Kap 4
I dyb tavshed listede de sig af sted under usynlighedskappen. Gangene virkede uendelige den nat. Sirius måtte gå foroverbøjet for at holde sig skjult. Harry havde svært ved at koncentrere sig med Sirius's varme ånde i nakken. De havde været forbi køkkenet og stjæle en del mad, ydermere slæbte de på en hel del tæpper. Oktober var kold og klar, månen lyste ned på dem da de banede sig vej hen i mod slagpoplen. Sirius forvandlede sig til en hund og trådte på roden der fik træet til at stå stille.
Mens de gik under jorden tænkte Harry på, hvilket forhold Sirius og hans far havde haft til hinanden, Han kunne ikke lade værre med at tænke på om de havde været mere end venner. Harry havde tit tænkt på om Sirius så andet i ham, end sin far. Sirius var en flot mand, han måtte ikke have manglet bejlere, men alligevel havde han aldrig talt om at havde en ungdoms kæreste. Der lugtede jordslået nede i tunnelen, fugten drev ned af væggene. Han mærkede Sirius der tog hans hånd. "Nu er vi der næsten."
Rummet så stadig ud som det havde gjort for to år siden. Dengang havde Harry banket Sirius, fordi han havde troet Black var ude på at myrde ham. De stod og så på hinanden. Harry følte sig forlegen fordi Sirius stadig holdt ham i hånden. Han så ned på sine sko, det her var næsten lige som at tale med Cho. Men det var jo helt forkert at tænke sådan, Sirius var jo dobbelt så gammel som ham selv, og så var Sirius en mand. "Hvad tænker du på?" Slanke fingre uglede Harrys hår. Drengen der levede svarede ikke
Hogwarts vågnede i panik. Harry var væk. Det var Ron der lig bleg, havde sagt det til Snape. "Weasley, så gør dig lidt mere forståelig, menneske!" "H-Han han er væk!" "Hvem? Spyt ud eller forsvind fra mit åsyn!" Tordnede Snape, der var godt gnaven over at blive forstyrret så tidligt om morgenen "H-harry, Han er pist væk" Ron der i forvejen var på nippet til at tisse i bukserne af skræk, blev om muligt endnu mere skrækslagen over Snapes reaktion. "BLACK!" Hylede han og hamrede det krus med te han holdt hånden ned i bordet så skårene føg til alle sidder.
Med et rasende udtryk gav han sig til at spankulere op og ned af gulvet mens han mumlede noget uforståeligt. Af og til så han hen på Ron med et bebrejdende blik. "Denne Gang er Potter gået over stregen. Jeg tvivler ikke et sekund på, at Potter ved hvor Black befinder sig. Højst sandsynligt er det et grotesk forsøg på at være morsom." Han standsede ud foran Ron og sagde Fattet "Jeg formoder at du trods alt har hjerne nok til at informere Dumbledore?"
Der lød dæmpet latter fra det hylende hus. To troldmænd sad ud for hinanden og spiste morgenmad.
Harry havde vågnet op med Sirius's arme om sig. I lang tid havde han bare ligget lyttet til hans åndedrag. Begge havde sovet i bar overkrop, de lå tæt omhyllet i hinanden. Der havde været en vis forlegenhed i mellem dem da de først var vågnet, den var forsvundet i takt med morgenmaden
"Norge" sagde Harry "Der skulle være dejligt uforstyrret" "ja, hvis man elsker fjelde og norske takhaler" Sirius stangede tænder med en kniv. "Hvordan havde du tænkt dig at vi skulle komme af sted? Stormvind, har du jo ikke med" sagde Harry eftertænksomt. Sirius trak på skulderne. "Jeg havde faktisk glemt at tænke så langt" indrømmede han. Der var tavst imellem dem i nogen tid.
Det var Harry der brød tavsheden. Et spørgsmål trængte sig på "Sirius, hvor tætte var dig og min far på hinanden?" "James var min bedste ven, som dig og Ron vil jeg tro." sagde Sirius efter en lille pause, det virkede som om han vejede ordene før han sagde dem. Han fangede Harrys blik og sagde hurtig "Jeg havde ikke noget kørende med din far på noget tidspunkt. Sådan tænkte jeg ikke på din far, men det forhindrede mig ikke i at være jaloux på din mor." De sidste blev sagt meget stille, mens han så ned i gulvet. "Du ser James i mig, gør du ikke?" Spurgte Harry. Sirius nikkede, og løftede hovedet, og sagde "Men jeg ser meget mere end det. Harry, jeg beundrer dit mod til at bære en kæmpe byrde på dine skuldre. Du er drengen der Levede. Men jeg kan også se hvor svært du har det. Din vrede, din afmagt over alle de ting der sker omkring dig. Harry, lad mig lette dine sorger for en stund." Med dette trak han sin gudsøn ind til og holdt ham der længe. Intet i hele verden kunne få ham til at give slip. "Sirius, du kvæler mig" kvækkede Harry.