Min Evige Forbandelse Chapter 5: Dem der ikke lærer af historien, a harry potter fanfic

Min Evige Forbandelse

Af Mara456

Oversat fra engelsk af Berantzino

Originaltitel "My Eternal Curse"

Rating: T

Disclaimer: "Jeg ejer ikke Harry Potter eller nogle af figurerne det kan genkendes i denne historie. Jeg ejer kun plottet og mine egne originale karakterer. Jeg tjener ikke nogle penge på det her, så vær venlig ikke at sagsøge mig."

Mara456, direkte fra hendes historie disclaimer

Beskrivelse: Ginny troede hun var fri for Romeo Detlev for evigt... For kun at finde ud af at han aldrig rigtigt gik væk. Nu må hun konfrontere ham og sine egne værste frygter før det er for sent. Men hvordan kæmper man mod en fjende der kender dig bedre end du selv?

Kapitel Fem

Dem der ikke lærer af historien...

Harry, Ron og Hermione gik ind i Storsalen, og satte sig for at spise frokost. Harry følte sine nakkehår rejse sig. Han fik følelsen af at blive overvåget. Han kiggede langsomt op, og studerede de andre elever ved Gryffindor-bordet. Harry lagde mærke til at nogle af dem holdt øje med ham og hviskede sammen, mens andre kun risikerede et kig ud af øjenkrogen med jævne øjeblik. Hverken Ron eller Hermione lod til at lægge mærke til noget. Fordi Harry de sidste seks år havde leet som Drengen Der Overlevede, var han vant til at folk stirrede på ham, men der var noget ved deres blik der var både genkendeligt og foruroligende. Harry havde en dårlig fornemmelse af det her, noget var galt... men hvad? Harry lod sit blik glide gennem Storsalen. Mange ved Ravenclaw og Hufflepuff bordene opførte sig som dem ved Gryffindor, men dem ved Slytherin kiggede på ham med grusomme smil. Harry følte sin mave synke i livet ved synet. Han kiggede op mod Højbordet. Alt så normalt ud indtil han lagde mærke til personen ved siden af Professor Dumbledore. Professor Trelawney havde åbenbart besluttet at gøre dem selskab, igen... det måtte næsten være en slags rekord. Hun blev næsten aldrig set uden for sine kamre, og da slet ikke i Storsalen med alle andre. Hun kigged op fra sin tallerken og stirrede direkte på ham. Hendes ansigtsudtryk skiftede brat, da hun fik øje på ham. Det var et udtryk han kun kendte alt for godt; det var det udtryk hun fik hver gang hun forudså hans død. Han rystede på hovedet, åg vendte opmærksomheden tilbage til sin egen tallerken. Hvad der end foregik, skulle han nok snart finde ud af det.

"Hvordan føles det så Potter," spurgte Draco Malfoy, og rev Harry væk fra sine grublerier. "At blive dødsdømt af en af dine fans..."

Harry, Ron og Hermione drejede og så Malfoy smile hånligt. Harry kastede et blik på sine venner. De vidste heller ikke hvad han snakkede om.

"Hvad!" udbrød Harry.

"Jeg håber i hvert fald rygterne er sande," sagde Draco med sin drævende stemme. "Den store Harry Potter ender sine dage på grund af sin egen kost... Hvis du spørger mig, er det en passende ende for dig."

"Hvad snakker du om, Malfoy?" spurgte Ron, med en farlig undertone gemt i stemmen.

"Stakkels lille Potter," sagde Draco dovent. "Du er altid den sidste til at vide ting... Tja, hvis du vil have svar, så prøv overhovedet af din lille fanklub... Ginny Weasley."

Draco vendte sig for at gå men Ron sprang op fra bænken og spærrede vejen for ham. Harry og Hermione stod ved hans side, parat til at holde ham tilbage, hvis det ville blive nødvendigt.

"Hvad har min søster med det her at gøre?" spurgte Ron.

"Flyt dig!" kommanderede Draco og prøvede forgæves at komme forbi Ron.

"Hvad foregår der Malfoy?" spurgte Harry. "Hvad har Ginny med det at gøre?"

"Hvorfor spørger du ikke hende, Potter?" sagde Draco selvtilfreds. "Med mindre du har lyst til at angribe mig foranalle lærerne, foreslår jeg at du flytter dig."

Draco gik forbi dem, i retning af Slytherin bordet, med et selvtilfreds udtryk i ansigtet. Ron og Hermione kiggede på resten af Storsalen et øjeblik for derefter at kigge på Harry igen.

"Hvad gik alt det ud på?" spurgte Hermione.

"Jeg ved det ikke," sagde Ron. "Men jeg syntes vi skal finde Ginny og finde ud af det."

"Afgjort," sagde Harry. "Men hvor er hun?"

"Lad os prøve biblioteket," foreslog Hermione. "Der har hun været meget istedet for frokost på det seneste."

Albus Dumbledore så Professor Trelawney kigge op fra sin tallerken, og stirre på Mr. Potter med et af sine klassiske 'denne her er dødsdømt' blikke. Hvor mange gange havde hun forudsagt unge Harry død? Han kunne ikke holde tal på dem mere. Kun en af hendes visioner der havde med Harry at gøre var gået i opfyldelse, og hun kunne ikke engang huske den. Hvilket sikkert også var det bedste, når han tænkte på sin kollegas excentriske natur. Hvorfor var hun her? Hun forlader næsten aldrig sine kamre uden en grund. Da hun var ankommet havde hun ikke engang lavet en scene. Hun havde bare sat sig ved siden af ham og var begyndt at spise. Noget var anderledes, men han havde ingen ide om hvad det kunne være. Normalt var han underrettet om sådanne ting. Desværre, havde han haft det så travlt, både med at lede Lysets side mod Voldemort og lede Hogwarts, at ting var begyndt at smutte forbi ham. Det her var bestemt en af dem.

"Hvordan forudsiger du så Mr. Potter's død denne gang?" sagde Dumbledore, med et glimt i øjet. Professor Trelawney blev så forskrækket ved lyden af hans stemme at hun næsten hoppede ud af stolen da hun hørte den. Hå tog et øjeblik til at samle sig igen før hun svarede.

"Jeg ville ønske du ikke tog så let på det Indre Øje," sagde Professor Trelawney stift.

"Tro mig, det gør jeg heller ikke," sagde Dumbledore. "Det modsatte faktisk. Jeg tror på at Synet er en meget sjælden gave, som bør respekteres. Jeg har ikke set en stor Seer på Hogwarts i lang tid... exclusive tilstedeværende selskab, selvfølgelig."

"Bortset fra Mr. Potter måske..." tænkte Dumbledore.

"Der tager du måske fejl," sagde Professor Trelawney. "Det var ikke mit Indre Øje der havde denne vision, men en af mine elever. Mit Indre Øje fortalte mig hun har talent."

"Hvem?" spurgte Dumbledore, nysgerrigt.

"Virginia Weasley," sagde Trelawney, næsten stlt. "Med min hjælp vil hun kunne blive en stor Seer..."

"Hvad skete der?" spurgte Dumbledore.

Hans kollega fortalte ivrigt historien om hvad der skete. Dumbledore lyttede tankefuldt. Han vidste hun elskede at overdrive ting som denne, men han kunne se at hun ikke gjorde det denne gang. Var pigens vision kun en drøm, som hun påstod? Eller var det den ægte vare? Hvis det var, så var Harry i fare. Men fra hvad? Hvorfor ville han falde af sin kost? Han blev nødt til at tænke nærmere over dette... Professor Trelawney så næsten forventningsfuldt på ham.

"Jeg er ked af det Professor," sagde Dumbledore. "Jeg er lige kommet i tanke om at jeg har en ting jeg skal have ordnet... Hvis du vil have mig undskyldt."

Albus rejste sig, og gik ud af Storsalen uden et ord mere.

Ginny løb ind i sin tomme sovesal og låste døren efter sig. Hun havde brugt hele dagen på at undgå Harry, Mark, og cirka alle andre også. Harry ville sikkert have at vide om rygterne var sande, eller om hun bare fandt på det. Ginny viste hun måtte tale med ham før eller senere, men efter hendes mening, jo senere, jo bedre. Mens alle andre undgik hende som en plage, eller konstant pressede hende for detljer. Ginny havde mistet selvbeherskelsen ved den sidste gruppe, og truede med at forudsige hver deres død hvis de ikke skrubbede af. Der løb praktisk talt over hinanden for at komme væk fra hende.

Så var der Mark. Han virkede som en sød fyr, som der faktisk var interesseret i hende. Men den sidste fyr der virkede rigtigt interesseret i hende viste sig at være den unge Du-Ved-Hvem. Hun kunne lide Mark... nej, hun ville ikke risikere at noget som det skete igen. Ligemeget hvad var der en risiko for at han kunne opdage hendes hemmelighed. Det var bedre at være alene end at blive såret på den måde igen... men hun var aldrig alene, var hun? Romeo var der altid, holdt øje med hende. Hun vlille aldrig blive fri med denne hastighed. Hun skulle altid lystre ham på den ene eller anden måde, så længe de var sammen. Men hvornår var det sidst at hun ikke skulle lystre nogen? Hun kunne ikke engang huske om der nogensinde havde været et øjeblik. Hun rystede på hovedet. Det her fik hende imgen steder, hurtigt.

"Brug for hjælp lille prinsesse?" spurgte Romeo.

"Nej," sagde Ginny hurtigt.

"Er du sikker?" spurgte Romeo. "Jeg må sige, du har fået os i noget af et rod på utroligt kort tid."

"Jeg har bare en lille drøm, og alle går bananas," sagde Ginny stille, mens hun satte sig nedd på sin himmelseng. "Dumme Spådomslærer, skulle absolut fortælle alle 'det er en vision af Harry's død', og nu flipper alle ud. Romeo, hvad skal jeg gøre?"

"VI skal tale med Potter, og fortælle ham det hele bare var en drøm," sagde Romeo. "Med en smul held, vil de andre glemme det nogensinde skete lige så snart de finder noget nyt rundt og skinnende."

"Hvad hvis det var en vision?" spurgte Ginny, da usikkerheden krøb ind i hendes sind endnu en gang.

"Blot endnu en grund til ikke at fortælle ham," sagde Romeo. "Dets mere paranoid han er, dets mere mistænksom vil han blive på os. Vi kan ikke risikere det på nuværende tidspunkt. Husk på at jeg ikke kunne se din 'såkaldte' vision. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre af det endnu... Vi må bare have et øje på Potter, og håbe han er bedre på en kost end jeg tror." Der blev banket på døren. "Nu vi taler Drengen Der Overlevede..."

"Ginny er du derinde?" kaldte Ron gennem døren. Ginny rejste sig og åbnede døren. Harry, Ron og Hermione stod foran hende.

"Kom ind," sagde Ginny. De gik ind, og hun lukkede døren efter dem. "Jeg ved hvorfor I er her... og jeg er ked af det."

"Hvad foregår der Ginny?" sagde Harry. "Hvorfor går folk og siger jeg skal dø, og der lader til at være midt i det hele?"

"Det var ikke med vilje," sagde Ginny.

"Hvad skete der?" spurgte Ron.

"Jeg faldt i søv i Spådom," forklarede Ginny. "Jeg havde en drøm hvor du og jeg fløj på koste over Quidditchbanen. Jeg drejede væk fra di, og jeg hørte et skrig. Det næste jeg så, var dig falde af din kost, og jeg kunne ikke stoppe det... og da du faldt, hørte jeg den her forfærdelige latter ringe i mine ører."

Harry stivnede da Ginny nævnte den latter hun havde hørt. Harry så nærmest tankefuld ud, hendes bror så forfærdet ud, og Hermione så ret skeptisk ud omkring hele situationen. Ginny havde regnet med at Hermione ville være sådan, efter Hermione's sidste møde med Professor Trelawney. Ginny tog en dyb vejrtrækning før hun fortsatte.

"Jeg råbte dit navn i søvne, Harry," sagde Ginny. "Professor Trelawney forlangte at vide hvad jeg havde set, og jeg fortalte hende det... Jeg bliver ved med at fortælle alle det bare var en drøm, men ingen vil tro mig. Jeg er så ked af det, Harry! Du bliver nødt til at tro mig. Jeg sartede ikke alle disse rygter om os med vilje. Jeg skulle bare have holdt min mund lukket."

"Det er ok Ginny," sagde Harry. "Jeg tror på du ikke gjorde noget af det med vilje... Føltes det som en drøm?"

"Nej," sagde Ginny, en smule overrasket af spørgsmålet. "Det føltes som om jeg virkelig var der."

"Bare rolig Ginny," sagde Hermione, og lagde en beroligende hånd på hendes skulder. "Professor Trelawney elsker at gøre en masse ud af ingenting, for at få opmærlsomhed..."

"Er du sikker på det er ingenting?" spurgte Ginny.

"Helt sikker," sagde Hermione. Harry lod til at være enig med Hermione, men Ron virkede ikke til at være overbevist. Ginny ville bare ønske hun selv var overbevist.

Harry, Ron og Hermione sad sammen i den tomme opholdstue senere den aften. Alle andre var gået i seng. Hermione arbejdede stadig på noget hjemmearbejde, men Harry og Ron spillede en sidste omgang troldmandsskak.

"Løj Ginny?" spurgte Hermione, nærmest til sig selv. Der var en lang pause.

"Nah," sagde Ron. "Hun er en forfærdelig lægner. Hun ville ikke kunne lyve for mig, om hendes liv så afhang af det."

"Hun løj ikke," sagde Harry. "Jeg er sikker på det."

"Måske har hun haft den drøm et stykke tid nu," sagde Hermione. "Det ville forklare nogle ting. Det kunne være derfor hun har opført sig underligt på det seneste."

"Men det forklarer ikke hvorfor hun brugte al den tid på biblioteket," sagde Harry.

"Hermione har ret,"sagde Ron. "Hun har sikkert bare opført sig underligt, på grund af den drømme ting... Måske lægger vi bare for meget i det. Ginny er sikkert bare bekymret for dig, Harry."

"Måske," sagde Hermione tankefuldt.

Harry var ikke så sikker, men valgte at lade det være.

Remus Lupin ventede på at den næste klasse til Forsvar mod Mørkets Magter skulle ankomme, mens han nød den alt for korte stilhed. Krigen havde ikke gået så godt på det sidste. Voldemort lod altid til at være et skridt foran dem. Det var som om han vidste hvad de var ude på. De havde fanget to spioner, Vildemort havde sendt mod dem, men efter alt at dømme, lod det til at en var sluppet igennem. Hvordan det var sket, og vigtigere hvem det var, vidste de stadig ikke.

Selvfølgelig spildte Sirius ingen tid og pegede straks på Snape, og Snape spildte ingen tid og rev næsten Black's lunger ud med sine bare hænder, ved beskyldningen. Man skulle tro at de efter at have arbejdet sammen så længe, at de ville have lært noget. Nogle ting ændrede sig åbenbart aldrig.

Nogle få øjeblikke senere, ankom en af hans femteårs elever alene. Det var unge Miss Weasley. Hun virkede deprimeret. Remus kunne lugte spændingen, og stille panik, der bølgede ud af hende, på hvad der snart var daglig basis. Nu da han ænkte over det, havde hun virket en smule fortvivlet, på det seneste. Selvfølgelig, hjalp alle de rygter omkring hende og Harry heller ikke. Først, troede Lupin det var noget hun fandt på af en eller anden grund, men efter at have observeret hende over et længere tidsrum, gik det op for ham at hun selv troede på det, selv om hun ikke ville indrømme det over for sig selv endnu.

"Goddag Miss Weasley," sagde Remus.

"Professor..." sagde Ginny og lagde for første gang mærke til ham siden hun kom ind i klasseværelset. Hun kiggede op og mødte hans blik. For et øjeblik, så Remus noget i hendes øjne... noget mørkt, og unaturligt ved dem, men det forsvandt lige så hurtigt som det kom. Hvad var det?

"Har du det godt, Miss Weasley?" spurgte Remus, der følte sig bekymret.

"Jeg har det fint, Professor Lupin," sagde Ginny. "Det er bare..."

"Rygterne," sagde Remus. Det var ikke et spørgsmål.

"Lige meget hvor meget jeg prøver, er der ingen der tror på mig," sagde Ginny.

Tror du på det, Miss Weasley?" spurgte Remus.

"Nej... jo," sagde Ginny tøvende. "Jeg ved ikke... Tror du på det?"

"Jeg tror på at du ikke lyver," sagde Remus. "Du så noget, men du ved ikke hvad du skal gøre af det. Visioner og drømme har to ting ved dem der er ens. Intet er stensikkert med dem, og de sker for en grund. Ligemeget hvad, er der nogen der vil fortælle dig noget."

"Hvad syntes du jeg skal gøre?" spurgte Ginny. "Skal jeg bare ignorere det, og lade som om det aldrig skete?"

"Det bestemmer du," sagde Remus tankefuldt. "Men jeg tror at ignorere det vil gøre mere skade end gavn, i det lange løb. Prøv at tænke grundigt over dette føre du tager din beslutning."

"Er fremtiden skrevet i sten?" spurgte Ginny.

"Nej," sagde Remus, efter at have overvejet sit svar. "Jeg er ingen ekspert i faget, men jeg kender til en række af sager hvor katastrofer er blevet undgået fordi man vidste om dem i forvejen. Jeg tror fremtiden er hvad du gør den til. Bare fordi du ser noget, betyder det ikke at det vil ske."

"Hvad hvis jeg er skyld i Harry's..." hun standsede et øjeblik og kiggede væk. "Måske ville alt være bedre hvis jeg bare låste mig inde i et skab indtil det hele er ovre."

"For alt vi ved, kunne det at tage dig ud af ligningen gøre alt værre," sagde Remus. "At tænke på fremtiden kan være godt, mwn ikkw hvis det går ud over at leve dit liv. Vær ikke bange for at leve dit eget live bare fordi du ikke kan lide det du ser. Hvem ved? Måske er det nøglen til at forhindre det."

Miss Weasley så ud dom om hun var ved at tale, men ændrede mening da de andre elever begyndte at komme ind ad døren. Hun kiggede op på ham, smilede et øjeblik, og takkede ham for rådet. Så tog hun sin tekstbog frem og begyndte at læse, mens hun faldt tilbage i sine normale mønstre. Han blev ved med at sturdere hende med mellemrum under hele timen. Han fik en svag fornemmelse af at hendes vivion kun var toppen af et meget grimt isbjerg.

Ginny tilbragte det meste af frokost den dag med at vandre på udearealerne, mens hun tænkte på sin samtale med Professor Lupin. Han havde ret. Hun kunne ikke bruge resten af sit liv på at gemme sig, men havde hun længere et valg? Hvad hvis nogen fandt ud af det? Reaktionen over hendes vision ville være en skovtur sammenlignet med hvad de ville gøre ved hende hvis de fandt ud af det med Romeo. Der lod ikke til at være en udvej af det.

"Jeg er så træt af det her," sagde Ginny. "Intet jeg gør er rigtigt. Alt jeg gør, lader bare til at gøre alt værre."

"Så er det måske på tide at tage mit råd, og holde op med at leve op til andre folks forventninger af dig," sagde Romeo. "Du er så optaget af 'hvad nu hvis', at du gør tingene værre, og oven i det hele, er du ulykkelig."

"Du kan da være ligeglad!" snerrede Ginny.

"Jeg er træt af at høre dig klynke hvert vågent øjeblik," sagde Romeo irritabelt." Jo længere du opfører dig sådan, jo større sandsynlighed er der for at din konstante panik og mørke humør vil tiltrække uønsket opmærksomhed. Som i dag, med varulven. Han vidste noget var galt. Hvis du bliver ved med at være på den måde vil du skade os begge."

"Hvad vil du have mig til at gøre?" tænkte Ginny. "Bare slukke for mine følelser, som dig?"

"Jeg kan ikke sliukke for mine følelser fuldstændigt," sagde Romeo. "Jeg kan dog lære dig at skjule dem bedre, og med tiden, blive en endnu bedre skuespiller end du noensinde kan forestille dig... Hør, den her opførsel får os ingen stede. Du behøver ikke gruble over det hele tiden. Bare lære at leve med det, og komme videre."

"Lære at leve med det?" Ginny lo bittert. "Den var god."

"Hvordan tror du jeg har det?" spurgte Romeo. Mens han kæmpede for at holde styr på sine følelser, "Takket være Potter og Dumbledore, har jeg ikke engang min egen krop. Forestil dig hvordan jeg har det med det."

"Det skulle du have tænkt på før du gik tå-mod-tå med dem," sagde Ginny. Hun satte sig under et træ, lænede sig tilbage, og lukkede øjnene et øjeblik. "Elendighed elsker selskab... Jeg forstod aldrig hvad det betød før nu. Her er vi. Vi er i live, vi har den her krop, og ingen har nogen som helst ide om hvad der foregår, ogmalt vi kan er at gøre hinanden elendigt til mode."

"Det er en måde at se på det," sagde Romeo. "Her er en anden. Vi har lavet en pagt om at arbejde sammen. Vore liv er uopløseligt linket sammen, men du har ikke accepteret det faktum endnu. Så længe du hvert et øjeblik hver dag på at tænke på værdiløse ideer om at flygte, vil vi aldrig få gjort hvad der skal gøres. Jo før du ser det, dets bedre vil vi begge få det... Vil du være ulykkelig resten af dit liv Ginny?"

"Selvfølgelig vil jeg ikke det," sagde Ginny.

"Så hold op med at gruble, og giv dig selv lov til at acceptere virkligheden," sagde Romeo.

"Nemt for dig at sige," sagde Ginny.

"Du ville blive overrasket," sagde Romeo. "Hvad tror du jeg gjorde alle disse år jeg gemte mig i dit sind? Strikke? Nej, jeg lærte at leve med det. Før eller senere, vil du også blive nødt til det."

"Og hvis jeg ikke gør?" spurgte Ginny.

"Så kan jeg næsten garantere at du vil forblive ulykkelig," sagde Romeo. "Det er dit valg."

Ginny vidste ikke hvad hun skulle sige til det.

Den så på Ginny tale med sig selv fra afstand. Den kunne ikke høre hvad hun sagde. Hvis den havde kunnet, ville den havde haft sit svar, i den en eller anden form. Men den hørte intet. Den prøvede forgæves at mundaflæse hende da hun satte sig under træet. Den bandede lavmælt.Den var stadig for langt væk til at se Ginny's læber tydeligt. Den ville være kommet tættere på hvis den kunne, men det var stadig for farligt i øjeblikket. Den havde mærket hendes usædvanlige følsomhed første gang den mødte hende. Den vidste hun var mere end hun så ud til. Den vidste hun havde potentiale... Hvis den kom for tæt på, ville den skræmme hende væk eller værre, blive opdaget. I øjeblikket ville den bare observere hende, og prøve at finde ud af en måde at undgå hendes følsomhed over for den. Måske ville den være i stand til mere, når det var opnået. Hvis der var noget den var, så var det tålmodig. Den kunne vente. Så længe den blev nødt til det...

Næsten to uger var gået siden Ginny's 'såkaldte' vision. Ginny kunne ikke vente til Professor McGonagall kom tilbage til Hogwarts. Deres overhoved var taget afsted midt om natten, på grund af en familiekrise, næsten tre uger siden. Vikaren var virkelig ved at gå hende på nerverne. Hvis Ginny ikke vidste bedre, ville hun tro at vikaren var en Fuser. De andre elever havde endelig sænket deres parader over for hende. Harry og de andre, virkede en smule mindre mistænksom på hver en bevægelse hun lavede. Så, var der Mark. Han var unægteligt interesseret i hende, men talte ikke om det igen efter at hun havde forklaret at hun ikke ville være romantisk involveret med nogen. Han havde spurgt hende hvorfor, men hun nægtede at forklare videre. Han ville alligevel aldrig forstå det. Hvem kunne?

Ginny tænkte på intet af alt dette, da hun gik mod Eliksirlokalet. Det eneste hun tænkte på lige nu var at komme tidligt til time, så hun kunne diskutere sine karaktere med Professor Snape. Hun hvade besluttet at hendes sorte humør og panik ikke ville komme hurtigere af med Romeo, så hun begravede sig i studier istedet. Eliksirer var et af hendes bedste fag. Hun kunne lide Eliksirer; på trods af hvordan hendes Eliksirmester behandlede hende. Ginny ville være sikker på hun opnåede sit fulde potentiale, og blev nødt til at spørge Snape om hun på nogen måde kunne forbedre sin Eliksirbrygning. Ideen om sådan en samtale ville skræmme de fleste ikke-Slytherinere på hendes år, men det det bragte hende dårligt nok ud af fatning. Sammenlignet med at have Romeo boende i dit hovede, var det her nemt. Hun hørte anspændte stemmer da hun nærmede sig klasselokalet. Efter et øjeblik gik det op for Ginny at stemmerne tilhørte Rektor Dumbledore og Professor Snape. Ginny prøvede at høre hvad de sagde, men kunne ikke. Nogle øjeblikke senere forlod Dumbledore klasselokalet, og gik i modsat retning. Hun tog en dyb indånding, og gik ind ad døren. Snape lod ikke til at lægge mærke til hun var der.

"Professor Snape?" spurgte Ginny. Snape kiggede op på hende med sit sædvanlige udtryk af foragt.

"Hvad vil du, Weasley?" snerrede Snape.

"Mine karaktere i Eliksirer er rimelige..." sagde Ginny. "Men jeg tror jeg kan gøre det bedre. Jeg håbede på De kunne fortælle mig hvad jeg behøvede for at finde alt mit potentiale?"

"Nok mere middelmådigt," sagde Snape. "Men du er stadig bedre end de fleste af dine tykhovede klassekammerater... Jeg foreslår at du fik dig en tutor hvis du er seriøs omkring forbedring. Prøv Mark Dippet, han er en af mine bedste elever, og han vil ikke have noget imod at vejlede dig."

"Mark?" sagde Ginny. "Er der ikke en anden der kan vejlede mig?"

"Jeg tager det til at du kender ham?" spurgte Snape og ransagede hende mere intenst.

"Han er i min Spådomsklasse," sagde Ginny.

"Han er den bedste til at hjælpe dig med de områder du har problemer med," sagde Snape. "Hvis du er seriøs omkring at forbedre dine karaktere, i modsætning til dine idiotiske Gryffindor klassekammerater, kan jeg ikke komme i tanker om nogen bedre til at vejlede dig... Med mindre der er en grund til at du ikke vil spørge ham?"

"Nej, sir," sagde Ginny. Hun havde ikke mere lyst til at spørge Mark om hjælp, end hun havde lyst til at fortælle Snape hvorfor hun ikke ville arbejde med ham... og hun ville gerne forbedre sig. "Jeg vil spørge ham senere idag... Mange tak for din tid, sir."

Snape kiggede bag hende og lagde mærke til at noget af klassen var ankommet.

"Jeg foreslår du stiller dine ting op," sagde Professor Snape. "Timen begynder om få minutter."

"Ja sir," sagde Ginny. Hun tog et sæde forrest i klassen, og satte sin kedel op. Hun havde på fornemmelsen det ville blive en lang eftermiddag.

Romeo så med fra dybterne af Ginny's underbevisthed da de gik ind på biblioteket i deres søgen efter Mark. De fandt ham ved et bord nær et vindue. Ginny og Romeo kiggede mens Mark rynkede panden i koncentration. Hvad han end arbejdede på, gik det ikke hans vej. Romeo mærkede Ginny stålsætte sig selv et øjeblik, hvorefter de gik over til bordet.

"Hej Mark," sagde Ginny, og mærkede sin bestyrtelse vende tilbage med fuld kraft. Mark kiggede op fra sit arbejde og smilte til hende. Hun smilede tilbage og mærkede sin bestyrtelse langsomt skifte til nervøshed. Ginny gemte alt dette alt dette under masken af ligegyldighed, Romeo havde lært hende at bære de sidste par uger.

"Hej Ginny," sagde Mark. "Jeg har ventet dig... Snape spurgte mig tidligere om at vejlede dig."

"Vil du?" spurgte Ginny. "Forstå mig ret. Jeg er okay til Eliksirer. Jeg vil bare..."

"Du vil bare opnå dit fulde potentiale," sagde Mark. "Jeg vil med glæde hjælpe dig Ginny. Sæt dig ned, og så vil vi tale om hvad du føler du har problemer med."

Ginny satte sig og de faldt i en udadtil afslappet akademisk samtale. Invendigt var Ginny dog mere end en smule bange, men ikke lige så slemt som da hun først mødte ham. Romeo mærkede spændingen i Ginny's sind fade i baggrunden, da de diskuterede skolearbejde. Romeo lyttede til hendes tanker om at hun følte sig sikrere på akademisk grund, og smilede mentalt. Hun ville aldrig tro ham, men på mange måder var hun præcis som ham da han var yngre... Hun havde så meget potentiale, at han ville være forbandet hvis han lod hende spilde det, Da Romeo iagttog udvekslingen mellem de to, følte han et jag af... Hvad? Hun skubbede tanken til side og vendte sin opmærksomhed tilbage til Mark, og holdt øje med hver en bevægelse med endnu større intensitet. De tre mistede al fornemmelse af tid indtil Ginny skævede mod vinduet og opdagede at natten var faldet på. Hun tjekkede tiden.

"Vi bliver nødt til at tale videre næste gang vi mødes," sagde Ginny. "Det er næsten tid til middag."

"Det må vi sikkert," sagde Mark, og sukkede. De rejste sig begge op og samlede deres ting. Romeo lagde mærke til hvor tung deres taske var blevet med alle de nye Eleksirbøger,oven i den normale bunke. Derefter gik de ud af biblioteket sammen.

"Jeg ville ønske der var en måde, jeg kunne betale dig tilbage på," sagde Ginny, næsten flovt.

"Jeg har haft brug for en tutor til Besværgelser i et stykke tid nu, men eg har ikke været i stand til at finde nogen," sagde Mark. "Jeg har hørt du er fantastisk til Besværgelser. Vil du vejlede mig?"

"Naturligvigs," sagde Ginny. "Hvorfor mødes vi ikke samme tid i morgen og finder ud af hvilke områder du er svag i?"

De tre gik resten af vejen i behagelig stilhed.

Ron og Ginny sad ved ilden i Gryffindor's opholdstue. Ron overvågede Ginny, der stirrede ud i luften, sine tanker tusinde mil borte. Hvad var der galt med hende? Hvorfor opførte hun sig så mærkeligt? Ginny havde altid været lidt underlig i hans mening, men ikke på den her måde. Det var mærkeligt at se hende stirre ud i luften på den måde, nærmest som hun ikke var der... Ron følte sig forfærdeligt foruroliget ved det nærmest tomme blik, og mere end en smule urolig. Dagdrømte hun bare? Eller var det noget andet, noget hun ikke fortalte ham om? Han var ikke sikker...

"Så..." sagde Ron, der prøvede at starte en samtale. "Tager du afsted til Hogsmeade i næste weekend?"

"Er der Hogsmeade weekend?" spurgte Ginny, hendes øjne komme lynhurtigt i fokus igen, og rettede sig blik mod ham.

"Ja..." sagde Ron. "Opslaget blev hængt op i eftermiddags."

"Åh," sagde Ginny. "Jeg må have glemt at tjekke for nye opslag."

"Hvor var du i eftermiddags?" spurgte Ron pludseligt. "Jeg ledte overalt, men jeg kunne ikke finde dig."

"Hvis du må vide det, så var jeg på biblioteket," sagde Ginny. "Jeg arbejdede med en tutor."

"En tutor?" sagde Ron. "I hvad?"

"Eliksirer," sagde Ginny.

"Ginny, dine karaktere i Eliksirer mere end gode nok," sagde Ron. "Du har ikke brug for en tutor."

"Snape fortalte mig at det har jeg hvis jeg vil opnå mit fulde potentiale," sagde Ginny.

"Snape fortalte dig det?" spurgte Ron. "Hvorfor?"

"Fordi jeg spurgte ham," sagde Ginny.

"Du spurgte Snape om dine karaktere?" spurgte Ron, vantro. "Villigt?"

"Ja," sagde Ginny. "Jeg spurgte ham fordi jeg ville vide hvad jeg skulle gøre for at bringe mine karaktere højere op til mine UGL'er."

"Så du gik bare op til Snape, og spurgte ham?" spurgte Ron.

"Der er ikke noget galt i at ville gøre tingene bedre..." brummede Ginny.

"Har du hørt der er udtagelse til Gryffindor's Quidditchhold i denne weekend?" spurgte Ron, i et forsøg på at skifte emne.

"Ron, du er kaptajn for holdet, og du har ikke snakket om andet den sidste uge," svarede Ginny. "Hvordan skulle jeg ikke have hørt det? Hvorfor spørger du?"

"Overvejer du at stille op?" spurgte Ron.

"Nej,"sagde Ginny.

"Kom nu, Ginny," sagde Ron. "Jeg har set dig. Du er fantastisk på en kost! Vi har brug for baskere, især efter hvad der skete med vores baskere sidste år. Bare sig du vil stille op. Be om?"

Ginny svarede ham ikke.

Ginny ville gerne stille op, men hun var bange for hvad der måske ville ske hvis hun sagde ja. Men så huskede hun på sin samtale med Professor Lupin for et stykke tid siden.

"Hvad hvis jeg er skyld i Harry's..." hun standsede et øjeblik og kiggede væk. "Måske ville alt være bedre hvis jeg bare låste mig inde i et skab indtil det hele er ovre."

Professor Lupin havde ret. Hun ville gemme sig hvis hun gjorde det, eller værre, hun kunne være skyld i det på grund af at hun ikke hendlede.

"Ok, jeg stiller op," sagde Ginny. Men kun hvis du lover mig at hvis jeg kommer på holdet, er det fordi jeg er god nok. Ikke fordi jeg er din søster."

"Det lover jeg," sagde Ron.

"Tak," sagde Ginny, og håbede brændende at hun ikke ville fortryde det.

Ginny og Mark afsluttede deres sidste omgang af vejledning i Besværgelser og gik ned til Quidditchbanen sammen. Romeo overvågede de to med stor interesse, da Harry og Hermione hilste på dem. Da Ginny introducerede dem til Mark, lagde Romeo mærke til en en næsten usynlig ændring i Mark når han talte til Harry. Der var en underlig, næsten mørk spænding, som forsvandt før Romeo kunne undersøge det nærmere.

"Interessant..." tænkte Romeo.

"Hvor er Ron?" spurgte Ginny. "Han sagde han ville være her."

"Jeg ved det ikke," sagde Harry. "Ron efterlod sin kost hos mig for at du kunne træne på den. Han kommer sikkert forbi senere for at se hvordan det går. Nå, lad os komme igang."

Først gik de over basis nr man arbejdede med smashere, og begyndte så at træne med en. Ginny missede kun smasheren en gang ud af ti førsøg på at ramme den.

"Hvordan klarer jeg mig?" spurgte Ginny.

"Du klarer dig ret godt," sagde Harry. "Du kan ramme smasheren. Lad os nu se hvordan du klarer at undvige dem."

Harry fløj mere end tyve meter op i luften. Ginny fulgte efter, og steg med ham. De arbejdede med hende, der undveg smasheren på alle måder hun kunne, i ti minutter. Ginny lagde mærke til Ron der stod på tilskuerpladserne og snakkede med Hermione. En alarmklokke ringede i hendes hovede ved synet, og hun vendte sig mod Harry for at kalde en timeout. Det skete så hurtigt at tiden lod til at sætte farten ned for Ginny. Uden nogen advarsel, skreg Harry i smerte, og slog begge hænder op for sit ar. Han gled af sin kost og styrtede hovedkulds mod jorden under ham.

Ginny frøs ikke denne gang, da du hun hørte et ekko af den samme grusomme latter fra hendes drøm. Uden at tænke over det, dykkede Ginny efter ham, kun stolende på at komme helskindet gennem dette ved hjælp af rent instinkt og talent. Hun prøvede at gribe ham i luften, men blev slået af sin kost ved kraften af Harry der landede på hende. De ramte begge jorden med et kvalmende smertefuldt dump, og Ginny vidste ikke mere.

TBC