Kapitel fjorten

Vita-besværgelsen

Snape bøjede sig langsomt ned og fremmumlede nogle ord. Han kiggede stift på hendes øjenlåg, imens han hviskede alt muligt. Han lukkede pludselig øjnene og hele Pebbers krop spændte, Pebber lå med vidt åbne øjne og kiggede lige ud. Hendes krop havde lavet et hop op i verjet men kom ikke ned igen. Hun lå stille helt stille uden at trække vejret eller lave den mindste bevægelse. Apparaterne gik helt amok. Snape tog en dyb indånding imens han knugede hendes hånd. Med ét åbnede han øjnene og Pebber lagde sig ned igen. Hendes hjerte gik normalt og hun åbnede langsomt øjnene. Hun slappede normalt af og trak konstant dybe indåndinger. Snape lagde en hånd på hendes skoldhede pande.

''Professor Snape ... er det dig?''

''Ja, bare slap af. Lad være med at sige noget.''

''Severus'' udbrød Dumbledore... du reddede hende jo... du udførte Vita-besværgelen... ! hvorfor tænkte I ikke på det?? Jeg troede i var berømte læger!'' sagde han og tordnede ''Hvorfor tænkte jeg ikke på det?''

,,Den kan rent faktisk være rigtig farlig hvis hun ikke er i en bestemt tilstand Albus, det ved du.'' Dumbledore nikkede sukkende.

McGonagall rejste sig og kiggede forbløffet på både Snape og Dumbledore.

''Jamen... det vidste jeg jo slet ikke du kunne.... Det kræver jo meget mere end alle lærerne på Hogwarts kan!!!'' sagde hun.

''Ja hvad ville du ellers have jeg skulle have gjort!'' Sagde han surt.

Pebber var for udmattet til at sige noget. Hun lå bare med lukkede øjne, hørte McGonagall, Dumbledore og Snapes samtale forsvinde langt væk. Hun følte den kølige luft mod ansigtet, hun mærkede varmen fra Snapes hånd fylde hele hendes krop med varme og kuldegysninger på samme tid. Hun åbnede øjnene på klem og lagde hånden bedre tilrette i hans. Han kiggede hurtigt ned på hendes hånd og tilbage igen. Hun smilte svagt og faldt langsomt i søvn.

Meget senere vågnede hun i mørket. Hendes øjne vendte sig hurtigt til mørket og kunne se at uglerne fløj ind og ud igennem vinduet for at aflevere godbedringskort. Tænk at hun havde så mange venner! På den anden side sad Snape sovende i en dårlig stol og sov. Hendes hånd lå stadig i hans... Hun faldt i søvn igen.

Da hun vågnede stod der på et stort ur 06.35 Snape sad der stadig, han var gledet ret langt ned på stolen. Pebber turde næsten ikke at tænke på hvorfor han egentlig sov i stolen, hvorfor han ikke var gået sammen med Dumbledore og McGonagall... Hun prøvede at sætte sig op i sengen men så snart hun spændte i overkroppen for at sætte sig op, mærkede hun stor smerte i hele kroppen. Hun lagde sig udmattet ned og sukkede.

''ej hvor fedt... jeg kan ikke røre mig ud af flækken.'' Mumlede hun og sukkede. Snape åbnede øjnene med et sæt og Pebber lukkede sine samtidig og lod som om hun sov.

Han strakte sin ryg og hun kunne mærke at han sad og kiggede på hende. Dumbledore kom brasende ind. Snapes hånd skød som en kanon ned i skødet ved siden af den anden. Pebbers Maura armbånd lyste pludselig op og Regan trådte ind.

''Pebber!!! Hvordan går det? Jeg stod på min mors kost så snart jeg fik besked! Åh hvor har jeg været bekymret!'' pebber missede med øjnene og lod som om hun lige var vågnet.

''Jeg har det godt... Jeg har bare ondt i hele kroppen hvis jeg rør mig.'' Sagde Pebber og sukkede.

''Ja... men du skal bare slappe af siger Dumbledore og så er du snart frisk igen.'' Sagde Regan og smilede og holdt Pebbers hånd.

okai, jeg kommer nok ikke meget snart videre med denne her, men hvis der overhovedet er nogen derude som læser denne historie så review! og sig hvis I vil ha jeg skal afslutte den.

- Elnora