Der gik flere dage, og sneen blev liggende, og forvandlede Hogwarts til et idyllisk snelandskab. Deres sparsomme fritid, når man altså havde fraregnet tid til lektielæsning, blev flittigt brugt til sneboldkampe – både med og uden magi.

Det var en kedelig dobbelttime i eliksir, hvor de for en gang skyld ikke var i gang med en bryg. Snape havde sat dem til at læse om en meget vanskelig eliksir de skulle brygge næste gang, (den sidste gang inden juleferien.) og alle, selv Hermione, havde svært ved at koncentrere sig. Tiden sneglede sig af sted, og Harry var så træt, at han ikke engang lagde mærke til, at Hermione og Ron sad og smilede til hinanden.

"Så kan I godt pakke sammen." Snapes stemme vækkede brat alle eleverne, "Til næste gang skriver I en stil på mindst 5 fod om Forgabelsesbryggen, som jeg vil gennemgå, mens I går i gang med den. Selvfølgelig vil jeg stadig være i stand til at redde jer for alle jeres tåbelige fejl!" han så hånligt på Harry.

Lige så snart de var ude af klasselokalet, begyndte Ron at brokke sig. Men Harry så, at Kim slet ikke hørte efter.

"Kim er der noget galt?" Hermione så bekymret på sin første helt rigtige veninde.

Kim så op, og svarede: "Nej, det er bare… vi har så mange lektier lige for tiden, jeg aner ikk hvordan jeg skal nå det hele!" Hun sukkede.
Hermione smilede og forsikrede Kim om, at hun nok skulle hjælpe hende.

Harry forstod godt Kim, de havde alle vildt mange lektier for, ikke mindst på grund af deres nye lærer Nidkær. Hun var lige så forfærdelig som Snape, og Harry kunne ikke helt finde ud af hvem han hadede mest. Kim hadede hende næsten mere end Harry, især fordi Nidkær ikke ville se i øjnene, at Voldemort var genopstået.

Kim havde også været sammen med de 3 andre venner på Grumsted Plads nummer 12, men ingen af dem anede hvorfor. Kim selv, snakkede aldrig om det, hun virkede næsten som en forældreløs. Hun kom hvert fald godt ud af det med Fønixordenens medlemmer, især Lupus og Sirius, som hun lod til at kende. Heller ikke Lupus og Sirius sagde noget om hendes fortid.

Sidste møde i DA inden juleferien. Alle havde gjort store fremskridt, og Harry følte sig stolt. Da alle var ved at gå, og Kim gik ud som den sidste, havde Harry den største lyst til at kalde hende tilbage, og bede hende om at stille sig under den mistelten Dobby havde hængt op.

Han tog mod til sig. "Øhh… Kim?!"
Kim vendte sig om. De kiggede hinanden ind i øjnene, Kim smilede.

"Kim! Kommer du?" Hermione, som var gået tilbage efter Kim, nærmede sig døråbningen. Harry kiggede febrilsk over Kims skulder, men Kim gav ham et kys på kinden, og gik ud mod Hermione.

Tilbage stod Harry, og smilede et fjollet smil, inden han også gik langsomt ud af Fornødenhedsrummet…