en ny omgang.

Hermione smilede. Ginny havde smidt alt, hvad hun havde i hænderne, da hun havde modtaget hendes ugle, og insisteret på, at de to tog på troldmandsbar sammen. Hun havde brugt de sidste par timer på at opmuntre Hermione ved at underholde med imitationer af deres fælles bekendte. Særligt hendes imitation af Stan Stabejs havde nær fået Hermione til at vælte ned af barstolen af grin. Det var lige, hvad hun behøvede for at få tankerne om Ron på afstand.

Det varede ikke længe, før bartenderen kom bærende på endnu et par farverige cocktails.

"Den hedder Flammernes Pokal," informerede Ginny, da bartenderen placerede drinksene foran dem.

Det var ikke svært at gennemskue hvorfor. Glassene var fyldt til randen med blåhvide flammer, der blussede lystigt.

"Det er bare en besværgelse," sagde Ginny, da hun bemærkede Hermiones blik. "I virkeligheden er det fuldstændig ufarligt. Se."

Hun holdt hånden over glasset for at demonstrere, at flammerne ikke gjorde skade. Hermione fugtede læberne.

"Apropos besværgelser …"

Ginny greb om stilken på sit glas.

"Hvis du kommer med én til teori om Davies, kaster jeg den her i hovedet på dig."

Hermione pressede læberne sammen.

"Vi er her for at hygge os," understregede Ginny. "Så ikke flere teorier, okay?"

Hermiones sammenknebne læber åbnede sig i et suk. Ginny havde ret. De var taget i byen for at have det sjovt - ikke for at opklare forbrydelser.

Hun løftede sit glas.

"Skål på det."

De smilede begge og skulle netop til at klinke, da en velkendt stemme lød til højre for dem.

"Godaften."

Hjertet sank i livet på Hermione. Hun satte glasset fra sig og drejede hovedet. Lucius Malfoy stod få meter derfra og betragtede dem med sit uudgrundelige, grå blik. Synet af ham gjorde hende mærkeligt forurettet. Hvorfor var den mand overalt? Hun var træt af at støde på ham allevegne. Han havde selvfølgelig lige så meget ret til at opholde sig her, som hun og Ginny havde, men hans tilstedeværelse provokerede hende alligevel.

Hun åbnede munden for at sige noget, men Ginny kom hende i forkøbet.

"Hvad laver du her?"

Malfoy ikke så meget som blinkede.

"Jeg ejer stedet."

Hermione kunne ikke lade være med at måbe. "Du ejer Den Magiske Gryde?"

Malfoy nikkede. Hans hår, som var samlet i et bånd i nakken, glimtede i skæret fra lysene, der hang og svævede under loftet.

"Og mange andre barer i området. Jeg inspicerer jævnligt stederne for at sikre mig, at kvaliteten er i top."

Ginny skævede til Hermione. "Det lader til, at vi bliver nødt til at finde en ny stambar."

Hvis det havde været hendes mening at hviske, mislykkedes det. Malfoy kunne umuligt have undgået at høre bemærkningen.

"Miss Weasley." Han trådte tættere på. "Jeg så dig under kampen forleden. Imponerende indsats."

Ginny slap sin drink og lagde armene over kors.

"Nå, så du fulgte rent faktisk med i spillet? Jeg troede, du kun mødte op til kampene for at manipulere med folk."

Malfoy stoppede op. Han stod så tæt på nu, at Hermione kunne lugte hans eau de cologne; et faktum, hun gjorde alt, hvad hun kunne, for ikke at dvæle ved.

"Jeg sætter skam stor pris på Quidditch. Det er en fascinerende sport. Den handler om at kende sin modstander." Han smilede umærkeligt. "Forudse deres næste træk."

Ginny himlede med øjnene.

"Ja ja, det er fint. Vi var faktisk midt i noget her."

Men Malfoy overhørte hentydningen. Hans øjne faldt på Hermiones hånd.

"Hvordan er det gået siden dit uheld, Miss Granger?"

Hermione, der havde bedt til, at han ikke ville bringe episoden på banen, sendte ham et dræberblik. Ginny vendte sig mod hende.

"Har du fortalt ham om det?"

"Nej, jeg –"

Men Malfoy afbrød hende, inden hun kunne nå at sige mere.

"Hun har ikke fortalt mig noget. Jeg var til stede, da det skete. En skræmmende intens forbandelse. Mørk magi er ikke til at spøge med."

"Mørk magi?" Ginnys stemme steg en oktav. "Du sagde, det var resultatet af et uopmærksomt øjeblik med Den Monstrøse Monsterbog!"

Hermione så ned i bordet uden at vide, hvordan hun skulle forsvare sig.

"Der var en bog involveret," mumlede hun. "Bare ikke den …"

Ginny så tilbage på Malfoy. Hendes øjne blev smalle.

"Det skulle vel aldrig være dig, der gav hende den? Det ville ikke overraske mig, din historik taget i betragtning."

"Nej," brød Hermione ind. "Han- han reddede mig."

"Hvad?"

Ginnys ansigt stivnede i en vantro grimasse. Forståeligt nok. Hermione kunne godt høre, hvor absurd det hele lød. Hun tog en dyb indånding og forklarede.

"I sidste uge modtog jeg en bog, som viste sig at være forbandet. Mr. Malfoy var tilfældigvis til stede, da jeg åbnede den, og det lykkedes ham at bremse magien, inden den fik ordentligt fat. Det er det hele."

Malfoy, som virkede til at finde optrinnet ganske underholdende, nikkede.

"Som du kan se, skete der ikke noget." Hun smilede forsigtigt til veninden. "Jeg er uskadt."

Ginny greb hende om håndleddet og pegede på bandagerne.

"Det her er ikke uskadt!"

"Healerne på Skt. Mungos har kigget på det," forsvarede Hermione sig. "De siger, at det ikke er alvorligt –"

"Nå, så det gør de?" Ginny slap hende. "Jamen så må du meget undskylde, at jeg bekymrer mig!"

Hun greb jakken, der hang over stoleryggen, og marcherede mod barens udgang. Flere personer kom med udbrud, da hun skubbede sig gennem den tætstående menneskemængde. Hermione så fortvivlet efter hende.

"Ginny, vent!"

Hun fandt sin egen jakke og iførte sig den med kluntede bevægelser. Malfoy gjorde mine til at række ud efter hende.

"Miss Granger –"

"Nej." Hun sendte ham et hårdt blik. "Du har blandet dig nok."

Hun slyngede sin taske over skulderen og forlod baren.

Den kølige natteluft slog mod hendes ansigt, idet hun trådte udenfor. Ginny var heldigvis ikke nået langt. Hermione fik et glimt af hende, da hun passerede en gadelygte længere fremme. Hendes høje hæle hamrede så hårdt mod brostenene, at det var lige før, de skød gnister.

Hermione hastede efter hende og nåede forpustet op på siden af veninden.

"Ginny, vent –"

Ginny drejede hovedet med så pludselig en bevægelse, at hendes hår svirpede gennem luften.

"Jeg fatter ikke, at du løj for mig!"

Hermione måtte kæmpe for at holde trit med hende.

"Det var ikke min mening at lyve. Tro mig." Hun vred sine hænder. "Men jeg kunne umuligt fortælle dig, hvordan det hele hang sammen. Du ville bare bekymre dig og –"

"Selvfølgelig ville jeg det!" Ginnys øjne lynede. "Du er min bedste ven. Selvfølgelig har jeg tænkt mig at flippe ud, når jeg hører, at du udsætter dig selv for fare på den måde."

"Jeg forstår godt, at du er vred. Men jeg har styr på det."

"Styr på det?"

"Ja. Det er ikke så farligt, som det lyder."

Ginny stoppede op og slog ud med armene.

"Du var udsat for et mordforsøg!"

"Forbandelsen ville ikke have dræbt mig - den havde kun til formål at skræmme mig. Desuden er der ingen, der siger, at det var Dawlish."

Ginny fnøs.

"Du kender måske andre seriemordere?"

Den tykke sarkasme i hendes stemme fik Hermione til at krympe sig. Hun strammede grebet om skulderremmen på sin taske.

"Jeg mener bare" – hun kæmpede for at lyde overbevisende – "at det ikke nødvendigvis er relateret til sagen. Det kunne være et tilfælde."

"Du begynder at grave i mandens fortid, og pludselig modtager du et forbandet objekt. Det er ikke et tilfælde."

Hermione kunne se, at endnu en skarp bemærkning dirrede på Ginnys læber, men så var det, som om vreden forlod hende. Hendes skuldre sænkede sig, og hun så pludselig træt ud.

"Det her er gået for vidt." Hun rystede på hovedet. "Jeg støttede dig, da jeg troede, at det var et ufarligt projekt. Noget, der ville distrahere dig fra Ron … Men det her … Det er for meget. Vi bliver nødt til at få dig under beskyttelse."

Hermiones negle borede sig ind i skulderremmen.

"Nej –"

"Jo." Ginnys stemme var urokkelig. "Jeg kontakter Ministeriet i morgen."

Hermione snappede efter vejret.

"Det må du ikke. Hvis du fortæller Kingo, hvad jeg har gang i, ender jeg med at miste mit job."

"Jeg er ligeglad. Hellere dét end at miste livet."

Panikken vældede op i Hermione med sådan en kraft, at hun blev svimmel. Mistede hun sit job, mistede hun enhver mulighed for at efterforske Dawlish. Hun ville være sat uden for indflydelse, og han ville fortsat kunne vandre frit rundt i troldmandsverden. Det hele ville være tabt.

Hun trådte et skridt frem og greb veninden i armen.

"Ginny, hør på mig –"

Lyden af hastige fodtrin fik hende til at tie. Hun drejede hovedet tidsnok til at se en sort skikkelse komme farende ud af skyggerne.

Det næste skete i slowmotion.

Personen, hvis ansigt var skjult af en hætte, hævede sin tryllestav. Hermione så en savtakket lysstråle forlade dens spids. Sekundet efter blev hendes synsfelt blændet af rødt. Først troede hun, at det var lyset fra forbandelsen. Men så gik det op for hende, at det var hår.

Rødt hår.

Et skrig fløj ud mellem Ginnys læber, da forbandelsen ramte hende. Hun blev slynget omkuld på brostenene, og Hermione, der var lammet af chok og rædsel, hørte hendes hoved ramme jorden med en dump lyd.

Den hætteklædte skikkelse gjorde omkring og forsvandt tilbage ind i mørket, men Hermione ænsede det knap nok. Hun kastede sig fremad uden nogen anden tanke, end at hun måtte stoppe blodet, der i samme nu begyndte at strømme fra Ginnys krop. Med skælvende hænder fandt hun sin tryllestav frem og forsøgte at fremstamme en helende formular. Blodet brølede i hendes ører med sådan en intensitet, at der gik et stykke tid, før hun opfangede lyden af endnu en person, der nærmede sig.

Hun så op.

Lucius Malfoy kom stormende gennem mørket. Hun vidste, at han måtte have været vidne til overfaldet, for han så frem og tilbage mellem Hermione og Ginny og det sted, den hætteklædte person var forsvundet.

"NEJ!" skreg hun, da han gjorde mine til at sætte efter den flygtende. "Det er lige meget. Hjælp mig. Hjælp mig med at redde Ginny."

Hun så ned på veninden, hvis krop nu var blevet fuldstændig slap. Blodet strømmede fra de åbne sår på hendes ansigt og bryst og sivede ned i mosfyldte mellemrum mellem brostenene. De fregnede øjenlåg vibrerede svagt. Hermione klamrede sig til synet.

Hun var stadig i live. De kunne stadig redde hende.

Hun sendte Malfoy et bedende blik. Til hendes forfærdelse så det ud, som om han tøvede. Et kort øjeblik var hun bange for, at han ville efterlade hende sådan her, liggende på knæ foran sin bedste veninde. Men så nikkede han.

I tre hurtige skridt var han henne ved dem. Hans kappe hvislede mod jorden, da han knælede. De pegede begge på Ginny med tryllestaven. Hvide lysstråler sprang frem og forseglede sårene på hendes krop.

Hjertet bankede hårdt i Hermiones bryst. Hendes hånd fandt Ginnys i mørket.

"Bare hold ud."