Lettere rundtosset af den megen information og navnlig af den afsluttende svada, forlod Draco the Dungeons og søgte mod The Great Hall, som han, takket være Snapes grundige redegørelse for Hogwarts geografi, fandt uden større besvær.

Han trådte ind og styrede mod Slytherinbordet, hvor han så de to drenge fra tidligere, og som han nu antog måtte være Crabbe og Goyle. Med mad i munden gryntede de til hilsen, da han satte sig ved siden af dem. Draco tog en portion af dagens ret og gav sig til at spise.

Men så fangedes hans opmærksomhed af endnu et genkendeligt ansigt. Lidt længere fremme stod Gryffindors fænomenale Seeker, optaget i samtale med en rødhåret dreng.

Draco kviede sig fortsat ved at indvi Crabbe og Goyle i sit nyerhvervede tab af al erindring, så han prøvede med lidt small talk: 'Noget af en kamp i dag, hva'?'

Begge drenge fnøs, så små stykker af kartoffelmos med sovs føg fra deres mundvige. Den ene spyttede: 'Gryffindor! Skodhold!'

Den anden nikkede: 'Ja! De er ikke en skid uden Potter'. Han vrængede: 'Haaarry Påååtter'.

Med den kommentar anså Crabbe og Goyle tilsyneladende sagen for uddebatteret og vendte tilbage til deres tallerkener.

Harry Potter.

Det måtte være ham. Det kunne kun være ham. Gryffindors Seeker. Draco fornemmede, at temaet var ømtåleligt, men han forsøgte alligevel tøvende at holde samtalen kørende: 'Han var da ellers ret suveræn', ham…Harry Potter…'.

Crabbe og Goyle så desorienteret på ham. 'Malfoy, hvad er er der med dig i dag? Du er bare for mærkelig!'

Der var en pause, så lyste den ene dreng op i et grin, som når man endelig har forstået en vittighed: 'Aaah! Der var du lige ved at tørre os, Malfoy!' En kødfyldt knytnæve ramte Draco på skulderen, så han måtte ømme sig i stilhed, mens Crabbe og Goyle begge grinede fjoget.

Draco besluttede, at latter trods alt var et fremskridt og fortsatte: 'øh… tænkte faktisk på at gå hen og gratulere ham for sejren'.

Nu var Crabbe og Goyle decideret ved at kløjes i maden af grin: 'Ja! Gør det! Slagt ham! Tvær ham ud, den lille halvabe! Uuuh, Malfoy, du er mesteren. Vi holder ikke på dig…'

Således nødt rejste Draco sig og gik hen til Harry Potter:

'Hej! Draco Malfoy'.

Draco stak hånden frem til hilsen (og tænkte i det samme på det absurde i en sådan gestus, idet den anden dreng i sagens natur allerede måtte vide, hvem han var, efter flere års fælles skolegang).

En diffus, om end svært ubehagelig følelse af deja-vu skyllede indover Draco, da Harry Potter undlod at tage hans hånd og i stedet demonstrativt stak begge sine hænder i bukselommerne.

'Hvad vil du, Malfoy?' Stemmen var iskold.

'Ahem…' Draco førte akavet sin forsmåede hånd op igennem håret. 'Jeg ville bare sige, at jeg synes Gryffindor spillede en fantastisk kamp i dag. Jeg er meget imponeret af din teknik'.

Harry Potter så på ham med grønne øjne fulde af vantro og lede: 'Til helvede med hvad du er imponeret af, Malfoy. Hvad du end vil, så er mit liv for kort til dig og dine psykopatiske indfald. Men tillykke med det – din tilstedeværelse har lige kostet mig min appetit på aftensmad'.

Harry Potter vendte sig og gik mod salens udgang.

Draco løb efter: 'Hey, hey, hey! Alt jeg sagde, Harry, var, at jeg synes, du er en fantastisk Seeker'.

Den anden dreng så nu på Draco med regulær forargelse: 'Siger du Harry til mig?'

- 'Øh…ja, jeg siger Harry. Plejer jeg ikke…plejer vi ikke…?'

- 'Kors, mand!'

Harry fortsatte ud af salen og vendte sig hidsigt mod Draco: 'Helt ærlig, Malfoy, jeg bryder mig ikke om at blive set sammen med dig. Du kan selv se, hvordan folk begynder at snakke'.

Draco prøvede afvæbnende: 'Folk. Er de i bund og grund ikke ligegyldige?

- 'Jo, for dig, måske'.

Draco ønskede nu virkelig at bløde samtalen op: 'Harry, helt ærlig, alt jeg ville var at fortælle dig, hvor fedt jeg synes, du spiller. Og hvis du nogensinde skulle få lyst at give et par pointers fra dig, kunne det være genialt at træne sammen en dag'.

Harry brød ud i en hysterisk latter: 'Træne sammen? Med dig! Sig mig, tror du, jeg er fuldkommen idiot? Hvad fanden skulle meningen være med det?'

Atter valgte Draco at opfatte latter som et godt tegn. Trods alt. 'Nogle gange er der noget befriende i at gøre noget helt meningsløst. Synes du ikke det?'.

Harry rynkede brynene og rystede langsomt på hovedet. Men, tænkte Draco optimistisk, kun i vantro og ikke i blank afvisning af idéen.

Harry: 'Vi er Quidditchmodstandere. Hvorfor skulle jeg hjælpe dig blive bedre?'

Draco: 'Netop fordi vi er modstandere. Bliver jeg bedre, tvinger det dig til at blive bedre'.

Der opstod en pause.

Draco var afventende: 'Well?

Harry tog en dyb indånding: 'Fuck, jeg MÅ jo være fuldkommen idiot. Men jeg siger ja på én betingelse'.

Draco, oplivet af samtalens positive drejning: 'Den går jeg ind på. Ubeset!'.

Harry smilede smørret: 'Vent nu, til du hører den. Du, Draco Malfoy, skal tage ordet ved aftensmaden i morgen og offentligt give en undskyldning til Ron, Hermione og mig for al det lort, du har lavet gennem tiden. Gør det, og du har fået dig en Quidditchtræner'.

'Fint. En aftale'. Draco fastholdt Harrys blik.

Harry tabte kæben: 'Du…du indvilger?'

'Yep. Ny stil'. Nu var det Draco, der smilede stort. Han slog ud med armene. 'Er der noget…specifikt…jeg bør undskylde for?'

Harry løftede brynene i hvad, der lignede overraskelse over at skulle formulere noget, som burde være himmelråbende indlysende: 'Tja, du kan jo fx starte med at undskylde til Hermione for de utallige Mudbloodepisoder, til Ron for dine udfald overfor hans familie og deres økonomiske situation. Og til mig for…for at være en generel pest'.

Draco nikkede: 'Det gør jeg. Aftensmaden i morgen'.

Han forlod Harry, som mest af alt så ud til at være faldet ned fra månen.

Draco smilede for sig selv. Snapes karakteristik af ham skulle blive gjort til skamme. Han ville ikkevære sådan, som Snape sagde. Og hvad mere var - han ville gøre op med det onde blod, som åbenbart eksisterede mellem ham og Harry.

Harry med de grønne øjne.

I morgen aften skulle være begyndelsen…