24 timer.

A/N: Dette er en historie om James og Lily. Den er ikke helt min egen, og den bærer stadig spor efter at være blevet oversat fra engelsk.

Disclaimer: Det hele tilhører Jo. Historien er ikke engang min, men den der har skrævet den ville ikke selv poste den her, så jeg gjorde det for hende.

6. Time

Lily tjekkede sit ur. Hun havde været spæret inde med Potter i seks skide timer og hun kunne ikke se en ende. Det havde været seks miserable, deprimerende og meget, meget lange timer. Så den karmoisin hårede heks tog en dyb indånding og samlede sin Gryffindor stolthed da hun begyndte at tale til personen i den anden ende af cellen.

"Potter."

"Hvad vil du, Evans?" Lød svaret og hendes efternavn blev næsten spyttet ud, som om det var et bandeord.

"Hør Potter, du er fuldkommen og helt igennem et røvhul og jeg afskyr dig." Den rød hårede heks gav et langt og lidende suk og fortsatte så, mens hun ignorerede James' hånlige bemærkning: "Du kradser virkelig fra dig, hva'?"

"Men på grund af disse, ret desperate forhold, bliver vi nød til at holde våbenhvile."

"Våbenhvile?"

"Ja, våbenhvile Potter. Begriber din skrøbelige hjerne det ord?"

James skulede mod hendes skikkelse, der var halvt skjult mellem cellens skygger. "Fint Evans, Fint. Men det er kun fordi det er nødvendigt, at vi samarbejder. Men efter det her fortsætter vi som før, forstår du det? Du holder dig fra mig og jeg holder mig fra dig."

"Selvfølgelig," Pustede Lily hånligt. "Jeg kunne ikke have det på andre måder."

"Godt." James rakte sin hånd frem og Lily rakte modvilligt ud for at ryste den. Men da deres hænder mødtes fik de et stærkt stød og de skyndte sig at trække deres hænder til sig selv.

Lily snublede og faldt på det hårde betongulv.

"Hvorfor gjorde du det, Potter?" brokkede Lily sig nede fra gulvet, mens hun ømmede sig over sin hånd og kikkede op på ham. "Forstår du ikke at vi har våbenhvile? Ikke flere barnlige numre!"

"Mig?" Udbrød James "Jeg gjorde ikke noget! Det var dig der gav mig chok med din hånd!"

"Vel gjorde jeg ej!"

De stirrede på hinanden i et øjeblik, før James kom med en forklaring. "Tja, Evans, jeg gjorde helt ærligt ikke noget. Og det gjorde du åbenbart heller ikke. Det må have været vores magi der kolliderede."

Lily var stille et par sekunder og nikkede så nødig. "Jeg går ud fra, at det kunne være tilfældet." Hun løftede sig selv op så hun igen stod op, og indrømmede så: "Det gjorde alligevel ikke rigtigt ondt. Det var bare en slags chok." Næsten ...behageligt.

"Okay så, skal vi prøve igen?" han rakte hånden ud og gav hende et bestemt og temmelig kort håndtryk, der efterlod deres hænder med intet andet end en varm kilderen.

"Moony! Moony, hvor skal du hen?" Sirius måtte spurte for at nå op på siden af Remus.

Remus brummede uden at gide se på ham: "Hvor tror du? Til Dumbledore, selvfølgelig."

Sirius slap for at svare fordi Arabella Figg's stemme skar igennem den afstand der var mellem dem. "Sirius! Remus!" Hun tøffede hurtigt hen mod dem, med øjnene hvidt åbne og bekymrede.

Remus vendte sig for at se på hende. "Hvad er det Arabella?" spurgte han venligt, da han stoppede for den sædvanligvis ligevægtige fuser. Der var et strejf af panik og nervøsitet i hendes stemme og det gjorde han nervøs.

Hun knugede sine hænder da hun tøvende så på dem. "Det er – det er Peter. Han har været helt væk siden han kom tilbage..."

Sirius følte et jag af ærgrelse fare i gennem sig. For at være ærlig havde han ikke engang lagt mærke til at han havde været væk. Splittet mellem at finde Dumbledore og at hjælpe Peter, sukkede han til sidst og fulgte med Arabella og Remus til der hvor hans med-Marodør var.