Uden at slippe taget i deres kraver slæbte Snape dem til sit forskningslokale i the Dungeons. Det var præcist så mørkt, dystert og uimødekommende som Snape selv.

En enorm samling af tomme og halvtomme kedler, petriskåle, flasker, glas, flakoner og andre former for beholdere hobede sig op ved siden af en håndvask.

Instruktionen var kort: 'Jeres opgave er at rengøre disse Potionsredskaber. I forlader ikke lokalet, før I er færdige. Mr. Weasley vasker'. Snape rakte Ron en svamp. 'Mr. Malfoy, De tørrer'. Draco tog imod et viskestykke.

Ron, som kom fra et hjem med mange huslige pligter, tøvede: 'Øh…kan den opvask ikke klares meget nemmere med magi, professor?'

Snape fortrak ikke en mine: 'Korrekt, Mr. Weasley. Hvilket er grunden til, at jeg skal bede om at få begge Jeres stave udleveret. De vil blive returneret til Jer efter endt Potionslektion i morgen'.

Han stak deres stave under sin kappe og så ned på Draco og Ron: 'Og så forventer jeg en upåklagelig optræden fra begge d' herrer fra nu af. Hvad De end måtte have af uoverensstemmelser, foreslår jeg, at De benytter tiden her til at få dem løst'.

Professoren vendte sig og lod Draco og Ron alene.

De stod overfor hinanden, men begge så væk. Draco havde armene over kors. Rons hænder var begravet i hans bukselommer.

Draco tænkte, at han burde bebrejde Ron at have bragt dem i denne lidet ønskværdige situation, men underligt nok følte han sig også selv skyldig. Han tav derfor stille.

Ron var den første til at tale. Han sukkede: 'Du kender Snape. Han forlænger bare detentionen, hvis han kommer tilbage, og vi ikke er færdige'.

Det var et potentielt scenarium, som ingen af dem havde lyst til at opleve, så Draco trak på skulderne, og de gik i gang med opvasken.

I flere af kedlerne og flaskerne var der rester af potions, som stadig syede og boblede, når man rystede dem, eller når de kom i kontakt med opvaskevandet. Der bredte sig en let brise af kulørte dampe omkring de to drenge.

En bizar dialog tog sin begyndelse, da Ron rømmede sig og tog hul på det emne, som var årsag til miseren: 'Du…øh…undskyld, jeg sprang på dig. Ved sgu' ikke, hvad der lige gik af mig dér'.

Draco rystede afværgende på hovedet: 'Tænk ikke på det'.

Dunstene fra de sydende potionsbeholdere tog til. Draco følte sig lidt svimmel

Han fortsatte: 'Jeg ved, at du og Harry er…tætte'.

'DET er vi!' Ron understregede kraftigt. 'Og du skal vide, at jeg ALDRIG kunne tænke mig at bryde ind i et…venskab. Ikke om så ti vilde enhjørninger forgyldte mig!'.

Dampene blev stadig kraftigere.

Der gik lidt tid, hvor de vaskede op i stilhed.

Dracos hoved summede. Han syntes, hans egen stemme lød noget sløret, da han spurgte Ron: 'Tror du, Harry er meget lykkelig…hvor han er?'

Ron var stadig lige eftertrykkelig, men også hans tale var nu decideret ustabil: 'DET er han! Han ELSKER…sin bedste ven!'.

Luften var nu en tyk sovs af et sammensurium af dunster.

'Aha' resignerede Draco, mens han svejede frem og tilbage og blinkende forsøgte at få styr på konturerne af det glas, han var ved at tørre af.

Drejede rummet rundt?

Ron så på Draco med øjne totalt ude af fokus og med en holdning, som tydede på, at han var i risiko for falde bagover, hvornår det skulle være. Han snøvlede: 'Hvor' min mor?'

Opvasken fortsatte sine udsondringer med stadig stigende intensitet.

Selvom Dracos bevægeapparat nu syntes at leve sit helt eget liv, lykkedes det ham at række over og klappe Ron på skulderen. Draco havde nu alvorlige problemer med at tale rent: 'Ved…ved du hvad? Nu synes jeg…at du skal gå op til Harry'.

'Overhovedet ikke! Det gør du.'

'Hvis du er ædel, så har jeg også råd til at være det'.

'Slet ikke! Jeg trækker mig tilbage!'.

'Nej, det gør jeg'.

Med et svømmende blik stirrede Ron ud i luften: 'Du binder Harry med kærlighedens bånd. Jeg vandrer alene…hånd i hånd…' Han forsøgte atter at se på Draco: 'Hvor' min mor?'

Draco virrede med hovedet: 'Nu skal du gå op til Harry'.

'NEJ! DU skal gå op til Harry!'

Draco trak vejret dybt ind: 'Okay. Så har jeg en anden idé. Vi går BEGGE op til Harry'.

- 'JAAAH! Vi går BEGGE op til Harry!'

I den type forbrødring, som kun finder sted, når man er stærkt beruset, faldt de hinanden om halsen.

Og faldt om på gulvet. I dyb søvn.