24 timer.
A/N: Dette er en historie om James og Lily. Den er ikke helt min egen, og den bærer stadig spor efter at være blevet oversat fra engelsk.
Disclaimer: Det hele tilhører Jo. Historien er ikke engang min, men den der har skrævet den ville ikke selv poste den her, så jeg gjorde det for hende.
Sidst i kapitel 8:
James sukkede også og hans øjne lokkede sig i. Men knapt havde de gjort det før celledøren åbnede sig med en knirken. En kold, ondskabsfuld stemme, der hjemsøgte hans drømme, slæbte han ud af hans døs, mens hårde, blodrøde øjne, skinnede med ondskabsfuld fryd.
"Jamen, jamen, jamen... hvad har vi dog her?"
9. Time
James' nøddebrune øjne åbnede sig med et ryg og farede over mod cellens dør. Det flakkende lys i gangen gjorde at skikkelsen kastede en lang truende skygge, en skygge der skjulte en hver form for ansigtstræk, alle undtaget de skinnende, røde øjne der borede sig ind i James' hukommelse.
De blev fyldt med noget der mindede om behag da han så de to sammenkrøbne kroppe og James rystede da luften pludselig blev iskold.
Han gled ind i rummet og James rystede sig selv ud af døsen mens han langsomt, langsomt rakte ned efter tryllestaven, der ikke var der. Hans egne øjne var beregnende da han skød på oddsene for at overleve uden at udsætte Lily for fare. Hans blik fløj automatisk hen til skikkelsen der lå ved hans side.
Voldemort udstødte en let og frydefuld latter, da han så hvor blikket endte. "Tænk at jeg halvt havde forventet at I to ville slå hinanden ihjel... nej, dette her er langt mere... fornøjeligt." mumlede han blødt: "Hun er en køn lille sag, er hun ikke?"
James' hænder knyttede sig i vrede og raseri slørede hans udsyn et øjeblik, før han genvandt kontrollen.
Voldemort overså ikke det korte glimt af følelser. Han fortsatte med at vandre rundt i cellen, mens han drillede James med nærheden af hans voldsomme ønske om hævn. "Gad vide hvad jeg skal gøre med hende når hun ikke længere er nyttig... måske kan hun bruges som underholdning."
"Du vover på at røre hende." James' stemme var rolig, dræbende.
Voldemort hævede et øjenbryn i spydig overraskelse, og fik en syg nydelse ud af at få sådan en reaktion ud af Auroren.
"Virkelig... og hvad præcis havde du tænkt dig at gøre for at stoppe mig?"
Nøddebrune øjne fløj igen hen til den uskyldige, sovende rødhårede, der mumlede stille i søvne og trykkede sig tættere ind mod hans varme. Hvad som helst, lige meget hvad. Tænkte han. Da han svagt undrede sig over hvorfor hun ikke var vågnet, besvarede Voldemort hans uudtalte spørgsmål.
"Hun vågner først når jeg siger hun skal."
"Hvad har du gjort ved hende?"
"Intet, Potter, der ikke let kan blive lavet om på. Hun vil vågne når hun selv vil, eller når jeg siger hun skal. Ellers vil hendes søvn forblive uforstyrret... for evigt."
James følte et ryk af frygt bruse gennem sig. Hun ville kun vågne hvis hun ønskede at komme tilbage til virkeligheden, i stedet for at blive i sin drømmeverden... og hvilken sindssyg person ville vælge helvede frem for himlen?
Han flyttede blidt hende hoved fra sit skød og ned på gulvet og rejste sig op, selv om han viste, at han cirka havde samme chance for at skade Voldemort, hvis han angreb nu, som en snebold havde i helvede. Hans frækhed havde fortaget sig en del gennem krigen, fordi han havde set hvad frækhed gjorde ved folk. Eller rettere havde han set resterne af folk der var skødesløse med deres timing og deres beslutninger.
"Hvad vil du?" spurgte han roligt.
"Hvad jeg vil?" Voldemorts læber trak sig tilbage i en tynd streg, der svagt kunne gøre det ud for et smil. "Det er ikke hvad jeg vil, Potter, men hvad du vil. Alt jeg vil, er, at du skal se det noble i min sag – udryddelsen af alle mudderblods troldmænd. Alt jeg vil, er, at du skal tilslutte dig mine rækker og blive min trofaste discipel. Med det er lige meget hvad jeg vil have. Jeg kan give dig det du allerhelst vil have."
Han gled nærmere, den midnatssorte kappe bølgede majestætisk omkring ham. James hørte pludselig den stemme der hjemsøgte hans drømme, komme fra hvert hjørne i cellen, og den lokkede ham med dens løfter.
"Jeg kan tilbyde dig så meget mere end Dumbledor kan... en af jeres har allerede tilsluttet sig mine rækker... jeg kan tilbyde dig det jeg tilbød ham.
Berømmelse...
... Succes...
... Ære...
... Magt...
Og så kom en mumlen og hviskede ham i øret, da Voldemort pludselig dukkede op bag ham. "Og jeg kan endda tilbyde dig hvad du ellers aldrig ville få, Potter...
... Hende.
Så Potter, hvad siger du. Godtager du mit generøse tilbud og får alt hvad du nogen sinde har ønsket dig, når og hvor du vil? Eller bliver du på Dumbledores side hvor du vil leve efter skæbnens vilje hver time, hver dag indtil du til sidst dør en ensom død for min hånd? Vælg, Potter. Vil du slutte dig til min side?"
Sandhedens øjeblik var endelig kommet. Hvis James Potter, Gryffindors arvetager kunne vendes, ville det blive den største sejr for deres side.
"Aldrig!"
Det simple ord blev udtalt roligt, men det holdt beslutsomhed, stolthed og trods. Alt det han troede på og det han følte blev symboliseret i det ord.
Lily... det ville være bedre aldrig at få dig, end at jeg skulle spekulere over resten af mit liv om du virkelig holdt af mig, eller om det bare var en trylleformular. Sådan kunne jeg ikke leve. Og det ville jeg aldrig forlange af dig. Sirius, Remus, Peter, Mor, Far, Sarah... Jeg håber at I ville være stolte.
Voldemorts læber trak sig tilbage i en grimasse af afsky og han trak sig tilbage, som om James stank af noget væmmeligt.
"Ah, mod. Det mest forhadte træk og Gryffindors symbol. Gennemgående usseligt, Potter. Jeg troede dit rene blod var stærkere end det her."
James rettede sine øjne lige ud og hans ansigt var udtryksløst. Han ignorerede Voldemorts ånde der kildede ham i øret. "Jeg ville aldrig svigte Ordenens tillid." Og heller ikke Lilys.
"Du forstår godt, Potter, at nu da du har takket nej til mit tilbud må vi finde en passende... straf. Dit liv er gået tabt."
"Ja." Jeg ville gøre hvad som helst for dem. Hvad som helst for hende. Hvad som helst.
"Ville du give dit eget liv for at redde hende...?" Voldemorts stemme var fuld af afsky. "Svag."
James lo hult. "Jeg ville næppe kalde mig selv svag, Tom."
Voldemorts øjne lynede af iskold vrede. "Stille! Potter, dit uforskammede fæ, du vil fortryde det valg du har truffet i dag. Måske vil du opfatte tingene på en anden måde, efter lidt behandling."
James gryntede hånligt. "Ikke skide sandsynligt."
"Så siger vi det." Voldemord vendte sig om, med kappen fejende efter sig. Dette var James' chance, mens Voldemort havde blottet sin ryg; og han tog chancen. Han kastede sig gennem luften og et splitsekund senere lød det et kvalmende
Qvasch!
Voldemort havde taget fat om James' arm og drejet den rundt. James kunne mærke, at den blev revet af led og han kunne ikke holde et skrig af smerte tilbage. Mørke sneg sig ind fra øjenkrogene og han kunne se Voldemorts mørke skikkelse glide hen mod døren uhindret.
"Åh, og Potter?" Voldemort vendte sig mod den sammenkrummede skikkelse på cellens gulv, med et svagt smil på læberne. "Angrib aldrig bagfra. Det passer sig ikke for en Gryffindor. Det er meget mere en ting som... en Slytherin ville gøre."
James klamrede sin forstuvede arm ind til sig og krympede sig af smerte, mens han møffede over mod vægen da celledøren smækkede i. Den simple handling fik ham til at hive efter luft og se stjerner. Han gispede efter vejret i et halvt minuts tid, mens han desperat prøvede at genvinde sin selvkontrol. Han kvalte beslutsomt et jamrende skrig af smerte.
Hans blik blev pludseligt klart og kan skævede over til Lily. Jeg ville gøre hvad som helst...
For hende.
"Hvad er der sket med ham?" spurgte Sirius stille, mens han kikkede på Peters blege og udmattede skikkelse på sengen.
Remus så op med alvorsfuld mine. "Det ser ud til at han er blevet ramt med Cruciatus forbandelsen."
"Tror du...?"
"Ja. Det er præcist hvad jeg tror. Han må have været der da Lily og James blev taget til fange... Måske tog han ud for at lede efter dem og blev angrebet."
"Det lyder som vores Ormehale... han var en absolut nar og lod sig overrumple, men for en nobel sag." Bemærkede Sirius med modstræbende respekt i stemmen.
"Vi må hellere lade ham være i fred. Han har brug for hvile." mumlede Remus og Sirius nikkede. Remus pustede lyset ud og de gik begge to.
Peters øjne åbnede sig i mørket. Hvis du bare viste, Sirius... Hvis du bare viste...
Voldemort forlod cellen med hurtige, flydende bevægelser og øjne der næsten var sorte af raseri. Han vendte sig mod Dødsgardisten, der stod vagt uden for cellen og hvæsede: "Hvorfor viser du ikke hr. Potter kamrene nedenunder... Jeg er sikker på at hans sind vil være mere åbent efter han er blevet vist nogle af vores mere overbevisende metoder."
Dødsgardisten stod bomstille. Stiv af rædsel, da erkendelsen viste sig i hans smukke træk.
"Tag også Malfoy med dig til forhøret." De røde øjne lynede da manden ikke bevægede sig. "Af sted!"
"Ja, min Herre."
Voldemort rettede sin kappe og fortsatte af sted mod sit værelse, mens den nye rekrut hvirvlede af sted for at finde Lucius Malfoy og samle fanger sammen.
James havde lige fundet en rimelig behagelig stilling, med armen trykket ind mod brystkassen da døren igen gik op med er brag. Han knurrede og lukkede øjnene tæt i, mens han ønskede at de ville gå væk. "Hvorfor, Merlin, Hvorfor?" mumlede James stille for sig selv. Alt hvad han ønskede var at krølle sig sammen, på cellens dejlige hårde gulv og besvime. Var det så meget at bede om? Det var det åbenbart.
"Op med dig, Potter" stemmen var bekendt og drævende og et hårdt spark blev sendt mod hans mave.
De nøddebrune øjne åbnede sig op med et ryk og han udstødte et lille gisp. Han lukkede dog hurtigt munden og stirrede ind i de isblå øjne. Han blev hurtigt hevet på fødderne af stærke arme. Hans øjne kikkede op langs armene men han blev kun mødt af den sædvanlige Dødsgardist maske.
"Okay, okay, ikke så hidsige." Brummede James og han blev ført brutalt ud af døren. Han så en sidste gang på Lilys sovende skikkelse før celle døren igen smækkede i.
Det var vidunderligt. Lily sukkede lykkeligt da hun puttede sig ned i det varme tæppe foran det brændende ildsted.. hun var på det sted som hun for alvor kunne kalde hjem – Hogwarts. Hun sad krøllet sammen i en behagelig, super blød lænestol, mens hun glad nippede til en Ingefærøl og læste sin ynglings Muggle poesi bog.
Ingefærøllen løb ned gennem hendes hals og varmede hendes mave og fik hende til at dirre en anelse. En mørk skikkelse dukkede op bag hende, hun smilede og hende øjne glimtede. Manden lagde sine stærke arme rundt om hende og hun sukkede tilfreds. Hans ansigt var skjult i de flakkende skygger, men Lily var faktisk ligeglad. For når det kom til stykket, hvem havde så lyst til at diskutere med fuldkommen lykke.
Et ly fra krig
Had
Lidelse
Ødelæggelse
Den kvalmende stank af død.
Et tilflugtssted fra minderne.
Et fristed fra hele verden.
Noget virkede en smule forkert i det øjeblik, men Lily ignorerede den lille brummen i sit baghoved, skubbede den væk, låste den inde.
Det her var hvad hun havde længtes efter hele sit liv. Fred.