Kapitel seks

Trappetrinet

Det var for længst blevet mørkt, da de så Hogwarts borgen komme til syne i horisonten. Pebber og Regan skyndte sig tilbage til deres kupé for at skifte til kapper o.s.v.

Til sidst stoppede toget helt og de steg alle ud. De red i hestevogne uden heste op til Hogwarts. Mange af vinduerne lysede ud og spejlede sig søen. Man kunne se folk gå rundt omkring fyrre etager oppe. De gik direkte ind i storsalen og satte sig på pladserne omkring bordene. Den var pyntet op som altid. De tusind lys der altid hang i luften var der selvfølgelig. Senere kom de nye elever ind med McGonagall. Hun gik op ved... sofaen og de nye elever blev fordelt. Dumbledore råbte alle reglerne op for alle sammen.

Pebber spiste løs, da maden kom på bordet.

Hun kastede et blik op på Snape. Han sad der og snakkede med de andre lærere. Som han altid gjorde. Man kan da i hvert fald ikke sige at han er ensom, men han har jo aldrig haft venner, så det er da godt, at han har nogen at snakke med nu. Tænkte Pebber. Hun kiggede ned og lidt efter op igen. Hun sad længe og kiggede på ham, indtil han lige pludselig kiggede stift på hende. Det gav et stød i hende så hun rettede sig op med et sæt. Hun kunne mærke at han kiggede på hende. Lidt efter turde hun ikke kigge tilbage for at tjekke om han kiggede. Hun vidste ikke om han havde opdaget hende sidde og glo stift på ham. Hun bad inde i sig selv at han ikke gjorde. Hun skævede langsomt op imod ham. Han var væk. Hun sad tavst og forskrækket op på hans tomme plads. Hun kiggede ned og fik en lille samtale i gang med Regan. Senere så hun op igen. Han var tilbage på plads.

De fremmanede bade var væk og fjernet så Pebber og Regan fremmanede hurtigt nogle nye. De andre piger hjalp til. Efter gik de ned til morgenmad. Solen skinnede og de var glade og lykkelige da de hoppede afsted til forvandling. McGonagall var også i strålende humør, og snakkede halvdelen af timen væk i en diskussion om, hvad eleverne og hende selv havde lavet i ferien.

Der gik et par uger. Pebber vågnede med et sæt midt om natten. Hun skulle sådan tisse. Hun tog sin nye silkeslåbrok på og skyndte sig ned i opholdsstuen. Gløderne var gået helt ud i pejsen. Hun krydsede stuen på små listefødder og gik ud. Hun listede ned af en trappe og ned af endnu en. Krash! Hun faldt ned igennem det falske trin på trappen.

''Sig at dette er løgn!!'' stønnede hun og ømmede sig og prøvede at mase sig op men hun røg bare længere ned og det gjorde bare mere og mere ondt

''av av av av! Hjælp mig!'' sagde hun med en pibestemme. ''av forhelv... det gør ret ondt!!!'' sagde hun fortvivlet

''HJÆÆLP!'' hylede hun.

Hun hørte og så en dør længere henne åbne sig. Snape kom ud. Han så Pebber sidde og vinke desperat til ham.

''Tak fordi du kom! Jeg troede jeg skulle side her hele natten indtil mit ben døde.'' Sagde hun lettet.

''Hvordan har du dog rodet dig ud I dette.'' sagde han og trak hende op.

''Øh, jeg rodede mig ikke ud i så meget andet end at gå ned af trappen.'' Sagde hun og så uforstående på ham. Hun havde et stort sår på benet.

''Det der må vi vist hellere få ordnet.'' Sagde han og lagde let en hånd på hendes ryg for at føre hende ned af trappen.

Hun blev ført ind på hans værelse. Der var et skrivebord og nogle hylder. Henne på hans natbord lyste en lille lysestage. Han satte hende på sin seng og trak sin tryllestav frem.

''Healanna!'' sagde han og lavede nogle mærkelige fagter med sin tryllestav. Hendes sår blev helt rent.

''Vi kan ikke have at nogen får stivkrampe her!'' sagde han og hentede noget ovre i et glasskab. Pebber lavede en mærkelig grimasse efter ham. Snape læge wannabe?? Han kom tilbage med et lille bæger og en balje med et håndklæde i. Han satte baljen under hendes ben og satte hælen på kanten. Han tog bægeret og hældte væsken ud over hendes ben. Hendes ben sydede på en ubehagelig måde, men på Pebber gjorde det slet ikke ondt.

''Om lidt kommer det til at spænde lidt.'' Sagde han imens han duppede med håndklædet rundt omkring såret. Så kom en prikkende og stikkende smerte op I benet.

''Hvordan føles det?'' spurgte han.

I det øjeblik han havde sagt det havde hun mest af alt lyst til at brække sig, føj! Tænk at sige sådan noget!

''Det stikker meget smertefuldt.'' fik hun fremstammet.

''Åh nej det er ikke så godt. Øh, Dit ben bliver lammet for et par timer, men du skal jo alligevel sove så, det gør vel intet.'' Sagde han og kiggede op på hende

Hun prøvede at bevæge hendes tæer. Der skete intet. Hun prøvede hårdt men det var som om at få en ting til at flytte af sig selv. Snape tørrede forsigtigt det sydende skum af og et delvist helet sår viste sig. Der var nogle rifter hist og her men næsten alt var væk.

''Vi må hellere få dig op i seng.'' Sagde han og tog fat i hendes overarm. Han måtte tage sin arm rundt om hende og hendes arm med sin anden. Hen ad gangen og op ad trappen. Hun anstrengte sig meget for at lægge mest mulig byrde på Snape. Så mærkede hun pludselig hvor tæt han var på hende og hvordan hun kunne mærke hans krop helt op imod hendes. Hendes hånd holdt hun på hans skulder. Da de skulle op ad den sidste trappe, snublede Pebber og faldt. Snape bøjede sig ned hurtigt og løftede hende op, med meget besvær. Han gjorde meget for at støtte hende ordentligt. Hun nåede et øjeblik op og så ind i hans øjne. Hun kunne umuligt læse hans ansigtsudtryk. Hun blev i det lille sekund fanget af hans blik og var nær faldet igen, men Snape greb hende og hjalp hende det sidste stykke. Til sidst nåede de den smæk fede luder.

''Nåh, der er vist nogen ude på en romantisk måneskinstur'' sagde hun og blinkede.

De kiggede utilpas på hinanden.

''Er du sikker på at du kan komme op ad trappen og hele vejen tilbage til din seng?'' spurgte han og kiggede på damen og lidt efter ned på Pebber.

Hun kiggede på ham og ville sige ja, men kunne ikke. Han viste ikke det mindste tegn på utålmodighed. Han holdt hende stadig fast og hans ansigt var meget tæt på hendes. Hun fandt pludselig ud af et hans øjne var meget smukke. ''j-ja'' fik hun fremstammet og slap langsomt Snape. Hun mumlede kodeordet og var sikker på at det ikke gjorde noget at Snape fik det af vide. Snape trak en stok ud af ærmet.

,,Her. Tag den.'' Sagde han. Hun humpede igennem portrættet og kiggede en sidste gang tilbage på Snape.

''Tak.'' Sagde hun uden at kigge på ham.

''Velbekomme.'' Sagde han og fastholdt hans blik på hende. Hun kiggede på ham en sidste gang før portrættet lukkede mellem deres blikke. Hun humpede hen ad gulvet og lige pludselig dukkede hun sammen og holdt sig... hun skulle jo tisse! Hun stampede i gulvet mens hun hinkede op på soveværelset og trak sin tryllestav frem. Hun fremmanede hurtigt et toilet, hvorefter hun humpede tilbage i seng.

Hun vågnede en time efter. Hun kunne ikke sove. Hun gik ned i opholdsstuen. Hun satte sig foran pejsen og fik lidt ild i de døde gløder. Hun gik ud på deres nye balkon. Hun tænkte meget på det der lige var sket. Hvorfor følte hun sådan for ham! Hun synes nærmest det var enormt ulækkert, men hun kunne ikke gøre for det. Hun fik øje på en altan lige nede under sig, hvor hvide gardiner blæste i vinden. Det var Snapes altan. Hun lænede sig langt ud over gelænderet og så at døren stod på vid gab. Hun trak på skuldrene og vendte sig om, og opdagede at Snape stod lige foran hende.

''Prof...'' sagde hun, men han holdt sin finger over hendes læber. Blæsten susede i hendes hår. Han lagde armene ind under hendes hår, så de holdt hende om nakken. Hvorefter han kyssede hende! Pebber ville stoppe det men følte at hendes krop kunne falde sammen når som helst. Hun blev hel varm i kroppen og fik lidt efter kuldegysninger. Hun besvarede hans kys, for hun kunne ikke gøre andet. Lige efter tog han hårdere fat og kyssede hende inderligt.

Hun satte sig op i sengen med et sæt. Det var en drøm!!! Hun havde drømt om en lærer! Det kunne ikke være sandt! Han er en lærer! Hun rystede hovedet og stod ud af sin seng. Klokken var halv ti om morgenen! Hun kom forsent til halvdelen af hendes første timer! Hun kiggede sig lidt omkring hvorefter hun gik op til madam Pomfrey. Men hun hørte en svag syngen og Dumbledore kom til syne på vejen.

''Godmorgen Pebber!'' sagde han glad.

''Hej! Hør, jeg ved godt at jeg skulle have været til time. Men jeg slog mig i går, og jeg blev ikke vækket af mit vække ur og mit ben blev lammet og...''

''Jeg ved alt om dit ben. Sådan noget skal lærerne reportere til mig! Men Pebber, gå du trygt til time. Du her forvandling nu, og jeg har snakket med Minerva!'' sagde han og gik syngende videre.

Hun kiggede sig lidt omkring, hvorefter hun sprang afsted for at komme til time, selvom hun snublede i det første spring. Det smertedes stadig i hendes ben.. hun kiggede forlegent på en gruppe elever der stirrede på hende.

Regan fik den fulde historie om trappetrinet og benet og Snape, men ikke drømmen.