Draco vågnede ved en prikkende lyd. Han følte sig stadig noget ør.

Ved siden af ham begyndte også Ron at komme til sig selv. Ron stønnede og tog sig til hovedet: 'Aldrig, aldrig mere detention for Snape!'.

Draco svarede ikke. Han var optaget af at lokalisere den prikkende lyd.

Den kom fra rummets eneste naturlige lyskilde: et lille vindue helt oppe under loftet. Morgensolen faldt ind og skabet modlys, men man kunne alligevel se, at udenfor sad en snehvid ugle og bankede på.

Hedwig.

Ron fandt en stol, og Draco kravlede op og fik fuglen lukket ind. Hun fløj ned og satte sig på håndvasken. Om hendes ben var bundet et brev. Det var adresseret med Harrys distinkte håndskrift, som både Draco og Ron genkendte.

Teksten på kuverten lød: Til Min Bedste Uven.

Draco så afventende på Ron: 'Hvorfor tager du det ikke?'

- 'Det er til dig'.

- 'Sludder og vrøvl. Det er da dig, der er hans bedste…uven. I skændtes, så det bragede i går'.

- 'Det er til dig!'

Draco sukkede. Han så undskyldende på Hedwig, som dog ikke så ud til at opponere mod, at en anden end den rette adressat sådan tog brevet fra hende.

Han åbnede brevet og læste:

Draco,

Hvor er du?

Når du kan, så mød mig ved Hagrids hytte (han er i Frankrig,

så vi har hytten for os selv).

Kom så snart som muligt. Saver dig!

Harry

Draco var pludselig meget, meget vågen: 'Ron! Harry, han siger, at jeg…at han…at det er mig!'

Ron, stadig groggy og tydeligt uimponeret af Dracos nyopdagelse: 'Det var jo det, jeg startede med at sige for tolv timer siden'.

Draco: 'Jamen, jeg så jer ved aftensmaden. Jeg troede…?'

Ron: 'Han tog gas på dig, mand! Skulle vel bare se, om han kunne tricke din jalousi, eller hvad ved jeg. Spørg ham selv. Jeg blev pisse sur, da han fortalte om jer to. Jeg sagde, at du var fuld af lort, og at han var idiot, hvis han troede på dig. Frygtede vel at du skulle komme imellem ham og mig eller sådan noget'.

'Men hvis I to vil…være sammen' Ron sukkede. '…så er det sgu et eller andet sted ok med mig. Nu, hvor jeg har sovet på det'. Og hvis du så vil ha' mig undskyldt – jeg vil rigtig gerne op i min egen seng og sove videre'.

Ron vendte sig gabende og gik.

Draco skriblede hurtigt er på vej! på bagsiden af Harrys brev og sendte Hedwig af sted med det. Så styrtede han ud af døren.

Han tog tre trin ad gangen på trapperne op fra the Dungeons til Hogwarts hall.

Han lagde ikke mærke til Neville Longbottom, som en etage længere oppe baksede med de tre nyomplantede Mandrakes i lerpotter, som var Nevilles veludførte hjemmearbejde til Madam Sprouts timer den næste dag. For at få bedre styr på transporten af sin last havde Neville for et øjeblik stillet den ene potte fra sig på gelænderet til en af trapperne.

Men, som Hogwarts trapper havde for vane, så skiftede den pludselig position. Ved den bevægelse blev Nevilles lerpotte slynget af og styrtede med rasende fart mod gulvet i hallen.

Så langt nåede den dog aldrig i hel tilstand. I stedet blev den knust i tusind stykker, da den ramte Draco i hovedet og slog ham ud.