Wendy gjorde ingen modstand, men fulgte frivilligt med, da hun blev pågrebet og ført ind i en tipi. Hun holdt blikket rettet mod det stampede lergulv, mens indianerne omkring hende talte med dæmpede stemmer. Selvom hun ikke anede, hvad de sagde, kunne hun fornemme deres forvirring. Hun forstod dem godt. Det skete sikkert sjældent, at der kom fremmede til deres lejr, medmindre det var folk fra andre stammer. Hun prøvede at se sig selv, som de måtte se hende: En ung kvinde – barfodet og iklædt sørøverskjorte – der var kommet haltende ind i deres lejr. Ikke så sært, at de ikke vidste, hvordan de skulle forholde sig til hende.
Hun fornemmede deres indbyrdes uenighed, mens de talte sammen. Nogle lød skeptiske, mens andre virkede til at mane til besindighed. Hun så op og fik øjenkontakt med en ung mand, hvis sorte hår hang frit ned over et sæt brede skuldre. Han betragtede hende med sammenknebne øjne.
"Jeg er ikke pirat," sagde hun som svar på hans mistænksomme blik.
Vagten, der stod ved siden af hende, løftede sit spyd. Lyset, der faldt ned gennem røghullet i tipiens top, fik flintespidsen til at glimte. Hun stirrede på den og besluttede sig for at forholde sig tavs.
Den lavmælte diskussion fortsatte endnu et par minutter, hvorefter én af mændene forsvandt ud af teltet. Da han kom tilbage, var han ifølge med en stor mand med en imponerende hovedbeklædning af fjer. Wendys hjerte sprang et slag over. Det kunne ikke være andre end høvdingen. De omkringståendes ærbødige tavshed bekræftede hendes antagelse.
Høvdingens øjne faldt på Wendy, og hun bøjede hovedet, klar over, at det var ham, der ville komme til at afgøre hendes skæbne. Et kort øjeblik overvejede hun, om hun skulle sige noget, men vagtens spyd, der stadig befandt sig faretruende tæt på hendes hals, fik hende på andre tanker. Langsomt så hun op og konstaterede, at høvdingens øjne var hårde. Hun vred sine bundne hænder. Hvis bare hun kunne forklare ham, at hun ikke ville dem noget ondt … Men hun vidste, hvordan det hele så ud: Hun lignede en pirat, og piraterne og indianerne havde bekriget hinanden lige siden Ønskeøens begyndelse – så hendes chancer var ikke gode.
Høvdingen drejede hovedet, da teltdugen pludselig blev slået til side, og en skikkelse trådte indenfor. Wendys øjne blev store, da hun så, hvem det var.
Tiger Lily.
Deres blikke mødtes. Et overrasket udtryk passerede over indianerprinsessens ansigt. Det varede kun ganske kort, men det var nok til, at Wendy ikke var i tvivl om, at pigen genkendte hende.
Der var stille i teltet i nogle sekunder. Så gik Tiger Lily hen til sin far og begyndte at tale med en stemme, der var så myndig, at Wendy havde svært ved at tro, hun blot var en lille pige. Da hun var færdig var der sket en mærkbar ændring med den store mand. Hans øjne var ikke længere hårde, og læberne, der før havde været presset sammen i en streng grimasse, skilte sig eftertænksomt. Han pegede på Wendy og sagde nogle ord.
Det gibbede i Wendy, da vagten ved hendes side hævede sit spyd, men denne gang var det ikke for at true hende. I stedet skar han rebene om hendes håndled over.
Høvdingen trådte hen til hende.
"Min datter fortæller, at du reddede hende."
Wendy blev så overrasket over at høre ham tale engelsk, at hun helt mistede mælet og måtte nøjes med at nikke.
"I så fald er du en velkommen gæst hos os," sagde han. "Du kan blive her, så længe du ønsker."
Han og de øvrige mænd forlod tipien. Wendy stirrede forbløffet efter dem, mens hun gned sine ømme håndled. Hun drejede hovedet og så på Tiger Lily.
"Tak," mumlede hun.
Pigen rystede beskedent på hovedet. Hun fandt en krukke med vand og holdt den frem mod Wendy. Wendy tog imod og drak et par slurke. Hun var så tør i halsen, at det gjorde ondt at synke, men det var fantastisk endelig at kunne stille tørsten.
Da hun var færdig med at drikke, satte hun krukken fra sig på gulvet, usikker på, hvad der nu skulle ske. Som om Tiger Lily havde læst hendes tanker, nikkede hun mod tipiens udgang og gjorde tegn til, at Wendy skulle følge efter. De gik gennem lejren, indtil Tiger Lily stoppede op foran en lille tipi dekoreret med farverige bånd.
"Du har brug for hvile," sagde hun og trak teltdugen til side, så et leje af skind kom til syne.
Wendy haltede ind i teltet. Hun var så overvældet over den gæstfrihed, hun blev mødt med, at hun ingen ord kunne få frem. Tiger Lily smilede blot.
"Vi spiser ved solnedgang."
De sorte fletninger bølgede gennem luften, da hun gjorde omkring og forsvandt. Wendy så efter hende i nogle sekunder. Så lod hun sig falde ned på det bløde leje, så udmattet oven på alt det, der var sket, at hun straks faldt i søvn.
.
.
Wendy tilbragte de næste par dage med at komme sig. Hendes ankel var stadig en anelse hævet, så Tiger Lily gav hende en krykke, som hun kunne støtte på, når hun bevægede sig rundt i lejren. Der var ikke meget, hun kunne tage sig til udover at betragte indianerne, men hun fandt hurtigt ud af, at dette var en mere spændende beskæftigelse, end hun først havde antaget. Hun nød at observere deres daglige arbejde – hvordan de dyrkede majs, garvede skind og samlede bær – og indianerne blev efterhånden så vant til hendes nysgerrige stirren, at de til sidst slet ikke bemærkede hende.
Efter en uge kom en gammel kone hen til hende og tilbød at lære hende at flette kurve. Wendy indvilligede med det samme. Kvinden, der præsenterede sig selv som Ghigau, hentede et bundt grene og begyndte at sortere, indtil hun havde en bunke med vidjer, der havde nogenlunde samme tykkelse og længde. Langsomt og omhyggeligt begyndte hun at forme skelettet af en kurv, og Wendy gjorde det samme – dog med bevægelser, der var betydeligt mere klodsede. Kvinden pegede og forklarede. Det betød ikke noget, at Wendy ikke forstod, hvad hun sagde, for kvinden var god til at vise, hvordan man gjorde. Snart havde Wendy lært, hvordan man lavede en ring, hvordan man påsatte stager, og hvordan man skulle flette, så kurven ikke blev skæv, og da solen gik ned, kunne hun med stolthed fremvise sin første kreation til Tiger Lily. Pigen lo, da hun så kurven, og Wendy indså, at hun måske alligevel havde lavet en fejl eller to. Så næste dag var der intet andet for end at prøve igen.
Hun nød at sidde midt i den travle indianerlejr og flette kviste ind og ud mellem hinanden, mens hun lod tankerne vandre. Hun tænkte på De Glemte Drenge, som måtte være knuste oven på hendes forsvinden. Særligt kredsede hendes tanker om de to ældste, Skrubbe og Rumle, og om, hvordan hun skulle få dem ud af den knibe, de befandt sig i. Som tingene forholdt sig lige nu, kunne hun intet stille op. Men når hun blev stærk nok, ville hun gøre et forsøg på at hente dem og bringe dem i sikkerhed. Måske kunne de, ligesom hun, bo hos indianerne. Hun var klar over, at det ikke løste det overordnede problem – for på sigt var ingen af drengene i sikkerhed hos Peter – men hun blev nødt til at tage én ting ad gangen, hvis hun skulle gøre sig nogen forhåbninger om at redde nogen af dem.
.
.
Da hun var kommet sig så meget, at krykken ikke længere var nødvendig, erklærede Tiger Lily, at hun ville lære Wendy at jage. Til at starte med viste hun Wendy, hvordan man opsatte fælder for at fange kaniner og andre smådyr, og senere lærte hun hende, hvordan man skulle træde i skovbunden, så kviste og blade ikke sladrede om ens tilstedeværelse, når man sneg sig ind på et bytte. Den utryghed, Wendy tidligere havde følt ved junglen, svandt langsomt bort i takt med, at de opholdt sig i den tætte underskov. Hun begyndte at stole på junglen, sådan som hun havde gjort, da hun var barn, og junglen, fornemmede hun, lærte at stole på hende.
En morgen, da Tiger Lily trådte ind i Wendys telt, så Wendy, at pigen havde taget en bue med. Efter de havde tømt fælderne i den dugvåde skovbund, gjorde de ophold i en lille lysning for at spise deres morgenmad. Da de var færdige, pegede Tiger Lily på et træ i udkanten af lysningen og tog buen af skulderen. Hun tog en pil fra pilekoggeret og lagde den på strengen, hvorefter hun spændte buen med en rutineret bevægelse og sendte pilen af sted. Den borede sig ind i træet med et smæld.
"Din tur."
Hun rakte buen til Wendy, som tøvende tog imod den. Prøvende spændte hun buen et par gange og anbragte så den pil, Tiger Lily rakte hende, på strengen. Hun klemte pilen fast mellem tommel- og pegefinger og skulle til at tage sigte, da hun mærkede Tiger Lilys hånd på sin arm.
"Nej, ikke sådan. Sådan her."
Pigen viste hende, hvordan man holdt ordentligt på pilen og strengen. Wendy gjorde, som hun sagde og spændte buen med rystende arme.
"Brug ryggen," instruerede Tiger Lily.
Wendy fulgte hendes anvisning og mærkede, hvordan det med det samme blev lettere at holde strengen spændt. Hun tog en dyb indånding, sigtede og affyrede sit skud. Pilen ramte adskillige meter forbi målet. Tiger Lily kommenterede det ikke, men rakte hende blot en ny.
"Igen."
De blev ved til langt op ad formiddagen. Da det endelig lykkedes Wendy at ramme, mærkede hun sine kinder gløde af stolthed. Tiger Lily sendte hende et anerkendende nik og meddelte, at dét var slutningen på dagens træning. Selvom Wendy inderst inde havde lyst til at fortsætte, accepterede hun, og de begyndte at samle de vildfarne pile sammen.
Tiger Lily var en god læremester, tænkte Wendy, og betragtede pigen ud af øjenkrogen. Havde det ikke været for indianerprinsessens ro og tålmodighed, ville hendes pil aldrig have ramt målet.
På trods af at Tiger Lily var en del yngre end Wendy selv, virkede hun meget mere moden end de fleste piger på Wendys alder. I løbet af de sidste par uger var Wendy flere gange blevet imponeret af, hvor dygtig og livsklog pigen var. Hver dag kom folk til hende og spurgte hende til råds om alt fra jagt til indsamling af forråd, og hun assisterede ofte sin far, når der skulle løses konflikter indbyrdes i stammen.
Men selvom Tiger Lily havde travlt, fandt hun altid tid til at tilbringe noget af dagen sammen med Wendy. Det glædede Wendy, at pigen lod til at synes om hendes selskab, for følelsen var i høj grad gengældt. Wendy så altid frem til deres stunder sammen. I London havde hun aldrig haft nogle egentlige veninder. De fleste af pigerne i hendes omgangskreds havde altid forekommet hende håbløst tomhjernede – eller også lod de bare som om for at få en ægtemand på krogen – så hun havde altid distanceret sig fra dem, når de prøvede at vinde hendes fortrolighed. Nu fornemmede hun, at det var dét, Tiger Lily var ved at blive: en veninde. Hun vidste, at hun kunne betro sig til pigen uanset hvad, og hun skattede deres spirende venskab meget højt.
Da de nåede hjem til lejren med dagens bytte, var lejrpladsen badet i middagssolens varme skær. Ligeglad med sine værkende arme og ømme fingre besluttede Wendy sig for at fortsætte med den kurv, hun var begyndt på forleden. Den var hendes bedste indtil videre, og hun håbede på at kunne færdiggøre den inden solnedgang. Hun sad bøjet over kurven og flettede vidjerne ud og ind. Én foran, én bagved, én foran, én bagved. Hun var så optaget af arbejdet, at der gik noget tid, før hun opdagede, at hendes fingerspidser var begyndt at bløde.
Hurtigt lukkede hun hånden, for at Ghigau ikke skulle se, hvordan hun havde dummet sig, men som sædvanligt var der ikke noget, der undslap den gamle kones opmærksomhed. Hun nikkede mod Wendys knyttede næve, og Wendy måtte modstræbende åbne hånden igen.
Blodet var smittet af mod håndfladen, og Wendy opdagede til sin forundring, at hun ikke kunne få øjnene fra den røde farve. Ghigau lo hæst og mumlede et par ord, hvorefter hun prikkede til Wendys hånd med en kroget finger. Wendy løsrev blikket fra håndfladen og så spørgende på Tiger Lily, der stod et stykke borte og var i færd med at skrabe et skind.
"Hun siger, at du endelig har fået dit navn," forklarede pigen.
"Åh," sagde Wendy og følte pludselig, at der var noget underligt ceremonielt ved situationen. "Og hvad hedder jeg så ifølge hende?"
Tiger Lily smilede.
"Røde Hånd."
.
.
Wendy sad på et skind midt i lejren med Tiger Lily ved sin side.
Tidligere på dagen var det lykkedes hende at nedlægge sit første bytte med bue og pil, hvilket stammen netop havde fejret med et stort festmåltid. Nu hvor måltidet var ovre, var bålet midt på pladsen blevet tændt, og flammernes knitren blandede sig med lyden af sangstemmer og dundrende trommer. Indianerne begyndte at danse omkring bålet, og Wendy iagttog smilende, hvordan deres skygger flakkede hen over jorden.
Tiger Lily, der måtte have fornemmet hendes fascination af dansen, greb hende i armen.
"Kom."
Wendy følte sig en smule beklemt, men rejste sig alligevel og fulgte med hen til bålet. Tiger Lily begyndte at danse. Wendy stod og betragtede hende i nogle sekunder, før hun gjorde et tøvende forsøg på det samme. Til at begynde med følte hun sig klodset og var bange for, at hun ville blive til grin. Men så gik det op for hende, at ingen holdt øje med hende. Bevidstheden om dette gjorde hende mere selvsikker, og hun begyndte at svaje frem og tilbage, grebet af trommens rytme.
Hun havde aldrig prøvet at danse så løssluppent før. Fornemmelsen var så berusende, at hun ikke kunne lade være med at le. Tiger Lily tog hendes hænder, og de snurrede rundt, hurtigere og hurtigere, indtil hun blev helt ør i hovedet. Denne slags dans overgik vals med flere længder, tænkte Wendy, da de slap hinanden. En skam, det ikke var sådan, man dansede i de fine kredse i London. Hvis det var, ville hun måske have syntes om de mange selskaber, Tante Millicent havde slæbt hende med til i årenes løb.
Mens de dansede, kunne Wendy ikke undgå at bemærke de blikke, som Tiger Lily sendte stammens dygtigste jæger, Sorte Panter, der sad et stykke derfra, fordybet i samtale med shamanen. Det var ham, der havde været mistroisk den dag, Wendy var ankommet til lejren, men med tiden havde han lært at affinde sig med hendes tilstedeværelse. Hun forstod godt, at Tiger Lilys blik hang ved ham, for hans skønhed kunne ikke benægtes. Han var slank, men stærkt bygget, og øjnene, der lå dybt i hans ansigt, glimtede af intelligens. Hun spekulerede på, om Tiger Lily var ligesom Peter – frosset i tid, dømt til at forblive den samme – eller om hun en dag ville blive ældre, så hun kunne få det liv med jægeren, hun så åbenlyst drømte om.
Efter et stykke tid døde trommerne ud, og stammens medlemmer samlede sig om Ghigau. Det var blevet tid til en historie. Alle lyttede spændt, mens den gamle kvinde fortalte, og Tiger Lily oversatte med dæmpet stemme ordene, så Wendy kunne følge med. Der var tale om den ældste fortælling af dem alle: Skabelsesmyten.
"I begyndelsen var der kun Den Store Ånd." Ghigau gjorde en bevægelse mod mørket omkring dem. "Ånden beordrede øen at rejse sig fra havet, og på øen voksede bjergene og junglen frem."
De omkringsiddende betragtede kvinden, som lænede sig frem, så hendes ansigt blev badet i skæret fra flammerne.
"Ånden anbragte solen på himlen, og ud af solen sprang en stråle, der blev til Den Gyldne Dreng, hvis latter genlød over hele øen."
Wendys øjne fulgte en gnist, der i samme øjeblik skød op fra bålet og forsvandt mod den sorte himmel. Hun lyttede, mens Ghigau fortalte om, hvordan planterne og dyrene blev til. Endelig nåede hun til menneskets skabelse:
"Ud af øens jord formede Ånden de forskellige stammer og pustede Livets Vind i dem. De vandrede rundt, indtil de fandt hvert deres sted på øen. Nogle slog sig ned ved kysten, andre på sletterne. Vi slog os ned i junglen, og med junglens hjælp voksede vi os større og stærkere end alle de andre stammer. Derfor står vi i gæld til junglen, og vi vil blive ved at leve i pagt med den, indtil den dag Den Store Ånd kalder os tilbage."
Ghigau foldede sine rynkede hænder som tegn på, at fortællingen var til ende. Wendy så sig omkring. Det var tydeligt, at den gamle kvindes beretning havde bragt de omkringsiddende tættere sammen. Indianerne smilede og rykkede tættere på hinanden, bekræftet i det bånd, der havde eksisteret mellem dem siden tidernes morgen.
Wendy stirrede forundret ned i jorden. Der var noget ved historien, der forekom hende underligt bekendt. Opslugt af tanken om, hvad det mon var, opdagede hun ikke, at ringen om Ghigau var gået i opløsning, før Tiger Lily rørte ved hendes arm.
Wendy så op og konstaterede, at folk var ved at gå til ro, men da hun gjorde mine til at rejse sig for at gøre det samme, standsede Tiger Lily hende med en hovedrysten. Prinsessen pegede på Ghigau, der nærmede sig med langsomme skridt. Den gamle kvinde sank ned på skindet foran dem og stirrede afventende på Wendy. Først nu blev Wendy opmærksom på den skål, hun holdt i hænderne.
"Ræk hånden frem," hviskede Tiger Lily.
Wendy gjorde, som hun sagde. Ghigau dyppede en finger i skålen og begyndte med rolige bevægelser at farve Wendys hånd rød. Wendy så åndeløst til, mens den gamle kvinde arbejdede.
"Så," sagde Tiger Lily, da ritualet var ovre, og Wendys håndflade var fuldkommen dækket af den røde farve. "Nu vil du for altid være en ven af Piccaninny-stammen."
Hun fandt en halskæde frem fra sin lomme og lagde den om Wendys hals. Wendy mærkede hjertet svulme i sit bryst. Ude af stand til at holde tårerne tilbage slog hun armene om Tiger Lily, der straks gengældte omfavnelsen. Ghigau klukkede lavmælt ved synet af dem og forsvandt ind i et telt. De to piger blev siddende sammen, indtil daggryet begyndte at lysne på himlen, og der ikke var mere tilbage af det store bål end hvid aske og spredte gløder.
.
.
Da Wendy havde været hos indianerne i næsten et måneskifte, blev hun indbudt til en ceremoni i høvdingens tipi. Til at begynde med var hun i tvivl om, hvorvidt hun skulle takke ja til invitationen – det forekom hende upassende at være med i indianernes ceremonier, når hun ikke selv var en del af stammen – men Tiger Lily understregede vigtigheden af, at hun deltog. Det var en stor ære at blive inviteret, sagde hun, så Wendy risikerede at fornærme hele stammen ved ikke at møde op.
"Det er en meget sjælden ceremoni," havde pigen forklaret tidligere på dagen, mens hun flettede Wendys hår. "Den handler om at se indad."
Wendy havde pillet ved muslingehalskæden om sin hals og spekuleret på, hvad det mon betød.
Da hun trådte ind i høvdingetipien efter aftensmåltidet, fornemmede hun med det samme den aura af højtidelighed, der fyldte rummet. Stammens ældste, herunder Ghigau, havde samlet sig om et bål i tipiens midte. De kostbare smykker, de bar, understregede, at der var tale om en ganske særlig ceremoni.
Høvdingetipien var anderledes end de andre tipier, Wendy havde besøgt under sit ophold hos indianerne. Den var større, og på væggene hang ceremonielle piber, høvdingens fjerprydelse og andre hellige genstande. Wendy rettede på sin kjortel og bøjede ærbødigt hovedet, benovet over at have fået adgang til så vigtigt et rum. En mand med en fjerprydet hårknude gjorde tegn til, at hun skulle sætte sig, og hun lod sig straks synke ned på et skind, der var blevet lagt frem til hende på jorden. De andre i teltet gjorde det samme.
Der blev stille. På trods af at ingen sagde noget, mærkede Wendy tydeligt, hvordan luften summede af forventning. Manden med hårknuden smed et bundt salvie på bålet. Der lød en spruttende lyd, og en skarp duft bredte sig i teltet. Wendy, som stadig kun havde overfladisk kendskab til indianernes sprog, opfangede kun brudstykker, da manden begyndte at tale. Hun genkendte ord som 'ånd' og 'tanke', men opfangede også det ord, Tiger Lily havde lært hende nogle dage forinden:
Rejse.
Et fad med tørrede, grønne knopper begyndte at gå fra hånd til hånd. Ud fra formen afgjorde Wendy, at knopperne måtte stamme fra en form for kaktus. Alle i forsamlingen tog én af dem i munden og begyndte at tygge. Wendy tøvede, men gjorde så – på opfordring fra Ghigau – det samme. Hun kunne ikke lade være med at skære ansigt, da en bitter smag bredte sig på hendes tunge, men ingen af de andre opfattede hendes ansigtsudtryk, for de havde lukket øjnene.
Manden med hårknuden begyndte at messe. De omkringsiddende gjorde det samme og begyndte at rokke frem og tilbage. Der var noget hypnotiserende ved de monotone stemmer og rytmiske bevægelser, og før Wendy vidste af det, var hendes egen krop begyndt at rokke med i takten. Pludselig kunne hun høre trommer, men hun vidste ikke, om de kom inde fra teltet af, eller om de blot var inde i hendes hoved. Duften af røgelse fyldte hendes næsebor, og hendes øjenlåg blev tunge. Alting snurrede, og hun lod øjnene glide i i et forsøg på at bekæmpe svimmelheden.
Former og farver dansede på indersiden af hendes øjenlåg. Trommerne steg i styrke og syntes at omslutte alt, og hun mærkede sig selv stige opad, højere og højere, indtil hun svævede ud gennem tipiens korslagte pæle sammen med røgen fra bålet.
Og så … ingenting. Hun var gået i opløsning og befandt sig et sted uden for sin krop, uden for tid og rum. Let som et blad svævede hun gennem intetheden. Det var en mærkværdig fornemmelse – så anderledes fra de gange, hun havde fløjet sammen med Peter. Et lys på størrelse med en fe dukkede op, og hun vidste instinktivt, at hun skulle følge det. Lyset førte hende gennem det tomme rum, indtil et minde pludselig tonede frem for hendes blik.
Barnelatter bølgede gennem luften. Hun sad ikke længere på et blødt skind i høvdingetipien, men på køligt græs i skyggen af et bøgetræ. Hendes familie var ved at tage plads omkring hende. De var på deres sædvanlige søndagstur til Kensington Gardens. Solen skinnede fra en skyfri himmel og forvandlede søen midt i parken til en flade af sølv.
Wendy så sig selv udefra – den lille pige, hun engang havde været – og alligevel var hun sig selv, sit 10-årige jeg, der sad på jorden sammen med sine brødre og så på, mens moren bredte en dug ud i græsset. Tante Millicent viftede sig selv med sin hat og beklagede sig over varmen, men faren indvendte straks, at de måtte sætte pris på det gode vejr, nu hvor det endelig var her. Wendy rev et blad i stykker og tænkte, at hun havde hørt dem have præcis den samme samtale ugen før.
John og Michael havde fundet en pind, som de brugte til at drille nogle myrer med. Wendy ville ønske, hun kunne være med, men hun vidste, at Tante Millicent ville reprimandere hende, hvis hun sluttede sig til dem. Små piger legede ikke med insekter.
Moren lænede sig frem og glattede folderne i dugen.
"Løb I bare ud og leg, mens jeg dækker op," sagde hun. "Jeg skal nok kalde, når det er tid til at spise."
Det var lige, hvad Wendy havde ventet på. Hun sprang op og løb ud i parken, tæt fulgt af John og Michael, som pludselig havde glemt alt om myrerne. Det varede ikke længe, før de fandt nogle legekammerater: To piger – Evie og Alice – der var lidt ældre end John, og en rødhåret dreng på Wendys alder, der præsenterede sig selv som Arthur. De kom ofte i parken om søndagen, fortalte de.
Efter at have diskuteret i et par minutter blev de enige om den første leg: De skulle løbe om kap fra søen hen til det store kastanjetræ for enden ad en bugtet sti. John og Alice var de første til at dyste. På trods af at Alice gav alt, hvad hun havde i sig, vandt John med flere længder. Arthur foreslog, at han og Wendy skulle løbe om kap som de næste, og Wendy, der aldrig sagde nej til en udfordring, indvilligede med det samme.
Hun hankede op i sit skørt og stillede sig klar ved startlinjen. Så snart signalet lød, sprang hun af sted. Hendes ben gik som små trommestikker under kjolen, mens hun løb. Et sted i baggrunden kunne hun høre John heppe højlydt. Han vidste, hvor hurtig hun var – de havde ofte løbet om kap op og ned ad trappen derhjemme, på trods af at deres forældre ikke ville have, at de gjorde det – og hun fik da også snart overhalet Arthur, som tydeligvis havde undervurderet sin modstander. Hun smilede forpustet ad hans overraskede ansigtsudtryk.
Få meter fra mål mærkede hun et skub i ryggen og tumlede omkuld i græsset. Hun kom på benene og stirrede anklagende på Arthur, som stod henne ved kastanjetræet og smilede hånligt.
"Du snød!" hvæsede hun.
"Nej, jeg gjorde ej."
"Jo, du gjorde!"
Hun så på de andre for at få opbakning, men ingen af dem sagde noget. Måske var de bange for Arthur, fordi han var både større og stærkere end dem.
"Du er bare sur, fordi jeg kom først," råbte han og rakte tunge. "Jeg kan ikke gøre for, at drenge er hurtigere end piger."
Det kunne godt være, at de andre var bange for Arthur, men Wendy var ikke. Så da han løb hen og hev hende i fletningerne, gav hun igen ved at sparke ham over skinnebenet. Det udviklede sig snart til et regulært slagsmål. De slog, nev og krattede hinanden, og Wendy ville have bidt ham, hvis ikke Tante Millicent var kommet farende i samme øjeblik.
"Wendy! Hvordan i alverden er det dog, du bærer dig ad! Sådan opfører en pæn pige sig ikke!"
"Men det var ham, der begyndte!" protesterede Wendy, hvis ene fletning var gået op under kampen. "Han –"
"Lad være med at svare igen."
Tanten greb hende i armen og slæbte hende med tilbage til det sted, moren og faren sad. Wendy prøvede at forklare sine forældre, hvordan det hele hang sammen, men hendes ord druknede i Tante Millicents beretning om, hvor pinligt hun havde opført sig.
"Hun er næsten elleve år gammel," sagde tanten. "Gammel nok til at vide, at piger ikke slås."
Under resten af besøget i parken måtte hun sidde i skyggen af bøgetræet og se på, mens de andre børn legede videre. Det var straffen, når man ikke kunne opføre sig ordentligt, som Tante Millicent sagde.
Søndagen efter ville ingen af de andre børn lege med hende. Hver gang hun prøvede at nærme sig, ignorerede de hende eller gjorde nar. Det var Arthurs værk – det vidste hun. Han var tydeligvis populær blandt de drenge og piger, som kom i parken. På trods af at han opførte sig som en bølle – eller måske fordi han gjorde det – var det lykkedes ham at samle en stor flok børn omkring sig, og hvis han sagde, at de skulle holde Wendy udenfor, var det sådan, det blev. Hun forsøgte at få John og Michael til at tale hendes sag, men de var bange for at sige noget i tilfælde af, at de også ville blive udstødt.
Moren sendte hende et medlidende blik.
"Prøv at se, om du kan spise noget," sagde hun og rakte Wendy en sandwich fra madkurven.
Men Wendy havde ingen appetit. Hendes øjne fulgte brødrene, der løb og legede tagfat med de andre børn. Tårerne trillede langsomt ned ad kinderne på hende og landede i kruset med saft.
Nogle uger senere kom de ved et tilfælde til at sidde i nærheden af Arthurs familie. Wendy, der havde fortalt sine forældre om Arthurs opførsel, håbede på at kunne vise dem, hvor forfærdelig han var, men hun opdagede til sin ærgrelse, at Arthur sørgede for at opføre sig eksemplarisk, når han vidste, at familien så på. Tante Millicent, som på intet tidspunkt havde troet på Wendy, kommenterede smilende på, hvor velopdragen Arthur var.
"George," begyndte hendes mor, da Wendy endnu engang kom traskende tilbage efter at være blevet afvist af de andre børn. "Hvis det virkelig passer, hvad Wendy siger, så kunne du måske …?"
Hun så hen på Arthurs familie. Faren fulgte hendes blik, og Wendy så ham tøve, men så trak han vejret dybt et par gange som for at samle mod. Langsomt rettede han på sine skjorteærmer og gjorde mine til at rejse sig. Wendys hjerte sprang et slag over. Nu skete det. Nu ville han gå over til Arthurs far og fortælle ham, hvordan hans søn havde opført sig over for hende. Med rolig, men bestemt stemme, ville han lade manden vide, at sådan behandlede man ikke hans datter.
"Ikke tale om!" Tante Millicent greb ham i ærmet, inden han kunne nå at komme på benene. "Kan du ikke se, hvem det er? Det er Tobias Smith. Sagføreren. Vil du virkelig risikere at skabe en scene ved at anklage hans søn for noget, som højst sandsynligt blot er det purre opspind?" Hun sendte ham et alvorligt blik. "Du kender hendes fantasi, George …"
Faren sank ned på jorden igen, overvundet af søsterens argument. Wendy stirrede på tanten, rasende over at blive beskyldt for at lyve, men tanten lod sig ikke mærke med hendes blik.
"Det eneste rigtige at gøre er at undskylde for måden, du overfaldt den dreng på. Det var højst upassende."
Wendy så på sin far i håb om, at han ville forsvare hende. Hun løj ikke. Det vidste han, at hun ikke gjorde. Og alligevel sagde han ikke noget, men sad blot og så ned i jorden, som om han prøvede at undgå hendes blik. Wendy forbandede ham for at være så svag …
Den aften lå hun vågen og spekulerede på, hvad hun skulle stille op. Hun følte sig så vred og forurettet – og samtidig så ensom. Det var ikke hende, der havde gjort noget forkert, så hvorfor behandlede alle hende, som om at hun havde? Tårer af frustration vældede op i øjnene på hende og trillede ned i puden. Hun kunne umuligt gøre som Tante Millicent sagde og sige undskyld for noget, hun ikke havde gjort. Dertil var hendes stolthed for stærk. Men hun kunne heller ikke bære at blive holdt udenfor længere. Hun blev nødt til at finde en måde at få Arthur ned med nakken på.
Efter at have ligget og roteret i nogle timer var løsningen endelig kommet til hende.
Hun ville gøre, hvad hun gjorde bedst: Hun ville fortælle.
Allerede som 10-årig havde hun været en god fortæller, så hverken Arthur eller hans følgere kunne modstå, da hun næste søndag opsøgte dem og tilbød dem en historie i forsoningsgave. Og hvilken historie! Da Arthur havde sat sig til rette på en bænk – knejsende som en konge på sin trone – havde Wendy taget al sin vrede og hævngerrighed og spundet den ind i én skikkelse:
"Den mest frygtindgydende pirat, Kaptajn Klo!"
De andre børn lyttede opslugt, mens hun fortalte om manden, der havde været bådsmand hos Sortskæg, indtil han fik sit eget skib, Jolly Roger. Han var en mand, som indgød skræk og rædsel i hjerterne på enhver, der krydsede hans vej.
"Han behandler sine mænd som hunde, og som hunde adlyder de ham – de frygter nemlig den klo, han har i stedet for sin højre hånd. Hans lange, krøllede hår ligner på afstand sorte stearinlys, og hans øjne er blå som forglemmigej og meget triste. Kun når han dræber, viser der sig to røde prikker i dem."
Børnene gispede, og Wendy kunne ikke lade være med at smile.
"Klo er dannet – den perfekte gentleman. Men lad dig ikke narre af hans upåklagelige manerer. Manden har en kort tålmodighed, og når den er opbrugt, tøver han ikke med at sprætte dig op med sin klo." Hun holdt en lille pause og nød fornemmelsen af at have publikum i sin hule hånd. "Dét, han hader allermest, er uforskammede, små drenge."
Hun formede en klo med fingeren og så direkte på Arthur.
"Så hvis ikke, du opfører dig ordentligt, kommer Kaptajn Klo og tager dig!"
Arthur blegnede og dukkede sig instinktivt, da hun lod fingeren suse gennem luften. De andre børn klynkede – én af dem begyndte endda at græde. Uden at sige mere vendte Wendy sig om og gik sin vej. John og Michael fulgte efter hende med ansigter, der lyste af ærefrygt.
Efterfølgende hørte hun rygter om, at Arthur havde tisset i sengen den nat, rædselsslagen for, at Kaptajn Klo ville komme listende ud af skyggerne. Hun vidste, at hun burde have det dårligt med det, men det havde hun ikke. I stedet frydede hun sig over, at hendes hævn var lykkedes. Nu ville han ikke turde at drille hende længere.
Men hendes plan viste sig snart at have givet bagslag. Ganske vist drillede hverken Arthur eller de andre børn hende længere, men de turde heller ikke lege med hende, efter hendes historie havde skræmt dem fra vid og sans. Så hun var endnu engang alene. Alene og ensom.
Wendy, som ikke længere kunne bebrejde Arthur for sin udstødelse, vendte sin vrede indad. Hvad var der galt med hende? Hvorfor skulle hun være så gemen? Så hævngerrig? Hvis bare hun kunne være en artig, lille pige ligesom Evie og Alice … Men sådan kunne hun aldrig blive. Hendes sind var for rebelsk og hendes vilje for stærk –
Hendes øjne fløj op.
Hun var tilbage i høvdingetipien. Hvor lang tid hun havde været væk, vidste hun ikke, men bålet var næsten brændt ned, og der var kun få indianere tilbage. Med hamrende hjerte rejste hun sig fra jorden. Hun var så usikker på benene, at hun nær var stødt ind i to mænd, der stadig befandt sig i trance, på sin vej ud af teltet.
Den kølige natteluft strøg mod hendes ansigt og opløste den gennemtrængende duft af røgelse, da hun trådte udenfor. Hun rystede over hele kroppen, mens hun prøvede at samle tankerne om dét, der lige var sket.
Minderne fra parken havde været begravet i så mange år, at det gjorde næsten fysisk ondt på hende at blive konfronteret med dem. Hun kunne stadig mærke de gamle følelser – vreden og frustrationen – buldre i sit bryst. Ydmygelsen havde været så stor. Ikke så sært, at hun havde brugt så megen energi på at fortrænge den. Hun tog et par dybe indåndinger og mærkede, hvordan hendes vejrtrækning langsomt blev mere rolig.
Pludselig stod alting lysende klart. For første gang forstod hun, hvordan det hele hang sammen.
Hun havde skabt Kaptajn Klo. Alt, hvad han var, var noget, hun havde ønsket, at han skulle være.
Hvor indlysende var det ikke nu, hvor hun kendte sandheden? Hun så, hvordan hun havde formet ham ud af de fortællinger, hun havde kendt som barn; fortællinger om engelske konger, byronske helte og forbryderiske eventyrere. Alle sammen skikkelser, der havde adgang til en verden så langt fra hendes egen. Han var hendes vrede, vildskab og længsel – alt sammen samlet i én magnetisk skikkelse. Måske var det derfor, hun altid havde elsket hans historie – fordi han indeholdt alt det, hun havde prøvet på at undertrykke ved sig selv.
Men Kaptajn Klo var ikke blot en mosaik af historier. Ikke længere. På et tidspunkt – hun anede ikke hvornår – var han ophørt med at være en del af hendes fantasi og var blevet til sin egen person. En person, der vandrede frit rundt i Ønskeøens virkelighed.
Hjertet sank i livet på hende, da det gik op for hende, hvad det også betød. Det var hende, der havde anbragt ham her og gjort ham til Peters ærkefjende. Hun havde dømt ham til en skæbne, der på mange måder var værre end døden. Og da døden endelig havde taget ham, havde hun vakt ham til live igen. Ordene, han havde sagt til hende den aften i London, vendte tilbage til hende:
'Du vækkede mig. Du gav mig det liv tilbage, som jeg forbander.'
Hans historie havde været fuldendt, men hun havde ikke været i stand til at give slip på ham.
Hun forlod lejren og gik ind i junglen. Hendes skridt var lydløse, mens hun vandrede ad smalle stier og langs klukkende vandløb og spekulerede på, hvorfor hun ikke havde kunnet lægge historien om kaptajnen bag sig. Det burde være så let at skubbe ham bort, denne mand, som var født ud af hendes vrede og bitterhed, og alligevel vidste hun, at det var umuligt.
En ugle tudede et sted mellem træerne. For nogle uger siden ville lyden have fået Wendy til at fare sammen. Nu fandt hun en vis tryghed i den. Flere af indianerne havde advaret hende mod at færdes i junglen om natten, men hun tog sig ikke af dem. Hun vidste, at junglen ville beskytte hende mod de farer, der lurede i underskoven. Mere end én gang når hun og Tiger Lily havde været ude at jage, havde hun bemærket, hvordan junglen havde hjulpet hende, når hun havde forvildet sig væk fra stien. Sådan var det også nu. Hver gang hun mistede orienteringen, hørte hun træerne knirke omkring sig og lede hende ind på sporet igen.
Junglen var på hendes side. Det vidste hun instinktivt, og hvis der var én ting, hun havde lært, var det, at hun blev nødt til at stole på sine instinkter i stedet for at ignorere dem.
Hvis hun havde lyttet til sine instinkter til at begynde med, ville hun måske have forstået forbindelsen mellem sig selv og kaptajnen noget før; have indset, at han var en del af hende og altid ville være det. Jo mere, hun forsøgte at fortrænge ham, jo mere styrke fik han. Siden hun kom hertil havde hun gjort alt, hvad hun kunne, for at bekæmpe ham, og alligevel var han kun kommet tættere på. Så i stedet for at holde ham på afstand besluttede hun sig for at fordybe sig i hans fortælling for første gang i mange år:
"Der var engang en mand ved navn James Klo," begyndte hun. Det var så længe siden, hun sidst havde sagt ordene højt, og nu, hvor hun gjorde det, mærkede hun en frydefuld kriblen i kroppen. Hun havde savnet historien.
"Han var kaptajn ombord på skibet Jolly Roger. Selv de største sørøvere frygtede ham, og det med rette, for han var i sandhed en skræmmende figur. I stedet for højre hånd havde han en jernklo, som han brugte til at sætte fart i sin besætning med. Selv i søvne vendte de sig, når han passerede dem, bange for, at han ville slå kloen i dem."
Hun huskede alle de gange, hun havde fortalt historien til John og Michael, når én af dem – som oftest John – havde bedt om en godnathistorie af den mere uhyggelige slags. De havde altid snappet efter vejret, når hun nåede til beskrivelsen af kloen, og hver gang havde hun følt en sær tilfredshed ved reaktionen. Der var noget berusende ved at vide, at hun kunne skræmme dem på den måde. Det gav hende magt.
"Han var på mange punkter et paradoks, denne gådefulde mand," fortsatte hun, mens hun gik gennem natten. "Han var mest uhyggelig, når han var mest høflig, hvilket nok var det sikreste tegn på, at han var af fin familie …"
At gøre kaptajnen til en gentleman var ét af hendes mest geniale påfund.
"… Han var grusom af sind, men smuk af ydre …"
Hun tøvede. Hvorfor havde hun gjort ham smuk? Hun vidste det ikke, men der var ingen tvivl om, at hans skønhed blot gjorde ham endnu mere skræmmende. Der var noget fascinerende over kontrasten mellem det hæslige indre og det smukke ydre; noget, der altid havde gjort hende åndeløs, når hun fortalte om det.
"… Og omgivet af mænd, men alligevel alene …"
Det stak i hendes hjerte – det havde det altid gjort, når hun nåede til denne del – men hun fortsatte med at tale:
"Åh ja, det er sørgeligt, men sandt. Han følte sig altid ensom, når han var omgivet af sin besætning. Ofte sad han ude på dækket eller i sin kahyt og grundede over, hvorfor det forholdt sig sådan, og hvis nogen henvendte sig til ham, når han sad sådan, kostede det dem dyrt."
På dette tidspunkt plejede hun at lade historien glide over i noget mere dramatisk – en beretning om et søslag eller et sammenstød med Peter – men ikke denne gang. I stedet valgte hun at dvæle ved melankolien:
"Nu og da drev hans ensomhed ham ud på en rastløs vandring gennem mørket. Ildfluerne dansede i luften, og cikaderne sang omkring ham, mens han gik. I disse stunder følte han sig mere alene end nogensinde før, og han kunne ikke lade være med at spekulere på, om hans skæbne mon var selvforskyldt."
Wendys hals snørede sig sammen. Hun følte hans ensomhed så kraftigt, fordi den udsprang af hendes egen. Det gjorde ondt på hende at fortsætte, men hun kunne ikke stoppe nu. Det var, som om en dæmning var blevet sprængt i hendes indre. Ordene havde fået deres eget liv og fortsatte med at strømme ud af hende:
"Han havde altid vidst, at han var mangelfuld – ikke blot på grund af sin manglende hånd. Det var, som om han manglede et stykke af sin sjæl. Det var en ubehagelig erkendelse, og derfor én, der for det meste forblev låst væk i de mørke kældre af hans sind. Nu, hvor han tillod den at komme op til overfladen, var det, som om junglen blev mørkere omkring ham."
Hun mærkede skyggerne vokse sig lange, mens hun talte.
"Klo var en mand, der foragtede folk for at have håb. Alligevel havde han selv et spinkelt ét af slagsen – nemlig at han på et tidspunkt ville finde den del af hans sjæl, som manglede. Så han vandrede gennem junglen, nat efter nat, indtil han endelig fandt, hvad han søgte …"
Wendys stemme døde ud. Først nu bemærkede hun, at der var blevet helt stille i junglen. Det var, som om alting holdt vejret. Hun satte tempoet op, drevet frem af en usynlig kraft. På trods af det tætte mørke vidste hun præcis, hvor hun skulle træde. Med dirrende hjerte rundede hun et sving på stien.
Og stod ansigt til ansigt med skurken i sin historie.