Kapitel elleve
Pythagoras
Efter et par minutter vandrede Pebber ud og ned til hovedporten for at få frisk luft. Da de andre opdagede hendes idé, vandrede de efter. Pebber gik ind i deres labyrint for at lede efter Wood. Hun gik et stykke tid og farede vild. Den labyrint var magisk så væggene rykkede sig, men det var altid nemt at finde ud igen. Hun gik lidt og det blev mørkere. Labyrinten var åbenbart blandet med Den Forbudte Skov opdagede hun da vejret blev koldere og der voksede vilde træer over hækkende der var blevet helt knudrede og rodet i faretruende grene. Hun begyndte at småløbe imens hun kaldte på Wood. Hun prøvede at gå tilbage da hun næsten ikke kunne se stjernerne mere, men hun kom aldrig tilbage til hvor hun var for to minutter siden. Hun spejde langt ude og så en busk rykke sig. ''så, nu har jeg chancen.'' Hviskede hun og spurtede derhen. Hun nåede lige at mase sig ud før den lukkede til igen. Hun stod i en lysning, der havde rykket sig for søen der gik igennem skoven. Den var helt tilvokset i den andet ende. Den ende der førte tilbage til Hogwarts. Søen var spejlblank. Månen skinnede ned på isen der havde et tyndt lag fint sne. Der stod en bænk fyldt med rimfrost lidt længere henne. Hun satte sig langsomt ned mens hun undersøgte stedet med øjnene. Hun kiggede ind i skoven hvor hun kunne se langt fra månens skær. Der gik en skikkelse. Hun stillede sig brat op og gik tættere for at se. Det var et stort dyr Hun kiggede tilbage på Hogwarts og dykkede ind i skoven. Hun havde hånden på sin tryllestav og luntede hen imod den. Han standsede op og så imod hende. Hun løb derhen. Det var en Kentaur!
''Pebber Mynte! Hvad gør du her i skoven?'' spurgte den.
''Hvordan kender du mit navn?'' spurgte Pebber.
''Hvis du havde hørt efter i tro og religion i den overnaturlige magiverden, ville du have vidst det.'' Sagde han og kiggede dybt på hende.
''Som om jeg gider sådan noget.''
''Pebber... Jeg vidste du var her! Hvis du ikke havde opsøgt mig ville jeg havde kommet til dig. Du er ikke helt almindelig Pebber.''
''Hvad mener du? Siger du at jeg har problemer!?!?''
''Nej nej, jeg vil bare give dig applaus pga. det du gør mod Oliver Wood... Du er noget særligt Pebber, du er en rigtig god ven, selvom dit skolearbejde ikke altid er lige godt.'' sagde han og smilte. ''Men folk har brug for sådan nogle som dig, og dem er der ikke mange af. Du har mange rigtige venner.''
''øh...okay, men hvorfor fortæller du mig det her? Og hvorfra ved du alt det?''
''Jeg er Pythagoras, stjernernes gud, og jeg er blevet kaldt til jorden for at hjælpe tre arme enhjøringer som er kommet galt af sted i sted dybere inde i skoven, og så kom du forbi, jeg ved alt dette om dig, fordi din skytsengel er min nabo.''
''Det lyder ret uhyggeligt.''
''Ja, og i morgen når du vågner vil du nok heller ikke tro du har set mig, men husk mig, og husk du er et godt menneske, og husk...Severus Snape...stakkels mand, men jeg må gå nu''
''Stakkels mand? Hvad fanden snakker du om?? Hvad har Snape med alle mennesker i hele verden med det her at gøre??''
Men Pythagoras var da ude af syne.
''Fuck hvor var dét der mærkeligt!'' sagde hun og skråede over plænen og op i opholdsstuen, hvor alle sov.