Da Wendy kom til bevidsthed, vidste hun med det samme, at hun ikke længere befandt sig på skibet. Lyden af bølgeskvulp og knirkende reb var blevet erstattet af fuglesang og lyden af blade, der blafrede let i vinden. Hun snusede ind og opfangede en duft af søde frugter. Langsomt åbnede hun øjnene og konstaterede, at hun lå i en seng. Da hun drejede hovedet, så hun til sin overraskelse ind i en samling beskidte drengeansigter.

"Hun er vågen!"

Hun kastede de skind, der var blevet lagt over hende, af sig og satte sig op i sengen.

"Hvor er jeg?" spurgte hun, mens hun missede med øjnene for at genvinde fokus.

"I vores hule!"

Det var Peter, der talte. Han havde stået bagerst i flokken, så hun havde ikke set ham før nu. Drengene foran ham protesterede lavmælt, da han skubbede dem til side og trådte hen til hende.

Hun så sig omkring. Hulen, hun befandt sig i, mindede om den, Peter og drengene havde boet i for otte år siden. Men den lå ikke under jorden, sådan som den forrige havde gjort. Denne hule havde vinduer, og et hurtigt blik ud af disse afslørede, at de befandt sig flere meter over jorden – oppe i et træ. Forsigtigt kom hun på benene og så på Peter.

"Hvordan er jeg havnet her?"

"Rumle og jeg tog dig med hertil," svarede han, "efter vi havde reddet dig fra havfruerne."

Minderne skød gennem hende. Hun huskede, hvordan hun var faldet over bord. Hvordan noget havde lukket sig om hendes ankel, og hun var blevet trukket ned mod havets bund. Instinktivt åbnede hun munden for at takke Peter for at have reddet hende, men standsede så sig selv. Det var hans skyld, at hun var havnet i vandet til at begynde med. Hun havde ikke haft lyst til at tage med ham, men havde ønsket at blive på skibet. Tanken fik noget til at røre på sig i hendes bryst.

"Hvad med kaptajnen?" spurgte hun.

"Klo?" Peter trak på skuldrene. "Han kunne ikke gøre noget. Han stod bare og råbte inde på dækket, mens vi stak af."

Han vendte sig mod de andre drenge, der havde stået og ventet tålmodigt under samtalen.

"Drenge! Det her er Wendy."

Drengene hilste hende med ærbødige nik. De havde taget deres hatte af og stod og holdt dem i deres snavsede hænder. Peter smilede og bekendtgjorde:

"Hun skal være vores mor."

De jublede alle. En enkelt kastede endda hatten op i luften for at understrege sin begejstring. Inden hun kunne nå at sige noget, kom de nærmere for at hilse på hende én efter én.

"Jeg hedder Tot," sagde den første.

Det var ikke svært at gætte hvorfor. Alt drengens hår var samlet i en tot midt på hovedet. Wendy, der stadig følte sig en smule perpleks over Peters udmelding, tog sig sammen og huskede sine manerer.

"Hej Tot," hilste hun. "Dejligt at møde dig."

Den næste dreng puffede Tot væk og præsenterede sig. Bølle, hed han. Det var ham, der havde kastet hatten op i luften. Ifølge ham selv var han den mest uregerlige af De Glemte Drenge. Efter Bølle fulgte Lillen, som var den mindste, og Rumle, som hun havde mødt tidligere ude på dækket. Til sidst kom Skrubbe, som forklarede, at han var blevet opkaldt efter de skrubtudser, han elskede at gå på jagt efter.

"Jeg er den ældste," sagde han og skød brystet frem.

Hun så op og ned ad ham. Han var et godt stykke højere end de andre drenge, men hun undlod at kommentere på dette af frygt for, at Peter skulle bemærke det.

"Så er du sikkert også den stærkeste," sagde hun i stedet.

Han nikkede stolt. Hun så på Peter, der havde sat sig til rette på sin trone og nu var optaget af at fjerne jord under neglene med sin dolk.

"Var det derfor, I hentede mig?" spurgte hun. "Fordi du vil have, at jeg skal være jeres mor igen?"

Hans ansigt blev alvorligt. "Drenge har brug for en mor, Wendy. Det ved du."

Hun sukkede indvendigt. Så det var den samme gamle leg. Den opdigtede familie. Far, mor og børn. En far til at disciplinere. En mor til at give omsorg.

"Men jeg er voksen," indvendte hun.

"En voksen mor er bedre end ingen mor." Peter sprang ned fra tronen. "Kom, lad mig vise dig rundt."

Rundvisningen varede ikke længe, for hytten var ikke særlig stor. Der var en spiseplads, et lille køkken med et komfur og tre køjesenge til drengene. Væggene var dekoreret med grene, blade og kostbare genstande, som drengene havde fundet på deres mange skattejagter. Peters øjne funklede, mens han pralede af alt, hvad de havde indsamlet gennem tiden.

Til sidst trådte han hen til døren i den anden ende af hytten, og Wendy fornemmede, at han havde gemt det, han selv mente, var det bedste, til sidst. Han skubbede døren op og trådte ud på et lille plateau. Hun fulgte efter ham og så på, mens han greb om én af de mange lianer, der hang ned fra trækronen over dem.

"Det er dem, vi bruger, når vi skal ind og ud." Han svingede sig frem og tilbage i lianen i nogle sekunder, hvorefter han slap den. "Ingen af dem er stærke nok til at bære vægten af en voksen mand. Så selv hvis Klo eller indianerne finder os, kan de ikke komme herop. Og hvis de prøver, så gør vi sådan her. Ha!"

Han trak sin kniv og kappede lianen over. Der lød en dump lyd, da den landede på jorden langt under dem. Hun gjorde et forsøg på at smile.

"Det er vældig snedigt, Peter. Men hvordan skal jeg så komme ned herfra?"

"Hvem siger, at du skal det? Hørte du ikke, hvad jeg sagde? Du er vores mor. Du skal bo her i hytten."

Hjertet sank i livet på hende.

"Hvad så hvis jeg vil ud på eventyr?" spurgte hun.

Han rynkede på næsen, som om tanken forargede ham.

"Mødre egner sig ikke til eventyr."

"Jeg gør," fastholdt hun.

Hans ellers så muntre øjne blev mørke.

"Så skulle du have ladet være med at blive voksen."

Hun havde set det udtryk i hans ansigt før – den dag, hun havde mødt ham i junglen. Det gik op for hende, at hun blev nødt til at passe på.

"Men Peter," forsøgte hun, "hvis jeg skal være drengenes mor, bliver jeg nødt til at tage med på deres udflugter. Ellers er der ingen til at holde dem under opsyn."

"Det skal jeg nok tage mig af."

"Kan I så ikke bygge et hus til mig nede på jorden, ligesom I gjorde sidst?"

"Sidst vi gjorde det, blev du kidnappet af piraterne," påpegede han. Det kunne han åbenbart godt huske. "Nej, det er bedst, at du bliver her og passer på hulen. Så er du i sikkerhed."

Hun så ned i gulvet og besluttede sig for ikke at presse mere på. Det var ikke til at sige, hvordan Peter ville reagere, hvis hun gjorde. Hun skulle nødigt risikere, at han blev irriteret på hende, for så ville han måske beslutte sig for, at drengene ikke havde brug for en mor alligevel. Og hvis hun ikke længere var deres mor, var hun blot en voksen og dermed en person, der havde brudt hans lov.

Hun nikkede. Peter smilede tilfreds, og de gik indenfor igen.

"Nu er det tid til en historie!" råbte han.

Der lød et glædesudbrud fra De Glemte Drenge.

Wendy satte sig på en stol, klar over at hun blevet nødt til at gøre, som han sagde. Drengene klappede ivrigt i hænderne og satte sig i en halvcirkel på gulvet. Hun lod fingrene løbe gennem sit hår, som var filtret og stift af salt, mens hun prøvede at komme på en historie, hun vidste, de ville synes om. Til sidst fandt hun én og begyndte langsomt sin beretning. Hun sagde rigtige ord og holdt pause på de rigtige steder, men – beklemt ved situationen som hun var – var hendes hjerte ikke for alvor med i fortællingen. Hendes tilhørere lod dog ikke til at bemærke det, men sad blot og stirrede på hende med åben mund, henrykte over endelig at have en mor.

.

.

Dagene gik, og Wendy faldt ind i de samme rutiner, som hun havde gjort som barn. Hun havde ikke andet valg. At stikke af kunne ikke lade sig gøre. En enkelt gang, mens drengene var af sted på eventyr, havde hun stillet sig udenfor og prøvende klatret op i én af lianerne. Den var knækket med det samme, og hun var tumlet omkuld på det lille plateau uden at have opnået andet end blå mærker. Efterfølgende havde hun overvejet at binde drengenes bukser og skjorter sammen til et reb, som hun kunne fire sig ned ad, men eftersom de kun havde to sæt tøj hver, og hytten befandt sig adskillige meter over jorden, havde hun hurtigt opgivet idéen. Det ville være umuligt at fremstille et reb, der var langt nok.

Hun besluttede sig for at forholde sig passiv og vente på, at der ville vise sig en flugtmulighed. Frustrationen over at være fanget holdt hun på afstand ved kaste sig over de daglige gøremål. Der var nok at tage sig til i hytten. Om dagen ryddede hun op og lappede tøj, og når drengene kom tilbage ved aftenstid, lavede hun mad til dem, lyttede til deres oplevelser og sørgede for, at de fik taget deres medicin. Når mørket faldt på, var det tid til den sidste del af moder-ritualet, nemlig at putte dem og fortælle godnathistorier.

En aften, da hun gik fra køje til køje efter at have færdiggjort sin historie, satte Rumle sig op i sengen.

"Se."

Han holdt noget frem mod hende. Hendes hjerte sprang et slag over, da det gik op for hende, hvad det var. I hans hånd lå en kridhvid mælketand. Hun så hen mod Peter, som sad på en skammel og var optaget af blæse en melodi i sin fløjte. Til hendes lettelse havde han ikke bemærket noget.

"Den er flot," hviskede hun og lukkede sin hånd over Rumles. "Gem den under puden. Så skal du bare se, hvad der sker."

Han smilede bredt, og hun kunne se mørket dér, hvor tanden manglede. Hun stoppede dynen godt ind under ham og fortsatte videre til den næste seng, hvor Lillen og Skrubbe lå. Lillen lå i den nederste køje; Skrubbe i den øverste. Sådan havde Peter bestemt, at det skulle være.

"Du må ikke puste lyset ud!" peb Lillen, da hun passerede olielampen, der stod på natbordet.

Wendy sendte ham det milde smil, hun havde set sin mor bruge så tit.

"Selvfølgelig ikke."

Hans store, brune øjne skinnede. "De andre er ikke længere bange for mørke. Men jeg er."

"Bare rolig, jeg skal nok lade lampen brænde," forsikrede hun og strøg ham over håret. "Og jeg holder øje med jer." Hvad var det nu, hendes mor plejede at sige? Hun gentog ordene, som var de en replik i et skuespil: "Så længe jeg er her, kan der ikke ske jer noget."

Lillen smilede og lod øjnene glide i. Der gik ikke mange minutter, inden hans før så urolige ansigt blev udglattet af søvnen. Hun gik hen og satte sig på sin egen seng.

"Vil du også gerne have en godnathistorie?" spurgte hun Peter, som stadig sad og spillede på fløjte.

Han rystede på hovedet.

"Jeg er træt af dem," mumlede han surt. "De ender alle sammen med et kys."

"Det plejede at være dine yndlingshistorier," påpegede hun.

"Jeg vil høre historier om mig. Ikke om dumme kys."

Han lukkede læberne om fløjtens mundstykke og pustede en skinger tone. Wendy så hen mod drengene, som heldigvis sov så tungt, at de ikke havde bemærket lyden.

"I morgen skal jeg nok fortælle én om dig," sagde hun, da Peter klatrede op i sin køje. "Det lover jeg."

Klokkeblomst, der hang og svævede i vinduet, sendte hende et ondt blik. Wendy ignorerede feen. Efter nogle minutter forsvandt den ud i mørket, sådan som den gjorde hver aften, når Peter var gået til ro.

Mens junglenatten lukkede sig om hytten, og cikaderne begyndte deres sang, sad Wendy tilbagelænet i sengen og betragtede drengenes sovende ansigter. Først da hun var helt sikker på, at Peter også var faldet i søvn, rejste hun sig og sneg sig hen over gulvet. Hun tog en guldmønt fra bunken med skatte og langsomt – for at han ikke skulle opdage, hvad hun gjorde – listede hun hånden ind under Rumles pude og byttede mælketanden ud med det kostbare stykke metal. Tanden puttede hun i lommen for at Peter ikke skulle finde den. Hun gruede for, hvad der ville ske, hvis han gjorde.

.

.

Det blev ikke sidste gang, Wendy stjal tænder i natlampens skær. Kun få dage senere tabte Bølle en tand, og ugen efter var det Tot. Det lykkedes hende at overbevise drengene om ikke at sige noget til Peter. At mælketænder blev til mønter, var en hemmelighed mellem dem og tandfeen, sagde hun alvorligt. Drengene accepterede med det samme, og hun fornemmede, at de følte sig meget betydningsfulde over at være i blandt de indviede.

Men mælketænderne viste sig snart at være det mindste af hendes problemer. De kunne gemmes i en skuffe eller kastes ud af et vindue. Langt sværere var det at skjule, hvordan drengene voksede. Skrubbe var så stor, at hans fødder stak ud over den øverste køje, og det var blot et spørgsmål om tid, før Peter ville lægge mærke til det. Rumle var hun også bekymret for. Hans glubende appetit ved måltiderne efterlod ingen tvivl om, at han var i voksealderen.

Hun syede drengenes tøj om, ræd for at Peter skulle bemærke nogle bukser, der stumpede eller en trøje, der begyndte at stramme over skuldrene. Men hun var klar over, at hun blot udskød det uundgåelige – for en dag ville lianerne ikke kunne bære drengene længere, og så ville det gå op for Peter, at de havde forbrudt sig mod hans regler.

En aften, hvor hun stod og spekulerede over denne knibe, kom drengene springende ind ad døren. Hun havde hørt dem på lang afstand, da de kom klatrende op ad lianerne, og alligevel følte hun sig overvældet af deres opdukken. De lo og talte i munden på hinanden, så det var umuligt for hende at afgøre, hvad de prøvede på at sige. Til sidst råbte Peter på ro, og de tav øjeblikkeligt.

Lillen trådte hen til hende. Hun kunne se, at han holdt noget bag ryggen.

"Det er til dig," sagde han genert og rakte objektet – et guldarmbånd – frem mod hende. "Som tak for at du er vores mor."

"Tak." Hun tog imod armbåndet og lod det glide ned over sin hånd.

Peter smilede. "Kan du lide det?"

"Ja," svarede hun. "Det er smukt."

"Vi fandt den nede ved Den Skjulte Grotte."

"Måske kunne I tage mig med dertil engang?" prøvede hun forsigtigt.

Peter rynkede brynene. Uden at svare gik han hen og samlede et æble op fra bordet og skar det i to stykker med sin kniv. Hun sukkede og stillede sig hen til vinduet, klar over, at hun ikke kom videre med samtalen.

Skrubbe kom hen til hende.

"Nu er du en rigtig prinsesse." Han nikkede mod armbåndet om hendes håndled. "Ligesom Askepot."

Hun pillede ved smykket og prøvede på at smile. Det undrede hende, at drengene holdt så meget af den fortælling. Selvom hun havde lavet om på eventyret for at imødekomme deres tørst efter dramatiske fægtekampe, var det stadig først og fremmest en kærlighedshistorie.

"Jeg har ikke kæmpet mod pirater endnu, sådan som hun gjorde," påpegede hun.

"Det behøver du heller ikke," svarede han med et grin. "Dem skal vi nok tage os af – ikke også, Peter?"

Peter, der stod og tyggede på en mundfuld æble, nikkede.

"Vi gravede fælder i dag og satte net op i skovbunden," fortsatte Skrubbe. "Så hvis de forsøger at nærme sig hulen, får de sig en grim overraskelse."

Hans ord fik det til at løbe hende koldt ned ad ryggen, men hun lod sig ikke mærke med noget.

"Så er det derfor, I er så beskidte."

Hun fandt et lommetørklæde frem og begyndte at tørre striberne af jord væk fra Skrubbes ansigt, mens hun håbede på, at ingen af dem ville bemærke, hvordan hendes hænder rystede. Under arbejdet med at genfinde drengens ansigt under al snavset fik hun pludselig en idé. Hun sukkede højlydt og smed det beskidte lommetørklæde fra sig på sengen.

"Det her går ikke, Peter," klagede hun. "Drengene bliver nødt til at blive vasket."

Peter sendte hende et undrende blik og pegede på vaskefadet et stykke derfra.

"De har brug for et rigtigt bad," præciserede hun.

"Men vi går aldrig i bad!" udbrød Lillen, der stod et stykke derfra og studerede et juvelbesat drikkebæger.

"Aldrig?" Hun betragtede ham med en hovedrysten. "Sådan går det, når man ikke har en mor. I en rigtig familie har man faste badetider."

Hun kunne se på Peter, at han ikke vidste, hvad han skulle mene, så hun skyndte sig at tilføje:

"Jeg kunne også godt trænge til et ordentligt bad, Peter. Jeg har ikke fået et, siden jeg kom hertil, og mødre er nødt til at være præsentable, ved du nok."

De sidste ord lod til at overbevise ham.

"Udmærket." Han sank den sidste bid æble og gjorde et bestemt nik. "Vi tager ned til Spejlsøen i morgen."

Wendy smilede og samlede lommetørklædet op igen. Langsomt foldede hun det sammen og lagde det ned i en skuffe.

Det kunne godt være, at Peter selv mente, han var snedig – men hun var snedigere.

.

.

"Er I sikre på, at vi går den rigtige vej?" spurgte hun, da de næste dag gik gennem junglens tætte bladhang.

De havde forladt hytten tidligt om morgenen. Solen havde ikke været andet end en svag, orange streg mellem bladene, da Peter og Skrubbe havde hjulpet hende ned på landjorden. Fornemmelsen af græs under fødderne havde været fantastisk, men Wendy havde ikke haft meget tid til at nyde den, før Tot havde ledt dem ind i et terræn, hvor græsset blev erstattet af et mere mudret underlag. De var nu så dybt inde i junglen, at kun enkelte solstråler formåede at trænge gennem træernes tykke, grønne tag.

Tot så tilbage på hende.

"Ork ja." Han bevægede sig med fjedrende skridt, der fik hårlokken på hans hoved til at svaje frem og tilbage. "Bare rolig – jeg ved præcis, hvor vi er. Jeg kender øen så godt som min egen hullede bukselomme! Det er derfor, Peter gjorde mig til stifinder."

Hun sendte ham et lille smil og trådte over en rod, som stak op af underskoven. Alle De Glemte Drenge havde forskellige roller – bortset fra Lillen, som endnu var for ung til at blive pålagt et sådant ansvar. Skrubbe var strateg, Rumle spejder og Bølle, der gik ved siden af hende, var udkigsmand. Kikkerten, som han opbevarede i et hylster på ryggen, fik hende til at tænke på Slightly.

Hun så op og fik et glimt af Peter, der fløj af sted over dem med Klokkeblomst ved sin side. Til at starte med havde hun troet, at han ville give dem alle tryllestøv, så de kunne flyve hen til Spejlsøen. Men det var hurtigt blevet klart, at alle på nær ham måtte tilbagelægge turen til fods. Det var ham, der var leder af flokken, havde han sagt, da hun havde foreslået, at han delte ud af tryllestøvet, og derfor var det hans privilegium at kunne flyve. Når hun tænkte tilbage, kunne hun faktisk heller ikke huske, at hun nogensinde havde set ham dele tryllestøv med andre – udover når det var yderst nødvendigt.

Bølle, der havde bemærket, hvordan hun fulgte Peter med øjnene, holdt sin kikkert frem mod hende.

"Du må gerne låne den her, hvis du har lyst."

"Det er pænt af dig at tilbyde," sagde hun med et smil, "men ellers tak."

Efter endnu et par minutters vandring erklærede Tot, at de snart var fremme. Og ganske rigtigt. Kort efter slog stien et sving, og de trådte ud i en lysning med fløjlsblødt græs og en sø, hvis vand var så klart, at hun kunne se fiskene svømme rundt på bunden.

Drengene jublede ved synet og spænede straks ud i søen. Hun så forundret til, mens de plaskede rundt og sprøjtede vand på hinanden. Hun huskede, hvor meget Michael havde hadet at bade, da han var lille. Men drengene betragtede det ikke som et bad, indså hun. For dem var det en leg ligesom alt andet.

Efter at have formanet dem om at vaske sig mellem tæerne og bag ørerne vadede hun selv ud i søen og lod sig synke ned i det krystalklare vand. Hun sukkede, da hun mærkede, hvordan snavset og fedtet på hendes krop langsomt gik i opløsning. Hendes hår flød som en vifte på vandoverfladen, og hun lod fingrene løbe gennem det for at fjerne de små insekter, der havde forvildet sig ind i det på turen hertil.

Peter holdt øje med dem alle inde fra søbredden. Han havde tilsyneladende ikke tænkt sig at bade. Eftersom hun vidste, hvor umuligt det var at få ham til at gøre noget, han ikke havde lyst til, lod hun være med at prøve.

Mens hun stod og gnubbede huden ren, fik hun et glimt af sig selv i vandoverfladen. Det var første gang i flere uger, at hun så sit eget spejlbillede. Der var ingen spejle i hytten. Hvorfor skulle der også være det? De Glemte Drenge var ikke forfængelige, sådan som voksne var det.

Hun løftede hånden og strøg en våd hårlok væk fra panden. Ansigtet, der stirrede tilbage på hende fra søen, var endnu en påmindelse om, hvor malplaceret hun var.

Hun var ikke Askepot, tænkte hun, mens hun lod fingerspidsen løbe over den lille rynke mellem hendes bryn. Hun var stedsøsteren, der måtte hugge tåen af for at få skoen til at passe.

Da hun var blevet ren, slyngede hun håret over skulderen og vandrede ind på bredden igen. Hun kunne ikke lade være med at føle sig en anelse forlegen over måden, hvorpå tøjet klæbede til hendes krop. Men drengene, som var i færd med at lave udspring fra et træ, bemærkede det ikke. De vinkede blot og prøvede at imponere hende med hvem af dem, der kunne lave det største plask. Peter så heller ingenting. Han sad ved bredden og vippede med et græsstrå, han havde stukket ind mellem læberne. Det var tydeligt, at han kedede sig.

Hun satte sig på en sten og begyndte at vride vand ud af håret. Efter et stykke tid spyttede Peter græsstrået ud og rejste sig op.

"Jeg har tænkt mig at besøge havfruerne!" erklærede han. "Skrubbe, du har ansvaret for flokken imens."

Skrubbe, som stod i vand til livet, rankede sig og gjorde honnør, tydeligvis beæret over Peters tiltro.

"Aye, sir!"

Således forsikret om, at der ville være styr på tingene i hans fravær, forsvandt Peter op mellem trækronerne.

Wendy holdt vejret, klar over, at dette var den chance, hun havde ventet på. Nu hvor Peter var væk, ville det være en smal sag at liste sig bort fra lysningen, uden at nogen af de andre lagde mærke til det. Hun betragtede drengene, der stadig var fordybet i leg, og kunne ikke lade være med at tøve. Kunne hun virkelig efterlade dem sådan her? Hvad hvis piraterne lå på lur, eller et vildt dyr besluttede sig for at angribe? Tanken om, at de måske ville komme noget til, fordi hun ikke var der til at beskytte dem, var ikke til at bære.

Hun blev siddende i græsset, mens hun kæmpede med sin dårlige samvittighed.

"Se!"

Bølle, der var vadet ind på bredden, samlede en sten op og lod den slå smut over vandet. Hun roste ham fraværende. Rumle skyndte sig op af søen og prøvede straks at overgå ham. Hendes øjne fulgte stenenes stiplede bane og fortsatte videre til junglens tætte bevoksning.

Det gik op for hende, hvor kortsigtet hendes plan egentlig var. Selv hvis hun stak af, hvor skulle hun så tage hen? Hun havde ingen anelse om, hvor på øen, hun befandt sig, og ville med sikkerhed fare vild med det samme.

Hun flettede fingrene ind i græsset, mens hun overvejede sine muligheder. Måske kunne hun spørge Tot, hvor den nærmeste landsby lå? Hun var sikker på, at hun ville kunne lokke det ud af ham, uden at han ville fatte mistanke. Det eneste, hun behøvede, var en retning at gå i. En vej mod civilisationen. Når først hun havde det, ville hun kunne orientere sig efter solen og – hvis hun ikke nåede frem inden mørkets frembrud – stjernerne, som Slightly havde fortalt hende om den aften på dækket. Hun sad et stykke tid og prøvede at genkalde sig hans ord om de forskellige stjerners placering på himlen, indtil hendes tanker blev afbrudt af lyden af bjælder.

Wendy drejede hovedet. Klokkeblomst var dukket op i udkanten af lysningen. Synet fik hende til at rynke brynene. Hvorfor var feen ikke taget med Peter? Måden, den viftede med armene på, gjorde hende urolig.

Hun rejste sig og gik hen til den lille skabning.

"Hvad er der, Klokkeblomst? Er der noget galt?"

Feen sagde noget, Wendy ikke forstod, og fløj ind mellem træerne. Wendy fulgte efter, fortsat bekymret. Hun overvejede muligheden for, at der kunne være sket noget med Peter, men afviste tanken igen. I så fald ville feen opføre sig meget anderledes. De fortsatte gennem junglen i et stykke tid, og til sidst kunne hun ikke længere høre lyden af drengenes leende stemmer bag sig. Klokkeblomst susede ind og ud mellem stammerne og vinkede med jævne mellemrum ad Wendy for at sikre sig, at hun var med.

Efter nogle minutter standsede feen foran et hult træ og gestikulerede mod det.

Wendy blev rolig igen. Så der var altså ingen fare på færde, sådan som hun havde frygtet. Hun studerede træet i nogle sekunder, mens hun prøvede på at regne ud, hvad det var, Klokkeblomst gerne ville vise hende. Var det ét af feernes træer? Hun huskede, hvordan hun og Peter havde kigget ind i sådan ét den aften for mange år siden. Mindet fik hende til at smile sørgmodigt. Det havde været sådan et smukt øjeblik, så simpelt og uskyldigt …

Hun nærmede sig træet, nysgerrig efter at finde ud af, om hun havde ret. Først i sidste øjeblik faldt hendes blik på den bunke blade, der lå for foden af det.

Hun standsede brat.

"Hvad laver du, Wendy?"

Et gisp undslap hende, og hun snurrede omkring. Peter kom svævende gennem junglen med et muntert smil på læben. Rystende over hele kroppen stirrede hun frem og tilbage mellem ham og det tykke lag blade i skovbunden.

"Klokkeblomst … hun –" Hun måtte kæmpe for at få kontrol over sin stemme. "Hun prøvede at lokke mig ned i en fælde!"

For at understrege sine ord samlede Wendy en sten op fra jorden og kastede den mod punktet under træet. Sløret af blade gled bort og et dybt hul med spidse pæle kom til syne. Det var den samme type fælde, som hun nær var faldet i den dag, hun og Klo havde vandret gennem junglen.

Men Peter så ikke chokeret ud, sådan som hun havde forventet. I stedet brød han ud i latter og slog en kolbøtte i luften.

"Den var god, Klokke!"

Klokkeblomst, som indtil nu havde gemt sig bag en gren, fløj hen til ham og klingede velfornøjet. Wendy stirrede lamslået på ham.

"Det er ikke sjovt, Peter!" Hendes mund var så tør, at hun næsten ikke kunne få ordene frem. "Jeg kunne være blevet dræbt!"

"Lad nu være med at være så sur! Hun ville jo bare se, om du kunne flyve."

"Men det kan jeg ikke," påmindede hun ham. "Det ved du godt, at jeg ikke kan."

"Hold nu op. Det var jo bare en spøg. Klokke mente jo ikke noget med det. Gjorde du vel, Klokke?"

Han så på feen, som rystede på hovedet. Peter slog ud med armene.

"Der kan du selv se."

Wendy skulle til at protestere, men han afbrød hende:

"Kom med tilbage til søen," sagde han. "Vil du ikke gerne høre, hvad havfruerne havde at fortælle?"

Han hvirvlede rundt og forsvandt mellem stammerne. Klokkeblomst fulgte efter, dog ikke uden først at sende Wendy et rasende blik. Wendy blev stående i nogle lange sekunder og prøvede at sunde sig. Hjertet hamrede stadig i brystet på hende ved tanken om, hvor tæt hun havde været på at styrte i døden. Ét skridt mere og hun ville have været en død Wendy-fugl.

Og Peter havde blot leet af hendes rædsel.

Hun begav sig tilbage til søen.

Drengene var stadig opslugt af at lege, konstaterede hun, da hun nåede tilbage – så opslugt, at hun tvivlede på, de overhovedet havde bemærket hendes fravær. De slog ikke længere smut, men konkurrerede i stedet om, hvem der kunne holde vejret længst under vand. Da de så Peter, skyndte de sig op af søen og samlede sig omkring ham. Peter smilede bredt. Han nød tydeligvis at være centrum for deres opmærksomhed.

"Så er der nyt fra havfruerne!"

Drengene hoppede begejstret på stedet. Wendy satte sig ned på en væltet træstamme og foldede hænderne i skødet for ikke at afsløre, hvor meget hun stadig rystede. Hun lyttede, mens Peter gengav havfruernes ord. Han fortalte om en skat af ædelsten gemt i en underjordisk hule; om en sjælden fugl, der havde meldt sin ankomst på øen; om ulvene, som netop var kommet ned fra bjergene.

"De er sultne," sagde han med et smil.

Lillen klynkede forskræmt og løb hen for at putte sig ind til Wendy. Reaktionen lod til at more Peter.

"Piccaninny-stammens krigere er ved at gøre klar til at jage dem," tilføjede han.

Wendy, som havde fået travlt med at berolige Lillen, hørte kun halvt efter, da han fortsatte sin talestrøm. Efter nogle minutter opfangede hun imidlertid noget, der fik hende til at spidse ører:

"… uro ombord på Jolly Roger. De siger, at Rød-håndede Jill er forsvundet."

"Hvem er det?" snøftede Lillen, hvis hoved var skjult ved Wendys hals.

Peter sendte ham et irriteret blik, tydeligvis utilfreds med at blive afbrudt.

"Kender I hende ikke?" spurgte Wendy forbavset.

Drengene rystede på hovedet. Den åbenlyse undren i deres øjne forandrede sig hurtigt til en brændende nysgerrighed.

"Fortæl os om hende, Mor," bad de og trådte tættere på. "Vil du ikke nok?"

Wendy så afventende på Peter. Hvis han nægtede dem historien nu, ville de være umulige at have at gøre med resten af dagen. Peter måtte have tænkt det samme, for han gjorde et nik – om end et modstræbende ét af slagsen.

Langsomt fjernede hun Lillens arme fra sin hals.

"Så lad gå da."

Drengenes øjne strålede, da de satte sig til rette foran hende. Selv Lillen lod helt til at glemme, hvor bange han var. Han sprang ned fra hendes skød og satte sig sammen med de andre i græsset. Wendy glattede folderne i sin skjorte og så på sit publikum.

"Rød-håndede Jill er én af de mest frygtede pirater på de syv have," begyndte hun. "Hun er kendt for sin hensynsløshed og et mod, der aldrig svigter."

"Bah!" udbrød Bølle og kastede en tot græs op i luften. "Piger er ikke modige."

"Jill er. Hun er en behændig fægter og en dygtig tyv. Rygtet siger, at hun kan stjæle hvad som helst."

"Hvad som helst?" Lillen lagde hovedet på skrå. "Selv hjerter?"

Wendy nikkede.

"Selv hjerter. Engang stjal hun Long John Silvers træben."

Skrubbe trak på skuldrene. "Hun lyder ikke særlig farlig."

"Åh, det er hun skam." Wendy dæmpede stemmen. "Ved I, hvorfor hendes hånd er rød?"

De rystede på hovedet, og hun kunne se, at de ventede på svaret med tilbageholdt åndedræt.

"Den er rød … af blod."

Hun hævede hånden, mens hun hvislede ordet ud mellem tænderne. Lillen gispede, og hun kunne se, at han var på nippet til at græde igen, men denne gang havde han ikke mulighed for at søge trøst hos hende ligesom før. De andre drenge prøvede at se modige ud, men hun kendte dem efterhånden godt nok til, at hun kunne opfange frygten inde bag de tapre masker.

"Blodet fra den uigenkaldelige død," hviskede hun. "Så tag ikke fejl. Jill er farlig. Hun er ikke bange for at være brutal, hvis situationen kræver det. Men for det meste foretrækker hun at bruge list. Engang narrede hun selveste Kaptajn Klo og reddede indianerprinsessen ud af hans kløer –"

"Det passer ikke!" indvendte Rumle. "Alle ved, at det kun er Far, der har overvundet Klo."

Men Wendy var alt for opslugt af fortællingen til at tage notits af ham.

"Klo var så imponeret, at han gav Jill lov til at slutte sig til sin besætning," fortsatte hun. "Og …" Hun tøvede i nogle sekunder, inden de sidste ord kom til hende: "Og sammen sejlede de ud på nye eventyr."

Det var sådan, historien måtte slutte, indså hun. Det kunne ikke være anderledes.

"Jeg gider ikke høre mere om Klo," kom det fra Peter, som havde vandret frem og tilbage i græsset under fortællingen. "Han er en klaptorsk!" Der lød et smæld, da han knækkede det siv, han holdt mellem fingrene, midtover. "Han ønskede at slutte fred med mig."

Wendy spærrede øjnene op. "I dag?"

"Nej, engang for længe siden."

"Hvad … hvad sagde du til hans tilbud?"

"Ikke noget," svarede han med et grin. "Jeg huggede hans hånd af! Og så kastede jeg den ned til krokodillen!"

Ordene frembragte en eksplosion af latter blandt De Glemte Drenge. Bølle krummede sig sammen i græsset, og Tot grinede så meget, at han nær var trillet baglæns ned i søen. Wendy mærkede blodet vige fra sine kinder. Var det sådan, det var sket? Eller var det blot endnu ét af Peters påfund? Hun fik ikke mulighed for at spørge ham, for før hun vidste af det, havde han sat af fra jorden.

"Det er på tide at tage hjemad, drenge." Han kastede sivstumperne fra sig og gjorde en bevægelse mod junglen. "Kom!"

.

.

Dagen efter sad Wendy atter i hytten. Hun havde været alene siden den tidlige morgenstund, hvor drengene var taget af sted på endnu et eventyr. Der var gået hul på Rumles bukser under gårsdagens udflugt, så hun var ved at lappe dem, men tråden blev, til hendes store frustration, ved med at falde ud af nåleøjet.

Efter turen til Spejlsøen følte hun sig mere desperat efter at undslippe end nogensinde før. Hun havde haft chancen, men forspildt den på grund af sin tøven. På vej tilbage til hytten havde hun gjort endnu et forsøg på at snige sig bort, men der var ikke gået mange minutter, før Peter havde opdaget det. Heldigvis var det lykkedes hende at bilde ham ind, at hun var gået på udkig efter blomster, og hun havde plukket en farverig buket, som nu stod og lyste på bordet midt i hytten. Den gav stedet et strejf af hjemlig idyl, hvilket forekom hende ironisk. Her var hyggeligt ja, men det var stadig et fængsel, og hun var Peters fange, tvunget til at spille moren i et absurd skuespil, som hun for længst var blevet for gammel til.

Hun havde overvejet at protestere. At forlange af Peter, at han skulle lade hende gå. Men hun frygtede for, hvad der ville ske, hvis hun påkaldte sig hans vrede. Hun vidste, hvad han havde gjort ved de tidligere Glemte Drenge. Og hvis historien om, hvad han havde gjort mod kaptajnen, også var sand …

Hun gjorde atter et forsøg på at tråde nålen, men hendes hænder rystede for meget til, at det kunne lade sig gøre.

I alle disse år havde hun troet, at Peter havde gjort det i kamp. Tanken om, at han havde kappet hånden af en mand, der havde været villig til at slutte fred med ham, var ikke til at bære. Men det bekræftede blot, hvad hun allerede vidste: Det var ikke muligt at tale fornuft med Peter. Han var og blev et barn – impulsiv, lunefuld og ligeglad med de konsekvenser, hans handlinger måtte have.

Hun så op fra sit håndarbejde tidsnok til at opfange et lys i vinduet. Det var let at overse i skæret fra middagssolen, men Wendy så det.

Klokkeblomst.

Feen kom her ellers sjældent, medmindre Peter også var her. Dens opdukken gav Wendy en idé. Hun lagde arbejdet fra sig og rejste sig fra stolen.

"Klokkeblomst –"

Lyset i vinduet forsvandt med et sæt.

"Nej, bliv her!" Wendy løb hen til vinduet og stirrede ud i junglens grønne løv. "Hør … Jeg er ikke sur på dig over dét, der skete i går. Jeg forstår dig godt."

Feen tittede frem fra sit skjul bag et blad. Wendy kunne se, at dens interesse var vakt, men øjnene, der så op over bladets kant, var stadig smalle af mistro.

"Du vil gerne have Peter for dig selv, vil du ikke?" spurgte hun.

Feens vinger vibrerede svagt, mens den nikkede. Den var tydeligvis stadig på vagt.

"Du må gerne få ham," sagde Wendy. "Det er fint med mig. Hvis bare du giver mig noget tryllestøv, skal jeg nok stikke af herfra og lade dig og ham være i fred. Det lover jeg."

Hun kunne se, at Klokkeblomst endnu ikke var fuldkommen overbevist, så hun tilføjede:

"Når først jeg er væk, varer det ikke længe, før han glemmer mig." Det var vemodigt at indrømme, men hun vidste, at det var sandt. "Og så bliver alting som før. Så er det kun jer to igen."

Det var tilsyneladende alt, hvad feen behøvede at høre, for sekundet efter pilede den ind ad vinduet og begyndte at snurre som en gylden snurretop over Wendys hoved, så tryllestøvet regnede ned over hende.

Wendy havde nær gispet af lettelse.

"Tak."

Klokkeblomst, som tydeligvis var ligeglad med hendes påskønnelse, pegede utålmodigt mod døren.

"Ja, ja. Jeg skal nok skynde mig."

Wendy krydsede hurtigt gulvet, klar over, at det gjaldt om at komme af sted med det samme. Hun åbnede døren og trådte ud på det lille plateau. Det var svært ikke at blive svimmel, når man så ud over kanten. Der var så langt ned. Hun tog en dyb indånding og lod øjnene glide i.

Glade tanker, påmindede hun sig selv.

Bøger. Nanas bløde pels. Duften af roser fra haven …

Hendes hjerte sprang et slag over, da hun mærkede, hvordan hun hævede sig fra plateauet. Det virkede! Hun fløj rent faktisk. En overstadig latter undslap hende og fik hende til at stige yderligere et par centimeter i vejret. Hun bevægede sig ud over plateauet, så hun svævede frit i luften.

Nu gjaldt det bare om at komme op over trækronerne, så hun kunne få overblik over, hvor hun var. Hun koncentrerede sig om at tænke flere muntre tanker.

Eftermiddagste på balkonen. Hyde Park på en sommerdag. At sidde med pennen i hånden, klar til at forfatte en ny historie …

Hun steg opad - op mod himlen, der kunne skimtes, klar og blå, gennem virvaret af grene. Selvom hun ikke havde fløjet i flere år, huskede hun præcis, hvordan man gjorde. Åh, hvor havde hun savnet det!

Lyden af ilden, der knitrede i pejsen derhjemme. Michaels gavtyveagtige smil. Hendes mors milde øjne, når hun sad sin stol og broderede …

Wendy mærkede et stik i hjertet.

Det havde været dumt af hende at begynde at tænke på familien, for pludselig indså hun, hvor meget hun savnede dem. Forfærdet mærkede hun, hvordan hun begyndte at tabe højde. Hun prøvede at fastholde de glade tanker, men det var forgæves. De bristede som sæbebobler nu, hvor savnet først havde fået fat. Med et koldt sug i maven så hun jorden komme tættere og tættere på. Hun greb ud efter en gren, men den knækkede med et smæld, og pludselig befandt hun sig i frit fald.

En skarp smerte skød gennem hendes fod, da hun ramte skovbunden. Hun tumlede omkuld og nåede kun akkurat at tage fra med armene. Møjsommeligt kom hun på benene og konstaterede, at hun havde vredet om på foden under landingen. Det var heldigvis ikke værre, end at hun stadig kunne støtte på den. Udover vriddet og et par skrammer hist og her var hun på mirakuløs vis sluppet uskadt fra faldet.

Hun så op mod hytten i træet. Først nu forstod hun, hvorfor det kun var børn, der kunne flyve. Voksne havde for mange bekymringer, der trak dem ned.

Efter at have pillet et par blade ud af håret vendte hun blikket mod junglen. Hun måtte se at komme af sted i tilfælde af, at Peter og drengene kom tidligt hjem. Haltende på den ene fod begav hun sig gennem junglen, mens hun bad til, at den sti, hun valgte, ville lede hende til noget, der mindede om civilisation.

.

.

Vandringen gennem underskoven var udmattende. Junglen virkede om muligt endnu mere fjendtlig, end den havde været sidst. Den syntes at stramme sit net om hende, jo dybere ind i vildnisset, hun kom. Efter et stykke tid ophørte stien. Hun stirrede ind i den grønne blindgyde og var nær gået i panik, men opdagede så et nedtrampet spor i nærheden, som hun besluttede sig for at følge i stedet. Denne sti var mindre fremkommelig, fyldt med væltede træstammer og bredbladede buske. Men en sti var en sti, tænkte hun og tørrede sig over panden med baghånden. Hvis bare hun blev ved med at følge den, skulle hun nok komme ud af junglen på et tidspunkt.

Lyden af summende insekter og kvidrende fugle fyldte hendes ører, mens hun vandrede af sted i det, der føltes som flere timer. Varmen var så kraftig, at den fik luften omkring hende til at flimre. I sit hastværk efter at forlade hytten var det ikke faldet hende ind at tage en vanddunk med, og den trykkende hede gjorde hende ør i hovedet. Hun følte sig svedig, udmattet og usikker til bens, og det gjorde det ikke bedre, at smerten i hendes fod var taget til.

Netop som hun skulle til at holde et hvil, nåede en lugt hendes næsebor. Hun spærrede øjnene op og snusede ind et par gange for at være helt sikker. Men lugten var ikke til at tage fejl af.

Det var røg.

Wendy glemte alt om trætheden og smerten i sin fod og fortsatte hen ad stien. Røgen måtte stamme fra et bål, og hvis der var bål et sted i nærheden, var der også mennesker. Hun fulgte lugten gennem junglen og snoede sig ind og ud mellem træernes stammer, indtil hun trådte ud på en åben plads.

Hendes blik gled over omgivelserne. Tipierne. Totempælen. Skindene, der var spændt ud mellem de nedbankede pløkker.

Hun befandt sig i en indianerlejr.

En kvinde med en lang fletning fik øje på hende og udstødte et forskrækket gisp. Få sekunder senere kom nogle mænd løbende, og snart var Wendy omringet af indianere med hævede spyd og mistroiske ansigter. Hun rakte hænderne i vejret. Hendes strube var så tør af frygt og tørst, at hun knap nok kunne tale:

"Jeg kommer med fred."