I det samme fangede Harry the Snitch, og Madam Hooch fløjtede kampen af. Alle spillerne landede.

Draco røg op fra sin plads. Han væltede et par forskrækkede 1.års Hufflepuffere på vej ned fra tilskuerpladserne og råbte et hurtigt undskyld i farten.

Inden han nåede banen, havde der allerede samlet sig en større flok elever omkring spillerne, som i en tæt klump hoppede op og ned i tiljubling af deres hold. Weasley-tvillingerne bar Harry på deres skuldre. Harry smilede.

Draco prøvede desperat at skære sig gennem – ikke bare menneskemængden, men også støjen fra de mange glade og hujende elever. Han kaldte, men Harry hørte ham ikke.

Endelig fik Harry øje på ham. Men kun et sekund, så så Harry væk igen.

Harry kom ned på jorden. Gryffindorspillerne tog hinanden under armene og glade og syngende bevægede de sig på en lang række op mod slottet. Harry gik i midten mellem Fred og George og var stadig omgivet af en stor flok elever.

Draco kæmpede sig vej. Han greb fat i Harry: 'Harry! Giv mig bare et øjeblik! Jeg be'r dig…'

I forhold til det døde blik, hvormed Harry nu så på ham, var Draco tæt på at foretrække had og lede, som han havde været vant til at se i Harrys øjne, inden deres forhold havde…udviklet sig.

Draco sank og gentog: 'Jeg be'r dig…'

Harry vendte sig mod sine holdkammerater: 'Gå I bare. Jeg indhenter jer om lidt'. I løftet stemning fortsatte resten af Gryffindoreleverne mod slottet.

Harry: 'Okay. Du har et øjeblik. Skal du nå at ødelægge sejren for mig? Også?'.

Draco: 'Du forstår ikke. Jeg har haft…hukommelsestab. Jeg ved, hvor sindssygt, det lyder, men det er sandheden. Det, i formiddags på hospitalet, jeg mente ikke…'

- 'Sindssygt? Tja, Malfoy. Det lyder i hvert fald præcis som dig'.

- 'Du MÅ tro på mig! Jeg ved godt, hvordan jeg har været førhen, men så fik jeg en Bludger i hovedet. Og så en Mandrakepotte, og…'

- 'En Bludger?' Harrys stemme var ligeså tonløs som Dracos var ophidset.

- 'Ja! En Bludger!

- 'Dit øjeblik er gået, Malfoy. Farvel'. Harry vendte sig og begyndte at gå.

Draco følte panikken lurer. Det var nu eller aldrig, og desperate metoder var på sin plads. Der måtte illustration til…

På banen stod Madam Hoochs kasse med de 4 Quidditchbolde. Draco åbnede resolut kassen og slap den ene Bludger løs. Den for mod himlen. Tæt ved havde en Ravenclawspiller efterladt sin Nimbus. Draco greb den og svingede sig op på den.

Han steg hurtigt til en vis højde, og så lod han sig hænge i luften. Fra lang, lang afstand så han Bludgeren vende om og med høj fart sætte kurs direkte mod ham. Han kaldte: 'Hey! Harry!'

Harry vendte sig og kiggede. Først på Draco og så på Bludgeren, som kom hastigt nærmere.

Draco følte sig klar. Bludgeren måtte ramme ham så hårdt det skulle være. Enten ville Harry så forstå, at han talte sandt, eller også ville han atter miste hukommelsen og således undgå smerten over at have fucket deres spirende forhold op. Noget måtte ske.

Draco slog ud med armene. Han flyttede sig ikke en tomme.

Bludgeren kom stadig tættere på.

Harry rørte sig ikke. Han så fra Bludgeren til Draco og tilbage igen.

Bludgeren var ganske nær nu. Det drejede sig om sekunder, så ville den ramme Dracos hovedskal. Han mærkede sin mave slå en koldbøtte, men han flyttede sig ikke.

Meget, meget nær ved nu. Om et øjeblik…

Draco nåede slet ikke at se Harry bestige sin Firebolt. Alt, han registrerede, var det lufttryk, som opstod, da Harry kilede sig mellem ham og Bludgerens bane og med et kraftig stød skubbede ham ud af dens fokus.

Harry tvang Draco med tilbage på jorden. Harry var ude af sig selv af raseri: 'Hvad i helvede tænker du på? Er du klar over, hvor farligt det stunt var? Du er sgu da for langt ude!'

Draco nikkede: 'Ja, det er jeg'.

- 'Du kunne ha' slået dig ihjel, det ved du vel godt?'

Draco nikkede igen: 'Ja, det ved jeg godt'.

- 'Er du totalt idiot?'

Draco nikkede atter: 'Ja, det tror jeg faktisk, der er en ret go' chance for, at jeg er'.

- 'Er du ude på at bevise en eller anden syg pointe, eller har du bare et psykotisk dødsønske?'

Draco smilede tørt: 'Sådan noget lignende'.

Der opstod en pause.

- 'Hukommelsestab, siger du?'

Draco nikkede nok engang.

De blev tavse.

Harry tog en dyb indånding: 'Jeg kommer givet til at fortryde det, men…årh, for helvede!' Han smed sin Firebolt fra sig og kastede sig om halsen på Draco.

De kyssede med en så stor inderlighed, at de næsten glemte at trække vejret. Som for at indhente tabt tid.

Først længe efter trak de sig lidt væk for at få luft.

Draco hev efter vejret: 'Hva…hva' nu, hvis det sker igen? Hvis jeg får tilbagefald?'

Harry smilede: 'Bare rolig'. Han trak ud i sin kappe. I en lomme sad den hidsige Bludger og forsøgte forgæves at komme fri. 'Så slipper jeg bare den her løs'.

Harry stak sin hånd i Dracos baglomme, og med armene om hinanden satte de kurs mod slottet.

- fin -