7. I Stemning
Sirius lod blikket hvile få minutter ved James' lidt trykkede udtryk da han stod overfor Lilys forældre. Hvis ikke det var fordi han var utålmodig efter at komme ud og se den lejlighed Remus havde fundet til ham, ville han have brugt lang tid på at godte sig over James' lille performance overfor Hr. og Fru Evans. I stedet vendte han sig om ligeså snart Lily og James havde vinket til dem en sidste gang og var begyndt at gå ud mod parkeringspladsen udenfor.
"Kan vi gå nu?" spurgte han. Remus og han havde klædt sig i muggletøj nu hvor de skulle til muggle-London. Det var mærkeligt at se Remus i andet end kapper og troldmandstøj, men egentlig passede det på mange måder fint til ham. Han lignede alle de andre teenagere der omgav dem. Sirius betragtede et øjeblik kontrasten mellem Remus' hud, hans gyldenbrune hår og den offwhite sweater han havde på. Remus så sig over skulderen, imens han bed sig i læben.
"Okay," sagde han og hankede op i sin kuffert som han havde gjort fjerlet før de steg af Hogwartsekspressen. Sirius gjorde det samme med sin egen kuffert der heller ikke vejede det mindste selvom alt hans tøj og alle hans bøger var stablet sammen deri. "den her vej."
Sirius fulgte efter. Han kendte udmærket London eftersom han havde boet der hele sit liv. Men ingen af hans forældre var kommet meget i muggle-delen af byen – faktisk havde han kun været rigtig omkring i muggle-London da han sidste år var på gaveræs med James, og da det jo var et gaveræs havde han ikke langt videre mærke til omgivelserne, så her måtte Remus være hans guide.
"Hvorfra ved du egentlig hvor vi skal hen?" spurgte han da de var kommet ud på gaden og stod og ventede på at kunne passere gaden. "Du har aldrig boet i London…" Remus smilede til ham over den ene skulder. Sneen var igen begyndt at falde og smeltede mod den sorte jakke han bar.
"Min mor boede i London indtil hende og far giftede sig. Hun arbejdede her indtil jeg var 5, så begyndte hun at gå hjemme. Jeg kom her tit sammen med hende da jeg var mindre – både fordi Skt. Mungos ligger her, og fordi hun er fuldstændigt skudt i byen." Remus trak i Sirius for at få ham til at følge med over da der blev et hul i trafikken. Sirius fulgte efter. Et øjeblik overvejede han hvad der var sket da Remus var 5 der gjorde at hans mor blev nødt til at gå hjemme. Før han kunne tænke tanken til ende begyndte Remus at gå ind imellem to blokke af grålige huse, Sirius kastede et mistænksomt blik mod den dystre sti og hævede et indikerende øjenbryn mod Remus.
"Har du fundet en lejlighed til mig i den skumleste del af London?" spurgte han drillende. Remus lavede himmelvendte øjne og begyndte at gå.
"Nej, dit fæ – så ville du aldrig kunne holde hund… det her er en genvej…" kaldte han over skulderen. Sirius satte i løb for at komme op på siden af ham. Efterhånden bevægede de sig forbi et par parker og hele miljøet blev mindre gråt og mere hvidt. Sneen var trådt til pløre de fleste steder, men ingen af dem tog sig af det siden deres støvler for forhekset til at modstå vand. De gik i stilhed ved siden af hinanden. Nu og da indskød Remus en bemærkning om et sted de passerede som der var en bestemt historie tilknyttet. Sirius indså at han nød at høre Remus åbne sig på den måde.
Endelig stod de foran noget der virkede som en ældgammel bygning. Der var 8 vinduer på den side der pegede ud mod en lille park på den anden side af gaden. Der kørte ikke mange biler fordi vejen var spærret for enden. Remus stoppede for foden af trappen op til hoveddøren der var af mahogni. Sirius kastede et kritisk blik op på bygningen.
"Det er ikke stort…" sagde han. Remus lo.
"Som sagt – to værelser plus badeværelse og køkken… du ville ikke få det bedre, Hr. Køter."
"Jeg må indrømme at det er…" Sirius kunne ikke finde et ord der helt beskrev det. Remus sendte ham et skævt sideblik der viste at han til fuldkommenhed forstod hvad Sirius talte om. Han begyndte at gå op af trappen. Sirius fulgte efter. Remus ringede på og ventede til der lød trin derindefra. Værten; en ældre, skaldet mand med et stort, krøllet skæg, betragtede dem mistænksomt. Remus skiftede næsten umærkeligt positur ved siden af Sirius, og uden den store forskel, bemærkede Sirius i hvor høj en grad han pludselig lignede en ung mand der var fuldstændig klar over hvor stor tillid han kunne indgyde. Værtens sure mine blev til et imødekommende smil.
"Ja?" spurgte han ikke uvenligt.
"Min ven her og jeg skulle ind og kigge på lejlighed 4." sagde Remus og smilede venligt. "Jeg håber ikke det er til for meget besvær." Manden åbnede døren helt og lod dem komme ind. Sirius stirrede et øjeblik fuldstændig paralyseret på Remus; han måtte nødt til at spørge senere hvordan han bar sig ad med at sno andre mennesker om sin lillefinger på den måde. Sirius var ret sikker på at hvis han var kommet alene, ville han ikke engang være blevet mødt af en åben dør.
Værten fortalte dem om den gamle dame der havde boet i lejligheden før, men som nu var død, og hvordan han ikke havde kunnet fået den lejet ud fordi der var nogle problemer med køkkenet og det varme vand. Sirius sendte et vidende grin til Remus – alt dette skulle der bare lidt magi til at klare.
Manden efterlod Remus nøglen med en instruks om at aflevere den igen inden de gik, medmindre de ville skrive under på kontrakten med det samme. Et øjeblik forstod Sirius ikke hvorfor manden talte til dem som om de begge skulle flytte ind. Så slog det ham.
"Det er kun mig der overvejer at flytte ind, Hr. -" Sirius smilede undskyldende og så på Remus der mimede Perkins. "Perkins." Hr. Perkins så en smule skuffet ud. Så nikkede han.
"Lejlighed 16 er også ledig…" sagde han håbefuldt, henvendt til Remus der bare rystede høfligt på hovedet. Manden nikkede igen, sukkede og overlod dem så alene i lejligheden. Sirius ventede bare på at døren skulle lukke sig efter ham.
"Så – han troede vi skulle flytte ind sammen?" spøgte han og kastede et næsten begærligt blik rundt i det kvadratiske, ikke specielt store rum de stod i. Remus grinede.
"Alle ser ud til at tro at vi er et par…" drillede han. "Nogensinde seriøst overvejet at gå til den anden side, Sirius?" Sirius fnøs, men grinede over skulderen.
"Selvfølgelig, men Peter har afvist mig flere gange, så jeg har opgivet alt håb." Remus grinede. Sirius kiggede ind i det lille køkken der lå op til det kvadratiske rum de var kommet ind i først. Halvdelen af tingene derinde ville han ikke få brug for alligevel. Køkkenet skulle nok gøre fyldest præcist som det var.
"Sirius, kom og se…" Sirius havde ikke engang set at Remus var forsvundet ud af køkkenet. Han fulgte lyden og kom til et rektangulært rum med et stort vindue. Remus stod lænet op af rammen og så ud til at være tabt i udsigten over parken de havde set på den anden side af gaden. Sneen derinde var kun trykket ned hvor barnefødder havde løbet, og en enkelt snemand havde set lyset i løbet af dagen. Sirius smilede. Da han kiggede sig om i soveværelset, som dette værelse åbenbart havde til hensigt at være, havde han allerede bestemt sig.
"Kunne du ikke se mig bo her, Hugtand?" spurgte han og lod en hånd glide henover en hvid væg. Remus smilede til ham, men sagde ikke noget. I stedet vendte han igen sin opmærksomhed mod parken på den anden side. Sirius fandt det sidste, det fjerde, rum. Hvis det kunne kaldes et rum. Badeværelset var næsten klaustrofobisk lille, men det gjorde ingenting. Der var en bruser, et toilet og en håndvask. Dette var den lejlighed han skulle have – ingen tvivl om det. Han gik tilbage i soveværelset for at annoncere sin beslutning og fandt Remus stadig lænet og af vinduets kant med et smørret smil om læberne.
"Jeg kunne lige se Køter rende rundt derude om sommeren…" sagde han, og hans øjne lyste af noget Sirius ikke helt kunne definere – måske var det endda bare lyset. Sirius stillede sig ved siden af ham og kiggede ud. Han kunne også godt selv se Køter befinde sig godt her.
"Jeg tager den." sagde han til vinduet eller Remus eller hvem ellers der nu lyttede. Remus grinede.
"Det vidste jeg du ville ligeså snart du sagde det om hvor småt det så ud udefra – du var allerede faldet helt og aldeles for det."
"Nej, jeg var ej." benægtede Sirius, selvom Remus havde fuldstændigt ret.
"Jo…" sagde Remus bare.
"Nej…" Sirius grinede udfordrende. Remus sukkede, men sendte Sirius et skævt smil.
"Vil Køter med ud og lege i sneen i parken?" spurgte han. Sirius stivnede, så drejede han hovedet langsomt og kiggede ud. Sneen så helt perfekt ud.
"Ja."
"Jeg går ned og henter kontrakten, så kan vi læse den igennem i aften… måske er der nogle smuthuller, du skal tage højde for… så kan vi tager herhen igen i morgen og skrive under hvis det er det du vil." Sirius vidste at det var dette han ville – og at det egentligt ikke var nødvendigt at vente til i morgen, men en bytur med Remus kunne altid være sjov, så han fulgte Remus uden et ord og ventede udenfor værtens dør imens han byttede nøglen til en lille bunke papirer der åbenbart var lejekontrakten. Remus ventede til hoveddøren havde smækket bag dem med at vandsikre papirerne hvorefter han forsigtigt stoppede dem ned i en sidelomme på Sirius' kuffert.
"Bold eller pind?" spurgte Remus og grinede til ham. Sirius nikkede mod en tyk pind der lå på jorden for deres fødder og Remus nikkede forstående.
Sirius trådte ind i et lille skur ved indgangen til parken og forvandlede sig.
Remus' vandafvisende besværgelse havde ikke kunnet gøre meget ved Køters gentagne vælten ham rundt i sneen, så da drengene flere timer efter begav sig mod Den Utætte Kedel hvor de skulle opholde sig indtil Remus' forældre kom og hentede dem næste dag, var de begge gennemblødte med røde kinder og dampende hår.
"Har du købt alle dine julegaver?" spurgte Remus da de havde fået forevist deres dobbeltværelse af Tom. Sirius smed sin kuffert fra sig, åbnede den og begyndte at grave rundt efter rent tøj. Remus gjorde det samme selvom han havde en smule nemmere ved at finde hvad han ledte efter siden hans tøj lå i pæne sammenfoldede stakke.
"Tja, jeg mangler til dine forældre – jeg tænkte om du kunne hjælpe mig?" Sirius trak sin sweater over hovedet, og Remus så taktfuldt væk. Mest for at undgå at komme til at stirre, som han havde fanget sig selv i at gøre mere end én gang når Sirius begyndte at smide tøjet. Remus trak en kappe frem og tørrede sit tøj med en hurtig varme-besværgelse hvorefter han tog kappen på. Da han var færdig stod Sirius og balancerede på et ben og prøvede at få sin ene støvle af. Remus grinede og sendte en forhekselse hen mod Sirius fod der fik støvlen til at binde sig selv op og stille sig pænt ved siden af den anden på gulvet.
"Blærerøv…" mumlede Sirius og trak en skjorte og derefter en kappe over hovedet.
"Du behøver ikke købe noget til dem, Sirius… de mangler ikke noget." sagde Remus og gik hen mod døren igen. "Vil du med ned og spise?"
"Hvad med en kur mod deres søns lycantropi?" spurgte Sirius med noget der både kunne være et grin og en grimasse. Hvis det havde været enhver anden end Sirius der havde sagt noget som dette, ville Remus havde følt sig ramt – såret, men fordi Sirius vidste hvad det gik ud på, gjorde det ikke noget. I stedet fandt Remus sig selv stående og storgrine til den sorthårede dreng foran ham.
"Måske kunne du give min mor et eller andet af det der sølv min halskæde er lavet af, jeg tror virkelig hun savner at have sølv i huset – hun havde fået noget virkelig flot sølvbestik i bryllupsgave af hendes forældre, men…" Remus holdt inde, da han indså hvad han stod og sagde. Han ignorerede det medlidende blik fra Sirius og vendte sig om. "Kommer du?"
Sirius sad afslappet lænet tilbage i sin stol med et glas ildwhisky foran sig. Tom satte et glas med det samme indhold ned foran Remus efter at have forhekset tallerkenerne med resterne af deres aftensmad til at svæve ud i køkkenet. Kontrakten lå gennemlæst og godkendt på bordet imellem dem. Hele stemningen var afslappet og venskabelig.
"Har du virkelig tænkt dig at blive advokat, Remus?" spurgte Sirius dovent. Remus betragtede ham over kanten af sit glas. Hans hår faldt elegant ned over panden på ham og skinnede i lyset fra den svævende lysestage lige over deres bord. Remus lænede hovedet ind mod sin arm som hvilede på stoleryggen.
"Jeg tror det ikke," indrømmede han blankt og så et udtryk af lutter overraskelse fare over Sirius' ansigt. Før Sirius kunne nå at spørge, fortsatte han roligt: "Ministeriet har lige vedtaget et nyt varulve-dekret." Sirius stønnede højt og tog sig til hovedet.
"Hvad er der galt med dem, hvad har de med…" sagde han højt, men tog sig så i det og sagde det næste ord lavere. "… varulve?" Remus trak på skulderen.
"De er vel bange for dem… men i hvert fald; det her går ud på at jeg skal igennem en ekstra-eksamen så jeg kan blive dømt egnet eller uegnet til at fungere i et normalt samfund – og så skriver de på mine afsluttende papirer at jeg er en varulv, så selvom min arbejdsgiver ikke går ind og tjekker på Varulveregistreringskontoret, ved han hvem han ansætter." De sidste tre ord vrængende han ud. Sirius så lamslået ud.
"Sig at du lyver og verden ikke er gået komplet i hundene." sagde han.
"De er gået i ulvene…" sagde Remus sarkastisk og hævede sit glas. "Og jeg vil gerne skåle på et samfund der har flere mure at banke hovedet ind i end de har muligheder…" Sirius smilede skævt til ham og hævede sit eget glas.
"Skål.." sagde han, og de bundede.
Dobbeltsengen i deres værelse havde ikke virket som et problem da de var ankommet fordi Sirius havde regnet med bare at forvandle den til to mindre senge, men efter hans eget 4. glas og Remus' 7. omgang ildwhisky var han ikke længere sikker på at det var en god ide for nogen af dem at prøve at ordne noget som helst med magi. Remus havde set ud til at have for øje at blive godt og grundigt stiv efter at have skålet på samfundet – nu lå han godt nuslet sammen under dynen, hans mund let åben, men uden at snorke. Remus snorkede aldrig – ikke engang når han var så fuld at Sirius måtte slæbe ham op i seng.
Sirius sukkede og prøvede at finde balancen efter at han havde trukket kappen af, et langt øjeblik stod han bare; i skjorte og boksershorts, henne ved vinduet der gav ham udsigt over Diagonalstræde.
Han vendte sig om igen og betragtede Remus i lyset fra halvmånen. Han så skrøbelig ud. Sirius gik hen og lagde sig på siden ved siden af ham, med tæppet trukket halvt henover sine ben. Det var mærkeligt pludselig at have ubegrænset tid sammen med Hugtand, han var vant til at det var James han kunne tale sådan med – og det var det også, på sin egen facon. James var stadig hans bedste ven, de var 2 alen af et stykke. De kendte hinanden ud og ind, men Remus… Sirius lod øjnene følge en rynke mellem Remus' øjenbryn, den havde samme form som når Remus tænkte meget koncentreret over en forhekselse i Forvandling. Remus var anderledes.
Sirius tænkte på det ur han havde købt i Hogsmeade til ham. Det var et guldur som ud over at vise hvad klokken var også viste hvilken fase månen stod i og hvor lang tid der var til fuldmåne. Han havde tænkt på Remus da han så det. Han havde købt det med Remus i tankerne, og nu skulle Remus have det i julegave.
"Du stirrer sådan på mig, Køter…" mumlede Remus og blinkede så hans øjne skinnede i det svage lys. Sirius rørte uroligt på sig, så smilede han beroligende.
"Tænkte bare på at det er ærgerligt at du er så fuld, ellers kunne vi have givet dig en snude og et par øre, og Køter og dig kunne have vækket hele byen med jeres tuden." Remus fnøs, allerede halvt i søvne igen.
"Jeg har det fint med kun at tude mod himlen én gang om måneden, tak…"
"Årh, vær ikke sådan en tøs, Hugtand." Hvis Remus ikke allerede havde sovet tæt, var Sirius sikker på at han havde kunnet starte en rask pudekamp på den bemærkning. Da han trak tæppet helt over sig tænkte han på hvad Dabih ville have sagt hvis hun vidste ham og Remus delte seng på Den Utætte Kedel. Hurtigt slog han den tanke ud af hovedet igen, mest fordi han ikke havde lyst til at mindes noget af det hun havde sagt, men også fordi han ikke var sikker på hvad han selv ville sige til det når han vågnede næste morgen.
Da Remus vågnede kunne han ikke bestemme sig for hvad der var værst; hans dundrende og fuldstændig uoverkommelige hovedpine eller smerterne i hans ryg fordi han havde ligget forkert hele natten. Han rullede om på ryggen og stønnede af smerte da hans forpinte ryg rettedes ud. Med et grynt tog han sig til hovedet.
"Jeg skal aldrig mere – nogensinde – drikke igen…" lovede han sig selv højlydt.
"Det overholder du alligevel ikke – hvorfor ikke bare lære det bedste middel mod tømmermænd af mesteren," grinede en stemme til højre for ham. Han drejede hovedet og fandt Sirius ligge på siden med en arm støttende under hovedet og betragtende ham indgående. "tilfældigvis mig."
Remus sukkede. "Hvad laver du i min seng?"
"Du var ret fuld i går – og jeg var heller ikke helt sober – jeg vovede ikke at forvandle selv den mindste sko til et tæppe…" Sirius grinede. "Og slet ikke sengen. Og Remus; du så så sød ud da du havde smidt dig elegant på sengen og sov som en sten."
"Jeg er glad for at mine tømmermænd kan more dig…" mumlede Remus og lod en rystende, klam hånd glide henover sin pande. "For jeg kan virkelig ikke se det sjove i at føle mig som lort." Remus lukkede forpint øjnene. "Så vær venlig, gode mester og herre – udfri mig af min lidelse; hjælp mig." Han ville have nydt at høre Sirius le så tæt på ham i enhver anden situation; Remus kunne mærke hans vejrtrækning danse i små varme strøg over hans kind, men det skar sådan i hans værkende hoved at han kun kunne jamre sig lavt.
Sirius fandt sin tryllestav frem og lod spidsen hvile mod Remus tinding imens han mumlede noget. En kølig bølge syntes at glide ind og sprænge smerterne i stykker, pludselig var han vidunderligt klar i hovedet. Han drejede hovedet og smilte til Sirius.
"Tak."
"Så lidt."
Remus kom på benene og stavrede ud i badeværelset. Han vendte sig i døren og så på Sirius der stadig lå i sengen med øjnene fæstede ved ham. Han rødmede en smule.
"Vil du i bad først?" spurgte han for at skjule sin forlegenhed. Sirius rystede på hovedet.
"Har været – klokken er 12, Remus – jeg gav dig bare lov til at sove længe…"
"Jeg er dig utroligt taknemmelig…" vrængede Remus. Selv gennem døren han smækkede i efter sig kunne han høre Sirius grine.
Remus bestemte sig hurtigt for at London ikke burde føle sig sikker med Sirius Black løs i de overfyldte gader hvor alle møvede sig frem for at gøre de sidste juleindkøb.
"Det er lige før jeg fortryder at jeg allerede har købt gave til James – han ville kunne undre sig i timer over den her dims." Sirius svingede med en plasticdukke. Da den i det samme hengivent sagde Moar til ham, slap han den med et overrasket udtryk. Remus gik hen og samlede dukken op og lagde den på plads på hylden.
"Det er noget piger leger med, måske kunne du give den til ham som en opfordring til Lily." Sirius lavede en hånlig grimasse. I det samme fik han øje på en butik på den anden side af vejen og for derover, uden hensyn til bilerne. Remus stønnede anstrengt og fulgte ham. Da han nåede derover stod Sirius med næsen presset mod ruden til en cykelforretning hvor en stor, sort motorcykel var udstillet. Remus kastede et blik fra Sirius' henførte ansigtsudtryk til motorcyklens blankpudsede udstødningsrør og vidste at han stod overfor et styk solgt Sirius.
"Den er vidunderlig…" sagde Sirius bare da Remus prøvede at trække ham med. Remus rullede med øjnene.
"Så er det godt at du ikke skal bo så langt herfra…" sagde han. "Kom nu, mine forældre henter os om en time, vi skal have skrevet din kontrakt under."
Sirius sukkede, kastede et sidste længselsfuldt blik på motorcyklen og fulgte Remus. Remus tilkastede ham et lille smil over skulderen.
Da de nåede frem til huset, havde Sirius købt to lysestager i samme materiale som Remus' halskæde til hans forældre. Remus fik charmeret værten bare lidt mere og fik derved indhentet en tilladelse til at holde "stilfærdig fest" i weekenderne. Han betragtede Sirius stå lidt og fumle med kuglepennen før han med sin stejle, skæve håndskrift satte sin signatur på papiret. Værten tog en kopi af den med en kopimaskine der stod på hans kontor, og som Remus kunne se Sirius havde meget svært ved ikke at stå og glane interesseret på. Remus gav ham en albue i siden, rakte ham kopien af kontrakten og med et hurtigt smil til Hr. Perkins trak han Sirius med ud.
"Hvordan gør du det?" spurgte Sirius forundret da de begyndte at gå tilbage mod Den Utætte Kedel hvor Remus' mor snart ville komme og hente dem i bil.
"Gør hvad?" Remus så uskyldig ud, men et skævt smil afslørede at han godt vidste hvad Sirius talte om. Han så til siden og betragtede Sirius der grinede gavtyveagtigt til ham.
"Årh, hold op Hugtand, vi ved begge at du ikke er nogen engel – hvordan snor du mennesker som ham rovdyret der rundt om din lillefinger uden mere end at smile?" Remus gik lidt og overvejede hvordan, det rigtige svar var vel at det var en forsvarsmekanisme han havde udviklet med tiden – bad dem i distanceret venlighed så de ikke spørger om ting du ikke vil svare på; men det kunne han ikke fortælle Sirius.
"Hmm, det ligger vel alt sammen i min dyriske tiltrækningskraft…" svarede han i stedet med et grin. Sirius stoppede et sekund hvori Remus nåede at komme flere meter foran. Grinende kom han op på siden af ham.
"James skulle have hørt dig side det – han ville kunne fyre den samme af overfor Lilys forældre." Sirius sendte ham et bredt smil ved tanken. Remus grinede, men tilføjede eftertænksomt:
"Jeg tror ikke Lilys forældre bliver det store problem, de virker til at være virkelig stolte af hendes magiske kundskaber, hvorimod hendes søster, efter hvad hun har fortalt mig, synes det er… unaturligt."
Sirius hostede, og Remus tilkastede ham et sideblik.
"Unaturligt?" Sirius så uforstående ud. Remus himlede med øjnene.
"Jeg ved godt hvad din familie tror skellet mellem de to verdener er til for Sirius, men det er ikke kun for at holde mugglerne ude – det er for vores egen skyld også. Kan du huske da Professor Binns fortalte os om hekseafbrændingerne i 3. år?"
Sirius rystede på hovedet og smilede drillende til Remus. "Prøv ikke at fortælle mig at du kan…" sagde han drillende.
"Nu er det nu engang sådan at jeg synes Magiens Historie er ret spændende, hvis man ved hvordan man ikke skal falde i søvn til Binns stemmeføring, og jeg har lært at holde mig vågen." Remus smilede let. "Men i hvert fald, hvis mugglerne fandt ud af at vores verden eksisterede, ville der kunne ske to ting – Et: De synes det er det bedste der er sket siden bilen blev opfundet, tager os som slaver og tvinger os til at gøre alting med magi for dem. To: De bliver bange for hvad vi ville kunne gøre ved dem og brænder os af, som de gjorde i Middelalderen. Intet af det er specielt ønskværdigt."
Sirius snøftede foragteligt: "Nu kan man jo altså gøre flammer fuldstændig uskadelige." Remus stoppede.
"Det var et billede, Sirius – de har andre måder i dag. De har pistoler, de har…" Remus tænkte på den tortur hans mor havde fortalt mange af flygtningene havde gennemgået som hun havde behandlet i sin tid som psykolog. Magi kunne gøre meget, men troldmænd var ikke umodtagelige for slag og spark og det der var værre. "Og ja," fortsatte han da han kunne se at Sirius ville til at nævne alle de forsvarsbesværgelser han kunne komme i tanke om. "vi har mange måder vi kan beskytte os på, men det ændrer ikke på at man nogen gange ikke kan trække sin tryllestav hurtigt nok." Remus begyndte at gå videre. Sirius gik i stilhed ved siden af ham.
"Så det er ikke kun den anden vej, ikke kun nogen troldmænd der vil skade mugglerne… der er også…" han fuldførte ikke sætningen, og han behøvede det ikke.
"Tja, det er ikke så stort et problem, fordi der ikke er mange der kender til vores verden medmindre de selv er en del af den af den ene eller anden grund." Remus smilede til Sirius. "Du kan føle dig helt sikker." Sirius lo en gøende latter der var så karakteristisk for ham.
"Jeg er ikke bange."
"Jeg ved ikke… nogle af de ting min mor har fortalt mig er ret skræmmende." Remus drejede hovedet og så på noget bag ved Sirius' spørgende blik. "Min mor var psykolog på den sydafrikanske ambassade, dengang hun arbejdede. Mange af de flygtninge der kom derfra havde været udsat for tortur. Cruciatus kan drive dig til vanvid af smerte, men nogle af disse ting… det var…" Remus kunne ikke sætte ord på. I stedet fortsatte han: "Min mor behandlede en mand der havde sat i fængsel dernede i 2 år. Han var blevet tvunget til at stå på brændende kul, og hvis han trådte af, ville de skyde hans datter. Til sidst væltede han af, og de dræbte hans datter for øjnene af ham. Ud over at han aldrig kom til at gå ordentligt igen, så var hans fuldstændig psykisk nedbrudt." Remus så ligeud imens han gik. Han kendte til smerte, hans månedlige Forvandlinger gjorde ikke mindre ondt bare fordi de andre var der – han gjorde mindre skade på sig selv, men selve Forvandlingen var forfærdelig. Han kendte smerte.
"Hvad skete der med manden?" spurgte Sirius i en afdæmpet tone der slet ikke lignede ham.
"Regeringen lod ham blive i landet i 3 år, men så ville de sende ham tilbage. En uge før hans afrejse begik han selvmord."
De stod foran Den Utætte Kedel. En rød bil holdte et stykke derfra og ventede på dem. Remus nikkede hen mod den.
"Der er min mor, vi må hellere gå op og hente vores ting."
Sirius kunne godt lide Fru Lupin. Hendes smil da de hilste høfligt på hinanden mindede en del om Remus', og hendes hår havde præcis samme farve. Hun havde brune øjne, et par nuancer lysere end hendes søns og hendes skikkelse var den feminine udgave af Remus'.
"Vil du blive meget sur hvis jeg fortalte dig at du ligner din mor?" hviskede han, så kun Remus kunne høre det, da de havde sat sig ved siden af hinanden omme på bagsædet af bilen. Remus rystede med et grin på hovedet og holdt øje med sin mor i bakspejlet.
"Nej, det har jeg fået af vide hele mit liv." Sirius kiggede ud. De havde bevæget sig et godt stykke udenfor London. Forstæderne med deres store villakvarterer strøg forbi for hans øjne. Snart blev også disse afløst af stadig længere afstand mellem hvert hus. Remus havde åbenbart fulgt hans blik, for han pegede ud mod horisonten.
"Jeg bor i en lille by, midt imellem en stor skov og stranden – til tider ville jeg virkelig ønske jeg havde hund…" Sirius grinede til ham og lod et fornøjet blik glide over snedyngerne på markerne de kørte forbi.
"Det lyder skønt." grinede han. Han fangede Fru Lupins blik på dem i bakspejlet, der var latter at spore i hendes øjne. Han smilede skævt til hende.
"Remus har fortalt mig at du bor hos James indtil du finder din egen lejlighed." spurgte hun ind, ikke nysgerrigt eller påtrængende – Sirius kunne mærke at han kunne undlade at svare hvis han ikke havde lyst. Men det gjorde ham ingenting.
"Ja – men nu har vi fundet en lejlighed i London… så James kommer ikke til at hænge på mig så længe endnu. Det var virkelig et kup…" Og med en sigende rullen af øjnene tilkendegav Remus at han godt vidste hvad snakken resten af køreturen kom til at handle om. Sirius rakte tunge af ham.
Remus' værelse var opryddet, det var det første Sirius rigtig lagde mærke til. Bare det i sig selv adskilte allerede hans og James' værelse fra Remus'. Sengen, der stod op af den væg hvor vinduet var, var redt. En hylde med bøger (sat i alfabetisk orden, opdagede han senere da han kiggede efter) optog en anden væg. På den tredje væg hang der et stort maleri. Sirius stod et langt øjeblik fastfrosset med sin kuffert i hånden og betragtede det. Det bevægede sig ikke som et troldmandsmaleri ville have gjort, faktisk var han ikke engang helt sikker på hvad det skulle forestille. Han kunne finde former mellem de mange farver der hvirvlede rundt mellem hinanden, men hvad de forestillede syntes hele tiden at være lige uden for hans rækkevidde. Remus' mor fangede hans blik.
"Dit første møde med abstrakt kunst?" spurgte hun nysgerrigt og smilede venligt. Sirius nikkede og gik tættere på, hvilket bare gjorde farverne endnu mere ubestemmelige. Effekten var interessant, han kunne lide det.
"Hvem har malet det?" spurgte han. I det samme kom Remus ind med sin kuffert. En kat fulgte i hans hæle.
"Mig." svarede han. Sirius stirrede først på katten, så op på Remus med et chokeret blik. Remus smilede. "Se ikke så overrasket ud, Køter – det er noget min mor tvang mig til at gøre da jeg var mindre, som en del af at holde sig opdateret med hvad der skete indeni mig – psykisk – og så begyndte jeg efterhånden at kunne lide det." Fru Lupin smilede let og lagde hovedet på skrå imens hun betragtede billedet.
"Kan man se ud for et maleri hvordan folk har det følelsesmæssigt?" spurgte Sirius forundret, rettet mod Fru Lupin som så ud til at være fordybet i tanker.
"Ja," svarede hun simpelt. Remus klemte sig forbi hende og lagde kufferten på sengen ved siden af Sirius'. Katten havde allerede krævet sig en plads oppe i hovedenden hvor den med store, gule øjne holdt øje med Sirius. Han prøvede af al magt at tilbageholde den knurren der var ved at bane sig vej op af hans hals, men kunne ikke. Katten hvæsede let af ham til svar. "Kan du ikke lide katte?" spurgte Fru Lupin overrasket.
"Sirius er mere en hundeperson, mor." svarede Remus for ham. "Maleriet som du spurgte om, handler ikke så meget om hvad du maler – faktisk er det lettere hvis personen du skal analysere maler abstrakt. Det handler om farver, former – sammensætninger." fortsatte han hvor hans mor havde sluppet. Sirius nikkede og kiggede igen interesseret på billedet.
"Faktisk lige med det billede…" begyndte Fru Lupin. Remus afbrød hende hurtigt.
"Du skal ikke engang begynde, mor – du har måttet give op overfor det for flere år siden." Han så på Sirius og skyndte sig, ved synet af Sirius spørgende mine, at forklare: "Dette var det første jeg malede… da jeg var 5 år gammel. Hun har aldrig helt kunnet analysere det." Igen 5 år, tænkte Sirius. Han måtte snart finde ud af hvad der var sket da Remus var fem. Han syntes også han så et flygtigt udtryk af dyb smerte fare over Fru Lupins ansigt før hun vendte sig for at lade dem være alene.
"Far kommer hjem ved 8-tiden." sagde hun og lukkede døren efter sig. Remus satte sig på sengen og nussede katten under hagen. Dens spinden var dyb og gennemtrængende. Sirius bestemte sig for at han ikke kunne lide den – overhovedet.
Remus så op, som om han havde fornemmet hvad Sirius tænkte. "Dette her er Stella." præsenterede han. Sirius fnyste bare og forvandlede sig. Katten hvæsede og sprang op i vinduet. Remus sukkede og klappede Køter på hovedet. Sirius forvandlede sig tilbage.
"Må jeg ikke se den famøse skov?" spurgte han ivrigt. Han havde lyst til at komme ud og løbe. Ligesom han havde gjort i parken. Det var sjovt at være Køter sammen med Remus.
Remus grinede. "Ok… men du må ikke forvandle dig før vi er derinde." Sirius nikkede velvilligt. Træerne han kunne skimte for enden af den mark der var udsigt over fra Remus' vindue var dækket af et tykt tæppe af sne og så utrolig indbydende ud.
Remus' mor havde sat dem af på hjørnet af den gade hvor Sirius' nye lejlighed lå. Begge Remus' forældre havde givet Remus ret i at det ville være nemmere hvis de overnattede den sidste nat dér og derfra selv kom med HogwartsEkspressen næste morgen.
Ferien var gået hurtigt. Og nu stod han her, den sidste dag i ferien før de skulle tilbage til et fortravlet liv med skole og lektier og prøver. Sirius havde nydt den stille jul hos Remus' familie. Aftenen før julemorgen havde han og Remus pyntet juletræet på muggle-vis sammen med Remus' mor (der havde dog sneget sig et par drillende forhekselser ind i løbet af aftenen, hvilket havde resulteret i en duel midt i stuen).
Julemorgen, efter at de havde udvekslet gaver, spenderede Sirius i køkkenet sammen med Remus hvor de prøvede at stjæle mad fra Fru Lupin. Når hun lo over deres mange mislykkedes forsøg, så hun yngre ud end hun havde gjort resten af tiden hvor han havde været der. Ligheden mellem hende og Remus var direkte slående, når hun sendte ham et overbærende smil. Han havde fanget sig selv i at føle sig en smule skræmt.
Dagene efter var han og Remus faldet ind i en fast rytme. De tog en aflevering hver dag efter frokost. Sirius grinede ved mindet om dagen der var dedikeret til eliksirstilen. Remus var elendig til eliksirer, og Sirius havde nydt at se Remus opgive over hver eneste paragraf i deres bog, for i stedet, med en rask besværgelse, at starte en slåskamp mellem hans eliksirbog og magiske dyrs pasning og pleje-bog (som var lettere voldelig). Sirius havde bestemt sig for at han kunne lide Remus i det humør.
Sirius lukkede tankerne ude og leviterede gaven fra Remus op på væggen i soveværelset i sin lejlighed. Med et svirp af sit håndled fik han maleriet til at sætte sig fast på væggen. Billedet Remus havde malet til ham, var en blanding af forskellige blå og rødlige nuancer – en figur trådte frem i udkanten, men som med maleriet på Remus' værelse, kunne Sirius ikke definere hvad det var. Men han nød kontrasten af farverne mod den hvide væg, der nu så meget mindre bar ud. Rummet virkede beboeligt selvom billedet var det eneste der var der ud over Remus' og hans egen kuffert. De ville være væk i morgen. Sirius tilkastede maleriet endnu et blik. "Det kan være godt at være i besiddelse af ting der forbliver det samme uanset hvad der sker…" havde Remus fortalt ham med et smil da han havde pakket gaven op.
Han smilede selv og kiggede ud af vinduet. Et halvt år tilbage på Hogwarts – ét semester… så var det slut. Han kunne huske da lille Sirius Black på 11 år var trådt igennem Hogwarts' døre første gang. Hans skoletid havde virket som en evighed. Sirius rynkede på brynene og lænede sig op af væggen ved siden af vinduet. Døren til hans lejlighed gik op. Han kunne høre noget falde til gulvet, og Remus der bandede lavt. Sirius gik hen til døråbningen og så ud i stuen – der nu indeholdte et tæppe og en potteplante, begge gaver fra Remus' forældre – Remus sad på gulvet og lod øjnene scanne Profettidende. Ved siden af ham lå en halvåben plasticpose hvor en flaske var trillet ud fra. Sirius kunne se gulduret blinke fra omkring hans håndled. Remus sukkede, tog flasken op og åbnede den med et sving af sin tryllestav. Uden at sige mere satte han flasken for munden og tog en stor slurk.
"Når du drikker på den måde, ved man der er noget galt." kommenterede Sirius og snuppede flasken fra Remus' hånd. Han tog selv en slurk. Remus sukkede tungt og kom på benene. Med et vredt blik på avisen i sine hænder, begyndte han at læse op:
"Millicent Bagnold; Minister for Magi, har netop underskrevet en ny vedtægt der gør det umuligt for Mørkevæsener at tage testen i Spektral Transferens. Efter at en vampyr der støttede I-Ved-Hvem i sidste uge dræbte en troldmandsfamilie i Irland, har ministeriets folk debatterede om det ikke er nødvendigt at der kommer nye restriktioner på områder omhandlende Mørkevæsener. Læs mere s. 11. "
Sirius sukkede også og gik hen og skuldrede Remus let. "Det er jeg virkelig ked af Remus." Remus så ikke op, men berørte bare avisen med spidsen af sin tryllestav, hvorefter den forsvandt i en røgsky.
"Lad os drikke os fulde…" sagde han. Sirius tilkastede ham et bekymret blik, men Hidkaldte sin gave fra Peter – en stor kasse med troldmandsslik – og rakte den med et ironisk smil til Remus.
"Ikke på tom mave." sagde han. Remus lo og tog et stykke chokolade som han skyllede ned med en slurk af vodkaflasken.
Remus gjorde plads til at Sirius også kunne sætte sig i vindueskarmen. Det var lige før midnat. Månen var snart ved at være fuld igen. Det var en næsten fuld skive på himlen. Han sendte den et hadefuldt blik. Sirius satte sig med ryggen mod den modsatte karm så deres ben rørte ved hinanden i den snævre plads.
"Du er fuld…" sagde Sirius med en stemme der afslørede at samme tilstand gjaldt for ham selv. Remus nikkede, han ville ikke engang prøve at benægte det.
"Når vi er færdige på Hogwarts regner jeg med at flytte ind i lejlighed nummer 16." sagde han og rettede blikket mod Sirius der i længere tid havde siddet og stirret på ham. Han sank en klump og koncentrerede sig om ikke at tænke på at Sirius lår hvilede mod hans eget. Uroligt så han til siden.
"Her i bygningen?" spurgte Sirius undrende. Remus lod et blik feje henover gulvet der var overstrøget med tomme ølflasker og papir fra alt det slik de havde blandet sprutten med. Deres tredje vodkaflaske stod midt imellem dem i vindueskarmen.
"Ja, Hr. Perkins har sat den i mit navn, jeg kan flytte ind i løbet af sommeren." Hans øjne mødte igen Sirius' der var som to stykker glitrende kul i lyset fra månen. Sirius' hår havde et skær af ravneblåt. Hans skjorte stod åben i halsen, så det øverste af hans bryst var bart. Remus sank endnu en klump og knyttede sine hænder hårdt for ikke at række frem og lade fingerspidserne glide nedover den blege, glatte hud.
"Hvordan får du råd til det?" Remus så op i tide til at betragte Sirius lægge hovedet tilbage og tømme deres anden sidste vodka-flaske. Hans hals lyste hvidt mod den mørkere skjorte.
"Mine forældre har sparet op siden jeg blev bidt, så jeg har penge nok til at kunne klare mig til dagen og vejen indtil jeg finder et eller andet job…" Remus lod blikket følge et par der vandrede forbi med armene om hinanden. Manden havde kort, mørkebrunt hår der virkede næsten sort.
"Det kunne være fedt." lød Sirius' stemme. Remus så over på ham. Han var hoppet ned fra vindueskarmen for at hente den sidste vodkaflaske. Remus gled også ned og stod et øjeblik og støttede sig mod væggen. Sirius hævede flasken.
"Skål på…" Han holdt inde, og Remus følte hans øjne borer sig ind i sine egne. "… os!" Remus fulgte med et næsten hypnotiseret blik Sirius løfte flasken og sætte den for munden. Han prøvede at fortvivlet at få styr på sine tanker, på sit hjerte der bankede hurtigt og hårdt mod hans bryst. Sirius kom hen og lænede sig op af væggen ved siden af ham, før han rakte ham flasken. Remus tog den og drak grådigt, fast besluttet på drukne sine tanker. Bare for i aften. For sent indså han at han kunne mærke Sirius' kropsvarme som en kappe mod sin side, og Sirius' blik der brændte mod hans ansigt.
"Måske har Dawn ret…" mumlede Sirius og lod en hånd stryge en lok af Remus' hår tilbage. Hvor hånden hvilede mod Remus' hals, brændte hans hud hedt. Han sugede luft ind og drejede hovedet en smule for at møde Sirius' blik. Øjnene der mødte hans var brændende. Remus blev stående, lammet. Sirius så et øjeblik overvejende ud; så spurgte han, næsten som talte han til sig selv: "Dabih påstod at du er forelsket i mig… er det rigtigt?" Remus ville benægte, men før han kunne tage den beslutning mærkede han at hans omtågede hoved nikkede bekræftende. Sirius trådte et skridt tættere på, Remus indså at deres ansigter kun var 10 centimeter fra hinanden. Han hev efter vejret, og følte at han var ved at drukne. At han var ved at blive fanget i noget langt udenfor hans kontrol, og han kunne ikke lide det.
"Sirius, jeg…" begyndte han, men da Sirius hånd ved hans hals gled op så Sirius tommelfinger kunne stryge kærtegnende henover hans kindben, holdt han mund. Han blev stående uden at røre sig. Sirius' anden hånd, noterede han svagt, var begyndt at glide undersøgende op under hans trøje.
"Måske er jeg også ved at blive forelsket i dig…" Sirius sænkede stemmen. Han trådte hen foran Remus og lænede sig længere frem. Remus kunne føle hans vejrtrækning som varme pust over hans egne læber. Det var foruroligende vidunderligt. Hånden der før havde haft travlt med at undersøge Remus' ansigt, fandt nu vej om til hans nakke hvor det begravede sig i hans hår. Sirius' anden hånd gled legende henover Remus' maveskind. "Måske er jeg virkelig bøsse…" Sirius var nu så tæt på at Remus på de udvidede pupiller med klarhed kunne sige at Sirius var mindst ligeså fuld som han selv.
Remus' vejrtrækning blev hurtigere da lyset igen fik det lille stykke bare hud ved Sirius' skjorteåbning til at springe frem i hans øjne. Tøvende lod han en hånd følge Sirius' side op, henover hans bryst og op til hvor skjorten stod åben. Huden virkede silkeblød mod hans fingerspidser. Han udstødte et knapt hørligt suk. Og da var det at Sirius lukkede den sidste afstand mellem dem og kyssede ham.
Remus' tanker var en tåge af indtryk. Faste læber mod hans egne. En hånd der gled undersøgende op af hans bryst og fulgte hans ar med fingerspidserne. En hånd der trykkede ham tættere ind mod den velkendte og dog helt uudforskede krop. Læberne der nu åbnede sig og… Remus' hjerte sprang et slag over da han indså at dette var Sirius. Og ham. Ham og Sirius… med en svag stønnen mødte han Sirius' tunge på halvvejen. Han lod sig skubbe op mod væggen, og fingrene fandt af sig selv ud af at knappe resten af knapperne i Sirius' skjorte op. Hans hænder fulgte konturen af Sirius skuldre da han skubbede skjorten ned. Derefter kildrede han med langsomme cirklende bevægelser huden ved Sirius' kraveben og lod håndfladerne pirrer hans brystvorter da han med hænderne presset fladt mod Sirius' bryst lod dem glide nedad. Sirius' stønnen var som et åndedrag mod hans mund, et åndedrag der smagte af alkohol og den helt specielle smag af Sirius, som Remus' syntes han havde kendt i evigheder uden nogensinde at havde oplevet den.
Ulven knurrede tilfreds indeni ham – og det var måske det der gjorde ham bange og fik ham til at skubbe Sirius fra sig. Et øjeblik stod han med hovedet hvilende mod væggen bag ham og prøvede at få vejret. Sirius stod få skridt fra ham og betragtede ham undrende. Med en hånd der rystede strøg han sit hår væk fra ansigtet og undlod at se på Sirius da han i få skridt var ude af lejligheden.
Månens næsten fulde skive der lyste ned på Remus imens han fandt vej gennem Londons gader var en hånlig påmindelse om at det hele ligeså godt kunne have været en drøm. Ligeså umuligt. Ligeså uopnåeligt.
