2. Ulvetid
Det havde været Sirius' mening at undskylde til Remus den aften i biblioteket. Virkelig. Men af en eller anden mærkelig grund havde det gjort allerhelvedes ondt da Remus ikke havde villet lytte.
Og af en eller anden endnu mere mærkelig grund gentog Sirius nu – igen og igen, hvor han igennem vinduet kunne se Remus og Michael stå og snakke sammen under et træ ved søen, at det ikke betød noget. At Remus bare lige skulle indse at det hele var en tåbelighed fra hans side. Derefter ville han komme og sige undskyld for at han ikke lyttede og Sirius' sårede stolthed ville hele med det samme og alt ville være som før.
Remus må gøre det næste træk, bestemte han sig for og skrev det ned på pergamentet foran sig, bare for at understrege det. Og når Sirius Black bestemte sig for noget, så var det sådan. Jeg forsøgte, men han lyttede ikke, fortsatte han sin tankerække og sprang bevidst over mindet om hvordan han havde ladet Remus forlade biblioteket uden videre. Nu er det hans tur. Jeg kan vente. Og når han kommer, kan vi grine af det hele og glemme det.
Næste gang han stjal sig til et kig ud gennem klasselokalets vindue kunne han se Michael bøje sig frem og sige noget til Remus. Hvad end det var, fik det Remus til at smile. Hurtigt vendte Sirius opmærksomheden mod Quidditchbanen og så James suse mod en af målringene og score. Et skævt smil spillede om hans mund da Krone slog overstadigt i luften og guidede kosten tilbage over banen med knæene. I det mindste virkede James til at forstå ham…
"Hr. Black, jeg beder dig koncentrere dig om at kopiere stykket om vampyrer i stedet for at glane ud af vinduet hele tiden…" McGonagall tilkastede ham et strengt blik over kanten af sine briller.
Sirius sukkede, men bøjede sig alligevel pligtskyldigt over arket og skrev af fra bogen foran ham. Ord for ord. De eneste ord der virkelig hængte sig fast i hans tanker var dog: Remus vil komme til fornuft.
Remus kunne føle kaldet fra skoven. Det var kun en uge fuldmåne, og Ulven var utålmodig.
Michael sad ved siden af ham og læste i en bog om Mugglerhistorie. Hans læber bevægede sig lydløst imens hans øjne fulgte sætningerne frem og tilbage. Remus smilede let. Den varme følelse han havde lokaliseret i maven den eftermiddag på biblioteket havde efterhånden bredt sig til det meste af hans krop.
"Foråret er på vej…" sagde han til den tomme luft.
"Vi er stadig kun i slutningen af januar." Michael så op fra sin bog med et ironisk løftet øjenbryn. Remus' smil blev bredere, og han lænede sig demonstrativt tilbage mod træstammen de sad ved. Sneen var ganske rigtigt begyndt at blive til pløre, og den eneste grund til at han ikke blev gennemblødt var at han havde forhekset sin kappe til at være vandafvisende.
"Hmm…" svarede Remus bare og lukkede øjnene. Endnu engang skyllede skovens mange dufte ind over ham. Med en panderynke prøvede han at fokusere sin opmærksomhed mod Michael. Han kunne genkende hans duft fra hvor han sad. Den var anderledes end nogle af hans andre venners, og alligevel en sammenblanding af dem alle; han duftede af frisk luft og Quidditch ligesom James, der var en svag duft af Chokoladefrøer omkring ham, ligesom om Peter, og der var også en dæmren af den eau de cologne som Sirius brugte… den lugt skyndte Remus at forbigå, i stedet koncentrerede han sig om den fjerde duft; den der var Michaels helt egen. Det var ro som bag den bagerste række bogreoler i biblioteket. Det var latter som en tidlig julemorgen i et hjem med børn. Og tryghed som at træde ind på Hogwarts efter en lang sommerferie.
"Hvad smiler du af?" spurgte Michael så og brød Remus i hans tanker. Remus lod diskret en hånd glide henover sit ansigt, som for at stryge noget væk, og følte ganske rigtigt at der sad et skævt smil klistret om hans mund. Han trak på skuldrene.
"Det ved jeg ikke," indrømmede han og åbnede øjnene. Han kunne høre skridt. Ovre fra Quidditchbanen kom James gående med sin kost over skulderen. Remus trak vejret dybt. "men Michael – jeg smutter nu. Har lovet at følges med James tilbage til slottet. Han er på vej herover."
Michael så hurtigt op. James stoppede et par meter fra dem. Remus kom på benene. Før han havde nået at komme to skridt væk, lød Michaels stemme:
"Jeg tænkte om du havde lyst til at tage med mig til Hogsmeade på lørdag?"
James spærrede overrasket øjnene op. Remus kunne mærke sin egen krop stivne afvisende. Men varmen i hans mave eksploderede og fik ham til at smile bare en smule på trods af den pludselige angst.
"Desværre Michael, jeg kan ikke på lørdag… men måske en anden gang?" Fuldmånen faldt om lørdagen. Han rystede let ved tanken. Michaels smil var en smule forbeholdent, og han så vagtsomt fra James til Remus.
"Ok."
I opholdsstuen den aften gjorde Remus og Sirius alt for at ignorere hinanden fuldkomment. Remus satte sig sammen med Peter for at lave deres eliksirstil. Hele Gryffindors opholdsrum så ud til at blive trykket under den pludselige kølighed mellem Røverne.
Ilden buldrede varmt i kaminen. Peter var begyndt at gnide sig i øjnene af træthed. Næste dag ville blive første skoledag efter ferien. James og Sirius sad og spillede troldmandsskak under høje udbrud og råb. Kun når Remus af og til fangede Sirius' øjne over sine notater om Polyjuice Eliksiren blev Sirius stille og kneb læberne tæt sammen.
Et øjeblik havde Remus lyst til at sige noget. Fortælle Sirius at de bare kunne glemme hele episoden med Snape og lade alt være som før. Men så slog Sirius' springer James' tårn ned og et sejrrigt smil brød frem på Sirius' ansigt. Remus bed sig i læben og puffede til den halvsovende Ormehale.
"Jeg skal nok lave resten af din stil, Peter – gå op og sov!" Peter mumlede noget der godt kunne lyde som et: "Jeg skylder dig en…" og stavrede op af trapperne mod deres fælles soverum. Et vredt udbrud ovre fra skakbordet og et sejrshyl fra James bekendtgjorde hvem der havde vundet. Remus hverken så op eller svarede da James spurgte om han ville med op i seng, i stedet skriblede han rasende sætning efter sætning ned på Ormehales opgave. En knirken af trappetrin fortalte ham at James havde opgivet og var fulgt i Peters fodspor.
Han sad i hvad der mindede om en evighed bare og skrev imens Sirius puslede rundt ovre ved skakbrættet. Der lå en tung, afventende tavshed imellem dem. Ingen afbrød den. Kun ildens knitren og lyden af Remus' fjerpen dansende hen over pergamentet. Så genlød den efterhånden fuldstændigt tomme sovesal af fodtrin der stoppede foran Remus' bord.
Remus forventede et kort øjeblik at Sirius ville sige noget. At de kunne få en samtale i gang om det der var sket. Men i stedet stod han bare der og så på Remus. Remus kunne mærke hans øjne bore sig ned i nakken. En svag hede krøb op i hans kinder, og hvis han så op nu ville Sirius se ham rødme. Remus var ikke sikker på det var hvad han ønskede.
"Godnat." lød det så pludseligt fra Sirius og hans trin forsvandt samme vej som James' og Peters. Remus sad alene tilbage i den næsten korporlige tavshed.
Hele den uge havde Sirius holdt sit løfte til sig selv. Men fredag eftermiddag da han sammen med Remus og James sad og havde Mugglerstudier og kunne se Remus' urolige blikke ud mod månen der allerede kunne ses som en skygge på himlen udenfor, rystede han på hovedet af sig selv og fandt et lille stykke, meget plettet pergament frem.
"Hugtand", skrev han, og bankede let på det med spidsen af sin fjerpen. Ved bordet skråt overfor ham så Remus ned. Hans øjenbryn trak sig let, afvisende sammen. Før Remus kunne nå at kaste et spørgende, misbilligende blik over mod ham, bøjede Sirius sig over det lille pergamentstykke og skrev hurtigt: "Køter glæder sig til i morgen nat."
James rykkede en smule på sig ved siden af ham. Sirius så på ham. Med hovedet let hvilende i den ene bøjede arm sov han dybt. Brillerne sad skævt på hans næse. Sirius prikkede hurtigt til ham da Professor Demotik så i deres retning. James kom med et højlydt snork og vendte hovedet den anden vej. Med et skuldertræk bøjede Sirius hovedet i tide til at se beskeden: "Køter skal slet ikke med." forsvinde.
Et øjeblik sad han som ramt af lynet. Så svarede han med sin egen stejle, takkede håndskrift: "Hvad?" Han fulgte Remus med øjnene idet han bøjede sig over pergamentet. Hans læber var presset sammen til en streg og der var en dyb rynke mellem hans øjenbryn.
"Hverken Køter, Krone eller Ormehale skal med – og lad mig så være, jeg prøver at følge med!" fortalte Remus' nette bogstaver ham. Det var som om en tåge lagde sig i Sirius' hoved og gjorde ham omtåget. Var dette Remus' træk? At lukke ham ude… at lukke dem alle sammen ude…?
Da de blåsorte bogstaver var forsvundet, skrev Sirius et nyt navn: "Krone," stod der og Sirius bankede hårdt på pergamentet med fjerpennens spids. James smaskede en smule ved siden af ham og satte sig op. Han sad et øjeblik bare og stirrede på pergamentet foran sig imens han prøvede at opfatte hvad der stod. Sirius blev for utålmodig. "Hugtand vil ikke have Køter, Krone og Ormehale med i morgen aften."
James skævede til ham ud gennem øjenkrogen. Sirius nikkede for at vise at det ikke var en spøg. Krone så en smule rystet over på Remus, men da han opdagede det stædige drag om hans mund sukkede han opgivende. "Vi taler med ham om det i aften – forsøg ikke at gøre ham mere vred i mellemtiden…"
"Hva…?" Sirius åbnede munden for at protestere, men James kastede ham et sigende blik og rystede på hovedet.
"Er der noget den unge Hr. Black vil dele med resten af klasse?" Professor Demotik så afventende hen mod James' og Sirius hjørne.
"Øh… jeg undrede mig bare over hvordan Mugglere bevæger sig over lange afstande uden brug af magi?" Demotik stod et øjeblik og udstrålede ren positiv overraskelse, derefter kastede han sig ivrigt ud i en forklaring om tog, fly og biler, men Sirius hørte ikke efter. Og han tav stille resten af timen.
Peter, James og Sirius kom til at sidde længe oppe og vente. Først klokken halv 1 kom Remus kravlende ind igennem portræthullet. James gav den sovende Peter en albue i siden. Remus standsede lige indenfor indgangen og øjnede dem mistænksomt.
"Hvor har du været?" Sirius rejste sig. James lagde en hånd på hans albue for at få ham til at sætte sig ned, men Sirius blev stående med armene over kors foran brystet. Overfor ham tog Remus samme afvisende position.
"På biblioteket…" Remus stirrede et øjeblik på ham, så begyndte han at gå over mod trappen.
"Med hvem?" spurgte Sirius. Remus vendte sig langsomt om. Hans øjne var mørke i det dunkle lys. Gnisterne gav genskin i de ravfarvede iriser. Sirius ville til at fortsætte sin udspørgen, men James kom ham i forkøbet.
"Køter siger at du ikke vil have os med i morgen?" Med et vredt sideblik til Sirius gik han hen og lagde en beroligende hånd på Remus' skulder. Remus sukkede og hans skuldre sank sammen.
"Jeg vil ikke have I tager med…"
Sirius syntes han anede et strejf af noget tykt i Remus' stemme. Han satte sig ned ved siden af Peter, der nu kastede nervøse blikke fra ham til Remus. Han havde lyst til at sige alt muligt. Som undskyld eller tag dig sammen eller… bare et eller andet. I stedet lod han blikket falde på sine foldede hænder i skødet. James stemme var varm og bekymret.
"Hvorfor ikke?"
Remus tog et dybt åndedrag. "Hør her… I har gjort mere for mig end nogen anden har gjort, og jeg er jer meget taknemmelig… ok?"
Sirius bed sine ord i sig og så op på Remus. Han stod og strøg en let skælvende hånd gennem sit hår som han altid gjorde når han var nervøs eller urolig. Sirius skyndte sig at kigge ned på sine hænder igen.
"Jeg er virkelig ikke god til det her, men… sagen er; I bryder regler – ikke bare skoleregler, men ministerielle dekreter… og… altså…" Remus holdt inde. Efter et stykke tid i total stilhed, fortsatte han tøvende: "Og… efter sidst…" Nu blev stilheden til at tage og føle på. Sirius kunne mærke en let rødmen i kinderne og var glad for mørket der skjulte det for de andre.
"Jeg tror, jeg forstår…" sagde James. Til alles overraskelse afbrød Remus ham.
"Nej… eller… det er ikke kun det… men, Krone – hvis der skete jer noget… hvis der skete noget med nogen…" Sirius så op. Remus' hænder var knyttet, og hans hoved var bøjet. En impulsiv lyst til at gå op og holde om ham flød igennem ham. Sirius rejste sig tøvende. Remus' hoved fløj op og øjnene betragtede ham vagtsomt. Sirius gik et par skridt frem, før han stoppede. Remus lignede på alle måder en hund der var trængt op i en krog. Med et suk nikkede Sirius til James.
"Vi bliver her, hvis det er det du vil have…" sagde Sirius. Og hvis han ikke var begyndt at gå op af trappen mod sovesalen, havde han set det blik Remus sendte ham, som indeholdte en blanding af forundring og glæde. Men han gik i sine egne tanker, og følte sig for første gang virkelig lukket ude fra Remus' verden.
Måske havde Snape fortjent hvad han fik … men… det var der andre der ikke gjorde…
De sad og ventede på ham da han trådte ind i opholdsstuen. Alle tre. James sad og betragtede skyerne der gled forbi på himlen udenfor. Peter spiste chokoladefrøer fra en stor bunke på bordet, formodentligt købt i Kandisbaronen om lørdagen. Sirius var den første der så ham. Han rejste sig.
"Hvordan gik det?"
Remus rystede på hovedet og Hidkaldte en bog. Den susede ned af trappen og hen mod ham. Han greb den elegant i luften og vendte ryggen til dem. Både James og Peter stirrede på hans ryg da han kastede et blik over skulderen. Sirius stod lænet op af sofaen. Remus fangede hans øjne. Sirius' grå blik virkede fremmed.
"Jeg er her stadig, er jeg ikke…?" spurgte han ironisk. Og med det forlod han dem igen og gik mod biblioteket.
Michael sad der allerede. Remus smilede til ham da han så op. Michael smilede tilbage.
"Hvordan gik det i lørdags?"
Remus' smil stivnede. Hårene i hans nakke rejste sig. Bogen gled ud af hans hånd, og han bøjede sig lynhurtigt for at gribe den i luften. "Øh.. undskyld?" sagde han hurtigt. Solen udenfor var hvid og skar ham distraherende i øjnene.
Michael lænede sig afslappet tilbage i stolen. En stor bog i gyldent omslag hvilede let mod hans knæ. Håret bølgede viltert om hans ansigt, som om han lige havde været ude. Remus sank en klump. Forsigtigt gned han fingrene mod kappens for.
"Ja, havde du ikke en aftale lørdag? Hvem var det med? En pige fra Gryffindor? En man kender?" Michaels smil virkede mere anstreng, men tonen interesseret. Remus åndede lettet op og smilede stort.
"Michael – det var ikke en date… jeg var bare ude med de andre – James, Sirius og Peter…" Remus' smil blev drilskt. "Troede du jeg var ude med en pige?"
Michael grinede fjoget tilbage. "Tja… jeg havde faktisk regnet med at du var ude med en eller anden pige… du er vel omringet…" Hans smil var igen anstreng, og det virkede som om svaret var vigtigt for ham. Remus rynkede brynene let.
"Nej, faktisk ikke… jeg plejer at styre udenom…" Et øjeblik fangede Remus sig selv i at tænke om denne angst aldrig ville forsvinde. Om han nogensinde ville møde nogen han kunne dele hele sin identitet fuldkomment med. Ud over Sirius og de andre selvfølgelig… Og hvorfor betød det pludseligt så meget for ham… Michael var jo bare en studiekammerat. Ikke?
"Hvorfor?" Remus ledte med et strejf af panik efter et svar. Michael fortsatte hurtigt med et strøg af ivrighed i stemmen: "Du er måske…?"
For at have noget at gøre med sine hænder gik han hen til en af hylderne og trak en bog ud. Langsomt lod han fingrene glide henover de håndskrevne bogstaver på en ældet side. Hvad skulle han svare? For hvad præcist spurgte Michael om? Om han var varulv eller om han var…
Remus sukkede tungt og klappede bogen sammen. Den faldt til jorden med et hårdt dunk. Det gav et gib i Michael. Remus lænede hovedet tilbage mod hylden og lukkede øjnene. Han vidste det ikke… ikke længere. Hvad vidste han i grunden om sig selv efterhånden? Med et skuldertræk mødte han Michaels spørgende blik.
"Jeg ved det ikke, Michael – jeg ved det virkelig ikke længere…"
Michael smilede beroliget.
Sådan stod de lidt, fanget i hver deres tanker. De kunne høre folk bevæge sig rundt i reolgangene i biblioteket rundt omkring dem. Lyset faldt i fede, varme stråler henover gulvet. Pludselig skrabede Michaels stol. Remus fokuserede igen sin opmærksomhed omkring ham. Han havde rejst sig og stod nu og kastede usikre blikke omkring dem. Så gik han hen og stillede sig ved siden af Remus. Deres arme og sider var presset mod hinanden og en varme, ikke ulig den i Remus' mave, bredte sig fra hvert eneste sted der var berøring.
Michael skuldrede ham let, og Remus så op på ham. Han havde fornemmelsen af at hans hår var faldet indover hans ansigt. Han skulle til at række op for at stryge det væk. Michael stoppede ham ved at strække en hånd frem og stryge en lok om bag hans øre. Michaels tommelfinger kærtegnede hans kind blidt. Remus' hjerte bankede vildt. Han havde lyst til tusind ting på en gang; at tage Michaels hånd, at læne sig frem og kysse ham, at flygte langt, langt væk til et sted hvor hans hjertes hamren ikke ville slå enorme huller i stilheden.
Remus mere fornemmede end så at Michael åbenbart havde samme tanker som han selv. Han bøjede sig frem og lod sine læber blidt trykke mod Remus'. Det var mere en kortvarig strejf end et egentligt kys, men da han trak sig tilbage åndede Remus tungt ud. Det her var… specielt… det var… varmt… Selv i sine tanker ledte Remus efter ordene samtidig med at han desperat søgte efter bare en smule fornuft at holde fast i. Han var jo ikke… dét… eller…
En indsigt slog ham; han… han kunne lide Michael… virkelig.
For en gangs skyld lod Remus gå af al omtanke. Måske var han… dét, og måske ville det gøre virkelig ondt når han lå i sin seng den aften og havde tid til at tænke, men nu… lige nu var det lige meget.
Langsomt lod han en hånd glide op af Michaels arm, fulgte musklerne i hans skulder op og hvile ved den varme hud ved halsen. Indenunder bankede en urolig puls kunne han fornemme med fingerspidserne. Michael bøjede sig frem igen. Kysset var anderledes; blødere, mere søgende. Michaels tunge var undersøgende og blid. Remus sukkede nydende mod hans læber.
Det virkede som om de havde kysset altid og alligevel kun i et sekund da Michael stakåndet igen trak sig væk. Remus prøvede at få styr over sin egen hivende vejrtrækning. Så smilede Michael bredt og kastede et hurtigt blik rundt omkring dem. Derefter trykkede han et hurtigt kys mod Remus' kind.
"Jeg skal til Quidditchtræning nu, men vi kan mødes i morgen, ikke?" Hans stemme var ivrig og varm. Remus nikkede. Endnu et hastigt kys blev udvekslet før Michael fortrak hen mod bibliotekets udgang.
Remus stod tilbage og følte sig fuldstændig omtåget. Et dybt vejrtræk senere gik det rigtig op for ham hvad det var præcis der var sket. Med et bump gled han ned på gulvet og lænede hovedet træt mod en hylde af bøger der lød til at hviske ophidset til hinanden. Remus tog sig træt til hovedet.
"Det her er slet ikke godt…" mumlede han for sig selv. "Slet, slet, slet ikke godt…"
"Er du all right?" spurgte en lys pigestemme fra et sted til venstre for ham. Han så op. En lille pige i billedet overfor ham sad og svingede med benene på den gynge hun sad på. En tryllestav lå under gyngen og sendte af sig selv hvide stjerner ud i græsset. Hun smilede til ham.
"Nej," sagde han og rejste sig for at komme væk. Bare væk. "jeg tror ikke jeg er all right…"
Hans vejlederrunde den nat virkede som en kærkommen mulighed for at tænke. Remus fulgte de mange velkendte gange og hilste høfligt på de af malerierne der var vågne. Efter at have sendt et par femteårs Hufflepuff-elever af sted til deres opholdsstue, begav han sig ned mod krypterne under slottet.
Jeg er ikke homoseksuel. Homo. Bøsse. Svans. Michael og mig, det er bare… Men Remus rystede på hovedet af sig selv. Af alle egenskaber han besad, var han mest stolt af sit klarsyn. Og lige nu så han ganske klart hvad det var der var ved at ske. Han var ved at blive forelsket i Michael. En fyr… hvilket betød at han var… dét.
Længere fremme lød der en hviskende samtale. Remus sukkede og forberedte sig på at skulle sende et par snavende elever tilbage til deres seng, men i stedet fandt han sig selv stående overfor James og Sirius – og Snape.
Sirius og James stod side om side med hævede tryllestave. På Sirius ene hånd var der store blodige rifter, og James venstre arm hang ubrugeligt ned af siden – sandsynligvis en blævrebesværgelse. Snapes ben var låst fast så han ikke kunne bevæge sig. Sirius' ansigt udtrykte slet skjult triumf.
"Hvad laver I?" spurgte Remus og kom frem fra skyggerne. Både James og Sirius så overrasket over på ham, Snapes ansigt forblev udtryksløst.
"Vi forbander Flæbius ind i næste uge… vil du være med?" spurgte Sirius med et fordrejet grin. Remus mærkede hvordan en pludselig kulde overtog ham. Sirius havde virkelig ikke lært sin lektie.
"Nej – og jeg foreslår at De Herrer fortrækker op til deres repræsentative sovesale med det samme…" Sirius' grin blev til en grimasse. Også James så overrasket på ham.
"Hvad…"
"I kommer bare i problemer, Krone… " Remus rettede son tryllestav mod Snapes ben for at låse op for dem, men Snape snerrede arrigt:
"Hvorfor bider du mig ikke bare, Lupin?" Remus stoppede som ramt af lynet. Udtryksløst vendte han sig mod Sirius. Sirius' øjne var sorte af vrede og noget der måske, hvis det havde været alle andre end ham, kunne have været skyld.
"Lad ham gå, og gå tilbage til opholdsstuen… jeg får problemer hvis jeg lader jer slippe…" Hans stemme var hæs. Da hverken James eller Sirius så ud til at ville røre sig, nikkede han bagud mod Snape.
"Han vil ikke lade mig komme til, så I bliver nødt til det…" Det kolde lys fra spidsen af hans tryllestav lagde mørke skygger om de to drenges ansigter. Endelig, efter et par minutters intens stirren imellem Sirius og Remus, sukkede James og kastede modbesværgelsen mod Snape der kom op at stå. Remus vendte sig mod ham. "Jeg foreslår du fortrækker til Slytherins opholdsstue. Og jer…" Han vendte sig igen mod Krone og Køter. "… I kan følges med mig tilbage…"
Snape var forsvundet da han vendte sig om igen. Sirius skumlede, og James sendte uforstående blikke mod Remus' ryg. De gik en tid i stilhed.
"Du kunne bare være gået videre, Remus." sagde Sirius så pludseligt. Remus nikkede uden nogen form for følelse.
"James kunne også være blevet i den varme opholdsstue med Snape-episoden…" Og resten af turen blev tilbagelagt i en trykkende tavshed.
Remus stod og så portræthullet lukke sig efter de to andre før han begyndte at gå hen mod Præfekternes lokale hvor vagtskiftet snart ville finde sted. Han kunne ikke huske hvem det var.
Præfekternes lokale var en miniature af lærerværelset. Aflangt og kvadratisk. Store, tunge møbler og skabe til deres ekstrakapper. Med et suk lod han sig falde ned i en blød, mørk lænestol. Han lod hånden glide op over øjnene og sukkede træt. Der var sket for meget på en dag, og hans krop var stadig mør efter fuldmånen. Han kunne mærke at et sår var sprunget op omme på ryggen. Han lod et par fingre glide derom. Stoffet på hans kappe var fugtigt og klæbrigt over hans venstre skulder.
"Nogle problemer, Lupin?" Lily var åbenbart hans afløser. Han rejste sig langsomt. Et øjeblik for sent gik det op for ham at hun måtte kunne se blodet på hans kappe. "Min gud, Remus – du bløder!" Lily kom hen til ham og lagde en hånd lige over hans skulder. Han skar ansigt.
"Det er ikke noget – et lille uheld. Jeg stødte ind i et bord." prøvede han at forklare.
"Med skulderen? Remus, jeg tror ikke jeg vil vide hvad du lavede i et sådant tilfælde… men du må op til Madam Pomfrey." Da hun så hans protesterende ansigtsudtryk tilføjede hun: "Nej, ingen diskussion om det – hvis ikke bliver jeg nok nødt til at bore lidt dybere i hvad der er sket." Hun skubbede ham ud af døren. Han fandt det formålsløst at sige noget og indlod sig på at spendere endnu en nat i hospitalsafdelingen.
"Er der noget i gære mellem Røverne?" spurgte hun pludseligt da de var på vej igennem en gang mod hospitalsfløjen. Remus tog en dyb vejrtrækning. "Jeg mener bare – det virker anspændt… og sig ikke at der ikke er noget, sådan noget kan mærkes i et helt Hus." Lilys stemme var skarp og havde en klang af irritation. "Black og Potter har været mere afdæmpede på det sidste, og det ligner dem ikke…"
"Det er noget privat, Lily… bare en lille uoverensstemmelse… det… er ikke…" Han stoppede. Men Lily nikkede. Han smilede til hende, glad for at hun lod ham slippe. Han havde ikke lyst til at tale om det.
Madam Pomfrey forbandt hans sår og hundsede ham i seng. Lily ventede til Pomfrey var gået ind til sig selv før hun satte sig på hans sengekant. Et drilagtigt smil lurede om hendes læber. Han drejede sig uroligt på madrassen.
"Så dig og Dawn, hva'?" Han satte sig op og stirrede rædselsslagent på hende.
"Hvordan…?" Hans hjerte bankede hårdt mod hans bryst.
"Bare rolig, Remus – jeg siger det ikke til nogen." Hun lagde en beroligende hånd på hans arm. "Jeg så jer på biblioteket."
Med en svag jamren lod Remus sig falde tilbage i sengen. "Var der andre der så os?"
Hun rystede på hovedet. "Og lad dog være med at skabe dig – jeg synes det var på tide…" En stjerne skinnede ind gennem vinduet. Han blinkede med øjnene og så på hende med et spørgende, hævet øjenbryn.
"Hvad?"
"At du fandt dig en fyr…" Remus jamrede sig igen. Lily lo lavt. Til sidst gav han op og grinede en smule til hende.
"Måske," sagde han. "men det er ikke rigtig seriøst endnu."
"Det så ellers sådan ud…" sagde hun og rakte drillende tunge. Han dappede hende på armen. "Jeg synes," fortsatte hun så, med ét alvorlig. "at han er perfekt for dig…"
"Ja, måske," gentog Remus og vendte hovedet mod vinduet. Lily rejste sig. "er det mig og Michael…" Og et varmt smil lagde sig om hans læber, da dørene lukkede sig efter hende.
Den sidste dobbelttime Remus havde om mandagen var Oldtidens Runer. Men denne dag var Professor Gravérs forklaringer om de gamle keltiske troldmænds brug af runerne blot en svag baggrundsstøj. Michael sad ved siden af ham og lod som om han tog notater, men også han så ud til at have andre ting i tankerne denne lektion.
Udenfor havde skyerne trukket sig sammen og det så ud til snart at blive regn. Remus fulgte med øjnene forgæves en linje i sin bog, men varmen fra Michaels knæ mod hans eget gjorde at han ikke kunne koncentrere sig om at regne tegnenes betydning ud. Professoren stod et par rækker væk og forklarede noget for Kathrine Jones, en Hufflepuff. Remus så sit snit til at læne sig ind mod Michael og hviske:
"Angående i går…" Før han nåede videre, afbrød Michael ham.
"Vi kan godt bare glemme det, hvis det er hvad du vil…"
Remus stoppede overrasket op og bed sig tænksomt i læben. Glemme det. Selv hvis han havde lyst til at glemme det, virkede det usandsynligt at han kunne. Han betragtede Michael ud af øjenkrogen. Han så spændt og en smule utilpas ud. Remus fangede sig selv i at smile over den måde Michaels hår krøllede uregerligt i nakken. Måske kunne det virkelig fungere, hvis han gav det en chance… måske… Han sukkede og tænkte på hvad der ville ske ved fuldmånetid. Han kunne ikke fortælle Michael om det… og… Han tænkte på det halvandet år før hans venner havde regnet det ud. Det havde været horribelt.
"Hey!" hviskede Michael mod hans øre, og det varme pust sendte et gys gennem Remus. "Jeg forstår det godt…" Og det fik Remus til at smile… ikke bare et skævt smil som over en god spøg eller et lille smil fordi han følte sig godt tilpas. Det var et bredt smil der lyste hele hans ansigt op og nåede øjnene. Michael afbrød deres øjenkontakt og stirrede fast ned i bordet. Remus fandt hans hånd under bordet og flettede fingre med ham. Michaels hoved røg op med et ryk, de stirrede længe intenst på hinanden.
"Bare giv mig tid, ok?" Remus lagde hovedet på skrå. Michael nikkede stille.
Ja, tænkte Remus og gav Michaels hånd et tryk under bordet. Han kunne få det til at fungere med Michael… Han ville få det til at fungere…
De lå ved siden af hinanden på en blød seng og betragtede loftet der så ud til at være en kopi af den skyfri nattehimmel udenfor. Michaels hånd hvilede let lige over Remus' knæ. Ved siden af dem lå optegnelser til torsdagens astronomi-timer… Remus følte sine egne øjenbryn trække sig sammen ved synet af den tiltagende måne. Ulven indeni ham var igen begyndt at røre på sig, selvom der var endnu to uger til fuldmåne.
Rummet de var i var ikke specielt stort. Det var kvadratisk og med mørkeblå, næsten sorte, vægge. Henne i hjørnet stod en model af solsystemet og bevægede sig i takt med planeterne et sted derude – langt over dem. Remus havde ikke været her før. Rummet var heller ikke med på Røverkortet. Et øjeblik overvejede han at fortælle James om det, så de kunne få det tegnet op, men tanken om at skulle fortælle hvordan han havde opdaget det, huede ham ikke just. Michael rykkede lidt på sig ved siden af ham. Det var ham der havde forslået det som deres faste mødested, udover biblioteket. Han kaldte det Fornødenhedsrummet, fordi det åbenbart tilpassede sig alle søgerens behov.
"Remus?" Michaels stemme lød tæt ved hans øre. Han drejede hovedet en smule og betragtede ham.
"Mm mm?" Ulven lagde sig til ro, og Remus følte sig bedre tilpas. Han lod sin hånd glide ned og finde Michaels. Et øjeblik lå de bare side om side og betragtede deres sammenflettede fingre. Så bøjede Michael sig frem og kyssede ham let.
De første par dage efter timen i Oldtidens runer havde det været mærkeligt. Remus skulle vænne sig til tanken om at det faktisk var ok. Men den periode var afstået overraskende hurtigt. Michael var nem at snakke mig, forstående og tålmodig. Efterhånden var den nervøse energi der havde været der hver eneste gang de kyssede hinanden forsvundet og erstattet af en behagelig følelse af tryghed. Remus følte det betrykkende hver eneste gang de var sammen.
Remus smilede mod Michaels mund og lod sin tunge glide kærtegnende henover den anden drengs underlæbe. Michaels tunge fandt hans. Remus trak sin hånd til sig og begravede den i stedet i Michaels lyse krøller. Michael trak sig tilbage og hvilede sit hoved mod Remus skulder, med ansigtet trykket ind mod hans hals. Remus tillod sig selv at slappe fuldstændigt af. Han flettede igen sine fingre ind i Michaels som lå tungt mod hans mave. Lidt efter sov han…
Remus listede igennem den næsten mørke opholdsstue. Et øjeblik troede han at han faktisk kunne smutte op af trappen og i seng uden at blive opdaget.
"Hvor har du været?" Sirius' stemme var klar og tydelig ovre fra sofaen. Remus så til højre og kunne ane Sirius' kontur mod lyset fra den opgående sol der sendte sit rosa skær ind igennem vinduet. Remus stoppede.
"Vejleder…" sagde han bare og ville til at gå videre.
"Klokken er halv 7…"
Sirius kom i en langsom, glidende, elegant bevægelse op at stå og gik hen mod ham. De stod overfor hinanden. Sirius med sin tryllestav utålmodigt bankende mod siden. Remus med favnen fuld af sine astronomi-papiere. Sirius tog en dyb indånding.
"Hør her, Hugtand – jeg ved ikke hvad det er der sker med dig, men du er begyndt at opføre dig anderledes…"
Remus smilede bittert da han huskede Snapes tonefald i krypten. "Og det er mærkeligt?"
"Hør her!" Der var et strejf af vrede i Sirius' stemme. "Snape fortjente det, ok? Han snusede rundt og påstod at…" Længere nåede han ikke før Remus afbrød ham med en hård, højrøstet stemme.
"Fortjente det?" Et gys af raseri farede igennem hans krop. "Nogen fortjener det jeg går igennem? Sirius, fatter du ingenting!"
Sirius trådte et forskrækket skridt tilbage. Han ville have sagt mere, forklaret hvorfor… fortalt at han efterhånden havde indset at det havde været en fejltagelse – endda en stor en af slagsen. men det var så ulig Remus at råbe, og vreden der emmede fra hans krop var næsten til at tage og føle på, så Sirius tav.
"Ved du hvad der ville være sket, hvis James ikke var kommet i tide? Jeg ville være blevet sendt til Azkaban – hvis jeg var heldig. Eller jeg ville være blevet dræbt, som en gal hund… Sirius!" Remus tog et skælvende åndedrag og sænkede stemmen. "Tænker du på det når du sidder til dine eftersidninger og skriver sætninger af? At jeg faktisk burde takke Krone på mine grædende knæ over at jeg stadig er i live?" Den store astronomibog gled ud af hans favn sammen med papirerne. Hurtigt fik Remus dem til at blive hængende i luften med et sving af sin tryllestav. Nu så Sirius direkte bange ud. Remus følte et mærkeligt, koldt smil af pervers glæde lægge sig over hans ansigt. Med lange skridt gik han forbi Sirius, der nu knugede så hårdt om sin tryllestav at hans knoer var hvide. Remus skolesager svævede efter ham op af trappen. Da han stod udenfor døren til deres sovesal, vendte han sig mod den tavse, stivende skikkelse nede ved sofaen. Al vrede forsvandt som dug fra solen.
"Ingen fortjener den her skæbne, Sirius… ingen…"
Sirius vidste der var noget i gære. Det var den måde Remus kom listende ind i seng på klokken et eller andet langt over 3 hver eneste nat og undskyldte det med vejlederrunder eller vejledermøder. Det var den måde Sirius tit kunne fange et glimt af Michael og Remus afslappet lænet op af hinanden i biblioteket eller på gangene. Det var den måde de smilede til hinanden på, den måde de lo over en joke sammen på. Det var den måde Remus ikke længere mødte hans øjne. Det var den måde Remus hviskede ord ekkoede i hans hoved igen og igen. Og det var især de blikke Evans sendte Remus og Michael… James var ved at gå ud af sit gode skind. Til tider forbandede han Dawn langt væk i søvne, til tider Remus…
Så Sirius vidste der var noget i gære. Og det var ikke godt – det kunne han mærke på den klump i maven der nu åbenbart havde bestemt sig for at blive liggende der konstant. Og han kunne mærke det på den måde han havde lyst til at smadre Michael Dawns flotte, smilende fjæs til ukendelighed.
Kampen Gryffindor vs. Ravenclaw nærmede sig med hastige skridt. James brugte flere og flere aftener på Quidditchtræning, og Sirius var tvunget til at bruge flere og flere af sine aftener på at sidde og lytte til Peters plapren – hvilket ikke passede ham det mindste.
En af disse aftener havde Remus faktisk valgt at ære Gryffindors opholdsstue med sit nærvær. Han sad ovre ved ilden, et komfortabelt smil spillede om hans læber, og læste i en bog. Sirius sad og betragtede ham et øjeblik. Det var en af Remus' mest yndede positioner. Benene trukket op under sig og en bog hvilende mod stolens armlæn.
Siden Remus' mærkelige udbrud for snart en uge siden havde Sirius opdaget at han besad en hidtil ukendt følelse. Når han tænkte nærmere over det, hvilket han prøvede i så vid udstrækning som muligt at undgå, fordi det gjorde ham i dårligt humør, havde han på fornemmelsen at det var det folk kaldte skyld.
Med et suk vristede han blikket løs fra Remus' velkendte skikkelse og prøvede at aflede sin opmærksomhed fra sine indviklede følelser ved at plage Ormehale til stilhed.
Remus sad mellem Michaels ben, lænet op af ham med hovedet hvilende ved hans skulder. Deres øjne fulgte samme linje i astrologi-bogen, men ingen af dem læste videre. Michaels hånd strøg i lange, blide strøg op og ned af Remus lår. Remus trak vejret dybt ind og fokuserede på månen der skinnede ned på dem oppe fra loftet. Fornødenhedsrummet var blevet deres faste mødested.
"Jeg ved egentlig ikke så meget om dig, Remus…" sagde Michael pludseligt. Remus kunne mærke den pludselige spænding i lokalet helt ned i maven. Han lukkede øjnene fast i, som for at forberede sig på at forsvinde ind i sig selv hvis spørgsmålene kom for tæt på.
"Der er ikke så meget at vide…" begyndte han tøvende efter en lang forventningsfuld stilhed fra Michaels side. Michael kom med en lille latter der mere virkede som et fnys. Remus kunne ikke lade være med at smile selv.
"Hvad med din familie?"
"Min far er troldmand, min mor er en Muggler." Remus lod blikket glide fra stjerne til stjerne på det stykke himmel der var synligt over dem. Michael flyttede let på sig under ham. Han greb hans hånd og gav den et klem. "Hvad med dig?"
"Begge mine forældre er magikere… Min mor gik i Ravenclaw ligesom mig. Min far var en Hufflepuff." Der blev stille lidt. Remus sad afventende. "Jeg er den ældste af os børn derhjemme – deres eneste søn også… min søster Carrie bliver 11 næste år, og Jennifer er 13. Hun går også i Ravenclaw." Remus nikkede. Han kendte Jennifer. Hun var lige blevet udnævnt som Søger på Ravenclaws Quidditch-hold.
"Quidditch-talentet bliver i familien?" Remus drejede hovedet lidt til siden for at fange et glimt af Michaels smil. De lo sammen.
Der var tavshed lidt. Remus vendte sig om på maven, ansigtet vendt mod Michael. Michael smilede skævt og strøg en lok af hans hår væk fra ansigtet. Remus lænede sig frem og kyssede ham let, Michaels hænder lagde sig på hans skuldre og trak ham tættere på. Michael gled ned i liggende stilling.
Deres kys blev grådigere, hænderne på Remus' skuldre mere søgende. Langsomt gled de nedover hans ryg i korte strøg. Remus følte ophidselsen i sin krop som en brændende varme der skød igennem ham og forplantede sig til hver eneste lille del af ham. Han pressede sig hårdere ned mod Michael. Michaels ene hånd var standset lige over hans røv. Et øjeblik blev den liggende der og efterlod en stikkende, glødende hede, så begyndte den langsomt at bevæge sig længere nedad… Remus' egne hænder der ellers havde haft travlt med at undersøge Michaels bryst udenpå skjorten standsede. Ulven indeni ham hylede klagende af afsavn, som om den kaldte efter noget Remus endnu ikke vidste hvad var. Det føltes næsten som en fysisk smerte. Med en forskrækket lyd trak han sig tilbage og kastede et bange blik over sin skulder, op på månen der ville være fuld den næste dag. Hurtigt kom han op på knæ og satte sig på sengekanten. Michael satte sig også op og sendte Remus et bekymret blik.
"Hvad er der galt?"
Ulven var nu rasende. Et eller andet Remus havde gjort havde ophidset den i en sådan grad at han følte det som om han hvert øjeblik det kunne være ville angribe et eller andet med en ulvs poter og kløer. Tanken skræmte ham fra vid og sans. Han havde aldrig oplevet noget lignende. Han rejste sig op – og uden at se sig tilbage gik han hen mod døren. En knirken fra sengen afslørede at Michael også havde rejst sig.
"Jeg havde glemt jeg skulle til vejledermøde…" forklarede Remus, men hans stemme var tyk og grødet. En svag knurren lå bagerst i hans hals og truede med at trænge igennem hans skjold. "Vi tales ved i morgen, Michael." skyndte han sig at tilføje og forsvandt ud af døren.
På den anden side af døren lænede Remus hoved mod den kølige stenvæg. Han fik et glimt af hans eget spejlbillede i vinduet ved siden af. Hans øjne lyste med et koldt, gyldent skær og pupillerne var mandelformede som en ulvs. Han blinkede et par gange, og så var det væk igen. Den varme Michael havde tændt i ham blev til isnende rædsel.
Da Lily kom ind sad han i vindueskarmen og betragtede månen med et såret udtryk. Da han så over på hende med et tomt blik indså han at hun nok ikke havde forventet at se ham der i Vejlederlokalet, siden det var hendes runde. Men hun sagde ingenting – gik bare hen og stillede sig ved siden af ham og lod blikket glide henover grundene udenfor. Månens cirkulære, gule skive spejledes i hendes øjne.
"Den er grusom…" sagde hun så pludseligt og bankede en knyttet næve ind i karmen tæt ved hans hoved. Hans døde blik faldt på hende.
"Hvilken en?"
"Månen…" sagde hun bare.
"Ja," måtte han sammentygge og hvilede hagen mod sine knæ. Lily så på ham med et medlidende blik. Han undlod at se på hende. Frygtede at hun ville kunne se Ulven i hans blik.
"Hvad den forvandler mennesker til… skygger af dem selv… fanget i en identitet de ikke selv har valgt… jeg kan kun forestille mig hvordan det må være… forfærdeligt." Hans hoved røg op med et ryk. Forskrækket stirrede han på hende. Vidste hun det? Hun smilede blidt til ham og nikkede. Hans suk var både opgivende og fuld af lettelse.
"Det er det…" svarede han og mærkede hvordan hele hans krop pludselig virkede til at slappe af. Han havde faktisk ikke noget imod at hun vidste det. Det virkede… rigtigt.
"Remus, hvor meget betyder Michael for dig?" spurgte hun og lagde en kølig hånd ovenpå hans foldede hænder. Han vedblev at kigge ud af vinduet.
"Nok til at han ikke ved det…" mumlede han bittert. Træerne i den Forbudte Skov svajede let i en usynlig brise. En hund glammede et sted derude. For hans indre blik så han en stor sort hund løbe ved siden af sig imellem træer i et ukendt terræn, men som nu var hans territorium. Folk havde bedst af intet at vide, for selv dem der var hans tillid værdig, så ud til at svigte ham alligevel. Der gik en forpint trækning over hans ansigt. Han savnede Sirius. Han savnede det som det havde været før – så sorgløst som en varulv kunne ønske sig det. Remus var usigeligt træt af hemmeligheder. Selvom han efterhånden var blevet så god til at holde på dem, at det var svært for ham at dele noget som helst med nogen. Selv hans følelser.
"Hvad hvis han regner det ud…?" Spørgsmålet gjorde ondt. Han tænkte på den gang på andet år da hans venner havde trængt ham op i en krog i opholdsstuen og fortalte ham at de vidste det. I få sekunder havde det virket som om hans liv var forbi.
"Så er det slut – han skal ikke belemres med en varulv." Bitterheden i hans stemme var ikke nem at overhøre. "Jeg har ødelagt nok liv blot ved at være mine forældres barn…"
Lily ignorerede det sidste og bøjede sig ind mod ham. Han så ned. "Hvad nu hvis han gerne vil belemres?"
"Det vil han ikke…" svarede han skarpt. Efter en kort, pinagtig stilhed, fortsatte han træt: "Og han finder ikke ud af det, Lily – det lader jeg ham ikke gøre."
Hun smilede let, men det nåede ikke hendes øjne. Hun lagde begge hænder om hans ansigt og lænede panden ind mod hans. Deres blikke mødte. Ulven vejede hende og efter et kort øjebliks kamp, godkendte den hende også. Han smilede. Han forstod hvorfor James var så vild efter hende. Hendes smil tilbage var blændende.
I det samme gik døren op.
"Evans? Har du set…" Der blev stille. Både Lily og Remus drejede hurtigt hovedet. I døren stod James og bag ham Sirius og Peter, der begge stirrede på dem med åben mund. Hvis ikke Remus havde haft sit skærpede nattesyn havde han ikke kunne udrede James' træk. Et øjeblik var der helt stille, og James' ansigt lukkede sig langsomt til. Lily rettede sig hurtigt op. Hun så fra Remus til James.
"Remus…" anerkendte James' til sidst han tilstedeværelse. Hans stemme var kølig, med en hård klang Remus kun havde hørt når han talte til Snape. Lily sukkede. Det samme gjorde Remus da han rejste sig op. Dette var præcis hvad han manglede – flere problemer.
"Det er ikke hvad det ser ud til, Potter…" sagde Lily endelig. Remus stillede sig ved siden af hende. Hun skævede til ham. James så ikke på hende, hans blik var lænket til Remus.
"Virkelig…?" Det var Sirius der talte. Han var trådt frem ved siden af James. Remus kunne ikke genkende blikket i hans øjne. Det var vrede… og med et vildt glimt som hos et såret dyr. Peter stod bag dem og trykkede sig utilpas.
Lily satte hænderne i siden. "Ja, faktisk, Black!" snerrede hun. "Remus har haft en hård aften, vi stod bare og snakkede… Hvilket ikke er så mærkeligt, siden vi begge er vejledere…"
"Og den tror du vi hopper på, Evans?" spurgte Sirius ironisk. "Remus… helt ærligt… så dybt troede jeg ikke du kunne synke." Nu henvendte han sig direkte til Remus. Remus så bare på ham med de øjne der ikke engang føltes som hans egne længere. Ulven indeni ham snerrede arrigt over at blive angrebet – om end kun verbalt. Remus prøvede forgæves at genvinde kontrollen over sig selv. Han havde ikke oplevet Ulven så stærk før, når det ikke var fuldmåne…
"Kom, Sirius… vi går… Så kan Evans og Lupin gøre sig færdige…" James' stemme lød ligeså fremmed i Remus' øre som hans egen da han talte.
"Vær ikke latterlig, Potter – for det første kunne jeg aldrig finde på at date Evans…" Lily hostede svagt, men Remus fortsatte ufortrødent. "Og for det andet er jeg slet ikke til piger…" Hvis det havde været enhver anden aften hvor Remus havde magten i stedet for Ulven ville han havde bævet ved at skulle indrømme dette. At han var endnu mere anderledes. Men Ulven gjorde det nemt; forvandlede det til en kold konstatering. Remus vidste pludselig hvor sandt det var. Og indså med det samme hvor ironisk det var at det var Ulven der skulle sætte ord på hans anden hemmelighed, når den selv var hemmelighed nummer 1.
Det var ikke kun James, Sirius og Peter der stirrede overvældede på ham. Også Lilys blik talte om udpræget overraskelse. Remus rystede bare på hovedet som for at ryste Ulvens tilstedeværelse tilbage bagerst i hovedet hvor den hørte til og begyndte at gå hen mod døren. Sirius stoppede ham med en hånd mod brystet. Ulven sprang frem indeni ham. Den mærkelige smerte fra før med Michael kom tilbage, bare med dobbelt så stor styrke. Hans snerren var lav og ulveagtig. Hans øjne brændte, og selvom han ikke havde noget at spejle sig i vidste han at de igen var blevet gyldne og med mandelformede pupiller. Men Sirius trådte ikke forskrækket tilbage, som Remus havde forventet han ville gøre. I stedet stirrede de intenst på hinanden.
"Hvorfor har du ikke fortalt os det før?" spurgte han så til sidst. Stille og forsigtigt. Remus skar tænder, og smilet han fremviste var forvredet.
"Åh… jeg var såmænd nok bare bange for at det hurtigt skulle rygtes at der findes et eksemplar af en homo varulv på Hogwarts…" knurrede han. Sirius bed sig i læben. Lily hostede igen bag dem og kom med en vag bemærkning om at hun vist skulle nå sin runde før midnat. Døren lukkede sig af sig selv bag hende. Stilheden var tung af afventning. James og Peter stod i respektfuld afstand.
"Remus," sagde Sirius endelig og så ham i øjnene. Remus kunne ikke se væk, om han så ville. Noget i ham der hverken var Ulven eller ham selv, måske mere en sammenblanding af begge, bød ham at blive ved med at se på Sirius, som var han verdens sidste faste holdepunkt. "Jeg kunne aldrig finde på at gøre det med vilje…" fortsatte Sirius. Stemmen var nøgtern og uden undertoner.
Remus snøftede foragteligt. "Du har da ellers klaret det fint indtil nu…" mumlede han. Men han fulgte de andre tilbage til Gryffindortårnet uden flere ord.
