24 timer.

A/N: Dette er en historie om James og Lily. Den er ikke helt min egen, og den bærer stadig spor efter at være blevet oversat fra engelsk.

Disclaimer: Det hele tilhører Jo. Historien er ikke engang min, men den der har skrævet den ville ikke selv poste den her, så jeg gjorde det for hende.

5. Time

"DU BRAGTE MIG DE TO FORKERTE!" rasede han og Peter krympede sig i rædsel. "Jeg bad dig om Figg og Black. Og har jeg så Figg og Black? NEJ!"

Peter krøb sammen, men Voldemort smilede. "Alligevel. Du bragte mig Potter og Evans. Jeg har ventet på deres tilfangetagen i længst tid, og det er gang på gang lykkes dem at slippe fra mig. Men ikke længere. Jeg har ønsket dette par endnu mere end Figg og Black. Jeg har ventet på dette i lang, lang tid..."

Peter åndede lettet ud.

"Alligevel ændrer det ikke på at du ikke adlød mine ordrer. CRUCIO!"

"Åh, hold dog op, Potter! Så ondt kan det da ikke gøre!"

James mukkede for sig selv og gnubbede igen med hånden på den ømme kind.

Lily sukkede irriteret. "Du er en idiot."

"Jamen, tak for det!"

"Og en nar, ved du det?"

"Ja, Evans, jeg er stærkt bevist om dine følelser for mig. Jeg har også kun hørt dem cirka hvert skide halve minut!"

Lily vrængede ad ham. "Så længe du ved at jeg hader dig, så er jeg lykkelig."

James krympede sig indvendigt og tog flere dybe og beroligende indåndinger.

"Du er trods alt et egoistisk, irriterende fjols..."

James øjne glimtede af vrede. "Evans, hvornår får du nok?"

"Hvem fik os rodet ind i det her?"

James måbede. "For den lede Satan! Er du fattesvag?"

Lily snøftede nedværdigende. "Tja, det må jo være din skyld. Det må være på grund af dine idiotiske tåbeligheder vi er blevet fanget."

"Hva-Åhh! Kvinde!"

"Peter!" Den lave, buttede mand skævede træt i retning af råbet. De kendte væge i Ordrens mødested virkede underlig forbudte i nat og den gav ham ikke den komfort, den luksus, som sikkerhed var. For ingen var nogensinde i sikkerhed fra Mørkets Herre.

"Du ser forfærdelig ud, Peter," Det var Arabella, altid bekymret og hengav sig til alle andres velbefindende.

"Du må have hørt nyheden om James' og Lilys tilfangetagelse."

"Hva'? Oh, ja – det har jeg."

"Åh, din stakkels dreng," Sagde Arabella overbærende med et barmhjertigt udtryk. "Jeg ved at James var – er, en af dine gode venner."

"Ja, ja, det er klart."

Hun førte ham gennem de oplyste gange til de midlertidige køjer, og hele vejen blev kvalmende søde bekymringer sendt hans vej. De gode ønsker og sympatiske blikke var næsten mere end han kunne klare. Han undrede sig svagt over hvad de ville sige, hvad de ville tænke, hvis de kendte til sandheden. Men for at være ærlig, var han ikke så ivrig for at finde ud af svaret.

En lille del af han hviskede at dette var forkert, at dette var det absolutte forræderi. Men den blev hurtigt bragt til stilhed, af Mørkets Herres løfter om magt, beundring og respekt.

De vil alle sammen få hvad de fortjener, hver eneste af dem! Tænkte han med overbevisning. Det her var krig og det nyttede ikke at tænke på andres velbefindende. Der var ikke tid til venner eller loyalitet. Der var kun en ting der betød noget i hele den her forbandede krig, og det var ham selv.

"Du er en opblæst nar."

"Du tror du er så klog."

"Du roder stadig op i dit hår for at se sej ud!"

"Du snorker!"

"Du er en skørtejæger!"

"Du er en feminist!"

"Du er et svin!"

"Du er en trold!"

"Din MAND!"

"Din KVINDE!"

"Du gør mig så rasende!"

"Ja, og i lige måde!"

"Hold kæft!" Råbte de begge to på samme tid og faldt tilbage i surmulende stilhed, mens de stirrede på vægen.

"Moooony...!" lokkede Sirius. "Kom så Moony."

Remus værdigede ham ikke så meget som et blik. "Hold kæft, Sirius. Vi er nød til at følge proceduren. Du ved godt at vi ikke kan reportere noget som helst før en person har været savnet i tolv timer." Remus lagde stille hånden på sin vens arm.

Sirius knurrede frustreret og eksploderede så: "Hør her! Bare fordi DU er ligeglad, betyder det ikke at jeg vil sidde her og gøre ingenting!" Sirius fortrød ordene ligs så snart de havde forladt ham og han ønskede af han kunne gribe dem fra luften og putte dem tilbage i munden igen.

Remus trak hånden til sig som om han var blevet brændt og tog et skridt tilbage i skyggerne. Hans øjne var gemt i skygge under hans pandehår og han stirrede ned i jorden.

"Moony, hør, jeg mente ikke-"

"Ja, jeg ved det. Jeg er en varulv," Et bitter smil rørte svagt ved hans læber. "Og jeg er nød til at være... Ligeglad."

"Moony-!"

"Nej, Sirius, jeg ved det godt." Remus' stille stemme var blid og en anelse udmattet. "Jeg ved godt at du ikke mente noget med det."

Sirius bed sig i læben og kikkede på den andens sammensunkne skuldre. Han bandede over sig selv og hans gudsforladte mund og ønskede at han kunne rive sin ondskabsfulde tunge ud.

Endelig, efter hvad der virkede som evigheder, så Remus op på ham, med et svagt smil i sine træk. "Okay så, skal vi se at komme af sted?"

Sirius stoppede forvirret op. "Hvad med proceduren?"

"Skid på proceduren."

Sirius måbede da han så Remus trække sig tilbage og skyndte sig at slutte sig til ham.