24 timer.
A/N: Dette er en historie om James og Lily. Den er ikke helt min egen, og den bærer stadig spor efter at være blevet oversat fra engelsk.
Disclaimer: Det hele tilhører Jo. Historien er ikke engang min, men den der har skrævet den ville ikke selv poste den her, så jeg gjorde det for hende.
2. Time
Hans opmærksomme, nøddebrune øjne undersøgte cellen. Han var pludselig meget taknemlig for at hans briller havde klaret sig hele igennem, for uden dem, var han faktisk blind som en flagermus. Hans øjne hvile på den slanke rødhårede hvis ryg var vendt i mod ham. Hendes lange hår skinnede i det svage lys; røde og gyldne lokker, der mindede ham om at hun var en Gryffindorelev. Det mindede ham om ild. Vild og utæmmet. Urørligt.
Hun rørte på sig i søvne og vendte sig mod ham. Han gispede let af overraskelse og ærefrygt. Han havde glemt hvor smuk hun egentlig var. Specielt når hun sov, når hendes træk var afslappede og fredfyldte – ikke som den sædvanlige skulen hun altid sendte hans vej. Hun lignede en engel og James morede sig over ironien i udseende. Når hun sov, ville ingen tro at hun virkelig var en drage når hun var vågen.
Et svagt smil spillede på hans læber. Det var blødt og en smule trist. Han var beæret over at have været vidne til sådan en fredfyldt og overjordisk smuk stund, men samtidig bitter. Han tænkte på de skinnende, livlige og som regel rasende smaragdgrønne øjne, der så misbilligende på ham. Hendes øjne glimtede som stjernerne, når hun så på ham. Kolde og lige så langt uden for hans rækkevidde. Hun ville aldrig blive hans. Han huskede alle de dumheder han havde lavet mens han gik på Hogwards i et ligegyldigt forsøg på at imponere hende og brummede. Det var ikke mærkeligt at hun aldrig så hans vej.
Hun var smuk, flammende og utrolig irriterende. Højrøstet, ydmyg og altid klar til en god diskussion. Ikke at han nogensinde ville fortælle hende det. James brummede. Den dag han fortalte Evans at hun var smuk, var den dag grise kom ind i hans hus via susepulver.
Med kontrol over sine følelser og betragtninger, smilede han fjollet til sig selv. Det rødhårede væsen begyndte at mumle til sig selv i søvne. "Tosset som en jubelidiot," tænkte han og undrede sig fraværende over hvad hun drømte om.
"For satan, hvor helvede er de?" Knurrede Sirius Black da hans øjne undersøgte det tomme opsamlings sted. Hans lyseblå øjne, der normalt skinnede muntert, selv i disse mørke tider, var usædvanlige hårde og urolige. Lydløst beordrede han dem til at dukke op, mens han sank klumpen i halsen.
Remus sukkede og kørte en rystende hånd gennem sit lysebrune hår, træt og bekymret.
"Jeg ved det ikke Sirius. Men Ordenen venter på os. Vi bliver nød til at tage af sted."
"Men-"
"Vi kan rapportere det til Dumbledore og så skynde os tilbage for at tjekke efter. De er sikkert bare forsinket. Måske har Lily endelig slået James hårdt nok så han er besvimet og er i gang med at gemme hans lig mens vi snakker."
"Det er ikke sjovt, Moony."
Remus trak på skulderne og gav ham et træt smil. "Det ku' ske."
Sirius sukkede. "Det kunne det. Okay, lad os komme af sted." Knurrede han og begyndte raskt at gå ud fra lysningen.
En temmelig tyk rotte stak næsen ud af bladene og så til, mens hans to venner forlod stedet. Han krympede sig, da den brændende følelse på hans arm blev stærkere. Han mærkede noget der vel var beslægtet med fortrydelse. Fordelings Hatten havde taget fejl, da den placerede ham på Gryffindor. Men den kunne selvfølgelig heller ikke vide at Mørkets Herre ville få magten.
Magt fordærvede alle.
Inklusiv ham selv.
Måske, kun måske var tingene gået lidt anderledes hvis han havde været lidt stærkere. Lidt mere modig. Lidt mere selvsikker. Men det var han ikke. Og han var bukket under for Mørkets Herres vilje.
Det lille stik af fortrydelse blev hurtigt undertrygt og kun en knust, rædselsslagen og svag mand var tilbage. Peter Pettigrew, stolt Marodør og Gryffindorelev fra de gamle dage, var død.
Et sted i Lilys drømmevreden var der en der kaldte på hende, og ruskede hende blidt. Hun åbnede sine smaragdgrønne øjne og så op i et mørkt ansigt. Hun skreg forskrækket og hamrede sin knytnæve ind i maven på en, der var belejligt inden for rækkevidde.