Draco fik ikke meget ned ved aftensmaden. Han glanede mod Gryffidorbordet og fandt det svært at fokusere på ret meget andet end Harry.
Harry så på Draco og sendte ham et smil, som varmede Draco helt ud i fingerspidserne.
Men så blev Harry distraheret.
Ron kom ind i the Great Hall og satte sig ved siden af Harry. De to begyndte straks at snakke, og snart var Harry så optaget i samtale med Ron, at Draco ikke syntes, han så ud til at skænke andet en tanke.
Harry lagde en hånd på Rons skulder.
Draco mærkede et stik af ubehag i maven. Han var klar over, at Ron og Harry var venner, men bortset fra det, kendte han faktisk ikke til karakteren af deres forhold (og hvis han gjorde, kunne han i hvert fald ikke huske det).
Hvor gode venner var de egentlig?
Behøvede Harry ligefrem røre ved Ron?
Hvad de end talte om, så var det nu Ron, der førte ordet. Harry kastede et hurtigt blik over på Draco, som for at være sikker på, at han så på dem. Så vendte Harry sig smilende til Ron. Der var et drillende udtryk i Harrys ansigt.
Var det ham, de talte om?
Harry så igen på Draco og rykkede tættere på Ron, mens han svarede på et eller andet, Ron havde spurgt om.
Ubehaget i Dracos mave voksede.
Ron og Harry sad helt nær hinanden nu. Hånden på Rons skulder bevægede sig ned bag om ryggen på den rødhårede dreng.
Endnu engang var det som om, Harry sikrede sig, at Draco fulgte med i, hvad der foregik.
Harry lagde sit hoved på skrå og så stadig storsmilende på Ron, mens de talte. Deres ansigter var meget nær hinanden nu, syntes Draco. Alt for nær.
Hans mave var enig. Ubehaget havde udviklet sig eksplosivt til en regulær knude af kvalme, og han havde besvær med at synke.
Hvis de havde tænkt sig at kysse nu, var han sikker på, at han ville kaste op. På stedet.
Men så tog samtalen tilsyneladende en drejning.
Ron gestikulerede voldsomt, og Harrys smil var falmet. Hans bryn var rynket, mens han protesterede mod, hvad det end var, Ron skældte ud over.
Deres stemmer var hævede. Draco opfangede brudstykker af sætninger som '…stolede på dig…', '…er fuld af løgn…' og '…slut nu…'
Aftensmåltidet var overstået, og the Great Hall var ved at være tømt for elever.
Draco havde stor, stor lyst til at høre mere af Rons og Harrys diskussion, som nu havde udviklet sig til et egentligt skænderi, men han indså modstræbende, at det trods alt ville se FOR underligt ud, hvis han – som den eneste af de øvrige elever – blev hængende.
Han rejste sig derfor og listede mod udgangen.
Han nåede dog ikke langt. En hånd greb ham bagfra og væltede ham om på gulvet. Før han kunne registrere, hvad der foregik, var Ron over ham, og slagene haglede ned over ham.
Mellem de mange slag hørte han Ron bande ad ham og bede ham om at få sine egne venner. Eller sådan noget. Ud af øjenkrogen så han Harry komme stormende hen mod dem, mens han råbte til Ron om at holde op.
Det var dog ikke Harry, som fik standset maskingeværsalven fra Rons knyttede næver.
To kølige, stærke hænder tog et fast greb i henholdsvis Rons og Dracos skjortekraver og rejste begge drenge op at stå.
Professor Snapes stemme lød: 'Mr. Weasley. Mr. Malfoy. Jeg vil ikke spilde tiden med at forsøge at forstå sammenhængen for denne utilstedelige opførsel. Nej, Mr. Malfoy, jeg beklager, men jeg er ikke interesseret i forklaringer – ikke engang fra Dem. Detention til Jer begge. Øjeblikkeligt. Vær venlige at følge med mig'.