24 timer.
A/N: Dette er en historie om James og Lily. Den er ikke helt min egen, og den bærer stadig spor efter at være blevet oversat fra engelsk.
Disclaimer: Det hele tilhører Jo. Historien er ikke engang min, men den der har skrævet den ville ikke selv poste den her, så jeg gjorde det for hende.
7. Time
"Potter!" Råbte Lily ophidset da hun sprang op. "Der er et vindue!"
"Virkelig." James var totalt urørt af hendes udbrud og stirrede uinteresseret på hende fra der hvor han sad på gulvet.
"Potter! Det er et VINDUE!"
"Åh, det er jeg ked af. Var det meningen jeg skulle blive overrasket? Selvfølgelig er der et vindue, Evans, er du fattesvag? Hvor tror du ellers vi får det kønne måneskin fra?"
"Åh, luk sprækken Potter. Tror du vi kan slippe ud?"
James så på det ynkelige bygningsværk med tvivlende øjne. "Nej, medmindre du kan klemme dig ud gennem de tremmer."
"Tror du så, at vi kan smadre dem?"
"Måske..." Grublede James, med et glimt i de nøddebrune øjne da han stirrede på det fjerne vindue med et vurderende blik. "Vi bliver nød til at komme der op, på en måde."
"Det er da let nok. Jeg kan stille mig op på dine skuldre."
James så tvivlende på hendes slanke krop. "Er du sikker, Evans? Jeg kan ret godt lide mine skuldre."
Lily rødmede heftigt. "Hold mund Potter, jeg vejer ikke særlig meget og det ved du også godt, din skid."
James lo og nikkede til stor overraskelse for hans ledsager. "Jeg ved det godt, Evans, undskyld. Det var en refleks."
Hans smil var blidt og oprigtigt og Lily følte at hun nikkede mod sin egen vilje da et svagt strejf af håb rørte på sig inde i hende. Den mørkhårede mand bøjede sig ned. "Lad os så prøve, skal vi?"
Det var det samme hver gang. Knapt havde Lily rørt tremmerne, før en skærende smerte bredte sig gennem hendes krop. Hun væltede bagover og manden under hende nåede kun delvist at afbøde hendes fald.
"Av." Han åndede tungt under hende i nogle øjeblikke før hans forpinte stemme endelig fik fremsagt sin mening med et træt suk: "Jeg tror ikke det her virker, Evans."
Lily gryntede sammentyggende da hun rullede væk fra sin temmelig udsplattede stilling på gulvet. Hendes lange, flotte karmoisinrøde hår var filtrede og fuldt af skidt og sved, og hun skubbede det tilbage med en irriteret mumlen. "En gang til." James sukkede og rejste sig igen.