Forfatter: Sadr.
Disclaimer: JKR ejer denne fantastiske verden, og disse gennemførte personer - jeg låner dem kun for at give dem den baggrund og en historie jeg mener de har.
Advarsel! Denne historie indeholder slash, hvilket betyder at 2 fyrer har noget kørende. Hvis du ikke kan lide det, så lad være at læse denne historie. Selvom du går glip af noget jeg selv mener er helt fantastisk.
Resumé: Vi følger her Sirius og Remus' historiefra deres 6. år på Hogwartsmed Snape-episoden til Sirius' død i Harry Potters femte år.
Spoilers: None, for dette er sandheden (i mit hoved).
1. Den Lange Nats Fuldmåne
Da Remus slog øjnene op kunne han ikke være i tvivl om at han havde en krop. Hver eneste nervecelle i ham syntes at smerte ulideligt. Et øjeblik lå han bare stille for at vente på at den brændende fornemmelse skulle dø ud, men efter noget der føltes som en evighed opgav han og prøvede at komme op og sidde. Hans muskler skreg i protest. Med en svag stønnen faldt han tilbage i sengen. Hospitalssengen.
Han kendte denne seng som var det hans egen i Gryffindortårnet. Han kendte hver sprække i loftet over hans hoved. Han kendte hver eneste kurve i den tykke stenmur til venstre for ham. Selv himlen udenfor vinduet virkede velkendt. Tanken om hvor mange gange han havde ligget her og samlet kræfter dagen efter fuldmåne tvang et bittert smil frem. Hans fuldmåne-forbandelse.
Fuldmåne. Det var mærkeligt at han ikke kunne huske noget fra denne Forvandling. Siden de andre var blevet Animagi for hans skyld havde hver nat med fuldmåne stået klart frem i hans hukommelse. Men ikke denne nat – det var kun brudstykker. Remus lukkede forpint øjnene og prøvede at huske. Desperat.
Smerte… stærk smerte… knogler der ændrede form, kroppen den ufrivilligt måtte undergå Forvandlingen… ensomheden… angsten… og så… og så… menneskestemmer, menneskelugt, rovdyret der ønskede at jage og flænse… byttet der forsvandt igen; ud af rækkevidde… et vanvittigt raseri… og igen smerte – en uendelig nat af smerte…
Først lå han bare lammet. Hans venner ville vide bedre end at dukke op i menneskeskikkelse. De ville være kommet som dyr. Hverken Ormehale, Køter eller Krone var kommet i nat… Og han havde lugtet mennesker – det var han sikker på. To af dem. Men ingen kendte indgangen til det Hylende Hus udover dem. Ingen. Det var deres hemmelighed. Hans hemmelighed.
På den anden side af forhænget lød mumlende samtale. Hans, fra nattens Forvandling, stadig skærpede hørelse gjorde det muligt for ham at opfange et par sætninger.
"Jeg fatter stadig ikke hvad du tænkte på…" Det var James' stemme.
"Jeg har jo sagt…" Sirius.
"I det mindste fik vi afværget det værste… Rektor har også fået ham til at love at tie stille..." James igen.
Remus forstod ikke hvad de sagde. Ordene var klare og forståelige, men han kunne ikke se hvad det alt sammen skulle betyde. Han følte sig smadret – totalt. Alligevel prøvede han endnu engang at komme op at sidde. Denne gang vandt han kampen mod de værkende muskler. Metallet i sengegærdet var dejligt kølende mod hans ryg. Forhænget blev skubbet til side da Madam Pomfrey trådte ind.
"Åh, min ven, du er vågen… det var godt… vi var bange for…" Hun kneb læberne demonstrativt sammen og kastede et blik over skulderen. Remus kunne se Peters ansigt titte frem bag hendes ryg. Da han så Remus var vågen prikkede han James på skulderen. Krone afbrød hurtigt sin lavmælte diskussion med Sirius og vendte sig mod sengen. Remus syntes hans øjne udstrålede en hvis portion angst, hvilket undrede ham. Han havde endnu ikke oplevet James være virkelig bange. Der er noget jeg ikke ved, indså han pludseligt. Der er sket noget i nat…
"Hej Hugtand… hvordan har du det…" James stillede sig ved siden af sengen. Peter stillede sig bag ham. Remus kunne ikke se Sirius nogen steder. Han havde da været der lige før.
"Jeg er smadret… det var en hård måne denne gang…" Han holdt inde og betragtede sine to venner mistænksomt. James kastede et nervøst blik over skulderen. Madam Pomfrey hældte noget eliksir op i en pokal og rakte det til Remus.
"Her, kæreste… drik det, det vil hjælpe…" Hendes kommando tvang hans mistænksomhed væk fra Krone og Ormehale ned til eliksiren. Den stank af rådden tang.
"Det kan De ikke mene, Madam Pomfrey… dette her kan jeg ikke drikke…" Remus gav hende sine mest bedende hundeøjne og håbede det ville bløde hende op. Der lød skridt og han drejede hovedet i tide til at se Peter forsvinde ud gennem døren.
"Vissevasse Hr. Lupin, nu drikker De det der eller jeg bliver nødt til at gøre noget drastisk."
Han sukkede og slugte den slibrige masse i tre slurke. Det smagte næsten værre end det lugtede. Han var ellers efterhånden vant til at de eliksirer han skulle drikke efter fuldmåne aldrig smagte af hverken chokolade eller kedelkager, men dette var slemt. På trods af den kvalme han følte kunne han dog mærke at den havde sin øjeblikkelige virkning. En lun varme bredte sig til alle hans led og mindskede smerterne en del. Han lukkede øjnene træt og hørte sygeplejerskens skridt fortone sig til den anden ende af afdelingen.
"Der er noget galt… hvad er det?" hørte han sig selv spørge. James trak vejret dybt.
"Jeg ved ikke hvordan jeg skal sige det her, Remus…" Bare det at James brugte hans fornavn i stedet for hans kælenavn viste at det var alvorligt. En rædselsvækkende tanke skød igennem ham. Hans hjerte begyndte at banke hurtigt og han følte sig fuldstændig tør i munden selvom han lige havde nedsvælget en hel pokal slibrig eliksir.
"Jeg bed én…" konstaterede Remus lavt. "Hvem?" Han syntes selv at han lød ufattelig rolig. Ikke som en hvis indre var i oprør. Da James ikke svarede, åbnede han øjnene. "Hvem er det? Hvem har jeg inficeret?" gentog han med en stemme der rystede af de mange indestængte følelser.
"Nej… det er ikke det… Du har ikke bidt nogen – bare rolig… det er bare at…" James gik i stå igen og pillede uroligt ved sengetæppet. Remus prøvede virkelig at være tålmodig. Han prøvede virkelig at holde sig selv i ave. Men det var et nytteløst slag.
"James… så sig dog noget… hvad er der?" Denne gang slog hans vrede fuldstændig igennem, og selvom han gjorde alt hvad han kunne for at få sig selv under kontrol igen, kunne han ikke. Ikke denne gang. Alle andre gange, men ikke nu. Her i den rolige, stille hospitalsfløj hvor himlen virkede utrolig blå mod de sterile lagner. Her hvor stilheden gjorde hans rasende udbrud endnu mere højtrystet.
"Remus – han tænkte sig ikke om… han…" James sukkede og så Remus direkte i øjnene. "Han ville jo bare give Snape en lærestreg… få ham til at holde op med at snage i vores ting… i dine hemmeligheder…"
"Snape?" Himlen var ikke blå længere, den var grå. Lige om lidt ville sneen begynde at falde, og julen ville starte. Og intet af det ville være præcis så dejligt som sidste år – eller året før. Eliksiren mærkedes ikke længere til at virke. Hele hans krop var en stor smertensklump. "Var det Snape jeg havde færten af i nat? Men der…" Remus manglede den sidste brik. Som han tænkte nærmere over det, var han ikke engang sikker på at han overhovedet havde lyst til at vide det. "Hvordan kom han forbi Slagpoplen? Det er da kun jer og lærerne som…" Svaret kom af sig selv. Det kom til Remus som et slag i maven, og han mærkede al luft langsomt sive ud af ham. Jo længere han dvælede ved tanken, jo dybere føltes det hul han blev suget ned i. Det var uvirkeligt i det hele taget bare at tænke det. Som et mareridt. Men James' ansigtsudtryk gjorde ham pinefuldt bevidst om at han havde set den rette sammenhæng.
"Hør nu, Remus… Du kender ham… han tænkte ikke over konsekvenserne… han…" James lagde en beroligende hånd på Remus' knæ og fortsatte inderligt bønfaldende: "Du kender Sirius…"
Remus vidste ikke hvor han skulle se hen. Han vidste ikke hvad han skulle tænke. Om han skulle grine eller græde. Ja, jeg kender Sirius, tænkte han, men det her… det er… Remus kunne ikke finde et ord der dækkede. Hvad var det Sirius havde gjort? Han havde udsat en anden elev for fare bare på grund af en barnlig rivalisering. Tænk hvis… Remus kunne ikke få sig selv til at fortsætte.
"Gå…" var det eneste han sagde til James.
"Jamen…"
"GÅ NU!" Remus råbte ikke. Men den lave knurren der lå under hans ord sagde alt. James nikkede og bakkede ud med Madam Pomfreys misbilligende høgeøjne i nakken. Da døren havde lukket sig bag ham kom hun hen til Remus.
"Har du det godt, min ven?"
Remus nikkede. Ja, han havde det helt fint. Han var helt på det rene med at en af hans bedste venner havde solgt ud af hans dybeste hemmelighed for at få hævn over en anden. Over Snape. Snape.
En rysten gik igennem ham da han indså hvad dette betød. I morgen, når Snape var kommet sig over det første chok, ville hele skolen vide det. Vide at han var en varulv. Og så var det slut for ham. Forældre ville begynde at skrive ind og forlange at han blev smidt ud. Selv Dumbledore, al hans visdom og magt til trods, ville ikke kunne lade ham blive med alle forældre imod sig. Ikke mere Hogwarts. Ikke for ham.
Remus genkendte den brændende fornemmelse bag øjnene som tårer – ja, hvis han ikke vidste bedre ville han tro det var et hulk der undslap hans tæt sammenpressede læber. Men Remus kendte sig selv godt. Han havde ikke grædt siden den aften hans venner i andet år havde konfronteret ham med deres viden. Siden den nat han havde måttet erkende sandheden for dem, og de havde beholdt ham under deres fælles vinger i stedet for at støde ham bort, havde han ikke en eneste gang overgivet sig til noget der kunne sammenlignes med gråd. Mest fordi det ikke havde været nødvendigt. Og dette her skulle ikke få ham til gøre det.
"Hvorfor, Sirius?" hviskede han frem for sig før han lod sig glide ned i liggende stilling. "Hvorfor?"
Vinduet tillod et stykke af den mørke nattehimmel at være synlig for Remus da han vågnede igen. Et tungt skydække skjulte de fleste af stjernerne, men en enkelt tittede frem ude i vinduets kant. Et stykke tid lå han bare og stirrede på dens konstante blinken og prøvede at regne ud hvad det var for en stjerne. Uden nogle andre himmelobjekter at navigere efter virkede det som en umulig opgave. Egentlig var han jo også ligeglad med hvad det var for en stjerne. Astronomi var ikke ligefrem hans yndlingsfag. Han brød sig mindre om det end om Eliksirer, hvilket sagde en del. Det var som en dobbeltforbandelse at blive tvunget til at holde øje med himlen nat efter nat, når alt han kunne se der var månen.
Pludselig blev Remus opmærksom på en tung vejrtrækning ikke langt fra hans seng. Han vendte sig, så forsigtigt som det var muligt, om på siden. Hans muskler værkede stadig. Måske endda værre end før, nu hvor eliksirens virkning var aftaget. Det var Sirius. Det svage månelys fra vinduet spillede i den anden drengs sorte hår og gav det et blåligt skær. Han sad i en afslappet stilling i en stol ved siden af sengen med armene over kors og fødderne lagt til rette på det yderste af sengebordets kant, og hovedet hvilende let mod væggen.
Remus sukkede og rejste sig langsomt op. Benene rystede en smule under ham. Hurtigt greb han fat i sengegærdet og stod stille for at genfinde balancen. Det var længe siden en af hans Forvandlinger havde været så kraftdrænende.
Nu hvor han stod tættere på, kunne han skelne Sirius' ansigtstræk. Den anden drengs bryn var trukket sammen. Munden en smal streg. Hans ansigt udstrålede ikke den barnlige fred Remus vidste Sirius ellers sov med; der var kun bekymring og anspændthed at finde. En lok af hans hår hvilede mod hans kind. Remus strøg det blidt tilbage med en anelse af et smil om læberne. Sirius' tog et dybt åndedrag. Men pludselig trådte Remus et par snublende skridt tilbage, for erkendelsen af nattens begivenheder ramte ham hårdt:
To mennesker. To byttedyr. Lige der på den anden side. Ulven sneg sig frem mod udgangen. Byttedyrene var ophidsede, kunne den høre. Så lød der et overrasket råb, og alt Ulven nåede at se før menneskene forsvandt op fra jordgangen var deres blafrende kapper. Dens snerren blev til et vredt hyl... der senere blev til rivende klør i dens eget skind – tænder der bed sig fast i i forvejen stærkt blødende sår.
Den lange, kolde fuldmånenat uden nogen fra hans flok. Kun med en svag fært af menneske hængende i luften som selskab. En lugt der var nok til at drive Varulven til vanvid.
Remus blinkede overrasket med øjnene. Scenariet havde stået så klart for hans indre blik som var det igen fuldmåne. Som var han atter engang det frådende monster.
Sengen knirkede klagende da han satte sig tungt på kanten og skjulte ansigtet i hænderne.
Fodtrin nærmede sig langsomt og listende. Remus blev siddende. Han havde ikke overskud til at flytte sig. Han prøvede ikke at tænke på noget. Prøvede ikke at tænke på at der ville komme en morgen hvor han var tvunget til at gå ned i Storsalen og hører al snak forstumme. Prøvede at undgå at tænke på hvad der var sket hvis ikke Snape var blevet forhindret i at nå helt ind i huset… Tanken lammede ham. Han lod sin vejrtrækning blive langsom og dyb for at skjule hvor panikslagen han følte sig, imens han håbede fodtrinene snart ville fortone sig igen. Det gjorde de ikke. I stedet stoppede de tæt ved ham.
"Sirius… Køter, vågn op." Det var James. Remus kunne ikke se hans ben igennem fingrene, så han havde formodentligt sin Usynlighedskappe på. Der lød en skraben af stoleben mod stengulvet da Sirius rettede sig op.
"Hvad?" spurgte Sirius søvndrukkent. Da han så der ingen var, kom han dog hurtigt på benene. "Er der sket noget med ham? Er han…?"
Der var stille lidt og Remus kunne føle deres øjne hvile på ham. Han blev siddende som forstenet på sengekanten. Han havde ikke lyst til at tale med dem. Ingen af dem. Han kunne føle en begyndende hovedpine i tindingerne på grund af hans hårdt spændte kæber. Han lod stædigt blikket blive ved det brunsorte der var hans håndflader.
"Klokken er 3 om natten, Køter… skrub nu i seng med dig… vi kan vist stadig mase os sammen under Kappen…" James' betoning var forhåbningsfuld og lokkende.
"Han sover ikke, Krone… det kan jeg se… Måske skulle jeg prøve at tale med ham…"
Alle Remus' muskler spændtes da han hørte Sirius nærme sig. Skridtene stoppede endnu et stykke fra ham. Ikke fordi han følte sig mere sikker af den grund. Han følte sig som en hjort der var parat til at flygte ved det mindste tegn på angreb. Det plejede ellers at være Peter der agerede byttedyr. Og hjorten var James' rolle.
"Nej, lad ham være, Sirius. Du kan tale med ham i morgen – hvis han vil…" James' stemme var knap en hvisken. Noget der kunne minde om en irriteret knurren var Sirius' eneste svar. Krone lod sig ikke skræmme. Han fortsatte lavt og intenst: "Gør nu ikke noget overilet… det har du allerede prøvet…" Remus kunne høre bebrejdelsen i den sidste sætning. Uden tvivl kunne Sirius også for efter få øjeblikke var deres skridt forsvundet.
Han løftede hovedet og mærkede anspændtheden sive ud af sig. Tilbage var kun en overvældende træthed. Det virkede uoverskueligt at der overhovedet var et begreb som "i morgen".
De næste dage i hospitalsfløjen foregik i en tåge for Remus. Han sov. Han vågnede et par enkelte gange om natten eller hvis James og Peter kiggede forbi. Sirius kom ikke igen, hverken om dagen eller om natten. Remus havde ikke overskud til at overveje hvorfor. I det mindste er jeg da fri for at skulle snakke med ham, nåede han at tænke før han atter døsede hen.
Først ved middagstid fredag, 3 dage før jul, kom han rigtig til sig selv igen. Madam Pomfrey tvang ham til at nedsvælge endnu en pokal med den slibrige, ilde smagende eliksir. For første gang siden natten efter fuldmånen følte han sig nogenlunde klar i hovedet.
"Kan jeg gå nu?" spurgte han spagt da pokalen stod tømt på sengebordet.
"Undskyld min ven, hvad sagde du?" Madam Pomfrey virkede oprigtigt forbløffet over hans spørgsmål.
"Jeg skal have pakket mine kufferter – jeg skal hjem til jul…" forklarede Remus og satte sig op. Da han så sig selv i klart dagslys blev han en smule forskrækket. Hans hud virkede næsten gennemsigtig, og han kunne for første gang i umindelige tider tælle sine egne ribben; selv igennem den løsthængende hospitalsskjorte.
"Det er jeg bange for ikke kan lade sig gøre, Hr. Lupin." sagde hun og lagde et nyt omslag på hans venstre arm.
"Jamen – jeg skal da med toget i dag, hvis jeg skal hjem…"
"Jeg mener, Remus…" Madam Pomfrey havde vænnet sig til at bruge hans fornavn, nu hvor han var en fast gæst hos hende. "at du nok bliver nødt til at blive på Hogwarts i julen…"
Han sukkede og lænede hovedet tilbage mod den kølige mur bag ham. "Sikke et held der følger mig…" mumlede han sarkastisk.
"Ja, det har vi hørt…" lød det fra døråbningen. Remus åbnede øjnene på klem og så James stå der med sin kost over skulderen. I hans hår sad små snefnug. Han havde åbenbart lige været ude at flyve.
"Gryffindor har da ikke Quidditchttræning før til foråret igen, Krone…" kommenterede Remus tørt.
"Næh, men jeg havde brug for en pause fra Sirius' konstante spørgsmål om dit ve og vel…"
"Åh, så han er faktisk ikke ligeglad – det var da noget nyt…" Det var først nu det gik op for Remus at det faktisk havde såret ham at Sirius ikke havde kigget forbi. Men hvad skulle jeg have sagt til ham, spurgte han sig selv. Jeg ved ikke engang om jeg har lyst til at snakke med ham.
"Hugtand… han tænkte sig virkelig ikke om… det var ikke meningen han ville såre dig…" James kom hen og satte sig på sengekanten. Der dryppede vand fra kostens børster.
"Virkelig, Krone? Det skulle han have tænkt over noget før…" sagde Remus i en blanding af bitterhed og opgivenhed. James svarede ikke, og de to drenge sad et stykke tid i stilhed. Det var nok at skulle tage stilling til hans egne problemer, han havde ikke overskud til også at føle med Sirius' eventuelle kvaler. Hvis der da var nogen sådanne…
"Du ved… nu hvor du er tvunget til at blive her i julen, kunne vi også blive her. Mor og far ville sagtens kunne forstå det…" James' forslag kom forsigtigt.
Remus rystede med det samme på hovedet. "Nej, tag hjem… jeg tror også jeg vil have godt af lige at dampe af… alene…"
James sukkede. "Jeg får ikke fred for Sirius resten af julen, men så har jeg da dig at skyde skylden på, Hugtand." De så på hinanden og udvekslede et skævt smil. Remus var taknemmelig for James' forståelse.
"Men Remus…" indskød Krone da han rejste sig for at gå. Remus forventede der ville komme endnu en undskyldning for hvad Sirius havde gjort. I stedet så vennen sig over skulderen.
"God bedring…"
Remus nikkede. "Tak."
Den eftermiddag stod han afslappet lænet op af vinduets kant og fulgte eleverne med øjnene imens de bevægede sig ned mod Hogsmeade for at komme med Hogwartsekspressen hjem og fejre jul. Han kunne ikke skelne James eller Peter fra de andre. Og han bildte sig selv ind at han slet ikke kiggede efter Sirius. Efterhånden var der kun de sidste efternølere tilbage. Et par stykker begyndte at løbe, og de sidste forsvandt ud af syne. Da grundene igen var tomme, bortset fra et par enkelte grupper 2. års elver der havde sneboldkampe, vendte han opmærksomheden mod sengerækkerne bag ham. Han var den eneste her. Madam Pomfrey kom og kiggede til ham hver anden time. Ellers var han alene. Igen.
Remus havde virkelig troet det var slut med at være alene. Men måske var det bedre sådan, så behøvede man ikke at frygte at blive såret. Ordene "anderledes" og "alene" har mere tilfælles end jeg havde troet, tænkte han med et sarkastisk smil på læberne og tog den bog han var ved at læse med sig hen i sengen.
Remus' krop værkede ikke længere uudholdeligt når han bevægede sig rundt, der var højst en trykkende summen i hans venstre arm hvis han gjorde for pludselige bevægelser. Hvilket han ikke havde gjort siden han havde forladt hospitalsfløjen om morgenen.
Hogwarts og grundene omkring slottet var blevet dækket af nyfalden sne der udviskede sporene fra de elever der var blevet tilbage, og gav det hele et eventyrligt skær. Remus fandt det sært beroligende som nu, bare at sidde i sofaen foran pejsen i Gryffindors opholdsstue uden at lave noget. Med en bog hvilende på knæene og lektier spredt ud på gulvet. Han beskæftigede sig ikke med andet end at lade tankerne vandre, selvom han havde været tvunget til at sætte nogle spærringer op. Indtil nu havde det været næsten muligt ikke at tænke på hvornår han skulle forlade skolen. Eller på hvem der var skyld i at han blev nødt til at holde sine tanker fanget i de samme baner igen og igen.
Fodtrinene narrede ham ikke. McGonagall var på vej. Om lidt ville hun stå foran ham og beordre ham op til en samtale. Enten med hende eller med rektor. Det sidste var det mest sandsynlige. Han sukkede næsten lettet da hun endelig standsede foran ham.
"Rektor ønsker at tale med Dem, Hr. Lupin." sagde hun, da hun havde stået nogle lange minutter ved siden af ham uden at han havde udtrykt nogen form for anerkendelse af hendes tilstedeværelse. Den sædvanlige afstandstagen i hendes stemme var helt væk. Ja, faktisk lød det som en anelse varme der slog imod ham.
Remus rejste sig. "Ja." svarede han ganske enkelt og samlede sine pergamentruller sammen.
De fulgtes ad i stilhed gennem slottets gange. Det her er latterligt, skændte Remus' indre stemme da han for anden gang havde fanget sig selv i at stirre længselsfulgt på de malerier han og professoren passerede – malerier som havde været en del af hans hverdag de sidste 5 og et halvt år. Det er som at gå til sin egen rettergang…
Remus stoppede foran den velkendte gargoil der bevogtede indgangen til Dumbledores kontor. Han huskede tydeligt første gang han var blevet ført op til værelset… Hvor forfærdet han havde været. Men Dumbledore havde slet ikke været skræmmende. Faktisk havde Rektor ikke kunnet sammenlignes med nogen Remus havde mødt før. Han var i en klasse for sig selv.
McGonagall kastede et hastigt blik på ham. "Paddehat." sagde hun så og gargoilen kom til live og tillod dem adgang. Remus løftede spørgende det ene øjenbryn. McGonagall rystede på hovedet med et lille smil om munden. Han afholdt sig fra at spørge.
Dumbledores cirkulære kontor virkede overvældende hver gang, lige meget hvor mange gange Remus havde været der før. Flere af de gamle forstandere øjnede ham nysgerrigt da han trådte ind efterfulgt af Professor McGonagall. Et par stykker af dem hilste venligt på hende og fik et nik tilbage som svar. Dumbledore sad ved sit skrivebord med hagen hvilende i den ene hånd. Det lange sølvgrå skæg forsvandt ned under bordpladen. Han så slet ikke ud til at være til stede. På bordet ved siden af ham lå et stykke gulligt pergament som en forhekset fjerpen dansede ned over i takt med at den skrev. McGonagall hostede diskret. Rektor blinkede et par gange, så rettede han sig op i sin stol.
"Glædelig juleaften…" sagde han med et venligt smil før han nikkede mod stolen foran bordet. Remus hilste ikke tilbage, men satte sig blot ned. Nu med en tung kugle af noget han ikke helt kunne definere hvad var i maven.
"Hr. Snape, Black og Potter har selvfølgelig fortalt os deres version af historien…" begyndte Mcgonagall og stillede sig bag hans stol. Remus rynkede brynene og så op på hende.
"Undskyld professor, men jeg husker ikke så meget fra den nat. Hvad skete der helt præcist?"
McGonagall havde været i gang med at starte endnu en ordstrøm. Nu kneb hun læberne sammen og så overrasket ud. Dumbledore flettede fingrene og bøjede sig en smule frem. Remus følte sig pludselig trykket.
"Hr. Potter, Hr. Black og Hr. Pettigrew har ikke informeret dig om hvad der skete?" Han lød ikke vred, snarere bekymret. Remus rystede på hovedet, fattede sig så og forklarede roligt:
"Nej… vi… jeg har ikke lige været i snakkehumør de første dage her efter fuldmåne, og Peter, James og Sirius er alle taget hjem i julen…" Remus slap Dumbledores vidende blik med øjnene og lod som om Fordelingshatten i virkeligheden var den der fortjente al hans opmærksomhed.
"Hr. Black fortalte Hr. Snape, der øjensynligt var vældigt interesseret i at vide hvor du forsvandt hen hver måned, Hr. Lupin, om hvordan man kommer forbi slagpoplen… Hr. Potter nåede at høre om det før det var for sent og fik slæbt Hr. Snape med ud fra tunnelen." McGonagalls stemme kunne lige så godt have fortalt om en særlig besværlig formular i Forvandling.
Remus sukkede og nikkede – efter hvad James havde sagt virkede det meget sandsynligt… og det var selvfølgelig James der havde forhindret Snape i at komme helt frem til det Hylende Hus og møde den visse død. Han kunne ikke forestille sig at Snape var særlig taknemmelig…
"Hvorfor?" spurgte han pludseligt. Dumbledore nikkede langsomt; overvejende.
"Det eneste vi kunne få Hr. Black til at sige var at han fandt det… underholdende…" Rektor rømmede sig, men slap ikke Remus med blikket. Det blev Remus der i sidste ende afbrød øjenkontakten og så ned på sine hænder.
Selvom han selvfølgelig havde gættet sig til historiens gang, gjorde det ikke mindre ondt at høre det genfortalt sådan her. Han havde kendt Sirius lige siden de startede på Hogwarts. Og oveni det syntes Remus selv han var lidt af en menneskekender. Men dette her; det havde han ikke forudset. Måske kendte han slet ikke Sirius så godt som han troede… Selv den Sirius han kendte; impulsive kortsigtede Sirius, ville ikke finde det morsomt at afsløre Remus' inderste og mørkeste hemmelighed… og slet ikke til Snape… Hvad i alverden fik ham til at gøre det…?
"Hr. Lupin? Remus, lytter du efter?" McGonagalls stemme hev ham ud af hans dystre tanker.
"Undskyld professor… hvad sagde De?" Remus lod hånden glide igennem håret og trak vejret dybt ind for atter engang at samle sig.
"Hr. Snape har lovet at dette ikke slipper ud…" sagde Dumbledore, hvilket fik Remus til at se op. Hurtigt. "Hr. Black har fået en række eftersidninger og en advarsel for sin uansvarlighed. Vi holder ikke dig ansvarlig for noget, Remus."
Selvom klumpen i Remus' hals ikke forsvandt helt, løsnede den sig en del. Han blev ikke holdt ansvarlig. Snape ville ikke kunne sige det videre… "Så jeg får lov til at blive på Hogwarts, professor?" spurgte han med en anelse undren. McGonagall fnyste bag ham.
"Hr. Lupin – jeg ville pure nægte at lade dig blive smidt ud så tæt på dine F.U.T.'er."
"Hvad jeg dog gerne vil have afklaret, før du forlader dette rum, er hvordan Hr. Black i første omgang kunne vide hvordan man kommer forbi Slagpoplen. Og dine andre venner med…" Det muntre glimt der havde været at skimte i Dumbledores øjne indtil nu, var afløst af noget Remus i fortvivlende grad syntes mindede om skuffelse. Han kunne ikke bære tanken om at Dumbledore var skuffet over ham. Ikke den mand der havde givet ham chancen for at leve bare nogenlunde normalt, hans fuldmåneforbandelse til trods.
Langsomt løftede han hovedet og fangede Dumbledores øjne. Manden overfor ham sad afventende; spørgende. Indeni Remus kæmpede to stærke hære en umulig krig. Trangen til at fortælle sandheden og ønsket om at forblive loyal overfor hans venner. Ikke fordi Sirius tænkte et sekund på loyalitet, sagde hans indre stemme bittert.
"Det er fordi…" Noget gjorde ondt indeni ham. Ikke ligesom hans arm der snurrede. Ikke engang en håndgribelig smerte som den han havde følt da han vågnede morgenen efter denne fuldmåne. Det var endda også anderledes end den smerte han havde følt da det gik op for ham hvad Sirius havde gjort. Det var hans hjerte der bankede – hårdt. Jeg kan ikke angive ham, indså han pludseligt. Jeg har ikke engang rigtig lyst. Efter nogle tunge sekunders stilhed rettede Remus sig op.
"Det er fordi Sirius har brugt det Hylende Hus til at… imponere de piger han… nu har haft gang i…" En uskyldig hvid løgn – faktisk kunne Sirius sagtens finde på det. McGonagall fnyste misbilligende. "Og… " fortsatte Remus med øjnene fast rettet mod Dumbledore. "De ved godt at jeg er en varulv, Professor… De regnede det ud for lang til siden…"
Dumbledore trak vejret dybt og nikkede som var en tanke blevet bekræftet. "Jeg forstår…" sagde han bare, hvilket i Remus' ører kunne betyder hvad som helst. "Men vær venlig at indskærpe vigtigheden, også for Hr. Black, af at vi opretholder sikkerheden – for alles skyld. Også din, Remus."
Remus nikkede. Den glæde han lige før havde følt ved tanken om at han måtte færdiggøre sit studium, få lov til at blive her – sammen med sine venner, blev nu tynget ned af skyldfølelse. Han havde følt sig beæret over det besvær de sammen havde gennemgået for hans skyld. For at gøre hans Forvandlinger lettere. Men som han sad der på Dumbledores kontor gik det op for ham at han havde ladet dem gøre det af rent egoistiske grunde. Det var nemmere for ham at komme igennem Forvandlingerne med dem ved sin side. Først nu indså han præcis hvor farligt et spil det havde været.
James' loftsværelse var et stort rod. Ikke fordi man kunne forvente andet når der i øjeblikket boede to teenagedrenge der, som endnu ikke var blevet kendere af indbegrebet orden, men som det så ud lige nu kunne kun ordet kaos til fulde beskrive det.
Sirius havde nu ikke noget imod det. Faktisk var dette det tætteste han kunne komme på noget der var hjem på nogenlunde lige fod med Hogwarts. James' og, siden i sommers, også hans plakater med alverdens Quidditchhold var hængt op overalt på væggene. To madrasser – en i hver sin ende af loftsrummet – lå uredte og overdænget med pergament og gaver.
"Sirius?" Det lille spejl der lå øverst på Sirius' seng blev tåget, og han tog det op.
"Ja?" Overfladen blev igen spejlblank, men det var James' ansigt der betragtede ham i stedet for hans eget. Sirius grinede og kløede sig på hagen med den fjerpen han havde i hånden. "Problemer med damen, Krone?"
James smilede skævt ved dobbeltbetydningen. Reelt stod han nede i det lille uglehus bag i hans og hans forældres baghave. Deres faste postugle, Artemis – en gammel, rødbrun hun, havde tendens til at snappe af James, når han forsøgte at bruge hende til levering, men begge drenge vidste at det ikke var hende Sirius' hentydede til.
"Ha ha, Køter… Lily ser jeg ikke før vi er tilbage – til gengæld må jeg vist bakse dobbelt så meget med denne gamle frue i år." Uglen bed ham hårdt i øret, og han bandede fælt. Sirius lo.
"Du kan ikke finde ud af det med nogle af dem – måske skulle du forære Artemis til Evans – de ser ud til at have en dyb foragt for dig tilfælles… Perfekt Valentinsgave… jeg kunne se det for mig…" Den rasende ugle var nu for alvor gået til angreb på James.
"Få skrevet dine forpulede breve færdige, ellers kommer dine gaver ikke med…" Spejlets rystede gengivelse af høet under Krones sko viste at han trak sig tilbage fra indelukket og uglens raseri. Da han igen stod stille, sagde han: "Er brevet til Remus færdig?"
Sirius bed sig i læben. Egentlig havde han ikke lyst til at tale om det. Siden sidste fuldmåne havde intet omhandlende Remus været så ligetil som før. Og det værste var faktisk at det udelukkende var hans egen skyld.
Han kastede et blik over på pakkerne på hans seng. I starten af december havde han overvejet at købe Remus en bog. Remus ønskede sig altid bøger, så det ville klart være det nemmeste – men den første gang han været med James ude i Muggle-London, havde han fundet dette andet i en lille butik i en mørk sidegade. Det var på mange måder en ret usædvanlig gave; ikke noget Sirius ellers ville købe til nogen af sine venner. Nu, især med alt det der var sket, var han ikke sikker på at præcis den gave var den bedste ide. Ikke kun fordi James ville grine sin lille, højrøv i laser, men også fordi det måske bare ikke var… passende. Som oprejsning for sin tåbelighed, havde han også købt en bog til Remus. Han havde fået Fru Potter til at hente den for ham, før han og James kom tilbage fra første semester – men selv bogen var anderledes. Det var Mugglepoesi. Hvad han vidste af læste Hugtand kun fagbøger. Hvad han kunne huske, havde han kun købt fagbøger til Hugtand.
Sirius slog tanken om den anden gave ud af hovedet og koncentrerede sig om bogen. Han kunne ikke huske hvem der havde skrevet det. Han havde nægtet så meget som at åbne bogen selv – også selvom de havde gennemgået en del af det i Mugglerstudier. Det var en eller anden latinsk digter… Tja, Remus ville genkende det. Han havde været virkelig entusiastisk dengang de havde fået en stil for om emnet på to ruller. Han selv havde følt sig dødsdømt. Alle de numre med Slytherinerne han måtte gå glip af for at skrive det lort… Remus havde virkelig prøvet at overføre sin fascination til ham. Givet sig tid til at forklare ham og James og Peter om alt det der med den simple gengivelse af de mest komplicerede følelser.
Tja, konkluderede Sirius, selv nu idet han samlede bogen op… digte er for mennesker der ikke har noget mere spændende at give sig til. Og Remus havde jo ladet dem skrive af fra hans noter i sidste ende.
"Fatter ikke hvorfor han ikke havnede i Ravenclaw…" mumlede han frem for sig selv da han gik hen og tog bogen op. Den var tung.
"Hvad?"
"Ikke noget, Krone – jeg kommer ned nu…" Sirius gjorde en strygende bevægelser over spejlet med sin tryllestav, og det var igen bare et normalt spejl. Med et suk foldede han brevet til Remus sammen og stoppede det i en kuvert.
De blev nødt til at sende tre ugler af sted, for James havde også fundet en bog til Remus i julegave, og Artemis kunne ikke bærer dem begge to. Da de to ugler med gaver til Remus var forsvundet bag kvarterets tage, sendte de den sidste ugle af sted med deres gaver til Peter – det var slik; som altid.
De stod et øjeblik ved siden af hinanden i en komfortabel stilhed. Som kun venner der kender hinanden til bunds kan dele. Det grå skydække der havde truet med at give sne siden nattens sidste fald, åbnedes nu og lod store, dunede hvide flager dale nedover dem.
"Hvad skrev du egentlig til ham, Sirius?" James stemme virkede ligeså dæmpet som omgivelserne af sneen. Sirius rakte en hånd op og børstede nogle våde fnug af sin ene skulder, mest for at give sig selv tid.
"Jeg forklarede hvorfor jeg gjorde det…" Sirius stoppede der, fordi han ikke anede hvordan han skulle fortsætte. Heldigvis blev han reddet af James' mor der råbte ud igennem vinduet.
"Drenge, kom nu ind – vi spiser nu… I prakker jer selv en lungebetændelse på, gør I!" Vinduet smækkede idet James vinkede over skulderen. Uden et ord mere gik de tilbage mod huset.
På mange måder havde det været en helt igennem dejlig jul. Aftenen før havde der været en stor julemiddag for de tilbageværende elever og lærere; juletræerne havde selv drejet rundt og sunget julesange, maden havde været vidunderlig. Remus havde faktisk fundet sig selv i stand til at tænke på andet end hvad der var sket. Han havde faktisk nydt det.
Nu sad han afslappet i en stol på biblioteket, og læste i den bog om hieroglyffer James havde givet ham i julegave. Peter havde givet ham en kæmpe æske med chokolade, som nu lå godt beskyttet af en camouflage-besværgelse på bordet ved siden af ham. Bibliotekaren ville ikke forblive i så strålende humør hvis hun vidste han indtog chokolade blandt de mange bøger.
Der lå endnu 2 gaver oppe på hans seng og ventede. En stor og en lille. Og de ville komme til at vente i lang tid, havde han bestemt sig for. Sirius' gaver ville forblive uåbnet, sammen med det tilhørende brev. Siden James rødbrune ugle var landet med det, havde hans følelser været i konstant kamp. Et par gange havde han følt sig fristet til virkeligt bare at tilskrive hændelsen Sirius' hals over hoved-stil og glemme det – lade det forbigå, men så summede det i hans arm igen og det hele stod igen klart frem for ham. Nej – der lå noget bag. Og så let skulle Sirius ikke slippe…
Sirius' bratte opdukken i hans tanker drev en lille rynke frem på hans pande. Det var lettere ikke at tænke på det, især nu når han var alene tilbage på slottet. Han havde ellers følt sig noget nær fredfyldt indtil nu. Med et suk lagde han bogen fra sig, lukkede øjnene og støttede hovedet mod stolens kant.
Han mere fornemmede end hørte at der var en der nærmede sig. Remus åbnede det ene øje på klem og så Michael Dawn, en Ravenclaw han havde Oldtidens Runer sammen med, gå hen til en hylde til højre for ham. Hans fingre strøg over bøgernes rygge imens han bevægede sig forbi dem, række for række. Remus smilede. Han plejede selv at gøre det samme.
Michael satte sig på hug for at læse titlerne på nogle af de nederste bogrygge. Han trak en hånd gennem sit hår, hvilket fik krøllerne til at sidde uordentligt omme i nakken. Remus åbnede begge øjne og smilede skævt.
"Sammenlign hieroglyffer og oldtidens runer…" mumlede han frem for sig, uden tvivl overbevist om at han var alene. Remus rettede sig op i stolen. Michael var uden tvivl i gang med samme opgave som han selv lige havde siddet og bakset med. Den stil til Oldtidens Runer var en af grundene til at James' gave var kommet som kaldet.
"Hey… Michael…" kaldte Remus og greb fat i sit nye eksemplar af "Faraoernes tegn". Da Michael forbløffet så sig over skulderen, kastede han bogen over til ham. "Grib…"
Michael kom lynhurtigt op at stå og snurrede rund. Hans Quidditchskærpede reflekser gjorde at han greb bogen sikkert. Remus huskede pludseligt at James havde klaget over at Gryffindor ikke havde vundet deres sidste kamp mod Ravenclaw, hvis ikke han havde udført den der næsten umulige finte der gjorde at han havde scoret i sidste øjeblik. Michael var en fremragende målmand. Noget af det bedste der var sket for Ravenclaws Quidditchhold i årtier, havde James sagt. Alt dette tænkte han på mens Michael med let rynkede bryn studerede forsiden af bogen. Et smil bredte sig over hans læber. "Det her er lige hvad jeg har brug for…"
"Tænkte jeg nok…" kommenterede Remus og lænede igen hovedet ind mod stoleryggen. Han holdt øje med Michael der ivrigt skimmede siderne.
"Har du lavet den?" Michael så op og smækkede bogen i.
"Hvilken?" Remus var ikke helt sikker på hvad han havde tænkt på. Et eller andet der havde fået et dovent smil frem på hans ansigt. Han rystede let på hovedet for at klare tankerne.
"Stilen om runer og hieroglyffer i sammenligning…" Michael smilede skævt og viftede med bogen. "For hvis du har, kan jeg måske låne den her af dig?"
Remus rystede benægtende på hovedet. "Jeg har ikke lavet den endnu, men du kan godt tage bogen med – jeg kommer alligevel ikke til at arbejde med stilen før efter nytår… måske kunne vi hjælpes ad?"
"Okay… jeg fanger dig bare på et tidspunkt?"
"Okay…"
De stod lidt bare og så på hinanden før Michael vendte om på hælen med bogen under armen og skyndte sig ud af biblioteket. Remus sad tilbage og kunne for første gang i en uge virkelig abstrahere fuldstændig fra sine modstridende følelser for Sirius.
Sirius sukkede og smed kufferten på sengen. Han så over mod Remus' seng. Sædvanligvis på denne tid af dagen ville Remus sidde der og læse eller lave lektier. Nu stod den tom. Han så over på James. Krone sad og undersøgte Røverkortet. Hans øjenbryn var let sammentrukket i koncentration. Sirius gik hen til ham.
"Fundet ham?" Remus havde heller ikke været nede i opholdsstuen. Peter så over på dem fra sin egen seng, hvor han var ved at fortære en minttærte.
"Han kommer vel på et eller andet tidspunkt… det plejer han jo…" Ormehale så igen ned på sin tærte.
Sirius svarede ikke. Han gennemsøgte kortet for en lille plet der skulle fortælle ham hvor Remus befandt sig.
"Der! Biblioteket…" James lo. "Det kunne vi have sagt os selv…" Han ville til at udviske kortet, men Sirius stoppede ham.
"Hvem er det?" spurgte han og pegede på den anden prik der var i biblioteket. James læste navnet og rynkede brynene.
"Michael Dawn – han er fra Ravenclaw. Målmand på deres Quidditchhold – allerhelvedes dygtig… desværre… jeg…" Men Sirius havde ikke tid til at høre på en lang udredning om hvor dygtig en eller anden Quidditchspiller var. Især ikke når han sad sammen med Remus, alene, i biblioteket.
"Hvad laver han sammen med Remus?" Han mærkede noget hårdt i maven, men han kunne ikke helt definere hvad det var. James så kort op på ham med en anelse undren i blikket.
"Tja… de laver vel lektier. Jeg tror nok de har Oldtidens Runer sammen… Hvad havde du regnet med at de lavede, Køter?" Sirius trak på skuldrene og gik hen til sin egen seng igen. Ja, hvad havde han regnet med de lavede? Han var faktisk ikke sikker…
Michael var nem at arbejde sammen med. De kunne sidde i stilhed med fjerpennene skrattende henover hvert deres pergamentstykke eller de kunne begynde en heftig diskussion om forskellene på runer og hieroglyffer. Det var afslappende.
Remus så på sin rune-stil. Den minimumslængde var for længst overskredet. Med et smil skriblede han en kort konklusion ned og lænede sig tilbage. Michael så på ham over sit eget pergament.
"Færdig?" spurgte han og lagde sin egen fjerpen fra sig. Remus nikkede og betragtede ham dovent igennem halvt lukkede øjne. Michael smilede. "Jeg mangler lige det sidste…" Remus fulgte hans bevægelser imens han skrev ord for ord ned på det sidste stykke blanke pergament tilbage på bordet.
Solen var ved at gå ned udenfor og kastede rødlig glød over Michaels blonde hår. Følelserne for Michael var nemme at have med at gøre. Det var en varm glød i hans mave… Remus fangede sig selv i at smile skævt. Michaels øjne rettedes mod ham.
"Hvad?"
Remus trak på skuldrene. "Ikke noget…" De sad lidt og så på hinanden. Remus' gyldne øjne mødte Michaels blå. Remus åbnede munden for at sige noget… i det samme lød der skridt og han rev sit blik løs fra Michaels og så til siden.
"Vi er tilbage…" sagde James der var stoppet nogle få metre fra bordet hvor Remus og Michael sad bænket. "Dawn…" hilste han høfligt.
"Potter…" sagde Michael, nu mere anspændt. Han så over på Remus igen. "Jeg må hellere smutte nu, men… hvis du har lyst kan vi jo gøre det her en anden gang?"
"Okay…" svarede Remus og fulgte Michael med øjnene da han samlede sine ting sammen og forlod biblioteket. Han sad tilbage i en intens tavshed. Med et svagt suk så han over på James.
"Hvad så, Krone?" Det gav et lille gib i James da Remus talte til ham. Der lød igen skridt og hvad end Remus ville til at sige forsvandt fra hans hjerne.
"Glemte du noget, Michael…" spurgte han. Men da James flyttede sig en smule til siden var det ikke Michael. Det var Sirius. En flodbølge rejste sig indeni Remus. En blanding af glæde, vrede og en tredje mere udefinerbar følelse. Måske frygt. Men han var da ikke bange for Sirius Black… ikke Sirius.
"Det er mig." sagde Sirius, konstaterende.
"Jo tak, det kan jeg se…"svarede Remus og fik travlt med at pakke sine lektier sammen. "Har I to så haft en god jul?" Han spurgte ikke til noget specielt. Han var ikke engang sikker på han havde lyst til at høre svaret.
"Ja, den var okay. Og dig?" Det var mærkeligt, denne nye tilbageholdenhed imellem dem.
"Tja, den var så god som den nu kunne være når ens krop er revet i strimler." Han prøvede at sige det med den samme henslængte tone som enhver anden sjov bemærkning, men bitterheden var ikke svær at spore. Sirius så alle andre steder hen end på ham.
"Remus, jeg…"
"Jeg gider faktisk ikke høre det… jeg gider ikke høre en forklaring…" Remus rejste sig og slængte tasken over skulderen. De var en underlig slags fjender; Sirius og han. Det fik alt andet til at falde ud af den normale balance. Selv James, der trippende stod og så næsten bedende fra Remus til Sirius, som udstrålede forurettelse.
"Jamen, jeg ville slet ikke forklare, Hugtand. Det har jeg jo gjort… med brevet til jul." Vreden indeni Remus kolliderede pludseligt og vældede ind over ham da billedet af Michael der gik, for igennem hans hoved.
"Jeg har ikke læst det brev," sagde han isnende roligt. "og jeg har ikke åbnet dine pakker…" Han begyndte at gå samme vej som Michael var gået få minutter før. Sirius stillede sig ind foran ham.
"Hvorfor ikke?"
Remus snerrede arrigt. Ulven indeni ham rasede svagt. Nu da han stod tæt på, kunne han udrede de forskellige dufte Sirius var omgivet af. Sirius duftede af billig shampoo og under det en berusende duft af… ja… Sirius. Remus trak vejret dybt ind og så op. "Jeg havde ikke lyst… jeg har ikke lyst, Sirius." Han var ikke helt sikker på hvis spørgsmål han svarede på. Hans krops eller Sirius'.
Sirius kneb øjnene vredt sammen. De stirrede et øjeblik på hinanden. Som to hunde før en kamp. For at markere hvem der var stærkest skubbede han Sirius hårdt i brystet. Til hans forundring trådte Sirius bare til side og slog blikket ned. Det var så ulig Sirius at lade gå af en kamp, fordi det vigtigste for ham var kampen. Beviset for hvem der dominerede.
Men selvfølgelig, tænkte Remus med et grumt smil da han banede sig forbi Sirius for at begive sig på vej op mod Gryffindortårnet, så er Ulven alfa-han… desværre ikke kun til fuldmåne.
Som for at bekræfte hans tanker lyste den aftagende måne klart igennem vinduet i drengenes sovesal. Dens lysende silhuet virkede endda til at have brændt sig igennem draperingerne omkring hans seng og tatoveret sig ind på indersiden af hans øjenlåg imens han sov.
