Min Evige Forbandelse

Af Mara456

Oversat fra engelsk af Berantzino

Originaltitel "My Eternal Curse"

Rating: T

Disclaimer: "Jeg ejer ikke Harry Potter eller nogle af figurerne det kan genkendes i denne historie. Jeg ejer kun plottet og mine egne originale karakterer. Jeg tjener ikke nogle penge på det her, så vær venlig ikke at sagsøge mig."

Mara456, direkte fra hendes historie disclaimer

Beskrivelse: Ginny troede hun var fri for Romeo Detlev for evigt... For kun at finde ud af at han aldrig rigtigt gik væk. Nu må hun konfrontere ham og sine egne værste frygter før det er for sent. Men hvordan kæmper man mod en fjende der kender dig bedre end du selv?

Kapitel Fire

Reglerne for Indblanding

Ginny vågnede langsomt i hendes himmelseng. Hun følte sig som om hun havde sovet i en uge. Hun satte sig op og trak forhænget fra. Hun så på uret og så hun ahvde masser af tid til at tage et bad og skifte tøj før morgenmad. Ginny kom langsomt på benene og tog et langt godt kig på sig selv i spejlet. Hun have mørke rande under øjnene og så forfærdelig bleg og brugt ud. Ginny følte sig stadig udmattet, men bedre end hun havde i ugevis.

""Du har set bedre dage, kære," sagde spejlet.

"Fortæl mig om det," svarede Ginny.

"Jeg er glad for du er oppe igen," sagde spejlet. "Hvis du sov meget længere ville dine kollegiekammerater have hentet Madam Pomfrey."

"Sovet meget længere?" spurgte Ginny. "Hvad dag er det?"

"Det er søndag," sagde spejlet. "dine kollegiekammerater prøvede at vække dig, men du skubbede dem bare væk og faldt i søvn igen."

"Søndag?" sagde Ginny. "Jeg har sovet siden fredag... Wow, jeg må virkelig have haft brug for det."

Ginny gik i bad og skiftede, hvorefter hun gik hen til spejlet for at se sig selv igen. Hun var stadig forfærdeligt bleg med mørke rande under øjnene, men hun lidt mindre mørbanket ud end hun havde gjort. Hendes lange, lige hår så en smule vildt og uholdt ud. Hun gik med et par muggler jeans og en marineblå T-shirt og gummisko.

"Velkommen tilbage fra de døde," sagde Romeo, og forskrækkede hende. " Jeg var begundt at overveje om du overhovedet ville vågne op."

"Det kunne du lide," mumlede Ginny. Hun var hungrende sulten. Ginny havde ikke spist noget siden torsdag. "jeg går til morgenmad..."

"Du har da ikke tænkt dig at gå ud sådan der?" spurgte Romeo.

"Hvordan?" spurgte Ginny, der begyndte at føle sig irritabel.

"Som noget der har været dødt og har ligget og rådnet i fem dage," sagde Romeo. "har du slet ingen sans for feminitet?"

"Gå væk," tænkte Ginny. Hun vendte sig for at gå, men Romeo tog kontrol over hende og gik over mud hendes kuffert istedet. De begyndte at rode mellem hendes ting, og trak forskellige former af makeup og andre ting hun ejede, men aldrig gad bruge. "hvad laver du?"

Jeg gør dig anstændig, for første gang i dit liv," sagde Romeo. "Så længe vi arbejder sammen, kommer du til at ligne en ung kvinde, ikke et vildtert pigebarn."

"Hey!" sagde Ginny vredt. "der er ikke noget i vejen med hvordan jeg ser ud!"

"Så burde du få dine øjne tjekket," sagde Romeo. "Eller også har du bare været for meget sammen med dine brødre... vælg selv."

"Det her er degraderende," tænkte Ginny.

De samlede alle de ting Romeo havde valgt og gik tilbage ud på badeværelset. Ginny var alt for træt til at kæmpe mod ham, så hun lod ham arbejde. En halv time senere, deklarerede Romeo endelig at hun var i stand til menneskelig kontakt. Ginny stirrede i spejlet, mens hun beundrede Romeo's arbejde. Hendes lange, vilde hår var nu sat op i et sæt bløde slangekrøller. Romeo havde fjernet hendes fregner og mørke cirkler under hendes øjne med en Plet-fjerner besværgelse. Ginny bar rød læbestift og makeup til at understrje hendes træk, og lægge en smule til hvad Romeo kaldte hendes 'naturlige skønhed'. Ginny måtte indrømme, han havde gjort et overraskende godt arbejde.

"Jeg tror du har mistet dit sande kald Romeo," sagde Ginny, mildt underholdt. "istedet for at være Han-Som-Ikke-Må-Bevævnes, skulle du hellere have været makeup- Artisten-Der-Ikke-Må-Benævnes."

"Jeg har svært ved at se hvad du finder sjovt," sagde Romeo. Ginny klukke let af det.

"Hvordan har du lært at gøre det?" drillede Ginny. "Har du øvet på dig selv?"

"Ha ha, meget morsomt," sagde Romeo isnende.

"Kan vi gå ned til morgenmad før vi sulter ihjel?" spurgte Ginny mens hun kiggede på tiden. "Eller vil du bruge to timer på at klæde mig på også?"

"Jeg syntes jeg har gjort et godt stykke arbejde," sagde Romeo. "Jeg må sige... Du ser henrivende ud."

"Tak..." sagde Ginny en smule overrasket. Ingen have nogensinde komplimenteret hende på den måde før. Tom gav hende fuld kontrol over hendes krop igen, og de gik ned i Storsalen for at få morgenmad. Storsalen var halvt fyldt med elever, men der var næsten ingen lærere i syne. Kun Professor Trelawney var kommet ned til morgenmad her til morgen, og hun kom eller aldrig til morgenmad.

"Underligt..." sagde Ginny. "Hvor er lærerne?"

"De sidder sikkert i et hemmeligt møde eller noget," sagde Romeo.

"Et møde om hvad?" tænkte Ginny.

"Om hvordan de bedst kan slå Voldemort," sagde Romeo. Ginny spjættede da han sagde navnet. "Du bliver nødt til at komme over din frygt for at sige Mørkets Herre's navn."

"Hvorfor er Professor Trelawney så ikke i mødet med dem?" tænkte Ginny.

"Som om den gamle ko ville have noget nyttigt at tilføje," sagde Romeo. "Jeg kan lige se det for mig..." Romeo begyndte at lave en imitation af Dumbledore og Trelawney. " 'Hvad er næste fase i vores plan? Hvem som helst?' 'Mit Indre Øje fortæller mig at Den Mørke og Harry Potter vil dø i en duel et sted inden for de næste to år... forresten Minerva... den ting du frygter vil ske på tirsdag.' At spørge hende om et klart svar er værre end at spørge en kentaur. 'Mars er klar i aften...' Selv et fjols som Dumbledore ville ikke lade en inkompetent tåbe som hende ind i deres inderste cirkel."

"Det har du ret i," sagde Ginny, let forøjet. Ginny satte sig net ved Gryffindor-bordet og startede på sin mad som en sultende mand.

"Pas på Ginny," sagde Romeo. "Du skulle nødig få noget af det der i munden..."

"Hold mund Romeo," tænkte Ginny da hun sank endnu en bid.

"Ih, jubii," sagde Romeo. "Nysgerrige fjolser kl. 12."

Ginny kiggede op og så Harry, Ron og Hermione komme mod hende. Harry tog det tomme sæde på hendes venstre side, mens Ron og Hermione tog de to til hendes højre.

"God morgen," sagde Ginny.

"Har du det okay, Ginny?" spurgte Hermione.

"Jeg har det fint," sagde Ginny. Løgnen kom let til hende. " Jeg har vel bare studeret for hårdt til mine UGL'er. Bare rolig. Jeg har ikke tænkt mig at overanstrenge mig selv på den måde igen."

"Er du sikker på du er okay?" spurgte Ron, bekymret. Måske skulle du se Madam Pomfrey."

"Jeg har det fint," sagde Ginny. "Jeg er bare lidt træt, det er det hele. Jeg har ikke brug for en Mediheks. Jeg skal bare tage det lidt mere med ro når jeg studerer."

"Det er vigtigt at studere," sagde Hermione. "Pres bare ikke dig selv for hårdt."

"Husk, at hvis der er noget du vil tale om, er vi der," sagde Harry.

"Det vil jeg gøre," sagde Ginny.

"Jeg er stolt af dig, min lille prinsesse," sagde Romeo. "Du lærer... vi har måske stadig en chance for at overleve dette her."

"Men til hvilken pris?" tænkte Ginny trist.

"Jeg kan lide dit nye look," sage Harry. "Det klæder dig."

"Tak," sagde Ginny, med en svag rødmen. Til hendes overraskelse kommenterede Romeo ikke på det. Pludselig, kom en stor, midnatsblå ugle flyvende in i Storsalen, med kurs direkte mod Gryffindor bordet.

"Jeg gad vide hvem den er til," tænkte Romeo. Ginny var overrasket da den underlige ugle landede foran hende, afleverede en lille pakke pakket i brunt papir med orden 'Til Ginny' skrevet nydeligt i blodrødt blæk, hvorefter den fløj igen. Ginny undersøgte pakken nøje, før hun åbnede den. Inde i pakken var der en træboks lavet af eg med et indviklet mønster ovenpå. En lille blodrød rubin sad i midten. Ginny følte en uimodståelig træng til at røre rubinen, og lagde langsomt sin hånd ovenpå den. Hun mærkede boksen scanne hende i flere sekunder før den accepterede hende. Hun fjernede hånden og boksen åbnede af sig selv. Inde i boksen sad en lille besked skrevet på et stykke pergament, og en smuk halskæde. Ginny tog halskæden op, for at kigge nærmere på den. Den havde en enkelt, stor, perfekt blodrød sten, der hang, uden nogen samling, fra en ligeså perfekt guldkæde. Stenen i sig selv nærmest lyste med et lys af sit eget. Den var fantastisk. Hun tog den på med det samme, og læste beskeden der var skrevet med samme håndskrift som uden på pakken.

Hav altid halskæden på dig... du får brug for den.

Brug den vel.

En Ven

"Hvem er den fra?" spurgte Hermione.

"Jeg ved det ikke," sagde Ginny, mens hun stirrede på den underlige besked i hendes hånd. "Jeg har aldrig set noget som det her før..."

"Måske har du fået en hemmelig beundrer," sagde Harry.

"Måske," tænkte Ginny. De fem spiste resten af deres morgenmad i tavshed; ingen af dem lagde mærke til at en drengen ved Ravenclaw bordet der holdt øje med dem.

Ginny løb ud af biblioteket i et halsbrækkende tempo, uden at lægge særligt meget mærke til hvor hun løb. Hun havde brugt så meget tid på at afslutte sin Besværgelses opgave at hun var vd at komme for sent til Eliksirer. Professor Snape havde meget lidt tålmodighed til overs for folk der kom for sent, og det sidste hun ville var at komme på hans dårlige side. Ginny nåede toppen af trapperne og løb hovedkuls ind i en anden. De mistede begge deres balance og faldt ned af trapperne. "Mit håndled!"tænkte Ginny mens hun skreg i smerte, da de tumlede ned af trinene. De nåede endelig bunden af trappen i en bunke af arme og ben filtret sammen. Ginny gjorde sig fri, mens hun var forsigtig så hun ikke brugte sit højre håndled. Smerten var næsten ubærelig; hun prøvede at bevæge sine fingre men kunne ikke.

Hun blev opmærksom på sine omgivelser igen da personen hun var stødt ind i skreg ud i smerte. Han var en teenager dreng, omkring hendes alder, med bølget, skulderlangt, chokolade brunt hår. Han havde en Ravenclaw kappe på, og hans sølv og grønne briller var skæve. Han havde strålende kobolt blå øjne og et næsten smukt ansigt. Han så ud til at være i mange smerter.

"Hvor har du ondt?" sagde ginny.

"Mit ben..." sagde Ravenclaw drengen med anstrengt stemme. Ginny så at hans ankel sad i en sjov vinkel. Den var tydeligves brækket.

"Vi bliver nødt til at få dig til Madam Pomfrey," sagde Ginny, mens hun overvejede deres muligheder. Hun turde ikke stole på at hun kunne kaste en svævebesværgelse med hendes tryllearm skadet. Det sidste han havde brug for i hans tilstand var at blive tabt. I det mindste var de på samme etage som Hospitalsfløjen. Ginny hjalp drengen på benene og greb ham, da han kom til at sætte vægt på den brækkede fod og faldt. Ginny vaklede under hans vægt da hun halvvejs trak, halvvejs bar dem begge til Hospitalsfløjen.

Tom iagtog hele scenen spille ud fra bunden af Ginny underbevidsthed. Han mærkede Ginny's smerte og skar en grimasse. De nåede endelig Hospitalsfløjen med drengen på slæb. Han så på mens Madam Pomfrey helede deres skader. Han lagde mærke til, hvilket Ginny ikke gjorde, at hun ikke kunne tage øjnene fra ham. Han kunne mærke hendes skyldfølelse og bekymring for ham og... Ginny var bange, og dog, ret betaget af ham. Var det ikke... interessant. Han kiggede dybere i hendes følelser. Hun var meget tiltrukket af ham og ville gerne kende ham bedre, men var skrækslagen for, at det kunne afsløre dem. Helt korrekt, tænkte Romeo. Sådanne kontakter kunne vise sig at vær dødelige. Men hvad hvis han kunne blive nyttig for os? Romeo studerede den anden dreng intenst. Han havde en god del talent, og et potentiale i sig, der kun ventede på at blive opdaget. Der var også noget andet ved ham... et mørke så ud som en knop der kun ventede på at blomstre, og med det en mørk trang til at hævde sig selv. Det overraskede Romeo. Kunne denne unge mand blive en værdifuld fordel for dem? Eller noget andet måske?

"Jeg er ked af det," sagde Ginny flovt, mens hun gjorde sit bedste for at holde en skælven ude af hendes stemme. "Jeg så ikke efter hvor jeg gik."

"Det gjorde jeg heller ikke," sagde den unge mand, og rakte hende sin hånd. "Mit navn er Mark Dippet. Hvad er dit?"

Romeo genkendte navnet og smilede. Hvilken interessant drejning i begivenhederne...

"Ginny Weasley," sagde Ginny og tog hans hånd. En del af hende ville så langt væk fra ham som overhovedet muligt, og en anden del af hende ville gerne lære ham bedre at kende. Hun rystede mentalt på hovedet af tanken. Der kunne ikke være et værre tidspunkt at få personlige tilknytninger...

"Det glæder mig at møde dig," sagde Mark, og kyssede hendes hånd før han slap den. " hvilken time var du på vej hen til?"

"Eliksirer," sagde Ginny, der følte sig en smule nervøs af hans blik. "han giver mig garanteret eftersidning for det her."

"Du behøver ikke bekymre dig," sagde Mark. "Snape er syg, Eliksirtimerne i dag var aflyst."

"Hvordan ved du det?" sourgte Ginny.

"Det gad jeg også godt vide," sagde Romeo mistænktsom.

"Jeg hørte Madam Pomfrey fortælle det til Professor Trelawney da jeg gik fra morgenmad i morges," sagde Mark. Romeo troede ikke et ord af det, i modsætning til Ginny. "Så hvilket år er du i?"

"Jeg er en femteår," sagde Ginny.

"Samme her," sagde Mark. "Hvad er din næste time?"

"Spådom," sagde Ginny.

"Jeg burde egentlig gå..." sagde Ginny varsomt.

"Jeg skal også have Spådom," sagde Mark.

"Hvordan kan det være jeg aldrig har lagt mærke til dig der før?" spurgte Ginny, der følte sig en smule nysgerrig, og 'pludseligt' meget mistænksom.

"Folk har det med ikke at lægge så meget mærke til mig..." sagde Mark. "Hvorfor tager vi ikke afsted til næste time? Hvem ved? Det umulige kunne jo ske og vi kom før tid."

"God ide," sagde Ginny.

"Hvorfor gør jeg det her?" tænkte Ginny, da de forlod Hospitalsfløjen på deres vej til Spådom. "Jeg skulle bare finde på en undskyldning og gå... men hvad kan en enkelt lille samtale gøre? Det ville være rart at have en normal samtale med nogen til en forandring."

"Vidste du, at der er et rygte om at gange omkring Spådomslokalet er forbandede, så folk altid farer vild på vej dertil? Sagde Ginny, mens hun gemte sit ubehag.

"Jeg ville ikke blive overrasket," sagde Mark. "Jeg tror ikke jeg kender nogen der ikke har faret vild på vej dertil."

Mark og Ginny talte om vind og vejr og opdage de havde en masse tilfælles. Romeo lyttede til hvert et ord de sagde, mens han studerede Mark tæt. Jo længere tid de var sammen, des tydeligere blev indtrykket af mørke for ham. Mark havde bestemt studeret Mørkets Magter... men til hvilken ende? Var han kun fascineret af emnet? Kunne han være en Dødsgardist, eller en allieret i forklædning? Tom kunne ikke være sikker, men han måtte finde ud af det på en eller anden måde... Skulle han fraråde Ginny at blive venner med ham? Hun så ud til at gøre det helt af sig selv. På trods af hendes rolighed på det ydre, var hendes irrationelle trang til at løbe væk begyndt at gå hende på. Ville det at holde deres afstand fra ham beskytte dem, eller for dem i endnu større fare senere? Nej, hvis han viste sig at være en allieret, ville det være en fejltagelse, og hvis Mark var en fjende, kunne det blive katastrofalt. Ginny ville være det perfekte værktøj til at finde ud af det... Han ville vente og lade tingene gå sin gang... Måske endda skubbe Ginny i den rigtige retning, for tid til anden... indtil han var sikker.

Ginny og Markvalgte at sidde ved siden af hinanden i Spådom. Den tunge perfume der hang i luften gjorde altid Ginny søvnig. En enkelt gang eller to, var Ginny opdaget skorkende under en lektion. Professor Trelawney havde ikke just været fornøjet, og tog fem point fra Gryffindor. På trods af sine frygter, var Ginny glad for at hun havde nogen der var værd at snakke med til en forandring. Måske ville hun ikke falde i søvn denne gang. Halvvejs gennem lektionen, var Mark og hun tvunget til at holde op med at snakke, da deres Professor opdagede dem. Ikke længe efter var Ginny's sanser under angreb af Professor trelawney's søvndyssende parfumer igen. Ginny kunne ikke holde sine øjne for et øjeblik længere, og faldt langsomt i søvn...

Ginny fløj på en kost over Quidditch banen, med Harry. Der var ikke en sky på himmelen... perfekt for udtagninger til Quidditch. Ginny vendte sig og så Hermione og Ron tale med hinande på tilskuerpladserne. Pludselig hørte Ginny et skrig og så Harry falde af sin kost, og styrte mod jorden under ham.

"Harry!" skreg Ginny, mens en grusom og forfærdelig latter ringede i hendes ører. Hun så hjælpeløst til, da Harry ramte jorden med et forfærdeligt dump lyd...

"Ginny!"

"Lad hende være. Kan du ikke se hun har et syn!"

"Vågn op," sagde Mark, og rystede hende blidt. Ginny åbnede langsomt sine øjne. Alt så lidt tåget ud. Hun lå på gulvet omringet af sine klassekammerater. Hendes Professor knælede ved siden af hende, hendes øjne strålede med tilbageholdt begejstring.

"Mark..." sagde Ginny.

"Hvad skete der?" spurgte Mark, bekymret. "Du faldt på gulvet og råbte Harry Potter's navn..."

"Jeg-jeg er ikke sikker," sagde Ginny da hun satte sig op, men hun følte sig dog stadig forvirret. "Jeg var udenfor lige før..."

"Hvad taler du om?" spurgte Mark. "Du har været her hele tiden."

"Hvad så du barn?" spurgte Professor Trelawney.

"Jeg var udenfor..." sagde Ginny. "Jeg fløj på en kost med Harry, over Quidditch banen. Jeg vendte mig og så Hermione og Ron tale om noget på tilskuerpladserne. Pludselig hørte jeg et skrig... Jeg er ikke sikker, men jeg tror det var Harry. Da jeg vendte mig tilbage, så jeg Harry falde af sin kost, men jeg kunne ikke stoppe ham... Det virkede så virkeligt."

"Så du, eller hørte du andet?" sagde Professor Trelawney. "Selv den mindste detalje kan vær vigtig."

"Da Harry faldt hørte jeg denne forfærdelige latter," sagde Ginny, med en kuldegysning ned af ryggen ved tanken. Da hendes forvirring begyndte at aftage lagde hun mærke til at de andre elever stirrede på hende med bange, bekymrede ansigtsudtryk. Ginny fælte det som om hun var fanget under et muggler forstørrelsesglas. Alt hun ville, var at flygte fra deres ubehagelige blikke.

"Det var sikkert bare et mareridt," sagde Mark. "Eller en effekt af dampene."

"Du har sikkert ret," sagde Ginny, der følte sig lidt bedre. De andre elever var ikke overbevist, og det var Professor Trelawney heller ikke.

"Det var bestemt ikke en drøm," sagde Professor Trelawney, og gav Mark et iskoldt blik. "Du havde en vision af Harry Potter's død!"

Et hav af hvisken og gisp fyldte klasseværelset. Mark hjalp Ginny tilbage til hendes stol. Ginny så det begejstrede undtryk på hendes Professor's ansigt, samt det bekymrede på Mark's, og sukkede. Hun vidste at den sidste ting ville have var flere rygter om ham, og efter alt at dømme, var hun lige kommet til at starte en hel række nye. Hvordan skulle hun slippe ud af denne her?

"Jeg har altid vidst du havde et stærkt Inder Øje," sagde Professor Trelawney. Klokken der indikerer at lektionen var slut ringede, og alle hoppede. "20 point til Gryffindor. Værsgo at gå... Husk at læse fra kapitel tolv til og med kapitel fjorten om visioner til jeres test næste gang."

Klassen begyndte langsomt at forsvinde , alle kastede varsomme blikke på Ginny på deres vej ud af døren. Ginny og Mark rejste sig og gik også selv mod døren.

"Bliv Virginia," sagde Professor Trelawney i en drømmeagtig stemme. "Jeg må tale med dig."

"Men Professor-" begyndte Ginny.

"Dette er vigtigt, barn," insisterede Professor Trelawney. "Bare rolig. Det vil ikke tage lang tid."

"Hej," sagde Ginny, da hun iagtog Mark gå ned af stigen til Spådomslokalet. Hun vendte sig tilbage til sin Professor, som nu sad i den stol Ginny lige havde efterladt.

"Vær venlig at sætte dig neg," sagde Professor Trelawney, og pegede på stolen over for sig selv. Ginny satte sig. "Er dette sket før?"

"Nej," sagde Ginny. "Det var bare en drøm."

"Hvordan ved du det var en drøm?" spurgte Professor Trelawney.

"Hvis det var en vision, ville jeg ikke vide det?" spurgte Ginny.

"Den utrænede heks har ofte problemer med at se forskel på de to i starten," sagde hendes Professor. "Føltes den som en normal drøm?"

"Nej..." sagde Ginny, efter at have tænkt over det et øjeblik. "Men hvad har det at gøre med noget som helst?"

"Det har med alt at gøre," sagde Professor Trelawney. "Næste gang du har en vision skal du komme til mig med det samme."

"Ja Professor," sagde Ginny, der bare ville gå.

"Du må gerne gå," sagde Professor Trelawney. Ginny samlede sine ting sammen og forlod klasseværelset. Var det hun havde set en drøm, eller et tegn på ting der ville komme? Eller var hun bare ved at gå fra forstanden? Pludselig slog en tanke ned i hende. Romeo havde ikke sagt et ord mens alt det her skete. Ikke en eneste vittig bemærkning...

"Romeo?" tænkte Ginny. "Er du der?"

"Hvor skulle jeg ellers være?" spurgte Romeo. "Disneyland?"

"Var det en drøm, eller en vision?" spurgte Ginny.

"Jeg ved det ikke," sagde Romeo. "Jeg har ikke engang taget Spådom før. Hør ikke efter hvad den gamle sæk siger. Hun ville ikke kunne sige hvad der var en ægte vision eller ej om hendes liv så afhang af det. Desuden, er ægte Seere meget sjældne. Hvis du havde Synet, hvorfor har du så ikke haft en vision tidligere?"

"Det har du ret i," sagde Ginny. "De gør det bare meget større en det egentlig er."

Men, ligemeget hvor meget Ginny prøvede, kunne hun ikke få sig selv til at tro på det.

TBC