Wendy strakte sig og missede med øjnene mod daggryet, der havde bredt sig på himlen som en fugl med mangefarvede vinger. Hun sukkede og mærkede, hvordan søvnen langsomt slap sit tag i hende. Med en tung bevægelse satte hun sig op og så sig omkring. Klo sad ikke længere under træet, sådan som han havde gjort, da hun havde været vågen få timer forinden. I stedet stod han i udkanten af lysningen og betragtede en busk med tunge, hvide blomster. Han drejede hovedet og så på hende.
"Godmorgen."
"Godmorgen," svarede hun og undertrykte et gab.
Hans øjne gled over hende, og hun blev pludselig bevidst om sit uglede hår og sine søvnvarme kinder. Selv lignede han ikke én, der havde tilbragt natten i junglen, hvis altså man så bort fra hans skjorte, der var en anelse krøllet.
"Jeg antager, at du har sovet godt?" spurgte han.
"Ja," sagde hun med et lille smil. "Bedre end jeg har gjort længe."
Hun kom på benene og lod blikket vandre rundt i lysningen. Dugvåde edderkoppespind glinsede i græsset, og et fint slør af dis hang mellem træerne. Der var ikke mange lyde at høre udover fårekyllingernes sang og fuglenes begyndende fløjten.
"Junglen er så stille her til morgen," sagde hun og lod en hånd løbe gennem håret for at glatte det en smule.
Kaptajnen nikkede eftertænksomt. "Og heldigvis for det. Det gør vores tur tilbage til skibet betydeligt lettere."
Hans ord fik smilet på hendes læber til at vokse. Hun glædede sig til at vende tilbage til Jolly Roger. På trods af de modstridende følelser, der havde været forbundet med hendes tidligere ophold på skibet, havde hun altid syntes om stedet. Det var det eneste sted på Ønskeøen – udover indianerlejren – hvor hun virkelig følte sig hjemme.
Hun gøs, da en let morgenbrise strøg gennem lysningen. Selvom solen kunne skimtes mellem træerne, var der stadig køligt i junglen. Hun samlede Klos frakke op, børstede et par græsstrå af den og lagde den om sine skuldre. Den var alt for stor til hende, men selvom hun vidste, at hun måtte se spøjs ud, nød hun at have den på.
"Dine mænd må have undret sig over dit fravær," sagde hun.
"Utvivlsomt. Men de stiller aldrig spørgsmål ved min gøren og laden."
Nej, tænkte Wendy. Det vovede de ikke. Kaptajnen måtte have gættet, hvad hun tænkte, for hun fik et glimt af mørk morskab i hans øjne.
"De bliver glade for at se dig igen," tilføjede han.
"Jeg ser også frem til at gense dem." Hun krydsede det høje græs. "De var så gode mod mig under mit ophold på skibet."
Hun tænkte tilbage på den varme velkomst, mændene havde givet hende, den dag Slightly havde taget hende med ned i kabyssen, og huskede deres begejstrede bifald den aften, hun havde fortalt dem en historie. De havde taget godt imod hende, og – så vidt hun havde kunnet bedømme – havde det ikke blot skyldtes kaptajnens formaninger om at behandle hende ordentligt. Mandskabet havde oprigtigt virket til at kunne lide hende.
Klo løftede et bryn. "Du lyder overrasket?"
Wendy nåede hen til ham og stod i nogle sekunder og pillede ved kanten af frakken.
"Jeg havde ikke troet, at de ville bryde sig om at have en kvinde om bord," sagde hun.
Han smilede. "De gør en undtagelse i dit tilfælde."
"Hvorfor?" Hun følte sig pludselig mismodig. "Fordi jeg er en fin dame?"
Der var ingen tvivl om, at besætningen havde været imponeret af hendes pæne manerer. Var det derfor, de havde behandlet hende, som de havde? Fordi de i virkeligheden ikke betragtede hende som en kvinde, men som ét eller andet ophøjet væsen fra en verden langt herfra? Tanken gik hende på. Hun ønskede at være en del af besætningen – ikke at stå over dem.
Til sin overraskelse hørte hun Klo le.
"Ville en dame holde en kniv mod min strube uden at tøve? Du misforstår," sagde han, da hun slog blikket ned. "Jeg beundrer dig for det. Der er ikke mange, der tør trodse mig på den måde."
Da hun så op, havde han atter vendt opmærksomheden mod blomsterne på busken.
"Din antagelse om mine mænd er korrekt," fortsatte han. "Normalt ville de modsætte sig at have en kvinde om bord. Men jeg tror, de finder din tilstedeværelse på skibet ganske inspirerende."
Wendy rynkede brynene. "Inspirerende?"
Han nikkede og løftede hånden for at stryge en dugdråbe af et blomsterblad. "Du har givet dem muligheden for at vise sig fra deres bedste side. Noget, der sker yderst sjældent."
Hun overvejede hans ord. Det var sandt, at hun havde troet på det bedste i mændene, men det var ikke faldet hende ind, hvor meget det måtte have betydet for dem. Efter så mange år til søs, hvor de var vant til at blive mødt med skrig og gråd, var det ikke så sært, hvis de længtes efter at blive behandlet som andet end en samling blodtørstige slubberter.
"Så burde de måske få chancen noget oftere," sagde hun.
Hans mundvig løftede sig en anelse. "Måske."
Deres øjne mødtes, og hun havde pludselig på fornemmelsen, at det ikke blot var mændene, de talte om. Endnu et vindpust bølgede gennem lysningen og fik blomsterne på busken til at svaje. Hun bøjede hovedet for at dufte til én af dem. Den var smuk: hvid og enkel med en kreds af gule støvdragere i midten.
"Jeg holder meget af blomster," sagde hun og nød fornemmelsen af den fine duft. "Da jeg boede herude som barn, plejede jeg at plukke små buketter og hænge dem til tørre under loftet i mit hus."
Kaptajnen smilede. Han rakte ud og skar stilken på én af blomsterne over med sin klo.
"Tag den med tilbage til skibet," sagde han og holdt blomsten frem mod hende. "Så kan du lægge den i pres i én af mine bøger."
Wendys blik vandrede fra blomsten i hans venstre hånd til metallet i hans højre. Kontrasten forekom hende næsten komisk, og alligevel var dette – kloen og blomsten – det perfekte billede på, hvem han var. En følsom skurk. Hendes skurk.
Da hun ikke reagerede, trådte han hen foran hende og anbragte blomsten bag hendes øre. Hun smilede og viklede en hårlok om den for at sikre sig, at den sad fast.
"Tak."
Først nu lagde hun mærke til, at hans skjorte stod åben i halsen. Det slog hende, hvor besværligt det måtte have været for ham at knappe den med én hånd, og – uden rigtigt at tænke over, hvad det var, hun gjorde – løftede hun hænderne og begyndte at gøre arbejdet færdigt for ham. Kaptajnen virkede overrasket, men sagde ikke noget. Det måtte være Smisk, der hjalp ham med ting som disse i det daglige, tænkte hun, mens hun lod knapperne forsvinde ind i knaphullerne én efter én. Måske ville det blive hendes rolle fremover. Hun syntes om tanken. Der var et strejf af hjemlig hygge forbundet med den.
Det varede ikke længe, inden hun nåede til den sidste knap. Hendes blik mødte kaptajnens, og hun så til sin overraskelse, at hans pande var blevet furet.
"Har du ondt af mig, Wendy?"
Hun sænkede hænderne.
"Nej." Det skar i hendes hjerte, da det gik op for hende, at han havde misforstået hendes handling. "Det var ikke derfor, at jeg …"
"Hvorfor så?"
Hun overvejede spørgsmålet i nogle sekunder.
"Jeg kan lide at gøre ting for dig," sagde hun sandfærdigt.
Svaret lød simpelt – næsten barnligt – og et kort øjeblik var hun bange for, at han ville le ad hende. Men det gjorde han ikke. I stedet smilede han blot.
"Og jeg for dig," sagde han. "Men det ved du jo."
Wendys hjerte gav et lille hop. Ja, hun gjorde. Hun genkaldte sig, hvordan han havde rørt hende, da de havde ligget sammen under nattehimlens mørkeblå kuppel, og varmen begyndte straks at stige op i hendes kinder. For at fokusere på noget andet vendte hun igen opmærksomheden mod hans skjorte. Hendes fingre genoptog arbejdet med den øverste knap, men minderne fra natten vedblev at flakke gennem hendes hoved og gjorde hendes bevægelser klodsede og upræcise. Uanset hvor meget hun prøvede, var det umuligt for hende at få knappen ind i knaphullet. Hun kunne fornemme, at kaptajnen morede sig over hendes mange mislykkede forsøg, hvilket blot gjorde opgaven endnu mere besværlig. Til sidst forbarmede han sig over hende og tog hendes hånd.
"Lad den være, som den er."
Hun så op og mødte hans blik. Udtrykket i hans øjne fik hendes hjerte til at slå hurtigere. Langsomt løftede han kloen og vippede hendes ansigt op mod sit. Et suk undslap hende, da han bøjede hovedet og kyssede hende. Det bløde pres fra hans læber forvandlede blodet i hendes årer til flydende solskin, og hun greb instinktivt fat om hans skulder med sin frie hånd for ikke at svaje på stedet.
Han brød kysset og så på hende. Et smil lurede i hans mundvig. På trods af at hun stadig var øm efter nattens begivenheder, mærkede hun, hvordan hun brændte igen. Hun begreb ikke, hvordan det var muligt for ham at tænde sådan nogle følelser i hende med et enkelt blik, men det var det, og – at dømme efter hans ansigtsudtryk – var han fuldkommen klar over det.
Han slap hendes hånd og lagde fingrene om hendes nakke for at trække hende tættere på. Hans mund lagde sig over hendes igen, og nu var hun glad for at have hans krop at støtte sig til, for denne gang var hans kys mere krævende, og hendes knæ blev med ét så svage, at hun tvivlede på, de ville kunne bære hende ret meget længere. Spidsen af hans klo strejfede hendes kraveben, og hun mærkede frakken glide af sine skuldre. Den kølige morgendis hang stadig tæt i luften omkring dem, men Wendy ænsede ikke længere kulden.
Hun fulgte med, da han førte hende baglæns, indtil hun stod med ryggen mod et træ. Hans hånd strøg over hendes arm, og han nappede hende let i underlæben, inden han kyssede hende igen. Det var et blidt kys – frustrerende blidt, tænkte hun, og trykkede sig ind mod ham, sulten efter mere. Det lod til at være præcis dét, han havde ventet på, for han gjorde straks kysset dybere. Barken skurede mod hendes ryg, da han pressede hende ind mod træet. Voldsomheden i bevægelsen afskrækkede hende ikke; tværtimod opildnede den hende blot endnu mere. Han havde været så forsigtig i nat og havde vist hende en side af sig selv, som hun aldrig før havde set, men hun mærkede, hvordan denne side af ham – dén, der var drevet af utilsløret lidenskab – også var én, hun ikke bare ønskede, men higede efter.
Wendys hjerte bankede vildt, mens han holdt hende fast mod træet. Hun smagte ham, indåndede ham og ville have overgivet sig fuldstændigt til ham, havde det ikke været for bevidstheden om solen, der langsomt hævede sig på himlen.
Hun lagde hænderne mod hans bryst.
"Jeg må af sted," sagde hun stille.
Han trak sig en anelse bort og betragtede hende under halvt sænkede øjenlåg.
"Sikke et hastværk," mumlede han.
"Jeg har været væk hele natten." Hun rettede på sin kjortel og prøvede at få styr på sit hår, der nu var endnu mere i uorden end før. "Indianerne er sandsynligvis bekymrede."
I modsætningen til mandskabet på Jolly Roger stillede indianerne spørgsmål.
Klo trådte et skridt bagud. Hun kunne fornemme, at han accepterede fornuften i hendes ord, selvom han ikke var meget for det. Det var hun heller ikke. Hun havde ikke lyst til at forlade lysningen. Alting var så vidunderligt ukompliceret her.
"Hvad har du tænkt dig at fortælle dem?" spurgte han.
Hun fingerede ved én af muslingeskallerne i halskæden.
"Sandheden."
Han hævede brynene.
"Sandheden?" gentog han.
Der var en drillende undertone i hans stemme. Wendy rødmede og så ned. Hun kunne selvfølgelig ikke fortælle stammen, hvad der var sket mellem hende og Klo, men det betød ikke, at hun behøvede at lyve. Hun fugtede læberne, der var ømme efter det lange kys.
"Jeg har tænkt mig at sige, at jeg ikke længere kan blive hos dem. At situationen har forandret sig, nu hvor …" Hun tøvede og mærkede, hvordan hans øjne hvilede afventende på hende. "Nu hvor jeg ved, hvor jeg hører til."
Hun hævede blikket. Kaptajnen gjorde et lille nik. Med den ømhed, der var så ny for hende, tog han hendes hånd og plantede et kys på hendes røde håndflade. Så slap han hende og samlede sin frakke op fra det våde græs.
"Jeg venter på dig her."
.
.
Nysgerrige blikke fulgte Wendy, da hun trådte ind i indianerlejren. Som forventet var hendes fravær blevet bemærket. Hun lod som ingenting og fortsatte fremad, spejdende efter Tiger Lily. Efter at have søgt forgæves i nogle minutter henvendte hun sig til en ammende kvinde, der fortalte hende, at indianerprinsessen var taget af sted for at tømme fælder, sådan som hun gjorde hver morgen. Wendy følte et stik af dårlig samvittighed. De plejede altid at tømme fælder sammen. Hun kunne kun gisne om, hvilke tanker der mon var gået gennem Tiger Lilys hoved, da hun var trådt ind i gæstetipien her til morgen og havde opdaget, at den var tom.
Wendy besluttede sig for at vente uden for høvdingetipien, indtil Tiger Lily kom tilbage. Hun krydsede lejrpladsen og passerede nogle af stammens jægere, der var ved at gøre sig klar til at tage på ulvejagt. Ulvene var, som Peter havde fortalt den dag ved søen, kommet ned fra bjergene og havde taget så mange hjorte, at bestanden i junglen var truet. Derfor var de dygtigste af stammens jægerne begyndt at nedlægge dem. Selvom de allerede havde fået ram på mange af de glubske bæster, var flokkens anfører – en ulv, der efter sigende var dobbelt så stor som de andre – undsluppet dem flere gange.
Hendes blik faldt på Sorte Panter, som var i færd med at male sig i ansigtet. Han havde et ulveskind hængende over ryggen; et trofæ fra forrige uges jagt. Hun vidste, at han havde en ambition om at nedlægge ulveflokkens leder, og hun var ikke i tvivl om, at det nok skulle lykkes ham, for han var både dygtig og tålmodig. Sorte Panter, som opdagede, at hun så på ham, nikkede afmålt til hilsen, hvorefter han dyppede fingrene i en krukke og trak en sort stribe ned ad sin kind.
Wendy var næsten nået hen til høvdingetipien, da hun fik et glimt af gråt hår ud af øjenkrogen. Et sekund senere trådte Ghigau ind foran hende. Den gamle kone havde bevæget sig med en hastighed, Wendy ikke havde troet var mulig for en kvinde i hendes alder, og stod nu og betragtede hende med sammenknebne øjne. Wendys blik flakkede. Hun åbnede munden for at undskylde – hun havde trods alt forladt lejren uden så meget som et ord, så det var kun forståeligt, hvis Ghigau var vred på hende – men før hun kunne nå at sige noget, havde den ældre kvinde grebet hende om hagen. Wendy blev så overrasket, at det eneste, hun kunne gøre, var at glippe med øjnene. Kvinden studerede hendes ansigt indgående i nogle lange sekunder, og Wendy kunne ikke lade være med at krympe sig en anelse under det granskende blik. Endelig løsnede hun de krogede fingre, så Wendy kunne træde et skridt bagud.
Wendy følte sig forvirret, og hendes forvirring blev blot endnu større, da en klukkende lyd steg op fra Ghigaus strube. Den gamle kone lo. Wendy stirrede på det fine net af smilerynker, der havde bredt sig omkring kvindens øjne, og mærkede varmen skyde op i sine kinder. Det var, som om Ghigau vidste det – vidste, hvad der var sket i nat.
"Røde Hånd." Wendy snurrede rundt og så Tiger Lily komme gående gennem lejren med et bundt kaniner i hånden. "Du er her stadig."
Det var kun, fordi Wendy kendte pigen godt, at hun opfattede lettelsen i hendes stemme.
"Ja." Wendy sendte hende et undskyldende smil. "Jeg beklager, hvis jeg gjorde dig urolig."
Tiger Lily gjorde et kast med hovedet i retning af høvdingetipien, og Wendy nikkede og fulgte med hende, glad for at undslippe Ghigaus alt for vidende stirren.
"Det var ikke min mening at forsvinde på den måde i går," sagde hun, da de trådte ind i skyggen af den store tipi. "Men jeg blev nødt til det."
Tiger Lily, der havde stillet sig med ryggen til hende og var i færd med at hænge de døde kaniner op på et træstativ, sagde ikke noget, men ventede blot på, at hun skulle fortsætte. Wendy åbnede og lukkede hænderne et par gange, mens hun ledte efter ordene.
"Ritualet i går … Det viste mig noget. Noget, jeg havde glemt. Det var derfor, jeg forlod lejren. Jeg havde brug for at tænke over dét, jeg havde set. Og bagefter ..." Hun holdt en lille pause og tænkte tilbage på mødet med Klo. "Bagefter stod alting så klart for mig."
Tiger Lily vendte sig om. Hendes brune øjne skinnede.
"Du så din sti."
Wendy nikkede. Hun lod sig synke ned på en sivbænk og samlede hænderne i skødet.
"Det lyder måske mærkeligt, men for første gang i lang tid ved jeg, hvad jeg bliver nødt til at gøre." En klump tog form i hendes hals og besværliggjorde de næste ord: "Jeg bliver nødt til at tage af sted."
Tiger Lily gik hen til Wendy og satte sig ned ved siden af hende. Hendes øjne var blevet blanke.
"Hvis dét er din sti, så er det sådan, det må være," sagde hun med rolig stemme.
Wendy så forundret på hende. Hun havde forventet, at pigen ville spørge ind til, hvad hun havde set under ceremonien, eller bede hende om at uddybe grunden til, at hun blev nødt til at rejse. Men måske fornemmede Tiger Lily instinktivt, at Wendy ikke kunne tale om det. At pigen respekterede hendes beslutning uden at vide, hvad der lå bag, fik blot Wendy til at holde endnu mere af hende.
Hun tog indianerprinsessens hånd.
"Du og dit folk har været så gode imod mig," sagde hun og mærkede klumpen i sin hals vokse. "Jeg ved ikke, hvordan jeg nogensinde skal kunne gengælde jeres venlighed … Men jeg vil gerne prøve. Du gav mig en gave forleden." Hun rørte ved halskæden om sin hals. "Nu vil jeg gerne give én til dig … En historie. Vil du høre den?"
Tiger Lily nikkede. Wendy smilede og tænkte tilbage på den historie, hun havde øvet sig på på vej tilbage mod lejren. Hun rømmede sig.
"Der var engang en pige. Hun var datter af jorden og himlen, og fra den dag, hun blev født, vidste alle, at hun var skabt til store ting."
Hun så på Tiger Lily, som gengældte hendes blik med et lille smil.
"Hun voksede op i hjertet af junglen, hvor hver dag var et eventyr. Hendes folk holdt af hende og respekterede hende for den livsvisdom, hun besad på trods af sin unge alder. Ingen tvivlede på, at hun var værdig til en dag at blive stammens overhoved. Pigen var beæret over den tiltro, hendes folk viste hende, men i ny og næ tvivlede hun alligevel på, om hun ville være i stand til at leve op til det ansvar, der hvilede på hendes skuldre."
Wendy gav Tiger Lilys hånd et klem.
"Men som tiden gik, fandt hun sit mod. I takt med at hun blev ældre og mere erfaren, blev hun indviet i den ældgamle visdom, der var en del af hendes folk. De Ældste fornemmede hendes stærke vilje, og vidste, at de havde valgt rigtigt, da de i sin tid havde opkaldt pigen efter én af junglens blomster, for hun havde en vild og ukuelig natur og frygtede hverken glubske bæster eller morderiske pirater."
Der var stille et par sekunder, inden Wendy fortsatte:
"En dag kom en fremmed til lejren, og det varede ikke længe, før de to blev venner. De levede side om side og delte hverdagens sejre og bekymringer, indtil dagen kom, hvor den fremmede måtte forlade stammen for at gå sin egen vej." Wendy mærkede sin stemme bæve. "Pigen følte sig trist til mode efter at have taget afsked med sin ven, men hun var ikke alene, for snart indså stammens dygtigste jæger, hvor fantastisk hun var, og fra den dag af arbejdede han utrætteligt for at vinde hendes gunst."
Wendy kunne ikke lade være med at more sig en anelse over det overraskede udtryk, der gled over Tiger Lilys ansigt. Hun tog fat på den sidste del af historien:
"Pigen, som med tiden blev til en kvinde, var lykkelig over den opmærksomhed, jægeren viste hende, for hun havde elsket ham så længe, hun kunne huske. Alligevel holdt hun ham hen i et godt stykke tid for at sikre sig, at han var oprigtig. Først da han bragte hende skindet fra en tiger som bevis på sin hengivenhed, lod hun ham vide, hvor meget hun holdt af ham."
Teltdugen, der dækkede indgangen til tipien, bevægede sig svagt, og Wendy fik et glimt af høvdingen inde bagved. Han lyttede også, indså hun.
"De gik til hendes far for at fortælle ham om deres kærlighed," sagde hun og talte en smule højere for at sikre sig, at høvdingen hørte de næste ord, "og faren bifaldt foreningen, taknemmelig over at vide, at hans datter ville have nogen ved sin side, når han engang skulle drage videre til de evige jagtmarker. Da den dag oprandt, trådte hans datter ind i rollen som stammens overhoved, og hun blev den smukkeste og viseste leder, stammen nogensinde havde haft."
Historien var til ende. Wendy så på Tiger Lily, hvis ansigt var blevet vådt af tårer. Hun snøftede et par gange, mens hun knugede Wendys hånd i sin.
"Tak," mumlede hun hæst.
Wendy smilede. Det glædede hende, at pigen syntes om hendes afskedsgave. Hun flyttede sig en smule på bænken og fik øje på Sorte Panter, der var stoppet op et stykke derfra og stirrede direkte på Tiger Lily. Hans øjne skinnede under den malede pande, som om han så på pigen for første gang. Tiger Lily bemærkede ham ikke, optaget som hun var af at tørre tårerne væk fra sit ansigt. Hendes smil var varmt, men hendes øjne sørgmodige, da hun lænede sig frem og lagde armene om Wendy.
"Farvel," hviskede hun ned i Wendys hår, "og held og lykke, hvor end din færd bringer dig hen."
.
.
Efter at have taget afsked med resten af stammen forlod Wendy lejren og sluttede sig til Klo, der som lovet ventede i lysningen. Solen stod højt på himlen, da de påbegyndte deres vandring gennem junglen. Tågen i skovbunden var for længst forsvundet, og morgenkulden var blevet erstattet af en trykkende hede. Wendy tørrede sig over ansigtet og samlede håret, hvis spidser var våde af sved, i en hestehale. Hun skævede til kaptajnen, som virkede upåvirket af den bagende sol.
"Jolly Roger ligger i vandet ud for Kannibalgrotten," informerede han, mens de bevægede sig gennem vildnisset. "Omtrent en times gang herfra."
Wendy sank og følte sig pludselig kold på trods af varmen.
"Kannibalgrotten?"
Tonefaldet måtte have afsløret hendes uro, for kaptajnen lo dæmpet.
"Der er ingen menneskeædere der," beroligede han. "Faktisk er stedet ganske fredeligt. Men som så mange andre steder på øen er det omgærdet af makabre sagn, der gør, at de færreste bryder sig om at opholde sig der."
Hun nikkede og huskede, hvordan hun havde skælvet før i tiden, når Peter havde fortalt om de mørke afkroge af Ønskeøen: Den Bundløse Sump, Dødemandsklippen, Den Hængte Mands Træ. Hun havde aldrig turde at besøge stederne efter de billeder, han havde malet af dem i sine historier. Nu spekulerede hun på, om de i virkeligheden var så uhyggelige, som han havde fået dem til at lyde, eller om han blot havde overdrevet for at skræmme hende.
"Jeg går ud fra, at det samme gælder for dine mænd?" spurgte hun.
"Aye," svarede Klo. "De har altid haft hang til overtro."
Han kravlede over et væltet træ, hvis indtørrede rødder stak ud i luften som krumme fingre. Hun fulgte efter og mærkede stoltheden over, hvor meget nemmere det var at følge med ham nu, end det havde været sidst.
"Hvad er jeres planer for de kommende dage?" spurgte hun, da de var kommet lidt længere hen ad stien.
Det trak i hans ene mundvig.
"Min plan var at angribe Piccanniny-stammen, men noget siger mig, at det ikke vil falde i din smag." Hun sendte ham et blik, der bekræftede hans antagelse, og han fortsatte: "Så i stedet skal vi have fundet en havn, hvor vi kan få solgt noget af skibets gods. Lastrummet er ved at være fyldt."
Wendy rynkede brynene.
"Kan I gøre det her på Ønskeøen?" Så vidt hun vidste, fandtes der ikke nogen større byer på stedet. Et par primitive landsbyer måske, men ikke nogen byer, der var store nok til, at de havde noget egentligt handelsliv.
"Nej, men der er små øer i det omkringliggende farvand, hvor det er muligt at få afsat vores varer."
"Jeres tyvegods, mener du."
Han nikkede og smilede umærkeligt.
"Det bliver godt for mændene at komme i havn," mumlede han. "De trænger til lidt morskab efter at have opholdt sig på havet så længe. Og du trænger til en mere passende påklædning."
"Jeg kan lide mit tøj."
"Måske. Men det egner sig ikke til det daglige arbejde på et skib."
Wendy så ned ad sig selv. Selvom tøjet var praktisk at jage i, måtte hun medgive ham, at det nok ikke passede til livet til søs. Hun havde dog ikke tænkt sig at smide det ud. Måske kunne hun gemme det i kisten inde i sin kahyt til minde om den tid, hun havde tilbragt hos indianerne.
Hun så tilbage i retning af lejren. Hendes øjne løb over de solbeskinnede trækroner, og hun mærkede, hvordan hun pludselig blev tung i brystet.
"Der er noget, jeg havde håbet, vi kunne gøre, inden vi lægger til kaj," sagde hun.
Kaptajnen så på hende med et skævt smil.
"Og hvad er så det?"
Hentydningen i hans øjne var ikke til at tage fejl af, men hun lod sig ikke distrahere. Hun tog en dyb indånding og så på ham med et fast blik.
"Vi bliver nødt til at redde De Glemte Drenge."
Kaptajnen stoppede op.
"Du mener Pans krigere?" Hans stemme var lav.
Hjertet sank i livet på Wendy. Det var lige præcis den reaktion, hun havde frygtet.
"De er uskyldige," begyndte hun.
Et bjæf af latter undslap ham. "De har dræbt flere af mine mænd i årenes løb."
"Og din besætning har dræbt flere af dem," påpegede hun. Det var den brutale realitet på dette sted. "Uanset hvad der er sket i fortiden, bliver vi nødt til at gøre noget. Vi kan ikke lade dem blive hos Peter. De er i fare hos ham."
"De er i fare overalt på Ønskeøen."
"Men Peter –"
"Dét, Pan gør, er en del af spillet," afbrød han hende. "Og det ved hans små følgesvende udmærket godt. De kender konsekvenserne af at bryde hans lov."
Wendy kvalte et suk af frustration. Deres samtale mindede hende pludselig alt for meget om de skarpe ordudvekslinger, de havde haft i hans kahyt. Klo måtte have tænkt det samme, for hun hørte ham tage en dyb indånding, og da han atter talte, var noget af køligheden forsvundet fra hans stemme:
"Det ville være tåbeligt at prøve at redde dem," sagde han. "Drengene er loyale mod Pan. De ville modsætte sig ethvert forsøg på at få dem til at forlade hans side."
"Jeg kunne narre dem," foreslog hun. "Få dem til at komme med mig."
Han rystede på hovedet. "Selv hvis det lykkedes dig at få dem til at følge med, gør det ingen forskel. Pan henter blot nye drenge."
Wendy vendte blikket mod jorden og pillede ved blomsten bag sit øre. For sit indre blik så hun sig selv snige sig væk fra hytten sammen med Skrubbe og Rumle, blot for at se Peter komme flyvende med to nye drenge, der skulle indlemmes i flokken. Hun vidste, at kaptajnen havde ret. Selv hvis hun havde succes med sit foretagende, ville det ikke vare længe, før hun var tilbage, hvor hun startede.
"Der må være en måde at stoppe det på," hviskede hun.
"Det er der også."
Hans tonefald fik blodet til at isne i hendes årer. Hun så op. Mørket i hans øjne efterlod ingen tvivl om, hvad han mente.
Hun skuttede sig og besluttede sig for at lade emnet falde. En del af hende havde håbet, at kaptajnen ville se anderledes på tingene, nu hvor de havde tilbragt natten sammen, men han var tilsyneladende lige så besat af tanken om hævn, som han altid havde været. Selvfølgelig var han det, tænkte hun og studerede ham i smug, mens de fortsatte deres færd gennem junglen. Det var naivt af hende at tro, at én nat kunne ændre på så indgroet en del af hans væsen. Når alt kom til alt, var han en skurk – et faktum, hun havde været fuldkommen klar over, da hun havde givet sig hen til ham. Men på trods af hans hævngerrige natur holdt hun stadig af ham. At prøve at bekæmpe de følelser, han vakte i hende, var lige så nyttesløst som at kæmpe mod tidevandet. Hun havde kaldt ham tilbage til livet, fordi hun ikke kunne undvære ham.
Men hun kunne heller ikke undvære Peter. Og hun nægtede at hjælpe Klo med at skade ham.
.
.
Wendy skubbede en gren til side og viftede en myg bort fra sit ansigt. Den massive klippevæg, hun kunne skimte mellem træerne længere fremme, fortalte hende, at hun og Klo endelig var nået deres mål. De to pirater, der bevogtede indgangen til Kannibalgrotten, måbede, da de så hende træde ud af skovbrynet, men fattede sig hurtigt.
"Det er godt at se Dem igen, Miss Darling," sagde den ene og tog hatten af til hilsen.
Den anden fulgte hans eksempel og mumlede noget om, at de altid havde vidst, at hun ville vende tilbage igen. Wendy smilede til dem begge og takkede dem for at have holdt så godt vagt, mens kaptajnen havde været borte. Hendes påskønnende ord gjorde dem tydeligvis forlegne, og de så næsten taknemmelige ud, da Klo beordrede dem til at gå i forvejen. De tændte hver især en fakkel og forsvandt ind i grotten.
"Skibet ligger i skjul af klipperne på den anden side," sagde kaptajnen og nikkede mod den tunnel, som de to pirater netop var forsvundet indad.
Wendy trådte ind i grotten og lod blikket vandre rundt i den enorme åbning i klippesiden. Pludselig forstod hun, hvor stedet fik sit navn fra: Meterlange drypsten hang fra grottens loft og gav én indtrykket af, at man trådte ind i et gab med sylespidse tænder. Kaptajnen gjorde tegn til, at hun skulle følge med, og de begav sig ind i grottens dyb ad samme vej som mændene.
Grotten var ikke bare en grotte, blev hun snart klar over, men et kringlet netværk af tunneller og snævre passager. Det ville være let at fare vild herinde, hvis ikke man vidste, præcis hvilken vej man skulle. Heldigvis var hun i selskab med Klo, som virkede til at kende stedet ud og ind. Hans målrettede skridt tydede på, at han havde gået her mange gange før. En enkelt gang var hun bange for, at han havde mistet orienteringen, men så slog tunnelen et skarpt sving, og hun kunne atter ane skæret fra de to mænds fakler et sted forude.
Lyden af hendes og kaptajnens fodtrin ekkoede mod de fugtige klippevægge, akkompagneret af den sagte lyd af dryppende vand. På et tidspunkt baskede noget, som hun gættede på, var en flagermus, hen over hovedet på hende og fik hende til at fare sammen. Det var ikke så sært, at denne grotte gjorde folk urolige, tænkte hun. Man kunne let forestille sig, at der gemte sig noget i mørket. Efter et stykke tid blev tunnelen bredere, og hun sukkede lettet, da hun endelig kunne skimte dagslys.
De nåede enden af tunnellen og befandt sig nu i en rummelig hulning med udsigt ud over havet. Wendy missede med øjnene, overvældet af lyset efter de mange minutter tilbragt i mørket. Hun så rundt. Flere tunneller havde deres udmunding på dette sted, hvis hvælvede klippeloft fik stedet til at minde om en mægtig, gotisk kirke. De knudrede klippevægge skinnede af fugt, og ligesom ved grottens indgang hang store formationer af drypsten ned fra oven.
"Miss Darling?" Smisk nærmede sig og stirrede himmelfaldent på hende.
Hun nikkede til hilsen. Det var tydeligt, at bådsmanden havde en masse spørgsmål. Han fik imidlertid ikke mulighed for at stille nogen af dem, for Klo trådte hen til ham og forlangte at få at vide, hvad der var sket i hans fravær. Smisk begyndte pligtskyldigt at aflægge rapport. Wendy benyttede anledningen til at træde forbi de to mænd og stillede sig hen for at nyde udsigten.
Solen glimtede skarpt i de lette dønninger langs klippekysten, og ude på det vuggende hav lå kaptajnens skib. Nej, tænkte Wendy, det var ikke hans skib. Det var hendes. Hun havde skåret hvert eneste bræt ud med sin fantasi og vævet sejlene af sine drømmes hvide skyer. Jolly Roger var hendes, ligesom dets kaptajn var det.
Hun betragtede skibet i nogle sekunder og vendte sig om tidsnok til at se en skikkelse komme farende i hendes retning. Et lille udbrud undslap hende, da personen slog armene om hende.
"Wendy! Gudskelov, at du er all right!"
De vilde, brune krøller, der fyldte det meste af hendes synsfelt, efterlod ingen tvivl om, hvem det var, der havde omfavnet hende.
"Slightly," lo hun. "Du gjorde mig helt forskrækket."
Slightly knugede hende ind til sig.
"Jeg var så bange for, at du var kommet noget til," mumlede han. "Det var vi alle sammen." Han slap hende og så op og ned ad hende. "Men … Hvordan er det, du ser ud?"
"Jeg har boet hos indianerne," forklarede hun med et smil.
Slightlys øjne blev store. "Rødhuderne?"
Hun nikkede og fortalte ham om, hvordan Piccaninny-stammen havde taget sig af hende, efter hun var undsluppet Peters skjulested, og Slightly fortalte til gengæld om dagene, der havde fulgt det, hun var begyndt at tænke på som sin kidnapning.
"Kaptajnen var helt fra den, efter Peter havde taget dig," sagde han og dæmpede stemmen for at hans øverstkommanderende ikke skulle høre ham. "Cookson fik hans klo at føle …"
Han berettede om, hvordan Klo havde sendt det meste af mandskabet ind i junglen for at lede efter hende. Men som sædvanligt havde ingen af dem været i stand til at finde Peters hule. Til sidst havde han selv begivet sig ind i junglen. Skibet havde ligget for anker ved Kannibalgrotten i en hel uge, mens hans søgen havde stået på.
"Og nu har han endelig fundet dig," afsluttede Slightly med et smil. "Jeg er glad for, at du er tilbage."
"Det er jeg også. Og denne gang bliver jeg her," forsikrede hun.
De gik hen i et hjørne af grotten, hvor en gruppe pirater sad delvist skjult af en stendynge. Så snart mændene fik øje på hende, var de ved at falde over hinanden for at komme hen at hilse. Hun smilede og trykkede deres store næver én for én, mens de fortalte hende, hvor glade de var for at se hende igen, og hvordan skibet ikke havde været det samme uden hende.
"Kaptajnen siger, at det ikke varer længe, før vi lægger til kaj," sagde hun til Slightly, da hun havde fået hilst på dem alle.
"Er det sandt?" Slightlys øjne strålede. Han så på sine medpirater. "Har I hørt det? Vi skal snart i havn!"
Mændene brummede tilfreds og mumlede noget om, at det så sandelig også var på tide. Slightly greb hendes hænder.
"Så skal jeg vise dig Den Gamle Søulk," sagde han, og Wendy gættede på, at det måtte være navnet på en knejpe. "Og lære dig at spille poker! Eller whist."
En af piraterne udstødte en hæs latter.
"Hvad får dig til at tro, at den unge frøken vil med ind på den slags steder?" spurgte han og kløede sig i en byld på kinden.
"Der er andre damer der, er der ikke?" grinede en anden og gav ham en albue i siden. "Ikke at Miss Darling er i samme kategori som dem," skyndte han sig at tilføje.
"Åh, den slags kvindfolk kender Wilkins skam alt til," kom det fra en tredje. "Kan I ikke huske den pige, han slæbte af sted med sidste gang? Hvad var det nu, hun hed?"
"Sally!" lød det straks.
"Søde Sally!"
"Hun var sgu en dejlig tøs."
De brød ud i latter. Wendy så tilbage på Slightly, hvis ansigt havde fået et lyserødt skær.
"Hvordan kommer vi ud til skibet?" spurgte hun for at give ham noget andet at tænke på end den pige, mændene talte om.
Han pegede på en båd, der lå fortøjet ved foden af skrænten, og dernæst på en smal sti, som skar sig ind i klippesiden. Hendes mave snørede sig sammen.
"Det er ikke så slemt," sagde Slightly, som måtte have gættet hendes tanker. "Du skal nok klare den."
Wendy sank en klump. Hun håbede, han havde ret. Efter sit mislykkede forsøg på at flyve var hun blevet utryg ved højder. Men det måtte hun se at komme over, tænkte hun, mens hun fulgte den smalle sti med øjnene, for der var ikke andre veje ned til båden.
Slightly lagde en hånd på hendes skulder.
"Du klarede turen op til stormasten, gjorde du ikke? En tur ned ad klippesiden burde være en smal sag."
Hun ville indvende, at på turen op til stormasten havde hun i det mindste haft noget at holde fast i, men hun nåede ikke at sige noget, før der lød et råb bag dem. Hurtigt snurrede hun om på hælen for at finde ud af, hvad der havde givet anledning til lyden.
Blodet veg fra hendes ansigt, da hun så Peter og De Glemte Drenge komme løbende ud af en tunnel et stykke derfra. Peter satte af fra jorden og skød op mod klippeloftet. Han hylede et krigsråb og pegede på piraterne ved stendyngen.
"Angrib!"
Mændene sprang på benene og trak deres huggerter. Med arrige brøl satte de kurs mod de fremadstormende drenge.
"Nej!" råbte hun. "I må ikke gøre dem noget!"
Men ingen af dem ænsede hendes ord. Forfærdet så hun de to grupper kaste sig over hinanden og hørte den skurende lyd af klinger, der stødte sammen. Også Slightly havde grebet sit våben. Hans øjne skinnede vildt, mens han huggede ud efter drengene. Wendy stirrede på kampen, lammet af rædsel. Som barn havde optrin som disse forekommet hende underholdende. Nu hvor hun var voksen, gik det op for hende, hvor uhyrligt det i virkeligheden var. Hun var nødt til at gøre noget for at stoppe det, inden nogen kom til skade.
Med en kraftanstrengelse løsrev hun blikket fra de kæmpende. Hun måtte have fat på kaptajnen. Det kunne godt være, at mændene ikke lyttede til hende, men de ville lytte til ham. Hvis bare hun kunne få ham til at kalde dem tilbage …
Hun fik øje på ham i den modsatte ende af grotten. Han gjorde ingen mine til at blande sig i kampen, men havde i stedet blikket stift rettet mod Peter. De tre mænd, som stod omkring ham, var tilsyneladende så overrumplede over deres fjendes pludselige opdukken, at de endnu ikke havde trukket deres våben.
"Uduelige fjolser," hvæsede han og truede ad dem med kloen. "Stå ikke bare dér! Skyd ham!"
De begyndte straks at fumle med deres flintpistoler. Kort efter føg skuddene gennem luften, men Peter undveg med lethed ved at forsvinde ind bag nogle drypsten.
"Sigter godt, men rammer skidt!"
Han gjorde et skarpt dyk og sparkede en pirat, der stod i udkanten af grotten, i brystet, så manden væltede baglæns og forsvandt ud over klippeskrænten. Selv gennem kakofonien af pistolernes smæld og huggerternes hvin kunne Wendy høre det skrækslagne skrig, han udstødte, idet han styrtede i døden. Hun kastede et blik over skulderen og så en pirat svinge sin huggert mod Rumle med sådan en kraft, at drengens hoved ville være blevet skilt fra kroppen, hvis ikke det var lykkedes for ham at dukke sig i sidste øjeblik.
Peter grinede og begyndte at flyve frem og tilbage langs klippesiden, mens han viftede med armene i retning af Jolly Roger. Hun kunne se piraterne myldre rundt på skibets dæk. Nogle af dem affyrede deres musketter til stor morskab for Peter, som var langt uden for skudvidde.
"Er det alt, hvad I har?" råbte han.
Som svar lød der et brag fra skibet. En kanonkugle var blevet sendt af sted. Wendy nåede akkurat at få et glimt af den, inden den smadrede ind i klippesiden.
Voldsomme rystelser løb gennem grotten, og Wendy dukkede hovedet, da småsten og støv begyndte at regne ned over hende. En drypsten rev sig løs, og piraterne og De Glemte Drenge sprang til side for at undgå at blive ramt af den. Endnu en drypsten fulgte. Og endnu én. Paniske råb skar gennem grotten, idet de mange sten splintredes mod klippegulvet og sendte skyer af kalk gennem luften. En mand ramlede ind i Wendy på sin flugt fra de faldende sten, og sammenstødet var så kraftigt, at hun blev væltet omkuld.
Hun forsøgte at komme på benene, men faldet havde gjort hende fortumlet. Der lød en knagen over hende. Svimmel af angst vendte hun blikket mod grottens loft og så en drypsten komme susende. Hun begyndte at kravle bagud, men mærkede så, hvordan nogen greb hende i armen, hev hende op at stå og trak hende med videre. Hun hostede og fik et glimt af Slightlys ansigt gennem det hvirvlende støv. Der lød et brag, da drypstenen knustes mod jorden på det sted, hun havde befundet sig få sekunder forinden. De fortsatte i løb gennem grotten, indtil rystelserne havde fortaget sig.
"Pyha, det var tæt på," sagde Slightly og slap hendes arm. "Er du kommet noget til?"
"Nej." Hjertet hamrede så hårdt i Wendys bryst, at det gjorde ondt. "Jeg er uskadt. Takket være dig."
Slightly gjorde en beskeden håndbevægelse og skrævede hen over en pirat, der lå sammenkrummet på grottens gulv.
"Det skal du ikke tænke på. Jeg –"
Han nåede ikke at sige mere, før en skikkelse kom skydende ud af grottens dyb med retning lige mod ham. Wendy snappede efter vejret, da personen – som hun nu så, var Peter – gjorde en hurtig bevægelse, der fik Slightly til at skære en grimasse. Piraten tog sig til siden og sank sammen på jorden med et støn.
Peter smilede selvtilfreds. Wendy stirrede på den blodige dolk i hans hånd og mærkede kvalmen skylle gennem sig.
"Peter … Hvad har du gjort …"
Peter rynkede forvirret panden. Han pegede på Slightly, som lå og gispede på klippegulvet.
"Han prøvede at angribe dig!"
"Nej. Han- han reddede mig."
Men Peter hørte ikke noget, for i det samme kom kaptajnen sprintende gennem grotten og kastede sig frem mod ham. Peter skød opad for at undgå kloen, der hvislede gennem luften.
"Ha! For langsom."
Der lød et knald, da kaptajnen affyrede sin pistol. Kuglen rikochetterede mod klippevæggen med en snerren, men Wendy registrerede knap nok lyden. Det eneste, hun var optaget af, var Slightly. Fortvivlet kastede hun sig ned ved siden af sin ven og pressede hånden mod såret i hans side for at standse blodet. Flere pirater dukkede op og slog ring om hende. Nogle af dem fulgte deres øverstkommanderendes eksempel og begyndte at skyde efter Peter, men Peters latter fortalte hende, at de ikke engang var i nærheden af at ramme deres mål.
"Bare rolig, Wendy!" råbte han. "Vi kommer tilbage og befrier dig!"
Han piftede et signal om tilbagetog. Hun så op og fik et glimt af De Glemte Drenge, der pilede frem fra deres skjul bag en bunke nedstyrtede sten.
"Så I det?" hørte hun Tot råbe, mens de spænede mod den nærmeste tunnel. "Peter fik én til!"
"Fem på én dag," udbrød Skrubbe. "Det må være ny rekord!"
De lo og forsvandt ind i mørket.
Wendy så ned på Slightly, hvis normalt så solbrændte ansigt havde mistet al farve. Panikken bølgede gennem hende og gjorde det svært for hende at trække vejret. Det her kunne ikke ske. Det måtte ikke ske. Hun pressede hårdere mod såret i hans side, men det var forgæves. Blodet vældede ud og pumpede tykt og varmt ned over hendes hånd.
"Bare hold ud," fremstammede hun. "Du skal nok klare den."
Slightlys ansigt vred sig i smerte. Hans hånd lagde sig over hendes og klemte til.
"Jeg havde aldrig t-troet, at det skulle ende sådan her," fik han frem.
"Hvad mener du?" spurgte hun med bævende læber. "Det er ikke slut endnu. Det hele skal nok gå. Men du bliver nødt til at blive ved med at kæmpe."
Slightly gjorde et forsøg på at nikke. Han rystede over hele kroppen.
"Jeg p-prøver, men d-det er svært. Alting er ved at blive mørkt." Hans øjne flakkede, og hun mærkede hans negle grave sig ind i hendes hånd. "Jeg er bange, Wendy."
"Det behøver du ikke være," sagde hun med en stemme, der var spinkel af gråd. Hun så på den nederste del af hans skjorte, som var gennemvædet af blod. Der var ikke noget at stille op. Peters stik havde været for dybt. Det eneste, hun kunne gøre, var at trøste ham: "Det er … det er ligesom at falde i søvn. Og når du vågner, kommer du til at se din mor igen."
Et lille smil gled over hans blege læber.
"Min m-mor," gentog han.
"Ja."
Slightlys øjne blev glasagtige.
"Jeg t-tror allerede, at jeg k-kan se hende nu," mumlede han.
Hans lemmer sitrede, og en gurglende lyd steg op fra hans hals. Han prøvede at sige noget mere, men det lykkedes ikke. En dråbe blod piblede ud af hans mundvig og gled ned over hans hage. Wendy tørrede den væk og så på ham gennem tårerne.
Hans mor … Hvad var det nu, han havde sagt om hende?
'Hun var mild og god … En varm latter og det smukkeste smil … Når jeg skulle sove, lod hun altid hånden løbe gennem mit hår – sådan her.'
Skælvende løftede hun hånden og lod fingrene glide gennem hans hår på samme måde, som han havde gjort den nat i udkigstønden. Hans øjne gled i ved berøringen, og hun hørte ham sukke svagt.
"Mor."
Hun knugede hans hånd, da en sidste krampe løb gennem ham. Så blev hans krop slap, og hans hoved faldt tilbage mod stenene.