24 timer.
A/N: Dette er en historie om James og Lily. Den er ikke helt min egen, og den bærer stadig spor efter at være blevet oversat fra engelsk.
Disclaimer: Det hele tilhører Jo. Historien er ikke engang min, men den der har skrævet den ville ikke selv poste den her, så jeg gjorde det for hende.
8. Time
Med deres sammenlagte højde kunne de lige nå op til vinduet. Han bukkede sig ned og Lily trådte op på hans skuldre og han tog et fast tag om hendes ben. Han undertrykte et støn da hendes fødder borede sig ned i hans allerede ømme skuldre og løftede hende så højt han kunne. Hun strakte sig til hun ikke kunne mere. Det lykkedes hende at få et fast tag i tremmerne og udstødte et fortvivlet gisp af smerte.
"Evans? Hvad-?" Denne gang var hun forberedt og smerten kom ikke længere bag på hende. Alligevel borede den sig ind i hver eneste nerve i hendes krop. Hun tumlede bagover og lukkede sine smaragdgrønne øjne. Hun faldt faretruende gennem den tomme luft og forberedte sig på den efterhånden velkendte følelse af at ramme det hårde betongulv, men i stedet følte hun faldet blive afbødet af en slank, ranglet krop.
"Potter?"
James spyttede de røde lokket ud der havde sneget sig ind i hans mund. "Hvad?" brummede han. Hendes stemme var blid, undrende: "Tak."
"Du er velkommen, Evans, men hvis du ikke har noget i mod det..."
"Åh!" Hun kravlede hurtigt ned fra ham og satte sig ved siden af ham på hælene, mens han langsomt, smertefuldt satte sig op. Hun bed sig i læben, og følte sig skyldig da hun så ham prøve at skjule en smertefuld grimmase.
"Jeg er ked af det, Potter."
Han vinkede hende af. "Tænk ikke på det, Evans. Jeg tænkte bare at dit hoved ikke behøvede flere slag."
Lily bed sig i læben igen, mens hun vurderede hans langsomme bevægelser, da han satte sig op. "Måske skulle vi stoppe for nu." Tilbød hun tøvende.
James nikkede og blinkede sådan at mørket forlod hans udsyn. Da han var sikker på at han kunne fokusere, kikkede han på hende, mens han skubbede sig selv op langs vægen. Forsigtigt spurgte han: "Hvad sker der når du rører ved tremmerne?"
Lily rystede da hun pakkede sin kappe lidt tættere om sig selv. "Åh... det føles som om – det føltes som Cruciatus, bare... svagere på en måde..."
James lukkede øjnene da han følte håbløsheden bølge ind over sin udmattede krop, og han følte det svage håb flyve ud af rækkevidde. Han hørte Lily møffe hen mod ham og hun lænede sig også op af vægen. Han åbnede øjnene og så på hende.
Hendes øjne var store og blanke mens hun stirrede på noget som han ikke kunne se, dybt inde i sig selv. Chokket der fulgte Cruciatus efterlod hende rystende som et blad på en kold efterårsdag.
Da sad i stilhed et øjeblik før hun hviskede, "Ved du hvordan det føles?"
Han behøvede ikke en uddybelse. Stille svarede han, "Ja."
Lily rystede og hendes øjne vendte langsomt tilbage til deres normale udseende, men stadig en smule jagede.
"Hvordan?"
"Sommeren før syvende år – Dødsgardist angreb. De morede sig vældigt med at bruge den på hele min familie." Hans øjne blev mørke af smerte ved mindet og hans stemme blev fjern, følelsesløs.
"De brugte den igen og igen og ingen af os kunne kæmpe i mod den, for intet i Forsvar mod Mørkets Kræfter havde nogensinde lært os at klare det. Min mor og far kæmpede ind til de ikke kunne mere, for at beskytte os... men det var ikke nok. Mor, Far, Sarah. De døde. Jeg overlevede."
Lily var stille i nogle minutter, mens hun ventede på at han genvandt fatningen efterhånden som han forlod Mindernes Eng.
Hans minder havde rørt noget inde i hende, fordi hun viste at hun ikke var den eneste der havde lidt. Det fik hende til at føle det sælsomme bånd, som kun krig kunne knytte.
"Det er jeg ked af, Potter."
James nikkede accepterende.
Lily fortsatte, og følte at ordene fra fortiden skvulpede inde i hende som et oprørt hav. Hun tog en dyb, beroligende indånding. "Mine forældre døde også – de blev tortureret til døde fordi de var Muggler, på mit sjette år. Jeg var i skole." De sidste ord blev sagt som en hvisken af fortrydelse og dysterhed. James var også stille før han lagde hånden på hendes skulder for at vise medfølelse. "Det er jeg ked af, Evans. Det er jeg virkelig."
"Lily."
"Hvad?"
"Du – du må godt kalde mig Lily. Hvis vi skal sidde fast her i denne her usle celle, kan vi lige så godt kalde hinanden ved vores fornavn."
"Ja, bestemt."
De snakkede i lang tid om ubetydelige ting, så som deres ynglings is eller kosteskaft, om ting de kunne lide eller ikke brød sig om, om kæledyr og minder om en lykkeligere tid.
De udforskede essensen af den andens sjæl, og fandt til deres overraskelse, de fantastiske personer der hvilede under lagene af uforskammethed.
Lily følte igen hendes øjenlåg blive tunge og hendes hoved rullede over på James skulder. Hun gav et blødt, søvnigt suk og smilede da hun indåndede den duft der var helt igennem James. Med tilfredse drømme drev hun ind i søvnens rige og snart snorkede hun let.
James sukkede også og hans øjne lokkede sig i. Men knapt havde de gjort det før celledøren åbnede sig med en knirken. En kold, ondskabsfuld stemme, der hjemsøgte hans drømme, slæbte han ud af hans døs, mens hårde, blodrøde øjne, skinnede med ondskabsfuld fryd.
"Jamen, jamen, jamen... hvad har vi dog her?"