Jabbadoor genkender hende med det samme, da han ser hende stå ved Atlas' side i tronsalen. Han kan ikke lade være med at smile for sig selv. Det lader til, at Atlantis' hersker ikke har ordentligt styr på sin datter. Ikke at det på nogen måde overrasker ham. Faktisk bekræfter det blot, hvad han allerede ved: Manden er ved at miste grebet. Om riget, om befolkningen, og nu også om sit eget barn.
En del af ham har næsten lyst til at fortælle Atlas, hvilken knibe hans datter befandt sig i nede på havnen i går. Hvis han afslører, hvordan han reddede prinsessen fra at miste sin uskyld, ville det måske udløse en smule af den taknemmelighed, kongen så stædigt nægter at give ham. Men han siger ikke noget, klar over, at det blot vil volde prinsessen problemer.
Adalena.
Han betragter hende i smug, mens hun sidder og fører en dæmpet samtale med sin fars elskerinde. Hans øjne glider over det hjerteformede ansigt indrammet af det lyse hår. Hvem skulle have troet, at Atlas' datter ville blive sådan en skønhed? Han husker hende tydeligt som lille; husker, hvordan hun altid løb rundt i hælene på ham, når han besøgte paladset. Under møderne i Rådet plejede hun at kravle ind under det forgyldte bord og binde snørerne på præsternes sandaler sammen.
Ja, hun har altid været en uregerlig én, den lille Adalena, men – ligesom dengang – finder han trækket ganske charmerende.
Da forsamlingen i tronsalen opløses, beder Atlas' frille ham blive tilbage. Forundret vender han sig om og ser Adalena nærme sig. Han bøjer hovedet til hilsen.
"Så mødes vi igen."
Hun smiler forlegent.
"Tak for hjælpen i går," siger hun. "Det vil betyde meget for mig, hvis du undlod at nævne episoden for min far. Jeg håber, du forstår."
"Selvfølgelig." Han træder hen til hende og tager hendes hånd. "Prinsesse … da jeg rejste fra riget, var du en lille pige. Nu er du en kvinde. Og tilmed smuk."
Han fører hendes hånd til sine læber. En fin rødmen breder sig på hendes kinder, og han spekulerer på, om det er komplimentet eller det lette kys, hun reagerer på. Måske er det begge dele.
Det falder ham ind, at der er andre måder at få magten i riget på end at dræbe Atlas. Hvis han giftede sig med prinsessen … Men nej, det vil Atlas aldrig gå med til. Manden insisterer på at holde traditionerne i hævd. Der er ingen tvivl om, at han allerede har udset sig en ægtemand til sin datter. En mand af adeligt blod. Tanken får Jabbadoor til at fnyse indvendigt.
Prinsessen trækker sin hånd ud af hans og nejer kort. Hans blik hænger ved hende, da hun går mod salens udgang. Han kan ikke lade være med at bemærke, hvor meget bedre kjolen klæder hende end den slidte kappe, hun havde været iført i går.
Så snart hun er væk, hører han en skikkelse røre på sig i den modsatte ende af salen.
"Hør … Svor du ikke en ed?" spørger Zan-Zan, idet han træder ud af skyggerne. Han må have sneget sig herind, da de andre var på vej ud.
Jabbadoor mærker et stik af irritation. Som sædvanligt er der intet, der undgår håndlangerens opmærksomhed. Han sender sin hjælper et advarende blik.
"Plejer jeg ikke at få det, som jeg vil?"
"Bevares." Zan-Zan vifter afværgende med hænderne og undlader klogt nok at komme med yderligere kommentarer.
Jabbadoor spænder i kæben og lader øjnene vandre gennem salen. De standser ved den forhøjning, hvorpå Atlantis' trone står. Zan-Zan har ret. Han har svoret en ed. Aldrig mere at røre en kvinde. Det er prisen for den kraft, fluekongen har skænket ham. Alligevel kan han ikke lade være med at tænke, at en forening mellem ham og prinsessen vil være oplagt. Når han har styrtet Atlas, vil det kun være naturligt for ham at ægte hende for at glæde den sørgende befolkning. At dømme efter den måde, hun så på ham lige før, vil hun ikke blive svær at overtale. Og hvad angår hans ed … Mon så ikke Baal-Zebub vil forstå?
Han skubber tanken ud af hovedet. Der er ingen grund til at fortabe sig i sådanne spekulationer nu.
"Hvordan gik audiensen?" spørger Zan-Zan efter et par sekunders tavshed.
Jabbadoor møder hans blik. Han smiler koldt og hører sine næste ord runge dystert mod stenvæggene:
"Atlas må dræbes."