3. Våbenhvile

Sirius, James og Peter blev i Gryffindortårnet imens fuldmånen tog sin runde over himlen. Sirius syntes pludseligt at det var ret nødvendigt at få lavet alle sine lektier til de næste to uger. James legede med Lynet, men hans hjerte syntes ikke at være med i legen. Flere gange smuttede det endda fra ham. Peter sad bare og stirrede frem for sig.

Da solen stod op næste morgen havde Sirius faktisk fået skrevet alle seks stile. Pergamentet der lå foran ham var fuld af ord der intet havde at gøre med nogen af de fag han havde, og han vidste ikke helt hvor han havde fået dem alle sammen fra. Da han lod blikket glide nedover sætningerne, indså han hvor mange gange Remus' navn optrådte. Han lagde fjerpennen fra sig og så ud af vinduet, hvor en blå himmel lovede en smuk dag.

Portræthullet knirkede da det gik op. Tre hoveder, inklusivt Sirius eget, røg op. Remus stod i indgangen, træt lænet op af karmen. Sirius skyndte sig op til ham og lagde en arm om hans skuldre for at støtte ham. Han forventede at få smidt en spydig bemærkning i hovedet, men Remus sagde intet og lod sig bare slæbe op til sin seng.

En halv time efter, James og Peter havde hjulpet med at få klædt Remus af og lagt ham i seng, sad Sirius ved Remus' sengekant op betragtede ham hvileløst. James sad ovre på sin egen seng.

"Så du hvor mange sår han havde? Det har været en slem omgang, denne gang…"

Sirius nikkede. Han havde bemærket det. Remus rørte på sig i søvne og mumlede noget. Sirius bøjede sig ned og strøg en fugtig lok hår væk fra hans pande. James rømmede sig let.

"Sirius… hvorfor siger du ikke bare undskyld og får det overstået, jeg kan sgu da mærke at det piner dig at I ikke snakker sammen mere…"

Sirius svarede ikke først. Han blev ved med at se ned på Remus der nu kastede sig uroligt frem om tilbage i sengen. Med et suk så han over på James: "Potter – hvis du siger det her videre til nogen, propper jeg din kost op et sted hvor lyset ikke skinner…"

James nikkede og lavede lynlåsen.

"I starten var jeg bare for stolt – du kender mig… og nu…" Sirius sukkede. "Han lytter jo ikke alligevel, James… Og jeg ved ikke engang om jeg faktisk kender grunden til at jeg gjorde det…" James nikkede igen. Sirius fortsatte med en knurren: "Flæbius fortjente det - "

"Men det gjorde Remus ikke…" fortsatte Krone for ham. Sirius så op og smilede halvt. James sendte et tilsvarende smil tilbage. "Det skal nok gå, kammerat…" sagde James bare og stirrede ned i bogen i sit skød.

Sirius kunne mærke det allerede i den første time efter fuldmånen. Det var eliksirer. Deres lærer Professor Muff stod oppe ved tavlen og snakkede imens linje efter linje af notater viste sig på tavlen. Pergamentstykket under Sirius' hånd føltes varmt. Han så ned.

"Krone til Røverne: Jeg har et forslag… vi farver slangernes hår gyldent og rødt; bare for at irritere en smule…" Sirius så op og lavede den opadvendte tommelfinger til James der sendte et stort grin tilbage. Pergamentstykket brændte igen. Han så ned.

"Ormehale til Røverne: Men hvordan?" Sirius skulle lige til at begynde at grifle en sarkastisk bemærkning til Peter, men en anden skrift han ikke havde set længe i deres hemmelige samtaler dukkede op før han fik begyndt.

"Hugtand til Røverne: Jeg har fundet den perfekte forhekselse. Ud over at deres hår bliver de farver vi ønsker, vokser det sig så langt som til taljen med fine dukkekrøller…" Sirius kiggede overrasket op på Remus. James og Peter gjorde det samme fra begge sider af ham. Remus sendte dem et skævt smil tilbage og nikkede mod tavlen hvor deres lærer sendte dem et mistænksomt blik. Sirius grinede lydløst, og de begyndte at skitsere deres plan op.

Sirius ville ikke klage. Dette var åbenbart det nærmeste han kunne håbe at komme på hvad der havde været før mellem dem. Hverken ham eller Remus nævnte episoden med Snape med et eneste ord. I stedet snakkede de om ufarlige emner som vejret, Quidditch og lektier. Selvom Sirius brændte efter at spørge Remus om hvad han havde sagt den aften før fuldmåne i vejlederlokalet, gjorde han det ikke. Han havde ikke lyst til at ødelægge den våbenhvile der endelige var opstået imellem ham selv og Remus.

Røverne var samlet igen. Så meget var klart. Ikke bare for dem indbyrdes, men også for resten af Hogwarts. Onsdag morgen troppede samtlige Slytherinere fra 6. årgang ind i Storsalen med midjelangt, proptrækkerkrøllet hår der lyste i Gryffindors farver. Selvom McGonagall sendte James, Peter, Remus og ham et strengt blik over sine briller, ville Sirius sværge på at hun prøvede at undgå at komme til at smile.

Sådan fortsatte dagene. Fredeligt. Remus forsvandt om aftenen – ingen spurgte hvorhen. I stedet var Lily begyndt at komme hen og sætte sig for at sludre. Til James' store fornøjelse. Men efter hans fjerde mislykkede forsøg på at få hende med på en date, opgav han og slog sig til tåls med tanken om at de faktisk kunne have en samtale der ikke rungede i hele Gryffindortårnet.

Sirius og Peter sad ved bordet i Storsalen og indtog deres frokost under indædt diskussion med Lily. Hvilket helt konkret betød at Sirius og Lily havde en højlydt og intens diskussion imens Peter holdt sin mund og spiste i rasende fart. Remus var ikke kommet fra sin Oldtidens Runer time endnu.

"Helt ærlig… Lily, ikke for at vise manglende tiltro til din viden om Quidditch, men Ravenclaw har ikke en chance mod Gryffindor på lørdag… virkelig ikke… vi har 3 suveræne Angribere; deriblandt James… vi har en god Målmand og nogle allerhelvedes dygtige Baskere… Og vores Søger er ikke ligefrem ringe… så jeg kan ikke se hvordan Ravenclaw overhovedet får noget at sige i den kamp."

Lily lagde armene over kors. "De har Dawn til Målmand…"

Sirius skulle lige til at sige noget uhøfligt om at Dawn ikke var andet end en sølle svans i forhold til Gryffindors mesterhold, men nåede ikke at åbne munden før James kom spurtende ind i Storsalen og kastede sig ned på bænken overfor Sirius og Peter (ved siden af Lily) og forpustet prøve at sige noget.

"Krone, du burde måske overveje at trække vejret inden du forsøger at fortælle os hvad end det kan være du har at fortælle os…" sagde Sirius tørt. Lily trak på smilebåndet, hvilket Sirius tog som et kompliment. James sendte ham et hvast blik, men tog et par dybe åndedrag før han fortsatte.

"I tror ikke på hvad jeg lige har set…" hvæsede han. Lily sendte ham et opgivende blik ud af øjenkrogen og bemærkede henkastet:

"Måske et Lyn du ikke kunne gribe og derfor ikke kunne blære dig med?" Nu var det Sirius' tur til at smile skævt. James sad et øjeblik med let åben mund; overrasket i sin spændende fortælling.

"Nej," sagde han bare, hvilket i sig selv var usædvanligt, da han aldrig ville lade en chance for at mundhugges over en kommentar som denne med Lily. Sirius holdt utålmodigt afventende mund og så afventende på James. Noget der på denne måde kunne holde hans bedste vens tanker i de samme baner, måtte være ret stort. "Jeg har lige set Michael Dawn og Remus snave som gjaldt det deres liv i en korridor i Østfløjen…"

En mærkelig følelse overtog Sirius. Det var lidt som når ens ben sov, men det var bare hele hans krop. Det var som om han ikke rigtig var til stede, og på lang afstand hørte han Ormehale udbryde:

"Det er løgn!"

"Jeg sværger ved min ære som Røver… det er rigtigt… er det ikke for vildt…! Nu ved vi da hvor han har været hver eneste aften, ikke Sirius?"

Sirius så hvordan Lily bed sig i læben og så til siden. Han så hvordan James øjne rettede sig mod ham. Han hørte endda spørgsmålet, han stillede ham. Men han kunne ikke se sig i stand til at svare. James viftede en hånd foran Sirius ansigt.

"Jorden kalder Sirius Black… Kom ind, Sirius!" Sirius susede tilbage i sin egen krop og så op på James.

"Hvad?"

"Hvad! Har du ikke hørt et eneste ord af hvad jeg har sagt? Remus og Michael Dawn… kysse… tæt kropskontakt op af en mur…" James' brede smil var tilbage, plastret i hans ansigt. Sirius blev bare ved med at se udtryksløst på ham.

"Virkelig… fint så…" Han rejste sig og tallerkenen forsvandt fra bordet af sig selv. Hurtigt vendte han sig væk fra de andre og råbte tvært over skulderen: "Jeg har lige noget jeg skal ordne…"

James nåede ham ude i Indgangshallen. Hans hånd virkede tung på Sirius' skulder. Sirius var ikke sikker på hvad der slørede hans blik, vredt vred han sig løs af James' greb og vendte sig om.

"Hvad?" Sirius prøvede virkelig at holde det irriterede toneleje nede i sin stemme, men som altid havde han overordentligt svært ved at styre sine følelser. James betragtede ham med et løftet øjenbryn.

"Hvad er der galt med dig?"

"Ingenting…" snappede Sirius og lod blikket hvile på trapperne mod klasseværelserne. Han rystede på hovedet og gik i stedet i retning af Indgangen. James fulgte ikke efter. Sirius vendte sig om i porten og så tilbage mod Krone. "Vi skal have Forvandling nu…" sagde han og fortsatte så ud mod grundene.

"Sikkert." mumlede James bag ham. Sirius var ikke sikker på hvilken af hans bemærkninger det var et svar på. "Og du går den forkerte vej…" nåede Sirius lige at opfatte før et par buske gav ham ly til at forvandle sig.

Sirius havde jo godt vidst det. Han havde haft det på fornemmelsen siden han så dem sammen til sin første eftersidning. Nej også før det, siden han havde set dem på Røverkortet den aften han og James kom tilbage til Hogwarts efter jul.

Remus og Michael. Lupin og Dawn. Det skrattede i hans øre. Og han var ikke engang rigtig klar over hvorfor. Det var ikke fordi han var overrasket over at Remus var bøsse. Hvis han tænkte nærmere over det havde han faktisk også haft det på fornemmelsen. Det var mere det, at… han kunne ikke fortsætte, for han var ikke sikker på han vidste hvad de næste ord i sætningen var.

Remus skulle ikke være sammen med en skide blondine fra Ravenclaw. Det var det eneste Sirius virkelig vidste. Remus skulle have en der forstod ham, kendte ham og var der for ham… ligesom Sirius var.

Ikke fordi Sirius ville være sammen med Remus. Det var slet ikke det… det var bare en understregning af det gode eksempel, bestemte han sig hurtigt for da tanken var tænkt til ende.

Ikke fordi Sirius var det bedste eksempel at vise…

Hvis Sirius havde troet hans tanker ville blive mindre komplicerede ved at være Køter, tog han grueligt fejl. Og midt i alting, valgte Snape selvfølgelig at vandre forbi sammen med en gruppe andre slytherinere.

Ja, det var helt klart ikke Sirius' dag i dag.

Remus sukkede og lod de forskellige dufte fra grundene omkring Hogwarts bølge ind over sig. Sirius var ikke dukket op til Forvandling. James havde sagt at han var forsvundet ude på grundene omkring slottet efter frokost. Lily havde trukket ham med ind i et hjørne og fortalt ham hvad James var kommet og havde sagt.

"De ville jo finde ud af det før eller siden…" mumlede han frem for sig med lukkede øjne. En skarp lugt af hund og Sirius; blandet, ramte hans næse. Han kunne have brugt Røverkortet, men han havde ikke givet sig tid til at gå op og hente det.

En stor, sort hund sad ved søbredden og betragtede træerne i den Forbudte Skovs udkant svaje i den lette vind. Remus så sig omkring og konstaterede at der ikke var andre ude. De sidste timer var for længst overstået og de fleste var vel inde og spise aftensmad. Med et suk satte han sig ved siden af hunden. Den drejede ikke hovedet for at se på ham.

"Ved du hvad? Til tider foretrækker jeg dig faktisk som hund… du er meget mere medgørlig, og knap så højrøstet…" Remus blev ved med at se frem for sig. Hunden glammede højlydt som for at modbevise ham. Ekkoet fra hundens gøen blev erstattet af noget andet. Det var mere en følelse end en lyd. En knitren af magi lige uden for rækkevidde. Remus drejede hovedet. Sirius sad ved siden af ham med et aflukket udtryk i ansigtet.

"Jeg har faktisk overvejet om James ikke har ret i at jeg burde skifte permanent, jeg er vist mere populær med fire ben..." sagde Sirius så, med et skævt smil, men heller ikke han løftede blikket.

"Ja, det ville gøre det en del nemmere at have med dig at gøre… en pind, noget hundemad og en snor og så er du glad…" De sad i tavshed lidt efter Remus' sidste udtalelse. Remus bed et suk i sig og drejede sig så han sad med front mod Sirius. "Hør her… jeg ved det passer dig dårligt at jeg er sammen med Michael… men… der er bare ikke så meget at gøre ved det… piger er bare ikke mig."

Sirius grinede. Et øjeblik følte Remus sig fuldstændig uforstående. "Du tror jeg er oppe at køre over at du er til fyre?" spurgte Sirius endelig, et glimt af latter sad endnu i hans øjne. Remus følte et let sug i maven og så hurtigt væk.

"Jeg kunne ikke se hvad du ellers skulle gå og mugge over, Køter…" skyndte han sig at sige. Sirius sad i stilheden og ingen bevægelse tilkendegav at han havde i sinde at svare. Remus ville lige til at rejse sig og gå, da hans stemme afskar ham.

"Men han ved det ikke, Remus… han kender dig ikke som jeg gør… som James eller Peter gør…"

"Så du kender mig, Sirius?" Remus følte en smule af den vrede der havde hærget i ham siden december-fuldmånen bryde ud af den kugle han havde gemt det væk i. "Hvis du kendte mig lidt bedre…" Remus fortsatte ikke, Sirius' suk fortalte ham at de begge vidste hvad han talte om. Sirius rejste sig og begyndte at gå op mod slottet.

"Kommer du…? Jeg skal nå at spise noget inden jeg skal til eftersidning hos McGonagall." kaldte han over skulderen. Remus tog en dyb indånding og fulgte efter.

Det var en lettelse at de vidste det. Det bildte Remus sig i hvert fald ind. Men han kunne godt mærke at han ikke selv troede helt på det. Både James og derfor selvfølgelig Peter havde erklæret sig fuldstændigt forstående overfor det og især udtrykt glæde for at Remus endelig havde fundet sig en kæreste. Sirius havde ikke sagt noget; ikke siden samtalen ved søen.

Michael virkede glad for det. Når de sad i biblioteket og lavede lektier og snakkede – og kyssede… mest kyssede – så kunne Lily eller James finde på at komme forbi. Hurtigt fandt James ud af at han og Michael havde en del at snakke om. Lily var bare selskabelig som altid.

Remus kunne ikke bestemme sig for om han kunne lide at de sådan begyndte at stikke hovedet ind i hans liv. Det var selvfølgelig dejligt at de var interesserede, men det kunne hurtigt blive for meget. Eller måske var det mere den måde Sirius øjne fulgte dem, uden at der blev sagt noget.

Den aften han slæbte Michael med ind i Gryffindors opholdsstue, var der kun et kort øjeblik af intense blikke fra Sirius mod Remus' nakke der fik det til at virke kejtet. Så slog Sirius blikket ned, og Remus gav Michael en kort rundvisning i Gryffindors opholdsrum før de satte sig i en af de store røde sofaer. Det var en Hogsmeadeweekend, så opholdsstuen var næsten tom. Lily sad i en lænestol overfor dem og pludrede løs med sin veninde Charlotte, som blev ved med at sende længselsfulde, sørgmodige blikke mod Michael. Ud over dem var der kun Røverne.

Remus lænede sig tilbage mod Michael og hvilede hovedet mod hans skulder. Det havde taget ham en del tid at være så afslappet omkring hans og Michaels forhold i det åbne, men efterhånden kunne han gøre det næsten uden at tænke over hvad andre ville tænke om det.

Sirius havde været forbavsende stille hele aftenen. Remus betragtede ham gennem halvlukkede øjne imens Michaels hånd strøg let henover hans nakke. Lilys og Charlottes samtale var beroligende baggrundslyde, og James' og Peters lektielæsning var beroligende at have som kulisse. Kun Sirius' vedvarende tavshed var der til at minde ham om at det hele var bare lidt akavet.

"Hvordan fandt I sammen?" spurgte Sirius så pludseligt. Han så ikke op, hans blik blev ved med at hvile ved det stykke pergament han havde siddet og skriblet på den sidste time. Hvis Remus kendte ham ret, var det ikke lektier… Michaels hånd stoppede sin lette strygen over Remus nakke, og Remus følte sig selv spænde lidt. Al snak forstummede omkring dem.

"Ja," begyndte Michael og smilede næsten undskyldende. "øhm…"

Lily begyndte pludselig at grine. Charlotte tilkastede hende et uroligt blik.

"Undskyld," fnisede hun, men smilede så stort. James sukkede et sted bag dem. "men helt ærlig Dawn – hvis vi havde problemer med at høre om jeres forhold, ville vi nok sidde oppe i vores sovesal i stedet for her."

Michael rødmede klædeligt. Remus lo også nu.

"Ok, så…" begyndte Michael igen. "Tja, jeg havde jo været vild med ham i et stykke tid…"

"Hvordan kan det være jeg aldrig har hørt den del før?" spurgte Remus ud i luften. James og Peter grinede bag ham, hele stemningen i tårnet blev mere let. Kun Sirius, og til en hvis grad Charlotte, så ikke ud til at more sig synderligt. Det bemærkede Michael dog åbenbart ikke, for han fortsatte efter at have lagt en arm om Remus:

"Måske fordi du aldrig har spurgt…" Lily smilede varmt til dem. Remus smilede tilbage, men hans blik søgte tilbage mod Sirius der blev ved med at stirre ned i hvad end det var han sad og fumlede med. Remus var vant til Sirius' humørsvingninger, men af en eller anden grund irriterede det ham at Sirius ikke bare for en gangs skyld kunne være glad på hans vegne.

"Tja, hvordan beskriver man følelsen?" sagde Michael et sted langt tilbage i virkeligheden, og Remus forlod sin tankeverden for at lytte efter. Nu fnisede også Charlotte tøset.

"Det er ligesom om at det altid har været sådan," foreslog hun. "og alting og ingenting har ændret sig på en og samme gang. Det hele er bare rigtigt, og alle ting der skal snakkes om og overvejes kan vente, fordi det bare er sådan det må være." Stilhed fulgte hende lille tale. Michael nikkede bag ham.

"Ja," sagde han. "præcis."

Remus kunne ikke få sig selv til at nikke. For det var ikke noget han genkendte. Han var glad sammen med Michael, men det virkede ikke så universelt som det Charlotte lige havde siddet og rallet af sig. Han rejste sig hurtigt og strakte sig.

"Jeg er træt…" forklarede han Michaels spørgende blik. Sirius havde et lille smil om munden, som om han havde gennemskuet det hele. Remus sukkede. Hvorfor skulle alting lige pludselig være så besværligt? Og han som troet de havde fået bare en smule styr på tingene efter Snape-episoden…

"Jeg følger dig op…" sagde Michael.

De kyssede kun hinanden kort inden Remus lukkede døren til sovesalen, og Michaels trin forsvandt ned af trapperne.