5. Små Ændringer

Remus lå i sin seng og prøvede at koncentrere sig om alt muligt andet end hvor ondt det gjorde i hele hans krop. Hans Forvandling havde ikke været så hård som han var vant til, men hans krop værkede alligevel forfærdeligt. Hans far havde helet de fleste af hans sår før han var gået på arbejde, men da han ikke var en uddannet Healer kunne han kun hele de ydre skrammer, ikke tage smerten væk.

Det bankede på døren. Hans mor kom ind. Hendes hår der havde nogenlunde samme farve som hans eget, var bundet op i en løs hestehale der gik hende til midt på ryggen. Hun satte sig på hans sengekant og lagde en lille pose på tæppet. Remus kiggede i den – der lå to gaver, de havde nogenlunde samme form, men den ene var meget større end den anden. Han så spørgende på hende.

"Nej," sagde hun og smilede lidt. "det er ikke fra mig – den lå nederst i din skolekuffert. Jeg ville bare lige pakke de sidste ting ud for dig, og så fandt jeg den…"

Remus tog dem op, den ene efter den anden, og så interesseret på dem. Den ene var en lille, firkantet pakke i sort, skinnende papir. Dens større makker var pakket ind i almindeligt brunt papir. Hans mor lagde hovedet på skrå, hvilket varslede en snarlig afhøring.

Og ganske rigtigt. "Hvem er de fra?"

"Det ved jeg ikke." svarede han sandfærdigt. Men så slog det ham, det måtte være julegaven fra Sirius. Han kunne mærke morens øjne på sig, men havde ikke lyst til at fortælle hende det. Hun sukkede.

"Vi har ikke hørt så meget fra dig siden det der skete før jul. Var det hårdt?" Hendes hænder lå knugede sammen i hendes skød. Remus så op på hende. Han havde aldrig tænkt over hvor svært det måtte være for hans mor at han selv og hans far levede i en verden hun ikke helt kunne følge dem i. Han smilede beroligende til hende.

"Vi fik snakket om det…" sagde han affærdigende.

"Det var godt."

Det var denne tavshed der gjorde at han altid glædede sig til at komme tilbage til Hogwarts. Hans mor og far elskede ham og havde efterhånden affundet sig med at der ikke var en kur mod hans "tilstand", som de diskret kaldte det. Men tit vidste han ikke hvad han skulle tale med dem om. Det var ikke dem der vågede over ham morgenen efter en Forvandling i det Hylende Hus. Det var ikke dem der havde brudt tusind regler og ulovligt var blevet Animagi for hans skyld.

Det var som om hans mor havde fulgt samme tankerække som Remus. "Jeg er virkelig ked af alt det der er sket, Remus." sagde hun stille. "Det har ikke været let for dig."

Remus så op på hende. Hun var blevet gammel. Pludseligt. Hans mor var et menneske i kød og blod der blev ældre og havde et liv at leve. Alt det gik pludseligt op for ham. Han smilede og bøjede sig frem for at kysse hende på kinden.

"Det er ikke så slemt, mor – man kan vænne sig til mange ting."

"Hvad med kærlighedslivet?" spurgte hun og var hans normale, nysgerrige mor igen. Han sukkede opgivende, men smilede ikke desto mindre til hende.

"Intet nyt under solen, mor…"

De så begge ud af vinduet ved hans seng. Huset de boede i lå lige uden for en mindre by. Der var græsmarker bagved deres have. Om sommeren kunne det virke som en uendelig slette af bølgende, grønne strå. Hans mor rejste sig.

"Du skrev meget om en der hed Michael på et tidspunkt, hvem er han?" sagde hun henkastet. Remus stivnede. Han havde overvejet hvordan han skulle fortælle hans forældre at han var bøsse. Det var svært nok for dem at han var en varulv, og så at blive et udskud i Mugglernes verden også, fordi hans seksuelle præference var anderledes virkede ikke lovende. Men da han så sin mors lille smil, gik det op for ham at hun vidste det. Hun gik tilbage til hans seng, strøg hans pandehår til side og kyssede ham på panden.

"Jeg vil altid elske dig, Remus." hviskede hun og gik hen til døren. Remus følte en varm strøm af lettelse skylle igennem ham. På trods af at hans mor ikke forstod sig helt på den magiske verden, var der andre ting hun forstod særdeles godt. Hun smilede opmuntrende til ham og lukkede døren respektfuldt efter sig, da hun gik.

Han valgte at åbne den store pakke først. Det var en bog – det vidste han med det samme. Han smilede skævt. Sirius gav ham altid bøger. Remus stoppede for at læse omslaget. "Catullus – oversatte, samlede værker". Remus smilede og åbnede bogen på første side.

Jeg hader, og jeg elsker. Du spørger måske, hvorfor jeg gør det?

Jeg ved det ikke, men jeg mærker det ske, og jeg pines.

Han lukkede bogen hurtigt, med et smæld. Et øjeblik stirrede han på bogens forside. En lille hundepote var trykket ind i det brunlige læder. Hvor ironisk, og fuldstændigt typisk Sirius. Remus lagde bogen til side og nægtede at tænke på det digt… det var det han havde analyseret i Mugglerstudier…

Med et suk åbnede han den lille pakke forsigtigt, uden at skade papiret alt for meget. Indeni lå en lille æske, ligeledes sort. Han rynkede brynene og åbnede den. Der lå et brev… og under den et smykke. Et sølvsmykke af form som en fuldmåne – han kunne genkende kraterne – i et læderbånd. Remus kunne ikke bestemme sig for om det var vrede eller forræderi der bankede hårdt rundt i hans blod. Behændigt undgik han sølvvedhænget og tog halskæden op. Den blinkede lidt i lyset fra solen. Han lagde den på dynen, langt fra sine ubeskyttede hænder og tog brevet op.

Remus,

Jeg er virkelig ked af at det skulle gå på den måde. Flæbius fortjener enhver skæbne der rammer ham, men jeg skulle ikke have brugt dig på den måde. Jeg ved godt det her ikke hjælper, men jeg skriver det alligevel. Jeg er et brushoved, har altid været det… og du ved det, nogle gange reagerer jeg på mærkelige impulser… det ved du også… så…

Jeg håber du kan tilgive mig på et tidspunkt, selvom jeg er træt af at måtte give Krone ret i at der nok går et stykke tid. Både fordi det betyder at det ikke bare var en dum drøm, men at det skete, og fordi at jeg hader at skulle give ham ret – den opblæste, lille…

Halskæden er ikke af sølv. Eller, jo, men det er en speciel slags sølv som mugglerne laver, der ikke er rigtigt sølv men kun har glans som det. Det skulle ikke skade dig. Jeg tænkte det måske kunne være en dejlig forandring for dig at have en fuldmåne der ikke kunne gøre dig noget.

Men det her må du ikke sige til James at jeg nogensinde har skrevet, jeg vil blive stemplet som en værre svans.

Sirius.

Remus tog halskæden op igen og så på den. Det var mærkeligt at Sirius havde skrevet dette lige efter Snape-episoden. På en og samme gang gjorde det godt og ondt. At Sirius kunne hade så inderligt, var ikke nyt til ham – der var nogle ting mellem James, Sirius og Snape som ikke engang han kendte til eller forstod. Men at Sirius var parat til at undskylde, så snart efter – det havde ikke faldet ham ind. Men det kom helt klart under kategorien: Glædelige overraskelser. Han smilede og lod prøvende fingerspidserne glide henover månens overflade. Det brændte ikke; ikke engang det mindste. Med et smil lod han læderet glide ned over hovedet.

Måske kunne de virkelig lægge det bag sig nu. Og Snape havde jo også sin helt specielle rolle at spille i deres projekt efter sommerferiens slutning…

Remus sad nede i Potternes baghave, lænet op af det lille hus til uglerne og lod distræt en finger glide kærtegnende nedover Artemis' fjer. Sirius opgav at forhekse æbler til at fare rundt efter James og tilkastede fuglen et mistroisk blik. James virkede til at have de samme tanker.

"Hvordan kan det være at hun ikke har travlt med at hakke øjnene ud på dig, men bliver en dræbermaskine hver eneste gang vi nærmer os?" råbte han til Remus og undgik et æble der faldt da Sirius' forhekselse ophørte. Remus skulle vente endnu et par måneder før han frit kunne bruge magi udenfor skolen, imens James havde kunnet siden juni, og Sirius var fyldt 17 i midten af sommerferien.

"I forstår hende ikke… hun er en meget fredelig fugl." svarede Remus og så op, i tide til at se James forsøge at liste en rådden tomat ned i nakken af Sirius. Han grinede. Artemis lettede fra hans arm og hakkede James i hovedet før hun begav sig på jagt. Sirius vendte sig om og fik tomaten til at eksplodere i hovedet på James.

"Ja," gispede James og tørrede rådden tomat væk fra øjnene. "ligeså fredelig som en rugende hundrage…"

"Og hvis I nu så venligt vil holde op med at være et par barnerumper og viser jeres færdigheder, er der te indenfor." råbte Fru Potter ud af køkkenvinduet. "Årh, jeg kan se du er kommet, Remus – så mangler vi jo kun Peter."

"Tak fordi jeg måtte kigge forbi, Fru Potter…" sagde Remus idet han rejste sig. Sirius fulgte hans bevægelser med blikket, og både Sirius og James ventede til han kom op på siden af dem. I det samme lød et pop bag dem. De vendte sig om.

"Jeg bestod!" hvinede Peter. James og Remus udvekslede et blik og prøvede at lade være med at grine. Sirius derimod skyndte sig at få resterne af tomaten der var splattet ud over James' bluse til at gnide sig ud i Peters ansigt.

"Velkommen, Ormehale…" grinede han. Remus himlede med øjnene og ville til at gribe Sirius' håndled for at få ham til at stoppe, men i det samme fløj to æbler mod Sirius der kun lige nåede at dukke sig.

James skyndte sig at holde to hænder op foran sig i tegn på at han var uskyldig. Sirius så på Remus, men opgav med det samme – han ville have fået en advarsel fra ministeriet hvis det var ham, og det ville Remus ikke gøre. Ikke på vilkår. Så stoppede hans blik ved Peter der havde en blanding af spændthed og nervøsitet malet i hvert eneste træk. Sirius stod et øjeblik lammet – det var så ulig Peter at forsvare sig på denne måde.

"Til angreb!" brølede han og fik æblerne til at suse mod Peter i stedet. James blandede sig hurtigt i kampen, imens Remus bare sukkede opgivende og gik ind for at hjælpe Fru Potter med at dække bord. Sirius øjne fulgte ham på vej, hvilket resulteret af at et umodent æble gav ham et hårdt slag i baghovedet.

Da Sirius, James og Peter kom ind; gule og blå fra æblekampen hvor der ikke var tøj til at dække, sad Remus og snakkede med Hr. Potter. James havde arvet sin fars rodede frisurer og kropsstatur, men mange af hans træk havde han fået fra sin mor. Sirius vaskede sine hænder og satte sig ved siden af Remus. Peter satte sig ved siden af James, der havde bænket sig ved siden af sin far.

"Hvad snakker I om?" spurgte han imens han hældte kaffe op i sin kop. James rakte ham sukkeret og tog til gengæld kanden for at hælde op til sig selv og derefter Peter. Remus drak te, som altid.

"De nye restriktioner for mørkevæsener." svarede Hr. Potter og så interesseret på Remus. Sirius var lige ved at give slip på sin kop som han havde været ved at tage en slurk af, af overraskelse. Også James så forskrækket fra hans far til Remus og prøvede diskret at vise at han ikke havde fortalt sin far om Remus' lycantropi. Remus smilede bare høfligt til James' far.

"Så du mener altså at varulve skulle have offentlige steder at Forvandle sig, så de ikke er til fare for andre?" spurgte Remus, som om der ingen pause havde været i deres samtale. Sirius prøvede at stoppe sit bankende hjerte. Remus var på gyngende grund her. Selvom han ikke kunne forestille sig at James' far var en af dem der ville begynde at slibe sine sølvknive ved snakken om varulve, kunne Sirius heller ikke forestille sig at han havde en anderledes holdning til varulve end så mange andre i troldmandsverdenen.

"Ja, det ville hurtigt gøre selve tilstanden mere accepteret, men også vise at varulve måske ikke alle sammen er blodtørstige bæster der bare venter på at dræbe." Selv James så komplet overrumplet på sin far. Remus lo. Sirius blev slået af hvor godt det måtte være for Remus at sidde og høre en udtale sig så frit om noget så vigtigt i Remus' liv.

"Tja, jeg kan godt se pointen. Men jeg tror du glemmer trofæjægerne. Hvis et sådant offentligt Forvandlingssted blev kendt, ville der strømme til med dem." Han holdt inde et øjeblik og tænkte sig om. "Og jeg tror ikke mange varulve ville benytte sig af det, før den generelle holdning til dem ændrede sig, det ville være for pinligt at blive sat til offentligt skue; selv overfor hinanden – og da det ikke er videre sandsynligt med en sådan ændring af attitude virker planen ikke helt."

James' far så ud til at overveje dette. Han smilede pludseligt og tog en slurk te. Sirius søgte James' blik. Også han virkede forvirret over Remus' pludselige åbenhed.

"Hvad er trofæjægere?" spurgte Peter og tog en bid af sin kage. Sirius indså at Ormehale ikke havde opfattet det ekstraordinære i Remus' og Hr. Potters samtale. Så meget havde han da ikke ændret sig alligevel. Men Peter var god til at stille de dumme spørgsmål, når ingen andre ville. Hr. Potters ansigt udtrykte kun afsky, men før han kunne nå at svare sagde Remus med en ganske normal stemmeføring:

"Troldmænd der ser det som en ære at dræbe en varulv og samler på jagttrofæer – varulvehoveder. For det meste har de en sal hvor de hænger, som de stolt viser frem…"

Sirius havde lyst til at brække sig. Selv Peter virkede til at blive berørt og lagde sin kage fra sig for at stirre forskrækket på Remus. Hr. Potter bøjede sig frem.

"Hvad vil du bagefter Hogwarts?" spurgte han nysgerrigt. Sirius prøvede at gribe Remus hånd og derved fortælle ham at det var ved at være ude af kontrol, men Remus smilede bare let til ham og tog en bid kage.

"Jeg skal vel være hvad jeg kan blive…" svarede han mystisk. Kun Ormehale, Køter og Krone vidste hvad det betød.

"Hmm… hvad med at komme og hjælpe mig i mit advokatfirma?" Al bevægelse stoppede. Fru Potter kom ind og satte endnu en kande te fra sig og fik den anden til at svæve ud i køkkenet af sig selv. Hun havde åbenbart hørt det meste af konversationen.

Remus sad et øjeblik som lammet. Så smilede han stort. Sirius følte sit hjerte slå et ekstra slag, og bildte sig ind det var fordi så meget kunne gå galt nu. Fordi der var så meget på spil. Det var ikke det at Remus' fingre tilfældigt strø over hans hånd da han rakte en hånd frem mod Hr. Potter. James' far greb den, og de gav hånd på det.

Sirius tog en dyb indånding og drak resten af sin kaffe i to enorme slurke.

Sirius hældte endnu et glas ildwhisky op til dem og hævede sit glas.

"For Røvernes sidste legendariske år." sagde han. Remus grinede, skålede og tog en slurk der hurtigt bredte sig som en heftig varme i hele hans krop. James sad på sin seng med et tømt glas og skrev ned på et stykke pergament med tungen i mundvigen. Sirius tilkastede ham et blik. "Et brev til den kvindelige udgave af perfektionisme – et sandt bevis på præcis hvor fuld vores kære Krone er!" vrængede han. "Er du kommet så langt som at citere Shakespeare, eller bare vedlagt en dråbe elskovs-eliksir, Krone?"

James lavede et uhøfligt tegn med hånden og skrev videre. Peter sad på gulvet midt imellem dem, allerede ret rød i kinderne. Han skiftede mellem at se tilbedende på James og derefter på Sirius og Remus.

Sirius vendte sin opmærksomhed mod Remus. "Hvorfor snakkede du med James' far om varulve?" spurgte han. Remus bed sig i læben og tog endnu en slurk ildwhisky. Efter at have fingereret med glasset i et stykke tid, svarede han tøvende:

"Han sad og læste en artikel om de her nye restriktioner og spurgte hvad jeg mente, og så fortalte jeg ham hvad jeg mente…"

Sirius nikkede tankefuldt. "Og hvad mener lille Hugtand så om de nye restriktioner?" spurgte han med en drillende undertone. Remus smilede, snuppede flasken fra gulvet og hældte op. Han bundede og så på Sirius, der sad med et spørgende, hævet øjenbryn.

"Jeg mener det er noget pis, og det kommer til at bide sig selv i halsen." sagde Remus og slap ikke Sirius med blikket. James bandede over en formulering på sengen bag dem, men ingen af dem drejede hovedet eller kom med en spyende bemærkninger. Der hvilede et lille smil om Sirius' læber – et smil der kun lige drejede hans mundvige en anelse opad. Remus tog en dyb indånding og fortsatte: "Når de ikke giver mørkevæsener en uddannelse, er der større chance for at de vil gå til den mørke side, fordi der er tilbud ministeriet ikke giver…"

Deres blikke var låst fast. Sirius' øjne var klare og skinnende. I den begyndende skumring virkede de ligeså sorte som hans hår. Remus overvældedes af en pludselig, stærk trang til at læne sig over og kysse ham. Hurtigt og forskrækket brød han deres øjenkontakt.

"Du skulle gå ind i politik…" meddelte Sirius og bundede sit glas med alkohol. Remus kunne mærke hans kinder brænde. Selvom han ikke let blev fuld – en gode ved at være varulv – var de tre glas ildwhisky ved at stige ham til hovedet.

"Ja," sagde han. "jeg bliver den første minister for magi der både er varulv og bøsse."

Sirius spruttede og hostede. Han havde åbenbart været i gang med at drikke af sit glas. Remus vovede forsøget og så op på ham. Sirius satte sit glas fra sig.

"Hvad?" spurgte Remus.

"Hørte jeg lige dig bruge ordet "bøsse"?" Sirius rynkede panden. James krøllede endnu et stykke pergament sammen bag dem.

"Et andet ord for "lovende"?" spurgte James. Sirius lavede himmelvendte øjne.

"Kald en spade en spade og en skovl for en skovl." svarede Remus både henvendt til Sirius og James. Krone svarede ikke, men en hidsig skriblen fortalte at han nok havde skrevet "lovende" – hvad end han så skulle bruge det til.

Remus så sig over skulderen. Peter var faldet bagover og lå og sov med let åben mund. Remus smilede skævt.

"Har du fortalt dine forældre det?" Sirius så ikke op på ham, men hældte endnu et glas ildwhisky op til sig selv og ville til at hælde op til Remus. Han lagde dog en hånd over sit tømte glas; hvis han kendte sig selv godt nok, skulle han ikke have mere at drikke i aften.

"Min mor regnede den selv ud…" Nu havde James sat sig hen ved siden af dem, han skubbede lidt til Sirius for at få plads, og rakte ud efter den nu næsten tomme flaske.

"Din far?" spurgte han og drak endnu et glas. Hans stemme var en smule tyk. Sirius tog flasken fra ham og delte, på trods af Remus' protester, det sidste ligeligt imellem dem.

"Ikke endnu – og jeg ved ikke helt hvordan – han har det svært nok med at jeg er en varulv, og at jeg nu skal til at diskrimineres i Mugglernes verden også, det tror jeg ikke han er klar til…" Remus lod blikket hvile i den orange-gyldne væske der skvulpede i hans glas. Hans far sagde det aldrig ligeud, men Remus vidste godt at han blev ved med at håbe at der kom en kur.

De sad lidt i stilhed. Så hævede James sit glas. De andre fulgte op.

"For venner igennem alt, for Røverne – for fremtiden." snøvlede den nu helt åbenlyse ret fulde James. Sirius grinede skævt til Remus, som rullede med øjnene og vendte sig mod den snorkende Peter.

"Også dig, Ormehale…" Peter lavede et ekstra højt snork.

"For fremtiden." sagde Sirius og klinkede glas med Remus og James. Remus betragtede ham ud af øjenkrogen imens han selv bundede.

Peter var taget hjem med susepulver engang i løbet af natten. De ville mødes igen ugen efter når de alle skulle til Diagonal Stræde for at købe ind til skoleåret. Hr. Potter havde fremmanet en seng til Remus der stod under vinduet i James' loftsværelse. Sirius sad på sin egen seng og bladrede Profettidendet igennem. Remus betragtede ham. Den måde han bed sig i læben når han læste en artikel igennem. Den måde hans pandehår faldt nedover øjnene, og den måde han strøg det tilbage. Remus sukkede og så ud af vinduet. Solen var begyndt sin vej mod zenit.

"Vores Hogwartsbreve er kommet…" sagde James da han kom op. Han fik et brev til at svæve hen mod hver af dem. Sirius greb sit uden at se op.

Remus lod øjnene løbe ned over titlerne de skulle medbringe. Ikke meget nyt. Pludselig lød der et gisp. Han så op. James knugede om sit brev og læste åbenbart den samme linje igen og igen. Sirius grinede.

"Hvad så, Krone?"

Remus rejste sig og gik hen bag James. Han nåede ikke at læse hvad der stod før James smed konvolutten fra sig og trak et emblem frem. Han stirrede først med store øjne på det, så stirrede han på Sirius. Derefter Remus.

"Jeg er blevet gjort til Præfekt…" Han kiggede ned på emblemet igen. Sirius og Remus kiggede på hinanden over hans hoved. Så begyndte Sirius at grine, og bare fordi det var Sirius der lo, begyndte Remus også. "Hvad?" hvæsede James.

"De må have lavet en fejl, Krone… lad mig se." Sirius tog emblemet og kiggede på det. Med et par prik med hans tryllestav viste det sig dog at være ret ægte. James snuppede det ud af Sirius' hænder. Remus bøjede sig ned efter brevet.

"Lily Evans er den anden Præfekt. To fra Gryffindor – det er ret usædvanligt…" James smilede fjoget og forsvandt ned af trappen. Sirius stod med et smørret smil.

"Det her bliver så sjovt!" sagde han og stillede sig tæt hen ved siden af Remus. Remus prøvede at koncentrere sig om at læse hvad Dumbledore havde skrevet til James, men det hjalp ikke. Sirius' duft kildede i hans næse.

"Ja, og til at se at traditionen endelig ændrer sig…" sagde han med et svagt grin. Sirius lagde en hånd på hans skulder.

"Måske taber jeg virkelig 10 galioner til Krone – hvis nu Evans skulle ombestemme sig…"

Sådan stod de lidt. Remus overvejede at vende sig om, men James kom op af trappen i samme sekund. Hånden på hans skulder forsvandt. James stillede sig foran dem og satte hænderne i siden.

"Sagde du noget, Sirius? Jeg kunne jo tage points fra dig, ved du!" Remus ville til at sige noget med hvor dumt det var at tage point fra sit eget kollegium, men Sirius udstødte en latter der lød mere som en gøen.

"Du tør ikke, Potter – jeg har altid kunne banke dig i en duel…" Sirius trak sin tryllestav og rettede den mod James efter et lavt buk. James tog udfordringen op, bukkede og stillede sig an. Remus lavede himmelvendte øjne og satte sig hen på sin seng igen. De første udbrud fik ham ikke til at se op fra hans bog, men det tredje – der kom fra James – rykkede hans hoved op med et sæt. Sirius stod og grinede højlydt. James hoved blev større og større.

"Det passer til dit ego, James!" fik Sirius fremstammet mellem sine grin. Remus rejste sig.

"Sirius, hold nu op og giv ham en chance…"

"Remus, har jeg sagt at du er en lyseslukker?" spurgte han med et ikke helt utilfredst suk og smilede i Remus' retning. Remus grinede da han så James rette sin egen tryllestav mod sit hoved, og det begyndte at blive mindre igen.

"Ja, du siger det mindst 7 gange om dagen…" sagde han uskyldigt for at holde Sirius' opmærksomhed fanget. Sirius stod og legede med sin tryllestav mellem to fingre. James kastede nogle hurtige Dæmpende besværgelser mod alle væggene og gulvet og forvandlede sig til Krone.

"Det er fordi det er…" Sirius fortsatte ikke, da et gevir blev presset mod hans ryg. Han vendte sig om og stod ansigt til ansigt med en stor kronhjort.

"Remus, din forræder!" hylede han før han blev afløst af en stor gøende hund der smuttede ind mellem benene på hjorten og bed den i haserne.

Remus rystede på hovedet. Han gik hen og samlede Sirius' avis op. Der lød hyl og klovtrin bag ham. I avisen var der røde cirkler omkring forskellige rubrikker. Lejlighedsudlejninger mest. Han så op.

"Sirius?" Hunden der havde været på vej til et spring for at bide hjorten i mulen, vendte sig mod Remus. Den kom løbende hen mod ham og administrerede at savle på ham inden Sirius stod foran ham og kiggede på avisen. "Kigger du efter en lejlighed?"

Krone var blevet James igen og haltede hen bag dem. Han gav Sirius et slag i baghovedet.

"Tak, Køter!"

"Du er altid velkommen, Krone…"

Remus hævede et øjenbryn mod dem. Sirius nikkede. "Ja, jeg kigger efter en lejlighed. Det andet hvide får i Black-familien har givet hele sin arv til mig, så jeg flytter for mig selv nu… ikke mere snorkende James til mig… ære gamle onkel Alphards minde." James gispede og tog sig til hjertet.

"Du har såret mig dybt!"

Remus lagde hovedet på skrå og overvejede om han skulle fortælle Sirius at det faktisk var ham der snorkede mest af de fire drenge.

Remus drog et dybt suk og stirrede irriteret på sin kuffert der ikke ville kunne indeholde alle hans ting, lige meget hvor meget han pressede. James grinede til ham fra den anden side af værelset.

"Indrøm at du virkelig gerne vil have mig til at lære dig den rummeligheds-besværgelse…" sagde han og pegede mod sin egen kuffert der kun var halvt fyldt, selvom der var mindst ligeså meget i som i Remus'. Plus en kost.

Remus kiggede op i loftet med et lidende blik der klart sagde: Hvorfor mig? James kom hen og lavede en cirkel i luften over hans kuffert, mumlede en besværgelse og straks passede alle hans ting perfekt deri. Remus bøjede sig frem for at lukke den, halskæden han havde fået af Sirius gled frem over hans trøje.

"Hvad er det?" spurgte James og nikkede mod halskæden. "Brænder den ikke?"

Remus smilede. "Julegaven fra Sirius… jeg åbnede den først her i sommers. Det er en speciel slags sølv, Mugglerne har, det brænder ikke. Han sagde at han kunne forestille sig at jeg efterhånden havde brug for en fuldmåne der ikke kunne gøre mig noget." Så grinede han og så direkte på James. "Men det må du ikke sige til ham at jeg har sagt, for det første fordi at han tror du ville påstå han var en romantisk svans, og for det andet fordi han så bare tror at jeg sætter pris på det."

"Tænk at Black kunne være så forstående, det havde jeg aldrig troet." sagde James eftertænksomt, men der var en undertone af velment spot. "Sætter du så pris på det?"

Remus så ud af vinduet. Han kunne høre James' forældre rumstere rundt nedenunder. Indenfor en time skulle de med susepulver til Kings Cross. Med et lille smil nikkede han.

"Ja, jeg sætter meget pris på det." Og det var sandt.

Remus var ikke sikker på hvornår hans følelser for Sirius havde forandret sig, og han var ikke helt sikker på hvad det var blevet til – men noget var forandret. Noget – mellem ham og Sirius.

"Potter, jeg ved ikke hvorfor Dumbledore og McGonagall har udnævnt dig til Præfekt, men jeg siger dig – så længe jeg er din partner, så har du at opføre dig ordentligt!" Lily og James stod overfor hinanden midt i opholdsrummet. Lilys hår hang som en solnedgangsfarvet kappe ned af hendes ryg og fik hendes vrede øjne til at stråle endnu mere grønt. Sirius måtte endnu engang ryste på hovedet af hvor helt og aldeles tilfangetaget hun havde James. Krone stod overfor hende med et ansigtsudtryk der var en mellemting mellem fraværende, drømmende og meget dumt. Remus sad overfor Sirius, allerede med en bog opslået foran sig – Sirius var ikke helt sikker på hvordan det kunne lade sig gøre for Remus altid at være i gang med at læse, selv før de havde fået de første lektier for – og sendte Sirius et vidende blik.

"Jeg er her kun for din skyld!" grinede James og lavede et latterligt buk i Lilys retning. Hun rullede med øjnene på en manér Sirius endnu ikke havde observeret nogen anden pige administrere og vendte James ryggen imens hun sammen med Charlotte forsvandt op mod pigernes sovesal. Inden hun gik ind, stoppede hun op og råbte ned til dem.

"Klokken syv i aften, Potter. Sørg for at være der!"

Sikkert, tænkte Sirius med et gavtyveagtigt grin, alle Røverne vidste hvad der skulle ske i aften klokken 7. Plan "Lad os blive Legendariske" ville tage sin begyndelse på præcist samme tidspunkt.

"Er det en date?" råbte James op efter hende. Døren havde lukket sig efter de to piger og efterlod James uden svar. Sirius håbede for en gangs skyld at Lily faktisk ville give ind til ham. Hvis ikke for andet, så for at overbevise James om at hun bare var en almindelig pige, og ikke den gudinde Krone havde gjort af hende siden hun i deres tredje år havde forhekset hans kost til at danse polka lige før en Quidditchfinale.

Der er andre fisk i havet. Hvor tit havde han ikke sagt det til James? Og hvor tit havde James ikke svaret at det sådan set var ret lige meget hvis der var en speciel sild man havde udset sig? Sirius' blik faldt igen på Remus der var vendt tilbage til at læse sin bog. Sollyset kastede skygger under hans øjne. Det gik op for Sirius at det snart var snart fuldmåne igen. Han overvejede om Remus ville lade dem komme med denne gang også. I sit stille sind håbede han det.

"Det er løgn!" udbrød Sirius og vendte sig fra James med et rasende udtryk i ansigtet. "Krone, det kan du ikke mene."

"Jo… hvis jeg skal vinde Lily, må jeg begynde med en sejr på hendes hjemmebane." sagde James. "Hvilket betyder at jeg må vise mig fra min gode side og dukke pænt op til væres Præfekt-aftale…"

Sirius bandede imens han seriøst overvejede at spørge hvilken side af James der faktisk var god. Dette kunne bare ikke passe. James havde aldrig før ladet Lily komme før en god spøg – en genial spøg som denne. Aldrig. Sirius så pludselig et år for sig; endeløse dage uden nogen sjov fordi elskovssyge James rendte rundt og slikkede Lilys røv for at komme i hendes trusser. Utroligt, simpelthen utroligt…

"Og det er jo ikke fordi dig, Peter og Remus ikke kan klare det selv. Vi kunne alligevel ikke være 4 mennesker dernede, Sirius…" indskød James med en snusfornuft der var et sjældent, men når det viste sig, ret grumt træk ved ham. Peter rykkede uroligt på sig henne på sengen. Både James og Sirius vendte sig mod ham.

"Tja, venner…" sagde han tøvende. "Jeg havde egentlig andre planer i aften…"

Sirius skar tænder. Denne joke havde været planlagt siden deres togtur hjem fra Hogwarts sidste år. Dette var Remus' genistreg. Men han kunne jo have sagt sig selv det. Hvis James ikke var med, så var Ormehale heller ikke. Remus sad ganske stille, ret udtryksløst, på sin seng og læste i sin bog. Dette irriterede Sirius grænseløst. Kunne fyren ikke bare for et sekund være et normalt menneske med normale følelser.

"Remus, har du ikke noget at tilføje?" sagde han. Det verbale angreb ret udpræget i hans stemme. Remus så op og lagde roligt bogen fra ham.

"Tja, der kommer vel andre jokes der skal ordnes… det er jo ikke fordi James læggers in gavtyveside fra sig for aldrig at bruge den, han vil bare imponere Lily."

Sirius var ikke sikker. Hvad nu hvis det fortsatte sådan hele året… Tanken var nok til at få ham til at gå i forsvarsposition med alle sværd draget.

"Jamen, vi kan sgu da ikke klare os kun Remus og jeg…" indvendte han i et sidste desperat forsøg. Remus hostede bag ham, et grin gemt i hans stemme da han sagde:

"Jeg tror bare jeg vælger at overhøre denne fornærmelse mod mine præstationsevner…"

Sirius drejede hovedet og fangede et glimt af et beroligende smil fra Remus.

"Slap af, Køter… lad Krone forføre Lily som han er bedst til, så gør vi samtidig hvad vi er bedst til."

"Som er?" spurgte Sirius uden at tænke nærmere over det. Remus hævede et sarkastisk spørgende øjenbryn mod ham.

"At skabe kaos, kære Køter – hvad havde du regnet med?"

James grinede sammen med dem. Sirius tog det som et godt tegn.

"Remus!" sagde Sirius med en næsten hundeagtig klynken.

"Shh, Sirius… jeg skal virkelig koncentrere mig om det her." Remus lod en finger følge en linje i den tykke, støvlugtende bog imens hans læber bevægede sig i takt med ordene. Sirius betragtede ham et øjeblik i lydig stilhed. Rummet omkring dem var kun oplyst af de to små lyskegler fra deres tryllestave. Med et irriteret suk lod Sirius hovedet falde tilbage mod den kølige stenmur bag ham. Hvis ikke han vidste hvor godt det her ville føles næste morgen, ville ikke ti vilde heste have kunnet få ham herned. Især ikke uden James.

Hans øjne hang ved Remus' nakke. Hugtand havde for længst løsnet slipset for at kunne føle sig komfortabel, siddende på hug i et så lille rum som dette. Her var virkelig trangt, det var ikke meget mere end et skab lagt ned, placeret i murværket der udgjorde loftet til Slytherinernes opholdsstue og gulvet til klasseværelset hvor de havde Besværgelser. Væggene var kølige, grænsende til at være fugtige som en klippehules sider. I midten var en stige der førte op til en lem som oppe fra klassen lignede alle de andre sten i gulvet og som oveni dette var den eneste indgang til gemmestedet. Ellers var der tomt. Og mørkt. Og koldt. James havde fundet det ved en tilfældighed en dag de havde haft en række eftersidninger for et nummer de havde lavet i en Besværgelseslektion.

James… Det var mærkeligt ikke at have James med til noget så stort som dette. Begyndelsen til Røvernes sidste år på Hogwarts – deres sidste chance for at få skrevet sig ind i Hogwarts' historie. Og James Pokkers Potter kunne ikke være der fordi han var blevet udnævnt til Præfekt og skulle holde en hvis rødhåret pige med selskab. Sirius havde syntes det var en storartet spøg i starten, men nu var det rigtigt gået op for ham hvad det indebar. Ingen Krone til at gøre livet surt for Flæbius. Ingen Krone til at grine som en gal med, over en fantastisk drengestreg de havde fået gennemført uden at blive straffet. Og når James ikke var her, var Ormehale her selvfølgelig heller ikke. Kun ham og Remus. Hvilket han stadig ikke kunne bestemme sig for om var det bedste der kunne ske, eller det værste…

"Hvor svært kan det egentlig være?" spurgte han utålmodigt da Remus' læber så ud til at gentage den samme sætning for syv og tyvende gang. Remus stoppede midt i et langt ord og tilkastede ham et blik der var halvt fyldt med irettesættelse, halvt fyldt med morskab.

"Tja, hvis du gerne vil have at jeg kommer til at fremmane et uvejr i stedet for en lille smule regn, så skal du bare blive ved med at snakke og forstyrre mig imens jeg prøver at få det her til at virke." svarede Remus og hævede sin tryllestav i indikation til at han ville til at begynde.

Sirius nød at se Røvernes drengestreger bære frugt, men han hadede at sidde og vente igennem lange, indviklede besværgelser. Han havde aldrig været en specielt tålmodig person. Han blev det formodentligt heller aldrig. "Hvorfor ikke? Det ville give de små grønne noget at bakse med…" Han grinede ved tanken. Snape gennemvædet af regn og ramt af et lyn. Ikke den værste start på en skoledag. Den første skoledag tilmed.

"Sirius, jeg håber du kan huske den troldmand Professor Flitwick fortalte om sidste år; ham der fremmanede en tordensky i sin stue. Jeg håber især du husker den del om hvad der sker når mennesker bliver fanget midt i en sådan." Remus bøjede sig en anelse frem for at kaste et hurtigt blik ned i bogen igen. Fra hans opknappede hals glad et smykke frem og glimtede næsten hvidligt i lyset fra Sirius' tryllestav.

Det var halskæden.

"Jo… der er måske nogle sideeffekter ved den ide." indrømmede Sirius uden at slippe det runde sølvsmykke med øjnene. Han havde ikke glemt at han havde købt det, men siden Remus, lige efter juleferien, havde fortalt ham at han ikke havde villet åbnet julegaven fra ham på grund af det der var sket, havde Sirius gemt det allerbagerst i hovedet og ikke rigtigt tænkt over det. Ikke villet tænke over det. Og nu gik Remus med den… Remus Lupin bar den fuldmåneformede halskæde som han, Sirius Black, havde foræret ham.

Remus var begyndt at hviske utydelige ord frem for sig. En intens stemning krøb ind gennem revnerne i murene omkring dem. Det fik hårene i Sirius' nakke til at rejse sig. Pludselig gik det op for ham at der kom lys oppe fra loftet over dem.

"Nox!" hviskede han, og hans tryllestavs flamme flakkede og gik ud. Han så op. Oppe under loftet i det lille rum var der begyndt at vise sig en masse grålige vattotter der samlede sig til en næsten gråligt selvlysende sky. Remus hvæsede et sidste ord ud blandt tæt sammenpressede læber, og det virkede som om der blev skåret en revne i skyen med en kæmpe, usynlig kniv. Vandet væltede nedover dem. Ikke bare som i et almindeligt regnskyl, dette var et hav der tømtes ud over dem i spandevis.

Remus bandede hæst bag ham, da de pludselig stod i vand til knæene fordi det lille hulrum så hurtigt blev fyldt op. Han kæmpede sig hen til en væg og lænede sig op af den. Vandet steg med en foruroligende fart.

"Vi skal op igennem skyen for at komme ud…" sagde Sirius og betragtede det tykke skylag der dækkede hele loftet og skjulte lemmen for hans blik med eftertænksomt rynkede øjenbryn.

"Tak, Sirius, for den fremragende observation, det gjorde hele situationen så meget nemmere…" Remus lænede baghovedet ind mod den nu i sandhed våde væg, men fortrød det da det betød at vand sprøjtede ned i hovedet på ham. Det stykke af hvid skjorte man kunne skimte over hans kappe var gennemblødt og gennemsigtigt. Sirius sank en gang og kiggede væk.

"Hvis vi laver en Boblehovedbesværgelse, kan vi komme op uden de store problemer." Sirius rettede tryllestaven mod sit hoved og mumlede besværgelsen. En boble lukkede sig om hans hals og omgav hans hoved. Det gjorde Remus figur til en sløret masse et sted forude. Vandet gik dem nu til livet.

"Til gengæld for at jeg glemte at overveje faren ved at lide druknedøden ved noget som det her, må du indrømme at Slytherinerne nok vågner op til et lille middelhav i deres opholdsrum i morgen…" lød Remus stemme ikke langt fra ham. Sirius smilede til den blåhvide kuppel ved siden af ham som han formodede var Remus' hoved pakket ind i en boble magen til hans egen. Han kravlede op af stigen og lod hånden glide op gennem skyen. Det var som at blive pakket ind i damp. Han fandt lemmen og skubbede den op. Remus kravlede op efter ham.

To bobler brast på sammen tid, og de stod overfor hinanden; gennemblødte til skindet. Remus' hår klæbede til hans pande, og en lok havde lagt sig over hans kind. Sirius modstod lysten til at stryge den tilbage. Remus sendte ham et skævt grin.

"De bliver så våde i morgen…"

"Ikke ligeså våde som vi er nu…" Sirius så ned af sig. Hans tøj hang klamt og tungt om ham. Da han så op igen betragtede Remus ham med et løftet øjenbryn. Sirius ville til at sige noget – bare et eller andet, men blev afbrudt da han mærkede noget vådt samle sig om hans fødder.

"Vi går nu…" bestemte Remus hurtigt og stoppede den pjaskvåde Usynlighedskappe ned i lommen.

"Hvis vi løber hurtigt kan vi endda undgå at blive set på vejen tilbage…"

De forlod et klasselokale med en begyndende lille sø imellem bordene.

Sirius stoppede stakåndet ved et hjørne da han hørte stemmer længere fremme. Remus standsede også ved siden af ham. En usynlig vind fik en skælven til at gennemstrømme ham som han stod der i sit våde tøj. Han genkendte alle tre stemmer. James, Lily og Snape. Remus tog en dyb indånding ved siden af ham, tog et fast greb om hans håndled og trak ham med om hjørnet for at stå ansigt til ansigt med de andre.

"Hvorfor er du ude efter klokken 22.00?" spurgte Lily og lignede en vred hoppe der var på vej til at sparke til en irriterende hund. Tanken fik Køter-delen af Sirius til at hvine. Heller ikke Snape så helt tilpas ud.

"Jeg…" begyndte han, men drejede så hovedet og så Remus og Sirius komme hen mod sig. "Black. Lupin." hilste han uden større følelsesudladninger. Ikke fordi man kunne forvente Snape at hoppe begejstret rundt ved synet af dem. Sirius stoppede og tvang derved Remus til det samme. Ingen af dem svarede. James og Lily vendte sig rundt med et næsten skræmmende ens udtryk af forbløffelse malet i ansigtet.

"Må jeg bede om en forklaring." sagde Lily med en advarende undertone. James stirrede fra Remus til Sirius, der først nu indså hvor mærkeligt det måtte være at se to drivvåde elever komme gående klokken langt-over-tilladt om natten. "Potter…" Lily vendte sig mod James. Sirius fik ondt af ham, da han så det næsten panikslagne udtryk der krøb over James' ansigt.

"Han har intet at gøre med det, Evans…" skyndte Sirius sig at sige. Lily drejede hovedet mod ham og fokuserede alt sin opmærksomhed om ham. Snape lignede en der ville til at liste væk fra et gerningssted. James virkede også til at have bemærket dette. Til Sirius' lettelse stoppede han ham med et blik.

"Snape, jeg fratager dig, og dermed Slytherin, 15 points… skrid så tilbage til dit Kollegium – og jeg gider ikke se dig ude mere i nat." Flæbius' øjne glimtede faretruende imens han betragtede James, derefter Sirius og Remus og til sidst Lily.

"Sammensværgelse…" lød det til at han mumlede inden han begav sig hen mod trapperne der førte ned til Slytherinkollegiet. Lily stod med armene i siden og kastede rasende blikke mellem James og Sirius som om hun ikke kunne bestemme sig for hvem hun skulle lade sin vrede gå ud over.

"Hvorfor ligner I et par druknede mus?" spurgte hun så mistænksomt. Remus bevægede sig lidt væk fra Sirius og slap hans håndled. Først nu gik det rigtigt op for Sirius at han havde holdt fast hele tiden.

"Vi… tog et bad i Søen." sagde han uskyldigt. Selv James stirrede overrumplet på ham.

"Klokken tolv om natten? Med tøj på?" Lilys stemme var forræderisk mod udtrykket af mild morskab i hendes ansigt. Sirius sukkede lettet. Måske ville de slippe uden videre tiltale. Han så til siden og nåede at opfange et fortroligt smil mellem Evans og Remus.

"Ja, du ved Lily – man gør så mange mærkelige ting når man er forelsket…" Remus lagde hovedet på skrå så det endnu våde hår lagde sig over hans ene kind.

"Aha!" sagde Lily. "Skrub så tilbage til jeres sovesal med jer inden jeg tager points fra jer." Hun vendte sig mod James der ellers havde brugt sin tid på at tilkaste Sirius spørgende blikke som Sirius havde undgået at møde fordi han ikke anede hvad der foregik. "Og DIG! Vi har nogle ting at diskutere…"

James sank en klump, men nikkede til Remus og Sirius da han og Lily fortsatte deres patrulje ned af korridoren.

Sirius vendte sig mod Remus da de var forsvundet om et hjørne.

"Hvad handlede det om… man gør underlige ting når man er forelsket…" Hvis det havde været alle andre end Remus han havde talt med, ville han sværge på at det var en rødmen han så krybe over den anden drengs kinder. Remus trak på skuldrene.

"Jeg undgik at vi fik en eftersidning… du burde takke mig."

Og før Sirius kunne nå at stille et eneste af de hundrede spørgsmål der rumsterede bagerst i hans hjerne, som for eksempel "Hvorfor går du med halskæden nu?" eller "Hvorfor helvede han jeg lige pludseligt lyst til at kysse dig?", var Remus allerede begyndt at gå tilbage mod Gryffindortårnet. Sirius fulgte langsomt efter da han indså at en forkølelse ikke ville være den bedste start på et skoleår.

Havde han virkelig haft lyst til at kysse Remus?

"Køter?" Sirius vendte sig i mørket og så det lille tovejsspejl glitre hvidligt mod det dunkle sengeforhæng. Han tog det op og mødte James' øjne.

"Ja?"

"Hvorfor sover du ikke?" James kiggede til siden som om han holdt øje med om nogen var på vej hen mod ham. Sirius havde et gæt om hvem denne person var. Hun har rødt hår, tænkte han og smilede skævt.

"Fordi jeg er vågen…" svarede han. James nikkede. Så grinede han bredt.

"Vi fangede endnu en Slytheriner ude… endnu 15 points fra dem… det her kunne komme til at være en fordel for os senere hen…" Sirius smilede nu bredt imens han fulgte James tankespor. Måske havde han ikke mistet sin ven helt til en hvis grønøjet pige – der ud fra hvordan billedet af James blev til en tåge og derefter til et spejlbillede af Sirius selv, var kommet tilbage – og nye pligter hvor Sirius ikke kunne følge ham.

Han kunne høre Remus' sovende vejrtrækning ikke langt fra ham. Med et suk lagde han spejlet fra sig på bordet ved siden af sengen, vendte sig om på ryggen og lukkede øjnene fast i. Måske hvis han kunne skabe en illusion stærk nok om at han var træt, ville han kunne falde i søvn?

Som han havde regnet med, overmandede søvnen ham ikke med det samme. Snarere tværtimod. Engang langt ud på natten gav James' fodtrin genlyd i sovesalen, og Sirius lå stadig vågen.

Klokken var mange – et sted mellem 1 og 2 om natten. Remus lod blikket glide rundt i rummet. James lå på maven ovenpå sin dyne. Opgaverne som Præfekt og alle de lektier de fik for nu hvor F.U.T'erne var mindre end et år væk, tog hårdt på ham, selvom han gjorde meget ud af at stikke af med Sirius for at flyve en runde eller lave en mindre drengestreg mod Slytherinerne. Han havde været fuldstændig oppe at køre over deres vellykkede nummer med at oversvømme Slytherinernes opholdsrum flere uger efter; måske især fordi ingen af dem blev fanget i det. Takket været Lily der ikke havde sladret om Sirius' og Remus' natterend, men bare sendt dem et strengt blik, som James havde gengældt med et fingerkys.

Lily havde ikke fået banket Røveren helt ud af James endnu. Til tider fangede Remus sig i at tænke at hun måske selv var lidt af en Røver. Indimellem når han fangede hendes blik hvile på James' ryg imens han og Sirius sad og snakkede eller jokede, havde han opfattelsen af at det faktisk heller ikke var det hun ønskede, men at hun kunne lide den side af James' også – uanset hvad andet hun gav udtryk for. Og udover det ville han vove at påstå at der ikke ville gå lang tid før hun faktisk ville indvillige i at gå med James på en date. På en måde fortjente James det efter så mange års vild tilbedelse.

Med et suk vendte han opmærksomheden mod himlen udenfor. September var blevet til oktober som hurtigt vandrede mod november, næsten uden at han havde opdaget det. Forude ventede en fuldmåne, og efter den hans fødselsdag.

Det var stjerneklart. Dagen op til havde været en rigtig efterårsdag. Nok en af de sidste de ville se inden vinteren ville tage over igen. Han lænede hovedet ind mod vinduesrammen og læste de samme linjer i Catullus' digtsamling igen og igen i lyset fra den næsten fulde måne.

Han fornemmede en der betragtede ham. Han løftede langsomt hoveder og mødte Sirius' blik. Han smilede og lavede et hovedkast i retning af vinduet. Sirius nikkede og kom på benene. Han havde ikke andet end boksershorts på. Remus sank en klump og kiggede ud af vinduet. Sirius stoppede ved vinduet og lænede armene mod karmen, næsten presset op af Remus' ben. Remus tog en dyb vejrtrækning.

"Vækkede jeg dig?" spurgte han uden at se på Sirius.

"Nej – du larmer ikke engang det mindste… jeg kunne bare ikke sove." Sirius fulgte hans blik ud af vinduet. "Jeg er virkelig ked af at vi ikke kunne komme sidste fuldmåne, Hugtand…"

Remus smilede skævt. "Der var jo ikke rigtigt noget I kunne gøre noget ved. Du havde fået eftersidning, og James har sine Præfekt-runder at tage, om han så vil eller ej. Og Ormehale har nok ret i at han ikke vil være helt sikker sammen med Hugtand når det kun er ham." Det varmede at Sirius faktisk havde tænkt på det.

"Hvordan kan du læse i mørket?" Sirius' øjne søgte hans egne over bogens kant. Remus trak på skuldrene.

"Månen giver en masse lys, og jeg har jo altså et ret godt syn…"

De stod sådan i lang tid uden at sige noget. Remus klappede bogen sammen og ville til at hoppe ned, men Sirius flyttede sig ikke. Remus havde en ikke helt behagelig fornemmelse af at Sirius' blik hvilede ved hans hals. Sirius rakte en hånd frem og løftede halskæden op. Hans fingre mod Remus' afkølede hud, sendte kuldegysninger ned af hans rygrad.

"Du går med den…" konstaterede Sirius stille. Remus nikkede.

"Det er mærkeligt. Nogen gange når jeg ikke er helt vågen om morgenen og står ude på badeværelset og ser den om min hals, skal jeg til at skynde mig at rive den af før den brænder mig, men så husker jeg at den ikke kan gøre mig noget – det er en ret fed følelse, kan jeg godt fortælle dig." Sirius stod et øjeblik bare og betragtede smykket i hans hånd. Hans knoer hvilede let mod Remus' kraveben. Remus opdagede at han havde gåsehud.

"Skrid i seng, Sirius – du bliver syg hvis du står sådan uden tøj på i længere tid…" Endelig slap Sirius halskæden og sendte ham et stort smil.

"Hvad taler du om, Hugtand? Jeg har da tøj på…"

Remus sendte et gavtyveagtigt smil tilbage og lod blikket kort hvile ved Sirius' shorts. Så hævede han et indikerende øjenbryn. På grund af mørket kunne han ikke være sikker, men han var næsten villig til at vædde om at det var en rødmen han så krybe op over Sirius' kinder.

"Jeg kan se hvad du mener…" mumlede Sirius og begyndte at gå hen mod sin seng. Da han var lige ved at kravle op, vendte han sig dog igen mod Remus. "Læs et stykke op for mig, Remus…"

Remus rettede sig forbløffet op. "Af den her?" spurgte han og viftede med den tykke bog i hans ene hånd. Sirius nikkede. Overraskelsen fik Remus til at stamme; "Jamen, jeg tror virkelig ikke at du vil synes det er videre interessant." Sirius' smil var mere et glimt i mørket, end et ansigtstræk.

"Det var jo ligesom det der var hele ideen, idiot – så kan jeg falde i søvn." Remus rullede med øjnene, men rejste sig alligevel og gik hen for at sætte sig på Sirius' sengekant. Sirius havde puttet sig nedunder sit tæppe og lignede næsten en lille dreng der ventede på at få læst godnathistorie. Remus smilede ved den tanke; han tvivlede på at Sirius nogensinde havde været så uskyldig.

"Så længe du ikke kalder mig far og vil have et godnatkys…" sagde han drillende. Sirius grinede lydløst.

"Åh, hvorfor ikke Remus!" Sirius blinkede drillende til ham. Remus' hjerte sprang et slag over. Han skyndte sig at åbne bogen på en tilfældig side. Efter at have rømmet sig begyndte han.

" Mere lyksalig end Olympens guder

synes mig han, der gives at fornemme

hele dit væsens sødme, se dig smile

høre din stemme

Ak, thi når jeg usaglige blot hæver

blikket imod dig, vildt mit hjerte banker,

kræfterne svigter mig og magten over

sanser og tanker

For mine øren syder det og suser

Afmagtens hede mine lemmer lænker

Tungen er lammet og for mine øjne

mørket sig sænker

Ørkesløshed h…"

Remus holdt inde da han indså at Sirius lå med lukkede øjne, og hans vejrtrækning var blevet langsom og rolig. Han sukkede og rejste sig. Da han så ud af vinduet, kunne han se Hundestjernen blinke drillende fra sin position let til venstre for Orions fod. Remus lagde hovedet på skrå og kastede endnu et blik på Sirius. Med et skævt smil bøjede han sig ned og trykkede et kys mod Sirius' pande.

"Godnat." sagde han og ville til at gå.

"Godnat far…" svarede Sirius og lo. Remus dappede ham på skulderen, Sirius dappede ham tilbage. Remus listede tilbage til sin seng. Inden han trak forhænget for sin seng, vendte han sig dog mod Sirius' seng der mere var en vag, sort skygge i mørket end et møbel.

"Sov godt, Sirius."

"I lige måde, Remus." lød Sirius' stemme. Remus smilede og kiggede ud på Sirius' stjerne. Den blinkede beroligende til ham.