Harry Potter og Voldemorts Marionet. 2. kapitel. Pinligt!
Næste morgen da Ron vågnede sov både Harry, Neville, Dean og Seamus. Ron stod op og klædte sig på. Ron havde ligget længe vågen den foregående nat. Han havde tænkt på Hermione. Skulle han fortælle hende det og risikere at ødelægge deres venskab eller skulle han tie stille? Han kiggede sig selv i spejlet, men kiggede hurtigt væk igen og gik ned i storsalen for at spise morgenmad.
Der var næsten tomt i storsalen. Der sad nogen 2. års elever fra Slytherin, nogen 7. års elever fra Hufflepuff og nogen få fra 5. årgang ved Ravenclaw-bordet. Alene ved Gryffindor-bordet sad Hermione og tyggede på et stykke ristet brød med marmelade. ,,Hej!" sagde Ron og satte sig ned ved siden af hende. ,,Hej Ron!" sagde hun træt. Ron havde besluttet sig! Han ville fortælle Hermione om hans følelser. ,,Øh... Hermione, vil du ikke være med til at gå en tur?" spurgte han. ,,Jo da! Lad os tage noget mad med." sagde Hermione.
Harry lå i sin seng og tænkte. Han havde hørt Ron gå, men havde ladet som om han sov. Skal jeg fortælle hende at jeg er forelsket i hende? Det bliver jeg nødt til! Jeg kan snart ikke klare det mere! Han havde besluttet sig! Han ville fortælle hende det!
Ron og Hermione gik rundt langs søen og spiste deres brød i stilhed. Så satte de sig ned i græsset. ,,Øh, Hermione. Jeg har noget jeg gerne vil fortælle dig." fik Ron sagt. Hermione kiggede spørgende på ham. ,,Hvad er det?" spurgte hun forsigtigt. ,,Øh... det er sådan at... øh... jeg ligesom... åh, hvor er det dog svært! Hermione, det er sådan at... jeg er blevet forelsket i dig!" fik han fremstammet og fik den berømte Weasley-farve i ansigtet. ,,Åh..." sagde hun og lød lidt skuffet. ,,Men, Ron...åh, jeg er ked af det, men jeg er ikke forelsket i dig! Jeg kan virkelig godt lide dig og du er en af mine bedste venner, men jeg er bare ikke forelsket i dig!" sagde hun og så virkelig også ud som om hun var ked af det. Ron så meget nedslået ud. Der var tavshed i lang tid, indtil Ron brød den og sagde: ,,Fint nok! Så må det jo være sådan..." og rejste sig og begyndte at gå mod slottet. ,,Ron, vent!" råbte Hermione, men Ron gik bare videre. Hermione vidste ikke helt hvad hun skulle gøre. Nu havde hun jo gjort Ron ked af det. Hvorfor skulle han også lige blive forelsket i mig?! Hun rystede på hovedet, smed det sidste stykke brød i søen og gik tilbage til slottet.
På en gang på fjerde sal stødte hun ind i Harry. ,,Hej Hermione." sagde han. ,,Hej Harry." svarede Hermione. ,,Øhm... Hermione jeg skal lige tale med dig et øjeblik." sagde han og trak hende ind i et tomt klasseværelse. ,,Hvad er det du vil snakke om?" spurgte hun. Pludselig var de strålende grønne øjne lige ud for hendes egne nøddebrune. ,,Hvad skal det her forestil..." mere nåede hun ikke at sige før Harry trak hende ind til sig og kyssede hende. Hun skubbede ham hurtigt væk. ,,Ih altså! Hvad er der med jer drenge i dag?! Først Ron og nu dog! Hvad skal det dog betyde?!" udbrød hun, helt rød i hovedet. ,,Jamen..." sagde Harry fortvivlet. ,,Er Ron også forelsket i dig?!" han var helt rød i hovedet af pinlighed. Da han ikke kunne se nogen anden udvej, stormede han ud af klasseværelset og op til sin sovesal. ,,Ah, Drenge!!" råbte Hermione.