Da resten af fordelingen var færdig, og maden var kommet på bordene, begyndte alle eleverne straks at snakke.
Hermione var den første der hilste på Kimberlee.
"Hej jeg hedder Hermione Granger!"
"Hej…!" sagde Kimberlee og smilede tilbage til Hermione, "Jeg hedder.. øhhh… nå ja… det har du jo nok hørt, men er du ikk sød at bare kalde mig Kim?"
"hehe jo! Det er også lidt nemmere at sige!"
Alle fra Gryffindorbordet sagde hej til Kim, især drengene gjorde et stort nummer ud af at sige hej til hende.
Efter Harry og Ron havde sagt hej til Kimberlee, lænede Harry sig ind over bordet, og spurgte hende: "Kender du egentlig Dumbledore? Ja altså undskyld jeg spørger!"
"nej, nej! Det er helt okay!" svarede Kim "ja, det gør jeg faktisk…! Han er min onkel! Det vil sige, jeg fik det først at vide for ca. 8 mdr. siden. Hele mit liv har jeg boet hos mugglere, og jeg kendte overhovedet ikke noget til troldmandsverdenen, så da jeg fik det at vide fik jeg et kæmpechok!"
"Hvorfor har du boet hos mugglere i så lang tid?" spurgte Hermione, der ligesom Ron, nu fulgte opmærksomt med.
"Det var faktisk min onkels…øhhh… "ide". Ja, jeg ved faktisk stadig ikk hvem der er mine "Forældre"! Det var åbenbart min onkel der sørgede for mig, indtil…. Efter…. Vold… i-ved-hvems fald! Dumbledore har altid vist at han ville komme tilbage og han mente at jeg var i sikkerhed hos en ganske almindelig mugglerfamilie. Men i starten af jeres skoleår, altså sidste år, kunne han fornemme at han nok snart ville vende tilbage, så han bestemte sig for, at opsøge mig og fortælle mig sandheden! Jeg fik det at vide i december, og indtil for et par dage siden, har jeg fået hård undervisning i magi samtidig med mit normale liv, så jeg kunne følge nogenlunde med! Det bliver svært, det ved jeg, især med U.G.L´erne og alt det, men jeg vil gøre mit bedste!"
"Så er du heldig!" udbrød Ron, "Du har den bedste lære lige ved siden af dig! Hermione er den klogeste på Hogwarts!"
Hermione blev rød i hovedet og skyndte sig og sige:" Det er ikke sandt hvad Ron siger, men hvis du får brug for hjælp, så vil jeg da gerne hjælpe hvis jeg kan!"
Kim så meget lettet ud og sagde: "tusinde tak! Jeg er sikker på jeg får brug for det! Jeg har faktisk hørt om jer! Dumbledore roser jer i høje toner!" sluttede hun med et lille smil. Ingen af de tre andre vidste liiige hvad de skulle sige, så Kim spurgte: "jeg kender ikke nogle af lærerne, jeg har kun mødt professor McGonnagal et par gange, hvordan er de andre?"
Ron begyndte hurtigt, sammen med Harry, at fortælle om deres værste lærer: Snape! Imens sad Hermione, og vidste ikke helt hvad hun skulle sige, hun brød sig ikke om når nogen kritiserede en lærer, meeeeen det var jo Snape…..
Da de var godt i gang med desserten (Kim, der aldrig før havde smagt plumbudding sad og stak lidt til sin dessert!) kom Fred og George hen til dem. De havde ikke hilst på Kim, da de havde siddet og snakket med Lee Jordan om noget der åbenbart havde været ret hemmeligt. Friske som de nu altid var, gav de Kim hånden og sagde: "Davs!" Kim gengældte hurtigt deres hilsen, og Harry fornemmede at hun ville gå godt i spænd sammen med Fred og George!
Drengene slog sig ned ved dem, og begyndte straks at snakke løs, og Harry fik ret. Det var tydeligt at Kim syntes godt om Fred og George, og omvendt! Lidt efter kom Lee også over til dem, og de begyndte at snakke om quidditch, Ron, Harry og selv Hermione deltog livligt i snakken.
Imens de snakkede, kom Harry til at se på Kim. Han kunne godt se ligheden mellem hende og Dumbledore. Specielt øjnene…..! Hun havde ikke klare blå øjne ligesom sin onkel, (de var skam blå, de havde bareogså noget grønt og gråt i sig) men de havde det samme muntre glimt, og de slog smut på same måde!
Efter den herlige festmiddag, var alle mætte og tilfredse. Hermione og Ron, som var blevet vejledere, skulle vise alle 1 års eleverne til sovesalen. Kim skulle egentligt have gået forrest, men hun valgte at gå sammen med Harry lidt længere bagved.
De gik og snakkede, og efter et par minutter, sluttede Neville sig til dem. Da de nåede op i opholdsstuen, mærkede han hvor træt han egentlig var. Han sagde godnat til de andre, og fulgtes med Ron op til sovesalen. Han var dødtræt, men drømme om kirkegårde og lange gange forstyrrede hans søvn.
