Kap 2

Harry skar tænder, og skulede til Ron der så tomt ud i luften med et smørret smil. De sad nede ved søen. Det var efterhånden sjældent at han overhovedet så spor til sine to bedste venner. Og endnu sjældnere at han var alene med en af dem. Det var en måned siden de var blevet kærester. Selvom Harry selvfølgelig var glad på Rons vegne, irriterede det ham grænseløst. "Nå Harry, gamle dreng. Skal vi ikke se at komme tilbage til slottet?" sagde Ron. Harry vrængede og så på Ron "Du kan da bare gå. Jeg tror, jeg bliver siddende lidt her alene. Jeg kan lige så godt være alene her som oppe på slottet!" Ron så overbærende på Harry, rejste sig og gik "Du trænger seriøst til at få en kæreste." Mumlede han. Harry blev stående lidt og så efter Ron, så gik han langsomt selv op mod slottet. Da han kom tilbage til slottet, gik han direkte op i sovesalen. Han satte sig i sengen og trak gardinerne for. Harry fandt pergament og en fjerpen frem og satte sig til at skrive.

Kære Sirius

Hvordan går det?

Jeg har det ok, men jeg føler mig lidt overset efter Ron og Hermione er blevet kærester. Jeg håber det kun er sådan i starten. Enten er de væk eller også sidder de bare og ser på hinanden hele tiden mens de holder i hånd. Ron er totalt tabt for omverden, Hermione er stadig lige flittig med lektierne, men hun fik en eftersidning fordi Snape tog hende i at læse et kærestebrev fra Ron.

Jeg kan godt lide Cho Chang, men hun er stadigvæk knust over Cedrics død. Jeg er alt for genert til at snakke med hende.

Du må undskylde, hvis jeg keder dig, men jeg savner nogen at betro mig til…

Harry krøllede brevet sammen, han lød som en pige. Frustreret tog han et nyt stykke pergament, men også det blev krøllet sammen. Han lå og så op i himmelsengens loft længe. Hvad kunne han skrive der ikke lød somom han var desperat for at tale med nogen? Han skulle jo nødigt gøre Sirius nervøs.

Harry gad nok vide hvad hans far ville have skrevet, hvis han savnede Sirius eller om de overhovedet skrev sammen. Måske havde de andre metoder at kommunikere med hinanden? Gad vide om han virkelig var som hans far? Harry havde efterhånden hørt det til bevidstløshed. Der lød høje stemmer på gangen, bl.a. Fred "Gør plads for en rigtig mand. Ronald Weasley, Hogwarts kvindebedårer nr. 1!" "Klap I, Fred!" hylede Ron. "Tænk, at vores lille Ronny blev taget på fersk gerning. Mor slår dig ihjel." lød Georges stemme lige ud for Harrys seng. Gardinet blev trukket fra, Og Georges grinende ansigt kiggede ind. "Hej Harry, Har du hørt om Rons bedrifter eller, rettere sagt drifter?" Harry rystede på hovedet. "Vi må hellere lade Ron give dig detaljerne. Ron, hvordan var hun?" Ron mumlede et eller andet. "Ron, det er ikke noget at være flov over" Sagde Fred. "jeg vil gerne være lidt alene" Sagde Ron fast. Fred og George forsvandt hujende ud af sovesalen. Harry træk gardinet helt fra. Ron lå på sengen og så op i loftet. Efter en lille pause vendte han hovedet, så på Harry og sagde: "Det var det værd."

Sirius læste brevet fra Harry igen, og spruttede af grin over den sidste del, hvor der blev gjort rede for Rons nyeste grund til eftersidning. han huskede kun alt for godt hvordan den havde været, dengang James og Lily var blevet kærester. Det havde absolut vendt op og ned på alting. James var blevet taget i en lignende situation Åh James, gud hvor han dog savnede Krone. Han følte et stik da han tænkte på Harry som Krones søn. Han var kommet tættere på Remus I den tid. Det havde moret sig på deres helt egen måde. Sirius var fast besluttet på at hjælpe Harry, med selv at have det lidt sjovt. Han gik ned i stuen og fandt Remus og rakte brevet frem i mod ham. Varulven læste, og langsomt begyndte hans ansigt at krølle sig sammen i undertrykt latter. "I guder, ved Molly det her?" Sirius trak på skuldrene " Jeg ved det ikke. Vi må nok hellere holde kæft med det. Forhelvede! Remus jeg savner de gode gamle dage. Hvis jeg bare ikke var fanget her, så skulle jeg vise Harry, hvordan man more sig. Jeg mener han ser nok ikke meget til dem, så han er nok lidt ensom" Sirius sank tungt ned på stolen over Remus og så bedende på sin gamle ven. "Lige som du viste mig det? Sirius. Han er James's søn, forfanden. Harry har trods alt mere gavn af en faderfigur." Sirius så på Remus, der var dybt optaget af sit arbejde igen, med en falsk chokeret mine "Hvordan kan du tro sådan noget om mig?" "Fordi Jeg kender det blik, og jeg kender dig." mumlede Remus ned i papir arbejdet. Det kunne Sirius ikke benægte og sad længe og så betænksom ud Så efter lang tids grublen, gled et gavtyveagtigt udtryk hen over troldmandens magre ansigt. Han havde fået en ide.