Kapitel ni

Snape er et vakkert barn

Senere fandt endnu et angreb sted på Hogwarts. Justin. Han blev også forstenet, og ikke nok med det, Næsten Hovedløse Nick var blevet slået halt fordærvet. Men ingen fik nærmere besked før lærerne havde fundet ud af havde der var på færde.

Da de en dag havde frikvarter havde Regan været på toilettet og løb med meget larmende skridt (ned imod Pebber som ventede på hende) fordi det lavede ekko i helle den lange gang. Det var Snape ikke tilfreds med så han stoppede hende inden hun nåede Pebber og sagde:

''Jeg vil bede dig om at være så venlig at dæmpe dig og IKKE AT LØBE PÅ GANGENE frøken McNiel! Fem point fra Gryffindor!'' Regan kneb øjnene sammen for ikke at blive spyttet alt for meget til.

Han vendte sig om og krydsede Pebber med hastige skridt mod den anden ende af gangen. Regan gik hen til Pebber og de begyndte at gå den vej som Regan var kommet ad. De så de sig tilbage og Snapes kulsorte kappe flagrede i vinden på grund af hans hastige lange skridt, lige nu var han i sit es. Men han kom ikke langt for han var vist var uopmærksom på Peeves som havde lagt noget på gulvet, han snublede og faldt så lang han var. Regan puffede Pebber i hans retning hun blinkede og gik rundt om hjørnet. Pebber løb hen til Snape og hjalp ham op.

''Nu skal jeg hjælpe dem op professor Snape.'' Sagde hun med englestemme.

Snape fik rejst sig op, han børstede sin kappe af og borede sine sorte øjne ind i Pebbers. Hun prøvede at smile, men hans øjne var for kolde til at smilet blev naturligt. Det lille øjeblik virkede som hundrede år, han havde ikke gennemboret sine øjne i hende før. Hun stod usikkert og prøvede at finde på noget at sige. Regan stod stadig rundt om hjørnet og kunne ikke se dem. Bare hun dog ville komme og bryde ind. Det hele gik i slowmotion... pludselig ringede klokken, en øredøvende ringen så Pebber blev så forskrækket at hun tabte alle bøgerne, Snape gik sin vej uden at se sig tilbage.

Pebber forklarede det til Regan som var ret flad af grin over hans fald. Selvom han ikke var særlig venlig og at det gik ret så galt, var Pebber ret glad for hvad hun gjorde. De morede sig herligt over det i lang tid. Snape var rykket helt ud af hans normale rutine. Han gik ikke rundt og trak point fra kollegierne, han kom til tider forsent til timerne og han glemte altid hvad vi havde for. Men heldigvis for ham kunne han stadig holde sin mystiske og kolde type.

''Jeg har lidt ondt af ham...'' Sagde Pebber til nogle andre i en frokostpause.

''Hvorfor dog? Han har godt af at blive skubbet ned fra hans kongepiedestal som han har haft i mange år nu!'' sagde Pauline Deniella.

''Kan han aldrig rive sig løs?'' spurgte Pebber

''Åbenbart ikke, han snakker aldrig som man normalt gør.'' Sagde en ældre dreng.

''Tænk at have sex med ham!'' fnisede en pige ved navn Helga Jon.

''Du har ret... Han er sikkert jomfru.'' Grinte Pebber.

''Han er bare 33 – men det siger vi ikk' til nogen.''

''Han gik jo selv på Hogwarts, hvordan mon han var der? Havde han ingen venner han grinte med?''

''Ja, jeg har i hvert fald aldrig set et eneste smil på hans læbe... Det er der vist få der har.'' Sagde en anden dreng fra Hufflepuff der lige havde tilsluttet sig deres samtale med hans slæng af venner.

''Ja, han grovhed kommer nok tilbage inden længe...'' sagde Hermione og de andre sukkede.

De gik efterhånden mens Regan og Pebber blev siddende.

''Hallo! Vi kan spørge en lærer der har gået på hans årgang... eller en fra Slytherin der kan huske ham.'' Udbrød Regan da de var gået.

''Hvad med at spørge professor Spire eller professor Sinistra, de ser ud til at være på hans alder...?''

De opsøgte professor Sinistra. Pebber gik derind alene.

''Hej Professor Sinistra.'' Sagde Pebber.

''Hej med dig... nåh, hvad bringer dig hid, sæt dig ned... ta' en kage?'' Spurgte Sinistra der sad på sit skrive bord og skrev. Da Pebber kom ind tog hun brillerne af og så meget træt ud.

''Øøh, vi har side 46 for til næste gang ikke også?''

''Jo, og husk at analysere det.'' Sagde hun.

'' Øh... Ja... Nå du har da meget du skal skrive.''

''Ja åh gud gid jeg havde en skribleskriver. Sådan en der skriver hvad man siger og ikke sådan en mærkelig en de bruger i aviserne... For alle de andre lærere ser det ud til at de slet ikke laver noget.'' sagde hun og strakte sig.

''Nåh, det ved jeg nu ikke... Professor Snape ser da ud til at have meget at lave.''

''Ja det skulle ikke undrer mig... Sådan har han altid været.''

''Kendte du ham som lille?''

''Ork ja! Jeg gik på Ravenclaw og han gik to år over mig på Slytherin. Han var altid en stræber... Alle lære elskede ham... Han havde mange venner... Han var meget populær. De fleste havde et godt øje til ham... Han var sådan uden at vise sig for meget frem. Alle kunne mærke og se på ham at han ikke var typen der ville prale eller være stolt af hans plads på Hogwarts'' sagde hun.

''Nå... Jeg syntes ellers ikke han er typen med mange venner eller hjerne... eller okay han er da sikkert...'' sagde Pebber usikkert.

''Nej nej... Han er et geni! Han kan finde ud af de sværeste ligninger, som de færreste kan løse på mindre end en uge, på få sekunder. Men du har ret i at han ikke er typen der har venner eller piger der kigger lidt efter ham... Han var helt anderledes i starten, men pludselig efter en sommerferie, havde han afvist mange af sine venner om planer i ferien og såret dem da han kom i skole igen... Han blev hemmelighedsfuld og nærmest bange for mennesker og vrede på dem der tvang ham til at vise følelser... Ja, jeg burde nok ikke fortælle dig dette, men jeg kan jo ikke holde det gemt... Jeg kan huske at han snakkede mindre og mindre med sine venner... Ja han er ét stort mysterium...''

Pebber sad lamslået. ''Gad vide hvilken barndom han har haft... Jeg mener hvis en fra hans familie døde ville hans klasse eller skole vel få det af hvide.'' Sagde Pebber.

''Ja det er netop det... Hvis et menneske tæt på en elev kommer noget til får alle kollegierne fra hans årgang det af hvide.'' Sagde hun.

''Nå... Så han er meget klog.'' Sagde Pebber for ikke at lyde alt for interesseret i hans person.

''Ja! Han er meget klog. Nå men jeg skal have dette færdigt til i morgen.''

''Okay... Undskyld jeg forstyrrede dig.'' Sagde Pebber og rejste sig.

''Det gør slet ikke noget, det var hyggeligt at snakke med dig!'' sagde hun smilende. Sinistra var meget venlig.

Pebber og Regan havde diskuteret hvad Sinistra havde sagt hele eftermiddagen. Pebber tvang hende til ikke at sprede et rygte for så ville ingen lære stole på hende længere. De gik og grublede over hvad der mon var sket med ham. Hans ''sjuskedhed'' blev ved. En dag i en eliksirtime, skulle de lære at tilintetgøre noget med eliksir. De skulle prøve på en edderkop. Alles forsøg virkede da de fik en edderkop udleveret hver. Eller – næsten alle på nær Frida og da Snape skulle dræbe sin for at demonstrere foran Frida skete der ikke noget. Han hældte og hældte af sin nybryggede eliksir, men intet skete. Så da alle kiggede væk på nær Pebber som Snape ikke opdagede, bøjede Snape sig ned over sin Edderkoppen og hviskede ''Oblivia!'' og Edderkoppen forsvandt på stedet. Pebber fik meget ondt af Snape til sidst og det, at hun syntes at det var sjovt, forsvandt lidt efter lidt. Hun ville sige undskyld for måden hun havde behandlet ham på, men kunne ikke tage sig selv sammen.

Pebber og alle de andre begav sig ud på Quidditch banen for at overvære: Slytherin mod Hufflepuff. Slytherin tabte.