Wendy stirrede på manden foran sig.

"Du fandt mig," hviskede hun.

Skyerne skiltes, og måneskinnet, der faldt på kaptajnens ansigt, afslørede, at han var lige så målløs over mødet, som hun selv var. Lygten i hans hånd svajede frem og tilbage, mens han så på hende. Han stod fuldkommen stille midt på stien, som om hun var et fatamorgana, der ville forsvinde, hvis han gjorde den mindste bevægelse.

"Hvordan …"

Han nåede ikke længere, før han stemme døde ud.

Wendys blik var endnu ikke veget fra ham. Han virkede så fremmed, som han stod dér foran hende, og alligevel var han så velkendt, denne mand, der var vokset ud af hendes fantasi. Hendes øjne gled over det blege ansigt indrammet af det ibenholtsorte hår. Hun kendte alle trækkene så godt: Den kyniske mund. Den markante næse. Øjnene, der var så foruroligende blå.

Han stod fortsat stille som i trance. Først da hun tog et skridt frem mod ham, lod han til at indse, at hun var virkelig. Hans bryst hævede og sænkede sig langsomt, idet han trak vejret ind.

"Jeg troede, at du var hos Pan." Hans stemme var kontrolleret, men hun kunne ikke undgå at bemærke, hvordan hans hånd rystede, da han bøjede sig og satte lygten fra sig på jorden.

"Ikke længere," svarede hun. "Jeg stak af."

"Hvorfor?"

Hun så ned, ude af stand til at møde hans blik.

"Peter var … ikke den, jeg troede, han var."

Hun havde forventet et spottende smil som reaktion på udmeldingen – hendes ord bekræftede trods alt det, kaptajnen hele tiden havde prøvet at fortælle hende – men da hun så op, var der ingen spor af hån i hans ansigt.

"Gjorde han dig fortræd?" Hun fornemmede tydeligt den kølige vrede, der simrede bag hans rolige tonefald.

"Nej. Men det ville han måske have gjort, hvis jeg var blevet der meget længere. Jeg bor hos indianerne nu."

"Det kan jeg se." Det prikkede i hendes hud, da hans blik gled over hende. "Du er blevet en ven af stammen?"

"Ja. De kalder mig …"

"Hvad?"

Wendy tøvede. Hun følte sig pludselig forlegen, men så tog hun sig sammen og rakte håndfladen frem mod ham.

"Røde Hånd."

Han smilede. "Selvfølgelig. Jill."

Varmen i hans stemme fik det til at svulme i hendes bryst. Fornemmelsen blev dog hurtigt erstattet af ængstelse. Hun lod hånden falde ned langs siden igen.

"Er du kommet for at angribe dem?" spurgte hun og tænkte på de indianere, der stod vagt om lejren.

"Hvis det var tilfældet, ville jeg have taget mine mænd med mig."

"Hvorfor er du her så?"

Hans øjne forlod hendes og løb over de snoede træer. "Jeg går ofte ture i junglen på de nætter, hvor søvnen ikke vil indfinde sig."

Hans ellers så ranke skikkelse sank en smule sammen, idet han sagde ordene. Hun så rundt og pillede ved ærmet af sin kjortel.

"Indianerne siger, at der er farligt herude om natten," sagde hun.

Kaptajnen rettede sig op og rullede med skuldrene som for at ryste melankolien af sig.

"De har ret. Det vrimler med blodtørstige bæster."

"Jeg har ikke set nogen endnu."

Hans øjne blev til glimtende sprækker.

"Åh, men de er her skam."

Hun løftede hagen en smule. "Tror du, jeg er bange for dem? Jeg kan forsvare mig selv."

Hun gestikulerede mod dolken i sit bælte. Den åbenlyse stolthed i hendes stemme lod til at more Klo. Bladene raslede under hans fødder, da han forlod stien og lod sig falde ned på en mosbegroet sten.

"Det tvivler jeg ikke på."

Hun studerede ham i nogle sekunder. For første gang følte hun, at hun kunne slappe af i hans nærvær. Måske var det, fordi hun var mere erfaren nu end tidligere. Opholdet hos indianerne havde ændret hende. Hendes hud var blevet brunet af solen, og det daglige arbejde havde givet hende styrke i kroppen og hård hud på hænderne. Det var, som om de var mere ligebyrdige nu.

En let brise strøg gennem træerne og fik bladene til at glitre i måneskinnet. Det var sært, tænkte hun. Selvom der lurede farer i mørket, havde stedet aldrig forekommet hende så smukt, som det var netop nu.

"Tiger Lily har fortalt mig, at man sommetider kan se nordlys herude," sagde hun.

Kaptajnen lænede sig tilbage på stenen og kastede et blik på nattehimlen.

"Junglen byder på mange sælsomme syn på denne tid af døgnet." Han var tavs et øjeblik. "Det var her, jeg så dig for første gang."

"Du så mig?" Hun stirrede på ham, mens ordene langsomt trængte ind.

Han nikkede. "Dig og Pan. I dansede sammen."

"Sammen med feerne." Hun var kortvarigt tabt i erindringen. Peters smil. Den lysende måne og sporene af tryllestøv, der havde hængt som guirlander af guld omkring dem. Det føltes mærkeligt at vide, at Klo havde set dem sammen den nat. "Hvorfor angreb du os ikke?"

Peter havde været fuldkommen forsvarsløs under deres dans. Det ville have været et oplagt tidspunkt at ramme ham på.

"Det var jeg ikke i stand til," svarede han. Til hendes overraskelse var hans ansigt pludselig blevet sørgmodigt. "Jeg var for overvældet. Synet af jer to sammen fik mig til at indse, hvor … tom min egen eksistens var."

Hun mærkede hjertet trække sig sammen i sit bryst.

"Du var ensom," hviskede hun.

"Det var du også."

"Ja." Selv nu, efter så mange år, gjorde indrømmelsen ondt. "Det var dén nat, det gik op for mig, hvor forskellig jeg var fra Peter. Han ønskede at forblive et barn, hvorimod jeg …"

"Du længtes efter mere."

"Jeg længtes efter at blive voksen," sagde hun stille. "Jeg troede, det betød, at man fik lov til at opleve verden. Men i stedet var det det modsatte, der skete. Før jeg vidste af det, var jeg spærret inde. Det var ikke til at holde ud."

Kaptajnen stirrede eftertænksomt frem for sig.

"Så du kaldte på mig," mumlede han.

"Ja."

Hun mærkede en underlig taknemmelighed strømme gennem sig. Han havde hjulpet hende før i kampen mod Arthur. Og den aften i London havde han hjulpet hende igen. Hvis han ikke var dukket op, ville hun have været fanget nu. Det var der ingen tvivl om.

"Jeg forstår det stadig ikke helt," sagde hun, "men på en måde reddede du mig."

Når hun så tilbage på alt, hvad der var sket, forekom det hende åbenlyst, at livet i London aldrig ville have været nok for hende. Det var en klaustrofobisk tilværelse. En fantasiløs verden fyldt med lange kjoler og snærende korsetter. Og netop da Edgar havde været på nippet til at binde hende til den verden for bestandig, var han dukket op. Han havde tilbudt hende en udvej, som om han vidste, at hun var skabt til mere end det.

Wendy mødte hans blik.

"Så måske er Kaptajn Klo alligevel lidt af en helt."

Han så på hende med rynkede bryn. "Jeg troede, du så mig som en slyngel?"

"De to ting behøver ikke at udelukke hinanden."

Så snart hun sagde ordene, blev hun slået af den åbenlyse sandhed i dem. Det undrede hende, at det havde taget hende så længe at indse. Når alt kom til alt, var verden ikke sort-hvid, men fuld af nuancer. Det havde de sidste par uger bevist. Peter var naiv og alligevel, på sin egen måde, ondskabsfuld. Indianerne, som de fleste folk anså som barbarer, havde behandlet hende med venlighed. Livet var mere komplekst end hendes 12-årige jeg havde antaget, og det samme var manden foran hende.

Selv slyngler har et hjerte.

Kaptajnen sad fuldkommen stille, mens hendes blik løb over ham. Hun spekulerede på, hvad han mon tænkte. På trods af de mange gange hun havde berettet om ham, var han hende stadig en gåde, men første gang ønskede hun at trænge ind bag facaden og få adgang til de skjulte dybder, hun vidste, at han indeholdt.

Deres øjne mødtes atter, og hun mærkede det krible i mundvigen på samme måde, som det havde gjort den nat på skibet.

Hendes kys.

"Du kan stadig se det, kan du ikke?" spurgte hun.

Han sagde ikke noget, men blikket, der gled over hendes læber, var svar nok. Hun gik langsomt fremad, indtil hun stod så tæt på ham, at hendes tæer næsten strejfede snuden på hans støvler.

"Hvor længe har du vidst, at det var der?"

"Siden den aften, jeg hentede dig i London," svarede han.

"Du er den eneste, der kan se det. Ved du, hvad det betyder?" Hun mærkede hjertet slå, tungt som et stempel, mod sit brystben, mens hun talte. "Det betyder, at det tilhører dig."

Lyden af frøernes kvækken i skovbunden syntes at vokse i den stilhed, der opstod.

"Så vidt jeg husker, gjorde du modstand, da jeg prøvede at tage det tidligere." Der var et strejf af bitterhed i hans stemme.

"Fordi det er en gave," sagde hun. "Gaver er ikke noget, man tager. Det er noget, man giver."

Wendy trak vejret dybt og samlede mod til sig. Så lænede hun sig frem og lagde hænderne på hans skuldre. Hun havde aldrig rørt ham af egen fri vilje før, og fornemmelsen af at være så tæt på ham fyldte hende med lige dele spænding og nervøsitet. Langsomt snusede hun ind og opfangede den tunge duft af tobak og de lette undertoner af sød vin og havsalt. En dekadent duft. Hans frakke var blød under hendes håndflader, og alligevel kunne hun tydeligt fornemme de hårde muskler gennem stoffet.

Kaptajnen sad stadig helt stille. Hans øjne var rolige, men pulsen, der bankede i hans hals, røbede, at han ikke var upåvirket. Det undrede hende, at han endnu ikke havde bevæget sig, men så huskede hun hans ord under deres sidste samtale. Han havde sagt, at han ikke ville røre hende, og det løfte holdt han stadig.

Eftersom han forholdt sig passiv, var det op til hende at gøre det færdigt. Hun bøjede sig frem og sænkede hovedet mod ham, men standsede, da hun mærkede køligt metal mod sin kind.

"Du vil give det til en mand som mig?" hviskede han. "En mand som har hærget og plyndret –"

"Jeg ved, hvem du er. Det var mig, der skabte dig."

"Skabte mig?" Det rykkede i hans mundvig. "Mit liv er mit eget."

"Måske. Men det var mig, der gjorde dig til skurken."

Hans bryn hævede sig. "Og du kunne ikke lade skurken dø?"

"Nej," tilstod hun. "Jeg er bange for, at jeg har brug for en smule skurk i mit liv. Så det her er dit, James Klo, hvad enten du vil det eller ej."

Og med de ord lænede hun sig frem og pressede læberne mod hans. Det var et forsigtigt kys, som hurtigt blev mindre forsigtigt, da han begyndte at kysse hende tilbage. Da hun trak sig tilbage, fornemmede hun tydeligt en tomhed i sin mundvig, men på trods af at hun havde mistet noget, følte hun sig ikke vemodig. Tværtimod følte hun sig let, næsten svævende, og et kort øjeblik var hun lige ved at le.

Kaptajnen lagde hovedet på skrå. Hans øjne lyste under de mørke vipper.

"Det er første gang, jeg ser dig smile, Wendy Darling. Det klæder dig."

"Jeg har smilet for lidt i mit liv, er jeg bange for," sagde hun og lod fingerspidserne stryge over hans frakkes mørke fløjl.

"Det må vi rette op på."

Han trak hende ned i sin favn, og hun sukkede, da hans læber strøg mod hendes pande, hendes øjenlåg og hendes kinder, inden de til sidst fandt hendes mund igen. Hvis der var den mindste rest af kysset tilbage, var hun sikker på, at han fik det med. Hendes hænder gled ind i hans hår, og hun spekulerede på, hvorfor hun havde kæmpet imod dette så længe, når det virkede som det mest naturlige i verden.

Et lille gisp undslap hendes læber, da han lagde hånden på hendes lår og lod tommelfingeren stryge langs kanten på kjortlen.

"Kom med mig tilbage til skibet," sagde han.

Hans ånde var varm mod hendes hud.

"Ikke i aften." Det skuffede udtryk, der bredte sig på hans ansigt, var næsten ikke til at bære, så hun skyndte sig at fortsætte: "I morgen. Jeg bliver nødt til at tale med stammen først."

Kaptajnen lod til at forstå, for han nikkede og skubbede hende blidt ned af sit skød. Han bøjede sig for at samle lygten op, men hun greb ham i armen og standsede ham.

"Nej. Bliv."

Hun stirrede indtrængende på ham. Det virkede så forkert, at han skulle gå, nu hvor de endelig havde fundet hinanden. Han rettede sig op, og hun så musklerne bevæge sig i hans hals, da han sank.

"Er du sikker?" Hans ansigt var ubevægeligt, men den ru klang i hans stemme afslørede hans sindsbevægelse.

Wendy nikkede og mærkede sig selv rødme. På trods af den beskyttede tilværelse hun havde levet, var hun ikke naiv. Hun vidste, hvad det var, hun sagde ja til. Alligevel var hun ikke bange, da han tog et skridt hen mod hende, så de stod så tæt, at hun kunne mærke varmen fra hans krop mod sin egen. Før i tiden ville hans nærhed have fyldt hende med gru, men han skræmte hende ikke længere. Hvordan kunne han det, når hun vidste, at han var en del af hende selv? Denne mand, der var formet af hendes frygt, længsler og drømme. Peter var hendes barndom – sorgløs og naiv – men hendes bånd til kaptajnen løb meget dybere end dem, hun havde til Peter. Han rummede hendes mørke.

Klo bøjede sig frem, og øjeblikket strakte sig, mens deres åndedræt blandedes.

Hendes sjæl sang af fryd, da han endelig kyssede hende. Hans arme lukkede sig om hende, og hun pressede sig ind mod ham, fortabt i den rå, maskuline kraft, der syntes at strømme fra ham. Hans hånd løsnede hendes fletninger, så håret bølgede ned over hendes ryg, og hans lange fingre viklede sig ind i det, idet han gjorde kysset dybere. Hendes læber skiltes, og hun mærkede hans tunge strejfe sin. Det silkebløde kærtegn fik hende til at skælve. Hun havde ingen ord for den følelse, der greb hende. Det var som dengang, hun havde drukket for meget punch til en havefest, bare hundrede gange stærkere. Hun overgav sig fuldstændigt og smeltede ind i hans omfavnelse.

Inden hun kunne nå at blinke, havde han løftet hende op. Hun lagde armene om hans nakke og hvilede panden mod hans hals. Han bar hende ud i en månebeskinnet lysning omgivet af tætte træer. Det kolde græs kildede under hendes bare fødder, da han satte hende ned. Med en glidende bevægelse tog han frakken af og bredte den ud på jorden. Hun kunne lide at se ham sådan. Han forekom hende mere sårbar uden frakkens bløde panser. Men aldrig forsvarsløs. Det var kloen, der stak ud af skjorteærmet, et bevis på.

Hun sank ned på jorden og lod sig falde tilbage i frakkens bløde folder, og det varede ikke mange sekunder, før han fulgte efter. Han kyssede hende dybt, og hans blide berøringer gled langsomt over i mere sanselige kærtegn. Wendy trak vejret heftigt. Det var, som om hver del af hende blev vakt til live under hans fingre. Hun lod hænderne løbe over hans rygs hårde flade og pressede sig op mod ham i et forsøg på at få ham endnu tættere på.

"James," sukkede hun.

Han hævede sig op på albuen og så på hende. Et glimt af sølv blændede hende kortvarigt, da han løftede sin klo og strøg en hårlok væk fra hendes ansigt.

"Du kunne ikke lade mig dø," hviskede han. Der var både fascination og forundring at spore i hans stemme.

"Nej. Jeg har brug for dig." Han sænkede hovedet og kyssede hendes tinding, og den utilslørede ømhed i handlingen fik hendes hjerte til at dirre. "Jeg vil have dig til at vise mig verden."

Hun mærkede ham smile mod sin kind.

"Bare rolig, det har jeg skam tænkt mig," mumlede han. "Jeg har tænkt mig at vise dig alting …"

Hun så åndeløst til, da hans mund tegnede en sti ned ad hendes hals, over hendes mave og lavere endnu, indtil hans hoved til sidst var mellem hendes ben. Han trak op i kjortlen og pressede et kys mod indersiden af hendes lår. Hun skælvede igen, forventningsfuld og ængstelig på samme tid. Da hun mærkede hans tunge mod sig, troede hun et kort øjeblik, at hun skulle besvime. Hun havde aldrig forestillet sig, at det var noget, man kunne gøre. Hvis hun havde været en rigtig dame, ville hun måske have protesteret, men det var hun ikke, det vidste hun nu, for i stedet for at skubbe ham bort rakte hun ud efter ham og gravede fingrene ned i hans hår. En jamren forlod hendes strube, mens hans mund gled over hende, og hendes lemmer, hvis nyfundne styrke hun var så stolt af, blev pludselig kraftløse.

Stjernerne syntes at snurre over hende, rundt om hende. Hun fløj gennem nattehimlen, og denne gang var der ingen ulykkelige tanker til at trække hende ned. Blodet summede i hendes årer. Hun befandt sig på tærsklen til noget, hun ikke havde nogen anelse om, hvad var. Følelsen inden i hende voksede, indtil hun havde det, som om hun skulle splintres af fryd.

Og så mærkede hun hans fingre; et blidt pres, der langsomt blev hårdere – dybere. Som om de vidste præcis, hvad de skulle gøre, for at hun –

En blanding mellem et hulk og et gisp forlod hende. Hendes krop spændtes i en sødmefuld krampetrækning, da en hede, hvis lige hun aldrig havde oplevet, skyllede gennem hende. Hun kunne ikke tænke, ikke trække vejret, ikke tale – kun klynge sig til kaptajnen, mens det stod på.

Da det var overstået, kollapsede hun som en marionetdukke, hvis tråde var blevet skåret over. Hendes hoved rullede til siden, og hun mærkede sine kinder brænde mod det kølige græs. Verden fik atter klare konturer.

Aldrig havde hun forestillet sig at noget som dét kunne eksistere.

Hun mærkede Klos krøller stryge mod sine lår, da han løftede hovedet, og hun så hans øjne glimte af fornøjelse over at have indviet hende i hemmeligheden. Hun satte sig op. Hendes krop føltes sløv, som om hun netop var vågnet fra en dyb søvn.

Han greb hendes hånd og pressede læberne mod hendes håndflade.

"Og det var bare begyndelsen."

Wendy smilede forundret og så til, da han fjernede sin silkevest og lod den falde på jorden. Grebet af en pludselig dristighed lænede hun sig frem og lod hånden løbe langs hans kæbelinje. Han betragtede hende med halvt lukkede øjne, mens hendes fingre fortsatte ned over hans hals og standsede ved kanten af hans skjorte. Prøvende lirkede hun den første elfenbensknap ud af dens hul, og så endnu én, så mere af hans hud kom til syne. Hun fortsatte, indtil hele hans overkrop var blottet for hendes blik, og studerede fascineret musklernes hårde linjer, tatoveringerne og læderstropperne fra selen, der holdt hans klo på plads. Alt ved ham var præcist, som det skulle være.

Han tog hendes hånd og førte den hen på sin brystkasse, og hun kunne mærke hans hjerte banke vildt inde bag den alabasthvide hud.

"Første gang jeg så dig var ved Den Sorte Borg," sagde hun og så op i hans øjne, der var blevet mørke som havet ved nattetide. "Jeg stod ude på volden og råbte på Peter, men det var dig, der dukkede op."

Kaptajnen sagde ikke noget, men hun kunne se på hans ansigt, at han kunne huske det.

"Du havde hjemsøgt mine historier så længe, så jeg blev nødt til at se dig. Jeg så op fra mit skjul bag stenen, og …" Hun gjorde en synkebevægelse. "Du var så smuk. Dit ansigt var badet i skæret fra lynene, og dit hår bølgede i vinden … Det var et fortryllende syn."

"Fortryllende?" Ordet forlod ham med et vantro suk. "Jeg er blevet kaldt mange ting i min levetid. Men aldrig dét."

"Men det er sandt," sagde hun med et lille smil. "Jeg vidste, at du var en skurk – vidste, hvor farlig du var – og alligevel … alligevel var der en del af mig, der ønskede, at du skulle finde mig."

Hun havde ikke været bange. Tværtimod. Synet af ham havde fået det til at krible i maven på hende. Ligesom når man legede gemmeleg og dén, der ledte, langsomt kom nærmere.

Kaptajnen smilede.

"Jeg har fundet dig nu, Wendy Darling. Og jeg giver ikke slip på dig igen."

Han smed skjorten og fangede hendes læber i endnu et kys. Forsigtigt skubbede han hende ned at ligge igen, og før hun vidste af det, havde han bundet hendes bælte op, løsnet hendes halskæde og trukket kjortlen af hende, så det eneste, hun var iklædt, var måneskin. Hun følte sig pinligt berørt og ville dække sig til, men han bremsede hende og trak hendes arm væk fra kroppen med sin klo. Hendes bryst hævede og sænkede sig, mens han studerede hende med et blik, som førhen havde været forvist til hendes drømme. Den umiskendelige hede i hans øjne blev mere intens, da han bøjede sig ned og lod sine læber omslutte spidsen af hendes bryst. Hun klynkede lavt og greb fat om hans hår i en tavs bøn om, at han skulle blive ved.

Hans hånd bevægede sig ned mellem hendes ben, og hun mærkede den samme pinefulde, pulserende fornemmelse fra før. Små gisp steg op fra hendes hals. Med langsomme, cirklende bevægelser fik han hver eneste nerve i hendes krop til at sitre af liv, så hun ikke kunne gøre andet end at presse sig blindt imod ham. Hun vred sig under ham, drevet frem af hans fingres insisterende rytme, og følte sig på randen af gråd, da han pludselig fjernede sin hånd.

Der lød et klik, da han løsnede sit bæltespænde. Lyden fik hende til at vende tilbage til virkeligheden. Hun kunne mærke ham mod sit inderlår – hård og varm. Et jag af ængstelse gik gennem hende.

Kaptajnen betragtede hende tavst i nogle sekunder.

"Er du bange?"

"En smule," tilstod hun, klar over, at nervøsiteten måtte have vist sig tydeligt på hendes ansigt.

"Du har intet at frygte. Som du ved, kan jeg være en gentleman, når situationen kræver det …"

Han bøjede hovedet og kyssede det bløde sted under hendes øreflip, indtil anspændtheden ebbede ud af hende. Hun sugede luft ind, da hun mærkede ham mellem sine ben. Der var en svidende fornemmelse, efterfulgt af et kort glimt af smerte, som fik hende til at stivne. Hun borede fingrene ned i hans skuldre, men han kyssede hende beroligende, og hun fulgte hans læbers lydløse opfordring og prøvede at slappe af.

Da han begyndte at bevæge sig, tvang hun sig selv til at ligge stille og vænne sig til den sære fornemmelse. Den smule ubehag, hun følte til at starte med, forsvandt snart, og før hun vidste af det, begyndte hendes hofter at løfte sig mod hans. Det var, som om hendes krop vidste, hvad den skulle gøre, selvom hun ikke selv gjorde. Kaptajnen åndede tungt, og hun kunne se de mørke vipper skælve mod hans kinder, mens han bevægede sig. Der var noget fantastisk over at være så tæt på ham – ham, som ellers altid var så urørlig – og mærke hans hjerte slå mod hendes. Hun kærtegnede hans skuldre, hans arme, buerne på hans ribben, mens deres kroppe mødtes igen og igen.

Han havde haft ret i det, han havde sagt, da de havde befundet sig i hans kahyt, konstaterede Wendy fjernt. Intet var mere ligetil end dette.

Efter et stykke tid mærkede hun hans bevægelser blive hårdere og mere hektiske. Hans hånd forsvandt ned mellem dem igen og fik hendes puls til at stige til nye højder. Hun trak vejret stødvist og hvælvede sig hjælpeløst mod ham, ude af stand til at lægge bånd på sig selv. Et halvkvalt skrig undslap hende, da lys eksploderede på indersiden af hendes øjenlåg, og hun faldt fra hinanden og blev kastet rundt som drivtømmer på bølge efter bølge af varme. Et sted langt borte hørte hun kaptajnen udstøde en lyd, som om han var i smerte. Gennem sine flimrende øjenlåg så hun hans klo bore sig ned i græsset. Han begravede ansigtet i kurven på hendes hals og rystede voldsomt, hvorefter han faldt sammen oven på hende.

De blev liggende sådan i nogle lange sekunder.

Wendy stirrede op i nattehimlen, hvor stjernerne funklede med vidunderlig klarhed. Junglen syntes tom for alle andre lyde end deres hivende åndedræt. Hun lod øjnene glide i. Langsomt faldt hendes galopperende hjerte tilbage i en normal rytme. Hendes lemmer føltes tunge, og hele hendes krop var badet i en varm glød. Der var intet, hun ønskede højere, end at de kunne blive liggende sådan her for evigt – så tæt på hinanden, at de nærmest var ét. Hun hørte kaptajnen sukke. De fine hår på hans bryst strøg imod hende, da han endelig bevægede sig.

Da hun åbnede øjnene igen, lå han på siden og betragtede hende. I skæret fra månen forekom hans skønhed hende mere overvældende end nogensinde før. Hans langlemmede krop var dækket af et tyndt lag sved, og den sorte manke af hår faldt tungt ned over hans skuldre. Selv uden de fornemme klædestykker udstrålede han en ubesværet elegance. Hun rakte ud efter ham og lod hånden hvile mod hans kind, stadig ikke helt i stand til at begribe, hvad der var sket mellem dem.

Hun huskede, hvor bange hun havde været for at miste sig selv til ham. I stedet var det det modsatte, der var sket. Dette var ikke at miste sig selv, tænkte hun, mens hendes fingerspidser gled over hans kindben. Dette var at finde sig selv.

En tåre gled ud af hendes øjenkrog.

"Tak."

Klo så himmelfaldent på hende.

"Min Wendy …" Hans øjne var som blå iskrystaller; og alligevel så varme. "Det er mig, der bør takke dig. For den gave, du har givet mig."

Hun smilede. Det var sandt, at hun havde givet noget, men hun havde også fået noget. Hun lagde sig ind til ham og hvilede panden mod hans bryst. Hans hjertes rolige slag genlød i hendes ører, og det undrede hende, at hun nogensinde havde troet, at han var hjerteløs.

"Har du tænkt dig at tage tilbage til skibet?" spurgte hun efter et stykke tid.

"Kun hvis du ønsker det."

"Nej," hviskede hun mod hans hud. "Bliv hos mig i nat."

Der var noget befriende over endelig at sige, hvad hun ville have. Selvom hun ikke kunne se kaptajnens ansigt, vidste hun, at han smilede. Hans fingre tegnede usynlige mønstre mod hendes hofte.

"Indianerne vil ikke bryde sig om at have mig i deres lejr," påpegede han.

Det var en underdrivelse. Hvis stammen fik så meget som et glimt af ham, ville de ikke tøve med at slå ham ihjel.

"Vi kan blive herude," sagde hun. "Junglen vil ikke gøre os ondt."

Han var stille i nogle sekunder.

"Så lad os blive her," sagde han. "Men vi bør søge ly i tilfælde af regn."

Han satte sig op og rakte ud efter sin skjorte. Nu hvor de ikke længere lå tæt omslyngede, opdagede hun, at hun frøs, så hun fulgte hans eksempel og begyndte at klæde sig på. Kulden, der var kommet krybende ind i lysningen, fik gåsehuden til at pible frem på hendes arme. Klo måtte have opfattet det, for han lagde sin frakke om skuldrene på hende, og hun kunne ikke lade være med at smile ad hans galanteri. Han var en gentleman.

Da han løftede hende op i sine arme og bar hende ind under et bredkronet træ, spekulerede hun på, hvordan det kunne være, at hun – på trods af sin viden om hans mange ugerninger – følte sig så tryg i hans favn. Det var én af de ting, hun nok aldrig ville komme til at forstå. Hun vidste bare, at de var forbundne. En usynlig tråd bandt dem sammen, og den ville aldrig kunne kappes, uanset hvad der skete. Hun tilhørte ham, ligesom han tilhørte hende.

Og med den viden faldt hun i søvn.

.

.

Da hun vågnede, var det blevet lysere, men det var endnu ikke morgen. Solopgangen ulmede som en orange stribe i horisonten, og fårekyllinger sang i det høje græs. Det blide skær fra dæmringen fyldte lysningen og gav omgivelserne et drømmelignende præg.

Hun drejede hovedet og fik øje på Klo, som sad lænet op ad træet og betragtede hende med et uudgrundeligt blik.

"Har du sovet?" spurgte hun.

Han rystede på hovedet.

"Men det er næsten daggry."

Han så ned.

"Sommetider er dét at være vågen at foretrække fremfor de syner, søvnen bringer med sig," mumlede han.

Hun svøbte hans frakke tættere omkring sig og spekulerede på, hvad han mon mente. Var det mareridt, der plagede ham, når han endelig sov, eller var det det stik modsatte – drømme om et liv langt fra Ønskeøen? Begge scenarier forekom hende lige uudholdelige.

"Jeg plejede at se på stjerner, når jeg ikke kunne sove," sagde hun.

Hun havde ikke tal på, hvor mange gange hun havde sneget sig ud på balkonen for at studere nattehimlen, mens de andre i huset sov. Engang havde én af naboerne set hende stå derude i natkjole og troet, at hun var et spøgelse.

Kaptajnens blik forlod jorden og søgte op mod himlen, hvor stjernerne var falmet til små nålestik.

"Hjalp det?" spurgte han.

"Engang imellem." Det havde i det mindste været bedre end tante Millicents opiumsdråber.

Han sukkede og lod hovedet falde tilbage mod stammen. Hendes blik gled over hans trætte ansigt. Hun vidste, at det sidste, han ønskede, var hendes medlidenhed, og alligevel kunne hun ikke lade være med at føle med ham. Det smertede i hendes indre ved tanken om de mørke skygger, der spøgte i hans sind.

Søvndrukkent rakte hun ud efter ham og flettede fingrene ind i hans.

"Jeg ville ønske, der var noget, jeg kunne gøre for dig," hviskede hun.

Han førte hendes hånd til sin mund og trykkede et kys mod hendes knoer. Til sin overraskelse så hun, at han smilede.

"Min kære pige," sagde han stille. "Du har allerede gjort mere, end du aner."

Forfatternote: Åh, wow. Jeg har drømt om at skrive dette kapitel, lige siden jeg begyndte på historien. Det føles fantastisk endelig at være nået hertil.

Nå ja, og shout-out til den gæst, som har givet reviews siden 2015. You rock!