4. Exuviae

Forsvar mod Mørkets Kræfter.

Professor Pewitt, en ung kvinde der var kommet til i deres fjerde år, marcherede ind i klassen og bad dem om at tage deres bog, "Kend din fjende" af Rafael Brown, frem. Sirius og James sukkede ved siden af Remus, det var længe siden de havde haft en teoretisk klasse, og ingen af de to var kendte for at klage over det. Remus lavede himmelvendte øjne og slog op på den side Pewitt havde sagt.

Han stivnede. De havde overstået varulve i deres tredje år. Han havde virkelig håbet at det var overstået med at sidde i timen og frygte at hans klassekammerater ville se på ham og se det. Vide det. James og Sirius udvekslede et blik, hvorefter de så på ham. Han vedblev at stirre stift ned i bogen.

Varulve; avanceret gennemgang af dens vaner og liv.

"Ja," sagde Professor Pewitt. "dette vil på mange måder blive som en time i Magiske Dyrs Pasning og Pleje, men i henseende til at kunne genkende og derved beskytte sig mod en varulv."

Kridt kradsede mod tavlen, Remus nægtede at se op.

"Som I lærte i tredje år er der to forskellige slags varulve: Der er dem der er blevet bidt og derved inficeret, og der er dem der er født varulve. Da sidste kategori er ret sjælden, vil vi koncentrere os om den første. Deres opførsel er dog ret ens, så det vil ikke gøre den store forskel. Kan nogle fortælle mig om en varulvs parringsvaner?"

Der blev meget stille i klassen, føltes det som. Remus fandt modet til at løfte hovedet og se rundt. De fleste elever så ud til allerede at kede sig. Han tog en dyb indånding da Charlotte, Lilys veninde, rakte hånden op. Han kunne mærke Sirius' vedvarende blik på sig, men så ikke på ham.

"Varulve er monogame," sagde Charlotte tydeligt da Pewitt havde nikket til hende. "hvilket betyder at de, når de har valgt sig en mage, er bundet til vedkommende for livet. Indtil en af dem dør."

"5 points til Gryffindor," sagde Pewitt. Noget indeni Remus knugedes sammen. Han havde godt vidst det – han havde jo læst alt hvad der var at læse om varulve. Han kendte sig selv. Men han havde gemt denne lille oplysning langt inde i baghovedet, hvor han troede den aldrig ville få betydning – eller måske endda vise sig at være usand.

Pergamentet brændte under hans hånd. Han så ned.

"Køter til Hugtand: Er det sandt?"

"Varulve binder sig til deres udvalgte mage første gang de gennemgå et parringsritual…" begyndte Professor Pewitt at fortælle fra der hvor Charlotte havde sluppet. Remus havde ikke lyst til at høre mere.

"Hugtand til Køter: Ja."

Peter kom ikke ind i sovesalen før sent. Han var begyndt at gå ud med en lyshåret Hufflepuff ved navn Mariann Katie. Stemningen var trykket. James sad på sin egen seng og prøvede at læse i sit Quidditchmagasin, Remus sad med et utilnærmeligt udtryk lænet op af sin seng og med sin Forvandlingsbog slået op foran sig, men han læste ikke. Sirius sad i vindueskarmen og legede med sin tryllestav mellem to fingre. Himlen udenfor var kun svagt grå, selvom klokken var 9. Foråret og de længere dage så endelig ud til at være ankommet.

"Hvad sker der?" spurgte Peter usikkert. Sirius kunne have kvalt ham, hvis ikke det var det samme spørgsmål der igen og igen farede igennem hans eget hoved. Hvad skete der egentlig? Med ham? Med Remus… og Michael?

"Ja, hvad sker der…? Hugtand?" spurgte Sirius henkastet uden at dreje hovedet. James rykkede utilpas på sig ved tonefaldet.

"Hvad mener du?" spurgte Remus. Sirius kunne forestille sig hvordan der var en let fure imellem hans øjenbryn, imens han bare stirrede på bogen foran sig. Han kendte Remus, og det ville være typisk.

"Hvorfor har du ikke fortalt os det før?" fortsatte Sirius, og tilføjede for ikke at give Remus nogen mulighed for at undslippe. "Det med at varulve er monogame…"

"I har ikke spurgt…" sagde Remus. Sirius så over på ham. Det grålige lys fik ham til at se utrolig bleg ud. Marts' fuldmåne var kun et par dage væk. "Og for at være helt ærlig… så er det ikke fordi det rager jer det helt store, vel? Jeg går jo ikke og tænker på at I en dag går hen og gifter jer, gør jeg?" Tonen var afvisende, men det var Sirius ligeglad med. Dette skulle han altså have et svar på.

"Jamen, det er jo ikke det samme. Varulven skaber et bånd til sin mage der er mere ligesom…" men Sirius vidste jo ikke hvordan det var. Det var Remus der var varulven.

"Mere som et skub mod en person, der gør at du træder skridtet udover kanten og der er ingen vej tilbage… båndet er der, og det kan ikke brydes. Det er frygteligt og beroligende på en gang." fortsatte Remus hans sætning. Så bed han sig i læben som om han fortrød hvad han havde sagt. "Har jeg hørt…" hviskede han. Sovesalen var helt stille.

"Du ved godt hvad det betyder, ikke også?" spurgte Sirius så ud i stilheden.

"At jeg ikke kan kneppe udenom som så mange andre gør?" prøvede Remus at lette stemningen. James træk på smilebåndet, men Sirius syntes ikke det var sjovt. Når han tænkte på det, gjorde det ondt indeni.

"At du må bryde med Michael."

Stilhed.

"Undskyld, vil du gentage det?" spurgte Remus. "For det lød som om du sad og fortalte mig at jeg bliver nødt til at gå fra Michael…"

"Det var det jeg sagde." Sirius så ud på den tiltagende måne. Han havde altid godt kunne lide månen, med sit sølvagtige skær. Men da han i andet år havde lært hvad den gjorde mod Remus, havde han næsten kunne føle Remus' intense frygt for den. Han rejste sig. "Du kan godt selv se det, kan du ikke, Remus? Siden I ikke kan gå i seng sammen," Han overså med vilje det udtryk at væmmelse der fandt vej over Ormehales ansigt. Remus rødmede en smule. "vil han snart begynde at stille spørgsmål du ikke kan svare på…"

"Hvordan kan du vide at jeg ikke har fortalt ham det… at vi ikke har været sammen?" Remus spørgsmål var mere en konklusion. Og det ramte Sirius med en styrke som Expelliarmus. Han genkendte den følelse der fandt vej ind over ham som panik.

"Jamen, Pewitt sagde at…" Så tav han.

"Du behøves ikke passe på mig, Sirius… faktisk tror jeg at jeg er bedre til at passe på mig end du er… i hvert fald gør jeg det bedste job med det… og jeg har absolut ikke brug for dig til at fortælle mig hvordan jeg skal gøre i mine forhold." Remus rejste sig op. De stirrede på hinanden.

"Jeg…"

"For Helvede, Sirius!" Remus stemme var næsten et råb. Remus råbte aldrig, så kun næsten. "Kan DU ikke se det? Jeg har levet med det her lort i 8 år! Jeg ved hvordan det fungere, ok? Så du skal ikke prøve at forstå det, for det kan du ikke… du skal ikke prøve at passe på mig, for det ser ud til at du gør det bedst ved at ødelægge alting!"

James rejste sig. Peter flygtede ud af døren. James så fra den ene til den anden, bestemte sig for at det var noget de måtte klare selv og fulgte efter Peter.

Sirius stod et øjeblik bare og betragtede Remus der nu trak vejret tungt og prøvede at få kontrol over sig selv igen. Sirius var vant til at han selv reagerede sådan, hans temperament var ubredt kendt og frygtet, men Remus var altid bare kold, rolig vrede. Ikke høje råb. Ikke impulsivt raseri.

"Det var ikke meningen…" sagde han så pludseligt. Remus så op på ham. "Det med Snape…" Der gik en trækning over Remus' ansigt. Sirius skyndte sig at fortsætte før Remus ville begynde igen. "Han… han sagde noget, og det tændte mig bare af… og… du kender mig… jeg tænker mig ikke om når jeg bliver gal." Var det skyggen af et smil der lagde sig ved Remus' mundvig? "Han sagde at han vidste hvorfor du forsvandt hver måned… at… han ville fortælle Regulus det, og de nok skulle få smidt dig ud…" Remus satte sig træt ned på sengen. "Og det lød så overbevisende at jeg virkelig blev bange, Remus, jeg troede de vidste det… og så ville alle jo snart vide det… og… hvis han vidste det troede jeg jo ikke han ville gå derhen… og jeg fortalte ham det for at beskytte dig, for at få ham til at tro at han tog fejl… jeg troede jo ikke han ville…" Remus stoppede ham med et nik.

"Jeg ved det godt… men…"

Ingen af dem sagde noget. Sirius satte sig ved siden af Remus.

"Hvad med Michael?"

Sirius sank en klump da Remus sendte ham et hvast blik, rejste sig og gik uden at svare.

"Hvad er der i vejen med dig i dag?" spurgte Michael og lod sin hånd glide nedover ryggen på ham. Remus skuttede sig.

"Ikke noget," svarede Remus, men flyttede sig lidt væk. "bare dårlig dag…"

"Hvad er der sket? Noget med Black?" Michaels blik var faktisk ret bekymret. "I har været så mærkelige omkring hinanden siden vi begyndte at ses… hvis jeg ikke vidste bedre ville jeg tro at han var jaloux."

Remus stivnede og kiggede fuldkomment overrumplet på Michael.

"Hvad mener du?" spurgte han så tøvende.

"Tja, nogen gange opfører han sig som om han… du ved… har krav på dig eller noget." Michael trak på skulderen for at vise at det ikke var helt det han mente, men at han ikke kunne beskrive det nærmere.

Remus smilede skævt. "Han er bare bekymret for mig… det er jo ret nyt for ham og sådan."

Michael smilede tilbage og lagde igen sin hånd mod Remus' ryg. Denne gang slappede Remus af.

"Kan du ikke fortælle ham at jeg ikke er den store, stygge ulv, så?" Michael grinede og gav Remus et hurtigt kys ved halsen. Remus smilede.

"Bare rolig, det ved han godt. I den henseende mener han vist det er dig der i fare…" Remus smilede mod Michaels mund, da han bøjede sig frem for at kysse ham. Michaels hånd gled op til hans nakke og trak ham tættere ind mod sig. Remus' lod armene glide om hans hals. Deres kys blev heftigere – dybere, da der lød en rømmen bag dem. Hurtigt trak de sig fra hinanden og vendte sig om.

Sirius stod og så en smule utilpas ud. Remus sukkede, og Michael vendte tilbage til sit skolearbejde med et fjoget smil om læberne.

"Jeg tænkte bare…" Sirius stoppede lidt og så direkte på Remus. Hans mave gjorde en kolbøtte. Hurtigt så han til siden. Michael betragtede dem ud af øjenkrogen. Sirius fortsatte tøvende: "om du ville hjælpe mig med Varulvestilen i Forsvar."

"Nå, I har om varulve?" Michael så op. "Hvad præcis?"

Remus holdt øjenkontakten med Sirius. "Parringsvaner." svarede han.

"Åh… jeg siger bare; godt det ikke er mig." Remus stivnede og slap Sirius med blikket. Michael stod og smilede. Solen skinnede i det krøllede, lyse hår. Så så han ned. Det gjorde ikke ondt, for han havde jo været forberedt på at det var sådan det ville ende. Men han havde håbet… selvom Michael ikke kendte ham, og selvom han ikke kendte Michael, så havde han håbet…

"Nu?" spurgte han så, henvendt til Sirius. Af en eller anden grund havde han forventet at se et vidende smil spille om Sirius' mund, men i stedet så han bare tillukket ud.

"Hvis du har tid…"

Remus så undskyldende på Michael, som bare nikkede. Han svingede sin taske over skulderen og fulgte efter Sirius ud.

Da Sirius senere sad på Remus' seng, ved siden af Remus selv, i sovesalen med James og Peter højlydt spillede Troldmandsskak, følte han sig tryg. James og Peter var der for ham. Sirius havde begået en brøler, men det kunne være gået meget værre…

Det gjorde stadig ondt. Meget ondt, at tænke på at Sirius havde været så skødesløs med hans hemmelighed, men som Sirius selv sagde: Remus kendte ham, det var bare sådan Sirius var. Impulsiv. Det kunne man ikke straffe ham for.

Remus løftede hovedet og så op på Sirius, der sad bøjet over sin stil.

"Du ved godt at du kan være utrolig ondskabsfuld, ikke Sirius?" spurgte han, en let tone i stemmen. James og Peter kigge begge hurtigt op og kastede nervøse blikke fra Remus til Sirius, som var de bange for endnu et skænderi skulle bryde ud.

"Ja," sagde Sirius efter en pause hvor de bare havde kigget på hinanden. "men jeg kan ikke gøre for det – det er miljøpåvirkning, ved du nok…"

Remus lo.

Sirius sukkede og klappede bogen sammen han havde afskrevet færdig til denne eftersidning. Han ville lige smutte på biblioteket på vej tilbage til Gryffindortårnet for at aflevere den.

Han hørte højlydte stemmer da han nærmede sig. Klokken var snart 10 og de fleste var i deres respektive Huse. Men disse 2 lød til at ville fortsætte hvad de havde gang i et godt stykke tid.

Det var egentlig hans mening at vende om og aflevere bogen næste dag, men en sætning råbt af en stemme han kendte, fik ham til at stoppe.

"Det har jo, for helvede, intet at gøre med dig, Michael… det er mig, ok… jeg har brug for en pause…" Remus.

"Jeg ved godt hvad den pause betyder, Remus… jeg er i Ravenclaw, jeg er ikke dum, vel!" Sirius havde ikke hørt Michael Dawn vred før… det lød ikke behageligt.

"Der er bare ting der ikke fungerer, ok? Det er for overvældende for mig…" Remus' stemme var mindre råben, mere den logiske vrede, Sirius kendte ham for. Han ville nødig være i Michaels sko nu.

"Den eneste grund til at det ikke fungerer, er at du er så pisse hemmelighedsfuld… jeg aner jo ikke noget om dig, du undgår emnet hver eneste gang… Du kan sgu da godt stole bare lidt på mig. Jeg er din kæreste… du er… du lukker mig ikke ind, Remus."

Der var stille. Alt Sirius kunne opfange var hivende vejrtrækning.

"Der er bare nogen ting jeg ikke kan fortælle dig… så måske er det egentlig bare bedst hvis vi… du ved…" sagde Remus stille.

"Det handler ikke om hvad du fortæller mig, og hvad du ikke fortæller mig," sagde Michael, også hans stemme var nu stille, men kold. "det handler om Black. Er I sammen? Har I været sammen?"

Sirius' hjerte sprang et slag over. Han satte sig ned, lænet op af muren ved siden af indgangen til biblioteket. Ham og Remus sammen? Hvor helvede havde Dawn fået den ide fra?

"Hvad snakker du om?" spurgte Remus, der var noget i hans stemme Sirius ikke kunne tyde.

"Ja, det kunne jeg jo have sagt mig selv." Michaels bemærkning var nærmere et suk. En stol skrabede. Sirius sad som forstenet.

"Jeg ved ikke hvad du taler om, Michael, og hvis det er den vej denne samtale kommer til at gå, så gider jeg ikke have den mere… jeg går." Endnu en stol skrabede. Sirius kunne forestille sig at de stod overfor hinanden. Vogtede hinandens næste skridt.

"Nej, jeg går, Remus… og jeg kommer ikke tilbage. Det er slut. Jeg gider ikke være mellemmand. Og for at være helt ærlig, havde jeg troet at du…" Michael holdt inde, men fortsatte så hårdt: "… var anderledes. Bedre."

"Så er vi vel begge to blevet svært skuffede…" noterede Remus tørt. Skridt nærmede sig døren, Sirius trykkede sig ind mod muren for ikke at blive opdaget. Michaels ryg forsvandt om et hjørne i den modsatte retning. Et øjeblik sad Sirius bare i den tilbageværende stilhed.

Ham og Remus sammen?

"Du kan godt komme frem nu, Sirius." lød Remus' stemme inde fra biblioteket. Sirius rejste sig langsomt og gik ind. Remus sad ved bordet, hagen hvilende i en bleg hånd. Han så træt ud.

"Du vidste jeg var der." konstaterede han. "Lugter jeg så meget?" Ingen af dem grinede.

"Du stinker så voldsomt at det kan lugtes af enhver på flere kilometers afstand." svarede Remus, men fortsatte så. "Du hørte vel det hele?"

"Det gjorde jeg vel…" Remus rejste sig og gik hen til ham.

"Egentlig burde jeg sende dig i seng, siden jeg er Vejleder og du er udenfor Gryffindortårnet efter 22.00, men af en eller anden grund er jeg ikke rigtig i humør til det. Vi kan følges tilbage…"

"Tak Hr. Vejleder." Sirius leviterede bogen hen i stakken af bøger der skulle afleveres. De fulgtes tilbage mod tårnet i stilhed, indtil Sirius vendte sig mod Remus lige uden for indgangshullet. Den Fede Dame betragtede dem misbilligende.

"Jeg er ked af det…" sagde Sirius, og mente det. "Måske var det slet ikke nødvendigt, det kunne jo være at han havde forstået det – ligesom os…" Man han havde selv hørt hvad Michael havde sagt.

"Ja, eller måske ikke…"

Sirius lå vågen længe efter at Remus havde trukket for omkring sin seng.

Remus indså for sent, da han trådte ind i Storsalen næste morgen, at det nu var almindeligt udbredt at han og Michael havde været sammen.

"Mærkelig sammenblanding, ikke Lupin? Der er nok ikke mange af din slags, er der vel? Heldigvis…" hvæsede Snape da Remus, James, Peter og Sirius gik forbi Slytherinbordet. Sirius ville til at vende sig for at sige noget, men Remus greb hans arm og rystede bare på hovedet.

"Nu ved vi da hvem Dawn blev udskiftet med!" råbte en sort pige, der sad overfor Snape, efter dem. Cane hed hun vist. Nora Cane. Remus slap Sirius' arm og sukkede da han satte sig ned.

"Du skal ikke lytte til dem," sagde James uden at se op fra sin morgenmad. Sirius og han havde en helt speciel rutine de kørte hver morgen. James tog 2 stykker toast og rakte bakken videre til Sirius, som tog 3 stykker, smurte dem med smør, og rakte smørret videre til James. Sådan var det bare. En slags indøvet dans. Remus misundte dem den en smule. Bare lidt.

Sirius så op på Remus over sit brød.

"De er bare jaloux, ved du…" smilede han. Remus lavede himmelvendte øjne, og nægtede at kommentere det. Peter fnisede ned i sin morgenmad. James lavede bræklyde.

"Stakkels Flæbius var garanteret vild med dig, og nu er hans håb blevet gjort til skamme…" fortsatte han for Sirius. Remus kunne ikke lade være med at grine højt og følte sig straks bedre tilpas. Det var præcis dette han havde savnet på det sidste. Sine venner. Og Sirius.

Måske…

Remus så ud af vinduet og kunne lige ane den blege skygge af fuldmånen mod himlen.

James og Sirius sad lænet op af hinanden på en af opholdsstuens sofaer. Remus havde ikke lyst til at vide hvad præcis de lavede, for efter hvad han kunne se var det noget der ville give dem en eftersidning engang i morgen hvis de blev opdaget. Hvad de da heldigvis ikke så tit blev.

Han begyndte at gå rastløst frem og tilbage. Efterhånden havde han vænnet sig til at være alene til fuldmåne. Marts og april havde ikke været så hårde, men mere som han huskede det fra sin barndom. Bare ensomt og… uhyggeligt… angst og vrede og følelser helt ude af kontrol. Han kunne ikke huske så meget fra sine forvandlinger når han var alene. Nætterne med Ormehale, Køter og Krone var som scener fra en drøm man lige var vågnet fra, men han huskede dem i det mindste.

Det ville være hans sidste chance inden skoleåret på Hogwarts sluttede. Juni måneds fuldmåne var et par dage efter terminens slutning. Med et suk vendte han sig mod James og Sirius. Peter sad bag dem og lavede sit horoskop til Spådomstimen næste dag.

Med et hurtigt blik rundt, sikrede han sig at det kun var dem der var til stede. "Hør her," sagde han så, efter at have taget en dyb indånding. James og Sirius så op. Lyset fra den nedgående sol spillede i deres næsten ensfarvede, sorte hår. James' uregerlige, viltre lokker og Sirius' glatte, skinnende ravnesorte. Peter nikkede som indikation til at han lyttede. "jeg ved ikke hvordan Hugtand vil tage det – nu har han været alene siden jul og har lige vænnet sig til det, men jeg skal snart gå og…" Han stoppede. På James' ansigt spillede nu et skævt smil. Remus' blik gled hen til Sirius. Der var ikke noget smil på hans ansigt, men han lyttede opmærksomt efter. "… hvis I har lyst til at komme med i aften, vil jeg ikke forhindre jer i det…"

Peter havde lagt sin fjerpen fra sig. Han så fra James til Sirius. Remus begyndte at gå hen mod indgangshullet, for at give dem frihed til at sige præcis hvad de ville. Han skulle mødes med Madam Pomfrey om et kvarter. Hvis de kom, kom de… Hvis de ikke gjorde… ja, han var jo vant til det.

Han kunne høre dem hviske bag sig. Et øjeblik følte han sig sat tilbage i 2. år hvor han frygtede at hvis han vendte sig om, ville de holde op midt i deres lavmælte samtale, se forskrækket på ham og vide det. At han var en varulv. Men i dag vidste de det, og de sad der stadig.

"Jamen, jeg skal have lavet det her horoskop, og jeg er ikke halvt færdig endnu." sagde Peter opgivende. Remus vendte sig om i tide til at se Sirius' ophidsede ansigt vende sig mod Ormehale. Peter vred sig en smule uroligt og begyndte at skrive noget mere under en tegning af stjernetegnet Løven.

"Du kan jo bare skrive at det ser ud til at du burde have lidt en forfærdelig død i nat ved at blive fortæret af en flok rasende kentaurer, fordi Merkur står i sit 27. hus og Løven ikke var at se på himlen i det øjeblik du blev 7 år gammel eller sådan noget pis…"

"Jamen, kentaurer spiser ikke mennesker…" indvendte Peter.

"Skriv det nu bare, Ormehale… vi skal af sted i aften…"

Remus lo lettet. Peter skriblede panisk ned. James og Sirius drejede hovedet for at se på ham. Noget faldt på plads indeni ham. Det føltes rigtigt.

Han havde savnet dem.

"Vi skal nok komme, bare rolig…" smilede James. Remus nikkede og smilede mat tilbage.

"Vi ses så…" erklærede han og forsvandt ud af indgangshullet for at begive sig ned mod Slagpoplen hvor han skulle mødes med Pomfrey.

I nat ville Hugtand, Ormehale, Køter og Krone igen husere.

Sirius fulgte Remus' tur ned mod Slagpoplen hvor Madam Pomfrey stod og ventede på ham med øjnene. Det var ved at blive mørkt, og han håbede at skyggerne var lange nok til at forhindre nysgerrige blikke i at følge dem. Begge mennesker virkede så uendeligt små under den overskyede himmel og de vidtstrakte Hogwartsarealer.

Han vendte sig langsomt fra vinduet da Remus og Pomfrey forsvandt ned i gangen under træet. James kom hen til ham og satte sig med ryggen mod væggen. Sådan var det bare med ham og James, de kunne være stille sammen og alligevel vide præcis hvad der foregik i den anden. Peter sad stadig og skriblede linje efter linje ned på sit horoskop. James sad bare tavst og betragtede ham. Sirius gled ned og sidde ved siden af ham.

"Hvad betyder det at han vil have os med?" spurgte han så pludseligt. James trak på skuldrene.

"Hvad ved jeg… at han er træt af at Forvandle sig alene… at han sætter pris på at have os med…" James holdt inde. Sirius vidste hvilken sætning de begge tænkte på, men ikke udtalte fordi det måske var for skrøbeligt til at kunne holde til at blive sagt.

"At han har tilgivet mig?" spurgte Sirius så forsigtigt. James kastede et skævt blik til ham ud igennem øjenkrogen. Sirius sukkede og hørte en lavmælt tuden i det fjerne. Som noget fra et mareridt. Det sendte en skælven igennem ham. Remus var blevet til Hugtand.

"Måske, Køter… men giv ham tid… det var faktisk ret dumt det du gjorde…" James rejste sig og begyndte at gå op af trappen for at hente Usynlighedskappen.

"Det ved jeg godt…" mumlede Sirius for sig selv og kom på benene. Han så over på Peter. Ormehale sukkede og foldede sit horoskop sammen og pakkede det ned i sin taske. Også han rejste sig. James kom frem fra sovesalen og kiggede ned på dem.

"Vi er alene," fortalte han og viftede med Røverkortet.

"Jeg smutter derned og sætter lidt skik i træet… jeg går ikke ind før I kommer." sagde Peter og blev afløst af en grå rotte. Både James og Sirius nikkede til rotten, der derefter forsvandt ud af døren. James sukkede.

"Vores tur, Køter…" sagde han og trak Kappen sammen om dem.

Sirius havde selvfølgelig set Remus skrammet før. Intet slog forrige års december-fuldmåne, men denne gang så ud til at have været ret slem også. Med et dybt suk satte han sig på en trebenet stol ved den store seng i soveværelset i det Hylende Hus. Krone forvandlede sig tilbage til James og støttede den haltende Remus hen til sengen hvor han faldt om, fuldstændig udmattet. Peter kom til syne fra gulvet og satte sig på et hullet tæppe midt på gulvet. Sådan sad de lidt i stilhed, før Remus drejede hovedet på sengen og så på Sirius.

"Du er såret…" sagde han forskrækket, og gjorde anstalt til at ville op og sidde. Sirius rystede på hovedet.

"Læg dig ned igen, Hugtand… det er ikke alvorligt… - og det var Køters egen skyld…" Det sidste var en forklaring der skulle forhindre Remus i at tro at Hugtand havde været ude af kontrol. Det havde han ikke, vild måske, men ikke ude af kontrol… og hvad Køter havde kunnet fornemme som hund var kun glæde. Varulvens glæde over at løbe frit igen.

Hans skulder gjorde forbandet ondt, men intet i verden skulle få ham til at indrømme det. James sendte ham et mistænksomt blik, men undlod at sige noget. Peter kom op at stå og gik hen for at kigge ud af vinduet, op mod slottet. Solen var først lige stået op. Dens grålige morgenlys gav rummet et gråligt skær.

Remus så heller ikke overbevist ud, men han blev liggende og skar kun let ansigt da han rakte ud efter sin tryllestav som James havde lagt på bordet ved siden af sengen sammen med hans tøj efter at Remus havde Forvandlet sig tilbage.

"Kom herhen…" sagde han. Sirius adlød og satte sig på sengekanten. Remus lod et par fingre løbe nedover Sirius skulder og overarm, hvor blodet var størknet i tøjet. Sirius prøvede på at lade være med at ømme sig. Hvad Remus gennemgik var hundrede gange værre, og ingen af dem havde nogensinde hørt ham klage sig over smerterne efter Fuldmånen.

Det var beroligende at mærke Remus fingre mod armen. De trykkede ind enkelte steder som for at finde ud af hvad der var galt. Pludselig gik det op for Sirius præcis hvor udmattet han følte sig. Da Remus fingre trykkede ind mod flængen henover hans skulder, sugede han luft ind og bed sig i læben. Remus så op på ham fra sin liggende stilling med et vidende blik.

"Slap af i skuldrene." formanede han og trak op i Sirius' ærme. Han lod tryllestavens spids hvile mod punktet lige under flængens start og begyndte med lette bevægelser at bevæge den henover såret som sad han og skrev med en fjerpen. Smerten fortog sig ikke helt, men flængen lukkede sig og kun en rød stribe viste hvor der havde været hul. Sirius kastede et forbløffet blik på Remus der nu lå ned med lukkede øjne og trak vejret tungt og hivende. Hans ene ben var bøjet i en unaturlig vinkel der fik Sirius til at kigge væk. Forhåbentlig ville Madam Pomfrey ikke vente for længe med at dukke op.

"Hvor har du lært det?" spurgte James og rejste sig for at sætte sig ved siden af Sirius, omhyggeligt omgående at sætte sig på Remus' skadede ben.

"Madam Pomfrey," svarede Remus, stadig med lukkede øjne. En trækning gik over hans ansigt. "Der var et par slemme fuldmåner i 2. år, som efterlod mig med et ret voldsomt blodtab… før I vidste noget om at jeg var en varulv. Og hun ville sikre sig at jeg kunne heale mig selv hvis jeg følte der var noget meget alvorligt i vejen… men jeg er selvfølgelig ikke nær så god til det som hende…"

Sirius tog Røverkortet frem for at have noget at lave. Remus var ikke en der fortalte meget om sig selv. Det havde han aldrig været, og når han så endelig gjorde det, var det tit ikke engang meningen. Hvis Remus havde været helt sig selv, ville han aldrig have fortalt dem noget som dette.

Madam Pomfrey var stadig i sit kontor på Hogwarts, noterede han sig. Endelig da han havde afsøgt de fleste gange, tog han sig sammen og så op fra pergamentet. Remus lå med ansigtet vendt ind mod væggen og tog det ene dybe åndedrag efter det andet. Men han sov ikke. Efter hvad Sirius kunne høre, prøvede han at overvinde smerten.

"Hun kommer snart…" sagde Remus.

Sirius kastede et hurtigt blik på Kortet. Remus havde ret. Pomfrey var nu på vej ned gennem Storsalen. Hvis de skulle nå at komme ud af det Hylende Hus før hun kom, skulle de af sted nu.

Han kastede et blik ned på Remus der havde drejet sig om på siden for at mindske vægten på det brækkede ben. Sirius rynkede brynene, til tider var det direkte skræmmende hvor skarpe Remus' sanser var dagene efter fuldmåne. Det havde han helt glemt.

"Gå nu, Køter… og skriv gode notater til mig i Forsvar – jeg tror vi skal have om vampyrer…" Remus så stadig ikke på ham. Sirius nikkede, selvom han vidste Remus ikke kunne se det, og fulgte efter James og Peter ned af trappen. Inden de begav sig ind i den underjordiske gang, svøbte James ham selv og Sirius ind i Usynlighedskappen. Peter forsvandt af syne i sin rotteskikkelse.

Remus sad på biblioteket og skrev de notater af som Sirius havde taget for ham i Forsvar mod Mørkets Kræfter og Magiske Dyrs Pasning og Pleje. Da han skrev de sidste to linjer af, tænkte han for hundrede tyvende gang på hvor ulæselig en håndskrift Sirius havde.

James og Sirius var illegalt i Hogsmeade for at købe ind i Kandisbaronen og Zonkos. Peter var ude med pigen fra Hufflepuff. Egentlig nød han stilheden. Remus havde aldrig haft besvær med at være alene, måske en af goderne ved at være enebarn… han kunne nemt underholde sig selv. Men han var glad for den blanding Hogwarts tilbød. Det var nemt at finde en krog at være alene i, eller at fortælle de andre at han havde brug for rum, og det var endnu lettere bare at gå hen til dem og sætte sig og føle sig som en del af gruppen.

Skridt stoppede ikke så langt fra ham. Han så op. Michael stod der og betragtede ham. Remus fangede et par pigehoveder blive trukket i skjul bag en bogreol længere nede imellem hylderne. Han sukkede og lænede sig tilbage i stolen.

"Hej." sagde Michael bare. Simpelt.

"Hej."

"Må jeg sætte mig?" Michael så utilpas ud. Som om han ikke vidste hvad han skulle gøre af sig selv. Remus lagde sin ørnefjerpen fra sig og skubbede sine notater til side for at gøre plads til ham.

"Det må du vel…" svarede han bare.

Michael satte sig. Pigehovederne viste sig igen. Denne gang efterfulgt af lavmælt hvisken og fnisen som Remus ikke havde villet kunne opfange, hvis ikke hans hørelse var Ulvens. De sad lidt overfor hinanden i tavshed.

"Jeg…" begyndte Michael, samtidig med at Remus sagde:

"Angående…"

De stoppede begge og smilede til hinanden, hvilket lettede stemningen. Remus trak vejret dybt og fortsatte.

"Jeg… jeg er virkelig ked af hvordan det gik."

De så på hinanden. Michael smilede og trak på skuldrene. Alle bibliotekets lyde virkede pludseligt meget langt væk. Pigernes fnisen var stadig at høre, men det betød ikke noget. Ikke rigtigt.

"Det er ok. Jeg er ked af hvad jeg sagde om dig og Black… jeg var bare… frustreret."

"Det er ok…"

"Så I har fundet sammen, så?"

Remus stoppede midt i det han ville til at sige. Var Michael seriøs? Troede han virkelig at ham og Sirius… at de… Remus gjorde store øjne og tøvede med at sige noget. Det var langt ude… vanvid. Sirius var noget af det mest hetero Remus kunne komme i tanke om.

"Nej – Sirius er ikke til fyre…" Remus skar ansigt da han indså hvordan det kom til at lyde. Som om han havde lyst til at være sammen med Sirius. Ikke bare som venner, men som…

"Åh, jeg troede bare…" Michael så et øjeblik ud til at være absorberet i egne tanker. Endelig mødte hans øjne Remus' igen. "Okay… ingen ny fyr på banen?"

Remus var lettet over at slippe emnet omkring Sirius. Det havde givet ham en gnavende fornemmelse i maven som fortalte ham at der var noget han overså. Benægtende rystede han på hovedet. "Nej, ingen ny. Dig?"

Michael drejede hovedet, og Remus fulgte hans blik. En høj, ranglet fyr med halvlangt, mørkebrunt, næsten sort, hår sad henne i en af sofaerne og læste afslappet i en bog. Remus ledte i tankerne efter navnet. Karlson, Kane, Kurt… der var det. Elliott Kurt. En af Ravenclawerne fra Michaels egen årgang.

"Tja… han er en af mine værelseskammerater… jeg vidste ikke engang at han er bøsse… men… da vi havde brudt, begyndte tingene bare at ske… du ved… og, ja… i starten var han vist mest en erstatning, men han er en virkelig alle tiders fyr… og…" Da Remus så Michaels brede, drømmende smil, vidste han præcis hvad det handlede om. Hans blik søgte igen hen mod Elliott. Deres øjne mødtes over kanten af Elliotts bog. Hans øjenbryn var sammentrukne, og hans øjne udstrålede vrede.

"Jeg er glad på jeres vegne…" sagde Remus og vendte derved igen sin opmærksomhed mod Michael. "men hvis jeg var dig ville jeg gå hen til ham nu… han er vist en smule jaloux."

Michael så hurtigt over på Elliott. Remus begyndte at samle sine notater sammen. Michael rejste sig før Remus selv kom på benene og begyndte at gå hen mod fyren i sofaen. Da han var kommet et par skridt væk, vendte han sig om.

"Du er en oplevelse, det ved du godt, ikke…" sagde han og der var en klang i hans stemme der gjorde det unødvendigt at protestere.

"Det kunne jeg forestille mig…" svarede Remus og smilede. "Tak, og i lige måde."

Deres øjenkontakt var ikke foruroligende. Ingen Ulv sprang frem og krævede sin plads indeni Remus. I stedet følte Remus sig virkelig glad på Michaels vegne.

"Vi ses." Michael vendte sig og gik hen og satte sig ved siden af Elliott.

Remus vendte sig om og så på dem inden han drejede ned mod gangen der førte op mod Gryffindortårnet. De så glade ud. Elliott med hovedet hvilende mod Michaels skulder imens de åbenbart jokede om et eller andet.

"Amo immortalis." sagde han til den Fede Dame da han senere stod foran portræthullet. Hun lukkede ham ind med en træt mumlen.

Lily og Charlotte sad i opholdsstuen og lavede lektier. Charlotte mumlede frem for sig imens hun skrev ned, Lily sad bare og stirrede opgivende på sin stil. Remus smilede til dem da han kom ind.

"Hvad laver I?" spurgte han og stoppede ved deres bord. Charlotte så knapt nok op, men Lily gav ham et smil tilbage.

"Remus, det var lige dig jeg håbede ville komme forbi." Hendes smil blev gavtyveagtigt. Et øjeblik syntes Remus hun mindede en hel del om James. Han satte sig på stolens armlæn og hævede spørgende et øjenbryn.

"Virkelig, jeg er beæret…" sagde han, og hun fnøs.

"Det er den her Animagus-essay vi skal skrive i Forvandling. Jeg forstår det ikke…" Hun så bedende på ham og blinkede indsmigrende med øjnene. Han grinede og rejste sig.

"For det første Frøken Evans, så virker dine lange øjenvipper ikke rigtigt på mig, og for det andet ved jeg ikke så meget om Animagi som James gør – han er virkelig inde i det, så spørg ham." Lilys øjne vidnedes i overraskelse.

"Potter? Potter ved noget om skolearbejde?" Hun tog sig teatralsk til hjertet. "Jeg tror lige jeg er død af et hjerteslag." Han grinede, men begyndte at gå hen mod trappen til sovesalene.

"Remus?" kaldte hun efter ham. Han vendte sig på det andet trappetrin.

"Ja?"

"Gider du ikke spørge om han vil komme ned og hjælpe mig, den er til i morgen, og Forvandling er ret vigtigt for mig…" Nu så hun helt alvorlig ud. Remus nikkede til hende og fortsatte op af trappen.

Inde i deres sovesal sad Sirius på sin egen seng og læste en bog. Remus stoppede i døråbningen.

"Jeg tror lige der er 2 der er døde af hjertestop i aften…" sagde han. James og Sirius så begge op. Solen var begyndt at skinne rødligt over træernes kroner i den Forbudte Skov. Det lavede gyldne striber i Sirius' glatte hår. Pandehåret var faldet nedover hans øjne og han strøg det irriteret tilbage. Remus' hjerte spang et slag over.

"Hvad mener du?" spurgte James. Hans forundring var at læse i Sirius' ansigt også.

"Lily er lige død nede i opholdsstuen da hun hørte at du vidste mere om Animagus-besværgelsen end jeg gjorde. Og jeg er lige død fordi jeg har set Sirius sidde ned og faktisk læse i en bog." Remus grinede og satte sig på kanten af sin egen seng. James så pludselig spekulativ ud.

"Åh hold din kæft, Hugtand." knurrede Sirius og lagde bogen fra sig. "Det er til Forsvar. Jeg bliver nødt til at have skrevet den stil bare nogenlunde. Pewitt er nok på nakken af mig i forvejen."

"Hvorfor mon?" mumlede Remus og vendte sin opmærksomhed mod James.

"Det hørte jeg godt, idiot!" brummede Sirius og bogen fløj tæt forbi Remus' ene øre. Remus himlede med øjnene og James smilede skævt, men skjulte det med en hånd for at Sirius ikke skulle se det.

"Lily ville gerne have dig til at hjælpe hende med hendes stil om Animagi til Forvandling i morgen. Og James, prøv at være bare lidt normal omkring hende – det fag betyder meget for hende." Remus nikkede til James. Han så overrasket ud, men nikkede hurtigt tilbage og skyndte sig ud af døren.

Remus lænede sig tilbage mod hovedgærdet i sin seng og tog bogen Sirius havde kastet. Han slog op på kapitlet om vampyrer og begyndte at læse. Han kunne høre Sirius bevæge sig uroligt på sengen ved siden af hans egen. Hvis han kendte Sirius ret ville der komme et spørgsmål lige om lidt.

"Så dig og Dawn er sammen igen?"

Okay, Remus måtte indrømme at det ikke lige var det spørgsmål han havde ventet. Han så op på Sirius over sin bog med sammentrukne bryn. Hvad snakkede Sirius lige præcis om?

"Hvad mener du, Køter?" spurgte han og lagde bogen fra sig efter at have noteret sig hvilken side han var på.

"Drop det, Remus… jeg så jer på Kortet." Sirius rejste sig og stillede sig foran Remus' seng. Remus mærkede en dyb rynke bore sig ind mellem hans øjenbryn. Sirius lænede sig op af en af sengestolperne. "Har du fortalt ham det…"

Remus tænkte sig om. Så begyndte han at le. Det var så langt ude, så langt væk fra hvad han selv tænkte om Michael at det var næsten skræmmende. Sirius' øjne skinnede af vrede. Også Remus rejste sig nu. Sirius rørte sig ikke.

"Hør her, Sirius. Jeg ved ikke hvad der er med dig i øjeblikket. Du har været fuldstændig… du har været anderledes, Køter… lige siden jeg fortalte jer at jeg var til fyre. Er det det der er problemet?" Remus følte en pludselig vrede rejse sig i ham. Han havde troet at det alt sammen var fred og fordragelighed mellem ham og Sirius efter at de havde lagt Snape-episoden bag sig.

Sirius stod et øjeblik og lignede en fisk fanget på stranden. Så sukkede han. "Nej, virkelig ikke… det er mere… ham og dig… det er bare ikke…" Han fortsatte ikke sin sætning, og det gjorde egentlig ikke Remus noget.

"Vi er ikke sammen igen… vi fik bare snakket ud. Han har fundet en anden. Kurt… en fra hans årgang på Ravenclaw… de har det virkelig godt sammen, bedre end Michael og mig." sagde Remus og begyndte at gå hen mod døren. Sirius sagde ikke noget. Remus vendte sig om i døråbningen. "Med på et slag Troldmandsskak – det kan ligefrem være at du vinder denne gang…" drillede han. Sirius smilede bredt.

"Tro dig ikke for sikker, denne gang løber Sirius Black af med sejren – det siger stjernerne." Sirius kom hen, og de stod et øjeblik bare og genfandt freden mellem dem.

"Siden hvornår er du blevet interesseret i Spådom?" spurgte Remus over skulderen da de fulgtes ned i opholdsrummet hvor James sad og forklarede Lily om Animagi.

"Det ligger i Black-blodet…" fnøs Sirius. Han tog de hvide brikker frem og stillede dem op. Remus tog de sorte. Sirius vandt ikke, men kampråbene var excellente.

Eksamenerne kunne ikke sammenlignes med det ræs U.G.L'erne havde været ramme for. Sirius havde ikke stresset sig selv over det foregående års prøver, og dette år, som egentlig bare var almindelige afsluttende årseksamener, skulle heller ikke gøre det. Så imens Remus hver aften sad og skrev notater i margenen af sine bøger og hviskede for længst glemte besværgelser frem for sig, sad han og betragtede det hele udefra. Remus havde altid været et eksamensmenneske…

"Vil du med ud og flyve, Sirius?" spurgte James der åbenbart fik dårlig samvittighed over at se Remus pukle imens han selv ikke lavede en døjt. Sirius nikkede og rejste sig.

"Vil du med, Hugtand?" spurgte han over skulderen til den vrede bylt på sengen der var en meget udmattet Remus. Der stod to stakke bøger, en på hver side af sengen, og efter hvad Sirius kunne se, var det ikke noget de havde haft om i år, noget af det.

"Ja ja…" svarede Remus irriteret. Tonefaldet var fraværende, og Sirius indså at Remus ikke engang havde hørt spørgsmålet. Det var bare et standardsvar han havde sat på for at undgå forstyrrelser.

"Remus, har du ikke lyst til at Køter og jeg begynder at danse strip op af hver vores sengestolpe?" spurgte James med et gavtyveagtigt grin. Sirius smilede bredt.

"Ja, og bagefter går vi i gang med et orgie?" tilføjede han med en slet skjult latter.

"Jo, lyder helt fint…" sagde Remus og tog en ny bog op fra stakken til højre for ham. Sirius himlede med øjnene, og han og James bevægede sig hen mod døren. Den gik op i samme øjeblik de ville til at ud, og Peter kom ind, med fire bøger i favnen. Den ene tykkere end den anden.

"Hej gutter," pustede han og satte bøgerne fra sig på sengebordet. "hvor skal I hen?" Han kastede et håbefuldt ud på den skyfri himmel og derpå på kosten i James' hånd.

"Ud og flyve – det ser ud til at du skal læse…" Sirius prøvede at tilbageholde den affærdigende bevægelse af sin hånd og så håbefuldt på James.

"Åh… ja…" Peter sukkede. "Nyd det gode vejr for mig…" tilføjede han da de gik ud af døren. James vinkede til ham over skulderen.

Vinden var perfekt. Sirius havde ikke været ude at flyve i evigheder, syntes det pludselig som. Han havde ikke samme talent som James, men han nød den frihed flyvning gav ham. Også selvom skolekostene aldrig var i den bedste stand. James susede rundt ovre i den anden ende af banen og prøvede at fange Lynet. Sirius stoppede sin kost og lod James svæve op ved siden af ham. Lynets små sølvvinger blafrede imellem hans vinger.

"Krone, fortæl mig igen hvorfor det er du er så fascineret af det Lyn, nu du er Angriber…" spurgte Sirius henkastet og snuppede den lille guldkugle med vinger ud af James' hånd for at lade den flyve væk igen. James sendte ham et tvært blik, nu hvor han igen skulle på jagt efter Lynet.

"Fordi det er det eneste der giver bare en smule udfordring, nu hvor jeg har en snotdum dværg til bedste ven…" sagde han og satte kurs mod et glimt af guld i den anden ende af banen. Sirius himlede med øjnene og skød efter ham. Han fik fat i Lynet før James gjorde.

"Min tur til at stille dumme spørgsmål så…" sagde James da de standsede i luften overfor hinanden. Sirius nikkede og slap Lynet løst igen. James så efter det, men vendte så sin opmærksomhed mod Sirius igen. "Hvordan har du det med at Remus er bøsse?"

Sirius rynkede panden tænksomt. "Det er ikke noget jeg har tænkt over… måske har jeg altid haft det på fornemmelsen." Han trak på skuldrene og dykkede under James for at fange Lyner. James lod kosten komme ned på højde med Sirius' egen igen

"Hvordan det?" spurgte han og betragtede Sirius ud igennem øjenkrogen. Sirius sukkede teatralsk og rystede på hovedet.

"Som du dog kan spørge, James…" Sirius begyndte at svæve ned mod jorden igen. Hvis dette var det emne de skulle tale om de næste minutter, ville han foretrække at have fast grund under jorden. Der var en tunghed et sted mellem hans mave og hans mellemgulv. James landede sikkert ved siden af ham. De satte sig på en af tribunerne og betragtede vinden lave små krusninger på søen.

"Jeg tror også godt jeg vidste det…" sagde James så endelig. "Ikke på grund af de ting han gjorde eller sagde, men bare fordi… jeg ved ikke rigtig…" Han så ud til at søge efter ordene, men opgav og trak på skuldrene.

"Som om at det bare var så Remus ikke at være til piger…" fortsatte Sirius for ham. James nikkede.

Vinden førte de mange stemmer inde fra Storsalen ud til dem. De 2 drenge sad i en tænksom tavshed. Sirius vidste ikke præcis hvorfor det kun var chokket over at Remus faktisk havde sagt det – at han var til fyre – og ikke selve det at han var det. Et øjeblik sad han og overvejede dette, før han uden at tænke over det, sagde:

"Jeg er glad for at ham og Michael ikke er sammen mere…"

James drejede hovedet mod ham. "Ja, det kunne jeg mærke, det kunne Remus nok også – men hvorfor?" Sirius rejste sig, tog kosten og satte den tilbage i skabet med ekstra Quidditchtilbehør. James fulgte efter, og de fulgtes ad tilbage mod slottet. På trappen stoppede de, og Sirius vendte sig mod ham, så de stod ansigt til ansigt.

"Jeg vil ikke have at der sker ham noget…" indrømmede han. "Han har oplevet nok lort i hans liv."

"Ja, det ved jeg," sagde James og smilede et af hans sjældne smil der hverken indeholdte spot eller lovende problemer. "ingen af os vil have at der sker ham noget, men Remus kan godt klare sig selv…"

Sirius lavede en lyd der ville have været betragtet som uhøflig, hvis han havde været nogen anden end Sirius Black. James sukkede. Sirius lo. Ja, Remus kunne klare sig selv, det vidste de alle sammen, men det ændrede ikke på at han kun, på trods af hvilket andet stempel han ville få af ministeriet, stadig kun var et menneske og havde brug for al den hjælp han kunne få.

"I det mindste nåede jeg at komme væk hjemmefra inden min kære, gamle mor fandt ud af at den, den… Lupin-dreng, var en varulv – hun ville sende ham sølv, om det så betød at hun skulle sende ham deres fineste sølvskeer…" sagde Sirius og mærkede varmen fra Storsalen bløde hans bevægelser en smule op. James rystede på hovedet.

"Hvorfor fandt du dig i dem så længe?"

"Havde jeg noget valg? Du ved jo hvad man siger: Venner er familie man selv vælger – hvilket betyder at familien desværre ikke er valgfri." Sirius gik hen mod trapperne. Da han indså at James ikke var med, vendte han sig om. "Kom nu, Hugtand er på vejlederrunden i aften, hvilket betyder at hvis vi er nogle rigtige smarte røvere, kan nå at få os et lille grin over både Flæbius og måske Remus, senere – han har brug for det midt i al eksamenslæsningen."

James grinede bredt og fulgte Sirius op af trapperne.

Remus sukkede og lagde endelig sin bog fra sig. Hvis han havde kunnet ville han nok have siddet oppe hele natten og læst, men nu var han jo vejleder, desværre kunne han ikke løbe fra det. 1 uge mere; så havde han en lang sommerferie før endnu et skoleår startede. Det sidste.

Peter var faldet i søvn med hovedet i en åben bog. Remus smilede skævt og fik forsigtigt bogen til at svæve ud under hovedet på drengen og lægge sig med et bogmærke ved siden af hans seng. Hverken James eller Sirius var at se i sovesalen eller opholdsrummet. I Remus' øjne kunne det kun betyde en ting: problemer…

Lily sad nede i vejlederrummet og læste i en Forvandlingsbog. Hun havde en vane med at snore en lok hår om sin ene finger imens hun læste. Hvis James havde været der og var sikker på ikke at blive hørt, ville han med sikkerhed udtale sig om hvordan et kompliment om hvor sød hun så ud som hun sad der ville skaffe ham en date i Hogsmeade. Remus smilede skævt og lagde sin egen Forsvarsbog fra sig ved siden af Lily. Hun så op.

"Hej…"

"Ubarmhjertigt at give vagt natten før en eksamen…" sagde han og så på sit ur. 5 minutter til de to Hufflepuff-vejledere fra femte årgang ville komme tilbage, og det ville blive Lilys og hans tur til at patruljere. Hun nikkede samstemmigt.

"Fuldstændig enig, i det mindste har jeg læst færdigt, dette var bare; du ved… sidste-minuts-opsummering." Hun smilede og lod med al tilfredshed lysende ud af ansigtet bogen falde til gulvet. Han grinede.

De to Hufflepuffere kom ind. De udvekslede korte kommentarer, men da der ingen problemer havde været, blev vagten hurtigt overdraget. Lily begyndte at gå i retning af gangene under slottet, hvor Slytherinerne havde deres opholdsrum, holdt Remus hende tilbage.

"Kan vi ikke starte ved Ravenclaw i aften, jeg vil gerne have varmen før vi går derned…" spurgte han uskyldigt. Hvis han havde ret i at James og Sirius (og måske Peter hvis han var vågnet) ville lave ulykker i aften, så ville han ikke have at det var Lily der opdagede dem. Hun ville ikke lade dem slippe som han selv havde intentioner om. Hun så et øjeblik på ham før hun trak på skuldrene og fulgte efter ham.

Det var en død aften. De fleste læste det sidste op før de første eksamener dagen efter. Ravenclaws opholdsrum var pakket med elever der læste. Stilheden var næsten trykkende, kun afbrudt af fjerpenne der skrattede henover pergament.

Hufflepuff så nogenlunde ligesådan ud. Rund omkring i hjørnerne sad elever og havde hviskende samtaler. En førsteårs Hufflepuff pige skulle op på infirmeriet, fordi hun var blevet forhekset af en af hendes sovesals-kammerater, der skyldbevidst fulgte med dem derop.

Gryffindor var halvt om halvt fuldt op af elever der læste op, resten sad og havde respektfuldt lavmælte samtaler og grinede stille over et slag troldmandsskak. Remus håbede i sit stille sind at de to andre ballademagere var blevet færdige med hvad end de havde sat sig for nu hvor han og Lily satte kursen mod Slytherinernes gemakker.

Selv igennem den hemmelige indgang til Slytherinkollegiet kunne larmen høres. Da Remus og Lily trådte ind, var opholdsrummet i vild uorden. Folk rendte rundt og prøvede at undgå en flyvende papirfugl der nu og da lod et æg fyldt af ildelugtende, blålig væske falde nedover de mange elever.

Lily kaldte på den ene Præfekt, der dette år var fra Slytherinkollegiet.

"Hvad er der sket her, Thomson?" spurgte hun med et rasende blik til den hvide papirfugl.

"Jeg ved det ikke, Evans… pludselig kom fuglen flyvende ned gennem loftet. Den har også været i gang med at angribe eleverne – eller i hvert fald én. Snape er blevet sendt til infirmeriet. Han fik et hak i hovedet."

Remus måtte holde sig tilbage fra at udstøde den blandede lyd af et grin og et suk. Han burde have vidst det. Lily vidste også hvem det drejede sig om. Hun hævede sin tryllestav og rettede den mod fuglen. Med en stille hvisken og et hurtigt sving brød fuglen i flammer og de sorte fragmenter af pergamentet dalede mod gulvet. Folk stoppede lettede op.

"Hvis du får lidt styr på eleverne her, skal vi nok tage os af de skyldige." sagde Lily og ville til at gå. Thomson standsede dem.

"I ved hvem det er?"

"Jeg har mine anelser…" mumlede Lily. Remus sendte et undskyldende smil til Thomson der blev nødt til at klare optøjerne i Slytherinhuset alene. Lily marcherede rasende af sted foran ham. Han håbede inderligt at hun ikke fik fingre i hverken Sirius eller James. Det ville ikke være et kønt syn.

Sirius og James sad fredeligt i opholdstuen. Helt henne i hjørnet til højre for ilden og læste. Lily gik direkte hen til dem. Mange par øjne fulgte Lilys rute hen mod drengene. Remus fulgte efter og stillede sig ved siden af hende, imens han prøvede at finde sit vrede Jeg-Er-Meget-Skuffet-udtryk frem. Sirius fangede hans blik, og gjorde det helt umuligt for ham at overhovedet prøve at finde det omtalte udtryk frem. Nu kæmpede han mest for at tilbageholde en rungende latter. Selvom det selvfølgelig slet ikke var morsomt. Overhovedet ikke sjovt.

"Potter. Black." hvæsede Lily da hun endelig stod henne ved dem.

"Evans? Sikken dejlig overraskelse, er du kommet for at endelig erklære mig din store kærlighed og tage med mig på en date?" spurgte James og sendte hende et godt opskruet charmesmil. Lily skulede. Sirius sendte James et opgivende blik.

"Nej Potter, måske i dine perverse drømme, men så sandelig ikke i det virkelige liv. Du ved godt at dine numre lige har send Severus Snape til hospitalsafdelingen – aftenen før en eksamen!" Hendes stemme var ikke helt iskold. Remus vidste at hvis de bare kørte lidt mere på hendes humoristiske sans, kunne de måske endda få hende til at le.

James kiggede undrende på hende. "Hvad taler du om, Evans? Sirius og jeg har været på biblioteket. Der er jo som sagt en eksamen i morgen, og vi vil gerne være velforberedte." Lily fnøs.

"Virkelig? Har I nogen beviser?"

Sirius løftede en biblioteksbog op fra en kæmpe stak ved siden af dem. Remus genkendte dem som en sammenblanding af de bøger han havde læst i i løbet af dagen og de bøger Peter havde hentet på biblioteket i eftermiddags. Han hævede et øjenbryn spørgende mod Sirius der grinede undskyldende. Lily sukkede.

"Det er jo heller ikke ligefrem fordi jeg har lyst til at tage points fra mit eget kollegium, men jeg advarer dig Potter… du lader Snape være i fred resten af eksamensperioden…"

James løftede afværgende hænderne op foran sig. "Som jeg har gjort siden jul, Evans – det lover jeg." James var faktisk ikke blevet taget i nogen opgør med Snape siden en måned før jul. Han bed sig i læben. Men det betød jo ikke at James og Sirius ikke havde været aktive ballademagere. James lovede i realiteten ingenting. Typisk.

Lily så ikke tilfreds ud, men vendte på hælen med et blik til Remus. "Jeg overlader dem til dig, jeg skal nok gå ned og rapportere til de næste på listen, og tage din bog med tilbage…" Hun begyndte at gå og mumlede for sig selv, noget der næsten lød som: "Skide, rådne, møgører…" Remus vendte sig grinende mod de to andre Røvere.

"Hvordan så det ud hos slangerne?" spurgte James forventningsfuldt. Sirius klappede bogen sammen og smed den med slet skjult triumf fra sig. Remus trak sin tryllestav frem og Hidkaldte bogen. Han greb den i luften.

"Kaos…" svarede han. "Snape var åbenbart blevet angrebet af en papirfugl." Han havde svært ved at tilbageholde et fnis. Sirius så ovenud tilfreds ud med sig selv. James klappede ham opmuntrende på skulderen.

"Men før en eksamen…" tilføjede Remus og begyndte at gå op af trappen.

"Lyseslukker!" skrålede både James og Sirius efter ham, hvilket straks blev hysset ned af den anden Præfekt der var fra Gryffindor. En vits der havde kørt hele året, siden det var ret normalt at de to Præfekter endte sammen. I år var ingen undtagelse.

Remus smilede frem for ham selv da han åbnede bogen. Der lå en lille seddel der hvor hans bogmærke før havde lagt.

Hugtand, stod der.

Du vil tænke på mig i nat – det ved jeg.

Køter.

Remus stoppede ved siden af sin seng og lagde bogen fra sig. En svag, udefinerbar følelse overtog hans mave. Med en svag rynke i panden satte han sig på kanten af sin seng. For sent opdagede han hvad præcist Sirius havde talt om.

Der lå sne i hans seng. Et tykt lag med et aftryk af en perfekt sneengel der hvor Remus normalt ville ligge og sove. Med et ansigtsudtryk der var halvt et grin og halvt en arrig grimasse, løb han ud på balkonen.

"SIRIUS! JAMES!"

Der blev helt stille i opholdsstuen. James og Sirius så op fra deres samtale med identiske, brede smil.

"Du kaldte, søde Remus?" smiskede Sirius. Remus kneb øjnene sammen. Før hverken James eller Sirius kunne reagere havde Remus trukket sin tryllestav. En lille bevægelse og en hvisket besværgelse senere jagtede et par fjerpenne Sirius og James rundt i opholdsstuen.

"Tja, nu kan I jo bruge jeres aften på at slippe af med dem," råbte han ned til dem. "for de går efter jeres næser!"

Med det gik han ind og ryddede den efterhånden smeltede sne væk fra sin seng, fik tørret lagnerne med et par velvalgte tørre-besværgelser og gik i seng. Først senere hørte han James og Sirius krybe bandende og svovlende til køjs.

Sirius kiggede en sidste gang op på Hogwarts slottet. Den sidste uge havde været intens og fuld af ting der skulle gøres. Ting at pakke sammen. Ting at huske. Ting at glemme.

Næste år ville være det sidste år som elev. Derefter ventede den store, vide verden. Han grinede bredt til de tre andre der sad i kupeen. Remus sukkede lødigt og holdt også øje med slottet der blev mindre og mindre i det fjerne.

"Kommer I to over og fejre når vi har overstået vores spektral transferens her til sommer?" spurgte han og kastede et blik til James der nikkede ivrigt.

"Tja, hvis jeg består skal jeg nok komme…" sagde Peter og smilede fjoget.

"Fedt… mor og far bliver ellevilde når I kommer… hvad med dig, Hugtand?" James vendte sig mod Remus der stadig sad og betragtede landskabet udenfor. Sirius syntes at se en skygge af vrede, måske endda sorg, flyve over hans ansigt, men det forsvandt ligeså hurtigt som det var kommet og blev udskiftet med et blændende smil, der dog ikke nåede øjnene. Men Sirius tvivlede på at andre ville se det, den eneste grund til at han selv så det var at han kiggede godt efter.

"Jeg skal nok komme, selvom jeg ikke går op til prøven i sommer…" svarede han. Hans stemme var så normal at det næsten var uhyggeligt. Både Peter og James stirrede undrende på ham.

"Hvorfor skal du ikke op til prøve…" spurgte Sirius, selvom han havde en anelse.

"Der er blevet lavet en lov… den blev vedtaget for et par måneder siden… varulve, vampyrer og andre nattevæsener kan ikke tage deres spektral transferens-test før de har gennemgået skolegang. Og da de fleste ikke får uddannelse, ja så…" Remus fortsatte ikke. Han behøvede ikke fortsætte, de forstod alle hvad det handlede om.

Sirius havde lyst til at himle op om hvor dybt uretfærdigt det var, hvordan det var totalt latterligt og Remus ikke skulle tage sig af det, men udtrykket i Remus' øjne der fangede hans afholdt ham fra det. Det var bedende, som om Remus vidste præcis hvad han ville til at gøre. Sirius sukkede tungt og rørte let på sig i sædet. I nogle minutter var der en ikke helt behagelig tavshed imellem dem.

"Hold nu op," sagde Remus og fandt sin tryllestav frem, hvorefter han hentede et stykke pergament frem fra sin kappe. Sirius hævede et spørgende øjenbryn. "I skal ikke være nede fordi de ikke har indset hvilket enestående vidunder jeg er – jeg losser dem i røven når jeg bliver minister for magi – se min genistreg her…" Han rakte det blanke stykke pergament rundt. Nu kunne Sirius se sit spørgende udtryk genspejlet i både James' og Peters ansigt. Remus' øjne lo nu. Sirius bestemte sig for at han bedst kunne lide Remus når han lo… han kunne lide Remus' på de fleste tidspunkter, men når han lo, var det muligt at glemme alt det lort der foregik i verden udenfor HogwartsEkspressens lille kupe.

"Her, uvidende venner, lad mig vise jer hvordan et geni arbejder…" Remus tog pergamentet tilbage og satte hans tryllestavs spids mod pergamentet. Snart viste der sig skitsen til en narrestreg på pergamentet – en der var værd til at starte Røvernes syvende og sidste år på Hogwarts.