24 timer.

A/N: Dette er en historie om James og Lily. Den er ikke helt min egen, og den bærer stadig spor efter at være blevet oversat fra engelsk.

Disclaimer: Det hele tilhører Jo. Historien er ikke engang min, men den der har skrævet den ville ikke selv poste den her, så jeg gjorde det for hende.

1. Time

Lily Evans stønnede da hun rørte sin dunkende pande med en rystende hånd. Smaragd grønne øjne skannede situationen hurtigt og beregnende. Hun var i en celle, og oven i købet en temmelig gammeldags en. Den var lille og mørk og da den havde tremmer der gjorde det ud for dør, mindede den hende stærkt om de westerns hun elskede som barn. Heksen satte sig op, og skubbede en ildrød hårlok væk fra ansigtet. Der var, af mystiske grunde, to sovepladser i den lille celle. Lilys øjne spærrede sig op da hun så en anden krop der lå i en bunke henne i hjørnet.

"Det var du længe om, Evans. Du er yderst observant for en elite." Skikkelsen skubbede sig selv op ad muren, med ansigtet i skygger.

Lily skulede. "Og hvem, hvis du vil være så venlig, er så du?"

Der var en svag latter og skikkelsen flyttede sig ind i det svage lys. "Helt ærligt, Evans! Efter al det vi har været i gennem sammen... Jeg ville da tro at du kunne genkende min stemme."

Lilys læber trak sig tilbage i en grimasse af afsky. "Så det er dig, Potter. Hvordan kunne jeg dog glemme det? Din stemme hjemsøger mine drømme."

"Venlig som altid, hva' Evans?"

"Kun mod dig."

James Potter sukkede og kravlede over til det sted Lily sad og hvilede sig. Hun så krigerisk på ham og rykkede lidt væk.

"Åh, ved Merlins skæg, Evans, jeg bider ikke!"

"Man kan aldrig vide."

James rystede irriteret på hovedet så hans tjavsede hår dinglede frem og tilbage da han rejste sig. Hurtigt udregnede han cellens størrelse. "Den er to gange to."

"Gud være os nådige. Potter kan regne!"

James skulede. "Hold mund, Evans. Nå, kan du huske hvad der skete? Jeg er helt blank. Dødsgardister og så, ingenting."

"Jeg troede ellers du ville have mig til at holde mund."

"Spyt ud Evans!"

Lily sukkede med teaterisk smerte. "Hvis du insisterer. Faktisk kan jeg heller ikke huske meget."

"Perfekt! Simpelthen skide perfekt."

"Potter! Der er en dame til stede!"

"Hvor?"

Lyden af en lussing klang i cellen. "Av, Evans!"

"Kan du ikke tåle det, Potter?"

I et stykke tid var der stille mellem dem, og Lily rystede da kulden begyndte at trænge gennem hendes kappe. Nu, hvor der kun var Potters åndedrag der blande sig med hendes eget, var hun sikker på at hun kunne høre lyden af rotter, der puslede omkring. Hun skælvede bare ved tanken om at en af dem krøb op på hende mens hun sov.

"Fryser du Evans?" James' let hånlige stemme nåede hende.

"Nej." Sagde Lily stædigt, mens hun lydløst bandede over mandens hurtige opfattelsesevne.

Der faldt en kold, klippeagtig stilhed, som varede, i hvad der føltes som timer, før Lily endelig faldt i søvn.

Kulden sivede gennem hans tynde Auror-kappe og han rystede indvendigt. Gulvet var hårdt, det stampede jord gav ikke efter for hans ekstremt ømme og umagelige bagdel. Han kunne lige høre de ulækre, små gnavere gøre grin med ham, ved at løbe over hans fødder. James gav et grynt af afsky, før han kravlede over til sin køje. Det ville i det mindste beskytte en smule mod kulden og de modbydelige kræ. Han tænkte med et smil om Ormehale havde noget familie i dette helvedeshul.

Gi' et lille Review. Kærligst Eam