Hans fars søn

Introduktion

Dette er min første Fanfic skrevet på dansk (min anden i alt)

Jeg skrev min første på engelsk. Men blev enig med mig selv om, at jeg skriver bedre på dansk.

Jeg tjener ikke penge på det her og er ikke ude på at overtræde nogen copyright love.

Advarsel: Denne historie, vil i senere kapitler indeholde homoerotisk materiale og stor aldersforskel

Så er I advaret.

Kap 1

London

Harrys raseri anfald, sidste sommer, havde langtfra forbigået hans gudfars øre. Sirius forstod ham kun alt for godt. Først, det at være fanget hos familien Dursley det meste af sommeren, uden at hører fra sine venner. Og derefter være tvunget til at benytte magi, for at redde sin forfærdelige og dybt tåbelige fætter Dudley. Sirius vidste godt, hvad han selv ville have gjort i samme situation. Et flygtig skadefro smil spredtes på hans læber, i næste nu afløstes det af selvforagt. Det var for lavt af ham at tænke sådan, Mugglerne var trods alt Harrys slægtninger. Lilys søster og nevø. James nevø! Nej, han kunne ganske enkelt ikke tillade sig at tænke sådan. Uanset hvor dårligt de behandlede hans gudsøn, så havde de passet på ham. Hvor han måske været, da Harry havde mest brug for ham? Ude for at begå selvtægt og Pettigrew, den mide, var kommet ham i forkøbet.

Sirius havde lagt mærke til hvor hårde drengens øjne var blevet. Raseriet havde ligget lige under overfladen hele sommeren. Hvis bare han ikke var fanget her så, kunne han være sammen med Harry. Og gøre alle de ting med ham som en far burde gøre med sin søn. Sirius brød sig ikke om at tænke på Harry som en søn. I begyndelsen havde han hele tiden set James i Harry, men han var så mange ting som James ikke var: Modig ud over alle grænser, ridderlig og så besad han noget som Sirius ikke kunne beskrive med ord. Noget der rystede Sirius i hans overbevisninger.

Den magre troldmand standsede tanke strømmen og så på regnen der silede ned uden for hans vindue. London virkede trøstesløs, indhyllet i gråvejret. Hans mors tomme portræt råbte skældsord, Kræ gik omkring og mumlede for sig selv, det gamle hus klagede sig i vinden og et sted, lød et urs sagte tikken. Rastløsheden sad i hver eneste muskelfiber i hans krop. Sirius knækkede fingre af bar bitterhed. Det eneste lyspunkt, var at han i det mindste slap for det kryb til Snape. Hvis den fedtede karl så meget som tænkte på, at gøre Harrys liv surt, så…

Han rejste sig brat op, og gik med hurtige skridt i retning af køkkenet.

På Hogwarts

Harry iagttog Hermione og Ron. Alle tre var ved at lave lektier i forvandling. "Ron, hvor mange gange skal jeg sige nej? Hvis jeg altid lavede dine lektier, hvordan skulle du så nogensinde blive klar til UGL'erne?" Hermione skulede irriteret til Ron der lavede hundeøjne til hende. "Be, be Hermione. Kom nu" plagede han og lavede nogle klynke lyde, der fik hende til at smile modvilligt. Med et suk tog hun hans pergament og mumlede et andet uforståeligt. Lidt efter sendte de hinanden et meget hedt blik. Hermione rodede sig i håret og snoede en tot omkring sin pegefinger. Ron blinkede til hende. Harry anstrengte sig forgæves for at undertrykke et fnis. En halvkvalt lyd undslap ham. Ron rødmede helt op i hårrødderne, Hermione slog blikket ned. "Nå, men, øh måske skulle vi også se at komme i seng?" sagde Ron "Lang dag i morgen" Han gav sig til febrilsk til at samle sine ting sammen. "Ja, Det har du helt ret i Ron. Hvad med dig Harry? Hermione ragede hurtigt sine papirer til sig inklusive Rons og Harrys opgaver. Hun rettede på sin nederdel og gik med let bøjet hoved i retning af trappen. Ron fulgte tæt efter.

Harry satte sig bedre til rette i lænestolen. Han rystede på hovedet og smilede frem for sig. Hans sind begyndte at vandre. Han tænkte på Cho. Hendes sorte hår, kroppens bløde kurver og hendes blændende smil, sådan som hun smilte før Cedric døde. Det var sådan han helst ville tænke på hende. Ikke som hun var nu. Øjne der altid var på nippet til at græde. Læber der kun alt for sjældent smilede. I det hele taget var der alt for lidt at smile ad efterhånden. Han savnede Sirius, han var kommet til at holde meget af ham. Det var noget ved den ældre troldmands selskab, som virkede beroligende på Harry. Et øjeblik tænkte han på at skrive til hans Gudfar men lod være dels fordi forbindelsen var så usikker, og dels fordi han ikke vidste, om Sirius overhovedet gad læse om hans inderste længsler og drømme. Han havde nok at tænke på, uden at nogen belemrede ham med ligegyldigheder. Opholdsrummet lå ødet hen og intet hørtes bortset fra pejsens knitren. Harry nød stilheden, det var sjældent der var ro omkring ham og han følte sig tryg nok til at nyde det.

Han blev siddende sådan til Ron fandt ham "Skal du ikke i seng? Er det noget galt?" Spurgte Ron med bekymret mine. Den sort hårede troldmand rystede på hovedet og så op på sin ven med et mat smil. "Jeg sad bare lidt og nød stilheden" "ok, så skal jeg ikke forstyrre" sagde Ron vendte og begyndte at gå, men snurrede så rundt, og gik i stedet hen og satte sig på bordet over for ham.

Det var en lang og pinlig tavshed i mellem dem. Ron så meget plaget ud, som han havde ondt i maven. Han så ud som han gerne vil sige noget, men ikke vidste hvordan.

"hvorfor, spørger du hende ikke bare." sagde Harry ud i luften "Hun er jo vild med dig, Ron. Og du er vild med hende, det er da klart for enhver."

Ron Fnysede "Det er lettere sagt end gjort. Folk kommer altid brasende, og forstyrre når jeg endelig er på tomandshånd med hende. Og så kommer jeg altid til at stamme og rødme." Ron var begyndt at vandre rundt i små cirkler mens han rev sig håret. "Her i ferien, kom jeg til at bøvse hende lige op i ansigtet. Det var så pinligt, jeg troede jeg skulle dø. Desuden er hun jo sammen med Krum, så det er umuligt." sagde Ron og slog ud med armene. Harry følte et lille stik af jalousi. Han bar stadig nag over hvad der var sket i sommers, men han kunne alligevel ikke lade være med at more sig over Rons kvaler. "Hør her Ron, du ville gøre os alle en tjeneste ved at spørge hende, desuden får du den perfekte chance nu." Hermione var kommet ned i opholds stuen for at lave lektierne færdig i ro og mag. Hun havde overhørt samtalen og rødmede da hun mødte Rons skrækslagende blik.

Hej Hermione! Ron har noget han gerne vil fortælle dig under fire øjne." sagde Harry der smilede smørret, mens han rejste sig, og samlede sine ting. Hermione smed alt hvad hun havde slæbt på. Så pergamenter, fjerpenne og blækhus ramte gulvet med et klask.

"Godnat, I to" Han gik ud af opholdstuen mens Ron for hen til Hermione. Harry standsede lige bag døren og stak forsigtigt næsen frem. Han så hvordan Hermione kyssede Ron på munden, tog hans hånd og trak ham hen mod sofaerne. "Godnat Harry" Sagde Hermione så bestemt at Harry ikke turde andet end at skynde sig i seng. Der gik meget længe før Ron kom i seng den nat.

Forsættes…