Draco vågnede i en seng i Hogwarts hospitalsfløj. Hans pande var prydet af et enormt plaster.
Madam Pomfrey kom hen til ham: 'Nå, De er vågen, Mr. Malfoy, det var også på tiden. De har sandelig sovet længe. Tja, De må have haft brug for det. Kan dog ikke tro, at det har været som følge af Deres tilskadekomst. Den flænge fra potteplanten så heldigvis meget værre ud, end den var, og jeg tror, vi kan udskrive Dem med det samme'.
Hun smilede listigt: 'Men det har nu ikke været alle, derhar været til at overbevise om, at De ikke var i overhængende livsfare. En vis ung mand har siden i går ventet med nedbidte negle på livstegn fra Dem. Ja, han har sandt at sige været en prøvelse med sine konstante forespørgsler om Deres tilstand. Jeg har sendt ham ned for at få lidt morgenmad – han har vist en vigtig Quidditchkamp om ikke ret længe - skønt han var ikke meget for at vige fra Deres side. Åh. Dér er han…'
Potter.
'Draco!' Han var hos Draco i ét spring og satte sig på kanten af hans seng: 'Er du ok?' Han tog Dracos hånd.
Draco flåede sin hånd til sig: 'Hvad i helvede vil du, Potter?'
Var det en måde at vågne op? Til synet af Potter? Var det en konspiration, det her? Hvis ikke Draco allerede havde haft hovedpine, var han da sikker på at få det nu.
Og hvordan var han overhovedet endt i hospitalsfløjen? Han huskede det ikke, men det skulle ikke overraske ham, hvis det havde noget med Potter at gøre.
Latterlige, talentløse, tåbelige, ulidelige, ynkelige, kiksede, Muggle- og Mudbloodelskende Potter.
Kors, hvor han dog ikke kunne holde ham ud.
Og prøv lige at se på ham. Fra at have set komisk bekymret ud (ikke at Draco forstod hvorfor), virkede idioten nu dybt chokeret.
Draco løftede øjenbrynene og smilede smørret: 'Hva' du så trist over, Potter? Har du tabt Væslen og Mudblood Granger? Eller er de langt om længe blevet smidt ud? Min far arbejder på sagen, ved du'.
Potter rejste sig og trak sig væk fra Draco. Det åndssvagt chokerede udtryk blev nu blandet med noget, der mest lignede indestængt vrede.
Men hvad var det? Midt i sit tavse raseri, stod Potter så ikke der foran ham og fik fugtige øjne? Helt ærlig, var spasseren ved at tude? Det var jo potentielt morsomt, det her. Bare vent, til han fortalte det til Crabbe og Goyle. De ville helt klart brække sig af grin.
Draco selv grinede allerede: 'Jamen, herregud, Potter, vi kan da godt holde lidt i hånd, hvis du sådan er helt ulykkelig over at være alene. Var det noget?'
Med et dybt såret og meget, meget komisk udtryk bakkede Potter ud af hospitalsstuen. Han rystede langsomt på hovedet: 'Nej, det kan være det samme'. Så var han væk.
Draco anede ikke, hvad Potter havde haft at gøre ved hans sygeleje i første omgang, men hva' fanden, der var så mange af den drengs besynderlige dispositioner, han ikke forstod.
Well, Madam Pomfrey havde sagt, at han kunne gå, så der var vel ingen grund til at spilde yderligere tid her. Draco stod op og samlede sine ting sammen.
Så forlod han hospitalet og søgte mod Slytherins opholdsstue i forventning om bedre selskab, end dagen indtil nu havde budt på.