Min Evige Forbandelse

Af Mara456

Oversat fra engelsk af Berantzino

Originaltitel "My Eternal Curse"

Rating: T

Disclaimer: "Jeg ejer ikke Harry Potter eller nogle af figurerne det kan genkendes i denne historie. Jeg ejer kun plottet og mine egne originale karakterer. Jeg tjener ikke nogle penge på det her, så vær venlig ikke at sagsøge mig."

Mara456, direkte fra hendes historie disclaimer

Beskrivelse: Ginny troede hun var fri for Romeo Detlev for evigt... For kun at finde ud af at han aldrig rigtigt gik væk. Nu må hun konfrontere ham og sine egne værste frygter før det er for sent. Men hvordan kæmper man mod en fjende der kender dig bedre end du selv?

Kapitel To

Min Egen Værste Fjende

Solen var allerede stået op da Ginny endelig kom tilbage til Gryffindors opholdstue. Det havde være den syvende nat i træk Ginny ikke havde sovet og var taget på biblioteket. Hver nat havde havde hun lånt Harrys usynlighedkappe og var taget tilbage til biblioteket for at forske hendes... "Tilstand". Indtil nu havde hun ikke fundet noget og var begyndt at føle at hendes søgning var forgæves. Hun listede op ad trapperne til drengenes sovesale og gik ind på sovesalen der tilhørte Sjette års vejlederne. Alle sov fast. Ginny listede hen til Harrys seng uden en lyd. Hun afleverede kappen på dets gemmested og smuttede ud af rummet så stille som hun kom...

Harry Potter hørte døren lukke bag Ginny. Han satte sig op i sengen og stirrede på døren. Han havde opdaget hans usynlighedskappe var væk natten for den sidste, for så at finde ud af at tyven havde afleveret den den næste dag. Da den så forsvandt igen "sidste nat" havde han besluttet sig for at blive oppe og se om han kunne fange tyven på fersk gerning. Han var chokeret da han så Ginny komme ind på sit værelse, med kappen i hånden. Han var ikke sikker på hvorfor han var blevet ved med at sove rævesøvn da han så hende. På en måde, føltes det bare forkert at konfrontere hende. Han tjekkede for sin usynlighedskappe. Den var der. Han sukkede dybt. Ron ville ikke kunne lide det her. For at være ærlig, kunne han heller ikke.

"Ginny..." sagde Harry. "Hvad er du ude på? Hvorfor har jeg en dårlig fornemmelse over det er?"

Harry, Ron og Hermione satte sig ned til morgenmad sammen ved Gryffindor bordet. Harry prøvede at tænke på noget andet en hvad der skete igår, men kunne ikke. Han havde stadig ikke fundet muligheden til at tale med Ron eller Hermione. Mellem skolearbejde og hans og Hermiones vejlederpligter var de blevet begravet. Ginny havde taget hans usynlighedskappe gen i nat. Han vidste han blev nødt til at fortelle dem det. Harry kiggede op og ned af bordet efter Ginny, men hun var der ikke. Nu så ud som et godt tidspunkt.

"Hvor er Ginny?" spurgte Harry.

"Jeg løb ind i hende på biblioteket i morges," sagde Hermione, mens hun tog en slurk af sin græskarjuice. "Hun sagde hun havde en opgave hun skulle lave færdig før timerne startede. Hun skulle stadig være der. Det er bare..."

"Hvad er det Hermione? Spurgte Ron mens han tog en bis af sin toast.

"Tja... Hun virkede ret underlig," sagde Hermione. "Nærmest som om hun var i en slags trance eller noget... Da jeg spurgte hende 'hvad er der galt' sagde hun bare 'det er ingenting...'. Det virkede som om der var noget andet hun ville fortælle mig, men..."

"Men hvad Hermione?" spurgte Harry.

"Sidste gang jeg så hende opføre sig sådan var lige før jeg blev angrebet af Basilisken i vores andet år," sagde Hermione. "Vi stødte ind i hinanden i gangen på vejen til biblioteket. Hun havde det samme underlige, fraværende udtryk i ansigtet. Jeg tror der er noget med hende og hun vil ikke fortælle det til os."

"Tja, det kan ikke være Du-Ved-Hvem's dagbog igen," sagde Ron. "Den blev ødelagt, gjorde den ikke Harry?"

"Jo, den blev..." sagde Harry. "Men jeg bliver nødt til at være enig med Hermione. Noget er galt. Kan I huske da jeg fortalte jer for nogle dage siden at nogen have taget min kappe og så afleveret den igen? Det skete igen den næste nat så jeg blev oppe for at se hvem det var. Det var Ginny. Hun havde taget min kappe. Da Ginny tog min kappe igen sidste nat prøvede jeg at følge fter hende, men hun slap fra mig. Jeg tror hun måske kan have set mig."

"Hvorfor skulle hun gøre sådan noget?" spurgte Ron. "Jeg synes vi skal konfrontere hende. Finde ud af hvad der er galt."

"Og give et vink," sagde Hermione." Nej, vi skulle hellere holde øje med hende. Finde ud af hvor han er taget hen om natten. Hvis hun så dig prøve at følge efter hende vil hun sikkert ikke prøve at bruge din kappe igen i aften."

"Du har sikkert ret," sagde Harry. "Hvad der end foregår, bliver vi nødt til at finde ud af det."

"Har du det sjovt min lille Prinsesse?" hviskede Romeo i hendes sind. Hun ignorerede spørgsmålet. Ginny sad i Gryffindors opholdstue og kiggede på Harry Ron spille skak. For første gang i tre uger han hun sænket paraderne en smule. Hun fortsatte med at se dem spille mens Romeo kom med kommentarer om deres spil.

"Der er beviset for at drengen der ikke kunne slås ihjel er god til alt," sagde Romeo.

"Som om du kunne gøre det bedre..." tænkte Ginny.

"Du ville blive overrasket," sagde Romeo. "Jeg var ret god til skak i min tid."

"Som om," kom Ginny til at sige højt. De andre to kigge sjovt på hende. Hun besluttede sig for at gå før Romeo og hende kom ind i endnu et skænderi. "Jeg går i seng."

Ginny rejste sig for at gå.

"Vent!" sagde Ron. "Du kan ikke gå endnu. Du skylder mig et spil, husker du nok."

"Jeg har fået nok for en aften," sagde Harry mens han så ud som om han var glad for at slippe for endnu en omgang. "Jeg bliver nødt til at spørge Hermione om noget før jeg går i seng. Godnat."

Han gik op ad trapperne til pigernes sovesale for at finde Hermione. Ginny sukkede og satte sig net i stolen Harry lige havde efterladt.

"Jeg spiller en omgang," sagde Ginny. Hun var håbløs til skak. "Så går jeg i seng."

"Tak," sagde Ron mens han satte brættet op til endnu en omgang.

"Jeg kunne hjælpe dig at du ved det," sagde Romeo. "Det eneste du skal gøre er at spørge..."

"Fint..." tænkte Ginny, der bare ville have ham til at holde mund. "Hvis du er sådan en ekspert... Så fortæl mig hvad jeg skal gøre."

Ginny kiggede da Ron tog det første træk. Ginny lyttede til Romeo's instruktioner og fortalte brikkerne hvor de skulle rykke hen. Det hele var ovre på mindre end fem minutter. Ginny og Romeo havde vundet det hele med mindre end ti træk. Ron stirrede bare på Ginny og på skakbrættet i forvirring. Giny så hans ansigtsudtryk og kæmpede for ikke at grine. Det udtryk var uvurderligt.

"Hvordan gjorde du det?" spugte Ron, da han havde fundet sin stemme igen.

"Guddommelig inspiration," sagde Ginny, og smilte for første gang i flere uger. "Godnat."

Ginny rejste sig og gik ud af opholdstuen. Hun havde nydt det lidt mere end hun kunne lide at indrømme. Det var rart at slå ham i hans eget spil for en gangs skyld. Hun gik ind i sin tomme sovesal. Hun havde lyst til at lukke øjnene og sove i en uge, men hun vidste hun ikke kunne. Istedet åbnede hun sin kuffert og tog en flaske med Kvik-Op Eliksir frem. Hun drak noget af eliksieren, og skar ansigt af den mærkelige smag den efterlod i hendes mund. Så lukkede hun flasken og puttede den væk. Ginny følte den opfriskende kilden løbe gennem hende, mens den lod sin magi virke. Den fejede hendes fysiske træthed væk, men gjorde intet for hendes udkørte hjerne. Hun sukkede dybt, og satte sig på sin himmelseng.

"En smulle eliksir om dagen kan hjælpe med at holde monstre fra slagen," tænkte hun bedrøvet. "Hvis bare det var så enkelt... Romeo kan måske nok nu kun tage kontrol over min krop når jeg sover, men det vil sikkert ændre sig hvis jeg ikke finder en måde at stoppe ham, og snart..."

Med hver dag der gik synes Romeo at kunne stå mere og mere fast i deres mentale kamp for dominance, mens hun dårlgt nok kunne få fodfæste, og da slet ikke kunne stoppe ham. Han sled hende ned og Ginny følte sig ude f stand til at stoppe ham. Hun frygtede at hvis hun ikke snart fandt en løsning, ville hun miste sig selv til ham. Så ville ingen være der til at stoppe ham fra at gøre hvad han end havde planlagt. Men hvordan kæmper man mod en fjende der kender dig bedre end du selv?

"Jeg er så træt," sagde Ginny højt mens tårer begyndte at vælde op i hendes øjne. "Jeg vil bare hvile... Bare for et lille stykke tid."

"Så giv bare slip," sagde Romeo. "Du ved du gerne vil."

"Nej," tænkte Ginny. "Du lyver. Jeg nægter at lytte til dine løgne og bedragerier. Jeg er ikke den lile naive pige du kan bruge og derefter smide væk, ikke længere... Hvorfor kan du ikke bare lade mig være i fred?"

"Jeg er en del af dig," sagde Romeo. "Det er på tide du accepterer det."

"NEJ!" tænkte Ginny. "Det er ikke sandt! Jeg hader dig... Du er en fandens skiderik. Du gjorde det her mod mig-"

"Hvis du vil skyde skylden på nogen så prøv din elskede Harry Potter," sagde Romeo. "Hvis det ikke var for ham ville jeg ikke være her."

"Hvis det ikke var for ham ville jeg ikke stadig trække været," sagde Gnny. "Jeg skylder ham mit liv."

"Skylder du ham?" sagde Romeo. "For hvad? For denne miserable eksistens, han så hengivent har forbandet dig med? For at afvise alle tilnærmelser du er kommet med? For at kigge på dig som om du var noget der skal skrabes af sin sko?"

"Du ville slå mig ihjel!" tænkte Ginny. "Hvor vover du at skyde al skylden på ham. Hvad så med at han ikke er interesseret i mig? Han er min ven. Dette er ikke hans skyld!"

"Hvis skyld er det så?" sgade Romeo. "Min? For at ville eksistere? For at overleve trods alle odds?"

"Ja..." mumlede Ginny.

"Og hvad betyder det når det endelig kommer til det?" sagde Romeo. "Factsene bliver som de er. Jeg er stadig en del af dig, om du kan lide det eller ej."

"Jeg vil finde en måde at komme af med dig på," sagde Ginny. "Det er kun et spørgsmål om tid."

"Det skal du ikke regne med," hvislede Romeo.

"Vi får se," sagde Ginny.

Det var lige efter daggry da Ginny gik ind på biblioteket. Det havde været to dage siden skakspillet med Ron. Hun havde ikke prøvet at tage Harry's kappe siden den nat han næsten fangede hende. En del af hende ønskede han havde, så ville dette mareridt måske slutte. Da hun nu ikke var i stand til at bruge al sin tid i biblioteket mere uden kappen, var hun begyndt at vandre på udendørsområderne, mens hun passede på ikke at bliver set af Filch eller hans kat Madam Norris. Hver morgen var hun kommet tilbage til Gryffindortårnet længe nok til at tage et bad og skifte tøj før hun tog på biblioteket. Ginny havde fuldstændigt gevet op og spise morgenmad for i stedet at bruge mere tid med at undersøge. Hver søgning hun lavede var mere udbyttesløs end den forrige, trods det at hun tilbragte al sin fritid i biblioteket nu.

Da hun begyndte at søge mellem reolerne tænkte Ginny tilbage på hendes samtale mede Hermione for to dage siden. Ginny havde desperat ville fortælle Hermione om Romeo, men Romeo havde stoppet ehnde endnu en gang. Ginny havde en synkende fornemmelse af at alt hun gjorde nu havde lige så stor effekt som at banke en død Hippogrif med en smasher. Sandsynligheden for at hun ville finde en sag som sin egen var omkring én til en million.Men hun måtte blive ved med at prøve for ellers ville hun miste alt håb om nogensinde at finde en kur. Ginny trak en lovende bog der hed 'Kamp i Psyken' og gik videre. Fem minutter senere tog hun endnu en lovende bog ud kaldet 'Psykologiske Sygdomme og Mørkets Kræfter'.

"Så nu er jeg ikke andet end et figment i din syge hjerne," sagde Romeo i en uægte tone af krænkethed.

Ginny ignorerede ham og fortsatte sin jagt. Femten minutter senere hev hun en stor bunke bøger hen til et af bordene, satte sig ned, og begyndte at læse. Romeo kommenterede hvad der stod i hvilken bog det nu var hun læste. Ginny lod som om han ikke var der og fokuserede på opgaven foan sig. Efter en times efterforskning fandt hun noget i kapitel sytten af 'Psykologiske Sygdomme og Mørkets Magter'.

"Det ser ud som om jeg har fundet noget!" sagde Ginny.

"Er det ikke meningen du skal sige noget i retning af 'Bingo'?" sagde Romeo.

"Hvad er en 'Bingo'?" spurgte Ginny.

"Glem det..." sagde Romeo mens han mentalt rystede på hovedet. "Glem jeg nævnte det..."

"Glemt," sagde Ginny. "Ti nu stille og lad mig læse..."

En af de mærkeligste og mest mystiske sygdomme kom fra en troldmands konflikt mellem Mørkets Troldmand Neverland og Lysest Troldmand Barrowstead. I den endelige kamp mellem dem dræbte Barrowstead Neverland's krop, men ikke hans essens. Neverland havde den unikke kraft at han kunne besætte en andens krop, og smide den andens bevidsthed ud uden brug af eliksirer eller andre magiske midler. Desværre for Barrowstead, forlod Neverland sin krop lige da det endelig stød ramte og tog tilflugt i ham.

Uden sin krop kunne Neverland ikke flygte fra Barrowstead, hvilket gav to sind fanget i den samme krop. De opdagede snart at de kunne bruge hinandens kræfter og hvad der skete med den ene også skete med den anden. Hverken Barrowstead eller Neverland kunne acceptere deres tilstand. De kæmpede begge for total magt over roppen i flere år. Kampen drev begge parter til vanvid. Barrowstead/Neverland begik selvmord ti år senere, ødelagde en mugller landsby og dræbte tre troldmænd i processen...

"Interessant." sagde Romeo efter at havde informationen synke ind et øjeblik. "Så de kunne ikke undslippe deres skæbne mere end vi kan... Det ser ud til du har dit svar, min lille prinsesse."

Ginny læste passagen igen uden at ville tro det. Hvis de ikke kunne undslippe deres skæbne, hvordan skulle hun så kunne? Hun rystede på hovedet. Nu var ikke et godt tidspunkt at falde fra hinanden... Ginny kiggede på fodnoterne. De nævnte to andre bøger. 'Kamp i Psyken' og Mørke Troldmænds Konflikter i Middelalderen'. Ginny trak den første bog frem fra bunken og prøvede at huske hvor hun havde set den anden bog... Selvfølgelig! Hun havde set den i bibliotekets forbudte afdeling. Den eneste måde hun kunne få en bog ud af den forbudte afdeling var ved at have en en skriftlig tilladelse fra en af hendes professorer.

"Vi studerer middelalderen i Magiens Historie," tænkte Ginny. "Måske kan jeg få Professor Binns til at skrive den..."

"Hvad godt vil den bog gøre os nu?" sagde Romeo. "Disse to troldmænd dræbte hinanden. Hvorfor? Fordi de ikke kunne tage det, derfor. Er det det du vil have skal ske med os?"

"Der er ikke noget os," sagde Ginny.

"Du kan kun have dit hovede begravet i sandet indtil du drukner..." advarede Romeo. Ginny hørte ikke efter. Hun havde for travlt med at finde på en plan, til at opdage en mandlig figur med strålende kobolt blå øjne der kiggede mellem reolerne, og holdt øje med hende med stor interesse.

Harry og Ron satte sig ned ved Gryffindor bordet til morgenmad. Harry kiggede op og ned af bordet efter Ginny, men hun var det ikke. Han havde ikke set hende til morgenmad i evigheder, hvilket ikke var hende. Hermione satte sig ned ved siden af Harry og så ud som om hun halvsov.

"du ser ud som om du har været i en boksering Hermione," sagde Ron.

"Tak Ron," sagde Hermione koldt. "Du ved lige hvordan du skal få en pige til at føle sig speciel."

"Hård nat?" sagde Harry mens han tog en bid morgenmad.

"Jeg havde tre opgaver jeg skulle lave færdigt i nat," sagde Hermione. "Med lektier og vejlederpligter, har jeg haft lidt svært ved at følge med det hele. Da jeg endelig var færdig kunne jeg ikke sove, så jeg gik på biblioteket-"

"Gik du på biblioteket efter alle de lektier?" sagde Ron. Hermione gav ham et koldt blik der ville have imponeret Professor Snape, og Ron holdt mund for han kunne jokke mere i det.

"Nå," sagde Hermione. "Gæt hvem jeg så på biblioteket?"

"Hvem?" spurgte Harry.

"Da jeg gik ind på biblioteket, var Ginny der," sagde Hermione og startede på sin morgenmad. "Hun så ud som om hun snakkede med nogen, men der var ikke nogen. I hvert fald ikke nogen jeg kunne se."

"Hvad sagde hun?" spurgte Harry der var begyndt at føle sig bekymret.

"Jeg kunne ikke høre hende særligt godt," sagde Hermione. "Det eneste jeg hørte var 'jeg har fundet noget.' "

"Ved du hvad hun ledte efter?" spurgte Harry.

"Hvad ved ikke hvad hun laver, men det her er ikke for et skoleprojekt," sagde Hermione "Hun ser ud til at bruge alle frie øjeblikke på biblioteket i øjeblikket. Jeg er bekymret! Det her ikke ligner ikke Ginny. Jeg ville ønske hun ville fortælle os hvad der var galt."

"Også jeg," sagde Harry.

"Samme her," sagde Ron. "Hun har opført sig underligt... Hermione, ved du hvad det var for en bog hun læste?"

"Det lykkedes mig at skimme titlen da jeg gik ind i biblioteket." sagde Hermione. "Den var kaldet 'Psykologiske Sygdomme og Mørkets Magter'. Hvorfor?"

"Jeg har en idé,"sagde Ron. "Vi har vi har første time fri idag. Jeg synes det er på tide vi finder ud af hvad hun har ledt efter."

TBC