Kapitel ti

Lyt til oh store Pebber

Næste morgen så det hele en del lysere ud. Hun strakte sig og prøvede at få det bedste ud af Regans fjollede humør. Hun vidste jo ikke noget om Wood, selvom hun nok snart ville få det af hvide. Hun gik med hende ned i opholdsstuen, hvor alle børn myldrede for at få alle sine ting med til skoledagen. Regan og Pebber havde fået alt pakket og sad lidt og ventede efter at alle om sider var gået. Så ringede det til morgenmad. Regan og Pebber skulle til at gå, da Wood kom ned uden taske.

''Er du syg?'' spurgte Regan.

''Nej... min mor er død...'' Sagde han og så på hende.

''ej... Wood.'' Sagde hun og alt tegn på glæde i hendes ansigt, som hun havde haft hele morgenen forsvandt. De gik begge over til ham.

''Har du snakket med professor McGonagall eller professor Dumbledore?'' spurgte Pebber.

''Det var dem der ville ha mig til at tage et par fridage. Men jeg ved nu ikke... min mor sagde at hvis hun døde, skulle hele min verden ikke gå i grus, men at jeg skulle være sammen med mine venner og tænke på noget andet...''

''Hun har også ret, men kom med ned til morgenmad. Så kan du gå i skole i morgen...'' sagde Regan.

''Ja det var også hvad Mark sagde...'' sagde han og sukkede. ''Gå I bare i forvejen.'' Sagde han og de gik ned.

Humøret i storsalen var højt, her efter allehelgensaften, og blæsten susede udenfor. Regan var helt lamslået. Da de satte sig ned på en af deres sædvanlige pladser, så de Fred, George, Angelina og hendes venner, Mille og en masse andre sidde og hakke surt i deres mad.

''Jeg går ud fra at I har hørt det...'' sagde Fred og kiggede på dem med et svagt smil.

''Ja...'' sagde Pebber

''Vi fik det alle sammen af hvide her til morgen, os fra hans årgang.'' Sagde Yetta.

Pebber tænkte så på at hun var den første der fik det af hvide. Kun få timer efter at hun døde. Hvorfor ville Oliver ikke først sige det til Fred. Eller Mark. Eller nogle af hans andre venner. Pebber bestemte sig for at det var fordi hun var den første, som han kunne snakke med, der kom. I løbet af dagen fik de muntret hinanden op og Pebber, Fred, George, Regan, Mille og tre andre; Yetta, Mark og Philip, gik efter skole op i opholdsstuen for at muntre Wood op.

Ugerne gik og Wood blev langsomt ligeså glad som han plejede at være. Han brugte meget tid alene. Pebber og Regan morede sig med nogle vandballoner på lærerne fra en ny skakt, men kom tilfældigvis til at ramme Dumbledore. De fik med nød og næppe sluppet væk før han opdagede dem men fordi de kiggede tilbage når de løb, bankede Pebber lige ind i Snape. Hun faldt bagover, og Snape støttede sig på en statue.

''Så gå dog! Det er forbudt at løbe på gangene! 5 point fra Gryffindor.'' og kiggede strengt på Regan, som om Pebber ikke eksisterede. Hun rejste sig ømmende op og sagde undskyld til Snape som han hastede forbi. De brød ud i grin som de altid gjorde når de havde mødt Snape.

''Så gå dog...'' sagde vrængede Regan og imiterede Snape. De grinte, smuttede op og hentede Pebbers kost og skyndte sig ud for at Pebber kunne træne til deres næste kamp mod Hufflepuff. Lige meget hvad ville Gryffindor ikke være ude af turneringen, for de lå først. Alle de andre var allerede der ude, for det havde de aftalt. De trænede i et par minutter og Regan som kedede sig prøvede at skyde smasheren (der af og til kom til at styre imod hende) imod nogle af de andre så hun havde nogle at snakke med, men uden held. Til sidst fløj George selv ned til Regan for at snakke nok så hyggeligt... eller... jo, Wood var nogenlunde kommet på toppen igen. Han råbte og skreg af de andres fejltagelser, og var så ivrig at Angelina og Mille fløj ned til Regan og George for at holde pause.

''I kan da ikke mene at i allerede til holde pause... der er kunne gået fyrre minutter!!!'' råbte han med det største tegn på uretfærdighed malet på skrå i hans ansigt. Efter at han havde bandet lidt, fløj han videre med Fred og Pebber.

Fred blev ti minutter efter meget træt og sluttede sig til flokken på pladserne under Wood og Pebber. Pebber elskede Quidditch højere end hun nogen sinde kunne elske andet... undtagen et menneske måske.

''Måske skal halskæden på dig og din kost Pebber!'' Råbte Regan til Pebber, hvilket faktisk var en ret god idé.

''Helt sikkert!'' sagde Pebber, hvorefter Regan gav de andre et kursus i hvilken halskæde det mon kunne være. Pebber susede igennem vinden og snørede Wood så hun kunne score.

''YEES, YES YES!!!! JEG ER MESTER!!!! OLIVIA ER NEDEEEE!!!!!!'' råbte og skreg hun og fløj rundt med hænderne i vejret, så hun var ved at falde af kosten. Wood bandede og blev mega sur, og de andre var flade af grin over dem begge. Efter en halv times tid, gik de alle tilbage til Borgen. Pebber drillede Wood over hans misser hele vejen tilbage, så hun fik nogle ordentlige slag, før de var nået helt tilbage, men det hjalp ikke på Pebbers hoverende drilleri. De vandrede ned til aftensmad og spiste sig godt mætte før de alle gik op i seng.

Så blev det hele koldt og vådt... Det sneede nogle af dagene, men hver dag var det meget koldt lige meget hvad. De skulle alle have masere af oppakning på da alle var på vej ud imod Quidditch banen. Det var midt i november, og det var rigtigt råkoldt. Det var så koldt at Gryffindors hold næsten ikke kunne tage overtøjet af og spilletøjet på, før de skulle spille. Wood var som altid i højt humør og var dybt interesseret i Pebbers selvopfundne råd, og tip. De susede af sted ud på banen under de forskellige tilråb under dem. De susede rundt og det stod 30-10 til Hufflepuff. Pebber scorede og efter en halv time, havde de halvfems point. Pebber var højt oppe i luften og hørte pludselig et øredøvende brøl fra dem alle sammen. Hufflepuffs søger havde fanget lynet!!!

''NEEEJ!'' råbte Wood og sank langsomt ned på jorden. De andre fulgte med. Hufflepuff holdet væltede i hinanden af glæde. De andre bandede og gik sure og slukørede tilbage til deres omklædningsrum.

Resten af dagen gik med lektier nu når ingen var i humør til andet. Undtagen en lille del af Gryffindor eleverne. De var lidt ligeglade med Quidditch og kollegiepokalerne. Pebber sad lidt og så på nogle af dem. Det var da egentligt også ligegyldigt med de pokaler. Hvad fik man andet end ære og misundelse fra de andre. Hun fik jo ikke del i pokalen. Den ville bare stå oppe i opholdsstuen. Hun ville muntre de andre op med hendes prædiken.

''Hvordan vil du ha' at vi skal være glade?'' spurgte Wood.

''Hvad syntes du er sjovest: at vinde Quidditch, eller at spille Quidditch?'' gav hun igen.

''At spille selvfølgelig!'' sagde de alle i kor.

''JA! Men så er det jo også på tide at I for glemt den pokal, og får andet ud af nederlaget... som for eks at sparke andre når de går forbi... ej kun en joke... i skulle til at sige: vi er ligeglade med hvem der vinder, vi vil bare have det sjovt... som man har når man flyver og spiller med sine venner... hvad vil i med den pokal andet end ære og at se på hvor gode vi er!'' der var kommet flere lyttere rundt omkring, hen til dem.

''ja og se tilbage på hvor glad man var da man vandt.''

''vi er da ligeså glade som vi er når vi træner... når jeg vinder over Wood o.s.v.'' De smågrinede.

,,og selvfølgelig betyder det her ikke at vi aldrig mere skal vinde pokalen, selvfølgelig skal vi gå amnok og få fat i den, men hele vores liv er ikke ødelagt fordi de vandt én enkelt gang.

''Su har faktisk ret Pebber!'' sagde Wood pludselig. Det brød alle ud i stolte klapsalver over Pebber's smukke tale. ''hvad skal vi bruge ære til, hvis vi ikke er glade med vores venner? Hvis vi ikke er stolte inderst inde... har at vinde jo ingen pointe...'' sagde han og rejste sig op.

''gå frem mine krigere... og hvis at i er stolte og gode krigere, må I få mine små får!!'' sagde Pebber. De andre var blevet glade igen og grinede nu højlydt. Pebber slog Wood hårdt i ryggen som tegn på et godt partnerskab men han greb hendes hånd og klemte den og nussede den... åh nej hvad betyder det nu, sagde hun til sig selv. Der stod nu omkring tyve, og lyttede på deres samtale.

,,Og til ære for den smukke præken, vil jeg spille bamses billebog.'' Sagde George glad og svingede en guitar frem og begyndte at synge. De andre begyndte at svinge i takt.

''Hvad faen er det fornoget lejrskole pis George!'' Hylgede Fred. ,,Lad os få gang i den her søvndysser hytte!! Det er fredag!!! Hva' venter vi på?!?!?'' hylede George og satte musikken i gang med et enkelt slag med tryllestaven.'' De andre der sad rundt omkring og spillede og hyggede satte sig lidt i nærheden af de andre, men de fleste var ikke så oplagte, efter en lang dag. Inden længe sad de alle og smådrak og hyggede sig. Efter ca. en time, sad Pebber og diskuterede de højtærede troldmænd, der virkelig vandt den allerstørste pris i Quidditch sammen med Wood. Han blev lige pludselig helt bleg og brød ud i et hosteanfald.

''mød mig udenfor...'' sagde han og løb. Pebber stirrede efter ham... mærkelige menneske...