24 timer.
A/N: Dette er en historie om James og Lily. Den er ikke helt min egen, og den bærer stadig spor efter at være blevet oversat fra engelsk.
Disclaimer: Det hele tilhører Jo. Historien er ikke engang min, men den der har skrævet den ville ikke selv poste den her, så jeg gjorde det for hende.
3. Time
Sirius skar tænder, mens han ventede på at mødet skulle stoppe. Hans fod dunkede mod gulvet, hurtigt og nervøst og hans lyse safir øjne skævede hele tiden til den lukkede dør. Den fik ham til at føle sig fanget, kvalt i et stort, overfyldt rum. Anspændthed stjal hans åndedrag og hans tålmodighed. Dumbledore stod op, mens han talte til Ordren og Sirius kastede et uinteresseret blik i hans retning, før han igen kikkede på den lukkede, stille dør.
Remus gav ham et diskret stød mellem ribbenene, men ikke for blidt. "Sirius," viskede han. "Hør efter."
Sirius så mørkt på Remus og fortsatte sin vagt. Med et halvt øre hørte han Dumbledore sige at mødet var hævet. Folk rejste sig for at gå og Sirius sukkede lettet.
"Endelig!" Udbrød han og strakte armene op over hovedet og knækkede nakken. Han ignorerede Remus' der så på ham med afsky og så sig omkring i rummet igen.
Remus fulgte hans blik og bemærkede stille, "De er her stadig ikke?"
"Nej."
"Jeg er sikker på at de har det fint."
Sirius nikkede kort og bekræftende, men selv Remus kunne høre hvor tamt og svagt det lød.
"De er trods alt voksne mennesker og jeg er sikker på at de opfører sig fornuftigt og sikkert."
Sirius svarede med et fornærmet grynt.
Lily Evans var en soldat. Eliten. En Aruor med omhyggeligt tilslebne instinkter, der var blevet skærpet til perfektion.
Det her var jo krig. Hvis man ikke havde de rigtige instinkter kunne man lige så godt gå rundt med en skydeskive, spændt fast på ryggen.
Det betød, at da hun vågnede fra kampen i mareridtet og så en mørk skikkelse lænet ind over hende, gjorde hun hvad en soldat var blevet trænet til at gøre.
Hun angreb. Der var et virvar af bevægelse da hun sprang op fra sin køje og over på skikkelsen.
Skikkelsen, der blev grebet af overraskelse, trillede bagover og landede på gulvet med et bump. Lily sad over skrævs på angriberens mave, men hævede knytnæver og tomme øjne.
"Evans! Flyt dig så!"
Stemmen trang igennem hendes tanker som en strøm af koldt vand. Skrigene i hendes øre blev svagere og blev til en susende lyd. Drømmen gled gennem hendes fingre som om den var vand, og den efterlod kun nogle svage minder. En kold, lammende følelse, der trang igennem hendes væsen, var alt der var tilbage, et halvt glemt minde.
Alligevel var det for sent, da den røde tåge lettede fra hendes synsfelt, og tillod hende frit udsyn til de forbløffede ravgyldne øjne i stedet for de ondskabsfulde røde der havde været foran hende for kort tid siden.
"Evans!"
Lily blinkede igen og prøvede desperat at sætte navn på stemmen.
"Evans!"
En plet månelys krøb ud fra sit skjulested bag skyerne. Det Alabasthvide lys badede deres to skikkelser og Lily genkendte ansigtet.
"EVANS!"
"Potter?" gispede hun og lod hans bluse glide gennem sine pludselig livløse fingre. Hun lagde mærke til deres stilling og rødmede. Hendes tanker spolede tilbage til hvad der var sket sekunder forinden. Hendes smaragdgrønne øjne spærrede sig op.
"Din PERVERSE STODDER!" Skreg hun og hendes ansigt fik en yndig rød farve der matchede hendes hår.