Kap 3
Lørdag Morgen
Svush! En Ugle landede midt i Harrys cornflakes. Han glippede med øjnene og tog brillerne af og gav sig at tørrer mælk og cornflakes af sit ansigt, Derefter pegede han på bordet og uglen med sin tryllestav og mumlede en rensebesværgelse, så tog han brevet uglen havde medbragt.
Hogsmeades postkontor
Til Hr. Harry James Potter
Der er ankommet en pakke til dem, der overskrider vægtgrænse for almindelig Ugle fragt. De bedes derfor hente Pakken selv hurtigst mulig.
På forhånd tak
Samme eftermiddag
Pakken var enorm. Harry havde været nødt til at hyre Hagrids hjælp til at få slæbt pakken hjem.
Nu stod den så på Harrys seng, uåbnet. Sovesalen var tom, alle de andre var stadig i Hogsmeade Han så lidt nervøst på den, Sirius stod som afsender. Det der gjorde ham mest nervøs var luft hullerne i låget. Måske var det en boggart eller Kræ? (Som Sirius havde truet med at sende til Langbortistan flere gange.) Harry tog mod til sig og åbnede pakken. En enorm sort pjusket hund sprang op fra pakkens indre. Den væltede den unge troldmand omkuld og slikkede ham i ansigtet. Harry lo og forsøgte at skubbe den væk "Snuffy, Stop så." Hunden lagde sig pænt ned på Harrys seng med hovedet på Poterne. Harry trak hurtigt gardinerne for. Så, så han meget strengt på sin Gudfar der lå og grinede skælmsk til ham, der hvor hunden lige havde ligget. "Sirius, hvad i hulens navn, laver du her? Er du rigtig klog?" hviskede Harry "Nej, jeg er ganske givet ikke rigtig klog, men det er så ufattelig længe siden jeg har set dig" Sagde han og omfavnede Harry.
Harry der ikke var særlig vandt til fysiske kærtegn stivnede i øjeblik, inden lod sig selv slappe af i den ældre troldmands arme. Ham smilede op i Sirius's grå øjne. De lå længe uden at sige noget.
Det blev aften og Harry var på vej ned til middag. Han gik i sine egne tanker da to velkendte stemmer kaldte på ham "Harry, Harry. Sirius er forsvundet!" Harry lagde sit ansigt i tilpas bekymrede folder og vendte sig så om mod dem. Hermione var hvid i ansigtet. Ron stod og så på sine sko, han var bange for at Harry skulle få et af sine efterhånden berygtede vredes udbrud. "Han trænger sikkert bare til at komme lidt ud, han skal nok klare sig. "mumlede Harry mens han tænkte som en gal. Sirius kunne i hvert til fælde ikke blive her på Hogwarts, Ikke med Nidkjær luskende rundt. I det samme rundede Snape hjørnet. Hans blege ansigt var fortrukket i et skadefro smil "Potter, jeg formoder at Weasley og frøken Granger allerede har oplyst dig om Blacks forsvinden, hvis de da ikke har haft for travlt med andre anliggender? Meget tragisk, Vi kender dog ikke de nærmere omstændigheder. Og jeg har fået ordrer til at bede jer om, at forholde jer roligt de næste par dage."
Snape brugte sin allermest sukkersøde stemme, der fik det til at løbe koldt ned af nakken på dem alle tre. "smut så med jer" sagde han og ekspederede dem videre. "Så, hvad har du tænkt dig at gøre" spurgte Ron "Jeg har modtaget en ugle fra ham, han skrev, at han var ved at blive vanvittig af at være indespærret." Svarede Harry, der skyndte sig at gå. "Hvad, hvornår?" hylede Ron lamslået og fulgte efter ham. Harry snurrede rundt på hælens så hurtigt, at Ron nær var faldet " I har jo så travlt med hinanden, ikke? Jeg synes helt ikke det var noget at gøre et stort nummer ud af et brev. Hvor skulle jeg vide fra, at han rent faktisk ville gøre noget drastisk?" Sagde Harry så sammenbidt han kunne. "Lad os tale sammen efter middag"
"Du kan ikke blive her." hviskede Harry ud i mørket. Han mærkede en hånd på sin skulder. "så lad os gå ned i det Hylende Hus, og lægge en plan for hvad vi gør derfra. Harry, jeg trænger til at komme lidt væk, Du trænger til lidt kvalitetstid med din Gudfar. Jeg trænger til være sammen med dig." viskede Sirius i hans øre. Animagusen lagde en arm rundt om sin gudsøn. Harry lyttede anspændt efter om de andre sov. Klokken var næsten blevet elleve før Hermione og Ron havde ladet ham gå i seng, I al den tid havde Sirius gemt sig under Harrys Usynlighed kappe. De var nødt til at vente med at fortage sig noget til alle sov. Følelsen af en varm krop mod sin, gjorde den unge troldmand meget døsig og. Han kunne ligge sådan forevig "så er det nu."