6. Nye Tider

Sirius vidste at Dabih Mirzam, en køn, sort pige fra Hufflepuff, havde holdt øje med ham i et stykke tid. Han kunne nogle gange ligefrem føle hendes blik klistre til hans ryg når han gik sammen med James, Remus og Peter på gangene eller når han banede sig vej hen til Gryffindorbordet ved frokosttid. Han kunne ikke bestemme sig for om han syntes det var irriterende eller smigrende. Måske en ligelig blanding.

Det kulminerede i en Forvandlingstime dagen før fuldmåne.

McGonagall stod oppe bag katederet og forklarede om Proteusbesværgelsen. Sirius sad ved siden af James som havde travlt med at sende øjne til Evans. Sirius selv kastede nu og da et blik på Remus der som altid havde travlt med at skrive noter ned. Han havde så vidt som muligt undgået tættere, kropslig kontakt med Remus siden den aften med digtoplæsningen for snart 1 uge siden. Der var igen krøbet en stemning ind mellem ham og Remus, men den var anderledes end efter jul… Han følte til tider at han stod på gyngende grund når det gjaldt alt der omhandlede Remus, og han måtte ærligt indrømme at han måske ikke var så vild med det. Det gjorde ham anspændt.

Det var måske også derfor at hun så let fik ham trængt op i en krog. Da timen blev afsluttet, skyndte James sig at løbe efter Lily for endnu engang at spørge hende om hun ville med ham til Hogsmeade; det ville være afslag nummer ti tusinde, tænkte Sirius for sig selv og opdagede ikke at han og Remus var de to eneste tilbage i klassen. Ud over hende. Dabih.

Sirius lukkede sin taske og svang den over skulderen. Remus så over på ham, og Sirius havde indtrykket af at han ville til at sige noget. En blød pigestemme bag dem, fik ham dog til at lukke munden og træde respektfuldt tilbage. Sirius vendte sig mod pigen.

"Hej." sagde hun nervøst.

"Hej," svarede han og kastede et blik over skulderen. Remus var forsvundet ud af døren. Han sukkede. "noget jeg kan hjælpe med?" fortsatte han og prøvede at holde irritationen nede i sin stemme. Dette her var hvad James plejede at bøvle med. Ikke fordi Sirius ikke var omringet af piger, det var han, men for det meste var det ham der opsøgte dem der var interessante, ikke omvendt. De turde simpelthen ikke tiltale den famøse, men berygtede Sirius Black. Han smilede skævt ved tanken, hvilket Dabih åbenbart opfattede som en tilskyndelse til at fortsætte.

"Jeg…" En rødmen skød op i hendes kinder og fik dem til at virke en smule mere sorte. "Jeg tænkte på om du kunne tænke dig at tage med mig til Hogsmeade næste weekend." færdiggjorde hun skælvende. Sirius stod et øjeblik bare og stirrede på hende, så lo han. Han havde aldrig tænkt på at have noget kørende med Dabih. Hun var i samme årgang som han – bare en anonym pige i mængden. Men hun var ret køn; langt, sort krøllet hår og dådyrøjne. Ved lyden af hans latter bed hun sig i læben og et udtryk af ren og skær flovhed viste sig i hvert eneste af hendes træk. Hun ville til at vende sig for at gå. Hun kunne dog ikke komme ud af døren fordi Michael Dawn i det samme viste sig i døråbningen og så sig søgende omkring. Da han kun så Mirzam og Sirius rynkede han på brynene.

"Ved du hvor Remus er?" spurgte han så Sirius. Sirius stirrede bare på ham. Dabih stod og trippede ængsteligt og mindede ham mest om en hjort der søgte en vej at flygte af. Han tog sig ikke af hendes kvaler. I stedet vendte han sin fulde opmærksomhed mod Dawn og svarede vredt:

"Nej, hvorfor?"

"Det var mystisk, han sagde jeg skulle møde ham her…" Michael sukkede og trak på skulderen. "Hvis du ser ham, så sig at jeg sidder på biblioteket i aften… jeg har en Magiske Dyrs Pasning og Pleje stil at skrive færdig." Han vendte sig for at gå. Sirius følte et sting af jalousi krybe op i sig. Remus havde bedt Michael om at møde ham her? Dabih var på vej ud af døren da han rigtig fokuserede på hende igen. Han kaldte hende tilbage med et råb:

"Hey…! Mirzam… Dabih…" Hun vendte sig; hendes øjne så fugtige ud. Han bed sig i læben. "Okay." sagde han så endelig, og hun så forundret ud, derefter strålede et stort smil ham i møde.

"På lørdag," spurgte hun. "i De Tre Koste?" Han nikkede forbeholdent. Med endnu et smil i hans retning, forsvandt hun ned af gangen, og han stod alene tilbage, tasken stadig hængende over skulderen. På lørdag havde han pludselig en date. Han kunne ikke bestemme sig for om det var en kærkommen forandring eller en enerverende afbrydelse i hans rutine. Måske en ligelig blanding.

De resterende Røvere var forsamlet oppe i 7. årgangs sovesal. Remus lå på maven på sin seng og blundede let med ansigtet hvilede i sin bøjede arm. Peter sad og bed i sin fjerpen imens han kiggede på det tomme stykke pergament foran sig, der åbenbart skulle være en Spådomsstil inden næste morgen. James sad og stirrede frem for sig, hagen hvilende i sin ene hånd. Sirius dumpede ned på sengen ved siden af ham.

"Har du set et spøgelse?" spurgte han og grinede. Han var selv lige gået igennem Næsten Hovedløse Nick nede i opholdsstuen. Han syntes stadig at det at gå igennem et spøgelse var det næstværste efter at stå overfor en Dementor.

"Du skylder ham 10 galioner." mumlede Remus ovre fra sin seng; han sov åbenbart ikke alligevel. James løftede hovedet og mødte Sirius' blik med øjne der strålede og et dumt smil som Sirius efterhånden havde navngivet "Lily Evans-smilet".

"Lily har indvilliget i at tage med mig til De Tre Koste på lørdag." sagde han med noget der var nærmere en hvisken end noget andet. Det virkede til at han var bange for at det ville vise sig at være usandt hvis han udtalte det for højt. Remus løftede hovedet op fra sin arm og sendte Sirius et grin.

"Det var ærgerligt, Krone, så får du selskab…" kommenterede Sirius tørt fordi han ikke vidste om han syntes det var en god nyhed. Selvfølgelig havde James jagtet Lily som en gal i evigheder, men… at han nu skulle ud med hende; det var som om verden pludselig var blevet vendt på hovedet.

"Hvad mener du?" spurgte James med svagt rynkede bryn. Sirius grinede halvt.

"Jeg har tilfældigvis også en date på lørdag…" Han sendte et blik til Remus hvis smil var stivnet i en grimasse. Uden et ord lagde han sig igen ned med ansigtet presset ind mod sin arm. Sirius ville ønske han havde fået lov til at bade sig i smilet lidt længere. Det fik han dog ikke lov til at sidde og filosofere over; James rejste sig og stirrede overvældet på Sirius.

"Hvad! Med hvem?" Sirius sendte James et ulvegrin.

"Hvorfor så overrasket, Krone? Det er dig der pludselig har vundet Frøken Evans' hjerte… jeg skal bare ud med Dabih Mirzam, der er en hvis forskel."

"Jamen, Sirius, jeg…" sagde James. Remus kom på benene og afbrød derved Krone i hvad end han havde at sige. Han så på Sirius uden at møde hans blik rigtigt. Sirius lagde mærke til hvordan hans kappe hang en smule skævt og afslørede kanten af Remus' gyldenbrune sweater indenunder. Forskellen mellem Remus' lyse hud og sweaterens mørke stof virkede hårfin, og Sirius betragtede den interesseret indtil Remus' stemme utålmodigt forlangte et svar:

"Har du set Michael?"

"Ja, han kom og ledte efter dig efter lektionen. Han sagde han ville være på biblioteket…" Sirius stoppede sin talestrøm da døren til sovesalen lukkede sig efter Remus. James og han så på hinanden, men det var Peter der stillede spørgsmålet.

"Er Remus og Michael sammen igen? Er han sindssyg…?" Peters blik vandrede mellem James og Sirius og døren.

"Hold din kæft, Peter…" knurrede Sirius og lagde sig ned på ryggen på James' seng med hænderne foldede bag nakken.

"Jamen, jeg spurgte jo bare…"

"Jeg vidste ikke at du havde noget for Dabih Mirzam…" skyndte James sig at sige og reddede derved Ormehale fra endnu et par rasende bemærkninger og, hvis Sirius virkelig var blevet tændt af; en fiks, lille forhekselse.

"Har jeg sagt, jeg havde det…" svarede Sirius surt og lukkede øjnene. Eftermiddagslyset fra vinduerne skar i hans øjne og begyndte en svidende hovedpine ved hans tindinger. Han var ikke sikker på at han kunne udholde flere samtaler som denne lige foreløbigt, og han havde også selv en stil at skrive i aften.

"Tja, du skal jo ud med hende…" kommenterede James, og Sirius kunne ligefrem forestille sig den skuldertrækken han administrerede som understregning af sætningen. Hvis han ikke havde været så dødtræt var han sikkert begyndt at le.

"Hvornår har det været et krav at kunne lide en pige for at gå ud med hende…" spurgte Sirius sarkastisk. James fnyste og lagde sig, efter at have møvet lidt, på ryggen ved siden af Sirius.

"Jeg kan høre den sorte Black-humor er vendt tilbage. Dét og så en date overbeviser mig om at den Sirius Black jeg husker, ikke er helt fortabt."

Sirius orkede ikke at svare.

Remus lod blikket glide fra bord til bord i biblioteket. Der sad elever overalt; fordybet i hviskende snak, siddende bøjet over tykke bøger, hastigt nedskriblende på lange ruller pergament. Det var en kendt stemning, en simpel og ligetil stemning som Remus aldrig helt kunne få nok af.

Michael sad i et hjørne med en tynd bog slået op ved siden af sig imens han skrev langsomt og forsigtigt med sin svanefjerspen på pergamentet foran ham. Til tider lod han blikket følge en sætning i bogen og bed sig i læben af koncentration. Remus satte sig på kanten af bordet og betragtede ham i stilhed.

"Hej." sagde Michael uden at se op.

"Hej." svarede Remus.

"Jeg mødte din meget tiltalende ven i det klasselokale hvor du skulle have mødt mig…" kommenterede Michael henkastet og kiggede skråt op på Remus. Remus smilede skævt.

"Tiltalende som "han kunne have krævet en Utilgivelig" eller som "han så utrolig godt ud i den kappe"." Nogle piger sad omme bag reolen og snakkede ivrigt sammen. Remus fangede et glimt af brun hud og sort hår før Dabih Mirzam højlydt erklærede:

"Jeg har en date med Sirius Black, officielt den lækreste fyr på hele Hogwarts, på lørdag!" Der lød et kor af hvin fra alle pigerne, men Remus lyttede ikke efter for at høre Mirzams svar på hvordan, hvor, hvornår og især ikke kyssede I?

Michael opfangede hans sindsstemning og satte sig ved siden af ham. Sådan sad de længe og sagde ingenting. Michael tog hans hånd og gav den et opmuntrende klem.

"Så du forelskede dig alligevel i Sirius Black, selvom der ikke var noget imellem jer…" Michael drejede hovedet for at se på ham; Remus gengældte ikke blikket.

"Ja, det er jeg bange for…" Remus sukkede dybfølt. Det var som om hele hans verden var faldet på plads da han endelig havde turdet indrømme for sig selv at følelserne for Sirius havde ændret sig til en forelskelse. Men da Sirius så i samme øjeblik havde valgt at gå ud med en pige, føltes det som der var blevet slået en pæn, stor revne i hans sfære.

"Remus, jeg ved godt du ikke gider høre det her, og du går garanteret inden jeg får gjort det færdigt, men… Sirius virkede altså jaloux da du var sammen med mig – ikke som en bekymret ven, men som en jaloux ekskæreste eller noget… er du sikker på at han ikke er til fyre? Måske er han bi?"

Remus svarede ikke, hans tanker dvælede ved den aften han havde læst op for Sirius. Det var en stemning både meget ens og utrolig forskellig fra alt han ellers havde med Sirius… det var… en blidhed. Han smilede til Michael.

"Tak fordi du prøver, Michael – men… ja, der er bare visse ord jeg ikke forbinder med Sirius. Bøsse er en af dem." Blid er et andet, tænkte han for sig selv, men i samme omgang: det var jo netop hvad han syntes han havde oplevet.

James virkede til at fylde hele sovesalen den lørdag aften han skulle på sin første date med Lily. Sirius lå afslappet med hænderne bag nakken og fløjtede frem for sig. Tøj fløj gennem luften i takt med at James Hidkaldte det. Peter sad lænet op af fodenden af James' seng og nikkede billigende til hver eneste ny kappe James trak på, selvom halvdelen af dem så forfærdelige ud. Sirius drejede hovedet. Remus lå fladt på maven på sin seng med hovedet hvilende på armene. Fuldmånen havde ikke været specielt hård natten før, men som altid efterlod den Remus træt og udmattet dagene efter.

"Accio gul kappe…" sagde James og greb kappen der kom flyvende mod ham. Sirius ville til at sige noget meget grimt, men Remus kom ham i forkøbet.

"James, ikke for at være uhøflig, men du ligner lort i den kappe – tag den mørkeblå… den fremhæver dit hår på en god måde…" Sirius stirrede med åben mund på Remus; det gjorde Peter og James også.

"Lægger du mærke til hvornår mit hår ser godt ud?" spurgte James; åbenlyst rystet. Remus sukkede opgivende og satte sig op.

"Nej, dit fæ – Johanna Caring sagde det til hendes veninde til ballet sidste år."

Sirius grinede. James så lettet ud og Hidkaldte den blå kappe Remus havde refereret til. Sirius nikkede også godkendende, da James vendte sig om. James gav ham en opadvendt tommelfinger.

"Hvad med dig, Køter – skal du ikke gøre dig klar?" James kørte fingre igennem sit hår med et forhærdet udtryk i ansigtet. Da han syntes det så rodet nok ud, hævede han et spørgende øjenbryn mod Sirius.

"Modsat dig, Krone, har jeg ikke brug for at gøre mig klar – jeg ser godt ud alle 24 timer i døgnet…" Sirius rejste sig og trak en ren sort kappe på. James snøftede foragteligt.

"Opblæste egotripper."

"Helt enig." nikkede Sirius og holdt døren åben. "Kommer du?"

James lavede himmelvendte øjne, men gik ud af døren. Peter råbte efter dem.

"Held og lykke."

James vinkede over skulderen, og Sirius vendte sig om i tide til at se Remus begrave hovedet i armene med et klagende grynt. Han sukkede og lukkede døren efter sig.

Dabih ventede på ham udenfor De Tre Koste. Hendes kjole var florlet og bølgede om hende i den lette efterårsbrise. Dens elfenbensfarve fremhævede hvor sort hendes hud var. Han smilede anerkendende til hende. Hun smilede tilbage med hovedet en anelse på skrå. Hendes hår var sat op og krøllede i store bølger om hendes ansigt. Fra hendes øre dinglede store guldørenringe. James vinkede til ham inden han og Lily forsvandt ind i kroen. Sirius nikkede i forbifarten.

"Så Potter fik endeligt scoret Evans." kommenterede Dabih. "Det var på høje tid."

"Du ser godt ud, Dabih." smilede han og åbnede døren for hende med et skævt smil.

"Tak, og i lige måde, Sirius." Hun gik ind. Hendes parfume kildede i hans næse i det han fulgte efter. Sirius satte sig overfor hende ved et bord ikke langt fra James og Lilys. Det så ud til at gå helt fint for dem, de var fordybet i samtale. Han vendte igen sin opmærksomhed mod sin egen partner. Dabihs øjne havde næsten samme brune farve som Remus', men selvfølgelig uden det gyldne skær. Sirius rystede let på hovedet og rynkede brynene. Hvorfor tænkte han på Remus nu? Med en kraftanstrengelse koncentrerede han sig helt om Dabih.

"Nå… hvad vil du efter Hogwarts?" spurgte han og prøvede at lyde interesseret. Madam Rosmerta kom hen mod dem; hendes hæle klaprede mod gulvet.

"Hvad vil I have?" Hun lod blikket glide op og ned af Dabih og blinkede så smilende til Sirius, der ikke kunne lade være med at smile stort.

"To ingefærøl?" Sirius kiggede på Dabih der nikkede. Rosmerta forsvandt op bag disken og leviterede to øl ned til deres bord.

"Jeg vil gerne være Healer." sagde Dabih og tog en slurk øl. "Eller forske i helende besværgelser, måske…" Hun lagde hovedet på skrå og øjnede ham gennem halvt lukkede øjenlåg. "Hvad med dig?"

"Jeg ved det ikke… endnu." indrømmede han og så ud af vinduet. Han kunne se to personer nærme sig. Samtalerne mellem de forskellige fremmødte på De Tre Koste var lav og mumlende – beroligende. Han sad med ryggen til døren, og kunne derfor kun høre klokken bimle lavt da den lukkede sig i. Dabih lod øjnene følge hvem end det var der var kommet, der spillede et lille vidende smil om hendes læber.

"De er søde sammen…" sagde Dabih og kiggede en sidste gang på personerne, Sirius ikke vidste hvem var, og smilede så derefter til ham. "Du er en af hans venner, ikke?" Sirius rynkede brynene og vendte sig halvt om i stolen. Oppe ved disken sad Michael Dawn og Remus og snakkede ivrigt sammen. Remus grinede lavt og rakte en ingefærøl over til Michael. Deres fingre rørte kort ved hinanden inden Michael drak af sin øl. Sirius vendte sig hurtigt om mod Dabih igen.

"Jo," svarede han kort for hovedet. "vi er venner, samme sovesal og sådan."

"Er det ikke ubehageligt at vide at han er bøsse?" Hun så igen over på dem. Sirius undlod at vende sig om og bed sig i læben for at undgå at spytte ud at han syntes det var mere ubehageligt at sidde sådan her og snakke om Remus med en helt fremmed.

"Næh…" sagde han dumt og drak en stor slurk af sin ingefærøl. "og ham og Michael er ikke sammen mere. Dawn fandt vist en anden."

Dabih nikkede, men virkede ikke overbevist. Sirius skiftede taktisk emne.

"Jeg overvejer at blive Auror." sagde han som et svar på det spørgsmål hun stillede for noget der virkede som flere år siden. Hendes øjne lyste op.

"Virkelig?"

"Ja…" Han vinkede efter Rosmerta og bestilte to ingefærøl mere. "men jeg tror jeg vil koncentrere mig om andre ting først…"

Remus' latter syntes at nå ham igennem al larmen lige meget hvor meget han prøvede at lukke det ude. Dabih og han snakkede om andre ting, han kunne ikke klart huske hvad, men det betød heller ikke så meget. Hun var køn når hun lo, og hun havde ikke en irriterende, høj latter som nogle af de andre piger han havde været ude med. Efter at han havde drukket et glas ildwhisky lod han blikket glide nedover hende prøvende. Hun smilede skævt.

"Parat til at gå?" spurgte han. Hun nikkede og rejste sig. Han kastede et blik hen mod Michael og Remus der stadig sad i dyb samtale. Michael lænede sig lidt tættere på Remus, deres blikke var låst sammen, og Remus lo mildt. Sirius skyndte sig efter Dabih ud. Det var begyndt at blive mørkt. Et par stjerne var at ane over Den Forbudte Skovs træer.

"Så, dine forældre er interesserede i astronomi?" konkluderede han mere end spurgte. Hun nikkede med et lille smil.

"Min far er muggler – han arbejder som astronom. Både mig og alle mine fem søstre har stjernenavne." Hun vendte sig mod ham. Det slog ham at hun var halvblods – ligesom Remus. Han forbandede sig selv for endnu engang at tænke på ham, men de havde nu utroligt meget tilfælles.

"Hvad er dine forældres undskyldning?" spurgte Dabih og lod tilfældigt en hånd glide nedover hans arm. Sirius så op. Flere stjerner var blevet synlige. Han vidste ikke hvorfor han lige pludseligt havde lyst til at fortælle hende det, måske fordi hun indgød lidt af den samme ro i ham som Remus gjorde.

"Alle i Black-slægten har stjernenavne. Stjerner lyser om natten og viser vej. Stjerner varer evigt. Ligesom Black-slægten. Eller det er selvfølgelig hvad min mor mener. Du skal ikke tage dig af det – hun er sindssyg." Hun tog hans hånd, og han lod hende. Han udsøgte sig Orion og fandt sin egen stjerne for foden af ham. "Sirius er det klareste objekt på himlen… et perfekt navn for den førstefødte i min generation af Blacks. Den der skal fører slægten videre…" han fnøs og så ned på hende. Hun trykkede sig ind til ham. Han lagde hovedet på skrå et øjeblik og lod derefter en finger stryge en forvildet lok væk fra hendes ansigt. Den hånd der ikke havde flettet fingre med ham trak nu hans ansigt ned mod hende.

Kysset var godt. Ikke fantastisk eller vidunderligt. Det var godt. Hans ene hånd kærtegnede hendes nakke blidt, hendes hænder krammede om hans skuldre. Det virkede helt ok. Efter et langt øjeblik han ikke helt kunne definere længden af, trak han sig tilbage. Hun smilede til ham. Han samlede sig længe nok til at smile tilbage.

"Hun vil gerne ind i Ministeriet for Magi… eller tage en mastergrad i forbandelser. Jeg siger dig, Køter, hun er fantastisk… eller, det vidste jeg jo godt, men mere fantastisk end jeg havde forestillet mig… og…"

Sirius sukkede. "Okay, James… jeg er med… hun er vidunderlig og du gifter dig med hende når I går ud af Hogwarts, og hun skal føde dig 10 børn, og I skal have villa og vovse… jeg er med, men hold nu din mund."

Peter snorkede. James rejste sig og satte sig på Sirius' sengekant. Det var begyndt at lysne udenfor. Remus var endnu ikke kommet tilbage.

"Hvordan gik det med dig og Mirzam?" spurgte Krone taktfuldt.

"Hun er helt fin…" mumlede Sirius. I det samme gik døren op og Remus kom ind. Han virkede glad. Med et lavt suk satte han sig på sin seng og kiggede over på dem.

"Nå, havde I to en god aften med jeres kvinder?" Han undgik Sirius' blik, og hans skuldre virkede anspændte. James nikkede, men begyndte ikke på en ny eskapade om Lily og hendes nye status som verdens ottende vidunder.

"Du så også ud til at hygge dig…" sagde Sirius og håbede det kun var ham der opfangede det bidende i bemærkningen. Det var det åbenbart ikke for Remus rejste sig.

"Faktisk, til din information, Sirius, havde jeg en fin aften… du så også ud til at klare dig helt fint." James så forvirret fra Sirius til Remus.

"Hey, hvad går der galt for jer?"

"Jeg troede du havde droppet Michael – har han ikke en ny fyr?" spurgte Sirius vredt.

"Jo, og jeg er ikke sammen med Michael – vi var bare ude at tage en øl som venner, ok. Men nu kan man heller ikke være bøsse uden at ville i bukserne på hver eneste fyr du drikker en øl med? Så har jeg godt nok ville i seng med dig mange gange…" Remus bed sig i læben.

"I var ellers i nærkontakt hver eneste gang jeg kiggede…" snerrede Sirius og rejste sig også. James prøvede at få ham ned at sidde, men han vristede sig løs og stirrede indædt på Remus.

"Og hvorfor angår det overhovedet dig, det er sgu da stadig mit liv!" Remus' hænder rystede og han knyttede dem sammen.

"Hvad med ham Kurt-fyren, Michael er sammen med… det er sgu da dig der er vores højere moralkodeks…"

"For sidste gang, Sirius, jeg er ikke sammen med Michael – for det første fordi vi bare er venner, for det andet fordi han er optaget og for det tredje fordi jeg er forelsket i…" Remus trak vejret dybt og bed sig i læben. Dagens første solstråle valgte at lægge sig tværs over hans ansigt, det gyldne i hans brune øjne glimtede. Sirius tøvede. "… en anden..." fortsatte han hurtigt og satte sig ned.

"Er du?" spurgte James og smilede prøvende. "En vi kender?"

Remus rystede på hovedet og lagde sig ned. Sirius havde på fornemmelsen at det ikke var svaret.

Remus var vant til at Sirius var sammen med en eller anden pige. Sådan var Sirius bare. Men for det meste holdte hans forhold allerhøjest et par uger, og så ville der sidde en pige med knust hjerte og hyle sammen med sine veninder nede i Storsalen til morgenmad. Men nu havde Sirius og Dabih været officielt sammen i halvanden måned – en rekord for Sirius' vedkommende – og han havde hørt mange af Dabihs veninder snakke ophidset om hvor perfekt et forhold de åbenbart havde. Remus kunne føle Michaels medlidende blik følge sig hver eneste gang han lidt for længe lod sit blik hvile ved Sirius bøjet ind over Dabih imens de snakkede om et eller andet meget interessant som alle pigerne ved Hufflepuffbordet følte trang til at le af. Og det at Michaels og hans blikke så tit mødtes affødte flere og flere skænderier mellem ham og Sirius. Aftenen før havde Remus valgt at sove nede i opholdsrummet, fordi han ikke kunne holde ud at høre mere om skønne, fantastiske Dabih. Hvis han havde haft lyst til at høre om vidunderlige kvinder, havde han valgt at sidde sammen med James.

Med et suk lagde han sin færdige Forsvars-stil fra sig og rettede ryggen ud. Lily sad lænet op af James på den anden side af bordet og kiggede op på ham.

"Okay, Remus?" spurgte hun. James kiggede op og hævede et øjenbryn mod ham. Remus trak på skulderen. Portræthullet åbnede sig og Sirius kom kravlende ind med Dabih på slæb. Remus lavede himmelvendte øjne og rejste sig. Lily sendte ham et spørgende blik som han ikke besvarede.

"Mirzam." hilste han. "Sirius." Sirius stoppede ham med en hånd på hans skulder. Han vendte sig med et træt suk. Dabih var allerede gået hen og havde sat sig sammen med Lily og James. Han ville ønske at hun ikke var så gode venner med Lily, nu kunne han ikke engang slippe for hende i sin egen opholdsstue.

"Michael står og venter på dig udenfor…" Sirius lød forbeholden.

Remus gik hen til portræthullet. Udenfor stod Michael lænet op af væggen, han så til siden og smilede til Remus, men smilet nåede ikke øjnene.

"Kom med ind…" sagde Remus og lavede et hovedkast ind mod opholdsstuen. Michael fulgte med ham ind. Remus kunne føle Sirius' blik på sig da han fulgtes med Michael op til deres sovesal.

Michael satte sig på hans seng og kiggede rundt. Han smilede af den stak bøger der lå halvt under sengen, halvt synlig. Han tog en op og læste på omslaget. Remus havde en nagende fornemmelse af at der var noget galt. Med hovedet på skrå betragtede han Michael opmærksomt.

"Elliott mener at jeg har noget kørende med dig… han…" Michael så pludseligt op. Han sukkede tungt. "Han har slået op…" Remus dumpede ned på sengen ved siden af ham og lod en arm glide om hans skulder.

"Fortæl mig om det – Sirius kører på det samme hele tiden… jeg sov nede i opholdsstuen i nat, fordi jeg ikke kunne holde det ud." Han smilede skævt til Michael som blinkede til ham.

"Jeg har jo sagt at han er vild med dig, ikke fordi jeg ikke forstår det…"

"Jeg tror stadig ikke du har ret…" svarede Remus langsomt. "Skal jeg tale med ham?"

"Er du parat til det? Jeg mener… hvis jeg nu ikke har ret kan det ødelægge det hele…" Remus var ikke sikker på hvad Michael plaprede om, før det gik op for ham at Michael troede at han talte om Sirius. Han lo og gav Michaels skulder et klem.

"Jeg mener – skal jeg tale med Elliott? Jeg er god til at lave hundeøjne…" Han ville til at tilføje at den eneste der lavede bedre hundeøjne end ham selv var Sirius, da døren gik op, og Sirius kom ind. Han stoppede op.

"Dawn." nikkede han og rejste et hånligt spørgende øjenbryn mod Remus. Uden at tage sig af at Michael var til stede, spurgte han spottende: "Så dig og Dawn var ikke sammen mere?" Han nikkede mod Remus arm om Michaels skuldre. Remus slap ham langsomt. Michael rejste sig.

"Undskyld mig, Black – jeg tror der er noget du har misforstået – ikke så mærkeligt, taget i betragtning at du er en sand Gryffindor: mere nosser, end hjerne og alt det der – men Remus og jeg er ikke kærester, og du burde efterhånden indse det. Min kæreste har lige droppet mig fordi han troede at jeg ikke var kommet over Remus endnu…" Han vendte sig mod Remus. "For resten sagde han at det er umuligt at leve op til en drøm…" Han blinkede. "Gæt hvem der var drømmen." Remus smilede et lille smil. Så rejste han sig og stillede sig ved siden af Michael.

"Hvad laver du overhovedet her, Sirius? Skal du ikke ned og underholde damen?" Han lagde hovedet på skrå. En tot hår gled ned i hans øjne. Sekundet før han irriteret strøg det væk, syntes han at det så ud som om Sirius kæmpede en indre kamp for at holde sin egen hånd nede. Michael smilede triumferende.

"Hvad sagde jeg…" sagde han og gik forbi Sirius der lignede en stenstøtte. "Hvis jeg ikke selv kan få talt lidt fornuft ind i knolden på Elliott, ville jeg være glad hvis du gad prøve – han er en fantastisk fyr, jeg har ikke lyst til at miste ham." Remus nikkede, og døren lukkede sig efter Michael.

Sirius stirrede på ham. "Hvad har han sagt?" Han lød nysgerrig. Remus tog en bog op og satte sig til rette på sin seng.

"Med hensyn til hvad – Michael har sagt en del…"

"Ha ha, Remus… han sagde; hvad sagde jeg? Hvad har han sagt?" Sirius blev stående.

"Bare at du er bøsse og forelsket i mig." Remus smilede hånligt. "Hemmeligt, selvfølgelig." Sirius' ansigt virkede udtryksløst, men Remus kunne spore en hvis uro dybt i hans øjne. Døren gik op igen, og Dabih kom valsende ind.

"Åh," sagde hun overrasket. "jeg håber ikke jeg forstyrrer noget." Sirius rystede på hovedet og så ned på hende da hun tog hans hånd. Remus smilede uvenligt til hende. Hvis hun vidste hvor meget hun forstyrrede. Hun var en pokkers torn i øjet hos ham. "Sirius, James spørger efter dig…" Hun trak lidt i ham, og han fulgte villigt med. Remus vidste hun løj. Han kunne høre det. Den sigende ikke-helt-stilhed da de lukkede døren efter sig, og det lave bump da nogen blev presset op af døren, fortalte ham at han havde ret.

Sirius syntes det gik helt ok. Dabih var nem at have med at gøre, de snakkede godt sammen, hun var en god kysser og ikke ligefrem dårlig i sengen, selvom han hver eneste gang han rullede ned fra hende følte der manglede noget – et eller andet; selvom han ikke kunne eller havde lyst til at definere hvad.

Det så også ud til at gå helt ok for James. Hans og Lilys forhold var faldet i hak. Han skulle med hende hjem til jul og møde "svigerforældrene" som han i spøg kaldte dem. Sirius grinede af det, men følte at han havde mistet bare en smule af den James han havde kendt fra de var 11 år gamle.

December var kravlet ind over Hogwarts som en tyk dyne af sne der gjorde det så godt som umuligt at komme frem og tilbage fra timerne i Magiske Dyrs Pasning og Pleje. Fuldmånen, som havde lagt i starten af måneden, havde været utrolig mild i sin behandling af Remus der derved var blevet efterladt i lidt bedre humør end ellers.

Fordi James skulle med hjem til Lily og holde jul, betød det at han selv skulle blive på Hogwarts. Ikke fordi det gjorde ham noget, ud over at Remus skulle hjem og Dabih også skulle blive. Sirius var ikke sikker på hvorfor dette irriterede ham, ud over at tanken om at spendere al hans tid med hans kæreste i 2 uger gjorde ham lettere syg.

"Jeg ved ikke hvad du klager dig over, makker…" sagde James der for fem minutter havde revet sig løs fra Lily – måske fordi hun skulle til time i Mugglerstudier. Sirius skulle også have været af sted, men han havde løjet sig syg og lå nu på sin seng og spiste et stykke chokolade. Han kunne vel altid kopier Remus' notater.

"Jeg bliver efterladt helt alene på Hogwarts i 2 uger, Krone – det er jordens undergang." sagde han med den mest klagende hundeagtige stemme han kunne administrere. James rullede med øjnene på en meget Lily-agtig måde. Sirius bestemte sig for at det ikke klædte James at rulle med øjnene.

"Du kan vel tage med Ormehale hjem…" sagde James og smed endnu en bog om Quidditch til side som han allerede havde læst. Sirius snøftede foragteligt.

"Ud over at Ormehales forældre holder den store familie komsammen hver eneste jul, og jeg meget nødig vil hilse på hver eneste Pettigrew i England… og her taler vi altså om Peter, James – hellere 2 uger alene på Hogwarts." Han var glad for at Peter var til Spådom.

"Remus så da?" James lød opgivende. Sirius trak på skulderen. Han kunne ikke sætte ord på at tingene mellem ham og Remus var en smule underlige i øjeblikket.

"Jeg vil ikke spørge Hugtand om det… det er…"

"Spørge mig om hvad?" spurgte Remus da han kom ind og lagde sine bøger fra sig på sengen. Sirius sukkede, dette her var hvad han for alt i verden ville have undgået. James sendte ham et forstående og tilpas undskyldende blik.

"Jeg tænkte om…" Sirius tog en dyb vejrtrækning og tilkastede Remus et bedende blik. "… jeg kunne være hos dig julen over?" Remus smilede et varmt og forstående smil der fik Sirius til at smile skævt tilbage.

"Selvfølgelig skal jeg lige spørge mine forældre, men jeg tror ikke det er noget problem." Sirius kunne have givet ham et stort knus hvis ikke han havde været åben bøsse og hans ekskæreste havde kørt meget på at Sirius også var til fyre og forelsket i ham. Så i stedet sprang han op, klaskede Remus på ryggen. Remus grinede, fandt et stykke pergament frem og begyndte at skrive. James smilede til dem da han forlod sovesalen for at gå ned og finde sin rødhårede kæreste.

"Jeg tænkte på om du har kigget mere efter en lejlighed siden i sommers?" spurgte Remus henkastet uden at se op fra pergamentet.

"Nej, ikke rigtigt… hvorfor?" spurgte Sirius undrende. Han dumpede ned på kanten af sin seng igen og hvilede albuerne på sine lår. Remus smilede bare hemmelighedsfuldt og fiskede et lille stykke pergament frem fra sin lomme og forheksede det til at flyve over til Sirius. Sirius greb det og åbnede det langsomt. Det var et udklip fra en avis – en muggleavis at dømme efter det lille billede hvor intet bevægede sig. Det var en lejlighedsannonce. Sirius fangede Remus' leende blik.

"Den ligger ikke langt fra centrum af London. Der er en pejs – godt nok muret til, men det kan vi nok godt gøre noget ved, og jeg tror min far kan sørge for at få den sat til Susenetværket… du skal bare havde sendt en ansøgning – og ellers kan du jo Spektral Transferens, så det er ikke det største problem." Sirius blev bare ved med at stirre overvældet på ham. Remus fortsatte hurtigt: "Der er to værelser plus badeværelse og køkken. Det er billigt og…" Remus grinede gavtyveagtigt til ham. "det er tilladt at holde hund." Sirius sprang op.

"Hugtand – du er fantastisk." Og det smil Remus sendte ham; blændende og stort og uforbeholdent, var værd at folde sedlen pænt sammen og lægge den bag i en af hans skolebøger for. "Kan vi se på den i ferien?" spurgte han håbefuldt.

"Det var intentionen…" drillede Remus og forseglede sit brev. "Jeg smutter lige ned og poster det her til mine forældre."

Sirius følte sig gennemstrømmet af en varm følelse der næsten kunne sammenlignes med når han samlede magien i sig lige før han forvandlede sig til Køter.

Dabih var slet ikke glad for nyheden om at Sirius skulle hjem til Remus i juleferien. De stod som de to sidste tilbage i klasselokalet hvor de havde haft Forsvar Mod Mørkets Kræfter, den sidste af Dabihs veninder havde skyndsomt trukket sig tilbage da hun havde set udtrykket i Dabihs øjne.

"Jamen – jeg blev her kun for din skyld!" sagde hun himmelfaldent og sendte ham et blik der skulle have været bedende, men fordi hun var så vred virkede det ikke rigtigt efter hensigten. Sirius sukkede.

"Så kan du vel ændre dine planer – det er vel ikke ligefrem fordi dine forældre vil jamre over at få dig hjem til jul." Han stemmefald var hånligt. Han var ligeglad. "Jeg skal se på den lejlighed i ferien, Dabih… ellers er den måske solgt, og den er perfekt."

"Tja, hvis du hellere vil bruge din jul sammen med en af dine venner end med mig, kan jeg selv uden det indre øje fortælle dig hvilken vej det her forhold går, Sirius!" hvæsede hun.

Sirius stirrede på hende gennem sammenknebne øjne. Hendes brune øjne skød lyn. "Hør her, du ved ikke en skid om Remus' og mit venskab. Vi har været igennem mere sammen end du overhovedet kan forestille dig, så prøv ikke at gøre dig klog på noget som helst…" Sirius stoppede op. "… og det er heller ikke fordi jeg behøver at forklare mig overfor dig. Det er et valg jeg har taget. Accepter det eller lad være, jeg er ligeglad."

Dabihs stemme var en oktav højere da hun svarede: "Kan du ikke se det, Sirius – det er så åbenlyst at han prøvet at tage dig fra mig… Han har aldrig kunnet lide mig."

"Hvorfor mon?" hviskede Sirius hen for sig selv. Dabih stampede i jorden, knuden af hår i hendes nakke faldt løst ned om hendes skuldre. "Hør her, jeg aner ikke hvad du snakker om – ok, Remus er tilfældigvis bøsse, det betyder ikke at han falder for hver eneste fyr i en radius af 3 meter, vel!"

Hun fnyste. "Kan du ikke se det? Han er vild med dig – det er sgu da åbenlyst for enhver torsk… selv et grødhoved som dig kan vel indse at han er forelsket i dig."

Sirius ville til at give et vredt svar: "Jeg an…" Så stoppede han død og stod et øjeblik og stirrede frem for sig med vidt åben mund. Dabih så triumferende på ham. Han lod en skælvende hånd løbe nedover ansigtet. "Hvad mener du?" spurgte han endeligt efter al for lang tids rungende tavshed og et alt for stort, vidende smil fra Dabih.

"Årh Sirius, hvor dum er du? Den måde han nogle gange fanger sig selv i at stirre lidt for længe på dig i klassen… eller den måde han reagerer hver eneste gang du har haft en kæreste. Bare se hvordan han behandler mig." Hun satte sig ned på bordkanten og rakte en hånd, der åbenbart skulle forestille at være trøstende, frem mod ham. Sirius bed en bemærkning om at han ikke kunne forestille sig at Remus ville kunne lide hende lige meget hvem hun var sammen med i sig. Han lagde hovedet på skrå.

"Du lægger for meget i sådan nogle ting, Dabih. Og hvis det endelig var at Remus var forelsket i mig, hvad han ikke er, ville jeg ikke ændre mine planer… jeg tager med ham hjem til jul." Dabih stirrede på ham et kort øjeblik med noget der lignede tårer i øjnene.

"Fint," sagde hun så køligt. "tag med din lille kæreste hjem – jeg er færdig med dig…" Hun slyngede sin taske over skulderen og begyndte at gå mod døren. Og sådan endte Sirius' glorværdige forhold til Dabih Mirzam. Hun var den første pige der sluttede et forhold til ham – formodentligt også den sidste. Sirius stirrede længe ud på gangen gennem den åbne dør og tænkte med et grumt smil på præcist hvor ironisk det var at en pige som hende havde et efternavn efter en stjerne hvis navn betød "Slagteren"…