Til sin overraskelse fandt han stuen tom.
Hvor var alle mennesker?
Draco kiggede ud af vinduet. Høje råb nede fra Quidditchbanen gav ham svaret. Blev der virkelig spillet kamp i dag? Hvad dag var det egentlig?
Kampen var i fuld gang, kunne han se. Fra farverne på spillernes dragter, som han svagt kunne ane, regnede han ud, at de to hold måtte være Ravenclaw og Gryffindor.
Støn. Gryffindor.
Gid, åh, gid, de ville blive udraderet!
Strengt taget gad Draco ikke bruge tid på Gryffindor og deres elendige Seeker, men på den anden side havde han heller ikke lyst til at sidde alene tilbage på slottet og glo. Derfor satte han modstræbende kurs mod Quidditchbanen.
Han fandt sig en bænk på Slytherins tribune. Crabbe og Goyle sad lidt længere henne, men der var ingen ledige pladser. Endnu. Men om lidt, tænkte han, ville han gå hen og bede de to 2.års elver, der sad der, om at flytte sig ad helvede til. Så kunne han få lejlighed til at fortælle sine to kammerater the Latest News on Potter the Parody.
Dér fløj han. Potter.
Hans mørke hår, der som altid var en sørgelig undskyldning for en frisure, var tydelig mod den røde spilleruniform.
Plejede den at være så rød? Håret så mørkt?
Draco rystede på hovedet som for at klare hjernen.
Hele Slytherintribunen, inklusiv Draco, jublede, da Ravenclaw fik et mål ind hos Gryffindor. Nu stod de to hold lige. Det kunne ikke vare længe, før en af Seekerne ville spotte the Snitch som den første.
Lad det være Ravenclaw, lad det være Ravenclaw, lad det være Ravenclaw, tænkte Draco.
Potter lavede et loop. Men usædvanligt for ham kiksede det, og et sekund så det ud til, at hans Firebolt ville styrte mod jorden. Dracos mave snørede sig sammen.
Potter rettede op, og publikum drog et lettelsens suk
Igen måtte Dracoryste på hovedet.
Endnu et Ravenclawmål. Yay!
Dér var den. The Snitch. Som Draco havde håbet, var det ganske rigtig Ravenclaws Seeker, der først satte efter den. Det gav holdet et uvurderligt forspring, og Gryffindor var nu for alvor i fare for at tabe kampen. Ha! tænkte Draco.
Dø, Potter, dø.
Det var en kold dag, og Draco stak hænderne i sine bukselommer. Hans fingre fik fat i noget, han ikke først kunne bestemme, hvad var. Et stykke stof. Han trak det op. En lille blodig klud. Et lommetørklæde. Et Gryffindor lommetørklæde.
Den ramte ham som en flodbølge, erindringen.
Som en tornado.
Som et jordskælv.
Dracos hjerne eksploderede med tusind billeder fra Quidditchtræning. Fra McGonagalls klasseværelse. Fra Gryffindors omklædningsrum.
Fra hospitalsstuen.
Harry.
Draco lukkede øjnene og lod sit ansigt synke ned i sine hænder. Åh, gud, hvad havde han gjort?
Han havde ødelagt alt.
Alt.