Draco havde ikke det fjernest begreb om, hvem disse Ron og Hermione, som Harry havde nævnt, var, men heldet var med ham, da Slytherin dagen efter delte Potionsstimer med Gryffindor. Han fik ved den lejlighed mulighed for at notere sig, at Hermione Granger var en enestående eliteelev - tenderende det enerverende, men ubestrideligt dygtig. Og at Ron Weasley var den rødhårede dreng, Draco havde set Harry tale med dagen før, og som Harry nu sad ved siden af i klassen. De to virkede som gode venner.
Aftenen kom.
Draco var parat.
Ved aftensmaden, da alle var bænket, gik han op til lærernes bord og bad professor Dumbledore, som Snape havde fortalt var rektor for Hogwarts, om at måtte sige et par ord. Dumbledore så en smule overrasket ud over denne anmodning, men han indvilgede straks og kaldte den summende bistade af elever til orden.
Draco rømmede sig. Nu, hvor det var nu, følte han adrenalinet pumpe, og han var tør i munden. Han så ned på Gryffindorbordet, hvor Harry sad og så på ham, og han tog sig sammen.
Han begyndte: 'Kære skolekammerater. Jeg har bedt om ordet for at få lov til at beklage overfor jer alle sammen. Jeg kan forstå – nej, jeg ved, at jeg har været et ubehageligt bekendtskab for mange af jer gennem årene, men tingene bliver anderledes fra nu af, det er min oprigtige intention'.
Mens han talte, gik Draco ned langs bænkerækkerne. 'Navnlig vil jeg gerne rette en uforbeholden undskyldning til Ms. Hermione Granger og til Mr. Ronald Weasley for min modbydelige og ondskabsfulde opførsel'.
Han standsede ud for Ron og Hermione, som sad på hver sin side af Harry: 'Hermione. Begrebet Mudblood er et uværdigt og beskidt begreb, som aldrig burde have eksisteret. Jeg fortryder bitterligt nogensinde at have sat det i relation til dig, da intet kunne være mere urimeligt og forkert.'
'Og Ron. Status og materielle værdier har aldrig hængt sammen med det at være en stor magiker. Det er ganske uvæsentlige aspekter, og jeg er ulykkelig over at have brugt disse i tilsvining af dig og din familie'.
'Det er mit inderlige håb, at I begge med tiden må finde en måde at tilgive mig. Jeg undskylder fra mit aller inderste'.
Draco holdt en pause. I salen kunne man høre en uglefjer falde til jorden.
Så vendte han sig mod Harry: 'Harry Potter. Den bedste Seeker, jeg nogensinde har set flyve en Firebolt. At tænke sig at jeg nogensinde har haft andet end den dybeste respekt for dig, er mig en ubegribelig gåde, og jeg vil for evigt leve med fortrydelsen af at have spildt tiden med uvenskab dig og mig imellem'.
'Jeg håber mere end noget andet, at det er en uret, der kan rettes op på. Jeg forstår dog til fulde, hvis du ikke mener, det er muligt, men vid, Harry, at jeg fra og med i dag vil gøre alt, alt, hvad der står i min magt for at vinde din tillid'.
Draco slog hælene sammen og vendte tilbage til sin plads ved Slytherinbordet. Stilheden var øresønderdøvende.
Men kun et øjeblik, så eksploderede salen i ophedet råben og snakken. Nogle buede, andre klappede. Crabbe og Goyle rev sig i deres sparsomme hårpragt og skreg en hel masse hurtigt efter hinanden i øret på Draco.
Han hørte dem ikke.
Han kiggede mod Gryffindorbordet, hvor Rons og Hermiones måbende blik lå i pendulfart mellem ham og Harry.
Men Harry så kun på Draco. Han var alvorlig, men Draco var sikker på, at han kunne ane antydningen af et smil om den anden drengs mund.