Kapitel ni

En smerte

Hun gik op til Gryffindor's tårn og tog sit tøj og sin kost.

Hun mødte op på banen og så alle de andre flyve lystigt omkring. Hun steg op på kosten og susede op til de andre. Oliver kiggede næppe på hende. De gik i gang og Fred og Pebber havde meget sjov med smasher og tromler. Hun susede ned igennem græsset med tromleret da hun pludselig kunne høre, på en brøkdel af et sekund, en hvinen og hvislen. Hun fik noget koldt i hovedet, der ramte med så stor en kraft at hun faldt bagover kosten. Det var lynet der var med stor fart klasket ind i øjet på hende.

''AARGH MIT ØJE!'' skreg hun og holdt sig for øjet. Harry, der havde jagtet lynet, var kommet ned. De andre kom også ned. Men Oliver holdt sig i baggrunden og gad ikke hjælpe til. Pebber fjernede hånden, men der var ikke sket noget. Til sidst brød de alle ud i latter over den rødøjede Pebber der stod og ømede sig klynkende.

''Dette her er kraftedeme ikke sjovt!'' hylede hun fortvivlet. Men hun begyndte selv at grine lidt efter... Pebber var meget optaget af at træne, men det var kun Oliver der gad så tit som hende. En søndag eftermiddag hvor hun lige var gået igennem portrættet sagde hun til Fred og George som sad lige inden for:

''Nåh, hvordan gik det i skolen?''

''Ja før..''

''Godt nok! Vi skal ud og spille Quidditch nu ikk?'' spurgte hun.

''Hvad?! Vi har lige fået ferie. Vi øvede i går!'' sagde George overrasket og fornærmet.

''Ej kom nu!!!'' bad hun.

''Nej det gider vi altså ikke! Sorry Pebber!'' sagde Fred surt.

''Undskyld...''

Hun sukkede og gik over til Angelina og Mille, men forgæves. Harry var ude på skolevandring, og var alligevel aldrig til at finde. Hun satte sig bedrøvet og surmulende på et bord i hjørnet, hvor hun begyndte at lægge kabaler.

Efter et kvarter kom Oliver op.

''Nå! Skal vi se at få spillet lidt Quidditch venner?!'' råbte han til dem alle.

Der kom sure og mugne svar til ham.

''Ej hvor er i kedelige.'' Sagde han og spejdede rundt. Så fik han øje på Pebber og kig derhen.

''Må jeg slå mig ned her?''

''Gør som du vil!'' sagde hun nedslået.

''Hvorfor er du så sur?'' spurgte han.

''Og det skulle komme fra dig? Det skulle mere havde været mig der spurgte.'' Surmulede hun lavt.

''Hvad mener du?'' spurgte han igen.

''Du er så afvisende...'' sagde hun og hendes stemme var ikke så sur mere. ''Du snakker og jubler ikke med mig, som du plejer at gøre. Og vores Quidditch samtaler vi altid elskede...'' sagde hun og så på ham. Hun skulle lige til at græde, men fik holdt det tilbage ved at mene at det ikke var så galt.

''Jamen... Ja, det ved jeg godt... Det må du undskylde.'' Sagde han og kiggede ned i bordet.

''Hvorfor var du sådan imod mig... Har jeg gjort noget forkert?'' spurgte hun stille.

''Nej... men Pebber... Kan du huske den fest her i stuen, hvor jeg ville fortælle dig noget på balkonen?''

''Ja, det kan jeg godt.''

''Det er derfor jeg ikke har været på toppen... Pebber, du må love ikke at fortælle nogen om det her. Selvom dem der ved det nok er de eneste du ville sige det til.''

''Sselvfølgelig vil jeg ikke sige et ord!'' sagde hun og kiggede på ham.

''Der er ingen sød og let måde at sige dette på. Men... min mor har kræft.''

Det gav et sæt i Pebber. Hun stivnede og fik kuldegysninger. Hun holdt hånden op for munden. Hun faldt ned på gulvet i kramper. Bagefter rejste hun sig op og satte sig igen.

''Hun fik et anfald sidste uge og måtte sendes på hospitalet. Vi venter på at nogle specielle urter gror til voksen størrelse, så hun kan blive rask, hvis vi kan nå det... og... jeg ved ikke andet lige nu om hvad der mon skal ske.'' Sagde han og så ned i gulvet.

Pebber tog hånden fra munden og omfavnede Oliver.

''Det var det sidste jeg ville tro om dine forældre Oliver! Der er jo intet jeg kan gøre... vel?''

''Næ.'' Sagde han med grødet stemme over hendes skulder. De holdt længe på hinanden, før de endelig slap.

''Kom, lad os spille noget Quidditch!!'' sagde hun for at muntre ham op, og hev Oliver og hans kost med ud i det fri... De andre gloede efter dem... Specielt Fred. Uh, hvad sku denne kærlighed dog ende med? Hun vidste overhovedet ikke hvem hun havde rigtige følelser for.

De fløj og havde det sjovt resten af dagen, og efter, da de var på vej væk, var det allerede skumring.

''Jeg er bange for at du er bedre end Harry, Pebber!'' sagde han muntert.

''Virkelig!?''

''Ja. Se lige hvordan vi vandt sidste kamp mod de der tabere fra Ravenclaw.''

''Ja de er sku da ikke særlig gode. Hvor lang tid har de ligget på sidste pladsen?''

''Det ved jeg ikke, men dem og Hufflepuff holdet har skiftedes til sidste pladsen de sidste 8 år.'' sagde han grinende.

De nåede omsider ind og gik op til opholdstuen, da det var blevet helt mørkt udenfor. Der var ikke så meget andet end venskab imellem Fred og Pebber. I øjeblikket fungerede det bedre sådan. De havde det også sjovere hvis de var sikre på at ingen af dem skulle kysse eller nusse. Desuden havde der ikke været nogen særlig hyggeaften eller fest i opholdsstuen siden sidst.

Efter den uge var efterårsferien slut, og ikke lang tid efter var det allehelgensaften. Men i år var det anderledes. Pynten var meget flottere dette år. Græskarrene var flottere og mere frygtindgydende end det andet år. Der hang flænsede gardiner i stedet for de hvide og venlige gardiner, klar til at flænse og kvæle enhver der kom for tæt på. Alle var meget glade og spiste løs af kager, is og alt det andet der var på bordet.

Professor Lupus var deres lærer i forsvar mod mørkets kræfter. Han var en sær ældre mand. Han så ud til at være på god fod med Harry. Snape ville gerne undervise i forsvar mod mørkets kræfter, og han kunne heller ikke lide ham Lupus specielt meget. Lupus sad og morede sig herligt, med sine kollegaer at han slet ikke lagde mærke til de dræberblikke Snape sendte ham. Men professor Snape syntes nu at det var mærkeligt og en del uretfærdigt at der fire gange var skiftet lærer i forsvar mod mørkets kræfter og han har stået på ''venteliste'' i lang tid uden at få den mindste chance. Men hvad Snape ikke opdagede, var at Pebber havde siddet og beundret ham i lang tid. Så lige pludselig fik han en sær fornemmelse som han altid gjorde når nogen kiggede på ham. Det var ved at blive en irriterende siden han var skolelærer. Han vendte sig mod Pebber på mindre end et sekund og kiggede stift på hende. Hendes blik flakkede et kort øjeblik, hvorefter hun så ned i tallerknen. Hun tvang tankerne fra Snape og faldt i snak med sine venner.

''Pebber hvor er Oliver?'' spurgte Fred efter en samtale med Sasha fra5. år

''Hvor fanden skulle jeg vide det fra?'' spurgte hun.

''Jah, det kunne jo være at du havde bundet ham ude ved Quidditch banen fordi du ikke kunne score eller sådan noget!!!'' vedblev han grinende.

Pebbers krop hoppede hurtigt.

''Du siger noget! Oliver har jo ikke været her hele aftenen vel?'' spurgte hun.

''Nej.'' Sagde Angelina.

''Nåh... Jeg må hellere lige...'' Sagde hun med lidt stammende stemme, hvorefter hun smuttede ud af storsalen, gennem gangene og ud på den store plæne. Hun småløb hen imod Quidditch banen og så ganske rigtigt en skikkelse sidde med bøjet ryg på tilskuerpladserne helt alene. Hun løb og nåede endelig derhen. Hun satte sig ned ved siden han ham.

''Min mor er død...'' sagde han med druknet stemme.

''Hvad... åh nej...'' Hun kunne mærke en blanding af evig ulykke, frygt og medlidenhed stige op i hende. Hun kunne ikke lade være med at græde med ham. Han vendte sine glimtende øjne og kiggede på hende.

''Hun døde for et par timer siden.'' Han holdt et brev i hånden, og en ugle tudede højere oppe på taget. Pebber lagde armen om Wood og han lagde sit hoved på hendes skulder og hun kærtegnede langsomt hans hår.

''Det gør mig så ondt...'' sagde hun. Han brød næsten helt sammen, og Pebber måtter rejse ham op.

,,Oliver! Du må ikke gå helt ud! Jeg kan ikke holde ud hvis du mister modet! Jeg holder så meget af dig.'' Sagde hun desperat til ham. Hun vaklede med ham op i drengenes sovesal uden at han protesterede, og gik med ham hen ved hans seng.

''I morgen ser det hele lysere ud...'' sagde hun og kyssede hans kind. Hun tog hænderne op foran ansigtet og gned sine øjne.

''Du må undskylde at jeg voldte dig alt dette besvær, Pebber. Så... tak.''

''Det var da det mindste jeg kunne gøre! Du skal slet ikke sige sådan noget! Du har krav på al den hjælp og tid jeg kan gi dig.... Gid jeg kunne bringe hende tilbage med mit eget liv!'' sagde hun og aede Wood på ryggen.

''Mener du det!? Nej det må du ikke lige meget om du overhovedet kunne. Hun har levet et længere liv end dig...'' sagde han og så straks op.

''Ja det ved jeg godt... Men begge mine forældre er døde... Jeg ville gøre alt for bare at mærke den fornemmelse af at have en familie... Nogen at elske...'' Sagde hun og tørrede tårerne væk fra hans ansigt. De kiggede på hinanden, omfavnede hinanden og sagde godnat til hinanden. Hun havde allermest lyst til at sove med ham og være der til han fald i søvn, men det ville være umuligt, og hun følte sig selv pludselig meget træt. Hun gik igennem stuen uden at trække nogen form for opmærksomhed fra nogen, og smuttede op i seng. Hun tænkte på Wood, resten af natten og kunne næsten ikke falde søvn.