Min Evige Forbandelse

Af Mara456

Oversat fra engelsk af Berantzino

Originaltitel "My Eternal Curse"

Rating: T

Disclaimer: "Jeg ejer ikke Harry Potter eller nogle af figurerne det kan genkendes i denne historie. Jeg ejer kun plottet og mine egne originale karakterer. Jeg tjener ikke nogle penge på det her, så vær venlig ikke at sagsøge mig."

Mara456, direkte fra hendes historie disclaimer

Beskrivelse: Ginny troede hun var fri for Romeo Detlev for evigt... For kun at finde ud af at han aldrig rigtigt gik væk. Nu må hun konfrontere ham og sine egne værste frygter før det er for sent. Men hvordan kæmper man mod en fjende der kender dig bedre end du selv?

Kapitel Tre

En Uhellig Alliance

Første time var lige startet da Harry, Ron og Hermione abkom på biblioteket. Det var tomt, med undtagelse a Madam Pince og nogle få andre elever. De begyndte at lede efter bogen Hermione havde set Ginny med tidligere. En time gik, og de kunne stadig ikke finde bogen de kiggede efter.

"Har I fundet noget?" spurgte Harry.

"Intet," sagde Ron. "er du sikker på det er den titel, Hermione?"

"Selvfølgelig," sagde Hermione.

"Måske skulle vi spørge Madam Pince om bogen," sagde Harry. "Hun vil sikkert vide hvor vi kan finde den."

"Men hvad hvis hun spørger hvorfor vi lever efter den?" spurgte Ron.

"Overlad bare det til mig," sagde Hermione. Hun gik over til Madam Pince's skrivebord hvor hun læste i en bog.

"Undskyld mig Madam Pince," sagde Hermione. "Jeg har ledt efter en bog jeg skal bruge til noget ekstra arbejde, men jeg kan ikke finde den."

"Hvad er titlen?" spurgte Madam Pince.

"Den hedder 'Psykologiske Sygdomme og Mørkets Magter'." sagde Hermione.

"Nå, så du studerer Mørkets Magter's effekt på sindet, hva'?" sagde Mdam Pince, mens hun tjekkede sine papirer. "Ret så fascinerende et emne. Mørkets Magter kan have en forfærdelig effekt på både kroppen og sindet... Aha, det ser ud til at bogen allerede er lånt ud."

"Af hvem?" spurgte Hermione.

"Af en Frøken Virginia Weasley," sagde Madam Pince.

"Så må jeg jo bare spørge om jeg må låne den af hende, når jeg ser hende senere." sagde Hermione. "En ting til... Har hun lånt andre bøger?"

"Kun en," sagde Madam Pince. "'Kamp i Psyken', en anden bog om de psykologiske effekter efter Mørk Magi. Var der ellers andet?"

"Nej," sagde Hermione. "Tak for din hjælp, Madam Pince."

Hermione gik ud af biblioteket uden et ord. Harry og Ron løb for at nå op til hende.

"Hørte I?" spurgte Hermione.

"Ja..." sagde Ron. "Men hvorfor skulle Ginny studere effekterne Mørkets Magter har på folk?"

"Jeg ved det ikke," sagde Harry.

"Tror I det her kan have noget at gøre med I-Ved-Hvem's dagbog?" spurgte Hermione.

"Muligvis," sagde Harry. "Vi bliver nødt til at løse det her, og jeg tror jeg ved hvordan."

Ginny gik langs kanten af den forbudte skov med kun den svage måne som lys. Hun tænkte tilbage på de få sidste dage. Hun havde været i stand til at få den bog fra den forbudte afdeling, men den havde vist sig at være en blindgyde. De andre to bøger hun havde lånt, viste sig også ikke at være så nyttige som hun havde håbet. Hun var begyndt at føle dette var hvad britiske muglere kaldte an 'wild goose chase'. Jo hårdere hun prøvede at tænke det igennem, desto mindre lod det til at hun kunne.

"Der må være en måde jeg kan stoppe ham på," tænkte Ginny. " Eller i det mindste kunne advare nogen..."

"Tænker på måder at slippe af med mig igen," sagde Romeo med en silkeblød stemme. En kuldegysning løb ned ad hendes ryggrad. Hun gik en smule hurtigere. "Vær forsigtig... Det var den slags tænkning der gjorde det af med de sidste to troldmænd med denne... tilstand."

"Skrub af Detlev," sgade Ginny.

"Giv op," sagde Romeo. "Du ved du ikke kan vinde. Hvorfor ikke bare acceptere det?"

"Acceptere det?" sagde Ginny. "Acceptere det her mareridt jeg er fanget i? Acceptere at du overtager mit sind? Du kan gå ad Helvedes til!"

"Dig først," sagde Romeo. "Hvad får dig tal at tro, du kan stoppe mig mere end da Barrowstead gjorde da Neverland inficerede hans sind? Det er for sent at fortryde nu. Giv slip..."

"Og gøre hvad?" sagde Ginny vredt. "Holde op med at eksistere? Blive et monster som dig? Jeg vil hellere dø end miste min frihed til dig igen."

"Kan du ikke se det?" sagde Romeo. "Jeg er dig..."

"Nej, du er ej!" sagde Ginny mens hun mærkede frygt boble op indeni hende. "Du er et minde af et monster, og jeg vil slippe af med dig!"

"Det skal du ikke regne med," sagde Romeo. "Du kunne ikke slippe af med mig i første år. Hvad får dig til at tro nu er anderledes? Sidste gang du var i knibe kom din dyrebare Potter og reddede dig, men han er her ikke til at redde dig denne gang, er han? Ingen er der for at redde dig denne gang. Ingen..."

"Jeg skulle gå op på Professor Dumbledore's kontor lige nu og-"

"Og hvad?" sagde Romeo. "Du vil ikke være i stand til at få to stavelser så længe jeg har noget at skulle have sagt. Og selv hvis du kunne, hvad ville du fortælle ham? At den Romeo Detlev der var fanget i dagbogen i halvtres år aldrig rigtigt blev destrueret? At jeg har overlevet alle disse år, ved at gemme mig i dit sind?"

"Hvad hvis jeg gjorde?" sagde Ginny. "Alt andet ville være bedre end det her!"

"Vær ikke så sikker på det," sagde Romeo." Tro mig. Han kan ikke beskytte dig fra mig. Ingen kan. Han vil are låse os inde og smide nøglerne væk. Er det det du vil min lille Ginny,at blive indespærret på St. Mungo's? For det er hvad der vil ske hvis du fortæller ham det."

"Det er ikke sandt!" sagde Ginny, mens hendes frygt viste sig endnu en gang.

"Tønk over det," sagde Romeo. " Han kan ikke ødelægge mig uden at dræbe dig og han kan ikke lade os løbe frit. Hvad nu hvis vi var farlige? Hvad hvis vi gjorde en af hans dyrebare elever ondt? "Hvad hvis du kvalte livet ud af din dyrebare Harry Potter?"

"Hold mund..." sagde Ginny, mens hun holdt sig for ørerne.

"Dumbledore ved der er en chance for at jeg kunne få dig til at gøre det." fortsatte Romeo nådesløst. "Forestil dig hvordan det ville føles at lægge dine hænder omkring hans hals, at se livet løbe ud af ham, at se frygten i hans øjne når det går op for ham at han skal dø."

"Hold mund!" råbte Ginny ud i den tomme nat mens tårer begyndte at vælde op i hendes øjne.

"Dumbledore ville ikke tage den risiko, ville han?" sagde Romeo. "Hvad hvis du ikke stoppede der? Hvad hvis du dræbte din bror mens han sov? Han ville aldrig se det komme. Hvad hvis du dræbte alle hans små Gryffindorer en efter en? Nej, Dumbledore ville aldrig løbe den risiko. Han ville hellere låse en uskyldig inde end miste sine yndlingselever. Åh, selvfølgelig vil han pakke det ind i vat så meget som muligt for dig først. Han vil gøre sit bedste for at give dig falske forhåbninger så du vil samarbejde. Han vil endda få nogen i ministeriet til at arbejde på at finde en måde de kan adskille os. Ministeriet ville ikke kunne finde svaret til et probliem, om det så slog dem i ansigtet, og du ved det."

"Du lyver!" sagde Ginny mens hun faldt ned på sine knæ, grædende. "Det bliver du nødt til at gøre. Det ville Dumbledore aldrig gøre mod mig."

"Er du sikker?" spurgte Romeo. Ginny svarede ham ikke. Hun sad der bare med hænder fast over sine ører, grædende. Hun kunne ikke holde ud at tænke på det, bange for at hvis hun gjorde det, ville hun måske begynde at tro det.

"Sandheden gør ondt, gør den ikke?" fortsatte Romeo. "De vil låse dig inde uden at tænke nærmere over det. Alt sammen fordi du læste den forkerte bog som barn... Hvad vil dine venner ikke tænke om dig? Hvad vil din famillie ikke sige når de finder ud af sandheden? Når de finder d af at du har løjet for dem, løjet for dem, om mig..."

"Jeg vidste det ikke," sagde Ginny.

"Gjorde du ikke?" sagde Romeo. " Et sted dybt nede har du altid vidst det. Hvorfor fortalte du dem ikke da du havde forandret dig? Hvorfor fortalte du ikke din mor at du var en Slangehvisker, da du først fandt ud af det? Hvorfor har du løjet for dem alle disse år, Ginny"

"Forbandede dig!" råbte Ginny. "Jeg burde fortælle Professor Dumbledore alt..."

"Hvad stopper dig? Spurgte Romeo. "Med mindre du ser noget sandhed i det jeg siger... Hvorfor ikke give efter, eller er du bange for at du vil syntes om det?"

"Syntes om at skade folk?" sagde Ginny. "Aldrig!"

"Lyv ikke for mig," sagde Romeo. "Jeg ved hvor meget du smilte da du så draco Malfoy skadet i den Quidditch Kamp sidste år."

"Det var anderledes," mumlede Ginny. "han fortjente det..."

"Fortjente han det, fordi han var din fjende," sagde Romeo. "Eller fordi han var i vejen for dig?"

"Jeg er ikke noget monster," tænkte Ginny.

"Selvfølgelig er du ikke det," sagde Romeo. "Hvem hvem skal bestemme hvad der er monstrøst og hvad der ikke er? Harry Potter? Albus Dumbledore? Er du et monster fordi du er villig tilat gå et skridt videre, eller er du et monster på grund af omstændigheder du ikke selv kan kontrollere?"

"Hvorfor skulle lytte til dig?" sagde Ginny. "Jeg kender dig, du vil sige alt for at få hvad du vil. Jeg er ikke som dig! Jeg er en Gryffindor, ikke Slytherin!"

"Er du nu sikker på det?" sagde Romeo. "Jeg ved hvad hatten sagde til dig under fordelingsceremonien. Jeg ved hvad du har skjult siden den første dag."

"hatten puttede mig i Gryffindor," sagde Ginny.

"Først efter du havde afvist Slytherin," sagde Romeo. "Ud af frygt for hvad de andremåske ville tænke. Det har altid været dit problem. Du tager dig for meget af hvad andre tænker om dig. De holder dog tilbage, og du ved det! Du var ikke en ægte Gryffindor dengang og du er det ikke nu. Det var derfor du ikke ville have nogen til at vide du havde forandret dig, var det ikke? Du var bange for at være anderledes. Du var bange for at jeg havde plettet dig!"

"Hvad vil du have fra mig?" spurgte Ginny, med en stemme der knækkede.

"Jeg vil have at du skal være ærlig over for dig selv til enforandring," sagde Romeo langsomt. "Jeg vil have dig til at skille dig af med denne ynkelige Gryffindor komedie af din, og blive den Slytherin det var ment at blive, men var for bange til at være, indtil nu. Jeg vil hjælpe dig!"

"J-Jeg tror ikke på dig," sagde Ginny tøvende.

"Så fortæl Dumbledore alt," sagde Romeo. "Jeg udfordrer dig! Se hvor hurtigt han låser dig inde 'til din egen beskyttelse', naturligvis. Se din famillie og såkaldte venner forlade dig. Gør det bare!"

"Det ville min famillie aldrig gøre!" sagde Ginny. "De elsker mig."

"Dig, eller personen de troede du var?" spurgte Romeo. "Gør det bare og find ud af det, jeg vil ikke stoppe dig."

"Du ville ikke lade mig gøre det," sagde Ginny. "Du har endnu mere at miste end jeg."

"Har jeg?" spurgte Romeo i en dødelig hvisken. "Eller har du?"

"Hvis hvad du siger er sandt, vil jeg miste dem alligevel," sagde Ginny. " I det mindste vil de være sikrere hvis jeg går til Dumbledore."

"Ginny," sagde Romeo og lød som om har var mildt underholdt. "Nogen gange kan din naivitet være utrolig."

"Hvad skal det betyde?" sagde Ginny.

"Det betyder at du er så hårdnakket besluttet på at ødelægge begge vores liv i et lattarligt show af Gryffindor retskaffenhed, at du ikke kigger på det større billede," sagde Romeo. "Prøv at se på tingene fra et andet perspektiv."

"Du mener fra en psykopat's synsvinkel?" sagde Ginny.

"Næsvise barn!" sagde Romeo vredt. "Hør på mig! Du og jeg er en og den samme. Vi er forbundet, og din fornægtelse vil ikke ændre det. En forståelse af det vil måske ikke redde os, men jeg er sikker på at mangel på det samme vil gøre det af med os begge."

"Hvad foreslår du jeg skal gøre?" sagde Ginny. "Bare være ligeglad, og lade dig overtage mit liv? Bare lade dig udslette alt jeg nogensinde har elsket?"

"Nej," sagde Romeo. "jeg foreslår at du ansøger om fred nu, mens du stadig har en chance, men hvis vi skal komme nogen vejne bliver du nødt til at acceptere sandheden, og give slip. Give slip på denne ynkelige forestilling, du har skabt til for dig selv. Du er anderledes end dem, det vil du altid være. Jeg vil love dig to ting på graven af Salazar Slytherin, min mest ærede forfader. Èt, hvis du vælger at abejde med mig, på min side, lover jeg at jeg ikke vil skade nogle af dem der er dig nær så længe du ønsker det. To, du må gå til Dumbledore nu hvis du ønsker det, men hvis du gør vil jeg ikke hvile før jeg har tilintetgjort dig. Hvis jeg skal møde intetheden igen, vil jeg ikke møde den alene. Tænk over det, men tag dig ikke for lang tid med at beslutte dig. Slut dig til mig Ginny. Sammen vil vi være uovervindelige!"

Ginny var målløs.

Ginny stirrede ud ud af vinduet fra hendes sovesal på det trøstesløse og urolige landskab under hende. Gennem hele skoledagen, var det eneste hun kunne tænke Romeo's tilbud. "Slut dig til mig Ginny. Sammen vil vi være uovervindelige!". Disse ord syntes at følge hende som en plage, hvor hun end gik. Det var hvad Romeo var for hende, en plage. Hvorfor blev hun så ved med at gå tilbage til ham? Hvorfor kunne han ikke bare have været død? Han var der altid i en eller anden form for at minde hende om hendes fejltagelse, at blive venner med ham fra starten af. En del af hende ville altid huske glad på de gode dage de havde sammen, selv om de ikke var virkelige. En anden del af hende ville altid hade ham for det, for hans forræderi! Var noget som helst af hans venlighed nogensinde ægte? Selv efter alle disse år, var hun stadig ikke sikker. Ginny var kun sikker på en ting; hun kunne ikke leve i fortiden længere. Ikke med Romeo, og ingen andre for den sags skyld.

De var fanget i en unik situation. Hun sukkede. Uanset hvor meget hun ikke havde lyst til at indrømme det, havde Romeo ret. Dumbledore ville sikkert ikke lade hende blive på Hogwarts, ikke på denne måde. Ikke når Romeo stadig var en trussel mod eleverne., men hvad hvis hun lærte at kontrollere ham? Lærte at holde ham i kort snor, uden at han opdagede det? Måske kunne han endda blive nyttig. I det mindste indtil hun fandt en måde at fjerne ham. Han havde sagt han havde brug for hende. Det gik op for Ginny, at han var lige så meget fanget i det her som hun var. Han ville udnytte hende... men måske kunne hun udnytte ham istedet? Måske kunne hun da udligne spillefeltet. Trods alt, hvis han kæmpede fejt, hvorfor skulle hun så ikke også kune? Den ide tiltalte hende mere end hun kunne lide at indrømme. Måske havde Romeo ret... måske var hun, dybt nede, en Slytherin. Tja, jeg er hvad jeg er. Måske er det på tide jeg holder op med at løbe fra mig selv, og finde ud af hvem jeg er en gang for alle. Jeg vil slå mig selv ihjel før jeg vil lade Romeo få komplet kontrol over mig eller skade nogen igen! Jeg håber bare det ikke kommer så vidt...

"Romeo?" tænkte Ginny. "Er du der?"

"Du ringede?" sagde Romeo.

"Jeg hvad?" sagde Ginny.

"Ligemeget," sagde Romeo. "Har du tænkt over mit tilbud?"

2Ja," sagde Ginny. "jeg... Du har ret. Jeg kan ikke blive ved med at løbe mere. Jeg-Jeg accepterer dit tilbud, men ikke på dine betingelser. Hvis vi skal arbejde sammen skal vi være ligeværdige partnere."

"Afgjort," sagde Romeo. "Ellers andet?"

"Du sagde, du lovede ikke at skade mig eller de andre," sagde Ginny. "Du sagde mit velbefindende er blevet dit... jeg vil have dit til at love du vil beskytte dem, ligemeget hvad. Deres velbefindende... er mit, og 'så længe vi arbejder sammen', er det også dit!"

Selv den forbandede Harry Potter?" spurgte Romeo vredt. "Selv det håbløse fjols Dumbledore?"

"Især dem!" sagde Ginny. "Jeg kender dig Romeo. Du hader dem, men hvis du skal arbejde med mig skal du beskytte dem. Hvad er mest vigtigt for dig, min Slange? Din fortsatte eksistens, eller din smålige ørst for hævn? Vælg; men husk at hvis jeg finder ud af du lyver for mig, vil jeg sørge for at du ikke vil leve til at fortryde det! Sværg det, eller jeg går direkte til Dumbledore lige nu!"

"Aftale," sagde Romeo efter en lang pause. "jeg sværger på Salazar Slytherin's grav at jeg ikke vil skade dig eller dem der er dig nær. Jeg sværger desuden også, at beskytte dig og dem der er dig nær så længe du ønsker det."

"Så hvad gør vi så nu?" sagde Ginny med et gab.

"Vi lægger os til at sove," sagde Romeo. "vis du ikke har bemærket det, har du ikke sovet i ugevis."

"Hvorfor skulle jeg stole på dig?" sagde Ginny.

"Hvis vi skal arbejde sammen, bliver vi nødt til at kunne stole på hinanden før eller siden," sagde Romeo. "Eller er du uoprigtig?"

"Fint," sagde Ginny. "Men hvis du-"

"Jeg ved det," sagde Romeo. "Få nu noget hvile."

Ginny orkede ikke at skifte og lagde sig under tæpperne. Hun var bange for, hvad Romeo måske ville gøre hvis hun sov, men tvang sig selv til at lukke øjnene. Hun begyndte med det samme at falde i søvn. Lige for hun sov, kunne hun have svoret hun hørte Romeo tale.

"Godnat min lille prinsesse," hviske Romeo blidt da hun faldt i søvn. Han kunne mærke hvor træt hun var, hvor trætte de var. Han var ubeskriveligt udmattet. Romeo var overrasket over de ikke bare var kollapset en dt af ren og skær udmttelse. De sidste par uger han havde brugt på at kæmpe mod hende havde været godt brugt, men han havde opbrugt sine egne reserver. I det mindste var tingene faldet til hans fordel. Den information Ginny havde fundet, havde ikke været det mest opmundrende, man havde klaret at bruge det til sin egen fordel. Det var som at tage slik fra et barn. Men at bruge hende til sin egen fordel... The ville være den tricky del. Hun havde fået ham til at sværge på graven af hans mest ærede forfader at han ville beskytte dem der var hende nær, inklusive det fjols til Dumbledore. Sådanne bånd blev ikke brudt let; selv han ville gøre sådan en ting direkte. Han måtte finde en måde hvorpå han kunne hævne sig på dem, uden at bryde sit ord. Måske kunne han vende hende mod dem? Det var en ide. Indtil nu ville han lade hende hvile. Når hun vågnede ville han sætte sine planer igang. Indtil nu var han tilfreds med at hvile, og komme op med en plan.

TBC